TIDLIGERE STORVILDTJÄGER - NU NEGERSANGER

En gammel psykoanalytiker fortalte mig engang at mänd hvis mor havde väret den äldste i sin söskendeflok, ofte blev storvildtjägere. I så fald burde det vrimle med storvildtjägere. I betragtning af at ingen undrer sig over at snart den halve befolkning i DK er filosoffer, er det vel kun ret og rimeligt at den tunge halvdel der desvärre ikke har fattet tidsånden, i stedet får uriasposten som storvildtjägere som tröst. En uriaspost, javel: For mens man i vore dage sagtens kan väre filosof uden at have tänkt en tanke selv, så kan man ikke väre storvildtjäger uden at have skudt noget storvildt. Selv fotograferede jeg derimod en mosehornugle i går - det er dog noget.
Identitet er i vore dage noget vi downloader. I et gammelt leksikon stod om en person at läse: "Tidligere advokat, nu negersanger". Snart kan man uddanne sig til neger - andet ville väre udemokratisk. For vi er på engang frygteligt elitäre og hader dog elite - og dette med "uddannelse" og "udnävnelse" er så kabalens og den gordiske knudes lösning. Vi udnävner derfor folk til det de lige netop ikke er, for at holde de rette på afstand. I värste fald må vi stikke dem et ködben til trst for at pacificere og aflede dem.
Folk er ofte mere globale i ekstreme udkantsområder, netop fordi de ikke tager deres grad af civilisation lige så givet som folk fra metropolerne. Samtidig render man af sig selv oftere ind i regionale nöglepersoner på dette eller hint område. For mit vedkommende kontakter i forbindelse med fredningsprojekter, ofte af lidt äldre dato. Rart at i det mindste noget af ens bedre karma fölger én, om så også på Kong Lears hede.
Er det forresten et paradoks, at én der heroppe omtrent regnes som en art hellig mand helt uden verdslige fordringer, derhjemme lider alskens verdslige själekvaler? Er man "i virkeligheden" en skabs-sträber og skabs-borger?Javel, men jo kun fordi man tages på ordet: Verden tager enhver art beskedenhed på ordet og fratager én alt, således at man drives ud i ekstrem krise, så ale kan sige: "Se bare hvad den hellige mand i virkeligheden skamlöst går op i!" - hvorimod verden belönner dem der helhjertet og banalt går efter magten, fläsket, karrieren, tilpasningen til gruppeånden, tidsånden osv.
Det ligner også et paradoks at man for alt i verden ikke vil anerkendes og kendes ude i bushen, for dér har man netop ingen speciel berettigelse, og unödig information ville skabe stöj. Man vil desuden netop väk fra egoet - og det går som I ser strygende...Det er så alligevel ikke helt ideelt, for man skylder vel også andre såvel som sig selv at präsentere hvem man er. Det ville også göre en mere tränet i at hävde sig de gange hvor man behöver det for ikke at blive kvalt. Lidt på samme måde som det ikke er särlig smart for en ung mand kun at tale med de kvinder som han attrår.
Det sjove er imidlertid, at uanset hvor meget man fortier, så aner folk det snart i sin kerne - trods manglende forudsätninger. Det er kun alle dem med alle forudsätningerne som i kor råber "Mig ikke forstå". Virkelig miskendthed er nok ret själden og har i grunden aldrig väret mit problem. Tvärtimod kan folk let overvurdere én, hvis man mestrer et fremmed territorium.
Det er vel også just en god grund til diskretion på udebane.
Verdens banalitet er skrämmende, og det er ingen kliché at den udvälger middelmådighederne. Man skal gå helhjertet efter selv de mest banale anerkendelser og ikke nöjes med en tredjedel, som man oveniköbet forventer at verden af lutter rimelighed og pli skal indrömme én frivilligt som takt for ens beskedenhed, og fordi det er banalt selv at söge hvad der dog er ens åbenlyse ret. Men verden og hele det honette kompagni af dannede borgere indrömmer intet som helst frivilligt - og som sagt bytter den kun gerne om på årsag og virkning og fortäller Kong Lear at han passer bedst ude på heden. I en vis forstand har de ret, men uden selv at vide hvorfor, for selv har de ingen sans for kong Lears visdom og den forädlende bivirkning der dog på en god dag kan väre i hans galskab.
Men hylder man da ikke netop Kong Lear? Nej, man hylder Shakespeare, og kun fordi alle andre päne borgere er enige om at hylde Shakespeare. Mennesker kan lukke öjnene for siger og skriver alt, hvis blot det er til deres fordel: Ham Shakespeare var ikke spor morsom, men "Groft Sagt" og Georg Metz, se det er ubetalelig humor, på samme gang dansk og global. Og så Möllehave, men nu fred väre med ham, bortset fra at han velfornöjet pladrede lös ved Barbara Gress' begravelse.
For blot det ender med en tale af Möllehave, så ender alt jo dog lykkeligt. Ved samme lejlighed undrede folk sig i övrigt såre over at Barbaras kloge Cepos-bror holdt verdens hidtil elendigste og närmest barnagtige tale. Nå, men de övrige Cepos-folk ville utvivlsomt have rost ham - for sådan fungerer disse ting: Lige meget hvad de anerkendte gör, så er det trods alt morsomt og elegant - just det som det netop aldrig er. En anmelder roste således Jörn Lund for hans seneste stileövelse i takt og tone ved erkläre at han skriver som en morsom engel.
