Den efterhånden internationale (og ingen socialistsange her, tak) danske journalist Annegrete Felther Rasmussen vækker forargelse ved i BT og ALT FOR DAMERNE frejdigt at stå ved et månedligt forbrug i den klasse som vor overskrift angiver - hinsides enhver art lutheransk sparsommelig syndsbevidsthed, som vi old school kapitalister jo ellers anbefaler og foreskriver med os selv som pragteksempler. Og ejheller fristes hun i den forbindelse til sammenligning med hårdtarbejdende, men ret lavtlønnede sygehjælpere osv. osv.
--------------------------------
Dagens "Politik" bringer en stærk helside begået af en Afghanistan-veteran med psd m.m i bagagen. Han har endda været meget heldig, men immervæk tjener han ikke til at kunne forbruge 100.000 af om måneden i jet-brændstof og andet sexet i sit ydmyge civie liv.
Men artiklen er aldeles fortræffeligt skrevet . Forskellen er bare at hvor det ellers er ret vilkårligt hvem der får jobbet som lektor i sociale medier, reporter, højkommissær mm., som en del andre med pokerface og sprognemme ville kunne bestride lige så godt - så kunne den artikel ikke været skrevet af nogen anden. Og dog behøvede han ingen hjælp fra Journalisthøjskolen eller alskens undervisitetscentre. Hvor sælsomt, hvor mærkværdigt.
Men til gengæld må manden nok nøjes med det som alle dage - selv i de gode tider - har været freelanceres lod på den dengang socialistiske avis "Information": Ikke en klink i honorar selv ved flittig og regelmæssig deltagelse i alle formater. Kun den velkendte "gæld" i form af akkumuleret kollegial jalousi, der til sidst lader naturen gå over optugtelsen i form af et lidet gylden, men desto mere socialistisk håndtryk:- typisk eksekveret af en ny drengerøv der får ståpik over egenghændigt at få lov at fyre en der har en del mere personlighed, erfaring og skrivetalent end han selv.
Men altså: Den skrivende Afghanistan-veterans eksempel sætter Anne Grethe Rasmussens overvejelser om enkelte (ret vilkårligt - givet et vist niveau og talent) udvalgte journalisters store månedlige forbrug i relief.
En grund til at "Janteloven" her slår hårdere end mod klassiske rigmænd er nu også den, at det ikke er læserne selv, men redaktionen der køber og betaler just hendes og Georg Metz artikler. Læserne køber hele pakken - og alle freelancernes og gratisternes selvskrevne "nød" tjener derfor til at finansiere de udvalgtes desto højere løn, frie rejser til Langtbortistan osv.osv.
Enkelte journalister opnår så en tværgående eller endda international status - men igen kunne det som ved så meget andet lige så godt have været en del andre (om end jo heller ikke hvem som helst). Man kan derfor bedst sammenligne det med et lotteri blandt de kongelige, folketingsmedlemmer eller direktører i virksomheder med over et vist antal ansatte.
Hvis dette havde været et 100.000 kroners spørgsmål i en quiss, så ville jeg i dag kunne fejre det på et niveau som også Anne Grethe Rasmussen ville kunne være bekendt - ja måske endog med hende som særligt inviteret selskabsdame: atter ret vilkårligt, men naturligvis ikke helt vilkårligt, når det dog immervæk er far her der får lov at betale gildet...
ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN
Udfolder efterfølgende i Dagbladet Information sit syn på folks overforbrug af moralsk forargelse - der nemlig burde være forbeholdt egentlige ulovligheder.
----------------------------------
Jo - det er bestemt et fiffigt jesuitisk argument, at vi i denne verden er nødt til at økonomisere med vor moralske forargelses fossile energikilder og derfor må give positiv forskelsbehandling til egentlige forbrydere - samt til os gratister der ikke formår at skrive uden fra første linje at genbruge alle tidens klicheer, som var der tale om en art Berufs-burka for praktikanter.
Javel, men men hvad så med den gang-besværede dame i mit kvarter, som i et lignende anfald af overbetaling uklog som Kong Lear gav sin datter halvdelen af sin egen mødrene arv – men som datteren kun ved min gentagne indignerede ”dumme-peter”- mellemkomst gider besøge fire gange årligt sammen med sine små børn, skønt hun bor i den samme by. Datteren er jo aldeles lovligt undskyldt - men som sagt lykkes det mig undertiden at appellere til andet og mere end love og menneskerettighederne. Og det skulle der altså nu ikke længere være råd til?
----------------------------------
I forlængelse af din tanke om nødvendige proportioner i vort valg af forargelse kunne man i øvrigt gå endnu videre og se igennem fingre også med indbrud begået af værdigere trængende personer. For ganske som du selv med ubestridelig logisk retfærdigheds-sans bruger din egen overbetaling til selv at kunne overbetale dine fattige, nu ingen andre formår det – med den samme logik kunne indvandrede forbrydere hævde, at ingen da kan forlange, at de i stedet burde stjæle fra deres hjemlands fattige.
