TIDLIGERE STORVILDTJÄGER - NU NEGERSANGER

En gammel psykoanalytiker fortalte mig engang at mänd hvis mor havde väret den äldste i sin söskendeflok, ofte blev storvildtjägere. I så fald burde det vrimle med storvildtjägere. I betragtning af at ingen undrer sig over at snart den halve befolkning i DK er filosoffer, er det vel kun ret og rimeligt at den tunge halvdel der desvärre ikke har fattet tidsånden, i stedet får uriasposten som storvildtjägere som tröst. En uriaspost, javel: For mens man i vore dage sagtens kan väre filosof uden at have tänkt en tanke selv, så kan man ikke väre storvildtjäger uden at have skudt noget storvildt. Selv fotograferede jeg derimod en mosehornugle i går - det er dog noget.
Identitet er i vore dage noget vi downloader. I et gammelt leksikon stod om en person at läse: "Tidligere advokat, nu negersanger". Snart kan man uddanne sig til neger - andet ville väre udemokratisk. For vi er på engang frygteligt elitäre og hader dog elite - og dette med "uddannelse" og "udnävnelse" er så kabalens og den gordiske knudes lösning. Vi udnävner derfor folk til det de lige netop ikke er, for at holde de rette på afstand. I värste fald må vi stikke dem et ködben til trst for at pacificere og aflede dem.
Folk er ofte mere globale i ekstreme udkantsområder, netop fordi de ikke tager deres grad af civilisation lige så givet som folk fra metropolerne. Samtidig render man af sig selv oftere ind i regionale nöglepersoner på dette eller hint område. For mit vedkommende kontakter i forbindelse med fredningsprojekter, ofte af lidt äldre dato. Rart at i det mindste noget af ens bedre karma fölger én, om så også på Kong Lears hede.
Er det forresten et paradoks, at én der heroppe omtrent regnes som en art hellig mand helt uden verdslige fordringer, derhjemme lider alskens verdslige själekvaler? Er man "i virkeligheden" en skabs-sträber og skabs-borger?Javel, men jo kun fordi man tages på ordet: Verden tager enhver art beskedenhed på ordet og fratager én alt, således at man drives ud i ekstrem krise, så ale kan sige: "Se bare hvad den hellige mand i virkeligheden skamlöst går op i!" - hvorimod verden belönner dem der helhjertet og banalt går efter magten, fläsket, karrieren, tilpasningen til gruppeånden, tidsånden osv.
Det ligner også et paradoks at man for alt i verden ikke vil anerkendes og kendes ude i bushen, for dér har man netop ingen speciel berettigelse, og unödig information ville skabe stöj. Man vil desuden netop väk fra egoet - og det går som I ser strygende...Det er så alligevel ikke helt ideelt, for man skylder vel også andre såvel som sig selv at präsentere hvem man er. Det ville også göre en mere tränet i at hävde sig de gange hvor man behöver det for ikke at blive kvalt. Lidt på samme måde som det ikke er särlig smart for en ung mand kun at tale med de kvinder som han attrår.
Det sjove er imidlertid, at uanset hvor meget man fortier, så aner folk det snart i sin kerne - trods manglende forudsätninger. Det er kun alle dem med alle forudsätningerne som i kor råber "Mig ikke forstå". Virkelig miskendthed er nok ret själden og har i grunden aldrig väret mit problem. Tvärtimod kan folk let overvurdere én, hvis man mestrer et fremmed territorium.
Det er vel også just en god grund til diskretion på udebane.
Verdens banalitet er skrämmende, og det er ingen kliché at den udvälger middelmådighederne. Man skal gå helhjertet efter selv de mest banale anerkendelser og ikke nöjes med en tredjedel, som man oveniköbet forventer at verden af lutter rimelighed og pli skal indrömme én frivilligt som takt for ens beskedenhed, og fordi det er banalt selv at söge hvad der dog er ens åbenlyse ret. Men verden og hele det honette kompagni af dannede borgere indrömmer intet som helst frivilligt - og som sagt bytter den kun gerne om på årsag og virkning og fortäller Kong Lear at han passer bedst ude på heden. I en vis forstand har de ret, men uden selv at vide hvorfor, for selv har de ingen sans for kong Lears visdom og den forädlende bivirkning der dog på en god dag kan väre i hans galskab.
Men hylder man da ikke netop Kong Lear? Nej, man hylder Shakespeare, og kun fordi alle andre päne borgere er enige om at hylde Shakespeare. Mennesker kan lukke öjnene for siger og skriver alt, hvis blot det er til deres fordel: Ham Shakespeare var ikke spor morsom, men "Groft Sagt" og Georg Metz, se det er ubetalelig humor, på samme gang dansk og global. Og så Möllehave, men nu fred väre med ham, bortset fra at han velfornöjet pladrede lös ved Barbara Gress' begravelse.
For blot det ender med en tale af Möllehave, så ender alt jo dog lykkeligt. Ved samme lejlighed undrede folk sig i övrigt såre over at Barbaras kloge Cepos-bror holdt verdens hidtil elendigste og närmest barnagtige tale. Nå, men de övrige Cepos-folk ville utvivlsomt have rost ham - for sådan fungerer disse ting: Lige meget hvad de anerkendte gör, så er det trods alt morsomt og elegant - just det som det netop aldrig er. En anmelder roste således Jörn Lund for hans seneste stileövelse i takt og tone ved erkläre at han skriver som en morsom engel.
Ak ja, vi vil ofte helst roses for det vi netop ikke kan: De gode af os af en art ambitiös beskedenhed, fordi vi jo kender vore egne forcer til bevidstlöshed, og der findes dog andet i verden. Tänk hvis man i stedet havde väret ... og kunne bläse hele flokken ad helvede til. De mere jävne vil derimod roses for det forkerte af den mere komiske grund at det er just det de tror de kan, og som verden hylder dem for.
