Thursday, April 07, 2016

DEBATREDAKTØR PÅ KRISTELIGT DAGBLAD?




Kristeligt Dagblad med både stigende oplag og sober kvalitet søger en ny debatredacteur.

Fra min tid på Politiken (som om hidsige daglige påmindelser om en fortid der måske kun var en generøs og forfejlet second chance fra bedre menneskers side, på nogen vis kunne opveje, endsige ophæve ens tiltagende syntaktiske forfald) - Kort Sagt: Fra min tid på Politiken husker jeg, at den jævnaldrende og desværre afdøde filosof, lektor Stig Alstrup med speciale i matematisk logik (af hensyn til forståelsen speedet op med stedse større doser af rødvin), ved en tilsvarende lejlighed søgte det nyopslåede job som debatredaktør sammesteds.

Velsagtens i et ungdommeligt anfald af lyst til noget helt nyt og ustøvet hinsides institutionelle smågniderier mellem grånende nørder.

Jeg husker i den forbindelse, at Stig Alstrup med et grin gengav det helt kontante og ærlige svar, han straks efter modtog fra Politikens redaktion. "Vi har endnu ikke bestemt hvem vi vælger - men kan da i hvert fald fortælle dig så meget, at dig bliver det ikke...".
Men hvem har ikke af og til på samme vis ønsket, at han i stedet var blevet lokomotivfører - eller måske vejassistent i Vestjylland?

Vi skal derfor allerede forlods meddele Kristeligt Dagblads redaktion, at man ikke behøver at frygte lignende ungdommelige henvendelser fra vor side. Vi har naturligvis været i svare tvivl; men efter at have konfereret nøjere med både vor storm-omsuste uddannelses-minister og beskæftigelses-ministeren er vi nået til denne sobre konklusion.
Den gode nyhed for jer andre er derfor denne, at jobbet som debat-redacteur på Kristeligt Dagblad stadig er ikke alene formelt ledigt, men også fuldt realistisk at søge: Endda så realistisk, at de p.t. arbejdsløse af jer ved ikke omgående at søge stillingen må påregne at blive indkaldt til alvorlig kammeratlig samtale med begge ovennævnte ministre.

Men Notabene: Hvis allerede jeres ansøgning i stødende grad demonstrerer at I vitterlig kan skrive, så vil dette fra Beskæftigelsesministeriets side blive betragtet som et slag i ansigtet på jeres kommende arbejdsgiver og blive sidestillet med piercing, sveddryppende træningsdragt og sure sokker som et rigeligt bevis for: at jeres ansøgning kun var på skrømt og en blasfemisk provokation til gene for de i forvejen overbebyrdede kristelige gentlemen of the press...