Saturday, September 29, 2007

LIVET I SKOVENE

Langt oppe i taigaen behövedes anderledes praktisk kyndigt folk for at aktivere min nu legaliserede bil. Hvor overlevelsens nödvendighed historisk hersker, får mennesker deres värdighed og sociale anerkendelse derigennem og ikke ved hobbyagtig eller reflekterende akrobatik.
Udover det er selvhävdelsen i bushen påfaldende behersket - givetvis for at dämpe jalousien og rivaliseringen mellem mändene i små samfund uden mange flugtveje. Og så var konkurrenceelementet nok begränset, for der var jo plads nok, så de andre var nok oftest meget velkomne i kampen mod naturkräfterne, så at sige. Det må have givet et eventyrligt ogh stärkt fällesskab og en passende ydmyghed over for livet. Men var man först udenfor, var det nok ikke nemt i de gode gamle dage.
Stärke arbejdsfolk af den gamle skole giver i disse egne aldeles slatne håndtryk, for man skilter ikke unödigt (dvs. hinsides det nödvendige arbejde) med sin styrke. Den sproglige opfindsomhed i de lokale navne imponerer ligeledes själdent, for man finder de samme indlysende navne såsom "fyrresöen" overalt - men det slog mig en dag at det svarer til unge akademikeres legitimering ved slavisk at däkke sig ind under den p.t. gäldende jargon - hvilket som bekendt også ses i mange unge journalisters valg af särlig udbredte fraser.

Men i det för-urbane kollektivsamfund var selvhävdelsen nok i särlig grad dämpet uden for nödvendighedens sfäre, hvorfor markeringen af det fälles var mere overdrevet. Det skulle formodentlig udover legitimeringen "jeg er da lige så god som jer" afböde og dämpe det aggressive konkurrenceelement ved som alibi at understrege det kollektive: "Men jeg vil skam ikke väre bedre end jer". Pluralis majestatis var derfor ikke nödvendig for de folk, for de var själdent alene. Javel, her vi digter frit, men begrundelserne, "beviserne" kunne vi skam også nok godt digte om fornödent.

Vi storbyväsner, som ofte savner fordums oplevelse af social uundvärlighed, gör som sagt desto mere ud af os selv, og i nävnte historiske lys kan det forekomme latterligt opbläst og endda ugudeligt, så at sige. For lad os blot indrömme, at vore individuelle talenter dog kun er krusninger i forhold til alt det fälles socialt, ökologisk og biologisk, hvad angår ressourcer, afhängigheder og for den sags skyld også katastrofer som krig og misväkst.
Til gengäld kan vi give aben videre, for de små personager der ofte plager os med deres aldeles udvendige magt-i-kraft-af-position og deres intrigante abespil, tager sig heroppe om muligt endnu mere ubetydelige ud.
Nuvel, overdreven bodsgang over vort teatralske storbyväsen ville ikke ophäve vor her indrömmede "umandighed" (har prövet), for rigtige mänd står som bekendt ved deres. Og ingen har gläde af at omgås én der undskylder at han ikke er som dem. Forresten er ret mange af nybyggernes seneste efterkommere globaliserede hamburger-spisere helt uden fordums eventyrlige etos. Så vi må nok hellere insistere heroisk på vore "tragiske" storbyvilkår med deres karakteristiske mangler - og da overskud til kedsomhed er en af disse, behöver vi ikke at skamme os over at tilhöre de udvalgte som formår at underholde de andre, når vi da ellers ikke bliver holdt tilbage af dörvogterne.
Men hårdt fysisk arbejde har sine fordele, en elementär lykke, som vi også kan opleve i naturen, hvis vi ellers forlader bilen. Det gjorde vi altså ikke i dag, for bilen skulle trimmes efter to måneders pause. Heroppe fantastiske efterårsfarver, fjeldene däkket med puddersne, björnene har endnu ikke lagt sig i vinterhi, men at få dem at se er nästen umuligt. Vor barnlige sögen efter mysteriet og vor nästen religiöse fetichisme i dyrkelsen af disse mytiske skabninger, gamle träer, urört vildmark og dens bevaring osv. er en naivitet som dog beriger selv vort mere ädruelige virke med en anet ekstra dimension.

Nuvel, men i de nödvendighedsprägede fällesskaber ville overdreven "genialitet" i det unödvendige såsom sproget, musikken og kunsten vanskeligt kunne opstå endsige trives, for den ville let blive ugleset som en art ufolkelig skaberi. I storbyerne har publikums behov for underholdning, reflekterende spejle samt legende variation derimod altid udgjort en modvägt til rivaliseringen og jalousien, og dér har man desuden mulighed for at arbejde anonymt. Men forfängeligheden kommer til gengäld til at fylde lovlig meget, og vel isär hos folk uden börn.

Derfor skal man nok väre taknemmelig for sin "skizofrene" splittelse mellem natur og kultur, selv om den ikke befordrer ens borgerlige karriere. For den giver et nästen religiöst korrektiv til egoet - samtidig med at det faktisk gör dette mere interessant just ved at komplicere tingene yderligere i forhold til anerkendelsen som goldt og isoleret projekt. Succes er jo på en måde frygtelig uinteressant, hvor önskvärdig den end kan väre. Det hele bliver så ligetil og letköbt, ganske ligesom selve kampen for succes let banaliserer os, hvis vi da ikke allerede i forvejen var lidt banale.
Hvem gider f.eks. läse en blog som blot er et forkälet spin-off af ydre medgang, og hvor intet for alvor er på spil. Om det så er en nobelpristager, kan hans eller hendes blog efter successens komme jo näppe blive lige så eksistentielt fängslende som för, uanset hvor meget opvaskevand häderkronede borgerdyr fra Bermuda så kan hälde ud af örerne desårsags. Nogle mennesker läser nemlig tilsyneladende så meget "helt uomgängelig" litteratur, at man kunne forvente at de bar lidt mere präg af det i deres eget virke...
Man kunne endda forestille sig at feterede stjerner i ny og nä kan misunde de endnu ufordärvede deres genuine tilstand af indre kvärnen: "Oh, gid jeg dog dengang havde värdsat de skabende ensomme år, for dér skete det egentlige jo, selv om ingen kunne se det!" Jo, succes har vi skam prövet i perioder, men den er altid blevet frataget os igen, som regel overnight og helt uden forklaring, og altid just som det gik bedst, efter den ydre respons at dömme. Jo, sådan arbejder censuren, for her tillands, ja måske i virkeligheden i de fleste sociale sammenhänge skal man have "ret" til at have talent.

Men denne "ret" tilkender vi for en sikkerheds skyld med forkärlighed gerne de mest "normale" talenter. Bevares, der er altid nogle svipsere, som det ikke lykkes at abortere i sidste öjeblik. Folk med bedre forbindelser og mere social täft, eller blot folk der har väret heldige at möde den rette storsindede person. Kort sagt, tilvärelsens mange jokere skal man aldrig fornägte.
Det er stimulerende at have hul igennem, men en ganske svag anelse af forkälelsens fadhed lärte vi skam dengang at kende.