JO: Faktisk pacificerede en sydamerikansk lommetyv taget på fersk gerning engang min egen far til stor latter med disse ord: ”Jamen hvis vi nu ikke engang længere må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Nej det ikke sandelig let for dem, der sådan må tjene jeres penge selv.
Men læg her mærke til, at den gamle straks overgav sig, fordi han tydeligvis ikke var nogen opstadset småborger, der nemlig ud over ulovligheder alene lader sig forarge af ”personlige fornærmelser”s force majeure: herunder sandheden som den største fornærmelse af alle og derfor den synd, for hvilken der ikke findes tilgivelse hverken hos Thor eller Loke, Hørup eller Outze.
Nej, for småborgeren med komisk certifikat på noget han sjældent virkeligt er, er altid aldeles overbevist om at han har fortjent det hele, uanset statsligt eller privat regi. Og enhver antydning af skepsis udløser derfor straks et solidarisk demokratisk hylekor fra fritidshjemmet hjemme i Vanløse, der lige akkurat formår at stave til ordet ”Janteloven”: For det ord har fan-klubben åbenbart for nylig set i Magasin du Nord'”s fashionable ugentlige idé-magasin.
Nuvel - "tvivlens nådegave” er lige som ”eliten” og ”janteloven” ord, der i medierne konsekvent misbruges af de forkerte:– på linje med ”tolerance” og ”ytringsfrihed”: For er der noget som vi ikke tilgiver, så er det frie ytringer. Men altså, den gamle må vitterlig have besiddet tvivlens nådegave og forsøgte derfor ikke med parvenuens dumstædighed straks at ”forsvare” sig som en anden nybagt praktikant, der dagligt modtager mere end 100 osv. og derfor dårligt har tid til at amme sin egen nyfødte darling - og derfor pænt må bede dig om at kilde din egen darling.
Den gamle var palæstinenser – ganske vist kristen, men muslimer har altså ikke mere patent på terrorisme, end jøder har patent på god humor: og de der praler etnisk af det er kun skabsterrorister, kasserede allerede ved sessionen. – Og han havde oplevet i denne etniske egenskab oplevet endnu et eksempel. Dengang en lærd jøde nemlig spurgte ham, om han da kunne nævnte blot et eneste rige i verdenshistorien, der var opstået i kraft af moral og retfærdighed – da måtte han ligeledes overgive sig til latteren.
I øvrigt havde jeg selv kun fornøjelsen af at hilse på den gamle nogle få gange i voksen alder. – Men da jeg efter sigende var som snydt ud af næsen på ham, kan man kun have forståelse for hans traumatiske chok ved at måtte bevidne en så lidet forløsende forløsning.
Men hør, hvordan var det nu? Den røde tråd var jo emnet ulovligheder - og har vi ikke alle på Hørups demokratiske koran-skole lært, at den røde tråd bør tages med samme letfornærmede gravalvor som Brandes og terroristernes "black box” i Mekka?
OK, - også vi må overgive os og forpligter os derfor til straks at referere noget ulovligt. I går læste jeg således uden at købe noget som helst mindst to aviser grundigt på Van Hauens konditori - hvorefter jeg frækt gik op og fik et stempel i mit kaffe-kort: For ni stempler udløser nemlig en gratis tiende omgang kaffe – helt på linie med andres ulovlige anmodninger om refusion af skat på ikke-eksisterende aktier.
Hvis du ikke godtager dette som en ægte forargelses-værdig og derfor debat-egnet forbrydelse, så bliver jeg så skrup-fornærmet, at udenforstående let kunne tro, at jeg da må være enten ayatollah, ungdoms-professor eller chefredaktør på et større dagblad.
Men apropos forargelse, så forholder det sig hermed som med ”likes”. Det eneste der forarger os, er de ting som vi bare ikke formår at ”like”: for dem ville vi nemlig have haft oplevet i stedet: f.eks. en kanal-rundfart med den store rumfærge.
Hvad sluttelig angår kunsten at skrive, så er det som al kunst slet ingen kunst, når ellers stjernerne og planeterne bare står rigtigt – og honorarets trøstepræmie indgår rigtigt ikke i den ligning. Men skulle dette med stjernerne nu indbefatte evnen og fandenivoldskheden til om nødvendigt at brænde alle broer, ja så overlader vi frejdigt alle broer til småborgeres larmende infanteri.
Og skulle vi til sidst løbe tør for flere broer at brænde, ja så må vi da bare, som Voltaire burde have tilføjet, opfinde nogle nye broer til kongeligt dyrekøbt affyring ved festlige lejligheder – helt uden forventninger om en folkestorm af afatisk selv-dementerende likes.
Endelig er det min tyrker-tro, at hvis alle fremover blev citeret med navns nævnelse frem for som før anonymt, så kunne vi alle nok skønne dag blive overbetalte, således som også vi overbetaler vore undergivne. Og det både her og hisset...
No comments:
Post a Comment