AMANDAS RØV

AMANDAS RØV
Man har ofte lejlighed til at tænke over den underliggende biologi i de verserende spil mellem kulturens aktører såsom anmeldere, konsulenter, forfattere og forskere. Det er ikke noget, vi lærer om i skolen, og det bør det heller ikke være – den dag også livserfaring gøres til et skolefag, bør vi lave livet om bare for at ryste hackerne af os.
I vore dage er det ellers sådan, at ikke så snart nogen slår en prut, skal der partout oprettes et institut samt et nyt skolefag for at udnytte det til at pynte på beskæftigelsestallene. Kunsten er at få nogle velmenende politikere til at falde på halen for en velformuleret elite med gode kommunikationskanaler – mange politikere vil være glade for at kæmpe for en ædel sag.
Nu skal man ikke tro, at politikerne bare vil tage sig seriøse og ædle ud over for vælgerne og pressen – vi mennesker kan faktisk rigtigt godt lide at handle smukt. Men verden er sådan indrettet, at vi hele tiden må udskyde det gode, som vi vil, for ikke at bukke under i kampen mod de onde, kort sagt de andre – og således mener vi os tvungne til også selv at tilbageholde vor gode vilje. Og eftersom gode er det vi allerhelst ville være, så har vi ærligt talt ondt af os selv over, at verden og de rigtigt onde ikke tillader os at udfolde dette vort sande jeg. På den anden side: hvis verden ikke var i det ondes vold, ville ingen være i hjælp behov – og det er ingen kunst at være god, når slet ingen behøver vor hjælp. Så kan man nøjes med at sige "Pøj-pøj!"
Nå, politikerne er også mennesker og oftest både dygtige og velmenende. Men ganske som reklamefolk ingenlunde selv er immune over for reklame, så falder også politikere for alt, hvad der er præsentabelt, talstærkt overbevisende og "professionelt", det være nu nok så fjollet. Ingen politiker er i stand til at betvivle betydningen af Ørestaden eller et nyt monstrøst museum sammesteds, for noget så stort kan man ikke overse uden at være enten gal eller en krukke. Den udstillede kunstner interesserer derimod mindre og en van Gogh slet ikke – det velmenende "magtmenneskes" naivitet består i denne tyrkertro på pomp som det dybeste kriterium.
Disse nødtvungne eksperter i effekt falder selv for effekter og kan ikke forestille sig, at nogen ved sine fulde fem kan lade stå til på et så centralt område: "Skar Van Gogh måske ikke sit ene øre af? Javel, det venstre – jamen så slog vor almendannelse da heller ikke denne gang fejl, tør man nok antyde: vi må ikke overse noget af betydning og tror jo heller ikke som de udannede, at "Ars Amandæ" betyder Amandas røv. Men maleren selv var sølle og mellem os sagt overvurderet, sammenlignet med Kirkeby og Bjørn Nørgaard – omgås for øvrigt dem begge – men De ved: Janteloven – kender det som politiker... Nå, men kuratoren, opsætningen, katalogteksten, arrangementet: fremragende! Stakkels hr. Rindal, der undervurderede menneskeånden, men selv ikke havde forstand nok til at blive ved sin læst."
Hvis nogen stadig skulle betvivle vort museums værdi, laver vi en folkefest på stedet, som bør koste det halve af statsbudgettet, da hele Overdanmark – kort sagt det halve folk – forventes at deltage: det er demokrati! Og nu kan ingen længere være i tvivl: museet er en stor succes og en uvurderlig perle i Ørestaden. "Hele Europa kom til Øresund det år, for første gang siden den tyske Hansas tid – thi mennesket lever ikke af sild alene."
Nuvel, på samme vis må vi også plædere for museer og institutter for livserfaring, glæde, sjov og alvor: for gode stillinger. Ikke fordi vi selv er onde: men hvis ikke vi solidarisk gør vor ide profitabel for en ny elite, ender vi som van Gogh. Og så scorer de rigtigt onde bare profitten i stedet.