ER DU GEORGE BUSH?
”Kend dig selv”, sagde Sokrates. ”Men fortæl det ikke til andre”, har nogen siden tilføjet – klog af skade. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende ”Ak Herre, i Eders eget kongerige”.
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lear’s sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: ”Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear.”
Så folk der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare – ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden ”gifter” alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og herligt utilsløret – selv hos folk der i nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Kierkegaard talte om en åndløshed hvori det moderne kløgtige meningsmenneske helt glemmer hvem det er – hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, ordner eller mangel på samme. Men Kong Lear’s eksempel viser at den der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante operetteverden og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel hvad han vil – og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane – om så også med en aura, der lader den svindende kongelighed ane. Så hvorfor skulle disse sørgeligt forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber der opnår at berømmes af verden, selv for de dyder og evner som de notorisk savner? Måske bl.a., fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitet kloge fortrop aldrig ville finde på at stille det.

Nuvel, ”aldrig” er et stort ord – for vist sker det at mennesker pludselig ser deres liv i et andet lys: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for gennem rigdom, ære og meritter at imponere folk som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Så derfor, trods alt: kend dig selv – og husk det i nødens stund. Nu ikke mere jammer, hør her: En mnemotekniker hævder, at den bedste måde at huske en tid hos tandlægen er ved at tænke sig at det er George Bush der skal til tandlægen. Ved eftertanke må det dog tilføjes at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt. Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et mnemoteknisk trick til at huske om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske indbilder sig at være USA’s præsident, indbilder det sig rimeligvis også at have et perfekt gebis. Ergo følger, at hvis De virkelig mener at være den George Bush der vil ignorere den niende store klimakonference grundet en tid hos tandlægen – så er De utvivlsomt George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i Deres specielle tilfælde. De kan så i stedet vælge at huske at det er Muhammed der skal til tandlægen – med mindre De da tillige mener at være profeten, for så må De finde på noget tredje.
Men hvis De er George Bush, så vil De også vide hvor farligt det er at tage profetens navn forfængeligt. Kort sagt ser det ikke godt ud for Deres tandlægebesøg, så må vi ikke foreslå at De tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den niende klimakonference.
Godt, men hvordan skal De så huske en sølle klimakonference, når De ikke engang kan huske Deres tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at deltage i en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme – selv for George Bush.