V.S. NAIPAUL OG GANDHI

 

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap-klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneMskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

 

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

 

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske og europæiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie, Maupassant og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han, at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

 

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!

-

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.

 Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.

Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk (indo-europæisk) og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit, hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, hændelsernes og detaljernes uforudsigelige,  livgivende og mindeværdige magi. Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer om mad og klædedragt  og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden finder han i deres lakoniske form langt troværdigere og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på efterfølgende slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. -
Romerne kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne: alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres lakoniske og kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” masse-barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan sluttelig gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" er inspireret af hans egen fars både rørende og komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!