ANNE-GRETHE RASMUSSEN - OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH

ANNE-GRETHE RASMUSSEN OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH
(FRIFUNDET AF "JOURNALISTEN"....)

Fagbladet "Journalisten" har nu gennemgået AGR's sag og finder, at hendes fortrin som arbejdskraft klart overstiger både omfanget og graden af den påtalte tidstypiske sparsommelighed med de så kostbare citationstegn - der nemlig afgjort bør regnes til vore fossile ressourcer.

Der var således næppe grund til ligefrem at se mobning og slette hensigter i "JOURNALISTEN"s første reaktion, for i så fald ville man aldrig have indrømmet, at man tog fejl. For dette taler tillige, at mobbere med omhu altid vælger et offer der står alene, stik modsat AGR der har et imponerende netværk.

Just mennesker med et stort netværk vil dog ikke desto mindre med gruppe-psykologisk automatik altid blive forsvaret af deres solidariske kreds med nærmest pavlovske modanklager om just "mobning" og "Janteloven".

Hvorimod det klassiske og gratis (kort sagt perfekte) mobnings-offer tværtimod typisk er den eneste til at rette denne mod-anklage. - Og alle vil typisk enten ignorere det eller også i kor udbryde: "Sludder og vrøvl!" Ellers er det nemlig ikke rigtig mobning...

For just deri består jo mobningen, til orientering. Og I må da godt citere mig for dette - vel at mærke osv.
 Men mobning er til orientering en rigtigt dårlig forretning: For udøvernes styrke består nemlig ene alene in den nederdrægtige døvstumme samdrægtighed, som ligner narkotika deri, at den en stakket stund opleves som berusende kollektiv styrke - hvis efterfølgende trofaste tømmermænd fra Nazareth hedder svaghed, tarvelighed og fuldt berettiget skamfølelse....

Derimod er det fuldt tænkeligt, at den unge søhelt Søren Willemoes fra WA, der helt glemte at se bjælkerne af pommersk fyr i sit eget slagskib, vitterlig bedrev en art upersonlig og umoden mobning: For en ung mand scorer gerne billige points i sin egen gruppe ved risikofrit at hænge nogen fra en rivaliserende gruppe ud og på den måde gøre sig fortjent til mors beskyttende favn fremover, uanset hvad.

Mikael Jalving fra Jyllandsposten påviste i sin tur dernæst, at en ellers ret højpandet leder-artikel af selveste Bo Lidegaard led for led i alle sine pointer synes at være planket fra "The Economist".

Når en ung debattør i Politiken efterfølgende citerer Sloterdirch (der staves som Kjeld og Dirch) for, at alle i vore dage plagierer, samt at forfatteren Thomas Mann var en stor plagiator - så er det sidste derimod rent vås. For Manns stemme, tanker og besynderlige sind er altid umiskendelige, selv hvor han bruger historiske forlæg som afsæt  - og selv om han indrømmede, at det med handling i klassisk krimi-forstand faldt ham svært.

Sloterdirk er derimod enig med undertegnede i mit evige omkvæd, at vi lever i plagiatornes tidsalder, fordi alle skal være noget andet og mere end vi er. Javel - og symptomet og derfor tillige et bevis for dette består derfor i, at alle plagiatorne (kort sagt snart de fleste moderne karrieredyr) hader originalerne og skyer dem som pesten: Og det af den simple grund, at forskellen på den ægte vare og plagiatorne på et givet felt let ses i stort og i småt, og det på mange forskellige måder.
Ganske ligesom en ægte tegner kan tegne lige hvad det skal være,-  hvorimod vi andre kun efter megen øvelse kan lære at tegne et bestemt motiv rigtigt godt: f.eks. en elefant. Ligervis med musik og alle andre felter.

Når en og anden alligevel af og til farisæisk anklages for plagiat, så handler det klogeligt oftest om rene småting, eller også om barnagtig afskrift af tekster. Men sjældnere om det langt grovere ide- og tanketyveri uden kreditering, der hele tiden foregår - ikke mindst i den akademiske verden. Og hvis første trin altid er tavsheden.

Ja, for vi kan uden videre logisk slutte, at denne synd er og nødvendigvis må være mest udbredt hos folk med ærefulde titler og jobs: For dels kan just de nemlig i reglen slippe godt fra det ved at gøre både deres ofre og dem der tør påvise forbrydelsen, umulige i karrierens verden.

Og dels føler de sig pressede til at bevise, at de kan - og stadig kan - leve op til deres egne og deres fans høje forestillinger om dem; samt begrunde deres fortsatte fortrinsstilling hos medierne, på universiteterne og i forlagsverdenen.

Og - som det jo ses næsten daglig, så beskyttes højtstående plagiatorer solidarisk af en kødrand af endnu knap så ærefulde folk og fæ, der ligeledes vil gøre deres små musegrå hoser grønnere end deres egne pigmenter måske kan leve op til.

Men trods fagbladet "Journalisten"s høje retningslinjer for god skik og videnskabelig redelighed - så er der imidlertid stadig en lille hurdle, der får den stolte skude til at kæntre allerede ved dens jomfrusejlads ud af havnen, ganske ligesom det svenske krigsskib VASA i sin tid: Nemlig dette, at hvis vi herefter pænt vedkender os at have læst noget - ved enten at like, hade eller kommentere det - så kan vi jo ikke bagefter publicere tankegodset og erfaringerne i eget navn på ærefulde steder.

Eller som en pågreben sydamerikansk lommetyv engang fortvivlet udbrød: "Jamen hvis vi lommetyve nu ikke engang må stjæle fra de rige længere- hvem skal vi så stjæle fra?"

Så enkelt er det, folkens. Og now don't be silly: For enhver mulig menneskelig reaktion herpå er allerede både forudset og indkalkuleret - intet barnligt endsige strudse-agtigt er os nemlig længere fremmed....Og som sagt: Husk for jeres egen skyld også lige det dér med tømmermændene fra Nasareth...For hvem ønsker I egentlig talt at blive respekteret af?

P.S. Dette indlæg har været tilbudt Politiken Debat.