Friday, January 19, 2007

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER
Man taler om uoversættelige værker såsom romaner, hvori der indgår subkulturelle og geografiske dialekter. Disse har naturligvis ofte paralleller i andre sprog og kulturer, men kan jo ikke oversættes én til én – hvortil jo kommer at dialekten jo netop ikke som meningen kan ”oversættes” uden at gå tabt, omtrent som en race eller hudfarve jo heller ikke kan ”oversættes” til andre racer og hudfarver – selvom også kvindelige roller ganske vist i meget gamle dage spilledes af mandlige skuespillere.

På lignende vis tåler nogle historier, vittigheder os. ikke at videregives i andre medier, men er specifikke for det pågældende medie. Replikskiftet ”Er du døv?”; ”Hvad siger du?” kan nok læses med udbytte, men jo udelukkende fordi vi forestiller os det som en virkelig akustisk oplevelse. Hvis man derimod gengav replikskiftet som en brevveksling, ville det blive nonsens.
En egentlig transformation til det skriftlige medie ville lyde ”Kan du læse hvad jeg skriver?”. ”Tak for dit brev, men jeg kan ikke tyde din skrift”. Her er parallellen gennemført, sådan at forstå, at selv om meningen ikke længere er den helt samme, så er den morsomme meningskerne dog bevaret.
Alligevel lider replikskiftet tab ved at der nu ikke længere forestilles en umiddelbar situation og en chokeffekt, men en tidsforskydning mellem brevet og svarbrevet. Men uden en situation ingen situationskomik: En situation opleves som et autentisk, såvel af de deltagende som af tilskuerne. Derfor går komikken alligevel tabt – og selv om man valgte at gengive vor skriftlige version mundtligt, så ville selve forestillingen om tidsforskydningen følge med, så det i praksis så at sige ville blive en historie om en der fortæller en halvdårlig vittighed.
.Jeg kom til at tænke på fænomenet, da jeg for nylig tilegnede mig de første trin i sms-teknikkens kunst. Konfronteret med mine egne begrænsninger som begynder sendte jeg derfor en sms til en bekendt med følgende ordlyd:’ ”Jeg skal alligevel ikke være forfatter”, skrev HB efter at erkendt at han var for dum til at beherske ”intelligent stavning”, herunder de for hans stil så afgørende kommaer og parenteser. Denne erklæring blev øjeblikkeligt honoreret med en livsvarig pension fra Det Berlingske Officin, Informations Venner, Politikens Fond samt Gyldendals Fond – hvilket i sin tur blev anledning til en rationel fusion mellem førhen konkurrerende medier – og Bandak blev også af den grund siden nomineret som kandidat til Nobels fredspris”.
Det refererede stykke sendte jeg netop til en bekendt som en sms, uden de kommaer eller parenteser, som jeg altså netop ikke har lært at finde. Desværre kan historien ikke oversættes, trods den ellers så sigende og desværre anderledes langtidsholdbare psykologiske pointe, der ellers kan oversættes til alle sprog, kulturer og medier. For nok er menneskesindets charmerende små forvandlingsnumre universel – men situationskomikken er her bundet til dette at man netop modtager en sms med nævnte besked. I stedet for at forsøge at oversætte til en søgt historie om en forfatter der indbilder sig at være hæmmet af ikke at mestre sms til fuldkommenhed, så har vi derfor valgt at gengive historien indbagt som et morsomt eksempel og et led i en større helhed, nemlig denne lille epistel om uoversættelige historier og pointer.
Komikken er så ikke længere hovedintentionen – men til gengæld opstår måske en ny paradoksal situationskomik derved, at for at oversætte en komisk historie på en troværdig, om end altså noget domesticeret og omstændelig vis, så må vi til lejligheden opdigte en lille filosofisk afhandling, hvor tungen må holdes lige i munden. Så kunne vi ikke restløst oversætte komikken, så kunne vi til gengæld forvandle den til en ny art situationskomik, denne gang bundet til den filosofiske afhandlings ellers efterhånden noget trælse medie.

Hverken filosofiske afhandlinger, sms’er eller komiske situationer ender dog altid lykkeligt. Således modtog jeg en anden morsom sms fra et fornemt damebekendtskab der frabad sig appelbreve. Også her er situationskomikken bundet til mediet; for det tragikomiske er jo ikke selve dette at få afslag på en appel om benådning, men at man modtager den i et medie man just har vovet sig på. For det giver oplevelsen et skær af noget omsonst og håbløst, så det bliver en ufrivilligt Sisyfos-agtig gestus, blot helt uden den græske patos og storladenhed – men altså til gengæld ret komisk.

No comments: