Thursday, January 31, 2008

KRISTEN ORIGINALITET

  • Om vor ypperlige kristne maler i foregående indläg glemte vi at fortälle at han også er en morsom sokratesfigur med stor kärlighed til den arabiske kulturkreds og en herlig dialektisk evne til uden påberåbelse af större faglig viden underfundigt at forsvare muslimsk tankegang over for lokale korsfarere.
    Og han har langt hen ret: Således kender jeg tillige en både rar og fagligt lärd kulturkristen med topkarakterer og de allerbedste anbefalinger; han fremturer altid med den militante pointe, at den kristne verdens evne til selvkritik samt humanitet selv over for de fremmede ganske ligesom slaveriets ophävelse er noget historisk helt enestående og et eksklusivt vestligt patent på linie med den övrige civilisation fra futtog til mobiltelefoner.

    Interessant nok synes han imidlertid heraf stiltiende at drage den slutning, at just fordi vi således har patent på selvkritik samt humanitet, har vi alligevel ingen som helst grund til at vise selvkritik, forståelse eller nåde over for de fremmede. Romerne viste således ingen svaghed overfor de undertvungne, men vidste nok at få dem til at makke ret til allersidste mand. "Vi er de eneste gode - ergo har vi alligevel ingen grund til at väre gode over for de andre". Ufrivilligt höjst originalt, men alligevel: Chauvinistisk korstogs-tankegang af värste skuffe ligger snublende när, om så også af den pureste idealisme.
  • En film som DRAGELØBEREN kan her nok udrette mere oplysning og afklaring end alle dumme debatter, for de åbner kun sjældent øjne og hjerter og gennemblæser ikke sindet. Alle debattører fortsætter oftest ufortrødent, hvor de slap.

    Jeg har dog sat de to kristne sammen, og resultatet udeblev ikke - fornemt underspillet underfundighed over for en ungdommeligt militant fagstolthed, der dårligt undte den ufaglærde modpart saglig taleret overhovedet. Her ser vi således et pragteksempel på forskellen mellem dygtighed og originalitet. Lad os ikke trampe i det igen, men alligevel. Det originale er det som de enfoldige undertiden ser, men de vise trods deres langt bedre faglige forudsätninger ikke kan se. Ja, vi kunne næsten "definere" originalitet så originalt som fölger: Graden af originalitet er typisk omvendt proportional med hyppigheden af citeringer i anerkendte tidsskrifter og värker. Og det bedste tommelfingerkriterium for nævnte egenskab er tilsvarende at blive rost samstemmende af vidt forskellige lægfolk, men fortiet af fagfolk.
    Hvorfor? Naturligvis fordi de kloge skinsygt nödig vil indrömme det på deres eget felt andet end ufrivilligt i form af rapseri. Derimod lovpriser alle mandsopdäkkede äresborgere typisk i skåltaler hinanden også for de egenskaber vor lille maler som sagt har, men som nästen er en själdenhed hos de vise, selv når de er uomtvisteligt velbegavede. Og dette turde typisk bero på en anderledes själeligt-eksistentiel tilgang - ofte mere erfaringsbetonet.
  • End ikke fuldt berettigede topkarakterer på universitetet er således uden videre ensbetydende med originalitet. Men vi mennesker vil jo helst have lige det vi ikke har, så derfor roser alle med topkarakter og stipendier notorisk hinanden for deres originalitet, omtrent ligesom når pressens mere perfide sladretasker roser hinanden for deres ubetalelige humor.

    Foreslår en top-student med udmärkelse osv et forlag at skrive en bog om et oplagt emne, gerne i velberegnet og "höfligt" bejlende ledtog med en häderkronet nestor som trojansk hest og springbrädt i karrieren - så får han naturligvis partpout grönt lys med en så indiskutabel garant og partner; resultatet bliver da sikkert også uklanderligt og absolut läsvärdigt, ja endda rigtigt interessant. Nok nævnte F. Stjernfelt er arketypen, men i vore dage er næsten hele banden sådanne kedsommeligt beregnende netværksdyr.

    Men käre venner: "En rigtig bog" har man så at sige allerede skrevet, altså det er noget man har gået og kämpet med gennem nogle år, ja måske endda det halve liv eller mere.
    Den kunne derfor godt få en nästen arkäologisk karakter, hvor man kan skimte heterogene lagserier og interessante skred mellem disse - snarere end en "velredigeret" bestillingsopgave uden interferenser eller overlap, og hvor ikke en spurv får lov at falde til jorden uden beregning og forsikringer fra baglandet. Sådanne böger holder altid hvad forordet lover, hverken mere eller mindre; men selv om de ikke "gentager sig selv", siger de dog heller intet virkeligt originalt, men formår ofte at kede allerede fra förste sätning.

    Nuvel, selv fik jeg nu faktisk også topkarakteren for specialet i sin tid, hvilket väre sagt for at forebygge närliggende psykologiske slutninger. Og vist var der originale islät og momenter - om end endnu ikke i anstödelig grad. Hermed ikke väre sagt, at jeg er ganske hävet over ethvert resentiment, men mon dog ikke jeg er mand for selv at gennemskue det og träkke fra, hvad der skal träkkes fra? For det var vel ikke for ingenting at jeg fik det fornemme hverv som chefredaktör?