Friday, August 14, 2015

JUNG OG FREUD - AND A FEW CLOSER FRIENDS..



Et berømt skriftsted i C.G. Jungs erindringer er dér, hvor han fortæller om sit brud med Freud. Arkiv-stærke freudianere såsom Christian Braad Thomsen kan her supplere med sider af sagen, som Jung ikke selv nævner, såsom Jungs uortodokse syn på, hvad lægelig professionalisme byder sjælesørgeren af forbehold i den selskabelige omgang med egne patienter. Men her gælder det altså den episode som Jung omtaler.
Efter at Freud således havde analyseret en af Jungs drømme, tilbød Jung sig at analysere Freuds drømme fra samme nat. Men nej, svarede Freud: "For jeg kan da ikke risikere min autoritet." - "Men just i det selv samme øjeblik mistede han den...." tilføjer Jung med dramatisk beherskelse.

Hvorfor nævner jeg nu dette? Jo, jeg ser daglig på Facebook hvorledes "mænd af ære" lider de svareste og mest barnligt let gennemskuelige kvaler, når de føler sig gået for nær: Enten fordi de føler sig ramt af noget sandt, eller fordi nogen siger noget som de vist meget hellere selv ville have sagt - og endnu hellere publiceret: For de ved udmærket. at havde de selv sagt det, så havde alle applauderet og anbefalet det.

Alle jævne borgere lider nemlig af en forebyggende indbyrdes jalousi, der nidkært vogter over at ingen af deres jævnbyrdige og ligestillede går over gevind og nærmer sig mestrene og autoriteterne i myndighed - ganske som de jaloux vogter over, at mesteren ikke forfordeler dem selv i uddelingen af uforpligtende små skulderklap for disciplenes snart åbenlyst flatterende, snart komplet ufarlige ydmygt supplerende ytringer, fattet i sømmelig korthed, som al selvkritik og jo situationssans byder.

Autoriteternes typiske reaktion består i nævnte situationer deri, at de klapper i som østers med hårdnakkede fortrængninger, som om man havde overfuset med med grove platheder.

Men tværtimod er det lærerigt at se, at når nogen en sjælden gang vitterlig overfuser de store eller i ordvalg går tydeligt under niveau, så vil ærens mænd netop sjældent være sene til faderligt at berigtige dem med den fornødne artikulerede myndighed og beherskelse.
For her får de jo netop lejlighed til i publikums påsyn at give den i rollen som den overlegne herre, der helt uden affekt tilkendegiver for den labile, udannede eller umodne, at der gives uskrevne regler og rummelige, men dog afgrænsede rammer for den gode samtale...

Når ærens mænd derimod stilles over for noget, hvorved de føler sig sat i relief på en måde, der ikke på samme vis bekræfter deres ukrænkelige moralske og intellektuelle autoritet, reagerer de derimod netop typisk, som Freud gjorde over for Jung ved nævnte lejlighed.

Og pointen er nu, at netop ved den stejle og ureflekterede tavshed, hvormed ærens mænd tillige med nogle emanciperede damer forsvarer og beskytter deres sarte og eksklusive hæder som civiliserede borgere, sætter de sig selv ud over rammerne for civiliseret og anstændig opførsel. For når netop en hædersborger udsætter en ellers harmløs borger for stumt uafficeret afvisning af enhver henvendelse, da kan det - modsat bøllens velkendte og jo ofte nærmest kammeratlige grovhed - kun opfattes som et bevidst slag i ansigtet.
Et slag i ansigtet, der i sin tur for enhver god borger at se da kun kan skyldes, at den pågældende ved sin skamløse uartighed hinsides menneskelig værdighed bestemt må have gjort sig fortjent til også selv at blive behandlet uden værdighed. Ja, for anderledes kan det da rigtignok ikke forholde sig!

Til straffen mod den formastelige hører således tillige et tab af omverdenens gunst og respekt: dels grundet den autoritet, som hædersborgeren nyder, men også fordi mange endog mod bedre vidende føler sig bedst tjent med at holde på den hest, der kan tilbyde dem flest sociale og økonomiske fordele og forbindelser - eller blot de rutinemæssige faderlige skulderklap med venstre hånd, der for de jævnere i ånden ofte vil være et umisteligt minde for livet.

Personen som den reelt grovt injurierende ignorering er rettet mod, kan på sin side kun redde sin værdighed ved at erindre for sig selv, at den forstokkede reservations uærlighed tillige med dens brud på al elementær høflighed udtrykker en intellektuel og moralsk afmagt, der i stedet hævngerrigt trøster og forlader sig på både fan-skarens og skæbnefællernes solidariske mur af forbitret kongenial tavshed.

