Saturday, June 02, 2007

AF EN USKYLDIG JÆGERS DAGBOG
Har ulovligt revet granplanter op i massevis i nogle sydsvenske naturskove – uden naturlig skovbrand af og til breder granerne sig og kvæler alt andet, herunder blåbærbuske, til skade for tjur, urfugl og selve skovbilledet. At rydde taigaen for graner lyder som et glimrende livstidsprojekt for en moderne Don Quijote eller Ahasverus, Biblens evige jøde, i dette tilfælde godt nok en halv palæstinenser, men det er jo lige absurd.
Slige uskyldige sysler passer mig fint, for enfold og genuin kompleksitet er for mig to poler, som stimulerer hinanden, omtrent som andre jo har deres åndsvage familie. Naturfredning i lidt større perspektiv – der har jeg nok gjort hvad jeg kunne i de faser, hvor sådan nogle som jeg kunne gøre en forskel. Når først ting er bredt accepterede næringsveje, bliver der kandidater nok, og det kan jo kun glæde mig. Anderledes med filosofi, for det er ingen værdi i sig selv at ”uddanne filosoffer”, de ting skal ikke fremelskes kunstigt.
Erstatning og livsflugt? Måske nok, men jeg har det godt med det og ved det godt selv. Nogle kan mene at jeg en dag fortryder at have brugt så meget af mit liv på en uskyld, som dog giver mig så mange tømmermænd. Når man nu trods alt ikke er en helgen og helhjertet kan afsværge al verdslighed.
Nogle siger, at så godt som jeg skriver og med så meget på kistebunden burde jeg da bare udgive en masse – ja, men jeg stoler slet ikke på integriteten af hele dette mellemlag af konventionelle dørvogtere. Utrolig påstand, men så snart de ved, at man ikke er rundet af Over-Danmarks loyale klubverden af middelklasse-aspiranter, stivner de. Selv det mest ulæselige ”prosa” eller ”poesi” roses for sin kompleksitet, men så snart man har sin egen genre, rådes man til at ”finde den røde tråd”, skrive en ”debatbog”, en introduktion til jeg ved ikke hvad osv. Såsnart kompleksiteten og det gennemgående vandmærke ikke skyldes en velkendt genre som romanen, lukker de af – enkelte undtagelser er der, men de sidder typisk på små forlag. Men jeg burde give dem en chance i stedet for at generalisere ud fra Gyldendals honette protektionisme (for tre år siden), men tanken er mig ulystbetonet i dette næsten industrielle bog-morads af dygtige konditorkunst med adgangsbevis.
Blandt mine mange individuelle støtter råder flere mig netop til at skrive en roman – men bortset fra at de teoretisk kunne have ret, så må man følge sin form og sit hjerte, så længe det føles rigtigt. Min kompleksitet har ganske rigtigt romanens flerdimensionalitet, og jeg får ofte fiktionstilløb, ja man kan ligefrem sige at jeg ofte simulerer fiktion – men har ikke episk tålmodighed til at ”inkarnere” mig bindende og foretrækker tankens frie flyvehøjde og bratte skift. Man har sine karakteristiske grænser, og sådan er det bare. Men jeg sætter skam som læser romanformen højt. Nå, Kierkegaard kunne sgu heller ikke have skrevet en roman – hvilket ganske vist ikke gør det til noget fortrin, men altså: Hvorfor dog bede blikkenslageren om at udføre tømrerens arbejde, og da især hvis der er masser af arbejdsløse tømrere, men næsten ingen rigtige blikkenslagere?
En doktorafhandling kunne endda slet ikke falde mig ind, det er for pligtskyldigt, langsommeligt og ret beset næsten altid forholdsvis uoriginalt. Som danskprofessor Lars Brink en dag sagde om en tyk og moderne filosofisk bog, der ulykkeligvis var havnet på mit bord: ”Folk der skriver så langt, kan jo ikke tænke klart.” Helt rigtigt set – bortset fra at sådanne folk jo godt kan være meget begavede i henseende til læseevne, overblik, synteser mm – men filosofisk ”hard core” tæller omfang ikke andet end som en slags social adgangsbegrænsning mod de virkelige talenter ”sui generis”.
Og efter sigende er nævnte træk endnu mere udpræget i matematikken, hvor en doktorafhandling undertiden kun fylder en snes sider. Dér har man åbenbart taget konsekvensen af tingenes væsen, hvorimod man i filosofiens verden lader den studentikose snak med tvivlsomme og prætentiøse terminologier løbe derudaf. Hvortil kommer min gamle grammofonplade om hele denne tilpasningsverden af ”Hvordan bliver man filosof?”, ”Hvordan bliver man forfatter?”, ”Hvordan bliver man komiker”, ”Hvordan bliver man martyr?” osv. Hvilket tvinger mig til at underholde nye læsere med det cv om en gammel dansker der stod at læse i min bedstemors konversationsleksikon: ”Forhenværende advokat – nu negersanger”. Ak, ak: ”De udgiver Dem for neger – må vi så deres eksamensbevis?”
NÅ, men nu kom vi væk fra den enfoldige naturs glæder. Under min destruktive svenske gartnerudfoldelse fandt jeg en duehøgerede med tre store unger, mindst to uger tidligere end normalt – rent bortset fra at dette duehøgepar i mange år har holdt sig skjult for mig. På et stort militært øvelsesområde af næsten laplandske dimensioner stødte jeg en flok på hele 13 urkokke op – det ville Blicher have nydt, og hvis han havde været ædru, kunne han måske også have haft held til at pløkke en eller to af dem ned. Men i vore dage er der nok af jagtfantaster; jeg ville ikke have synderlig glæde af det, hvis det ikke var for overlevelses skyld, som hos de folk der lader sig droppe ned i Canadas ødemark i et par måneder.
Storspoverne med deres lange buede næb fløj territorieflugt, alt imens de slog deres herlige vidtlydende triller, og også de noget mindre, due-store hjejler slog deres sløjfer på himlen under vemodige fløjt, som Blicher ligeledes ville have genkendt. Mit hemmelige kongeørnepar er ikke længere hemmeligt, og enten er rugningen spoleret, eller også har de flyttet ungen til et ukendt sted – en utrolig opfindsomhed, der flere gange er blevet konstateret. Ja, for hos sådan en fjendeløs fugl kan det jo slet ikke tilhøre det instinktive flugtrepertoire, men må vitterlig være at betragte som intelligent adfærd. Også hos duehøgen skal sådan hemmelig ungetransport til et sikkert sted være konstateret. Det kræver stor finmotorisk beherskelse, for hvis høgen holder for fast om ungen, vil denne blive dræbt af fuglens voldsomme kløer og særdeles kraftfulde greb.

No comments: