MIG OG DYNE-LARSEN

Den Sydamerikanske stat Guiyana har tilbudt Storbritanien at overtage ansvaret for deres regnskove på et areal fem gange Danmark - mod at støtte landet finansielt. Slå til, for helvede, og gør lige så med Rusland, Irak og Iran, som ganske vist mangler både skove og atombomber - for lad os ikke være smålige, men plante skov i stedet. Skovrydning andrager hersomhelst endnu i dag hele 20 % af CO2 stigningen.Også jeg tilbyder hermed ethvert ansvar for min daglige materielle drift til højstbydende moderlige instans, vel at mærke med den klausal, at min egenart herunder respekteres til fulde.

Ha, I troede lige at jeg skulle til at missionere, blot for "også" at demonstrere et uadadvendt politisk engagement. Den slags vil forblive undtagelsen, for når det gælder incitamenter til handling, er det jo urkomisk at bruge sin blog, thi i agitationens verden må man jo gå efter mængden. Derimod er kvalitet inkommensurabel med udbredelse og passer derfor langt bedre på bloggen.

Men hvad har kvalitet så at gøre med CO2? I og for sig kun lidet, men CO2 kan være en indikator for andet skidt og da i særdeleshed for reduktionen af den totale biologiske mangfoldighed.
En pige fra Seattle fortalte mig at hun blev så deprimeret som biolog at hun slog over i den politiske videnskab for at ændre skidtet indefra. Hendes største bekymring var at tabet af artrigdommen bl.a. grundet lovlig hurtige klimaskift ville medføre et tilsvarende tab af vore mentale udviklingsmuligeder - altså ganske som med tidens tab af kulturel mangfoldighed.

Den tankegang kan jeg lide i stedet for al den golde kultursnak, også selv om vi alligevel er intetanende om en masse underlige arter. Det klæder os så at sige at betragte det som helligt, og selve den tanke udvikler os eller forhindrer os i at synke ned i tidens rene dekadence i form af snart pengesmarthed, snart tom anerkendelse for dels charlatenerier, dels plagiater kaldet kultur.

Nogen burde skrive en bog om kunsten at holde bøtte - men selv gider jeg ikke og foretrækker efterhånden selv at holde bøtte, hvilket vel også er mere konsekvent. Yogier og andre har sgu ret, af og til må vi slukke for sproget og meditere på en fysisk oplevelse, farve, lyd, det rene nærvær eller hvad nu - blot vi kan undgå prætentiøse fablerier om det rene fravær, skriftens metafysik og andet nonsens.
For også finkulturen er efterhånden en ren zoologisk have af tøjlesløs menneskelig forfængelighed helt uden "grounding". Når anerkendelsen rendyrkes til et autonomt projekt i sig selv, frikoblet af andre gøremål, går det galt. Det skal føles rigtigt, og det kan andre også afgøre for os, hvis vi selv skulle komme i tvivl.

Forfængelighedens grænseløshed skulle synes at være værst hos alle os løsgængere uden en så at sige materiel social rolle i CO2-udløsende produktion - men i vore dage tror snart også den halve skare af arbejdstagere at de skal præstere et eller andet kulturagtigt for enhver pris. Og det værste med folk med påstået identitet er, at de er piskede til at leve op til den, og det kan de kun gøre på én måde i tidens målbarhedskultur.

Dyne-Larsens selvbiografi er derimod den ægte vare og anderledes rørende, for modsat al andet kultur er det vitterlig mandens egen historie, den være nu nok så trist.Eller hvad mener I om "Karriere Kafé"?

Alt er som sagt plagiater these days, for ingen får nogen skæbne, kommer i spjældet, i koncentrationslejre eller står til søs.Nej de vil blive berømte ud i den blå luft - men landsbysmeden savnede ikke anerkendelse, fo hans hestesko var gode nok, så længe ingen heste klagede. Men derfor bliver aviserne stedse kedeligere: Flere sider, længere artikler i samme sprog, samme fødselsdagstaler, samme emner, samme lukkede og beskyttede kredsløb, hvad de end gør - for generalerne lytter ikke til infanteristernes melding, og kongerne lytter ikke til generalerne.

Nej, vi vil kun høre og bekræfte os selv, selv når vi kalder det fornyelse og dobler op. Omtrent som USA og Irans atomprogram - ja, der var den sgu igen, verdenssitúationen, som vi ellers har bandlyst fra vort sublime helle. Og hvis I alligevel ikke keder jer, så er det sgu ikke på grund af verdenssituationen, men på trods af den - med al respekt for verdens larm og dennes bidrag til vor mentale udvikling ved sin blotte anderledeshed end vore egne tomme fantasier.

Til gengæld vil vi så ikke oftere høre beskyldninger om selvoptagethed, for alternativet er i længden endnu værre. I øvrigt bliver mange mennesker akkurat så selvoptagne som vi presser dem til at blive ved at kaste dem tilbage i deres udvejsløse eksistens hver gang de forsøger at komme ind i verden - hvorefter vi så kan spotte dem for nævnte brist efter devisen "Hvad sagde vi?"

Nej, gammeldags og guldalderagtigt sagt hører der "geni" til overbevisende at plagiere sig selv - dvs. det bliver noget med ledemotiver, underlige tilbagekoblende sammenfald og referencer, ja næsten en slags tankemæssige rim: Men lad det for Guds skyld ikke blive manér, og i øvrigt er det da heller intet krav.

Nå, nu skal I høre hvorfor man ikke kan bure folk inde for plagiat. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand som også hans seneste offer bar, så vil Columbo snart opdage sammenfaldet: Men som teknisk bevis holder det ikke, når ingen af genstandene konkret har tilhørt ofrene, men tværtimod alle er dokumenterede køb under reglementerede forhold og inklusive moms.

En sjælden gang er der så en Esmann, der forløber sig og stjæler et stykke gammelt wienerbrød i en butik, og så er Fanden løs i Laksegade, for det var lige godt et nummer for skrapt. Men de fleste af tidens stjerner er langt værre. De mimer kort sagt i døgndrift, men de rimer ikke - dvs. de rimer kun på hinanden. Selv deres kritikere mimer de løbende, ligesom når de indfødte med respektfuldt tøvende, men alligevel underspillet bæven spiser den frygtede slanges gift for at opnå immunitet. Men de ved det næppe selv, og de der løfter dem til stjernerne for alt det de ikke er og aldrig har været, ved formodentlig slet intet.