Når jeg overhovedet skriver dette - om end vel som så ofte kun for en begrænset kreds -, er det for at imødegå den vantro skepsis og den autoritetstro enfoldighed, hvormed mennesker, der ikke selv magter at stå alene, og som derfor heller ikke kan forestille sig hvordan andre kan udholde det - alligevel i solidarisk smålighed tilslutter sig den brutale magtfuldkommenheds forfængelige stejlhed og stumhed.

For hvis mennesker viser så lav integritet selv i fredstid og i et retssamfund - hvorledes ville de mon så ikke kunne opføre sig under et mindre civiliseret og langt farligere regime?

Min umiddelbare anledning er den ingenlunde enestående, at en mand som jeg husker som en i sin tid afgjort hæderlig, sympatisk og retsindig humanist, aldeles uimodsagt af hele sin øvrige fan-kreds skamroses ikke blot af de rette grunde - men også af mindre oplagte grunde. Det seneste er således at han af en følger opfordres til at publicere sine hæderlige, men yderst konfliktsky, ofte venstrehånds-prægede, men lige så ofte stærkt PR-relaterede Facebook-opdateringer i bogform.

For dermed insinuerer smigrerne jo i grunden indirekte, at de rette grunde til at prise vor mand åbenbart ikke er stærke og tungtvejende nok til at stå alene, men behøver støtte og kunstigt åndedræt i form af retoriske tilsnigelser samt indirekte uretfærdigheder mod i så henseende anderledes værdige kandidater: der nemlig i sin tur formodes at have så brede skuldre, at de må være fuldt indforståede med, at mesteren bevilges alle de handikap-points han behøver.....


Men ikke nok med det. Da jeg u-indbudt svarede i form af nogle sobre genre-mæssig refleksioner over, hvornår og hvornår ikke noget så spredt og u-fokuseret som et "Faceboook-manuskript" måske kunne tænkes at være egnet også til publicering i bogform - var der ikke en eneste mors sjæl der reagerede, ej heller vor hæderværdige hovedperson selv.

”Folkets kærlighed – min styrke”. Javel, men vi ødelægger mennesker ved at overøse dem med en ubetinget kærlighed, der dog uklogt tillige forsikrer dem om, at kærligheden skam har sine objektive, gode og helt enestående grunde.
For er der da noget at sige til, at personen til sidst må tro: - At hvis han nu alligevel ikke helt skulle formå at leve op til de strenge betingelser, som denne "ubetingede kærlighed" således dog henholder sig til - så kunne han risikere større og anderledes umistelige ting end sin sjæls frelse?

Og grundet denne force majeure er der således ikke længere råd til civiliseret adfærd, når trusler dukker op i form af artikulerede spørgsmålstegn, modificerende bestemmelser eller saglige afgrænsninger af den så rigt tilflydende ros.
------------------------------
Hverken de svageste eller deres mestre læser frygter vel i første omgang denne tekst - så frygt for denne ene gangs skyld hverken KGB og samme autoritets arvtagere, således som langt svagere mennesker frygter havet.


- Nej, betænk hellere i stedet, hvad så uklanderligt noble borgere som dem I daglig lovpriser, egentlig talt ville sige til, at I altså åbenbart anser deres integritets skrøbelighed og niveau for at ligge på linie med KGB's...

------------------------------------------------------------------------------


BILAG: Hermed den kommentar, der helt uventet blev anledningen til ovenstående - og det just i kraft af, at den nemlig slet ikke gav anledning til mindste reaktion fra de personer, som kommentaren var tilstilet.



VOR KOMMENTAR: 

N.G. publicerer nu allerede en hel del i forvejen. Men underkender man i grunden ikke indirekte et menneskes sande kvaliteter ved at lovprise det af de forkerte grunde?

Ej heller denne sentens har (endnu) stået i nogen "personlig" klumme endsige bog, men Eivind Larsen, Jesus og Sokrates publicerede som kendt heller aldrig et ord - så den side af sagen har mere praktiske folks jo så taget sig af. Så fat mod alle skäbnefäller!

 Men altså: Et sammenhængende Facebook-manuskript er allerede omtrent et "contradictio in adjectu", grundet dels hast og løbende betingethed af omverdenens skiftende både anledninger og reaktioner - hvilket desuden ofte er vanskeligt at forene med uhildet dybdeborende sanddruhed: og da ikke mindre hvor just sandheden oven i köbet er uvelkommen – uagtet såvel tværfaglighed som gammeldags faglighed.

