INTET NYTÅRSFORSÆT?

Vort foregående indlæg var samfundsrelevant og bør ikke danne præcedens. Men det er obligatorisk pensum, så I kan lige så godt få det læst, inden I bliver forældede: på omtrent samme vis som vi jo selv klogeligt omsider tog kørekort i det forgangne år - herom flere af vore mest udødelige indlæg.
I år må vi derfor vælge andre nytårsforsætter: Således bør vi fremover undgå at gentage vort evige jamrende mantra, som vi nemlig ikke formår at servere spor mere genialt end for år tilbage. Det kunne i skræmmende grad ligne senilitet, bortset fra at det også tit er skræmmende velskrevet - men det afspejler ligesom morgengymnastik og andre regelmæssige gøremål, at der er nagende nisser i vor karma som vi ikke kan tænke os fra, og som derfor forbliver evigt unge. Evig ungdom er måske det sande helvede, hvis man skal tro Bernards Shaws oldingeord om livet: "Well, I can't recommend it." Danskerne påstår som bekendt at de elsker livet, men måske er vi bare masochister.
Ikke desto mindre har vi nu antydet et nødvendigt nytårsforsæt, så vi må fremover afreagere i enerum og håbe på at det holder os i form. Åhja, for dertil er gentagelsen skam god nok, hvilket minder os om at Oscar Peterson ikke længere er blandt os. To minutters stilhed...

Ja, for disse folk mestrede både smertens forædling til mystisk skønhed og gentagelsens evigt genfødende kunst, selv om vi ikke tør påtage os at sige ret meget fornuftigt om musikkens psykologi: Og det der kan siges, kan et musikgeni ikke sige meget bedre end vi andre. Men det er fristende at hævde frit fra hoften, at for mestrene bliver musikken som et sprog, mens for sprogets mestre bliver sproget til musik.
Peterson skrev vist intet, og fra den gådefulde mester Art Tatum har man end ikke et eneste brev bevaret: På hans beskedne gravsten står blot Gershwins gribende ord "Someone to watch over me". "Stjernehimlen over os osv." i henhold til Kant. Ak, ak...

Var disse folk så sublime at de helt kunne undvære alt vort dumme typografvås, eller hvad bildte de sig egentlig talt ind? Men i så fald havde de ret, for en god melodi, en god solo, whatever, tåler at gentages og forbliver evigt ung. Men sådan kan sproget også være: Kan det læses om bare to år, kan det også læses om 100 år; og hvis ikke, er det nok noget juks, der knap tåler at læses én gang. Men pyt med det, det skal jo ikke være pensum endsige stjernestøv alt sammen - selv om nogle af os med forlov samler på det, skønt det synes at være en yderst dårlig forretning. At give afkald på det kan på den anden side være en endnu dårligere forretning - jævnfør aviskrisen. Grundet vort nytårsforsæt vil vi dog ikke sige mere derom, så lidt som Georg Metz vil gentage sin mening om vor statsministers moralske bonitet.

Til gengæld vil vi øjeblikkeligt kolportere vor seneste vits, inspireret af dette "arbejdsmarked" som synes at være blevet sidste mode, af al snakken at dømme. En kafégæst her fortalte mig nemlig i real time, at han var blevet pædagogmedhjælper uden specielle kvalifikationer. Da jeg som bekendt ingen kvalifikationer har - for hvem gider have, hvad Gud og hvermand har? - blev jeg moderat nysgerrig og forestillede mig straks jobsamtalen: "Har De særlige forudsætninger for at beskæftige Dem med børn?" "Tja, selv har jeg ingen børn - men til gengæld slår jeg dem aldrig!".

Hvilket atter minder os om, at al snakken om "kreative ansøgninger" garanteret er vås: Hvis en ansøgning i nogen interessant forstand er "kreativ", så får De ikke jobbet. Med al respekt ved sådan en jobkonsulent slet ikke hvad egentlig kreativitet er, men kan skam være dygtig på anden vis. Hvilket atter minder os om forholdene i den branche som vi har lovet ikke at skrive mere om - og da slet ikke i aviserne...

Hvad sprogets så at sige musikalske, kontrapunktiske osv. egenskaber angår, vover vi derimod den påstand at det handler om en art gennemgribende sublimering, som man ikke sådan kan beslutte sig for. Glad musik gør de tænksomme triste, mens tragisk musik ofte forløser. Men nogle kan åbenbart forædle smerten uden specielt tragiske forudsætninger. Har man ikke ondt af sig selv, kan man jo altid have ondt af de andre, selv om det lyder skabagtigt og dekadent. Modenhed, indre nødvendighed, livets kompleksitet, vilje til smerte, måske ligefrem dødslængsel?

Ja, det lyder flot - men hvis ikke musik må lyde flot, hvad fanden må så lyde flot? Eller som en småsvindler i et u-land engang plæderede over for en forurettet slægtning af mig: "Hvis vi ikke engang må snyde de rige, hvem skal vi så snyde?" Så lad ham få det sidste ord, som dog straks detroniseres til en flot anden plads, selv om han altså blev nævnt først: Thi vi må rettelig tilføje: Takket være vor blog vil man engang om bemeldte mand sige, at han var langt mere berømt end han selv vidste.