OLE THYSSEN, HENRIK DAHL, S.U.T og STJERNFELT

DE MISKENDTE SEJRHERRER...
(INFORMATION april 18.4.07) Hermed så den tidligere bebudede lille sag.

Ole Thyssen og Henrik Dahl vakte forleden furore i Blågaardsgade Beboerhus, hvor de dystede med socialpsykologisk forening om deres syn på tabere og vindere. De følte sig imidlertid miskendte, idet deres ærinde slet ikke er politisk, men blot det filosofiske at beskrive tre typiske formationer i forhold til behovet for anerkendelse. Og den anstødelige pointe er her den, at i vore dage kræver vi anerkendelse selv i vor egenskab af tabere.
Vi hørte et år tidligere det samme budskab hos Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, og de knyttede det til vor kristne tradition for at ophøje de fornedrede og kyse vinderne. Nietzsche var jo inde på de samme, og Henrik Pontoppidan havde ligeledes et godt øje til det i sin skildring af mislykkede prædikanter, der til sidst indbilder sig at være Jesus selv.

Kort sagt er der heri intet nyt under solen, men vist har de ret: Således kan hvem som helst, der i nogenlunde samme uanstødelige medie-akademiske esperanto som alle andre siger nogenlunde det samme, i dag gøre fordring på at være filosoffer og forfattere og holde mængder af foredrag om det samme. De anser sig alle for banebrydende og provokerende sejrherrer – og ingen ler. Hvis det fortsætter på denne måde, så er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – men nej hvor er det fantasiløst.
Når noget bliver mode eller toneangivende, vil alle snart være det – og det medfører psykologisk set altid, at der snydes på vægten: For majoriteten på holdet vil altid sørge for at redde sit skind og kalde sig krigere. Hvis det blev højeste mode at være som Jesus, ville Kierkegaard få ret i at Kristendommen ville blive forvandlet til pjat – og de få sande kristne ville blive ignoreret med den indbildte elites dødelige fornærmethed på sandheden og ”the real thing”. For karakteristisk for os mennesker er, at forfængeligheden og begæret vokser med graden af forkælelse, og så fordamper selvkritikken. Alle på solsiden skal både skrive bøger, være terapeuter, mønsterbrydere, fredsforskere, meningsmaskiner og spindoktorer, i takt og fodslag. Og ingen ler – nej, må vi ikke snart bede om en ærlig flyttemand.
Men hvorfor køber folk disse mange synkroniserede debatbøger begået af store drenge der ubevidst kopierer hinanden? Svaret er allerede antydet: Just grundet nævnte kopi-instinkt køber folk tvangsmæssigt ”det ny” for selv aflure de succesrige kunsten – og det er ganske rigtigt ingen kunst. Derfor kalder vi dem banebrydende, for når vi selv kopierer dem, så er vi dermed også selv banebrydende. Kort sagt kan Dahl, Thyssen, S.U.T. og hvad de nu ellers hedder, godt have nogen ret – men deres tro på deres budskabs dybde bekræfter på en ironisk måde deres tale om taberne. Nuvel, tabere er de indrømmet ikke – men hvis dette er vinderne, så er der desto mere grund til at hold med taberne.
Og her når vi så frem til et kontant og nøgternt argument mod det nye evangelium. For vel har den mangehovede klon af tilpasningsguruer da ret i, at tabere tit bekvemt henholder sig til Jesus eller van Gogh som tragiske forbilleder og ”berettigede undtagelser”. Men også vinderne har et selvbedrag, som er et symmetrisk spejlbillede af tabernes: For hver gang der opstår ægte ”berettigede undtagelser”, hos hvem anerkendelse og reelle kvaliteter vitterlig er ude af proportion – så vil det nye evangeliums apostle straks hyle i kor: ”Se nu bare, atter en af disse dårlige tabere der indbilder sig at være en ny van Gogh.!”
Kort sagt er vindernes selvbedrag akkurat lige så letkøbt som tabernes. Ja endnu mere, for ”vinderene” er den solide majoritet samt dennes guruer, og de er vidunderligt fri for tvivlens nådegave, som taberne og da især just de berettigede undtagelser altid kæmper med. Modeguruer kendes på, at jo højere deres honorarer er, desto sikrere er de på at at være alle pengene værd; berettigede undtagelser får omvendt næsten skyldfølelse ved at forlange honorar. I begge tilfælde fordi vi mennesker desværre tager verdens dom for pålydende.
Men når ingen af de nye apostle giver et eneste nutidigt eksempel på berettigede undtagelser, er det fordi de forbeholder denne status til de forlængst afdøde, som de ikke behøver at frygte eller misunde. Åh – lige én ting til: Når også krigerne vil give den som ”undtagelser”, så er det fordi de tillige vil stjæle det, som de officielt benægter eksistensen af: For ”vinderne” vil helst have det hele – og ingen ler.