Berettigelsen af just et Facebook-manuskript måtte i givet fald gå på, at det var hidtil "apokryft" og henvist til sådan uvelkommen tungetale, hvorunder netop den ulmende brands glødende kontinuitet trods drivvådt ved kunne blive anledning til en borende tematisk kontinuitet, der intet steds tillades at springe over hvor gærdet er lavest, for slet ikke at tale om de velkendte kammeratlige huller i hegnet, som kun kvarterets egne drenge kender – og politiet da slet ikke.


 En sådan modvægts stædige inerti kunne tillige give anledning til frodigere - og dog mere eksakte - billedannelser end ved gængse manuskripter, der nemlig gerne hærges af meget anden kontrol end blot stave-kontrol....

 N.G. er dog nu engang endnu ingen outsider, men tro os: det er skam aldrig forsent - en illusion der også i mange år plagede mig selv, indtil jeg ved en stor og sen nåde blev udfriet af vankundigheden som Biblens Sarah af sin tilsvarende ufrugtbarhed.


Men ros og "like" nu blot ikke N.G. i utide for denne tilstand, for så forhindrer I den jo netop - og det i medför af en genuin Bohr'sk komplementaritet. For børn der elskes alt for meget, ender også alt for ofte efter en fase som misundelsesværdige playboys som ormstukne vrag.


Åh- apropos Niels Bohr: To atomfysikeres brevveksling kan undertiden lede til en banebrydende artikel i et fagtidskrift. Efter 50 år vil man måske også udgive selve brevvekslingen af anekdotiske og historiske grunde.  Men altså en udelukkende afledt betydning - helt uanset brevenes stilistiske kvaliteter.


En serie kjerlighedsbreve er derimod ikke forstudier til en artikel om kjerlighed - her er det omvendt, og derfor er brevenes karakter af netop breve et "sine qua non" for deres senere trykkeegnethed. Sokrates' forsvarstale var heller ikke noget han forresten havde liggende og så lige lirede af en dag for kammersjukkerne som svar på et tilfældigt angreb - Nej, indholdet var genre-specifikt og kunne kun have den form.


 Og således også med et oplagt og relevant Facebook-manuskript. Og alene af den grund er det ikke en helt urimelig påstand, at et sådant derfor kun kan begås af en outsider - eller evt. flere af slagsen, da det jo nu er et socialt medium med kommentarer osv.


For også her er der således tale om en genuint Bohr'sk komplementaritet - ganske svarende til hvad Ejvind Larsen for mange år siden betroede mig: "Hos Shakespeare er det også altid narren der har de bedste replikker...".

Men at kendte og anerkendte folks PR-betonede venstrehåndsarbejder på Facebook i pausen derimod nok kunne både udgives, forvarsles og anmeldes med held, helt uden sådanne genre-mæssige refleksioner endsige forbehold fra selv erfarne store forlæggere,det betvivler vi derimod ikke et sekund. Og hvis det undrer os, så viser det blot at Shakespeare's "Kong Lear" er blevet skrvet helt forgæves - trods at hans 400-årsdag blev anledning til at en overraskende stor skare kongeniale hædersborgere generøst kunne deklamere, at den store mand til sit store held i sin egenskab af den førstefødte var kommet dem i forkøbet.

 . Her er således for tredje gang som hanegal tale om en genuin Bohr'sk komplementaritet. Og Bent Jensen ville således her være en oplagt kandidat, hvorimod Jørgen Dragsdal må nøjes med den brede landevej - netop fordi han vandt i Højesteret.


 ”You can't have everything” .  Åh. sig ikke det, sig ikke det! For det er lige akkurat dette som tilværelsens forkælede enebørn og fødselarer dog insisterer på - og skarer af enfoldige fans bekræfter dem som loyalt bjæffende lænkehunde heri, endnu mere indigneret ømskindede og besatte af territorial jalousi på guruens vegne end denne selv.

Men alt dette er dog i grunden utidige bekymringer. For N.G. erindrer jeg som en bundhäderligog beskeden mand med en veludviklet selvkritik; og derfor ville han aldrig selv foreslå udgivelse også af sin Facebook-produktion, selv ikke hvis dette havde väret akkurat så oplagt som hans beundrer bedyrer.

Ja, for det er jo nu engang ingenlunde den på engang unge og ungdommelige professors eget forslag, vi her har taget som anledning til vore genre-mässige overvejelser:  med störste fare for at gå over åen efter vand ved at göre et helt andet skarn uret end det barn der – salomonisk set – er både det närmeste og det bedst egnede hertil.

No comments: