LAST YEAR ON O-DAY...

LAST YEAR ON O-DAY...
Både i pressen og på den prominente blog D’Dansk kunne man for nylig læse om O-dag den 22. december – som prætenderer at være kærlighedens svar på D-dag. Forhåbningen er den at ved en synkroniceret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Så lad os evaluere i ro og mag.
Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har aldrig været særlig slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt og mediteret. Intet skal på forhånd udelukkes, om end mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der mente at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun dog siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.
Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte og ensomme ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe der fritages for deltagelse. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.
Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed i vor informationsalder meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner jo siges at være mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.
En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej.

Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide og uromantiske seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.
Kærligheden har mange former. Således fortalte en ung teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en landskendt og vidt berejst forfatter og nu sågar tillige sømand samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe med Guds velsignelse og efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne søens mand endnu ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner jo ejheller sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen minderige O-dag. Selv samme aften modtog jeg nemlig en SMS – en teknik jeg ulykkeligvis endelig har lært at mestre – fra et eksklusivt damebekjendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Vi umodne sømænd dyrker nemlig gerne kærligheden som nødhavn, gallionsfigur og vind i sejlene; men dette er ikke altid nok for en kvinde i længden, og som bekendt får vi oftest kun én chance. Men pyt: For hvad døjer vi fjolser ikke gerne for The Litterary Empire?