Wednesday, July 29, 2020

SIBIRIEN og LAPLAND 1964, 1999 og 2020: Laurits van der Post & Colin Thubron

NYBYGGERE
SIBIRIEN 1999 - OG LAPLAND 2020
Nybygger-ætling i tredje generation. Nu pensioneret omrejsende kraftværksbygger. Vandkraften overstiger i omfang endnu langt vindkraften - som dog er på fremmarsch også i Lapland: men ligeledes ofte kontroversiel.
Når jeg rejser i disse egne, føler jeg mig (dog med forbehold for min reservatsmæssige initiativer - så vel som apokryfe plejetiltag hinsides al autorisation) - som en urban plattenslager blandt hæderlige folk.
I København og på soviale medier føler jeg mig omvendt som en af de få ærlige blandt en formelig horde af folk, som helt på tværs af socialklasser søger at score om ikke ligefrem uretmæssige, så i hvert fald aldeles uproportionale fordele ved urent trav samt ved at benytte sig af naive sjæles amatøristisk halsløse -men også risikoløse - forhåbninger om medgang på samme allerede plebejisk overbefolkede og langt hen devaluerede boldgade.
Læser sideløbende den britiske forfatter Colin Thubron's rejseberetning fra Sibirien 1999 -der atter genkalder Lauritz van der Post's tilsvarende fordomsfrit oplysende rejseberetning fra Sovjetunionen 1964.
Mens van der Post's bog fra Breshnev-tiden med faste priser og lønninger indgav optimisme og gav indtryk af fremtidstro, national stolthed samt udbredt almen respekt for viden -herunder stor nysgerrighed over for vestens kultur, videnskab og sågar sprog - så efterlader den nye bog skrevet i den nye mafias storhedstid langt hen et indtryk af desperation og desillusion.
Inflationen har aldeles udhulet pensionerne, nogle få bliver rige, mens landbruget og også nogle rensdyrfolks vilkårer mange steder er hårdt ramt af markedskonkurrence, miljøødelæggelser såsom syreregn.
Men de i Stalin-tiden forbudne religioner shamanisme og buddhistisk lamaisme i Østsibirien har overlevet, nu legaliserede og i fremgang: om end især hos de ældre og oftest i mangel på andet at tro på.
Også de gammeltroende ortodokse kristne forfulgtes indædt i 100 år, men fik amnesti, oprejsning samt gevaldig opdrift fra Katerina den anden og frem: kun for at decimeres nådesløst under Stalin.-
Nogle har dog overlevet og er øst-Sibiriens svar på Amerikas mormoner, Amish-folk og mnemomitter: ganske som dekoloniserende kosakkerne var Ruslands svar på vestens cowboys.
Sibirien var også allerede fra1700-tallet straffefangernes, udskudenes og arbejdslejrene land, og hovedstaden Irkutsk var længe hærget af mordere og røvere.
Men samtidig kom Sibirien til at stå for det uspolerede, uskylden: Især efter at de hårde kriminelle fanger fik fornemt selskab af landsforviste deltagere i Decembrist-opstanden 1825 samt polske nationalistiske oprørere 1863.
De civiliserede flygtninge bragte kultur og nogen velstand, indtil mange af dem efter 30 år kunne vende tilbage til Petersborg og Polen. Men mange af de hjemvendte ramtes af notalgi og civilisationslede.
Det dobbelte syn på Sibirien som på engang håbløshedens og utopiens sted lever fortsat. Især de mange unge uden jobmuligheder selv trods god uddannelse lider af desillusion og kan kun håbe på udrejse til vesten. Deres forældre længes derimod typisk tilbage til den gode gamle Breshnev-tid, præget af stabilitet.
At Gulag-lejrene i Kolymas guldområder også helt bevidst var rene dødslejre og fortsatte helt ind i 50-erne, er rystende læsning -ikke mindst gennem forfatterens samtaler med enkelte overlevere: herunder især visse seje og ejendommeligt langmodige kvinder, som fortæller at mændene i slavelejrene typisk døde først. Også i nutidens elendighed ses en numerisk ovevrægt af enlige tiggende kviner hvis pension ikke rækker længere end til brød og husleje.
Atter hører vi, hvorledes fangerne langt hen troede på Systemet - trods disse fatale fejltagelser. Arthur Koestler fortæller i sine erindringer det samme om sin ungdom som troende Komintern-arbejder - samt om de højtstående ofre for udrensning som typisk uden forbehold erklærede sig skyldige i spionage for udlandet.
Tro er bedre end ingen tro og giver en slags mening.: fangernes eget martyrium oplevedes som mystisk uomgængelig, men tillige heroisk skæbne og som det sovjetisk-russiske modstykke til den kristne martyrtradition, som deres forældre havde bekendt sig til. Uheroisk at beklage skæbnen kunne derimod risikere at skade Systemet og tages til indtægt af Vestens fjendlige regimer.
Helt nyt for mig var det også, at et alternativ til zionismens hjemland oprettedes i 1920erne som russernes lønsing på "det jødiske problem": aller længst mod øst som en kombineret nyttiggørelse og afledning af den regime-kritiske zionisme. Men også som et bolværk mod yderligere Japansk ekspansion.
Befolkningen i Ukraine og Krim havde frabedt sig det samme tilbud, så løsningen blev det jødiske hjemland Birobidzhan nær Stillehavets kyst 1928 : også andre befolkningsrupper blev i 20erne tilkendt en vis autonomi - som dog siden knægtedes hårdt under Stalin.
-Mange idealistiske jøder indvandrede fra vest - men oftest for at vende tilbage. efter nogle år - eller finde bedre arbejde i større sibiriske byer.
Kolonien blev efterhånden stærkt russificeret, og de få troende yngre jøder drømmer i håbløshedens nye tider om udrejse tiI Israel. Dette har dog lange udsigter, fordi mange jøder i sin tid for bekvemmelighedens skyld valgte at søge russisk pas, mens de uventede nye udrejsemulighederne i 90erne var forbeholdt officielle jøder. Ikke desto mindre lykkedes det ved bestikkelse og gode forbindelser rigtigt mange mere velbeslåede at opnå udrejsetilladelse selv helt uden jødisk arv.

Monday, July 06, 2020

SØREN MØRCH, ERSLEV - OG KONG DAVID...


Den sprænglærde Søren Mørch og hans erklærede nyere læremestre hylder den tese at "gå til fortiden som et fremmed land"? Historikeren Michael Böss henviser til denne devise i sin kritik af nogle moderne mediers moraliserende historie-fortælling.
I øvrigt lider det slående og mindeværdige antropologiske billede dog ved nærmere eftertanke af den svaghed, at lige akkurat andre tider kan vi jo i følge sagens natur netop ikke besøge.
Så i den forstand er vi vel til syvende og sidst stadig henvist til det "kildemateriale" som for historiefagets tidligere guruer (Erslev etc.), er aksiomatisk, men som Mørch og hans læremestre i et vist omfang synes at relativere.
Når visse historikere i dag stiller spørgsmålstegn både ved eksistensen af de vældige konger David og Salomon - og sandelig tillige ved profeten Muhammed med sin ellers så imponerende "virkningshistorie" - så er det da netop under henvisning til, at de herrer i stil med Holger Danske alene omtales af deres egne, men slet ikke af de store nabo-rigers samtidige kilder. Og dermed scorer den klassiske Erslev'ske tilgang vel immervæk en stærk pointe.
De mest rettroende henholdsvis bibelstærke og koran-stærke vil dog velsagtens hertil svare, at det her forholder sig ganske, som når de velkomne i riget med konsekvent skinsyge fortier og kun uden navns nævnelse citerer ligeværdige udspil og reaktioner fra folk der ikke er inviterede til at sidde med ved Homers og Rifbjergs rige danske tag-selv-bord.
Dvs. "De småtskårne kvajpander vidste skam aldeles udmærket hvem vor store Kong David var".
Men den følelsesmæssige tilgang som fordømmer og på forfædrenes vegne undskylder historien, afviser både Mørch og de gamle derimod ganske rigtigt.
For ej heller antropologen på besøg i junglelandsbyen lægger sine holdninger for dagen, før han eller hun er blevet inddraget som stemmeberettiget.
Historikerens fordømmelse er qua med-menneske, men den hverken kan eller skal begrundes historie-fagligt - og i den forstand er den vitterlig fagligt irrelevant. Derfor er det naivt at forvente at ens fordømmelse "som fagmand" har nogeneksemplarisk afsmittende virkning.
I øvrigt er det vist Shakespeare der siger, at skulle vi nu også bedømmes moralsk, da burde vi alle have en dragt prygl. Men pyt med det: For ingen mors sjæl ser jo heldigvis andet end hvad der med Andersens ord "har stået i avisen".
Nu har jeg ikke selv besøgt Auscwitz:
Men jeg forestiller mig, at virkningen er større, når man præsenteres for sporene af den rå virkelighed selv end af didaktiske ledsage-tekster om "nazisternes ondskab".
Sådan redundant snak vilsnarere virke afsvækkende - og mit gæt er den slags heller ikke står at læse i dagens Auschwitz. De som overlevede, moraliserede ikke -ganske som ingen forsøgte at moralisere over for Hitler. End ikke Jesus moraliserede over for selveste Satan: ikke over for det moralsk inkommensurable....
Kolonisterne var derimod næppe meget værre end vi andre: "Feel good"- moraliseren har vist aldrig gjort nogen klogere og er endda ret beset ikkeengang specielt agtværdig.
Synes godt om
Kommenter
Del