Ak ja, vi vil ofte helst roses for det vi netop ikke kan: De gode af os af en art ambitiös beskedenhed, fordi vi jo kender vore egne forcer til bevidstlöshed, og der findes dog andet i verden. Tänk hvis man i stedet havde väret ... og kunne bläse hele flokken ad helvede til. De mere jävne vil derimod roses for det forkerte af den mere komiske grund at det er just det de tror de kan, og som verden hylder dem for.
Selv Bukdahl har vist nu lärt at komponere tekster overbevisende efter at have studeret alt hvad alle andre gör. Men det genuine er umiskendeligt fra dag et, og resten er blot modning, studsning, ökonomi og harmonisering. Jeg läser WA så själdent (mondän og protektionistisk salonintellektualitet huer mig ikke), men jeg har altså fået det indtryk. Det med geskäftig kritik og kontrol er ledertypernes metode, og selv ville Bukdahl nok forbavses over at blive anset for lederbegavelse mere end kreativ begavelse. Men det er nu engang ledernes force at have fuld viden om hvad alle de andre gör og at kunne läre og aflure dem alle de samme tricks, mene og mane dem alle på plads som "generationens kritiker" eller sådan noget. Virkeligt kreative typer gider själdent den slags.
Psykologisk set er der ingen forskel på at lede en flok unge forfatterspirer og at lede en arbejdsplads - det handler om den samme metode til positionering, altså fuldt styr på det hele. Imponerende i sin egen ret, alsidighed, overblik, interesse osv, osv ,helt bestemt - men igen: Folk skal roses, men af de rigtige grunde, og det dermed väre hermed gjort.
Det sker dog själdent og derfor kan dygtige folk bläse deres meritter op til noget usädvanligt også i de dimensioner som det slet ikke ejer. Selv meget dygtige folk kan denne kunst - og verden giver dem ret - selv om vi autoritativt må erkläre både en Joakim Garff og en Peter Vat-Tud for aldeles og umiskendeligt normale. Over for den ägte vare ville begge enes om at det for det förste er et - notorisk mislykket, men åbenbart alligevel umiskendeligt - plagiat af mesteren , samt om at NN for det andet dog end ikke ville kunne ansättes i Kierkegaard-branchens jävnere afdelinger, hvor sådanne loyale og tilpads forhåndskastrerede plagiatorer jo netop burde passe forträffeligt ved at gungre sammen med elefanten, med kapitalpension og hele pibetöjet.
Naturligvis kunne jeg selv aldrig drömme om at söge derind, men hvis jeg gjorde, ville alle som de retteligt forargede myrer i en vältet myretue göre korsets tegn og erkläre mig uegnet. Det er jeg ganske rigtigt også, men jo i en ganske anden forstand end de vil indrömme. Et institut er som en myretue - denne herlige loyalitetsånd. "Verden- det er os; at påstå andet er en fornärmelse".
Er vi nu atter for private? I så fald burde De virkelig skamme Dem over sådan at smugläse en forpint själs private betroelser. En berömtheds private ting roses derimod offentligt lige så alenlangt som uomgängelige historiske dokumenter osv. Og atter ser vi mekanismen, at jo mere skamlöst det fylder og fylder, og jo mindre det (modsat vi) formår at sätte spörgsmålstegn ved sig selv, desto mere hyponotiserer det smagsdommerne til at finde det sakrosankt:

Et tankeeksmeriment: En ny, fuldständig og korrigeret udgave af Kierkegaards samtlige journaler, under overopsyn af Jörn Lund og Johannes Riis. Men er det nu også nödvendigt. "Ja, absolut, og sågar en national fopligtelse, nu vi snart er inde i dette årtusindes andet årti. Vi kan simpelt hen ikke väre andet bekendt. Dernäst kommer turen til Holberg, så vi har skam fuldt op, hvortil kommer foredrag, bestillingsartikler osv. Men vi fortsätter til den bitre ende, for vi er ikke af den type der ser frem mod deres pensionering. Ja, vi har skam et sommerhus i Lökken, men det ligner nu mest et kontor, og regnvejr passer mig om sommeren forträffeligt, for det giver arbejdsro. Alderen plager mig heller ikke.
Nå, javel, men gentager ham Kierkegaard ikke lovlig ofte sig selv, og ofte for små og overdrevne forträdeligheder? Var der slet ingen krige og oprör, katastrofer og store begivenheder på Sörens tid? Nej, nej, sådan må De altså ikke stille det op: Det er nemlig det overraskende for os der nu i ti år har arbejdet med projektet, at hele tiden aftvinger han emnerne nye og almengyldige facetter, der gör os klogere på os selv. Det er som klassisk musik med temaer der stedse varieres og udvikles. Men nem har Sören derimod ikke väret at omgås, men akkurat sådan har jeg det også selv: Både min hustru og mine studerende finder mig således ofte vanskelig og uhyre sär. "
Nå, et sted må vi jo slutte for i dag, og det må väre med den konkluderende strötanke, at den type borgere der hver anden dag erklärer at et eller andent udödeligt korifä nu igen har gjort dem klogere på sig selv, efterhånden må antages at väre formelige eksperter udi i sig selv. Men disse stakkels äresborgere er også heri sörgeligt miskendte: For man kan ikke just märke det på dem. Det er atter som Kong Lear, at de ligner til forveksling deres modsätning: De ligner umiskendeligt folk der lykkeligvis slet intet ved om sig selv.