Fra Mærsk til Møller
I vort magnum opus way back "Philosophiens Univers" (C.A.Reitzel), som blev fortiet og dernæst stykkevis og delt plagieret af det philosofiske etablissement såvel som af lovende aspiranter med sans for kronisk netværkeri og fortløbende indlæring af hvad drengene på tinge p.t. taler om - thi dette er den klassiske maskuline vej til fremgang, ganske som jo alle spin-doktorer er begyndt i den samme opløbne drengeklasse fra journalisthøjskolen, og ganske som en rockerbandes ungdomsafdeling efterhånden bliver lige skrappe til alle de samme ting, med samme jargon osv., for i tidens fylde at forfremmes til partimedarbejdere og kommende departementschefstillinger og ministerposter....
– Kort sagt, i vort magnum opus fra Kierkegaards nu ligeledes posthume gamle forlag, kunne man læse…. . Åh, tillad os her en digression, idet vi kommer i tanker om Storm P.’s replikskifte: ”Hvad siger ikke Holberg?” – ”Ork - masser, masser forsikrer jeg Dem!”.
Men nu ikke flere afbrydelser, om vi må bede! Nuvel - endnu kortere sagt: I vort gamle, men ingenlunde forældede magnum opus, som i fremtidens danske philosophi-historie vil blive efterlyst som et kausalt nødvendigt missing link, der ligesom planeten Pluto først vil blive forudsagt ved logisk deduktion ud fra dens virkninger og sidenhen empirisk påvist af bibliofile arkæologer… - Åh tillad os her endnu en –denne gang dog absolut nødvendig – digression, idet vi nemlig her ikke kan udelukke den risiko, at det tværtimod vil gå vort værk som det gik med restoplaget af Anders Fogh Rasmussens magnum opus ”Minimalstaten”, der nemlig siden hen blev opkøbt og destrueret af hans eget parti Venstre, for ikke at skade dettes renommé. Den store forskel i vort analoge scenario er imidlertid her, at da vi ikke selv har noget parti, vil det i stedet være det modsatte parti der opkøber og destruerer restoplaget af vort værk.
Kort sagt, i vort gamle magnum opus står der meget, men ligesom i Holbergs tilfælde ingenlunde alt, thi skønt alt ingenlunde er kedeligt, så er "Alt" det likförbannat. – Hvilket tillader os den sidste digression, at dette skam ikke er vor eneste parallel til Holberg: Således fortæller en professor i en nylig udgivelse, at ”Holbergs problem, var at han nødig ville sige tingene på en kedsommelig måde, hvis han kunne sige dem på en morsom måde”.
Hvorvidt dette problem nu tillige er professorens eget, ville her være en ganske unødig digression at indlade sig på – hvilket ikke desto mindre gør det nødvendigt for os at tilføje, at det også ville være en højst uskøn antagelse, idet det nemlig ikke klæder mennesker – og da slet ikke en biograf – at rose andres storhed for dermed i virkeligheden tillige indirekte at rose os selv. Tværtimod er der netop storhed i at kunne rose andre for træk som man ikke selv har.
Kort sagt vil vi slet ikke indlade os på nævnte overvejelse, så lidt som på overvejelser om forskellen på humor og på den anden side den sarkasme der i pressen ofte lanceres under nævnte kategori. Kort sagt vil vi - nu hellere end posthumt - løfte fligen for det af mange bitte afsnit, hvori vi efter års inkuberen var i stand til at gennemlyse Karl Marx’ gamle begreb om ”arbejdskraftens værdi”. Marx kongstanke var her, at arbejdskraftens værdi blot vil sige hvad det koster at brødføde arbejderen og hans familie – hans arbejdes værdi er derimod langt større, og profitten (uha!) fremkommer da som forskellen mellem hans løn (arbejdskraftens værdi) og det udførte arbejdes salgsværdi. Marx' forklarer således profitten som forskellen i værdien af den vare han køber - arbejdskraften - og værdien af den vare han siden sælger: det udførte arbejde.
Vor analyse var her, at Marx ved at opfinde en særlig størrelse ”arbejdskraftens værdi” kunne føle sig som en ny Newton, der for at forklare kapitalens kosmiske urværk måtte indføre visse konstanter og visse naturlove. Arbejdsgiveren kan således sige: ”Sorry, men i henhold til ”Das Kapital” kan jeg nu engang som profitmager kun købe værdien af Deres arbejdskraft, og den er nu engang ikke nær så stor som arbejdets værdi. Men i øvrigt ønsker jeg Dem og Deres familie en rigtig god jul og et godt nytår!”.
Men i virkeligheden (lød vor bagkloge lille analytiske korrektion) er det som arbejdsgiveren køber, jo ikke en sådan abstrakt størrelse, som han aldrig selv har tænkt på: For al handel er dog per definition en bevidst transaktion. Kort sagt er det rigtignok alene det udførte arbejde der interesserer arbejdsgiveren, for det er jo produktet deraf han sidenhen skal sælge på markedet. Arbejderens forplejning er ham derimod ærlig talt temmelig fremmed.
Men heraf følger, at Marx’ uklanderlige matematik philosophisk set dog er misvisende: For hvad der sker, er reelt at arbejdsgiveren køber det udførte arbejde så billigt som muligt for dernæst at sælge produktet så dyrt som muligt. Og forskellen skyldes hverken naturlove eller ”kosmiske konstanter" såsom de to kunstigt adskilte størrelser (’arbejdets værdi’ og ’arbejdskraftens værdi’): Nej, forskellen beror alene på forholdene i jernindustrien plus elementær psykologi: I mangel på bedre alternativer vil især den uorganiserede arbejder nemlig være nødt til at affinde sig med et meget lavt bud på værdien af sit arbejde – så meget mere som han jo selv ved, at arbejdsgiveren i modsat fald pærelet kunne finde mange andre, der af de selv samme grunde ville affinde sig med lugten i bageriet.
Nuvel, kort sagt var ovenstående alene en indledning til vort egentlige ærinde med dagens tekst. Da vi nemlig ikke noksom formår at prise den lykkelige skøge Susanne Møller for både vid, karakter og skønhed, kom vi nemlig til at mindes hendes ord, at en luder ingenlunde sælger ”sig selv”, som bedemøllernes almindelige beklagelse jo lyder. Således afgiver hun ikke mere suverænitet som borger end enhver anden lønmodtager: Det som fru Møller sælger (og vi tror hende ubeset i hvert eneste ord), er alene en bestemt tidsbegrænset ydelse.
I den forbindelse – just som læseren måske aner en spirende parallel til Marx ovenfor – er det sidste chance for at indføre den digression, at fru Møller her udover elementær skarpsindighed dokumenterer morsom fantasi af den art som Gud og hvermand nu om dage tilskriver sig selv under navnet ”kreativitet”. For hør her, hvorledes hun nemlig fortsætter: Hun tillægger nemlig dernæst, at den ydelse hun tilbyder, er at betragte som ”en halv times brydekamp” eller som ”nogle fælles øvelser”.
Her kunne nogle læsere måske finde det oplagt med en digression til den nye videnskab ”kognitiv semiotik”, hvis største mysterium i øvrigt er fraværet af en ældre og ikke-kognitiv semiotik – ganske som kemikerne jo skelner mellem organisk og uorganisk kemi. Ja, faktisk gjorde en kemiker os for nylig opmærksom på denne parallel, for tværvidenskabelighed er nu engang en god ting.
Nuvel, nævnte semiotiske digression finder vi selv ikke spor oplagt, eller med Queen Victorias hyppige ord, når noget ikke behagede hende: ”We are not amused”. Ikke desto mindre bør vi ikke udelukkende gøre hvad der behager os, for der er jo også noget der hedder pligt. Så i forbindelse med disciplinen ”kognitiv semiotik” skylder vi at give at hastigt gæt på, på hvad sådan noget mon kunne være: For vi vil nemlig hævde, at dette just er hvad fru Møller fremturer med. Når tanken bevæger sig i – med Storm P.’s ord – ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”, falder skællene fra vore øjne, idet vi da straks ser forskellen på talentet og den forlæste og iso-certificerede klamphugger, som enhver samfundsstøtte kan være helt tryg ved. Det besynderlige med det velvalgte billede on location er nemlig, at på trods af at det jo kun er et billede og dermed hentet fra et helt andet gebet end det, der egentlig tales om, så bevirker det dog en øjeblikkelig præcisering og samtidig en mental energitilførsel.
