Tuesday, January 30, 2007

COLUMBO

Gensyn med Columbo minder mig om at undertiden synes forfattere i de populære brancher at vide mere om mennesker end de håbefulde og højkulturelle. I praksis er de tit ofte mere overraskende bekendtskaber, Helle Ryslinge imponerede mig f.eks. i sin tid, og sådan er der så meget. Hvor meget der kommer fra manuskriptforfatteren og hvor meget fra skuespilleren, er godt at vide - men hursomhelst handler "Columbo" også lidt om selve dette tema.
Tænk blot på hvorledes han altid på de bonede gulve fremturer med sin svoger, sin nevø og sin kone - bevares nok for at drille morderen, men han er casted sådan at han fremstår som en person af en vis umiskendelig integritet, der også ved at hverdagsbekendtskaberne kan give lige så meget stof som det gode selskab: Mennesket fornægter sig ikke uanset hvor og hvordan. Derfor kan bumsen på lossepladsen straks lide ham, selv om han naturligvis benytter lejligheden til at spille kostbar for at få nogle dollars; for Columbo fremstilles som et menneske der tværs gennem sin dagsorden ved, at bumsen måske lige så godt kunne have været direktør, politimand, svindler eller - hvem ved - morder. Modsat enhver tids selverklærede og i egne øjne aldeles uimodståelige "vindere", der ikke et sekund tvivler på at de og netop de har fortjent det hele, eller at alt stod skrevet i stjernerne.

Men dette med at fortælle om "ligegyldige mennesker" er i sig selv lidt interessant. For nu også selv at gøre det samme kan jeg her fortælle at en 20 år ældre bekendt af mig siden jeg var 18, egentlig altid har gjort just dette: Han fremturet med ret autoritativt at fortælle om "Flemming Pedersen" eller hvem nu, som om tilhøreren næsten burde vide hvem denne Flemming var: Præcis sådan som benovede klatrere eller blot lidt naive mennesker på de bonede gulve fortæller hvad Klaus Rifbjerg eller et medlem af kanon-udvalget sagde til dem ved den eller den lejlighed, gerne med brug af fornavn. (Gab!)
Men forskellen er bare, at den der i en betydningsladet tone fortæller om en os ubekendt Flemming, vækker en suspense hos tilhøreren: Vi føler os en anelse provokerede over at få serveret "Flemming" som en veksel der alene grundet sin ubekendthed skal indgive os store forventninger. Men vi venter til gengældt spændt på historien, for indholdet må være desto mere dramatisk, sigende eller morsomt for at redde den i land. Netop fordi han taler som en enfoldig eller som et barn uden at introducere os andre til det for os komplet ukendte bekendtskab - vækker han denne suspense: For vi ved jo godt at manden er ikke så enfoldig.

Omvendt med alle de brave borgere der med naiv betydningsfuldhed fortæller os hvad Rifbjerg eller statsministeren fortalte dem på et vigtigt møde, hvor begge sjovt nok var inviteret: Her er sgu ingen suspense, for vi har allerede fået den virkelige pointe proppet i halsen som de der strassbourg-gæs: NN omgås altså Klaus Rifbjerg og statsministeren, bare så I ved hvem I har foran jer. Det der følger, er som regel ret ligegyldigt, men alligevel oplever folk det som "spændende" fordi de menneskeligt nok oplever det farvet af deres egne drømme om social opstigning osv.
Og ganske rigtigt er det der følger, sjældent synderlig interessant, uanset at det måske kan være rigtigt nok: For ingen ler, græder, forløses eller inspireres, og ingen kan genfortælle det.
Columbo's sociale sorgløshed og relative uimponerethed under sin uskyldsfuldt velbevarede drengebenovelse for den berømte skuespiller NN, skyldes ikke at han er en ny Jesus, men at han har erhvervet erfaringens visdom - og så naturligvis som forudsætning for det en særlig intuitiv naivitet, som må tænkes at gøre hans "uskyld" modstandsdygtig mod enhver dyberegående korruption. Dette lille træk er også fanget genialt i en scene, hvor han ved et celebert party som et barn i et ubevogtet øjeblik stikker først én, så den næste og så den næste desertchokolade i lommen, indtil skålen er helt tom.
I sin tid tænkte jeg ikke over det, men altså - det er rørende konsekvent, og det er sgu ikke bare for at illustrere at kommissærens økonomi ikke er til Anton Berg. I visse henseender er han vitterlig som barnet og ejer dets naivitet m.h.t. "selvrespekt", hvad folk dog må tænke, er det her nu også klogt, og den slags, men på et andet niveau gennemskuer han intuitivt det hele. Og er det i virkeligheden ikke to sider af samme sag?
Men igen: Er det lille påfund Peter Falks spontane improvisation ligesom med Dirch Passer og mange andre, eller stod det allerede i manuskriptet? Jeg vil helst tro det første, og bevare min barnetro på at nogle er som skabt til visse roller, det være nu på film eller i livet.

No comments: