ELDORADO - NYT FRA SØLV-BRANCHEN

Fra Sir RALEIGH TIL BLIXEN


Vor titel inspirerer, ja inviterer - skønt den skam er helt apropos i forhold til vort emne - allerede i sig selv til, hvad der kun kan kaldes en indledende digression. Så lad os hellere får det overstået - som luderen illusionsløst sagde til den blegsottige og bebumsede konfirmands ansvarlige fader.

En underholdende lejligheds-kriminel svensker fortalte mig i sin tid, hvordan han engang som havne-arbejder i Gøteborgs Havn havde stjålet en hel last med foto-udstyr fra Canon, som han siden tilbød en grossist i branchen.
Han skildrede i den forbindelse livagtigt snarere end troværdigt den kriminelle vare-udveksling. Grossisten: "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, fast bara tillfälligt..."

En klassisk skurke-replik beregnet på at fremkalde lytternes smil - men næppe autentisk. For en grossist i foto-artikler får jo nu engang oftere henvendelser fra udbydere af foto-grej end fra importører af f.eks. frugt og grønt - og vil derfor nok kun sjældent udtrykke nogen forbavselse i den anledning.
---------------------
Det var så vor indledende digression. Men da I jo endnu aldeles intet har fået at vide om vort virkelige emne, kan I dårligt beskylde os for at have bragt jer til allerede glemme alt om det. På lignende vis ville det jo også være urimeligt at klage til det valgte Luftfart-selskab over indledende forsinkelser og gener før rejsen såsom nødvendigt hårdhændet kropsvisitering i Lufthavnens afgangshal. Og så fik vi hermed også lige i forbifarten krænket vor egen dogmeregel, der nemlig forbyder al fladbundet og træls snakkesalig "aktualitet" - men som altså heller ikke selv gør krav på at blive fulgt med grav-alvor.
----------------------------------------

ALLEREDE VED JULETID juletid konstaterede jeg, at danske nøddeknækkere knækker halsen på de hårdeste sydamerikanske flade paranødder. Og vore dages nøddeknækkere minder os herved om vor afmagt over for sensommerens tilsvarende flade og drillesyge svenske "älgflugor" - der synes byggede af titanium, modstår enhver art "moderat fysisk pres" og derfor slet intet tilstår om deres islamisk-papistiske bagland og dettes djævelske organisering.

Alle ekspeditioner i lokalområdet for at indhente materiel egnet til at entre julens betydelige forsyninger af diverse nødder blev imidlertid forgæves. For snart svigtede entreprenør-ånden under indflydelse af afledende sociale stimuli på vejen. Og snart svigtede rekogniseringen aldeles, omtrent som når en udsøgt og dreven sporhund stilles skakmat af snarrådigt udlagte stinkbomber, idet gode råd syntes umulige at opdrive: For alle overlevende nøddeknækkere syntes at stamme fra en svunden tid på linje med de for tiden noget undervurderede Louis XVI spejle, der alene kan have interesse for længst halshuggede monarker.

Fra Sverige, hvor jeg ikke holder mig med nødde-forsyninger, hjembragte jeg derfor som sidste udvej nu til påske (julen varer som bekendt lige til påske) min stedlige nøddeknækker.

Men ak rimer på knak - som skrevet står i det afskedsbrev som et kendt retsmediciner i sin tid læste ved en selvmorders lig: "Et liv fuld af ak, en tråd der knak - farvel og tak! P.S: Der står bajere i køleskabet til Falck-folkene!"

For hør engang: Da jeg for princippets skyld og for at dupere den hele brogede og oprørske forsamling af eksotiske nødder straks ville statuere et eksempel og vise hvad klokken var slået, ved straks at udvælge just hin fladpandede paranød, der havde gjort mig så ynkeligt til skamme ved juletid, som havde jeg været en ung og uerfaren folkeskole-vikar - .... hvad skete mon så?

Jo: Også min svenske nøddeknækker (formentlig af det samme usle fabrikat) knækkede halsen - og hele forsamlingen af nødder - herunder især de mest mugne og uspiselige - hylede af latter og slog sig på lårene, så tårerne trillede.

Så her er det at den sande iværksætter-ånd nu skal manifestere sig i form af nyproduktion af en nøddeknækkere i god gammel tysk kvalitet fra Bismarcks og Carl Zeiss tid.

Men da jeg intet aner om virksomheds-drift, vil jeg som det første ansætte en verkställande direktør: naturligvis på moderne vis til ren resultatløn og på free lance basis. For herved sparer vi sociale afgifter, forsikringer, efter-uddannelse, barselsløn, faldskærms-kontrakter og jeg ved snart ikke hvad fra privatlivets sfære, som vi entreprenører intet vil høre eller vide om - så lidt som om vore ansattes sexuelle orientering: når bare de altså skøtter deres job tilfredsställande....

Selv overvejer jeg i den forbindelse, om jeg nu skal grunde et gammeldags familieforetagende a la Buddenbrooks handelshus i Lübeck - eller snarere stifte et aktieselskab med frisk demokratisk kapital: men vel at mærke i så fald med de bestemmende A-aktier forbeholdt familiens besindige overhovede til enhver tid.

Naturligvis har jeg i den forbindelse også forhørt mig om de til vor produktion egnede råstoffer. Og her kunne en professionel paranoiker (mennesker der ikke er spor paranoide, er som bekendt i reglen noget naive) fortælle mig: at verden ganske snart kommer til at gå rabundus grundet en helt fatal mangel på sølv: der nemlig - skønt det udvindes som et biprodukt ved guld-minedrift - har langt større reel brugsværdi end guld i de mest moderne høj-teknologiske sammenhænge.

Hvortil for øvrigt rent medicinsk kommer, at sølv virker ekstremt antiseptisk i "kollodial form": hvilket formodentlig betyder i pulveriseret og opløst form snarere end som massive sølvbarrer a la El Dorado.

Om sølv mon så også egner sig til produktion af robuste nøddeknækkere, er ganske vist uhyre tvivlsomt. Jovist - men skal vi markedsføre vor nøddeknækker succesrigt i den dekadente arabiske verden, hvor ingen sheiker alligevel gider knække nødder endsige kokusnødder længere, men holder sig med robuste og tandstærke sorte slaver til samme formål - så bliver just sølv med dets forventede stejle værdistigning alligevel svaret på vore drømme. For nøddeknækkere er dér kun til pynt og minde.

Derefter behøver vi heller ikke selv nogen nøddeknækker, for endog helt friske nødder kan købes maskinelt afskallede i delikatesse-forretningerne i Dubai så vel som København og Stockholm.

-----------------

Skal ovenstående nonsens nu atter forestille "litteratur"? Åh hold op - gu er det da ej. Nej: Litteratur er den slags enslydende skønskriveri der står i alle avisers søndag-stillæg, og som efter sigende endnu mange betaler for at kunne læse og dernæst selv "snakke med" om – skønt man, som I ser, snildt kan nøjes med at læse aviserne grundigt én dag hver anden uge for at finde inspiration til sine mere parentetiske bemærkninger.

Åhja, for at gøre nyhederne til hovedsagen og ikke blot ekstra benzin på bålets fyrværkeri, er ikke kun en fladbundet overtro, men tillige blasfemi: For så meget ære har denne usle verden jo slet ikke fortjent - islamister eller ej.

Nej, det forholder sig nemlig her som med sølv-minerne i El Dorado: Det hele forbliver aldeles uden værdi, indtil nogen opfinder den fornødne teknik til at udvinde, forvandle, raffinere og formgive den usle materie til noget, som det er værd at høre om - også bortset fra den usle nyhedsværdi"s tomme og demokratisk snakkesalige kulhydrater, som udgør de moderne storbyers diabetiske næring - og som derfor tillige er hemmeligheden bag NOVO's støt stigende aktiekurs...

Den navnkundige engelsk admiral og krigshelt Sir Walther Raleigh blev i tidligt 1600-tallet dødsdømt for i årtier at have stillet kongen bundløse mængder af oversøisk sølv fra El Dorado i udsigt. Men Raleigh leverede aldrig varen, men drænede gennem sine mange år på finansloven statskassen for midler ved at lade gode penge sende efter dårlige.

Men Sir Raleigh regnes ikke desto mindre i dag for en af Englands 100 mest betydelige mænd og skal på skafottet have holdt den smukkeste tale, der nogensinde er blevet holdt på et skafot. Men stort hjalp det altså i denne verden, og kun hans dyrekøbte ry består.
På vore dages anderledes udramatiske skafot tiels og trampes man derimod på demokratisk vis ihjel af gæs:– Og vi er derfor ikke tvungne til som Sir Raleigh at fatte os i redaktionel korthed ved som spot føjet til skade tillige at ”kilde” vore mange darlings: som vi derfor bliver i stand til at skænke et anderledes rigt efterliv end det usle, som vi selv indrømmes.