FRA OTHELLO TIL STEIN BAGGER og MADS HOLGER

"UBEGRUNDET SELVTILLID": ETUDE NR. 118

De medie-darlings med en badebolds misundelsesværdige opdrift, der som Henrik Dahl mest frejdigt og med mest applaus p.t. snakker om vor tids udbredte "ubegrundede selvtilid" - har nu til orientering også selv gennem årene doneret nogen inspiration til denne gamle opdagelse i mindst 117 Goldberg'ske variationer: men tydeligvis uden selv at have nogen anelse derom.

Men vi vil skam da ikke småligt forholde dem deres rimelige andel og royalties helt på linie med, hvad vi tilstår andre "indigineous peoples" som afgift for vor rovdrift på de råstoffer, som de hale-negre jo alligevel ikke selv forstår at kapitalisere.

Men vor storsindede sammenligning halter dog: For det holder sig nemlig her akkurat som med den begavede overklasse-bums hos Philip Roth, hvorom det fortælles at han begyndte at spille Mozart i samme alder som Mozart selv begyndte at spille Mozart.

Ja, for det bliver dog aldrig det samme, trods ubegrænset sponsorering med både Saxo-kugler og diabetiske snarere end diabolske Mozart-kugler. Og just derfor elsker både folket og disses redacteurs dem: grundet denne "provokerende" og berettiget selvfede "stilistiske elegance", som enhver overbetalt playboy med typografisk anderumpe herefter kan kopiere næsten lige så godt og derfor finder helt "ubetalelig".

Nej: Elitens populære korsfarere forbliver derimod ubetalelige af helt andre grunde: Narcissister bør vi derimod slet ikke kalde dem: For viser man dem nemlig et vellignende portræt af dem selv, så lovpriser de det straks for dets slående gengivelse af alle mulige andre af samme kategori. Hvorved de netop illustrerer det beskrevne syndrom langt mere genialt end vi selv formåede.

Men heureka: Der gælder naturligvis om selvtillid som om tro på den elskedes troskab samt anden religiøs tro, at hvis troen behøver fornufts-grunde, så bliver det ganske ligesom hos Shakespeare's Othello snart skruen uden ende - men til gengæld enden på tilliden. 

STEIN BAGGER fortæller eftertænksomt fra sin munkecelle, at han altid har haft masser af (ubegrundet) "selvtillid", men derimod kun meget lidt "selvværd": Kort sagt må manden have indset at selvtilliden var grundløs. Og dette lllustrerer at der aldrig kommer noget godt ud af at tænke over sin selvtillid, for da går et snart som det gik for klaver-virtuosen Horowits, dengang han begyndte at spekulere sig over hvordan hans rablende gulerødder dog kunne følge med på toppen af Rakhmaninov's vildeste kaskader - hvilket nemlig førte til mange års katatonisk stilstand, som velsagtens blev anledning til endnu mere undren. 

Skudt fra hoften ville jeg gætte, at afdøde Mads Holger nok havde det på samme vis som Stein Bagger og old "Horrorwitz". Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et medicinsk navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.
Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet: Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination med højt selvværd og ringe selvtillid kan derimod være højst sejlivet, fordi de folk omvendt i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er - den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har slet ingen nemlig fået den geniale ide at betale dem for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld skylder vi sluttelig at nævne et helt tredje syndrom, der består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor forhåbentlig også ens eget hæslige fjæs. Hvilket sidste som fremgået undertiden er en stor nåde...