GYLDENDALS DÆMONER

Nu står verden ikke længere. For første gang nogensinde klager en af de indbudte litteraturskribenter til Gyldendals årlige hofbal - Berlingernes Niels Gunder - over den ulækre fedterøvs-stemning. I årevis var jeg nærmest ene om at hænge vor søde "elite" ud med den fornødne psykologiske præcision, men nu begynder den altså at blive for tyk selv for de hjemmevante i klubben. Og straks fulgte en af hans kolleger i branchen op, for så snart det bliver smart at være etisk, så vil de andre lige pludselig også vise høj etisk integritet.

Men er det da ikke kun glimrende, hvis etik omsider bliver højeste mode? Javel, men vi så nu også hvad der skete, dengang Danmarks brave bisper ville gå Kierkegaard i bedene og udråbe hinanden til sandhedsvidner og apostle. Stakkels Søren fik et dødeligt raserianfald, for ikke nok ville de have alle velkendte fordele, nej de ville nu også stjæle Sørens rolle tillige og dermed besegle deres stædige fortielse af ham. For sådan bliver vi mennesker, når vi bliver forkælede: eliten tager det hele, og end ikke den korsfæstedes interessante dødsskrig under den ham.
Så derfor er det oftest en dårlig forretning at lade sig korsfæste. Men mon ikke der findes andre ledige roller, som er knap så misundelsesværdige, og som man derfor kan få lov at have i fred?

Men plager slipper vi ikke for: Her gik man og troede at robotter i det mindste ikke kunne fornærme én. Men nu har Google´s virtuelle søgerobot fundet ligheder mellem vor blog og en spam-blog og forlanger derfor vidners bekræftelse af, at vor blog skrives af et levende menneske. Jeg vidste ikke at en robot kunne være så vittig - blot synd at den ikke kender til det forældede begreb 'syntaks.' Men det forholder sig vel hermed ganske som med Søren og biskopperne der til sidst stjal hans rolle: Spam kalder sig i vore dage "syntaks" og beskylder i stedet den sande syntaks for at være spam. Og alle tager det for gode varer, for det er jo eliten selv der siger det. Dette byder I Danmarks digtere.
Nej, hvem der var skraldemand.
Lykken for vor blog ville derimod være, hvis Tudvad og Garff ville indlade sig i en ny offentlig fejde omkring den rette tolkning af bloggen og dens baggrund.