Saturday, January 20, 2007

TAB OG VIND MED SAMME SIND..

Det er påfaldende at kvindelige blogs oftere end mandlige præges af bekymring for fremtiden og hensynet til det fælles bedste. Mandlige blogs supplerer, kommenterer eller erstatter snarere den personlige karriere eller det der ligner. At det skyldes alt det med børnene, kan der vist ikke være tvivl om, og det ligner næsten en slags arbejdsdeling.
En pessimistisk,men dybsindig tolkning kunne lyde at de fleste mænd på bunden er civiliserede psykopater, for hvem alt det med moral kun er endnu et instrument til at skyde de andre medkombattanter ned, og som forresten normalt slet ikke ved det selv. Det er måske derfor der kan være noget befriende ved lejlighedsvis omgang med de folk som alle kan være enige om at kalde psykopater - kort sagt den ægte barnlige vare: Ja, selv lejemorderen "the ice man" var langtfra uden charme. Og ræsonnementet kunne på en meget dårlig dag af lige så dybsindige grunde udstrækkes til at favorisere ærlige fjender frem for venner, der just i ly af venskabelighedens gevandt ubevidst kan manøvrere én over i en taberposition, ved at rose en for det forkerte eller camouflere en bjørnetjeneste og Uriaspost som en vennetjeneste, eller ved at rådgive en på en måde der kunne føre i den gale retning, eller ved at camouflere en stor bjørnetjeneste i ly af en ægte, men begrænset vennetjeneste.
Nej, the Ice man var aldeles uden illusioner eller selvundskyldende manøvrer af den art som ellers tit ses hos forbrydere der selv lider under samfundets mangeårige stempel. Thi vi møder her i firmaet de ejendommeligste mennesker og kunne i øvrigt også selv i passende situationer agere aldeles fordomsfrit, f.eks. hvis vi endeligt forstod at slaget var tabt i denne inkarnation. Og just i ly af vor tilsyneladende uskyld ville vi kunne nå at udrette det utroligste, bl.a. fordi vi modsat almindelige psykopater aldrig med et ord ville nævne på den lokale bodega, hvis vi havde en brintbombe gemt i klædeskabet, velsagtens grundet en næsten naturstridig og pervers form for blufærdighed. Men bare rolige, vi kender så mange skyldige, at vi slet ikke har overskud til også at lade vor elendighed gå ud over de uskyldige - hvortil beroligende kan føjes, at vi ikke kender nogle uskyldige, hvorfor disse kan være sikre på også fremover at kunne leve i fred og dølgsmål. Ha, der blev I vist godt bange, børnlille, men bare rolig, det sker som sædvanlig mest for underholdningens skyld. For jeg er som bekendt ikke typen - omtrent som den stille urmager der rettelig er blevet en folkehelt for sit eget bidrag til spøg og skæmt.

Var det ikke Dostojevskij der sagde at der gemmer sig en forbryder i enhver digter? Godt at man ikke er digter, men det udelukker nu ikke at man alligevel er forbryder, thi forbindelsen går kun den ene vej. Min forkärlighed for dramatik er nedarvet, thi da min bedstefar engang skulle til frokost på den oldgamle grevinde af Frisenborg, blev han modtaget med skarpe pistolskud fra fra trappen. "Dér blev De nok bange - det er til når russerne kommer!". Jo kvinderne kan også, selv om det er själdnere.

Går vi selv for vidt? Forhåbentlig, for der er vel grænser for Y-kromosomets unikke bidrag til livets dårligdom, med mindre man da ligefrem skulle have to af dem. Men bevares, hvor mange af os har talt efter, og måske venter der her en Nobelpris? Men på den anden side: Hvilken forsmædelighed af blive tildelt den forkerte Nobelpris, hvis man i virkeligheden kun vil have fredsprisen eller måske den litterære pris. Ja, der har I just den hemmelige ondskabsfuld i en nøddeskal som vi nævnte ovenfor, så stol ikke på nogen og da slet ikke på folk der tilbyder jer Nobelprisen.
Nå, the Ice man erklærede forøvrigt at selv han ville gøre alt for sine børn, så den slags beviser måske ikke så meget igen. Men hvordan skal det gå mine egne børn godt, hvis alle andre børn har det skrækkeligt og derfor gemmer brintbomber i klædeskabet? Det er måske det aspekt kvinderne tit har lidt mere sans for, hvem ved.
I øvrigt kan kvinder som bekendt være nok så urimelige i kampen om børnene og andet forlis i intimsfæren. Her er det nok mindst fifty-fifty, for jeg kender da enkelte mænd som jeg i så henseende tror fuldt og fast på. Men en ting er at beklage sig over modpartens skurkagtighed og søge verdens medhold heri, noget andet er at gå amok. Her må "skyldspørgsmålets" urimelighed derfor især sættes på den mest tabende parts konto, men det går som bekendt tit ud over just børnene. Men kvinderne slår dem i det mindste ikke ihjel, bortset fra i græske dramaer.
Nå, men hvis man tænker sig at mænd lidt lettere går i spåner, ikke mindst grundet høje forventningspres a la "knald eller fald", samt har lidt løsere bindinger til det nære, måske også fra naturens hånd, men naturligvis kun taget i et statistisk gennemsnit - så ville det måske være rigeligt til at forklare et overskud af mandlig "psykopati". F.eks. skal vor medfølelse måske aktiveres eller tændes aktivt for ikke at forblive i en dvaleagtig latenstilstand.
Megen charme beror måske på en vis sans for at tænde andres menneskelighed overfor en, og det er langtfra altid automatisk. Særlig charmerende børn opdager hurtigt deres lille fortrin og udnytter det helt bevidst. Som bekendt ejer mange psykopater denne charme, hvilket jo ligner en vittighed.
Men det er selvfølgelig en del af geschæften at kunne den slags. Alt muligt kan læres på kursus, så hvorfor ikke oprette et psykopatkursus for de tungnemme i livet? Det kunne være en glimrende anledning til i samme snuptag at udsluse og resocialisere en mængde uforbederlige forbrydere.
Nå til slut - når vi finder en Knud Romer mere sympatisk end en Henrik Dahl, altså umiddelbart set, så er det fordi Romer selv fortæller at alt meget vel kunnevære gået helt skrækkeligt. Men Dahl, Thyssen, Stjernfelt og S.U.Thomsen forklarer lykke i livet ved at man er "vinder" slet og ret - og hvis ikke det skyldes at de er hyponotiseret af deres egen medgang, hvilket jeg nemlig af og til morer mig over at observere, også hos sympatiske unge hvem lykken pludselig tilsmiler helt overvældende -så er det ikke noget særlig pænt træk.

Men faktisk er mange vindere flinke til at gøre opmærksomme på hvor galt alt kunne være gået, hvis ikke... Måske et afvæbnende aflad, men ikke desto mindre oftest sandere end den højere middelklasses forkælede selvbesværgelser fra barndommens præstegårdsidyl eller fra direktørboligen. Nå, en bekendt af genuint proletarisk herkomst ville her indvende at dels er det svært for alle, dels kan man ikke forlange så megen etik i livet, hvor ønskeligt sligt end kunne være, og citerer her gerne sin gamle zen-mesters ord: "Life is hard, and then you die". Desuden kan jeg undertidne frygte, at jo mere man sådan "gennemskuer" livet, desto mindre sympatisk et bekendtskab kunne man måske selv gå hen og blive.

1 comment:

Country Dweller said...

Hej, kære Henrik, efter en god, lang vinterpause uden Internet var det hyggeligt, endda opbyggeligt in spots, at læse din blog. Jeg må dog anholde din parafrasering af livets hårdhed, som jeg ser det. Selvom jeg er enig med Evelyn Waugh, at det er anmassende at forvente ærlighed af proletariatet, så er min forståelse af begrebet spirituel snarere end klassemæssig. Jeg synes det er anmassende at forvente begunstigelser af eksistensen som ikke omfatter alle.
Ismanden, lejemorderen som du skriver om, fortrød kun en ting: at han engang havde givet et af sine ofre en halv time til at bede Gud om hjælp før han skar halsen over på ham.
Ja, hvad er egentlig syndt? (Undskyld det adverbielle 't', men det skal fremme forståelsen.)
Er det synd for nogen at tabe et væddemål? Vel næppe. Men at blive tabt i et væddemål, som den berømte kogekone, det er slemt, methinks. Nå, men hvad jeg ville sige var så vidt jeg husker: Der gives dog værre skæbne end såret forfængelighed. Eller sagt på en anden måde: Nok er livet hårdt, men så hårdt er det sgu heller ikke. Eller som Eckehart: Livet, uanset hvor hårdt, leves vil det dog. And then you die.