MEDIER - HØG OVER HØG

Efter en sommers betragtelige og velgørende afholdenhed m.h.t. nyheder og emsige meninger om det samme til fordel for større og ofte umælende sjælsdybder - kan man atter få ægte appetit på at tyre aviserne, blot ikke hver dag, for ligefrem sjovt er det nu sjældent.
At anmelde anmeldelser og andre trafikforseelser bør vi afholde os fra. Men selv om de gutenberg-ske klicheer som bekendt er havnet på museeum, så huserer deres gespenst og uhellige ånd nu alligevel ikke mindre end dengang de levede.

I dagens "Politiken" noterer jeg at kronikken (med sin faible for at nurse den næste generation af pålidelige forlagsdirektører og kulturredaktører) lader den unge forfatter Jakob Skyggebjerg udfolde sig sprogligt omkring sine meget ambivalente hjemstavnsfølelser over for hovedlandet, der nok ikke kunne bevilge ynglingen samme grad af sociale mobilitet.
Skyggebjerg bruger et sted i kronikken en journalistisk konstruktion, som jeg senere i samme avis genfinder hos TV-anmelderen Palle: ikke Mogens Palle, for han var jo promotor for bokseren John Bogs - men I ved hvem jeg mener: manden har utvivlsomt et fornavn - for ellers har I da her gaven til manden der har næsten alt...

Skyggebjerg døjer meget ondt på jyske busstationers ventesale og fortæller herom, at "STØJNIVEAUET FÅR ENHVER UNDERBEMANDET DØGNINSTITUTION TIL AT MINDE OM ET SØVNLABORATORIUM".

Palle, (der i mellemtiden har genfundet sit fornavn, som han desværre nok må dele med mig) anmelder forlods for TV filmen "Et smukt sind" om den paranoid-skizofrene stjerne-matematiker Nash. OM skuespilleren i denne rolle skriver Palle, at han "ligner et matematik-geni lige så meget som en parkbænk ligner en Børge Mogensen tremme-bænk."
----------------------------------------------
Selve konstruktionen stammer vist nok fra klassiske amerikanske krimier: Raymond Chandler og omegn. Privat-detektivens maskulint tørre situationsironi, der også har en arv fra den britiske "stiff upper-lip", hvormed den hvide mand må bære civilisationens byrde. Men når det bliver en journalistisk kliche, som ovenikøbet fædrelands-ambivalente unge provo-forfattere med guldskeer proppet i kæften af Københavnske kulturfonde samt Bo Lidegaard, ikke kan stå for at genbruge - så bliver det træls, som de siger i Jylland.

I begge tilfælde er klichen medie-tilpasset ved at bruge størrelser som i mediesammenhæng er etablerede kerne-emner. Børge Mogensens navn kender vi alle; hans tremmebænk måske ikke, men kulturfolket skal nu nok kende den. Og underbemandede døgninstitutioner, jo - og søvnlaboratoriet husker vi fra Trier's film "Riget".
Hos den hårdkogte detektiv er det velgørende med en frisk sproglig brises synsvinkelskift på den barske og urokkelige realitet. Et uventet desilusioneret skift til et andet niveau, der dog intet ændrer på handlingsgangen.

Men hos de to kulturfolk bliver vi medie-afdelingen for hitttegods, og der kommer slet ingen friske briser fra andre virkeligheder eller opfattelses-niveauer. Det surrealistiske omslag der før kaldte på smilebåndet, udebliver til fordel for en naivt selvbevidst journalistisk smarthed, der indbilder sig at have mere til fælles med Forfatter-Skolen end med de øvrige aviser, for slet ikke at tale om alle de der jyder...

Ja, muligvis nok - men er dette nu i grunden også noget at vigte sig sådan med?

P.S. Her publiceres kun en brøkdel af vor redaktions produktion og da altid med svare betænkeligheder - lndrømmet lidt komisk når det eneste vi risikerer er det, som nu engang altid alligevel sker, uanset hvad. For selvtillid er nok fint - men mangel på selverkendelse er endnu bedre....