At køre sydpå i den lyse sommernat befrier os for sol i frontruden samt for de fleste af vore medbilister. Timing er en god ting, som allerede vort vort lille rendez-vous med trafikpolitiet illustrerede sidste gang.
Min "tajming" var derimod ringere i henseende til en stor sibirisk lapugle, der angiveligt i år skulle yngle ved en skovvej langt fanden i vold. Da jeg omsider ankom og fandt reden efter beskrivelsen, var ungerne allerede fløjet ud - ja, ugleunger forlader endda ofte reden allerede før de kan flyve, og forældrene kan endda tvinge dem til det i tilfælde af forstyrrelser. Det konstaterede jeg forleden ved en mosehornuglerede med ret små unger på en tue - tre dage efter var de pist væk.
Skæbnens ironi ville imidlertid, at just en lapugle med (u)lovlig høj promille samt en endnu uheldigere sans for "tajming" forleden nat ramlede ind i sideruden på min bil. Den flaksede derefter noget dillettantisk rundt over vejen, inden den nødlandede på asfalten. Jeg standsede og tog den op, puslede om den og talte blidt til den med den aller ømmeste mildhed, som jeg gerne tiltror telepatisk rækkevidde.
Derimod bliver jeg altid forlegen når folk forventer at jeg skal kæle for deres spædbørn og hunde, selv om det undertiden sker at jeg vænner mig til dem og endda overvindes af deres ubegrundede kærlighed. Men når vilde dyr en sjælden gang af nød viser mig sådan uventet tillid, bliver jeg på stedet aldeles blød i knæene, hvorimod domesticerede dyr så at sige allerede er besudlede af syndefaldet.
Det samme forhold har jeg som bekendt til alt for domesticerede emner, tanker og udtryk. En stol skal naturligvis stadig kaldes en stol - men med sprogets billeder er det derimod som med fisk: De skal nydes i friskfanget tilstand - om end en veninde af min bedstefar nok overdrev lidt, da hun bedyrede at hummere smager bedst hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op. Men kort sagt: Fri os fra selvdøde hummere samt klicheer købt på hollandsk auktion i Blå Kors.
Nuvel, jeg placerede med et blidt lille afskedsknus min forliste lapugle på en tue i skoven, hvor den med et suk faldt sammen med det samme udtryk i sine store gule øjne, som man undertiden på krimifilm ser hos mordofre, hvis stirrende dødsmaske er fikseret i en mellemting af stor forbavselse og moderat bebrejdelse: "Det havde jeg virkelig ikke ventet fra din side - du kunne da i det mindste have spurgt om lov først!"
Ak, ak - Paulus havde ret: Det onde vi ikke vil, det gør vi. For måske var min uopfordrede næstekjerlighed for meget for den sibiriske ugle, der nok er vant til hårdhændet skånekost og derfor demoraliseres af sådan sød musik fra Østerland. For sådan er det: Organismen opgiver sjældent ævret midt i kampens hede, men når den letsindigt spænder forsvarsberedskabet helt af efter kampen - for så at opdage, at denne alligevel ikke er helt slut. Måske udåndede lapuglen således; men da jeg nogle minutter efter kørte videre, forekom det mig nu bestemt at den havde flyttet sig ti meter og havde rejst hovedet.
Vi har hidtil slet ikke talt om sprog. Åh, men apropos sprog: Hvis jeg skriver, at "Beruset på vej sydpå ramlede en lapugle ind min bil", er det så en sprogfejl? Kommunikationsmæssigt set nej, for alle ved jo at jeg var på vej sydpå i bil, hvorimod ingen af os kender den uheldige ugles destination og ærinde. Kun en sindsforvirret læser kan komme i tvivl om, hvad vi mener. Masser af formuleringer lader sig kun forstå entydigt takket være sådan stiltiende situationsforståelse, der fremgår mellem linierne i kraft af den mest elementære menneskekundskab.
Men med mig som dansklærer ville hammeren alligevel falde omgående: For hvor det gælder skriftsproget, kan man ikke påberåbe sig situationsfornemmelsens alibi. På den måde er skriftsproget nemlig autistisk i sin renfærdige vilje til at danne sin egen ubesmittede musikalske verden - for selv i et personligt brev ville nævnte formulering støde vor sproglogiske sans.
At sætningen meget vel lader sig forstå, er nemlig ikke ensbetydende med at den er sprogligt eller logisk korrekt. Når alle mulige i vore dages presse i overført forstand omtales som "gidsler" for dette og hint, så lader budskabets meningsfulde kerne sig således normalt let dechifrere: "Det går ud over NN". Men sådan cirka hver anden gang er udtrykket ikke desto mindre aldeles malplaceret, selv i overført forstand: For gidsler er ret beset en yderst speciel form for ofre.