Billedet leder tanken til en ganske bestemt betragtningsmåde, et bestemt aspekt, som på det omhandlede felt selv kan fremstå lidt diffust, men som ved den valgte sammenligning bliver lysklart. Energitilførslen til den mentale proces skyldes i sin tur, at billedet ofte hentes fra et mere saftigt felt end det omhandlede. Hertil kunne man nu indvende: Men gives der da noget saftigere felt end det i fru Møllers tilfælde omhandlede? Nej, men hvis nu fruen behager at udtrykke sig billedligt for at opnå nævnte præcision hinsides alle snerpede grimasser, så må hun nu engang hente sine billeder fra at andet felt end det hun egentlig taler om. Men for ikke at falde i energiniveau gælder det om dog at vælge noget, der er så saftigt og konkret som muligt: såsom ”en brydekamp” og ”nogle fælles øvelser”.
Til den indvending at her i lige dette tilfælde ligefuldt bliver tale om et energitab, trods al respekt for såvel brydekampe som fælles øvelser, må vi frelsende svare: Nuvel, men da vi samtidig finder enhver art variation opløftende, så bevirker denne uindbudte indføring af så at sige vævsfremmede områder immervæk en livgivende injektion: Thi hvad hjælper nok så præcise billeder, hvis vi ikke formår at holde os vågne under foredraget?
Et andet eksempel på ”kognitiv semiotik” kunne være, hvis vi om vor egen borgerlige karriere sagde, at vort eget kroniske lod i livet har været at ”Den pige er sgu for god til ham”. Her er det langt mere oplagt end i fru Møllers tilfælde at der sker en energitilførsel ved hjælp af saftigere emner end det der i virkeligheden sigtes til. For mens det nemlig, hvad pigerne angår, ofte har været os muligt at afslutte eller forkludre forholdene selv uden hjælp fra rivaler, så forholder det sig på ærens slagmark omvendt sådan, at højt betitlede rivaler-udi-egen-indbildning lige fra dag 1 fortløbende har tænkt om vore ideer: ”Den pige er sgu alt for god til ham!” Omtrent som hvis det pludselig faldt Marx’sølle arbejdsmand ind at ville have profit oven i hatten, på linje med direktøren for det hele – og den går sgu ikke Granberg!
Vi forudser nu, at læseren omsider har indset at kognitiv semiotik i virkeligheden er dagens emne. Intet kunne imidlertid være mere forkert, for kunden har heldigvis ikke altid ret: Således måtte også jeg f.eks. forleden sande at købt taletid til mobilen ikke kan gøres ugjort, uanset tekniske komplikationer. Nej, dagens emne er forholdet mellem plagiat og originalitet. Thi vor ovenfor gennemlyste ejendommelige parallel mellem vor marxistiske ekskurs og så fru Møllers tale om at hun kun sælger en ydelse og ikke sig selv – kunne få den indbildske krakiler til at overveje, om hun mon skulle have været inspireret af vort førnævnte apokryfe og forbudne opus magnum. Ingen antagelse kunne være mere forkert – udover den allerede kasserede antagelse, at kognitiv semiotik nok var vort egentlige ærinde.
Nuvel, hvorledes kan vi nu udelukke, at fru Møller engang må have læst i vort værk? Ja, for det første sørgede fagfæller som nævnt for billedligt talt at opkøbe restoplaget, for ikke at dette skulle komme for skade at gavne vort renommé. Men nu øjner læseren nok atter morgenlys: For vort saftige billede af den veluddannede normalitets kollektive bondesnuhed er jo atter et ufrivilligt knæfald for og et skoleeksempel på den endnu sørgeligt underkendte videnskab ”kognitiv semiotik” – eller i det mindste vor egen gisning fra hoften om, hvad en sådan videnskab mon går ud på.
