Kristeligt Dagblad med både stigende oplag og sober kvalitet søger en ny debatredacteur.
Fra
min tid på Politiken (som om hidsige daglige påmindelser om en fortid
der måske kun var en generøs og forfejlet second chance fra bedre
menneskers side, på nogen vis kunne opveje, endsige ophæve ens
tiltagende syntaktiske forfald) - Kort Sagt: Fra min tid på Politiken
husker jeg, at den jævnaldrende og desværre afdøde filosof, lektor Stig
Alstrup med speciale i matematisk logik (af hensyn til
forståelsen speedet op med stedse større doser af rødvin), ved en
tilsvarende lejlighed søgte det nyopslåede job som debatredaktør
sammesteds.
Velsagtens
i et ungdommeligt anfald af lyst til noget helt nyt og ustøvet hinsides
institutionelle smågniderier mellem grånende nørder.
Jeg
husker i den forbindelse, at Stig Alstrup med et grin gengav det helt
kontante og ærlige svar, han straks efter modtog fra Politikens redaktion. "Vi
har endnu ikke bestemt hvem vi vælger - men kan da i hvert fald fortælle
dig så meget, at dig bliver det ikke...".
Men
hvem har ikke af og til på samme vis ønsket, at han i stedet var blevet
lokomotivfører - eller måske vejassistent i Vestjylland?
Vi
skal derfor allerede forlods meddele Kristeligt Dagblads redaktion, at man ikke
behøver at frygte lignende ungdommelige henvendelser fra vor side. Vi
har naturligvis været i svare tvivl; men efter at have konfereret nøjere
med både vor storm-omsuste uddannelses-minister og
beskæftigelses-ministeren er vi nået til denne sobre konklusion.
Den
gode nyhed for jer andre er derfor denne, at jobbet som debat-redacteur
på Kristeligt Dagblad stadig er ikke alene formelt ledigt, men også
fuldt realistisk at søge: Endda så realistisk, at de p.t. arbejdsløse af
jer ved ikke omgående at søge stillingen må påregne at blive indkaldt
til alvorlig kammeratlig samtale med begge ovennævnte ministre.
Men
Notabene: Hvis allerede jeres ansøgning i stødende grad demonstrerer at
I vitterlig kan skrive, så vil dette fra Beskæftigelsesministeriets
side blive betragtet som et slag i ansigtet på jeres kommende
arbejdsgiver og blive sidestillet med piercing, sveddryppende
træningsdragt og sure sokker som et rigeligt bevis for: at jeres
ansøgning kun var på skrømt og en blasfemisk provokation til gene for de
i forvejen overbebyrdede kristelige gentlemen of the press...
No comments:
Post a Comment