Sunday, December 16, 2007

INJURIERS BEBUDELSE...

Ligesom Det Nye Testamente ikke er helt så radikalt forskelligt fra Det gamle (i henhold til troværdige jøder), som det ofte påstås - er bloggens og de trykte meders universer nok beslægtede. De jævne vil uden tvivl med alle midler sætte sig ind i, hvorledes man "hitter" og vil endda herunder ved en art digitale netværker jobbe hinandens kurs op. De gode er ikke spor forhippede til den slags - og formår det derfor ikke den dag de vittelig skulle have begrundede ønsker om lidt hjælp. De jævne ekcellerer derimod her som overalt i netværker som livets løsen og sørger på alle digitale net-måder for at deres navne skal dukke op med alt deres person vedrørende, sågar skolestile.

En anden spådom herfra er den, at ligesom i den trykte presse er det langt lettere at komme gennem med nedrakning af andre end med noget der er godt og genuint i sin egen ret. Redaktører og andet typografisk godtfolk under dig til nød at blive stjerne for en dag, hvis du derved kan have held til at reducere en mere etableret stjerne grundigt. For i sådanne tilfælde har du så at sige verdens jalousi med dig i stedet for imod dig, hvilket er en afgørende faktor.

Vi har allerede konstateret det for vor eget vedkommende: For hvis jeg googler mig selv, kommer evig og altid et blogindlæg (oprindelig trykt i Information) om Dahl, Stjernfelt, S.U.T op - simpelt hen fordi vore fortrin her bliver brugbare og derfor så at sige tilgivelige, fordi de her bidrager mere til nævnte herrers fald end til vor egen opstigning. Passionerede fjender af d' herrer sørger altså emsigt for at den historie dukker op ved samdrægtigt daglig at klikke det frem - og velbekomme. Andre ting herfra der ofte popper op, er omvendt aldeles harmløse og skal følgelig fremhæve vore harmløse sider - som ellers ikke står i nogen høj kurs og i virkeligheden rager de fleste moderne mennesker en pap-and.

Vi tænker her på alt det med naturfredning - hvilket minder mig om, at også i pressen samt mange andre sammehænge har jeg ofte været udsat for med tilbagevendende kraft at blive gjort til "naturmand", skønt de da netop her kunne finde langt solidere fagfolk. Men se det harmløse og det fagligt ringeagtede misunder ingen dig, så det får du lov til at beholde - som om det var dybere at mene noget om spin end at vide noget om planternes formering eller noget tredje. Det er jo også derfor at den høje status af "forfatteri", filosofferi, kunstneri osv. er så ødelæggende for det genuine, der så bliver en forargelse og en trussel mod majoritetens forfængelighed.

Nå, men så kommer manipulationerne - hvor folk med omhu roses for det forkerte. Undertiden som en art deal: Således har jeg sågar oplevet at få honorar for bestilte artikler der ikke blev bragt - fordi den pågældende redaktøren for enhver pris ville undgå at det blev trykt, idet det kom for tæt på pagtens ark: ikke spor kontroversielt, men såmænd bare bedre end forventet. Altså en geskæftigt storsindet venlighed, som i virkeligheden er det modsatte. Den brave redaktør forsøgte så at gøre mig til "naturmand" - indtil han opdagede at personlighed er ret emne-neutral og derfor ikke lader sig hindre af harmløse emner: For kun jævne skribenter er et produkt af deres emner. Eksempelvis er den meste humor sarkasme og ret beset et produkt af sin kærkomne genstand. Groft sagt...

Tværtmod: Jo beskednere emne - ja gerne slet intet - desto mere afsløres de "endogene" kvaliteter: kun dårer flokkes om at skulle skrive om det alle andre har så travlt med at skulle votere om. HerreGud, lad nu Peter Høegh være - faktisk har jeg sympati for ham, netop fordi han har begået noget der er "yt"på bjerget. Måske burde man derfor læse det.

Nå, nævnte selvbedrag om "kun naturmand" kan formodentlig fungere gå så glat, fordi mange jævnere typer slet ikke kan fatte, at et menneske kan have flere lidenskaber på en gang, og derfor i forvejen nærer en art vantro overfor de de ser - og da især hvor det gælder lidenskaber uden synderlig nytteværdi for ens sociale og materielle fremgang. I ved: "Hvem er han i virkeligheden"? I en universitetsrelateret studiekreds oplevede jeg engang det samme, ligeledes bag lutter venlighed.

Det er en forståelig illusion at tingene skulle gå finere til i højere sammenhænge. Ganske som skåltaler, julefrokoster, festlige rose-taler, børnefødselsdage og andet godt er nøjagtigt ens i alle lag, så er også manipulationer og selvbedrag over alt de samme. Ikke spor mere raffinerede i højstatus- sammenhænge - snarere tværtimod, fordi folk netop lader sg narre af den høje status, også i deres egne livsløgne. Altså igen:-glem al om uddannelse og cv, især i vore dage, vor alt er netværker samt plagiater.

For nu at tage ved lære af vor sene erkendelse om det praktiske liv agter vi i de næste to indlæg at bringe groft injurierende materiale om ovennævnte stjerner på banen. Lur os, om det ikke vil hitte på Google. Men hvis vi dermod opfandt den dybe tallerken eller sågar den flade, så ville ikke en mors sjæl lade sig mærke med det - med mindre de kan tjene penge på de, hvilket desværre er svært på vort eget felt.

No comments: