Friday, January 18, 2008

JESPER KNALLHAT: SHAKEN, NOT STIRRED

”SHAKEN, NOT STIRRED…”

Jesper Knallhat alias Lene Andersen er lige så god som Rifbjerg og mig selv til at sætte automatpiloten på, og da hun udgiver på eget forlag, har hun modsat mig fri spalteplads. På den måde bliver der også bedre plads til den ydre verden, mens den patologisk centrifugale kompositionskraft naturligvis så bliver mindre udpræget. I vore egne skriverier forekommer den ydre verden jo snart mest som et nødvendigt irritament og krystalissationskim. Vel ikke ligefrem masochisme, men en art medicinsk intolerance – åhja, for i perioder med mere medgørlighed fra omverdenen har vi skam også taget denne til nåde som tak, naturligvis på vor karakteristiske algebraiske snarere end helt tillidsfulde vis.
I vore mest introverte faser forekommer den ydre verden os næsten for vulgær til at skrive om – I ved, kedsommelige regenter, ministre, gallup-undersøgelser, demonstrationer, oprør og støjende publikationer samt kendte folks meninger derom. Kort sagt en masse larm, der gør fordring på at vi skal huske den og sågar mene noget om den. Nej, hvad der ikke - ligesom musik - er skabt ud af (næsten) intet, er ikke rent nok til at skrive om. Men i dag gør vi altså en undtagelse, takket være Jesper Knallhat – ja, for I ved: ”Ou est la femme?” (pardon my French). Vort tilfælde kunne ellers langt hen godt beskrives som eksperimentel autisme; men hvor forskningsbevillingen til eksperimentet kommer fra, forbliver en stor hemmelighed.

Nå, men frk. Knallhat skriver som en ørn ved selve sit flow, og det Rifbjergske ligger vel i hendes aldeles traumefrie appetit på omverdenen – film i alle genrer og lødigheder, børneporno, fysik, kulturhistorie og biologi, Harry Potter, Biblen og ikke mindst James Bond. At kende en masse substantiver samt egennavne kommer jo af at kende, indtage og smage verden så at sige, snarere end af en art sproggenerator – men frk. Knallhats uforlignelige parodi på Kierkegaards skrift om Mozarts Don Juan viser, at der vitterlig også er tale om ualmindeligt stilistisk talent. Garanteret en lovlig perfekt barndom, gode og fornuftige forældre osv, men alligevel: hatten af!

Hendes kognitive og verdslige selvtillid kan naturligvis virke lidet kvindelig på begge køn, men trods hendes lidt drengede fremtoning ligner hun skam ingen damptromle og opviser da også et stærkt harmoniserende islæt af forsonende sund fornuft, empatisk sameksistens og den slags. Faktisk gætter vi derfor på, at hun endda har børn – rimeligvis kun et, men af lutter moderlig forstand eller forstand på moderlighed nu nok snarere to alligevel. Hvem faderen er, tør vi derimod ikke gætte, men hun har nok også dér været yderst fornuftig, trods sin erklærede svaghed for James Bond.
Men hvem kan i så fald klandre hende for det? Alligevel er det så på en vis måde endnu sjovere med min kammerat Country Dweller, der praler af at begge hans forældre var svagt kørende våde verdsligt og åndeligt, uden dog at påberåbe sig Helligånden som forklaring på sin egen påfaldende fjernhed fra stammen.
Vatikanet ville ellers være god for en skilling for at få et sådant videnskabeligt bevis i hænde. Omvendt ville de rigeste muslimske regimer sikkert betale vor mand endnu bedre for at lade dem destruere beviset, hvorfor han således ville kunne holde en formelig auktion over sine biografiske rettigheder.
Helligånden eller ej – der er åbenbart nogle jokere i tilværelsen, der ikke sådan kan beregnes. Det ved Jesper Knallhat nu også, for hun har kun spot til overs for videnskabelige drengedrømme om at flytte til Mars: Hun forudser at de udvalgte ville blive skingrende skøre inden jul, og hun ved også at en fungerende biosfære viser sig så kompleks og ”kaotisk” i matematisk forstand, at vi hverken kan styre endsige genskabe den, hverken på Jorden eller på Mars. Hun ler også ad tanken om at skyde Jorden lidt længere væk fra Solen, hvis klimaet skulle blive for hedt for isbjørnene. Ja, for så var det vel lettere bare at lade isbjørnene aflive.

Frk. Knallhat tager fornuftig afstand fra de frejdige rationalistiske religionsbekæmpere med deres Cepos-agtige skolefornuft, men giver nu også Jesus et lods i røven i forbifarten. For ganske ligesom James Bond (som hun dog omvendt elsker) er Jesus blot endnu en version af myten om den store alfa-han, der ene mand løser problemerne for os én gang for alle. Det er sgu da en morsom vinkel, uanset hvad, dvs. uanset Jesus kvaliteter øvrige udover sit køn. Frk Knallhat efterlyser derimod modne religiøse myter om, hvad vi mennesker kunne udrette i fællesskab.

Nuvel, men på den anden side må vi sige, at religion jo per definition handler om alt det som vi netop ikke kan udrette ved egen kraft, end ikke i fællesskab – og hvad har vi guder til, hvis ikke til at klare skærene for os? En gud der ikke engang kan gå på vandet, ville således ikke indbringe meget på ovennævnte auktion og lod sig vel kun til nød afhænde på et loppemarked. Men kan han på den anden side kun gå på vandet, men hverken svømme eller andre kunster derudover, så er han heller næppe meget værd i handel og vandel. På den anden side: Affektionsværdi er noget helt uberegneligt, og dukker en nyrig kinesisk liebhaver eller to op ved auktionen, så kan der komme helt andre boller på suppen.

Men at Gud forventes at kunne mere end sit Fadervor, er altså ret beset ikke så sært. Ok, behøver det lige at være monoteisme, og behøver det i så fald lige at være en mand? Nej, men vi kunne vel godt slå plat og krone om det, hvis kønnet åbenbart er et problem, ganske som vi jo selv ovenfor slog plat og krone om Jesper Knallhats sande køn. Hendes irrationelle kærlighed til mr. Bond tyder dog på, at hun ligesom Isak Dinesen er en kvinde. Men for os der er som snydt ud af næsen på Sean Connerey – ganske som Country Dweller er som snydt ud af næsen på Helligånden – er det skam slet intet problem: ”Shaken, not stirred!”.
Åh, til slut. At James Bond bør staves med store forbogstaver, betvivler ingen. Men hvordan så med Helligånden, som nutidens ministerielle smagsdommere og kulturradikale sprogrøgteren jo ikke anerkender, da den hverken er udnævnt af Folketinget, Anders Fogh eller Brian Mikkelsen? En god grund til fortsat at insistere på det store ”H” er den, at egennavne nu engang staves med stort, og at det derfor ville virke som en blasfemisk provokation således at antyde, at navnet ingen bærer har og derfor må frakendes sin status af egennavn. En anden grund er den, at skønt James Bond jo heller ikke eksisterer, så staves han dog ligefuldt med store forbogstaver. Og hertillands diskriminerer vi ikke mellem religionerne.