Men tro os, vi lader os ikke længere distrahere fra vort egentlige ærinde, nemlig at dementere enhver forestilling om at fru Møller skulle have været inspireret af vort magnum opus. Kort sagt kan fru Møller umuligt have været inspireret af os, idet fagfæller for længst ved nævnte "restopkøb" (billedligt talt) sørgede for alene selv at blive inspirerede. For det andet er den antydede parallel allerede i sig selv så subtil, at den kræver en – beskedent sagt – ikke ubetydelig portion skarpsindighed at opdage. Hvis fru Møller virkelig (og det tror vi bestemt!) er skarpsindig nok til at gennemskue nævnte subtile parallel, så tiltror vi hende skam også evner til selv at gennemtænke sin metiers grundlove også helt uden vor hjælp.
Dette ses måske lettere ved et tænkt eksempel: Antag at en matematisk model for, hvad ved jeg i atomernes verden, viser sig at have en underfundig og dyb lighed med en matematisk model for noget helt andet. I så fald ville det være misvisende heri at se et tegn på inspiration eller lån - for hvis der på forhånd slet ingen grund var til at forvente nogen analogi, så må denne være noget som man først efterfølgende opdager. Hvad der sker, er derfor snarere, at de to forskere uafhængig af hinanden og ad aldeles forskellige veje på hver sit felt har tænkt sig frem til på overraskende vis beslægtede forestillinger.
Ihukommende det ældgamle princip om ”Occams ragekniv” – nemlig ikke at gøre sig flere hypotetiske antagelser end strengt nødvendigt for at forklare det der skal forklares – er der følgelig ingen som helst grund til at antage, at fru Møller skulle have læst vort værk. Så meget mere som nævnte emne kun var en ren biting i værket - i øvrigt helt på linje med alt andet i det værk: Thi vi er gode demokrater og hader at gøre forskel,
Men der er en tredje og sidste grund til at forkaste den antagelse, at fru Møller skulle have fået inspiration fra vort for længst i sammenbidt tavshed bandlyste værk. Og her må vi faktisk slutte af med vort sidste ufrivillige (thi vi lider tydeligvis af semiotisk inkontinens) knæfald for den kognitive semiotik: For en person der så suverænt utvungent behersker "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke", skønt hun angiveligt knapt bestiller andet fra morgen til aften end nævnte fælles gymnastiske øvelser – en sådan person tiltror vi gerne kapacitet til alt.
Det der nemlig altid adskiller plagiatoren fra den ægte vare, er at plagiatoren kan være nok så velstruktureret, klar og i særdeleshed fyldig (!) – men aldeles savner skitsens og den snarrådige intuitions helt umiskendelige fingeraftryk og associationernes uforlignelige ørneflugt. Og når desse træk alligevel undtagelsesvis findes, er det altid udvendigt og aldeles uorganisk påklistret: Hvorefter den stædige efterforsker da også snart kan finde, at der ganske rigtigt var tale om et helt bogstaveligt citat....
Modeksemplet er når genuint originale mennesker undertiden generøst citerer andre: For selv da formår de at indlejre citatet i en højere original idé, som er deres helt egen. Et eksempel kunne være de store jazzmusikere, der kunne citere fremmede, ja undertiden tilsyneladende helt vævsfremmede melodistumper på en måde, der dog understregede og berigede den melodi som de i virkeligheden improviserede over. Således kunne Art Tatum citere fra ”Rhapsody in Blue” når han spillede andre og mindre ting af Gershwin – og vel at mærke altid med den forbløffende virkning, at tilhøreren tænker: ”Ja, sådan skal den melodi jo spilles!”. Næste gang spiller han melodien på en helt anden måde, og vi siger atter: ”Ja, sådan skal den melodi spilles!” Og tredje gang hører vi måske en anden artist spille melodien lige så overbevisende på sin egen måde, og måske med helt andre citater.
Tilsvarende leverede Oscar Peterson engang sammen med en trompetist ”Take the A-train” som en vildt fejende vals – mens Errol Garner engang fik Ellingtons gamle kendingsmelodi til grangiveligt at efterligne lyden og rytmen af et damplokomotiv der starter - omtrent ligesom nogle venligt stemte læsere alt for generøst nu tiltror os evnen til en efterligning som ellers hidtil ingen autoriserede Kierkegaard-kendere er kommet blot i nærheden af... Og hermed vil vi – stoisk ihukommende at den uhelbredelige normalitets sikreste og mest trofaste kendetegn er evnen til hursomhelst at benægte fakta – selv slutte. ..
