RESERVAT ELLER TØRVE-GRAVNING?

Vi forsøger efter bedste evne at konvertere et storstilet tørvegravnings-projekt klods op ad et stort reservat til en velbegrundet udvidelse af reservatet. Her i Kronobergs län i Småland.

Fundet af en ørnerede ville lige som ved vindkraft-anlæg være den ultimative krumtap. Men forekomsten af egnede redetræer i beskyttede positioner er også et ganske tungt argument, ihukommende at reservater jo ikke kun handler om her og nu, men netop især om fremtiden.

Et andet godt argument er, hvis den ønskede udvidelse indeholder elementer (arter eller biotoper) som savnes eller er svagt repræsenterede inden for de nuværende reservatsgrænser.

Endelig er størrelse i sig selv altid godt, fordi store reservater er biologisk mere robuste og også bedre tåler et stigende besøgstryk i fremtiden.
Men i regntungt november-mørke med fugtdis kan det være vanskeligt at fotografere.

Anyhow: Her kommer min ellers noget upraktiske og undertiden endda fatale vane og endda forkærlighed for enegang mig til gode, eftersom jeg i mine mål er temmelig uafhængig af - men skam igenlunde ligeglad med - andres medhold og sympati: endda så uafhængig, at det nok kan forekomme naive eller uerfarne sjæle lidt usympatisk. 

Målet er naturligvis altid at få myndighedernes medhold. Javel - men akkurat ligesom på de sociale medier er der jo ingen som helst grund til hysterisk at "like" ting, som allerede i forvejen får tonsvis af - ofte aldelest umotiverede - "likes". På den vis at slå piv-åbne døre ind ville rigtignok være en degenereret form for ungdomsoprør - og så i min efterhånden ganske fremskredne alder...

Netop den rygmarvs-tærende narkomani kun at gå efter det som allerede i forvejen nyder popularitet, kan få flagrende og blødagtige sjæle til de utroligste ting - ja efter sigend eendog til at opføre sig ordentligt...

Men bevares: Selv Djengis Khan og Stalin foretrak sikkert nok på bunden, når folk også kunne lide dem og ikke kun frygtede dem. Dette gjaldt således den russiske forfatter Bulgakov: Under en audiens hos Stalin tillod en ung officer sig at grine åbenlyst ad den fattige forfatters usle tøj,  Stalin beordrede ham straks til at forære sin uniform til Bulgakov. Derefter sagde Stalin til den nu splitternøgne officier: "Nu er du uden uniform, og så kan jeg ikke bruge dig længere". Hvorefter han trak sin pistol og skød officeren i Bulgakovs forhåbentlig taknemmeligr påsyn...

MEN APROPOS ØRNE og andre herskere her til sidst en biologisk spekulation:

Unge havørne har - som det ses her - klart længere hale end de gamle, omtrent som kongeørnens hale. Men hvorfor? Et lomme-filosofisk forslag kunne lyde, at en længere hale giver bedre manøvre-dygtighed, hvilket gør det lettere for de uerfarne ørne at undgå trafikulykker.

På samme vis mener jeg nemlig at have noteret, at gamle ørnes aflagte eller tabte svingfjer er langt stivere og kraftigere end de unges mere ugle-agtigt bløde svingfjer. Hvis dette ellers holder vand, bør forklaringen tilsvarende være den, at de unge ørne dermed ikke er i stand til at opnå alt for høje hastigheder: en risikabel kørsel, der således er forbeholdt mere fuldbefarne auronauter på mindst 5-6 år.

Javel, men det med halen er straks mere vanskeligt: For mens bløde svingfjer for en erfaren ørn nok mest er til ulempe, så er en lang styrehale da altid god at have ved hånden - så hvorfor afskaffer gamle havørne den så alligevel?

Naturen gør sjældent noget uden god grund, så jeg kan som ukyndig kun foreslå, at den store hales aurodynamiske samspil med de gevaldige vinger muligvis alligevel har en vis bremsende virkning, som for de gamle ørne gør den til en dårlig forretning. Men jeg aner det virkelig ikke.

En anden mulighed er den, at en kort hale virker blæret imponerende og sexet: "Se bare - jeg er så dygtig, at jeg kan forsørge en familie, selv om min hale er ganske kort. For så langt fra at skamme mig over min korte hale, så har jeg nu farvet den funklende snehvid, så I alle kan se den - og misunde mig den...