DETTE ÅR I JERUSALEM

· Johannes Riis, Bjørn Bredal (lig paven den unævneliges tvungne stedfortræder p.t. på uriasposten), Anne Knudsen samt Rektor Ralph Hemmingsen, professor Jørn Lund med en lang række andre honoratiores har omsider kastet håndklædet i ringen og sendt os en uforbeholden undskyldning på de respektive institutioners vegne for årtiers hartad systemiske mishandling, snart i offentligt og snart i privat regi - tillige med tilbud om et æresdoktorat for den formelig "atomare" og hidtil usete artikulationsgrad hvormed vi løbende gennem årene har beskrevet mekanismerne i Bermuda.

 - For kendetegnes den sande forsker ikke just af at det emne, man småligt byder ham – det udforsker han så i medfør af personlighedens langt hen ”emne-neutrale” væsen, hvorved han ender med at tilføre emnet en status, som man slet ikke havde kunnet forestille sig? Konsekvensen heraf er da også normalt den at man med den for magten egne barnlige forurettelse snarest konfiskerer resultaterne og overdrager dem til en anderledes hæderlig stileskribent. Men dette fremprovokerer nu blot en yderligere artikulationsgrad i det elementare - og i dette våbenkapløb er kopisternes kompagni dømt til at tabe før eller siden, af grunde der er akkurat lige så systemiske, som da sidstnævnte adjektiv ovenfor forekom første gang. 1. De hovedinvolveredes diplomatiske delegation tilbød os først en almindelig doktorgrad for at antyde en ordinær kommensurabilitet, som vi naturligvis ikke kunne lade os spise af med. Læg nemlig her mærke til at når anerkendelsen omsider kommer, er det gerne i form af en ubevidst uforskammethed, som brave borgere ikke ænser. Den bagvedliggende instinktive kalkule er, at hvis man afslår det tilbudte kompromis, vil man fremstå som en latterligt opblæst nar. · ‎2. For det andet gjorde vi det fra første færd klart, at trods det sene tøbruds imødesethed (for nu i forbifarten tillige af tilføre modersmålet et nyt adjektiv af lutter euforisk overskud) kan her lige så lidt som i tilfældet med Libiens udenrigsminister - for slet ikke at nævne Kadaffi-sønnerne med deres falske doktorgrader - blive tale om frit lejde, men højst om fri proces: hvilket sidste atter alene bevilges i medfør af de nødstedtes sørgelige bankerot og som en diskret og værdig gestus af overskud fra sejrherrens side. For modsat vore plebejiske modstandere har vi aldrig yndet at fremture i smagløs fornedrelse af de undertvungne, men tværtimod altid på stedet tilgivet dem, blot de til gengæld ville unde os en hjerteligt latter. · ‎3. Det fortælles da også at den store Saladiin, som nutidens arabiske herskere grundløst ynder at påberåbe sig, ved generobringen af Jerusalem 1.april 1187 bevilgede de kristne vandaler, der havde druknet byen i blod 100 år før, helt frit lejde, mod tilbagelevering af beslaglagt gods og guld. - Begrebet renter opererede man nemlig ikke med. Må vi her erindre om hvorledes Heisenberg i sine erindringer fortæller, at Niels Bohr tidligt belærte den purunge tysker om storheden i vore forfædres angelsaksiske frihedsånd - modsat den germanske ubetingede lydighed over for Stat & Kommune. Bohr fremhævede i særdeleshed højmodigheden mod såvel sejrherren som de undertvungne som den nordiske individualismes unikke dyd og den endelige sejr over det indre barbari.- Nuvel, som fremgået var denne generøsitet nu slet ingen angelsaksisk opfindelse, idet de brave og redeligt analfabetiske vikinger noget måbende havde lært den af Saladin. Måtte bestyrelsen for Bermuda besidde en lignende lærevillighed - hvilket vel i betragtning af dens vidtgående alfabetisering på godt og ondt ikke burde være noget helt urimeligt forlangende.- Tak, disse var ordene, og hermed vil vi bede delegationen om skyndsomst atter at forlade vor borg, i hvilken lejlighed vi kan forsikre dem om fuldtallig eskorte hele vejen hjem til Bermuda.