IMMUN MOD SMIGER - JULEMANDEN OG JESUS

OM KUNSTEN AT FINDE EN GAVE TIL JULEMANDEN

En café-kunde med på en lytter spurgte engang, om jeg havde studeret teologi. Tja, jo det kunne man vel egentlig godt sige. "På universitetet?" - "Nej - i virkeligheden..."

Det surreelle aha-effekt skudt fra hoften snarere end fra Forfatterskolen og andre febrilske resocialiserings-tiltag, beroede her på, at kun en bogstaveligt troende ville kunne sige sådan i ramme alvor. Så hvis en religiøs lytter nu havde anholdt mig for egenrådighed, ville han dermed blot have afsløret sin store svaghed i troen.

For ting må jo være virkelige for at kunne studeres live - hvilket også er grunden til at den bedste humaniora sjældent kommer fra universiteterne, der hovedsagelig samler op, katalogiserer, kommenterer og konserverer, hvad andre har sagt mere rammende: Fordi de formastelige nemlig selv har set det i virkleigheden...

I "Godfather" er der et herligt replikskifte i scenen, hvor helten dræber sin fars attentatmand under et forligsmøde. Skurken bedyrer på sit oprindelige fædrelands sprog: "Jeg beklager meget det med din far - du skal vide at jeg er en mand af ære og hæder". - Svar: "You don't need to tell me - I already know...."

Skurken udbryder spontant med et yderst vantro og næsten lidt frustreret blik: "So you already know?"
Samme komik som ovenfor: For hvis en person virkelig er en hædersmand, behøver man i reglen ikke at sige det.

Og nu kommer vi til hvad vi ville sige: Sent belært af livets skole har vi omsider fattet, at man selv uden hverken talent eller etik kommer langt i verden ved på både runde, lige og skæve dage at skamrose alskens medie-kendte personager for alle de dyder som de enten savner eller kun besidder i helt ordinær grad og måske endda kun på anden hånd.

Men mit problem er nu bare: Hvordan skal man dog skamrose folk for fiktive dyder, når de slet ikke aspirerer mod fiktive dyder, idet de nemlig allerede besidder dem i virkeligheden og derfor er lige så immune for smiger som Gud: Der i henhold til skolastikkens kirkefædre kendetegnes ved som den eneste at besidde alle egenskaber i den højeste potens.

At smigre Gud er kort sagt per definition lige så krop-umuligt som at give Julemanden en julegave. Derimod ville det jo nok være muligt at smigre nogen der ikke er direktøren for de hele, ved at skamrose ham for faktisk at være det...

HEUREKA: Jamen var det så ikke en idé at smigre Julemanden med, at han ligefrem er Gud - alt imens vi med den anden hånd smigrer Gud ved ligefrem at antage ham for Julemanden selv?

Omtrent ligesom folk i kulturlivet og mediebranchen sørger for at holde alle veje åbne ved med omhu offentligt at gratulere alt hvad der med fordel kan gratuleres - idet de med storsindet højmod ser helt gennem fingre såvel med mindre forbrydelser som med, hvad verden naivt opfatter som spændende og undertiden drabelig rivalitet eller uenighed.

Men er alt ovenstående ikke blot Goldberg'ske variationer over den velkendte umulighed af at finde en gave til den som allerede har alt?
Kort sagt: You already knew....
-------------
Åh - det må I sørme undskylde, og læsernes redaktør beklager meget det indtrufne: For hæder og retsind er de redaktionelle dyder som vi sætter aller højst: ja endda så højt. at de endog nyder streng beskyttelse mod den satire, som alvorsfulde professorer ellers landsdækkende kappes om at katalogisere og lovprise i kanoniserede afhandlinger, som må være uomgængelige ved enhver tidssvarende indfødsrets-prøve.

UREASPOSTEN - FUP ELLER FAKTA

Kan det mon ikke stemme, at gamle Niels Ufer engang havde sådan et blad?

I så fald gider vi nemlig ikke genopfinde det, for der er slet intet behov for "nye" aviser: hverken korte eller lange. 

Ligesom med partier betyder det nemlig bare endnu mere af det samme - kun ringere og med en ofte inferiør eller endda suspekt bemanding, som appellerer til alskens magtsyge ligtorne, der alene i dette sidste adskiller sig fra "vinderne" og derfor ikke kan blive spor "alternative".

Af samme grund er jeg moderat royalist, selv om de kongelige nu ikke interesserer mig videre - hvorimod anti-royalister og deres kirkeligt viede frue nr. 2 altid sidder klistret til TV'et ved royale begivenheder.

Nej, giv dog bare kejseren og verden hvad deres er: For de tager det nemlig alligevel og forvandler det til triste og uopfindsomme hundeslagsmål, - selv når de ved runde årsdage kidnapper bekvemt hedengangne koryfjolser, som de i levende live ville have fortiet eller endda naivt overset, fordi de nemlig ikke stiftede travle små "alternative" nyheds-medier med storhedsvanvid og benzin til tidens dumme drenge-fantasier om at blive en ny Quortrup.

Nej, men Fup eller Fakta er, at ordet "UREAS-POST" er afledt af navnet "urea", der går på urinstof - som fiffige bakterier omsplejser med vand til ammoniak (CH3), der atter er planternes foretrukne benzin. Vor seneste nyhed er den at visse øko-biler nu kan genbruge vore hellige køers UREA i deres katalysator.
Javel, men hvad nytter det, når ens bremser er kaput, så at ens status af "en endnu levende" philosoph alene må tilskrives forsynets snarere end mediernes nåde? For slet ikke at tale om jyske storkøbmænd med hemmelige drømme a la både Lykke-Peer og Lykke-Berg om engang at blive moderat royal og moderat revolutionær indehaver af ureasposten som kultur-borgmester over Kjøbenhavn.

Men den slags bundsolide og a-politiske UR-nyheder fylder ikke meget i ureaspostens mediebillede, modsat al den forhippede snak om, hvorvidt den seneste ugerningsmand nu var rettroende muslim eller ej. Så får hele drengeklubben rigtignok travlt med at overbyde hinanden med lidet kierkegaardske "gjentagelser", helt uden Goldberg'ske variationer.

Nej, begå dog for helvede jeres egne drab, hvis I da ellers ligesom John Wayne, Clint Eastwood og mig mener at kunne stå inde for dem.

DEN KORTE AVIS OG JESUSBARNET

DET KORTE AF DET LANGE...

Nyt om Rhesus-Aberne

Har som den åbenbart eneste endnu aldrig læst den avis, som den kammeratlige forkortelse ”DKA” angiver. Men regional-aviserne er det nu nok også vigtigere at støtte - ja måske som de eneste.

Som en vis Bohr nok kunne have sagt, og som en vis Stjernfelt derfor nok også forfærdelig gerne ville have sagt: "Enten er man inhabil eller også er man inkompetent - og summen af ens inhabilitet og ens inkompetance er konstant". Og heraf kommer det jo nok, at fagfolk burde forbydes at anmelde hinanden....

Inkompetent uvildighed berettiger derimod til rollen som opmand og toastmaster: for alle finder det tydeligvis fedest at kommentere og istemme det som flest andre allerede har kommenteret; ganske ligesom når alle slås om først at ringe efter den samme ambulance ved et trafikuheld på Rådhuspladsen - velsagtens i håb om at bringe sig i stilling som enten den næste trafikminister eller den næste chefredaktør på Den Lange Avis (DLA) sammesteds. Den barmhjertige samaritaner går i derfor i vore dage arbejdsløs, lige undtagen i Den Rådne Banan (DRB), hvor de usle galilæere bor.

Det gode og det rette som et befordrende (ikke flere "udfordringer" her, tak!) skalkeskjul for en anderledes egoistisk dagsorden kommer vi således aldrig fri af, om end vi så venligst må anbefale "light"-versionen...

For så langt fra at være "Systemet Politiken"s privilegium, så står det allerede højt og tydeligt i Første Mosebog - som jeg heller ikke har læst, idet jeg foretrækker fornøjeligere læsning end den som Søren Krarup anbefaler.

Også de "onde" mener som regel at være de virkeligt gode eller endda de sande kristne. Og hvis de undertiden lyver, så sker det ligesom i fordums katolske og vor tids islamiske verden i den bedste hensigt. Men kedelige er de i det mindste ikke - og derfor klarer de sig nok også helt uden støtte...

I lande uden velfungerende demokrati er de sociale medier både uhyre velgørende og velfortjent "systemfarlige". Så farlige at de desværre undertiden forbydes.

Men i lande som vort har vi næppe behov for endnu flere "alternative" nyhedsmedier. Vi har nu nok allerede den diversitet der skal til, men regional-aviserne er det derimod vigtigt at værne om, som det nedenfor fremgår..

Ej heller er det særlig konstruktivt at folk på sociale medier i demokratiske lader sig styre slavisk af de officielle og de kommercielle mediers dagsorden: For derved ender det så veluddannede folk som et græsk tragedie- og heppekor af hidsige papegøjer - bare mere komisk end tragisk.

Hvorfor tror alle mon, at det er så pissesmart at kæfte op om akkurat det samme, hvorom der jo trods alt oftest kun er tre-fire mulige ting at sige? Svaret er ikke særlig opmuntrende, så vi holder bøtte med det...

Men derfor ender vi hver gang i tre-fire lige højtråbende grupper i en indbyrdes udholdenhedskamp.

Nej, så er det dejligt at genlæse en 30 år gammel bitte roman af afdøde svenske Delblanc i en helt anden historisk "setting", men hvor man alligevel genkender det evige, som hele tiden gentager sig. Og hvorfor så al denne komiske iver?

Men apropos regional-aviser, så læser jeg i min lokale ferie-ditto, at selv rhesusaber stik modsat tidligere antagelser viser sig at have rigelige anatomiske forudsætnnger for at lære at tale ordentligt. Men de kan bare ikke rigtigt finde ud af det og siger derfor konsekvent altid Besus-Jernet” i stedet for det korrekte ”Jesus-Barnet”. Deres medfødte ugudelighed må derfor være dem tilgivet, idet den nemlig ganske som syndefaldet i sin tid synes at være planlagt. Men dette må altså langt ud på landet for at kunne læse.

Den nyhed burde burde da bestemt have stået i "Den Korte Avis" - men nej, for kun abernes indbyrdes hunde-slagsmål interesserer magtpersonligheder sig for. Og derfor er det aldrig nogensinde dem der begår det sande, det gode og det smukke - selv om de skam hellere end gerne planter sig på det med deres fede professor-light titel, hvis det helt uventet viser sig at give pote.....

UNIVERSETS SYMMETRI - SET I BAKSPEJLET...

Vi upraktiske har det årligt tilbagevendende problem, hvorledes man fæster bilens indvendige bakspejl, så det i det mindste holder, til bilen er synet: Lastbilchauffører klarer sig jo med sidespejlene alene - men selv med midterspejl laver jeg lige så mange ulykker som nogen lastbilchauffør og klarer mig således også snildt uden.

Mange dygtige samfundsstøtter såvel som mange både lurmærkede, øko-certificerede og autoriserede samfundsoprørere med emeritus-status har det problem, at de trods de bedste skudsmål fra ligeledes autoriserede standspersoner ikke har fuld tillid til fanklubben og autoriterne og derfor er i kronisk behov af stadigt flere flere løbende forsikringer fra de selv samme autoriteter. Det minder os om Wittgenstein's vits om den omhyggelige avislæser, der køber et ekstra eksemplar af dagens avis for at forsikre sig om det just læstes troværdighed.

Javel, men på samme vis forholder det sig med os umuliuser: Jeg har ved uventede sammenstød med vor tids så hyppige spøgelses-bilister efterhånden smadret et så imponerende antal sidespejle, at det erindrer mig om rektors ord ved et forældremøde om skolens privilegerede mobbe-offer: ”Strøm-Tejsens skolevej er brolagt med knuste brillestel!”.

At min succes med spejlene således åbenbart for enhver pris må gentages med den samme tvangsmæssige motorik som den, hvormed både fin-kulturens og mediernes darlings med årlige ny-udgivelser må stadfæste deres larmende dominans, har akkurat den samme dybere årsag. For ligesom de åbenbart ikke rigtigt selv kan nære tillid til, hvad al deres succes tilråber dem, således tør jeg heller ikke for alvor tro på hvad både alle knuste sidespejle gennem årene og jubilæums-hyldester i samme anledning hvisker mig  øret om min bilistiske formåen.

Og dog har jeg oven i købet en professionel svensk spiritus-bilists uafhængige tilsagn om den uomtvistelige gyldighed af det selv samme skudsmål. Denne ortodokst rettroende "alkoholist" ("alkoholiker" er derimod en profession og derfor alene et banalt verdsligt anliggende) vidste allerede fra fødslen: at med hans tørst ville udgifterne til et kørekort ud over at være fagligt overflødige tillige være penge hældt ud af vinduet.
 Men et kørekort man ikke har, kan jo derimod ikke konfiskeres - og enhver borger har jo desuden ret til at købe en bil.

Kort sagt en faglig autoritet hinsides al rimelig tvivl – akkurat ligesom den gang en deltids-skizofren på linjebetaling forsikrede mig om, at der ikke var en eneste ting i livet som jeg gjorde helt normalt. Men vi er åbenbart alt for mange der besidder tvivlens opreklamerede nådegave og derfor behøver støttepersoner.

Politiske gemytter kan vi forsikre om, at når vi herostratisk konsekvent udelukkende smadrer venstre-spejle, så beror det ingenlunde på nogen politisk idiosynkrasi, men alene på, at højrespejlet nu engang lige som kold fusion og super-ledning endnu ikke er blevet produkt-udviklet, men fortsat befinder sig på idé-planet på linje med langtidsholdbar lim og anden science fiction.

Ja, for vort just nu aktuelle problem handler som sagt om den årlige opklæbning af bilens indvendige bakspejl, der i det mindste er politisk neutralt.
Et bud på problemets endegyldige løsning kunne være at klæbe et livagtigt bybillede op i spejlets sted - hvilket i anden omgang kan være anledning til at reflektere over hvorfor det hedder "refleksive pronominer". Hvem i alverden gider forresten også barbere sig, mens de sidder på førersædet?

- Bemærk sluttelig endnu engang, at kriteriet på interessant nyhedsstof er og bliver, om det også kan bruges til at belyse private anliggender.