Her i Lapland läser jeg Zadie Smiths nye roman "Skönhed" - "Hvide Tänder" var som mange af den post-koloniale slags hamrende god med både den store og den näre histories vingesus, multietnisk eller mange-verdens-kompleksitet, tragik og satire, hinsides alle dumme forfatterskoler og hamsteragtig dansk sträbsomhed i takt og flok. Men den nye bog keder mig trods sin kvalitet, og grunden viser sig at väre denne: Den handler om vor postmoderne samtids akademikere og studenter, i al deres autoritetstro og status-jagende naivitet og ovennävnte sträbsomhed. Sagen er, at de er komplet uoriginale og konforme nästen alle til hobe: Hvor tit sige nogen af dem noget morsomt, noget smukt, eller på nogen måde medrivende eller usädvanligt? Nej, vel. Paradokset er jo at man nästen alle vegne möder af mennesker der kan läre en noget nyt, men studentermiljöet og lärermiljöet i al dets beskyttede, intrigante og fantasiforladte småtskårenhed er själdent noget at skrive hjem om. Og det skyldes ikke "dumhed". Det genuine er som når Zadie et sted sammenligner en en stak paraplyer på en hylde med en bunke skudte fasaner efter en jagt. det er den slags som ikke kan efterlignes, jävnför al dum new journalism osv, altså allehånde forcerede smartheder uden intuitiv evidens.
Den akademiske verden var måske inspirerende dengang det kun var overklassen, der kom til, for trods al dum uretfärdighed, kan man forestille sig at deres komplette ökonomiske uafhängighed kunne give dem en art åndsoverlegenhed som er utänkelig i vore demokratiske dage. Det dumme er f.eks. ikke selve det at en David Gress smykker sig med falske professortitler, for jeg er da komplet ligeglad - nej det dumme er at han finder titlen så väsentlig at han overhovedet gider löbe risikoen, noget som folk i den verden jo slet ikke tör, med mindre de har et omtrent patologisk "hang". Peter Kemp var også i sin tid besat af den titel, som jo i filosofisk sammenhäng er temmelig inkommensurabel med "the real thing".
Havde David Gress' derimod gjort det for sjov eller på rent djävelskab eller for at fuppe sig til et konkret job, så havde det väret en helt anden sag. Nu er det blot grundkomisk og diskvalificerer manden.
Også hos Zadie Smith handler studenterlivet these days om små beregninger, hvor man googler lärere og kurser for at se hvor der er mest status og forbindelser at hente. Lutter dum social navigation af den art der bereder gratismediernes sejrsgang i en verden uden individualitet. Og hvor ingen tänker en eneste tanke selv, men alt drukner i sammenlignende övelser og drövtygning af lurmärket universitär junkfood. Men Zadie er fandemig god nok alligevel, så jeg må jo kämpe mig til vejs ende trods det mindre vingefang end debutbogens. Det er selve stoffet der keder mig, for jeg kender det jo til bevidstlöshed. Selv det multietniske er dennegang reduceret til lutter indpakning og branding, for hele banden sträber efter det samme, uanset om de er rappere eller professorer, engländere eller fra Tahiti. det skykldes alt sammen den fordömte integration - den slags er der alt for meget af, og det skaber misären. Selv terrorister er veltilpassede og realistiske these days.
Zadie Smith illustrerer forresten den strötanke, at selv om kvinder själdent presses til det yderste, er de få kvinder der når til tops i en eller anden forstand, ikke själdent bedre end mändene - netop fordi de ikke er tvangsindlagt. Men af selv samme grund kämper de själdent så indädt og mangeårigt som mändene, og resultatet bliver ofte derefter - så den sag har to sider. Men hvor talentet er ekstremt, indträder til gengäld den själdne og uforskammede balance der hos os mänd nästen kun ses hos "autisterne". Amen.
Efter at have sovet på Zadie Smith under lidt mere civiliserede forhold läser jeg atter med interesse trods det pauvre emne. Det har at göre med at på naturens afstand virker det civiliserede meget småt og uvirkeligt. Nogle ting er komplet umulige at läse med en naturskön baggrund, og vores hjernes funktionsmåder er vitterlig enormt påvirkelige af allehånde baggrundsstemning.
Det för nävnte med det akademiske livs småtskårenhed er stadig sandt nok, men hvem kan sige sig fri, og er ikke også mine egne kampe af en lignende art? Jovel, men hvor man står med ryggen mod muren og alles hånd mod sig bliver tilfäldet simpelt hen mere interessant i sin ekstremitet og kan slet ikke sammenlignes med to etablerede Rembrand-eksperter med hver sin kunstteori. Mennesker bliver også mere interessante at at håndtere paradokser. Min störste ärgrelse i går var således at trods anti-vibration blev mit hidtil eneste foto af en skovmår rystet. Jeg lokkede den tät på ved at pibe som en mus, og den kunst vil nok ingen brave borgere frakende mig. Tvärtimod vil de alle enes om at jeg som Kong Lear passer bedst ude på heden, ligesom de bekvemt alle vil bytte om på årsag og virkning.
Det interessante er her at jeg bruger den slags uskyldige problemer (skovmåren) som et indirekte bevis for at jeg må väre genuin og ingen kopi. For ingen betaler mig for det; men nogen genialitetsgaranti er det dog ikke. Samtidig kan jeg alvorligt tvivle på om det ikke just er den art "skön og fornem" jödisk-kristen selvopgivelse og fatalistisk halsblottelse der har gjort det muligt for hele hoben af gennemsnitsakademiske skoledrenge at ignorere mig og plyndre mig til skindet, godt hjulpne af deres herligt naive ubevidsthed om egne indre processer. Skulle man ikke i stedet have taget kampen offensivt op på parnassets prämisser?
Jo, men prisen havde väret en institutionalisering og banalisering gränsende til normalprosa og normalakademisk kantinesladder, respektfuldt bejlende studenter og studiner med deres små honette beregninger osv, men bevares ret häderkronet og socialt gangbart - med studievärter og hele det övrige tilpasningssyge haledikkende tilbehör.
Den verden skriver den geniale Zadie Smith nu i og om - og den er simpelt hen et nummer for lille til både hende og mig. Nu er hun blevet opsuget af etablissementet, og så fuser den ud. Min egen verden truer omvendt vist hele tiden med at impodere til et nulpunkt, men heldigvis er jeg udrustet med en eksplosionsmotor, så jeg komme ud igen hver gang som en trold af en äske med et södt "Little Bang".
Men apropos Knald: Forresten ser hende Zadie oveniköbet godt ud, synd hun ikke har mit telefonnummer...endnu har man da öjne i hovedet, selv om også den side af livsgläden i längden let bliver forgiftet af al den tarvelighed. Til slut: Skulle vi ikke i stedet skrive en roman? Nej, jeg tror bare vi skal göre det vi gör - "a rose is a rose is a rose", og pungdyr er sgu lige så gode pattedyr som de övrige.. Hold op med de småborgerlige illusioner om at alting skal legitimeres ved at ligne noget andet som brave og bange borgere og forlagsklatrere i råd og nävn har indrömmet eksistensberettigelse og derfor ikke längere kan undslå sig: For det beviser intetsomhelst andet end at man sträber efter et parcelhus i Närum, og tänk blot på al den nonsenspoesi, som tages alvorligt. Vel har jeg ingen forstand på det, men alligevel må man have ret til at tvivle...
No comments:
Post a Comment