Selv Bukdahl har vist nu lärt at komponere tekster overbevisende efter at have studeret alt hvad alle andre gör. Men det genuine er umiskendeligt fra dag et, og resten er blot modning, studsning, ökonomi og harmonisering. Jeg läser WA så själdent (mondän og protektionistisk salonintellektualitet huer mig ikke), men jeg har altså fået det indtryk. Det med geskäftig kritik og kontrol er ledertypernes metode, og selv ville Bukdahl nok forbavses over at blive anset for lederbegavelse mere end kreativ begavelse. Men det er nu engang ledernes force at have fuld viden om hvad alle de andre gör og at kunne läre og aflure dem alle de samme tricks, mene og mane dem alle på plads som "generationens kritiker" eller sådan noget. Virkeligt kreative typer gider själdent den slags.
Psykologisk set er der ingen forskel på at lede en flok unge forfatterspirer og at lede en arbejdsplads - det handler om den samme metode til positionering, altså fuldt styr på det hele. Imponerende i sin egen ret, alsidighed, overblik, interesse osv, osv ,helt bestemt - men igen: Folk skal roses, men af de rigtige grunde, og det dermed väre hermed gjort.
Det sker dog själdent og derfor kan dygtige folk bläse deres meritter op til noget usädvanligt også i de dimensioner som det slet ikke ejer. Selv meget dygtige folk kan denne kunst - og verden giver dem ret - selv om vi autoritativt må erkläre både en Joakim Garff og en Peter Vat-Tud for aldeles og umiskendeligt normale. Over for den ägte vare ville begge enes om at det for det förste er et - notorisk mislykket, men åbenbart alligevel umiskendeligt - plagiat af mesteren , samt om at NN for det andet dog end ikke ville kunne ansättes i Kierkegaard-branchens jävnere afdelinger, hvor sådanne loyale og tilpads forhåndskastrerede plagiatorer jo netop burde passe forträffeligt ved at gungre sammen med elefanten, med kapitalpension og hele pibetöjet.
Naturligvis kunne jeg selv aldrig drömme om at söge derind, men hvis jeg gjorde, ville alle som de retteligt forargede myrer i en vältet myretue göre korsets tegn og erkläre mig uegnet. Det er jeg ganske rigtigt også, men jo i en ganske anden forstand end de vil indrömme. Et institut er som en myretue - denne herlige loyalitetsånd. "Verden- det er os; at påstå andet er en fornärmelse".
Er vi nu atter for private? I så fald burde De virkelig skamme Dem over sådan at smugläse en forpint själs private betroelser. En berömtheds private ting roses derimod offentligt lige så alenlangt som uomgängelige historiske dokumenter osv. Og atter ser vi mekanismen, at jo mere skamlöst det fylder og fylder, og jo mindre det (modsat vi) formår at sätte spörgsmålstegn ved sig selv, desto mere hyponotiserer det smagsdommerne til at finde det sakrosankt:

Et tankeeksmeriment: En ny, fuldständig og korrigeret udgave af Kierkegaards samtlige journaler, under overopsyn af Jörn Lund og Johannes Riis. Men er det nu også nödvendigt. "Ja, absolut, og sågar en national fopligtelse, nu vi snart er inde i dette årtusindes andet årti. Vi kan simpelt hen ikke väre andet bekendt. Dernäst kommer turen til Holberg, så vi har skam fuldt op, hvortil kommer foredrag, bestillingsartikler osv. Men vi fortsätter til den bitre ende, for vi er ikke af den type der ser frem mod deres pensionering. Ja, vi har skam et sommerhus i Lökken, men det ligner nu mest et kontor, og regnvejr passer mig om sommeren forträffeligt, for det giver arbejdsro. Alderen plager mig heller ikke.
Nå, javel, men gentager ham Kierkegaard ikke lovlig ofte sig selv, og ofte for små og overdrevne forträdeligheder? Var der slet ingen krige og oprör, katastrofer og store begivenheder på Sörens tid? Nej, nej, sådan må De altså ikke stille det op: Det er nemlig det overraskende for os der nu i ti år har arbejdet med projektet, at hele tiden aftvinger han emnerne nye og almengyldige facetter, der gör os klogere på os selv. Det er som klassisk musik med temaer der stedse varieres og udvikles. Men nem har Sören derimod ikke väret at omgås, men akkurat sådan har jeg det også selv: Både min hustru og mine studerende finder mig således ofte vanskelig og uhyre sär. "
Nå, et sted må vi jo slutte for i dag, og det må väre med den konkluderende strötanke, at den type borgere der hver anden dag erklärer at et eller andent udödeligt korifä nu igen har gjort dem klogere på sig selv, efterhånden må antages at väre formelige eksperter udi i sig selv. Men disse stakkels äresborgere er også heri sörgeligt miskendte: For man kan ikke just märke det på dem. Det er atter som Kong Lear, at de ligner til forveksling deres modsätning: De ligner umiskendeligt folk der lykkeligvis slet intet ved om sig selv.

Regnvejr..

Läste i regionalavisen Västerbotten Kuriren fra Umeå et glimrende artikel om, hvorledes kvindelige kriseromaner gerne er mere opbyggelige, men mere frivilligt kaotiske end mandlige: mändene besvärger typisk det kaotiske ved mere forceret stilistisk kontrol, men historiernes udgang er alligevel udsigtslös. God iagttagelse, og ikke helt uden relevans for vor egen krisehåndtering...

Läste også om en vel afslöret akademisk plagiat-skandale i udlandet, denne gang en dame.
Men sagen er at den slags kun får konsekvenser når folk stjäler fra nogen der er formelt höjere på strå, og når de skriver af efter noget der har väret publiceret i fagtidsskrifter eller på anden formelt meriterende vis. Selv de akademikere jeg kendere, ville oftest näppe betänke sig på at stjäle helt uforbeholdent, blot de havde sikkerhed for at kilden var enten ukendt, eller som jeg var persona non grata og hans udgivelser noget alle var enige om ikke at nävne.
