DJÆVLENS ADVOKAT

OM FOR RETS-LINGVISTIK

INDRØM dog, at uden bindestregen i ordet ”rets-lingvistik” ville I have stået som ærlige analfabeter.

Ordet "dørmåtte" er derimod langt lettere. Ja, måske for jer: Men for alle os, hvis dørmåtte forlængst er blevet konfiskeret af viceværten, idet ejeren aldrig rensede den og derved saboterede ejendommens sanitære tilstand - for os er ordet "dørmåtte" en lige så uforudset og lidet nærliggende fonetisk konstruktion som så megen anden opfindsomhed i jobskabelsens tjeneste.

Takket være disciplinen rets-lingvistik kan man imidlertid nu spore både sådanne små som langt større forbrydere ud fra deres karakteristiske dialekter, stavemåder, ordvalg, forkortelser, tegnsætning og litterære stilleje: Åhja, for har ikke både Dostojevskij og Nietzsche svoret, at kunstneren er i slægt med forbryderen? Og hvad er der derfor sige til, at mere oplyste regimer spærrer deres kunstnere inde med det selv samme forebyggende fremsyn, der kendetegner tidsvarende behandling af personer der kunne mistænkes for at ville søge asyl.

Dagens rets-lingvist med fast job fortæller endda Politiken om tilfælde, hvor en på bunden dannet forbryder, der med større fordel kunne have begået en ansøgning til Statens Kunstfond - i breve og sms'er har tilstræbt en mangelfuld sproglig beherskelse. Men alligevel har slynglen afsløret sig selv, fordi hans skarpsindighed ikke stod på højde med hans uddannelse. For trods sin uformuenhed i det elementære har han dog ikke kunnet undgå at bruge og helt korrekt stave avancerede engelske ord såsom ordet "precious" - et ord som ingen af Bjørn-Bandens medlemmer jo kunne finde på at bruge.

Samme sporings-metode har jeg selv med held lanceret i min private jagt på plagiater i Simon Wiesenthals fodspor, så at sige: Thi det karakteristiske for plagiatoren er nemlig på samme vis, at en markant uensartethed hurtigt røber ham. Han kan skam adoptere både den ene og anden originale tanke eller iagttagelse uden større sproglig opfindsomhed til at skjule forlægget - hvorpå der så følger lange passager af en komplet almindelighed, der viser, at de åndfulde momenter umuligt kan bero på åndelig beslægtethed - og heller ikke på nogen mystisk Jung'sk synkronicitet.

---------------------------

Sprog og forbrydelse har imidlertid flere forbindelser end som så, idet sproget selv undertiden bliver forbrydelsens offer. Således forstår jeg i dag på Politikens Bjarne Schilling, at udtrykket "herostratisk berømmelse" af vore dages yngre journalister forbryderisk bruges som betegnelse for "middelsvær berømmelse".

"Sådan udvikler sproget sig", konstaterer læsernes redaktør, der således i stil med visse højesterets-dommere ikke kan regnes for helt inhabil, det han samtidig oppebærer en flot bi-indkomst i rollen som djævlens - kort sagt læsernes - advokat.

Men på den anden side. Det stående udtryk "djævlens advokat" troede jeg indtil for få år siden betød akkurat det som en fordomsfri semantisk analyse lader formode: nemlig 'forsvarer for noget forkert - i princippet altså endog djævlen selv'. Og således har jeg selv ovenfor tilladt mig mod bedre vidende at bruge udtrykket: For det er retorisk flot - og det burde som sagt logisk set også have haft nævnte betydning.

Men traditionelt betyder dette stående udtryk (eller idiom) noget ganske andet, end man kunne gætte eller regne ud - hvilket just er det karakteristiske for idiomer. Det betyder nemlig at give det modsatte synspunkt af ens eget en fair chance ved seriøst at komme det i forkøbet med de bedst tænkelige grunde. I retssystemet er dette da også grunden til alle anklagedes ret til en forsvarer: vel sagtens efter den devise, at selv djævlen på Dommedag bør indrømmes ret til at forsvare sig. En devise der vel i sin tur skriver sig tilbage til den katolske inkvisitions gyldne æra.

Den græske vandal Herostrates, der opnåede berømmelse ved at rasere et tempel, ville således også have kunnet forlange en kvalificeret forsvarer, hvis blot han havde ventet nogle århundreder med sit værk.

Udtrykket "djævlens advokat" - der således turde have en retshistorisk oprindelse - er i tidens løb blevet en stående talemåde, der mere generaliseret sigter på i enhver argumentatorisk sammenhæng - også hinsides skyldspørgsmål - at bruge lige så stor tankekraft på at overveje den mulighed, at man kunne tage fejl, som på den teori hvis sandhed man forfægter.

Hvis vi har ret heri, så er der alligevel en logisk kontinuitet fra den formodede klassiske til den moderne brug af udtrykket "djævlens advokat". En kontinuitet der atter giver os et godt alibi for ovenfor at have brugt udtrykket på vankundig "folke-etymologisk" vis, selv efter at være blevet oplyst om dets korrekte brug.

For vor efterfølgende analyse i mangel på bedre gøremål såsom f.eks. et lille korstog i helligdagens anledning har jo sandsynliggjort, at vor egen selvbestaltede brug af nævnte udtryk ret beset turde være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en sekulariseret generalisering af den selv samme tankegang.

-----------

Til slut. Ovenstående egenrådige stykke med udgangspunkt i to af søndagens artikler i Politken kunne ved første øjenkast minde om et af samme søndagsavis faste kauserier over sket i ugens løb. Men dette ville være en besnærende illusion. For et sådant kauseri har i grunden ingen ægte rød tråd, men leger det blot ved at opfinde fikse små sproglige trinbrædder fra det ene til det andet emne, alene med det påskud at det nu engang er sket i ugens løb.

I vort tilfælde gås der indrømmet også fra et punkt til det næste, men selv om den saglige sammenhæng er en smule for konstrueret for det klassiske essay, så er den der nu alligevel.

Vi tager udgangspunkt i, hvad der paradoksalt nok set i tilbageblik må kaldes en digression: Nemlig nytteværdien af bindestreg i sammensatte ord. Via eksemplet "dør-måtte" kommer vi ind på emnet forbrydelser - hvorefter vi så er klar til hovedtemaet sproglig sporing af forbrydere, store som små.

Herefter som det andet punkt nævnes så, at sproget nok så ofte kan ses som forbrydelsens offer - som når hæderkronede udtryk såsom "herostratisk berømmelse" skifter betydning til fordel for en moderne historieforladt farveløshed.

Idet jeg herunder selv kommer til at begå en forbrydelse mod sproget i form af en privat og ugyldig brug af udtrykket "djævlens advokat" - så bliver jeg nødsaget til en sproglig selvbesindelse. Overraskende nok resulterer denne imidlertid så i, at min private og "folke-etymologiske" brug af udtrykket viser sig at måtte være den oprindelige - hvorimod det moderne idiom må ses som en generaliseret og udvandet version med en intakt oprindelig betydningskerne. Min egen forbrydelse mod sproget viser sig således til sidst at være - om ikke ligefrem forbilledlig, så dog velbegrundet: og derfor afgjort tilgivelig snarere end herostratisk.

Derimod er vi aldeles på det rene med, at der gives andre sproglige og stilistiske brud på vedtagne manualer, som vor tids demokratiske folkedomstol ser så alvorligt på, at endog den ret til ”djævlens advokat”, som Inkvisitionens dommere nødtvungent tilkendte Satan, nægtes os i medfør af samme undtagelsesret som man påberåber sig ved anden terrorisme.