TROLDFJELDET - MAUGHAM VS MANN

MAUGHAM PÅ TROLDFJELDET

Agent Ashenden pådrager ligesom sin forfatter Maugham en gudskelov helbredelig tuberkulose og havner derfor på et skotsk højfjeldsanatorium under forsæde af en personlighed der som hans berømte Mann'ske kollega herr Hofrat Behrend i Davos forener mangeårig professionalisme med både menneske-kundskab samt en glødende artistisk passion – i skottens tilfælde dog ikke for amatørmaleri, men for fluefiskeri efter laks.

Ashenden's ophold varer ikke som Hans Kastorps hele syv år, og derfor ej heller fortællingen selv – en analogi eller harmonisk korrespondens, hvis rette analyse Thomas Mann i øvrigt fik til at udgøre en betydelig del af hans faustisk fyldige roman. Men karakteristisk for Maugham får vi alligevel på ganske få sider opridset et helt univers og et broget persongalleri, skildret på engang prægnant og med dybde og udvikling. Dette er sågar en fortælling om noget hos Maugham så sjældent som godhedens og kærlighedens sejr. Og ganske som med vore dages skuffende roser til nutidens talrige demokratiske standspersoner gælder også her, at først når en garvet misantrop som Maugham overrækker dem, tør også vi andre trygt stole på dem...

Sammenfaldet med Mann er flere steder slående, åbenbart fordi begge har haft rig lejlighed til at skue samme fænomener. De længst indsatte nyder som i fængslerne højest status, og deres bord i spisesalen er – skønt på ingen måde hverken objektivt bedre eller smukkere placeret – efterstræbt og misundt. Enkelte anser sig derfor for miskendte, fordi de trods betragtelig anciennitet må stå tilbage for mangeårigt trofast tilbagevendende, men med forlov ikke permanente gæster.

Sådanne ”trækfugle” kommer i mange tilfælde af vane og kedsomhed mere end af profylaktisk-terapeutiske grunde, og fordi verden nede i bylivet efterhånden er blevet dem fremmed og forekommer dem larmende og vulgært: blottet for både feberhede passioner og høje aspirationer. Ikke desto mindre må også de undertiden finde sig i at vige hæderspladsen for gæster af så høj stand i den civile og tarvelige verden de kommer fra, at de har krav på dispensation fra sanatoriets så at sige generiske rang-orden.

De to længst indsatte kan ikke døje hinanden, om end de er faste og lige ypperlige bridge-makkere og altid sidder lige over for hinanden. Den ene spiller tillige violin, men den anden kan ikke døje hans evindelige gentagelser, som han mener alene har til formål at drive ham selv ud af sit værelse, der nemlig er stedets mest attråede – for skønt begge har været på stedet hen ved 17 år, så har han selv boet her flere måneder længere og agter derfor for ingen pris at afstå hvad der dog kun er hans ret.

Violinisten afviser makkerens jammer med at den umusikalske kritiker bare ikke formår til at skelne den ene melodi fra den anden. Den nytilkomne adept prioriterer i denne sag rettelig høfligheden over for violinistens invitation over lydhørhed for modpartens faderlige advarsel – men blot for som sidstnævnte at konstatere, at violinisten ganske rigtigt spillede den samme melodi igen og igen hele den lange eftermiddag...

”Seventeen years is a long time!”, udbryder vor engelske Kastorp måbende. Men nej, for ”Times passes very quickly up here” - og som sagt er livet desuden langt bedre heroppe. Temperaturen skal f.eks. tages omhyggeligt ved faste tider omtrent som i klostrenes tidebønner – skønt visse gæster snyder med termometeret både for at forlænge opholdet og for dupere rakket med deres triste, men numinøst værdige udsigter.

Ja, for akkurat som hos Mann nyder stedets dystreste skæbner misundelse og høj status. Og den gamle knarvorne alumen kan endvidere fortælle den nye gæst, at man lærer en masse om mennesker og deres narrestreger: Således kan han selv allerede ved første øjekast se hvor længe en nytilkommen vil holde, og han tager meget sjældent fejl. Vor engelske Kastorp bliver forståeligt nok ligbleg, men den gamle mand med leen beroliger ham straks med, at hvis ikke han straks havde spottet hans lysende prognose, så ville han da aldrig have nænnet at fortælle om sit morbide skarpsyn.

En smuk ung dame har kun været her to år og har lægens ord for, at hun nok temmelig snart vil være i stand til at rejse hjem. En betydelig ældre major og legendarisk womanizer er knap så heldigt stillet, hvilket nu ikke forhindrer ham i at gøre ivrige haneben, trods de andres hovedrystende fnisen. Og som officer tager han sin skæbne med ikke alene stiff upper-lip, men endog højt humør: For han kunne jo som mange andre f.eks. være blevet dræbt i krigen eller ved en automobil-ulykke, og når ” a good party is over”, så er det bare sådan det er.

En forbilledlig og i alle måder normal ægtemand og familiefar får hyppige besøg af sin elskede og savnede hustru – men han indvier den nytilkomne adept i, at det hver gang ender helt galt, fordi han bare ikke kan udholde tanken om at hun skal overleve ham, som trods et sundt, moralsk og gennem-fornuftigt levned er blevet så uretfærdigt ramt. Han er overbevist om, at hustruens pligtskyldigt triste miner og trøstende ord alene er et dække over hendes inderlige taknemmelighed for, at det er ham og ikke hende selv der er syg. Han bliver derfor hver gang ondskabsfuld og selvmedlidende – men mener nu at være i sin gode ret til at plage hustruen, når nu denne lille nydelse er en af de få, der er ham givet ham i hans sidste år.

Som flere andre steder erklærer Maugham i den forbindelse, at sorg og skuffelse trods alle sanktionerede talemåder erfaringsmæssigt kun sjældent gør mennesker mere ædle og uselviske. Heroppe er der imidlertid forbavsende få depressioner, men desto flere sjæleligt smægtende himmelspjæt og ekstatiske aspirationer hinsides hverdagens banale bekymring om petitesser. Ja – men under det hele ligger dog bevidstheden om og og rædslen for døden...

Ganske som hos Mann går tiden som sagt hurtigt – og evigheden i denne botanisk velbevogtede og velplejede udgave af Edens have viser sig tilsvarende at være en illusion. Den mest privilegerede af de to alderspræsidenter vinder således en aften en hidtil aldrig overgået kæmpesejr over sin makker og eneste ligemand i bridge – en sejr hvis sublime karakter jeg grundet mit ukendskab til spil desværre ikke formår at redegøre for. Men under sin sejrs-jubel hvori han ganske glemmer sit had til makkeren og avindsmanden, får han et hosteanfald og dør.

Makkeren kan nu omsider overtage hans kongelige værelse – men blot for ret snart at konstatere at livet ikke længere er værd at leve, nu han ikke har sin hartad ægteskabelige livspartner at skændes med, i fuld enighed om alle de andre logerendes uvidenhed og endnu ringere værdighed. Det bliver snart åbenlyst for alle, at også han selv vil dø inden ret længe. For overlægen kan bekræfte, at tuberklerne ofte speedes op såvel af romantisk lidenskab som af store skuffelser.

Og hermed er vi klar til den romantiske kærlighedshistorie og britiske gentleman-udgave af ”Tristan og Isolde”. Ja, for vor førnævnte kvindekære major får nu omsider held i sin bejlen til den langt yngre og raskere uskyldige kvinde. Majoren frier endog til hende og får sit ja. Han indvier dernæst ansvarligt overlægen i deres gifteplaner, og i den forbindelse udbeder den stolte militærmand sig lægens ærlige og uforblommede vurdering af hans prognose henholdsvis med og uden romantisk kærlighed.

Overlægen svarer, at hvis majoren gifter sig, skal han næppe regne med mere end et halvt års tid, sammenlignet med to-tre år uden kærligheden. Men dertil kommer hensynet til pigen, som nemlig trods sin gode prognose erfaringsmæssigt risikerer at få et fatalt tilbagefald, hvis hun gifter sig. Men de elskende er på trods heraf straks enige om at vælge kærligheden og døden.

Som om dette ikke var nok, så kaster kærligheds-miraklet så langt fra at vække misundelig forargelse en utopisk vederkvægende stemning af lyksalighed over hele sanatoriet. Dette ytrer sig sågar ved, at vor førnævnte forbilledligt forbitrede ægtemand aktivt pure fravælger al sin bitterhed og misundelse mod den sunde hustru og nu under hende alt muligt godt af hele sit hjerte, trods den korte tid han har tilbage med hende.

I en lakonisk kort slut-passus som ikke desto mindre i sin tankegang forbløffende bringer kapitlet ”Sne” i Mann's ”Troldfjeldet” i erindring, fortæller den før så utrøstelige ægtemand hustruen, at han elsker hende. ”I don't think death is very important, not so important as love. I'm glad now it's me that shall die and not you. I wish for you everything that's good in the world. I love you.”

Meget store ord hos Maugham: ”Men størst er kærligheden.”