Og når de kommenterer plagiat-skandaler, bemärker de karakteristisk nok altid, at personen "i fråga" har dummet sig - ikke at han har gjort noget dadelvärdigt. Undskyld jeg keder selskabet, men dette er som sagt min egen dumme skäbne i en nöddeskal: helt ekstrem taget i betragtning at vi lever et velfärdssamfund, at sammenligne med dumrianer uden egen bopäl, blot på et lidt andet felt. I en verden af plagater er sandheden den store fornärmelse, som derfor gerne ender med at blive kaldt plagiat. Nå, men disse ting sker ubevidst, jävnför at venligtsindede fagkolleger undertiden bestikker mig ved at rose mig som "formidler" - underforstået af noget velkendt, som de derfor selv kan kolportere videre med stor myndighed og uden navns nävnelse.
Nå, nu smider jeg som afveksling lige et lille komisk mini-manus i boksen for underholdningens skyld, som sädvanligt berömmet af individuelle läsere og afvist af adskjillige medier med vämmelse. Se derfor näste indläg - det regner, derfor denne nävenyttighed post festum. Carsten Jensen bliver rost for sit sömandskab.

HVIDE TÄNDER OG RENE FINGRE

Her i Lapland läser jeg Zadie Smiths nye roman "Skönhed" - "Hvide Tänder" var som mange af den post-koloniale slags hamrende god med både den store og den näre histories vingesus, multietnisk eller mange-verdens-kompleksitet, tragik og satire, hinsides alle dumme forfatterskoler og hamsteragtig dansk sträbsomhed i takt og flok. Men den nye bog keder mig trods sin kvalitet, og grunden viser sig at väre denne: Den handler om vor postmoderne samtids akademikere og studenter, i al deres autoritetstro og status-jagende naivitet og ovennävnte sträbsomhed. Sagen er, at de er komplet uoriginale og konforme nästen alle til hobe: Hvor tit sige nogen af dem noget morsomt, noget smukt, eller på nogen måde medrivende eller usädvanligt? Nej, vel. Paradokset er jo at man nästen alle vegne möder af mennesker der kan läre en noget nyt, men studentermiljöet og lärermiljöet i al dets beskyttede, intrigante og fantasiforladte småtskårenhed er själdent noget at skrive hjem om. Og det skyldes ikke "dumhed". Det genuine er som når Zadie et sted sammenligner en en stak paraplyer på en hylde med en bunke skudte fasaner efter en jagt. det er den slags som ikke kan efterlignes, jävnför al dum new journalism osv, altså allehånde forcerede smartheder uden intuitiv evidens.

Den akademiske verden var måske inspirerende dengang det kun var overklassen, der kom til, for trods al dum uretfärdighed, kan man forestille sig at deres komplette ökonomiske uafhängighed kunne give dem en art åndsoverlegenhed som er utänkelig i vore demokratiske dage. Det dumme er f.eks. ikke selve det at en David Gress smykker sig med falske professortitler, for jeg er da komplet ligeglad - nej det dumme er at han finder titlen så väsentlig at han overhovedet gider löbe risikoen, noget som folk i den verden jo slet ikke tör, med mindre de har et omtrent patologisk "hang". Peter Kemp var også i sin tid besat af den titel, som jo i filosofisk sammenhäng er temmelig inkommensurabel med "the real thing".
Havde David Gress' derimod gjort det for sjov eller på rent djävelskab eller for at fuppe sig til et konkret job, så havde det väret en helt anden sag. Nu er det blot grundkomisk og diskvalificerer manden.
Også hos Zadie Smith handler studenterlivet these days om små beregninger, hvor man googler lärere og kurser for at se hvor der er mest status og forbindelser at hente. Lutter dum social navigation af den art der bereder gratismediernes sejrsgang i en verden uden individualitet. Og hvor ingen tänker en eneste tanke selv, men alt drukner i sammenlignende övelser og drövtygning af lurmärket universitär junkfood. Men Zadie er fandemig god nok alligevel, så jeg må jo kämpe mig til vejs ende trods det mindre vingefang end debutbogens. Det er selve stoffet der keder mig, for jeg kender det jo til bevidstlöshed. Selv det multietniske er dennegang reduceret til lutter indpakning og branding, for hele banden sträber efter det samme, uanset om de er rappere eller professorer, engländere eller fra Tahiti. det skykldes alt sammen den fordömte integration - den slags er der alt for meget af, og det skaber misären. Selv terrorister er veltilpassede og realistiske these days.
Zadie Smith illustrerer forresten den strötanke, at selv om kvinder själdent presses til det yderste, er de få kvinder der når til tops i en eller anden forstand, ikke själdent bedre end mändene - netop fordi de ikke er tvangsindlagt. Men af selv samme grund kämper de själdent så indädt og mangeårigt som mändene, og resultatet bliver ofte derefter - så den sag har to sider. Men hvor talentet er ekstremt, indträder til gengäld den själdne og uforskammede balance der hos os mänd nästen kun ses hos "autisterne". Amen.
Efter at have sovet på Zadie Smith under lidt mere civiliserede forhold läser jeg atter med interesse trods det pauvre emne. Det har at göre med at på naturens afstand virker det civiliserede meget småt og uvirkeligt. Nogle ting er komplet umulige at läse med en naturskön baggrund, og vores hjernes funktionsmåder er vitterlig enormt påvirkelige af allehånde baggrundsstemning.
Det för nävnte med det akademiske livs småtskårenhed er stadig sandt nok, men hvem kan sige sig fri, og er ikke også mine egne kampe af en lignende art? Jovel, men hvor man står med ryggen mod muren og alles hånd mod sig bliver tilfäldet simpelt hen mere interessant i sin ekstremitet og kan slet ikke sammenlignes med to etablerede Rembrand-eksperter med hver sin kunstteori. Mennesker bliver også mere interessante at at håndtere paradokser. Min störste ärgrelse i går var således at trods anti-vibration blev mit hidtil eneste foto af en skovmår rystet. Jeg lokkede den tät på ved at pibe som en mus, og den kunst vil nok ingen brave borgere frakende mig. Tvärtimod vil de alle enes om at jeg som Kong Lear passer bedst ude på heden, ligesom de bekvemt alle vil bytte om på årsag og virkning.
