AVISKRISE

Herom læs tidligere indlæg med denne titel, der underligt nok blev trykt i Information lige før jul. "Men nu jeg har jer...", som Rifbjerg plejer at sige til Gyldendal-uden-vetoret. (Hvad fanden er det forresten nu ham Rifbjerg hedder til fornavn - det er da vel ikke sådan noget muslimsk, som man man skal være analfabet for at stave til?)

Altså: Politikens oplag synker ligefuldt støt, trods al tolerance, lødighed samt frihed for både Krarup, Lomborg og enhedslisten. Javel, men en stedse mere jævnaldrende drengekultur avlet på henholdsvis Undervisiteterne og Journalisthøjskolen under et hektisk konkurrencetryk befordrer ikke desto mindre også dér en vis ensartethed på et dybere psykologisk plan, der også afspejler sig i et ligesom synkroniseret sprog på tværs af faggrænserne, om så også på et højt niveau. Og det keder åbenbart nogle i længden, om så også på et højt plan. For læserne må jo ofte tænke: "Har den mand nogensinde set et damplokomotiv eller en gammeldags mekanisk skrivemaskine". Nå, det har læserne måske heller ikke altid, men vi siger som de religiøse siger til ateisterne: "Selv om I ikke tror på Gud, så savner I ham sgu alligevel".

Der hersker ikke ensretning - men så at sige "ikke-ensretning" på den samme måde, i tidens sædvanlige globaliserede ånd: "Nu har også jeg taget et kursus i at sige snart "Ned med Gud og Kongehuset", snart "Hvad ved vi i grunden om Gud og Kongehuset, men bare de opfører sig ordentligt har jeg personligt intet imod deres fortsatte ophold i landet"; snart "Jeg vil give min ene arm for at forsvare Rifbjergs ret til at kritisere Kongehusets og Guds invasion af Irak", og snart "Jeg vil give min anden arm for mest mulig spalteplads til at kritisere Rifbjergs ensidige kritik af Kongehusets og Guds invasion af Irak;" snart "Nu kan også jeg sige nøjagtigt det samme som Umberto Eco og 27 andre toneangivende europæiske intellektuelle om alle de samme emner, med de samme ord, og ovenikøbet næsten lige så pompøst".

Nå, drenge er drenge, og en vis forudsigelighed selv i de højt uddannedes søde små oprørske gestus har alle dage beroliget gårdvagterne. Jeg gik selv på Krebs', indtil både familieformuen og familien selv slap op (kaptajnen går ned med sit skib), og jeg fik af både denne og ovennævnte grund (gårdvagterne) nogle på skrinet, normalt med forældrenes, Guds og Kongehusets velsignelse. Og jeg har sgu ikke taget skade af det, men forsømmer ligesom Arafat fortsat aldrig en chance ¨for at forsømme en chance: Andet ville nemlig ikke være fair play, for de andre skal trods alt også have en chance. Og den forsømmer de sjældent, for de har desværre ikke alle gået på Krebs og lært om fair play.
Nå, men kort sagt: Ikke en fejl hos hin enkelte, men en statistisk, demografisk eller hvad I nu vil kalde denne landsdækkende lille systemskævhed, som alene direktøren for det hele kan rette op, måske i samarbejde med Kongehuset.
Professorer i dansk forudså engang at alle efterhånden ville tale arbejder-københavnsk, men sædernes forfald slog som bekendt aldeles fejl, for i dag er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter (genbrug, men i min alder...). Kun på film kan vi gudskelov endnu opleve national-geografisk, sproglig, associativ og social brogethed, senest i Thomas Vinterbergs "En mand vender tilbage". Sådan en film styrker nok sammenhængskraften bedre end en masse kloge meninger.
Direktøren for det hele forsvarer sin avis tappert mod alle hånde urimelige beskyldninger, herunder den om oplyst enevælde. Godt nok, men i så fald er det kanske just sidstnævnte der skal til? Vi spørger bare. Men husk så også lige det med fair play. Ellers er det jo et urgammelt lynafleder-trick "storsindet" at udnævne eller sågar "uddanne" en halv-umulig skoledreng til officiel oprører med ret til infantile og latrinære narrefagter ved kongens hof.

Nå, selv Cepos-drengene på højrefløjen har undertiden ret. Konkurrence giver økonomisk vækst, og denne avler atter en vis demokratisk myndighed og oprørsk uafhængighed, kort sagt en betydelig grad af rapkæftethed. Her er vor seneste: Modsat Politikens Hus (som vi endnu aldrig har nægtet at bistå på forskellig vis) har vi endnu alt for få annoncer, men oplaget er til gengæld stærkt stigende; og hos den økonomisk uafhængige er forfængeligheden altid stærkere end bekymringen for udkommet. Så vi siger herefterdags lige hvad der passer os.

Ikke desto mindre bliver jeg nok nødt til lige at hente en bil, der ellers står og ruster i Nordsverige - og mine luksusproblemer er desværre også jeres: Kort sagt - ked jer bravt imens.... I har jo altid Gyldendal. Ja, og så ham forfatteren med det sjove muslimske fornavn - men hvad fanden var det nu lige han hed til efternavn? Var det mon ikke noget slavisk med dybe panderynker, som man skal være professor i lingvistik for at stave til? Nej, nej - ikke Alzheimer, dét var jo ham der fik Nobelprisen i medicin sidste år, men glemte den i bussen på vej hjem. Og med Nobelprisen forholder det sig ligesom med den elektriske stol: Du tildeles kun én tur for den samme bedrift, så Du kan godt begynde helt forfra igen - nej, helt om bag i køen, du gamle; ja sådan, den går ikke Rifberg.
Ha, dér var navnet jo - for vore digressioner fører nemlig oftest til Rom, så fri os fra gode råd. Anyway - må jeres søgemaskine være med jer (genbrug, men i min alder...).