BLOGGEN SOM COLUMBUSÆG

Jeg knalder altid blogge direkte ned på min stamkafe, uplanlagt og ufortøvet som det danske vejr selv. Skriver dem aldrig derhjemme. Lejlighedsvise slagfejl må derfor undskyldes.
Mit bedste of længste blogmanuskrift ligger derfor ikke på bloggen, da det dels er gennemarbejdet i flere anfald, dels har vist sig at have markedsmæssig værdi - for slet ikke at tale om hvis en marketingsidiot havde begået noget blot halvt så godt, for så var han da snart på alle slæber. Nå, ovennævnte manus udtømmer nevertheless i en vis forstand bloggens helt egne litterære genremuligheder - det lyder pompøst, teoretisk og kedeligt og viste sig da også kun i bagklogskabens lys, for skægt er det sgu blevet. Bare så man ved det...
Bogagtige artikler passer ikke rigtigt på bloggen, og hvem orker læse alt det.

Dagbøger kan især for os mænd forekomme lovligt private og ligesom lidt pinlige - måske en stor fejl, for det forsømte hævner sig som bekendt ganske som andre "uvæsentlige" ting i livet: Oprydning, vasketøj, PR og den slags... De der skriver dagbog, kan muligvis bedre klare det nære bøvl end os der straks flyver op i ørnehøjde, men klynker jammerligt, når verden småligt klipper svingfjerene af os.
Bloggen er dog hertil tilpas midt mellem det offentlige og det private. Vi trænger os ikke "latterligt" på ved at gøre det private til tvangslæsning i morgenavisen - men vi forfalder dog heller ikke til dagbogens skinbarlige og næsten autistiske privathed, som gør os lidt forlegne og så at sige psykiatriske til mode. Bloggens balance er her velovervejet og lemper det private tilpas værdigt ind til en vis diskret grad af offentlighed - så her kan vi også af og til skrive ting som vi i grunden slet ikke ønsker at folk skal læse, omtrent som forbrydere undertiden falder på deres trang til medvidere i deres liv.

Faktisk kan vore læsere berømme sig af at være formeligt håndplukkede af skæbnen, for vi omtaler kun vor blog for et yderst begrænset antal bekendte endsige professionelle forbindelser og efterlader her alt til skæbnen.
Hvad sluttelig angår vor forkærlighed for pluralis majestatis, kan vi kun oplyse at mindre nu engang ikke kan gøre det. Men sålænge vore mest ubeskedne drømme således kun antager grammatisk skikkelse, må vore omgivelser immervæk siges at være lovlig billigt sluppet, sådan set i historiens lys. Men hvem ved, måske består vort særlige format just deri. Eller var den lidt for dum, som hos en tuberkuløs og halvgal student hos Dostojevskij?