KRISTENT HUMORISTLEGAT

At kommentere verdenssituationen i et så eksklusivt forum ville være endnu mere indbildsk selvoptaget end at afstå. Selv Bjørn Lomborg synes efterhånden at have løbet hornene af sig i så henseende, men forhåbentlig har hans felttog indbragt ham mange beundrende blikke af den ønskede orientering. Ejvind Larsen fortsætter heldigvis sin modsatte miljøprædiken - for selv hvis det måske ikke lige bliver klimaet, der giver bagslaget, så er der jo alt det andet, hvorom der ikke kan tvivles. Det er selvfølgelig træls læsning, men klæder Larsen langt bedre med disse bedstefaderlige ægte bekymringer end fordums ungdommelige og - bevares - harmløse liggen i med den halve offentlighed, sådan uforpligtende lidt kristeligt, lidt socialistisk osv. Ondsindet var det dog aldrig, og han gav vist engang en bajer. Selv havde jeg mange år før sendt ham en bog, som han siden så at sige posthumt har berømmet med eftertryk under fire øjne. Men da var det alt for sent, og i øvrigt var det ikke mig han skulle have fortalt det til.

Og just derfor går KLODENS KLIMA nu ad helvede til - så sig ikke at vi autistisk glemmer det store perspektiv for vor egen navle: Nej, vi mener tværtimod at klodens tilstand er vort helt private ansvar, som alle langfingrede Kyoto-fantaster bare skal holde nallerne fra. Vi kendte engang en dame, der pludselig lod sig indlægge, idet hun ligeledes bedyrede at være skyld i verdenshavenes forurening. Hun var uden tvivl sindssyg og forsøgte altså på denne melodramatiske vis at plagiere vor unikke rolle. En bekendt kurerede hende forresten midlertidigt med følgende helt geniale replik: "Fandeme nej, verdenshavene det er sgu for grådigt - du må da også levne lidt skyld til os andre: Østersøen og Lille Bælt er mine, dem rører du ikke!" Hun måtte overgive sig til latteren.

Som sagt bildte hun sig noget ind. Men den slags er vi efterhånden vant til. For den herskende klasse roser som bekendt med særlig omhu hinanden for just det de ikke er og aldrig bliver. Frederik Stjernfelt er meget følgerigtigt blevet den klasses Gud - og eftersom Søren Ulrik Thomsen er blevet religiøs, er han nu Stjernfelts adjudant og apostel. Det giver nok også bedre end at sidde i et lofthummer og digte, ja selv Bakkehuset blev ham vist for støvet. Åh, det minder os jo om et lille underholdende hængeparti med d'herrer, som vi vist har lovet jer og nu atter udsætter til næste time.

Det seneste skæg vi har oplevet er at Lars Bukdal efterlyser en humoristpris, vistnok lidt for sjov. Han forsvarer humorens egen ret uden behov for alvorlige alibier. Javel, men spørgsmålet er så at sige forkert stillet: Det dybe er jo ikke noget man sådan klistrer på, for det er den humoristiske dimension iboende. Jævnfør følgende autentiske replik fra et terminalt sygeleje: "Har du smerter?" "Nej, kun når jeg griner...".
Kierkegaard, Shakespeare og sågar Jesus vidste det, og Woody Allan ved det - "groft sagt"... Men ved et udvalg for prisuddelinger det? Eller ved et forfatterkollektiv på Facebook det? Måske, men det er forhåbentlig ikke strafbar blasfemi at tvivle... Som sagt er den nye herskende klasse et langt hen beundringsværdigt lærenemt og myreflittigt falsum, og de vælger følgelig også med omhu deres "oprørere" og "enfants terribles".

Nej, hvis noget er morsomt, skal folk nok le - typisk på tværs af miljøgrænser. Ja, selv hvis det ikke er morsomt, griner mange som bekendt alligevel - men det siges jo at være endnu sundere end at græde, så lad gå. Men fri os fra fjollede udvalg, men send bare pengene alligevel, om så også med en anden begrundelse: For det er lettere at få en præmie for alt det man ikke kan, end for just det som man vitterlig kan - og bare rolige, vi agter ikke at anke til højere instanser.

Vi har mest det sjov vi selv laver. Nå, men hvis I virkeligt synes det er så sjovt, gider I så ikke lige skrive nogle dumme jobansøgninger for mig? Det er en pligtskyldig og tilbagevendende lidelseshistorie, men der er nu ingen grund til at genere de brave jobfolk af den grund. "Systemet" har aldrig gjort mig noget; og som sagt lider jeg ikke af politisk syge, men nøjes beskedent med at tage det globale miljø på mine skuldre - I skulle bare se mit køkken.

Nå, det var måske ikke spor morsomt. Godt, men så hør i stedet dagens vits: "Ph.D. graden er godt på vej til at blive den sækulariserede verdens svar på mandelgaven." Ja, denne jul fik jeg endda hele to mandelgaver, ihukommende Mattæus berømte ord, at én ulykke sjældent kommer alene. Mattæus?? Ja, hallo: Mattæus var grundlæggeren af verdens første forsikringsselskab, så han vidste nok hvad han talte om. Én ting er at I ikke er troende, men den slags skal I altså bare vide. Tænk f.eks. blot på at I jo slet ikke ville have forstået vor blasfemiske vits om doktorgraden "light" uden kendskab til det ur-kristne fænomen "mandelgaven".

Det kaldes kulturkristendom, og det kan I ikke sådan bare droppe, børnlille. For på den måde hænger spøg og alvor nemlig sammen - ganske ligesom Mattæus hænger sammen med Lars Bukdal, og ganske ligesom Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen for tiden hænger sammen som ærtehalm. Bemeldte Stjernfelt dyrker dog både åndelig polygami og seriel monogami, så den bitte Thomsen skal nu ikke føle sig alt for sikker. Men det skal nok gå alt sammen, for hvis bare han husker at søge den dér humorist-pris, så får han den helt sikkert omgående. "It is only a paper moon".