Det interessante er her at jeg bruger den slags uskyldige problemer (skovmåren) som et indirekte bevis for at jeg må väre genuin og ingen kopi. For ingen betaler mig for det; men nogen genialitetsgaranti er det dog ikke. Samtidig kan jeg alvorligt tvivle på om det ikke just er den art "skön og fornem" jödisk-kristen selvopgivelse og fatalistisk halsblottelse der har gjort det muligt for hele hoben af gennemsnitsakademiske skoledrenge at ignorere mig og plyndre mig til skindet, godt hjulpne af deres herligt naive ubevidsthed om egne indre processer. Skulle man ikke i stedet have taget kampen offensivt op på parnassets prämisser?
Jo, men prisen havde väret en institutionalisering og banalisering gränsende til normalprosa og normalakademisk kantinesladder, respektfuldt bejlende studenter og studiner med deres små honette beregninger osv, men bevares ret häderkronet og socialt gangbart - med studievärter og hele det övrige tilpasningssyge haledikkende tilbehör.
Den verden skriver den geniale Zadie Smith nu i og om - og den er simpelt hen et nummer for lille til både hende og mig. Nu er hun blevet opsuget af etablissementet, og så fuser den ud. Min egen verden truer omvendt vist hele tiden med at impodere til et nulpunkt, men heldigvis er jeg udrustet med en eksplosionsmotor, så jeg komme ud igen hver gang som en trold af en äske med et södt "Little Bang".
Men apropos Knald: Forresten ser hende Zadie oveniköbet godt ud, synd hun ikke har mit telefonnummer...endnu har man da öjne i hovedet, selv om også den side af livsgläden i längden let bliver forgiftet af al den tarvelighed. Til slut: Skulle vi ikke i stedet skrive en roman? Nej, jeg tror bare vi skal göre det vi gör - "a rose is a rose is a rose", og pungdyr er sgu lige så gode pattedyr som de övrige.. Hold op med de småborgerlige illusioner om at alting skal legitimeres ved at ligne noget andet som brave og bange borgere og forlagsklatrere i råd og nävn har indrömmet eksistensberettigelse og derfor ikke längere kan undslå sig: For det beviser intetsomhelst andet end at man sträber efter et parcelhus i Närum, og tänk blot på al den nonsenspoesi, som tages alvorligt. Vel har jeg ingen forstand på det, men alligevel må man have ret til at tvivle...

STORE ORD OG SMALL TALK

STORE ORD OG SMALL TALK
Overskrifter har vi altid været gode til, her drejer det sig om intuitionens øjeblikkelige kortslutning, der finder den korteste linie der forbinder samtlige de anslåede strenge eller motiver – og uden at skulle stå til ansvar, for en overskrift er jo dog kun en overskrift, og et kys kun et kys (”Jeg elskede dig i går” er vist brugt før, ellers måtte man opfinde den, for også det ligner en overskrift, selv om det denne gang blot er en digression). Man skulle måske have været reklamemand. Nuvel, det var så de store ord, og så er vi allerede halvvejs.
Min gamle ven fra proletariatet ”country dweller” kan ikke ofte nok foreholde mig det urealistiske og i en vis forstand utilstedelige i mine høje moralske krav til andre. ”Life is hard, and then you die”. Og et eller andet sted må jeg give ham ret: Hvis far og mor ville vort bedste, så kan vi nok ikke forlange meget mere i den retning – men vi skal selvfølgelig tage imod det med kyshånd når det alligevel uventet kommer. Hvor mange andre måtte ikke ligesom vi selv tage til takke med en lidt mere kompliceret forældrepakke, læser just EDWARD SAID’s erindringer (han var som min far kristen palæstinenser) – og hvor meget hensyn kan vi så atter forvente eller forlange fra deres hånd? Kort sagt er der heri noget forkælet, og ved at dyrke det graver vi os let ned i en afmagt som vi ikke kan tage os ud af ved egen kraft.
Nå, vi er i øvrigt enige om at bloggen som medium har sine egne dogmeregler som genre: Således går ”country dweller” og jeg begge som en hovedregel normalt ikke ind og forbedrer tidligere indlæg. Erstatning for normal karriere i form af faglige indlæg hører sig heller ikke til, for hvem gider at læse noget der blot er surrogat? Det er som at skrive kærestebreve til sin udkårnes slyngveninde, eller som at søge et job, blot fordi det er ledigt. Vor ven afholder sig desuden fra name dropping for ikke ad dum og kunstigt vej at tildrage sig en masse ”hits” fra unge bloggere og blottere med søgemaskiner.
Han ved modsat jeg selv en masse om sådanne ting, men jeg agter nu herefterdags netop at droppe nogle navne for at frie til de anarkiske kræfter og ad den vej at blive fundet lidt oftere og udfordre skæbnen.
Dermed kan jeg samtidig overvinde en fejl som vor ven tidligere har foreholdt mig: Når jeg angriber folk offentligt eller på bloggen, nævner jeg sjældent navne; og jeg opfatter det gerne som en art overlegen videnskabelig og filosofisk sublimering fra hint enkelte røvhul til røvhullernes dybdepsykolog, en sublimering hvormed jeg atter hæver mig op over det lave niveau som de anerkendte kan slippe af sted med under smagsdommernes bifald for deres kostelige humor og sprogkunst – men ”country dweller” ser heri tillige en art fejhed, hvormed jeg intet risikerer for alvor og derved blot sætter mig selv mellem alle stole: For en angriber, der ikke tør nævne ens navn, behøver man jo ikke at tage alvorligt endsige besvare.
Kort sagt vil jeg herefterdags offentliggøre røvhuller frit efter erindringen.
Et eksempel: Før jul foreholdt jeg Georg Metz som uafhængig opmand den uanstændige måde jeg var blevet skåret næsten helt væk på Information trods mange års flerdimensionalt overkvalificerede bidrag (naturligvis inden for mine velkendte grænser, dvs. minus politik og social organisation mm), helt uden honorar. Metz lovede i rollen som den store mand at forhøre sig og melde tilbage – men da jeg nogen tid senere atter mødte ham og erindrede ham om det, svarede han lakonisk, at ”Der var ikke noget”, og at ”Ting går op og ned”.