Det er ligesom når masser af folk skriver: "Som far til en retarderet dreng er det for galt, at skolerne ikke integrerer de forskellige børn bedre". Vi ved skam udmærket, hvad der menes, for vi ved jo alle nogenlunde hvordan en retarderet far føler - men da vor sproglogik fordrer, at udtrykket "som far" henviser til sætningens subjekt, må den korrekte formulering alligevel være denne: "Som far finder jeg det forkasteligt, at skolerne ikke osv."
Imidlertid skrev vi selv ovenfor: "Med mig som dansklærer ville hammeren falde omgående". Begår vi dér ikke selv akkurat den samme fejl? Nej, for udtrykket "med mig" henviser modsat udtrykket "som far" ikke nødvendigvis til sætningens subjekt. Når også denne formulering måske alligevel kan lyde en smule kejtet, er det nok fordi adverbialet "med mig som dansklærer" stiller noget mere oplagt elevrelevant i udsigt end en hammer - som f.eks. i sætningen: "Med mig som dansklærer vil du snart blive en dygtig elev".
Imidlertid: Hvis nu en strengere lærer end jeg skulle fastholde, at også adverbialet "med mig" helst bør henvise til sætningens subjekt, så har han eller hun muligvis ganske ret deri. I så fald viser eksemplet, hvor flydende sproget er: For noget oprindeligt skrupforkert kan til sidst blive så udbredt, at vi fritager det for sætningsanalyse som en art stående udtryk efter devisen: "Men sådan siger vi nu engang." Et oplagt eksempel herpå er sætningen: "Det var mig." Akkusativformen "mig" opleves her ikke længere som genstandsmåde, og derfor føles den i vore dage helt rigtig.
Selv de ivrigste dansklærere må således før eller siden gå på pension. Imidlertid kan vi nok forsvare den påstand, at så længe folk kan manuduceres til selv at "høre" og forstå, hvorfor et udtryk er sprogligt malplaceret, så er det faktisk stadig forkert dansk. Dette så at sige gordiske hug har jeg nu møjsommeligt udviklet for flere år siden - for helt uden genbrug forsvinder al anciennitet i livet.
Men slap nu ikke af, for vi er endnu ikke helt færdige! Hvis vi nemlig i vort oprindelige eksempel skriver, at "I søvne fløj en lapugle ind i min bil", bliver det helt umuligt at give karakter, uagtet graden af vor sproglige ømtålelighed: For skønt jeg har det med at få farlige absencer bag rattet, kan det ikke udelukkes at også uglen havde automatpiloten slået til - hvis den da ikke ligefrem dumdristigt skrev sms'er i flugten og derfor mistede jordforbindelsen. Lapuglen har måske verdens blødeste og mest lydløse fjerdragt, og sådan klodsethed ved højlys nat ligner den nemlig ellers ikke.
Den mest ekstreme variant er imidlertid denne: "Jeg blev i nat påkørt af en lapugle". Her kan ingen være i den mindste tvivl om meningen - men ikke desto mindre vil selv de største sprogliberalister dog slå bremserne til: Simpelt hen fordi den barokke forestilling der tvinger sig på, absorberer al vor mentale energi - ja, måske endda i form af latterkramper.
Min Paulus-oplevelse med den russiske taigas legendariske ugle på vej mod Damaskus illustrerer, at når vore ønsker omsider går i opfyldelse, sker det ikke altid på lige den måde som vi håbede. De af vore læsere, der tidligere har efterlyst sprogklummer, vil muligvis give os medhold heri... Også døden samt kjerligheden kommer som fremgået ovenfor oftest som en overraskelse.
Som en sidste aperitif til fordøjelsen må jeg tilføje, at den næste nat fik jeg fra bilen et yderst kort glimt af en bjørn, inden den opdagede mig og forsvandt. Den var i færd med noget gravearbejde og gav mig den ejendommeligt transparente og magiske fornemmelse af at stå over for en fremmed, men dog aldeles personlig bevidsthed, ganske som hos gorillaerne og orangutangerne. Eller som når man i junglen pludselig støder ind i en ukendt stammes høvding i fuld mundering med truthorn og penishylster.
For mine oplevelsers ædruelighed taler sluttelig, at jeg natten til i går for anden gang på en uge blev pågrebet af politiet efter et kvarters skygning i hajagtig, selvbevidst glidende slowmotion: For også denne gang dokumenteredes såvel kørekort som promille at være forbilledligt velkonserverede.
