ROSES ROSER...

”A ROSE IS A ROSE...”

Skam få dem der taler ilde om Flemming Rose og andre af ytringsfrihedens helte, der heroisk vover pelsen – selv hvor det i bagklogskabens lys kunne forekomme lige så uforsigtigt, som det var heltemodigt. For heroisk vovemod med risiko for minkpelsen kendetegner ellers ikke just offentlige ytringer fra respektable mennesker på karrierens vej – blot synes de fleste at frygte landsmænd i højere sociale positioner langt mere, end de frygter islamisterne.

Så det mest konsekvente havde derfor været, hvis alle respektable borgere var enige om, at de brushoveder der udfordrer islamisterne og andre standspersoner, selv er ude om det og rigtignok ikke har fortjent bedre.

En ting ved den endeløse debat der kan virke komisk, er dette at mord og voldelig vendetta allerede i forvejen er forbudt og således slet ikke står til diskussion: og dette gælder tillige hævn for forbudne injurier og andre strafbare handlinger. Endog løsladte sædelighedsforbrydere opnår jo således undertiden politi-beskyttelse.

Så selv hvis vi liberaliserede ytringsfriheden yderligere, ville private straffeaktioner ikke blive spor mere ulovlige af den grund. Og de hadefulde lader sig nok heller ikke hæmme af, om alt hvad der kunne ønskes hævnet, skulle gøre lovligt - eftersom de jo allerede i forvejen gerne suspenderer loven.

Hævn og trusler er ligesom sex desværre kommet for at blive – og undertiden kan det derfor være klogest og mest ressource-besparende at stikke piben en smule ind. Og det behøver ikke at blive en glidebane: For det kan jo lige så ofte forebygge en voldelig eskalering uden bremser. Så selv med hensyntagen til princip-synspunktet om glidebaner må det i hvert tilfælde bero på en konkret afvejning.

En anden ting er, at de mennesker der prædiker respekt for ytringsfriheden og tolerance, langt fra altid lever derefter, men i mangt og meget snarere ligner islamisterne. Blot er de alt for kloge og socialt ressourcestærke til herunder at behøve bryde nogen love. Og måske er det just derfor, at de fleste respektable borgere frygter dem – og ryster på hovedet af de mere frygtløse...

P.S. Og behøver vi at nævne, at ovenstående ikke fandt optagelse i det højt oplyste organ, hvortil det for sportens og gammel vanes skyld blev stilet - vel vidende at det jo om også denne ædle sportsgren gælder at der skal to til at danse en tango. Dvs. mindst to - for jo flere deltagere på holdet, desto større sport er det for den ene formastelige. Men lad os i det mindste være enige om ikke her at bruge ordet "udfordring" - for så er der da én ting vi er enige om, og det giver da håb for demokratiet.

I min tid som regelmæssig bidragyder i pressen publicerede jeg aldrig optagne ting på bloggen, endsige Facebook - for det er at trykke den af på tidens velkendte plebejisk tarvelige vis, der tilsigter at intimidere slavesjæle til underkastelse.
Refuserede indlæg offentliggjordes nu af den modsatte grund heller ikke: Man ville jo nødig slås i kollegialt hartkorn med alt andet der refuseres her i verden....

Men da dette sidste lod har været reglen de sidste mange år, kan man ikke længere betragte denne omstændighed som noget kriterium, men alene som en udvendighed, der hverken tæller for eller imod. Men at publicere mere end smuler fra vort homeriske bord ville under alle omstændigheder være komisk anmassende. For less is more, som briterne siger.

Til gengæld kan vi nu hævde, at just ting der faktisk var tilstilet en bredere offentlighed, passende kan lægges ud - når det nu engang kun kan ske på denne vis. Blot må det ikke blive en tvangshandling som hos drengen der i sammenbidt trods igen og igen forgæves byder den samme pige op til den næste dans  - og derved bliver den symmetriske pendant til klassens generte dreng, som bager på akkurat den samme pige uden blot en eneste gang i aftenens løb at turde inklinere for hende...