Naturligvis vil de mistænkte altid bedyre, at der ”ikke er noget”, og at tingene blot går op og ned sådan af sig selv. Metz er for klog til at tage sådanne reaktioner for pålydende, for de miastænkte kan jo ikke bruges som jury. Men bekvemmeligheden og forfængeligheden sejrede over et retsind, som åbenbart ikke er meget værd når det ikke vises på en TV-skærm og honoreres med anmelderbifald.
Da jeg nogen tid efter nævnte denne og lignende episoder for en offentligt kendt litteraturprofessor, bekræftede denne i sin tur sympatisk, at min ”tilstand” var lidet misundelsesværdig. Javel, men skulle han ikke snarere have sagt ”situation”? Måske er jeg denne gang for hurtig på aftrækkeren, for folks uvilkårlige første association er dog modsat deres handlinger toldfri – men er der ikke her igen en tendens til at gøre det moralske til noget psykologisk, privat eller endda patologisk, som andre desværre ikke kan hjælpe på? Det viser hvilke kræfter vi er oppe mod, og hvad vi inviterer til ved vor blotte eksponerethed.
Sådan bondesnu verdensklogskab er – ganske som et betydeligt omfang af løbende plagiat – reglen hos de privilegerede: For som kommissær Columbo jo også til stadighed erfarer, så stoler de magtfuldkomne så meget på deres privilegier og deres heppekor, at de – stik modsat de paranoide – ikke gider gøre sig alvorlig umage med at gardere sig mod kritisk indsyn samt tage højde for alle tænkelige spørgsmål og indvendinger: For de er jo vant til at ingen alligevel tør sige noget. Magtfulde folk formår derfor ligesom forkælede enebørn sjældent at skjule deres følelser – og de behøver det som sagt heller ikke. Og de er nästen alle sådan - og mange gange endnu värre.
Det rammer dem til gengæld som skribenter – for uanset alle klubbens priser og roser når de aldrig de dybeste spadestik endsige den sande humor, selv om de i kraft af grønt lys fra jævne klatrere med honette ambitioner og nøgleposition på de største forlag (ha!) kan brede sig over forbløffendé spalteplads. Grønt lys er indrømmet inspirerende (har prøvet det), men ikke altid på den fede måde. Det er her ligesom med selvtillid, at for meget fordærver lige så meget som for lidt.
Min allerførste oplevelse af ”pæne menneskers pokerface”, var dengang jeg for godt 10 år siden røg endeligt ud af Weekendavisen. Jeg nævnte dengang forløbet for den humanistiske og flittige skribent Stig Dalager, som ingen vist kan have noget imod. Han burde have svaret: ”Det lyder mærkeligt, jeg kan jo nok intet gøre, men vil da forhøre mig og give udtryk for min undren, over det du der fortæller”. Men ved I hvad han svarede: ”Den slags skal man ikke gå og tænke over, det kan man gå hen og blive síndssyg af”. Altså: Accepter din skæbne og vær du glad for at du trods alt får lov at gå løs i vort velfærdssamfund – og lad så i øvrigt os andre beholde vore sejt tilkæmpede privilegier i form af ubegrænset spalteplads til vore ihærdige stileøvelser. Atter engang den uhelbredelige normalitets ”Der er ikke noget”.
Nå, på den anden side er det rørende, at nogle stadig gider bruge spaltekilometer på at diskutere med pastor Krarup og dermed få revanche for at de gik glip af fordums obligatoriske ”Filosofikum”. Men det hedder et sted: ”Mesteren siger det kun én gang” – så det er måske meget godt at der gives så mange snaksomme lærlinge…
I øvrigt synd at Filosofikum blev afskaffet: Dels fordi vi så skal trækkes med alle disse forsinkede og trælse logikøvelser i det offentlige rum – men også af følgende grund: Dengang alle skulle have Filosofikum for at tage et universitetsstudium, bildte de sig ikke ind dernæst at være filosoffer. Men i vore dage vælger kreti og pleti et meriterende kursus på orlov i filosofi, videnskabsteori eller sågar ”semiotik”, og dernæst kalder de sig filosoffer. Som alle på Kierkegaards tid var kristne og kunne leve godt af det, så kan alle i dag kalde sig filosoffer og leve godt af det.
Nå, måske bør vi endnu engang give vor ven fra proletariatet ret i, at alt dette måske bare er som det nu engang er. Hvad forlanger vi af en børnehave eller en zoologisk have, og holder vi måske ikke alligevel af både dyr og børn? Men tilsvarende er det vel så også kun naturligt, at vi i det mindste nævner alt dette, så at sige uden beregning: For den ene art sladder kan vel være lige så naturlig, formålstjenlig og forståelig som den anden.
Men har vi da slet intet godt at sige om nogen? ”Jo, men hvis vi sagde det, ville de få storhedsvanvid.” Ha, denne replik har jeg stjålet fra Strindbergs ægteskabsdrama ”Dødedansen”, hvor hustruen nemlig svarer således på spørgsmålet, om hun da slet intet godt har at sige om sin ægtemand. Men helt alvorligt, så opførte Christian Braad Thomsen sig i førnævnte sag på Weekendavisen faktisk som den sande og sjældne hædersmand og sendte mig sågar et brev, som jeg faktisk undlod at bruge – fordi det i sin tur måske kunne bringe ham selv i miskredit. I brevet dementerede han nemlig at han over for den daværende bogredaktør Bo Bjørnvig skulle have kritiseret mit virke i avisen, idet han tværtimod havde rost mig – hvad jeg også selv vidste, hvorfor Bjørnvigs udflugt på skrift (har stadig begge breve, hoho!) for at give døden en årsag var noget barnagtig. Kort sagt løb Christian Braad Thomsen her en risiko for en mand helt uden magtposition, klakører, beskyttere – helt uden udsigt til en sammenlignelig belønning. Men derfor skal han nu have den alligevel.
For det gængse, reglen, er som sagt at pæne mennesker med ordner, titler og klubfællesskaber ikke røber en mine, men nyder at lade spillet gå sin gang – men det hævner sig: For selv bliver de som ved en ubekendt naturlov eller nemesis år for år mere kedelige, triste og bitre, taber højde indadtil og sprogligt i samme omfang som de vinder højde socialt med sæde i alle hånde komiske små akademier, råd og udvalg. Deres konventionelle små terminsstile publiceres årligt på det store forlag, under en eller anden umiskendelig klatrers faderlige auspicier, ingen ler – og dog udbasunerer deres trofaste klakører og protegeer offentligt, at de er ubetaleligt morsomme. Og de har virkelig ret.
Men har vi da ikke selv mangler, begrænsninger, fejl samt helt ubegavede sider? Ok jo, men helt i tråd med Strindberg-citatet ovenfor må vi sige: Hvis vi fortalte det, ville det straks blive brugt imod os. Dermed hentyder jeg til den alt for hyppige personlige erfaring, at når man i en art misforstået bodsgang fortæller om sine svagheder i håb om så til gengæld at få lov til at beholde og udøve sine talenter – så fører det næsten altid til at pæne mennesker tager én på ordet og dernæst bortforklarer ens talenter og stærke sider som blot kunstfærdige manifestationer af ens mangler. Ja, alene dette overhovedet at ville undskylde sine stærke sider tages som et svaghedstegn, der kan få brave folk til oprigtigt at betvivle de stærke siders realitet – for under naturligt barbariske forhold undskylder den stærke netop aldrig sin styrke, ja end ikke virkelige overgreb.
Som en tidligere stjerne-teolog, nu popstjerne, har sagt, så er jeg nok en stor skabskristen. Bortset fra at nævnte træk angiveligt også findes i de mere avancerede udgaver af jødedommen, hvorfra Jesus har arvet det, så har vor teolog nok ret – og Nietzsche ville derfor begræde min tilstand, så meget mere som han alt for vel kendte den fra sig selv. Denne store Kristus-fornægter endte jo med grædende at omfavne en noget forbløffet arbejdshest på gaden i Turin og bede om tilgivelse for sine og menneskehedens synder. Hvorefter den for længst med spot, spe og påfølgende glemsel detroniserede professor blev spærret forsvarligt inde. I vanlig ordning blev han så efter sin død ”genopdaget” af nøjagtigt samme fantasiløse typer – for hvis noget er lovlig excentrisk, tør de trods alt ikke stjæle det i eget navn, men dækker sig klogt ind under navn af ”forskning”. The usual story…
Det med KRISTEN SELVFORNEDRELSE har jeg for resten også set hos kvinder fra de ”hårde” fag. Hvis de nemlig samtidig ser godt ud og helst vil anerkendes for det, kan de for ikke at skræmme mændene væk underspille deres faglige meritter eller forsonende berolige med at bekende deres totale ukendskab til dette og hint. Og de har ret: For hvor mange gange har man ikke i de yngre år ladet sig skræmme ned i et musehul af mindre…
NÅ; nu har I så omsider fået den dosis ynkeligt selvoptaget small talk, som I så længe har efterlyst. Må jeres Søgemaskine være med jer, og må jeres forlægger være jeres sjæl nådig – fat mod, for også han foretrækker ubevidst det lidt jævne og andenhånds, kort sagt Frank Essman og hele det øvrige ”Over-Danmark” (morsomt udtryk). Og spar os for surrogater i ventetiden, thi det er som sagt en fornærmelse. For resten kan man lige så godt lægge fagtekster på bloggen, for hvad man end gør, bliver det kopieret. For også udgivne bøger nævnes kun, hvis de er skrevet af folk med en formel position og ucensureret spalteplads. Kun kilden selv opdager det uvægerligt ved umiskendelige tegn såsom de tidligere en gang nævnte ”radioaktive sporstoffer”, der udeluKKer tilfældigt sammentræf..
Opdagede just i dag en umiskendelig afskrift fra mit fortiede opus magnum "Filosofiens Univers" fra -91 i en svensk avisartikel af en universitetsfolosof - simpelt hen alt for särt og gennemfört til at väre sammenträf: og sammenträffene går altid, ALTID med tidsforskydningen udenbords. Disse ting sker ubevidst i kraft af hvad jeg kalder det typisk maskuline selvbedrag - hvortil kommer den intrigante majoritets tavse indforståethed. Og det samme sker utvivlsomt i alle fagkredse, at de sande osv. tit mobbes ud af gribbene. I Går fortalte en svensk opfinder her i Lapland mig om stjålne patenter, og det kan sagtens passe, for også også på andre felter gälder vel, at de sande "autistiske" typer ofte ikke kender de sociale spilleregler. Den dag disse ting bliver velkendte, vil charlatanerne tillige stjäle rollen som "autister" og give den som fortiede, forlegne, klodsede, socialt underdrejede typer - naturligvis med landsopdäkkende spalteplads. For som vor gamle ven fra proletariatet siger: Den kan simpelt hen ikke blive for tyk her i livet.
Men Gud hvor I snart må kede jer - og dog: For dette kan jo dårligt väre det sädvanlige, dvs. afskrift. Eller hvad tror I? Og dog, endog vort interessante dödsskrig vil engang blive os berövet som alt tidligere, og så må vi atter finde på noget nyt. Gid man også havde originalt musiktalent, for så kunne man glemme ordenes prostituerede univers, men selv om smerte over et vist niveau måske kan forlöse nye udtryk, sker det näppe: for så havde jeg jo forlängst opdaget det för. Kend dig selv... Og så må vi tröste os med, at det er sundest at rejse sig der hvor man faldt - men ak, det er jo netop det der forbydes mig undtagen sindrigt og uklanderligt skjult i anmeldelser af ting så harmlöse at ingen endnu misunder mig dem. Men det er så min sidste nye kunst.
Derimod forekommer hard core filosofi (for slet ikke at tale om"filosofiske miljöer", der vitterlig aldrig har interesseret mig) som ovennävnte mig i dag ikke längere ophidsende läsning, og derfor reagerer jeg ikke så voldsomt på tabet - smerten består som så ofte tidligere i selve opdagelsen af, at siden noget åbenbart er originalt mange år efter i andres navn, så må det jo også have väret det i mit navn så länge för. Det er som ved psykoanalyse eller husoprydning en slags genopdagelse af noget nedgravet og glemte, som man dog på bunden hele tiden vidste uden at yde retfärdighed, men som ligesom ikke kunne nävnes, som et apokryp skrift eller som et fotografisk negativ som ingen reproanstalt tör röre ved. Smerten består mere i den forsinkede oplevelse af at andre har levet ens liv, at man mister alt undtagen helbred og statsborgerskab i et velfärdsland - dvs. selv ens radikale tab bliver forbundet med en forkälet uvärdighed, som atter gör at det ikke kan nävnes undtagen på ens blog.
ALTSÅ: Det her begynder sgu snart at ligne det der kaldes post-kolonial litteratur, Naipaul har jeg läst flere gode ting af, og der har man en lignende og aldeles udansk kompleksitet og indadrettet opmärksomhed. Det er som om sådanne folk heller ikke rigtigt vil eller tör leve. I gamle dage kunne man i det mindste blive munk eller yogi og nyde en vis respekt. Nå, folk er nu ikke helt blinde, så helt miskendt bliver man aldrig - blot giver det ingen gevinster, når det ikke er socialt manifesteret. Men er det selve livsviljen der er blevet fatalt böjet? Vokser rödderne efterhånden indad? Ender man mon til sidst som en tavs og dum stodder uden sympati for ret mange? Mister vi til sidst al livsappetit, så at pengene i livets regnskab på denne perverse måde kommer til at passe?

SOM en både ærbødig og verdslig gestus over for jeres SÖGEMASKINE vil vi til sidst helt uden kommentarer til sidst opremse nogle dokumenteret effektive hit-navne: George Bush, Tøger Seidenfaden, Klaus Rifbjerg, Jesus Kristus, Buddha, profetens snot, skæg og briller, Allah’s tørklæde, Hara Krishna’s beskidte underbukser, Jomfru Marias aflagte tamponer, Mother Teresa’s BH samt Hamlet’s kranium som barn (Storm P.). Hermed skulle så vor herostratiske verdensberømmelse være forsvarligt sikret – og det så meget mere som vi nu endnu engang har bidraget til at realisere bloggens unikt genrespecifikke egenart: For et papirmanuskript eller en trykt bog ville jo modsat en blog aldrig meningsfuldt kunne påkalde eller besværge nogen søgemaskiner – lige så lidt som Helligånden eller Hamlet’s faders genfærd ville drømme om at løse togbillet til Jerusalem eller Helsingør. Dvs. selvfølgelig kunne vor blog sagtens publiceres i bogform, men netop kun i egenskab af enten en forhenværende blog eller en fiktiv blog – ganske som der jo også trykkes fiktive dagbøger. MÅ JERES SÖGEMASKINE VÄRE MED JER.

ER DU GEORGE BUSH?
”Kend dig selv”, sagde Sokrates. ”Men fortæl det ikke til andre”, har nogen siden tilføjet – klog af skade. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende ”Ak Herre, i Eders eget kongerige”.
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lear’s sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: ”Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear.”
Så folk der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare – ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden ”gifter” alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og herligt utilsløret – selv hos folk der i nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Kierkegaard talte om en åndløshed hvori det moderne kløgtige meningsmenneske helt glemmer hvem det er – hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, ordner eller mangel på samme. Men Kong Lear’s eksempel viser at den der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante operetteverden og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel hvad han vil – og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane – om så også med en aura, der lader den svindende kongelighed ane. Så hvorfor skulle disse sørgeligt forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber der opnår at berømmes af verden, selv for de dyder og evner som de notorisk savner? Måske bl.a., fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitet kloge fortrop aldrig ville finde på at stille det.

Nuvel, ”aldrig” er et stort ord – for vist sker det at mennesker pludselig ser deres liv i et andet lys: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for gennem rigdom, ære og meritter at imponere folk som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Så derfor, trods alt: kend dig selv – og husk det i nødens stund. Nu ikke mere jammer, hør her: En mnemotekniker hævder, at den bedste måde at huske en tid hos tandlægen er ved at tænke sig at det er George Bush der skal til tandlægen. Ved eftertanke må det dog tilføjes at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt. Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et mnemoteknisk trick til at huske om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske indbilder sig at være USA’s præsident, indbilder det sig rimeligvis også at have et perfekt gebis. Ergo følger, at hvis De virkelig mener at være den George Bush der vil ignorere den niende store klimakonference grundet en tid hos tandlægen – så er De utvivlsomt George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i Deres specielle tilfælde. De kan så i stedet vælge at huske at det er Muhammed der skal til tandlægen – med mindre De da tillige mener at være profeten, for så må De finde på noget tredje.
Men hvis De er George Bush, så vil De også vide hvor farligt det er at tage profetens navn forfængeligt. Kort sagt ser det ikke godt ud for Deres tandlægebesøg, så må vi ikke foreslå at De tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den niende klimakonference.
Godt, men hvordan skal De så huske en sølle klimakonference, når De ikke engang kan huske Deres tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at deltage i en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme – selv for George Bush.

AF EN USKYLDIG JÆGERS DAGBOG
Har ulovligt revet granplanter op i massevis i nogle sydsvenske naturskove – uden naturlig skovbrand af og til breder granerne sig og kvæler alt andet, herunder blåbærbuske, til skade for tjur, urfugl og selve skovbilledet. At rydde taigaen for graner lyder som et glimrende livstidsprojekt for en moderne Don Quijote eller Ahasverus, Biblens evige jøde, i dette tilfælde godt nok en halv palæstinenser, men det er jo lige absurd.
Slige uskyldige sysler passer mig fint, for enfold og genuin kompleksitet er for mig to poler, som stimulerer hinanden, omtrent som andre jo har deres åndsvage familie. Naturfredning i lidt større perspektiv – der har jeg nok gjort hvad jeg kunne i de faser, hvor sådan nogle som jeg kunne gøre en forskel. Når først ting er bredt accepterede næringsveje, bliver der kandidater nok, og det kan jo kun glæde mig. Anderledes med filosofi, for det er ingen værdi i sig selv at ”uddanne filosoffer”, de ting skal ikke fremelskes kunstigt.
Erstatning og livsflugt? Måske nok, men jeg har det godt med det og ved det godt selv. Nogle kan mene at jeg en dag fortryder at have brugt så meget af mit liv på en uskyld, som dog giver mig så mange tømmermænd. Når man nu trods alt ikke er en helgen og helhjertet kan afsværge al verdslighed.
Nogle siger, at så godt som jeg skriver og med så meget på kistebunden burde jeg da bare udgive en masse – ja, men jeg stoler slet ikke på integriteten af hele dette mellemlag af konventionelle dørvogtere. Utrolig påstand, men så snart de ved, at man ikke er rundet af Over-Danmarks loyale klubverden af middelklasse-aspiranter, stivner de. Selv det mest ulæselige ”prosa” eller ”poesi” roses for sin kompleksitet, men så snart man har sin egen genre, rådes man til at ”finde den røde tråd”, skrive en ”debatbog”, en introduktion til jeg ved ikke hvad osv. Såsnart kompleksiteten og det gennemgående vandmærke ikke skyldes en velkendt genre som romanen, lukker de af – enkelte undtagelser er der, men de sidder typisk på små forlag. Men jeg burde give dem en chance i stedet for at generalisere ud fra Gyldendals honette protektionisme (for tre år siden), men tanken er mig ulystbetonet i dette næsten industrielle bog-morads af dygtige konditorkunst med adgangsbevis.
Blandt mine mange individuelle støtter råder flere mig netop til at skrive en roman – men bortset fra at de teoretisk kunne have ret, så må man følge sin form og sit hjerte, så længe det føles rigtigt. Min kompleksitet har ganske rigtigt romanens flerdimensionalitet, og jeg får ofte fiktionstilløb, ja man kan ligefrem sige at jeg ofte simulerer fiktion – men har ikke episk tålmodighed til at ”inkarnere” mig bindende og foretrækker tankens frie flyvehøjde og bratte skift. Man har sine karakteristiske grænser, og sådan er det bare. Men jeg sætter skam som læser romanformen højt. Nå, Kierkegaard kunne sgu heller ikke have skrevet en roman – hvilket ganske vist ikke gør det til noget fortrin, men altså: Hvorfor dog bede blikkenslageren om at udføre tømrerens arbejde, og da især hvis der er masser af arbejdsløse tømrere, men næsten ingen rigtige blikkenslagere?
En doktorafhandling kunne endda slet ikke falde mig ind, det er for pligtskyldigt, langsommeligt og ret beset næsten altid forholdsvis uoriginalt. Som danskprofessor Lars Brink en dag sagde om en tyk og moderne filosofisk bog, der ulykkeligvis var havnet på mit bord: ”Folk der skriver så langt, kan jo ikke tænke klart.” Helt rigtigt set – bortset fra at sådanne folk jo godt kan være meget begavede i henseende til læseevne, overblik, synteser mm – men filosofisk ”hard core” tæller omfang ikke andet end som en slags social adgangsbegrænsning mod de virkelige talenter ”sui generis”.
Og efter sigende er nævnte træk endnu mere udpræget i matematikken, hvor en doktorafhandling undertiden kun fylder en snes sider. Dér har man åbenbart taget konsekvensen af tingenes væsen, hvorimod man i filosofiens verden lader den studentikose snak med tvivlsomme og prætentiøse terminologier løbe derudaf. Hvortil kommer min gamle grammofonplade om hele denne tilpasningsverden af ”Hvordan bliver man filosof?”, ”Hvordan bliver man forfatter?”, ”Hvordan bliver man komiker”, ”Hvordan bliver man martyr?” osv. Hvilket tvinger mig til at underholde nye læsere med det cv om en gammel dansker der stod at læse i min bedstemors konversationsleksikon: ”Forhenværende advokat – nu negersanger”. Ak, ak: ”De udgiver Dem for neger – må vi så deres eksamensbevis?”
NÅ, men nu kom vi væk fra den enfoldige naturs glæder. Under min destruktive svenske gartnerudfoldelse fandt jeg en duehøgerede med tre store unger, mindst to uger tidligere end normalt – rent bortset fra at dette duehøgepar i mange år har holdt sig skjult for mig. På et stort militært øvelsesområde af næsten laplandske dimensioner stødte jeg en flok på hele 13 urkokke op – det ville Blicher have nydt, og hvis han havde været ædru, kunne han måske også have haft held til at pløkke en eller to af dem ned. Men i vore dage er der nok af jagtfantaster; jeg ville ikke have synderlig glæde af det, hvis det ikke var for overlevelses skyld, som hos de folk der lader sig droppe ned i Canadas ødemark i et par måneder.
Storspoverne med deres lange buede næb fløj territorieflugt, alt imens de slog deres herlige vidtlydende triller, og også de noget mindre, due-store hjejler slog deres sløjfer på himlen under vemodige fløjt, som Blicher ligeledes ville have genkendt. Mit hemmelige kongeørnepar er ikke længere hemmeligt, og enten er rugningen spoleret, eller også har de flyttet ungen til et ukendt sted – en utrolig opfindsomhed, der flere gange er blevet konstateret. Ja, for hos sådan en fjendeløs fugl kan det jo slet ikke tilhøre det instinktive flugtrepertoire, men må vitterlig være at betragte som intelligent adfærd. Også hos duehøgen skal sådan hemmelig ungetransport til et sikkert sted være konstateret. Det kræver stor finmotorisk beherskelse, for hvis høgen holder for fast om ungen, vil denne blive dræbt af fuglens voldsomme kløer og særdeles kraftfulde greb.