RETTEN TIL RIGET

Ole Thyssens kronik i Information 15.11 i liberalistisk ånd var et opkog af hans tidligere skriverier herom – og han har heri selskab med både sin lejlighedsvise kampfælle Henrik Dahl og Frederik Stjernfelt/Søren Ulrik Thomsen med deres pamplet "Den negative opbyggelighed". Det ville være under bæltestedet at indvende at Thyssen ikke selv bidrager til landets bruttonationalprodukt og i øvrigt er dyrere i drift end en førtidspensionist: For hans tænkning kunne jo godt være uvurderlig.
Thyssen kan også have ret i, at jo lettere det er at opnå beskyttet status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være en beskyttet eksistens uvægerlig forbundet med lav status og derfor almindeligvis ikke noget man tragter efter, med mindre man vitterlig er eller føler sig psykisk og socialt invalideret.
Dog kunne man godt forestille sig at det giver ringere status i ens eget miljø at have et ufaglært lønarbejde end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der omsider har fundet sin rette hylde, og hvis bidrag de i øvrigt risikofrit kan annektere i kollektiv tavshed. Thyssen og meningsfæller må derfor tage højde for, at den arbejdsløse ægyptolog på lang sigt måske vitterlig gør klogt i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til Akmet eller Ali. Selv løb jeg dog i sin tid med aviser, men havde så også en palæstinensisk far...
Vor konstatering erindrer os om den økonomiske makrosandhed, at der jo slet ikke er så mange ledige jobs, ej heller for de initiativrige. Og i den situation er det Thyssens vinkel at de bedste får jobbet, og at taberne så vælger at forlange status som ofre - en betragtning han frejdigt her i efterlignernes århundrede har lånt fra historikeren Henrik Jensens bog "Ofrenes århundrede" - der dog ikke vinklede den ideologisk.
Ganske som i calvinismens tid økonomisk velstand var et tegn på at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Thyssen nemlig tydeligvis, at grønt lys i tilværelsen i sig selv borger for ens berettigelse og kvaliteter samt ikke mindst: At mindre velkomne bidragydere følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke i almindelighed en sådan nødvendig kobling. I den offentlige anerkendelsesverden, hvor det ikke er bestilleren der betaler showet af egen lomme, handler det oftere om, hvem vi har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende i henhold til kvaliteter.
I vor egen musegrå stræbsomhed er vi dybest set ikke altid ret interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang og ærinde fremstår som oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvemme anledninger og talismaner for desto mere konsekvent at afværge ubudne talenter, der ingen fordele har at tilbyde os. Et udvalg, en redaktør eller forlagskonsulent vil ofte være ikke blot naivt forudindtaget, men også lidt stolt over at have med en berømthed at gøre, for det smager allerede lidt af fugl.

Dertil kommer at når vi præmierer noget allerede præmieret, har vi ryggen fri, selv hvis det mod forventning skulle vise sig at blive et flop – hvilket især for nyere og mere ubeskrevne blade såvel som for dovne sjæle spiller en rolle. Derfor vil en Thyssen og andre "krigere" - for nu at bruge hans egen terminologi - sjældent blive afvist, hvor meget han end gentager sin ode til Mærsk. Men det beviser jo ikke hans genialitet eller sandfærdighed som tænker eller stilist.
Derimod kan det i det enkelte tilfælde være salgsøkonomisk korrekt, at en kändis læses af flere end en mindre kendt. Sidstnævnte betragtning holder dog ikke over tid: For en avis, TV-station eller et forlag der konsekvent vægter kvalitet over kändis-effekt, kan meget vel ende med at få flere læsere, blot man tillige sørger for variation i stil og indhold.
Thyssen overser med andre ord, at især i tider med overskud på arbejdskraft vil ens succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparationer og blikkenslagerarbejde ikke være et mål for kvalitet. At ”få lov” handler tværtimod om alt det som den moderne middelklasse og jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?”. Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden vække være en ulempe, og dels vægtes sociale forcer samt vor egen fordel ved at anerkende dig langt højere.
I private virksomheder vil man derimod altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. Dvs. hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris eller misinformation, et uheldigt ry fra ældre tider eller ulighed i reklame-volumen.
Men sådan er det ikke altid i åndens verden, hvor så meget andet end kvalitet kan styre vor efterspørgsel. I særdeleshed er det meningsløst i offentlige anliggender at gøre en sådan ”calvinistisk” betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke identisk med dem der faktisk må betale gildet.
En anden side af den sociale udvælgelse som Thyssen helt overser, er det forhold at vor grad af succes ofte har at gøre med vor evne til at udnytte allerede opnåede fortrinsstillinger til at intrigere for dermed at bringe uvelkomne ”rivaler” i et umuligt lys eller i på anden vis omgå dem uden risiko.
Selv kolleger, der ikke elsker os, vil nemlig ofte se med milde eller endda "blinde" øjne på vore små intriger, for ej heller de ønsker flere bejlere med andre og måske mere glorværdige kvaliteter end deres egne. Den akademiske verden er notorisk fuld af den slags kalkulationer, og vel i dag mere end nogensinde - og modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Naturligvis kan jeg ikke kan ane hvor megen af sin personlige lykke lige netop Ole Thyssen kan skrive på den konto, men det kan næppe passe at han er ubekendt med disse forhold.
Vore overvejelser omkring succes kan forlænges til en analyse af begrebet mislykkethed. Social-økonomisk mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, skyldfølelse, lav selvtillid, manglende opbakning fra familie og miljø, etnisk mistro osv. Den ubevidst calvinistiske Thyssen ignorerer konsekvent hele denne psykologiske flora; eller også vil han måske her indvende: ”Vel findes der også begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men det er da kun rimeligt at menneskers karakter spiller en rolle for deres sociale skæbne.”
Men en sådan betragtning ville åbne for en meget ondartet og hyklerisk strategi: Lad os som anmeldere, som medlemmer af faglige ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som forlagskonsulenter, eksaminatorer osv. spænde ben for alle de talenter, som kunne frygtes at sætte vort eget lille lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det at de er nogle skvat, og den slags er verden ikke tjent med. Lad stå hvad ikke kan falde...
Hvis det thyssenske kompagni imidlertid i en trængt situation vitterlig skulle betjene sig af dette argument, kan det tilbagevises som usagligt: For vist er det godt at i det mindste nogle psykopater samt andre som er inkompatible med enhver arbejdsplads, sis fra inden de når at lave ulykker. Men med i dette arguments badevand følger rigtignok en bunke mere eller mindre fortræffelige folk, hvis eneste ”karakterbrist” i givet fald er erhvervede og just beror på at vi så konsekvent spænder ben for dem – noget vi desværre langtfra altid er i stand til, men desto mere eftertrykkeligt just i de tilfælde hvor de pågældende står uden bagland og forbundsfæller.
I forlængelse af Thyssens calvinistiske betragtningsmåde kunne man endvidere sige, at jo højere løn man får, desto større må man være – og følgelig rangerer en Thyssen langt over en arbejdsløs. En sådan psykologisk mekanisme er da også en realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne og herunder tænke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden høj status som frynsegode, ville de blive meget forargede – skam ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som en fornærmelig reduktion af deres person.
Bliver man behandlet som stjerne, kommer man hurtigt til at opleve sig som stjerne og mister snart enhver selvkritik; og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært slet ikke at blive anfægtet deraf i svage stunder. I begge tilfælde tager vi fejlagtigt og i Calvins ånd verdens dom for pålydende. Og for nu at vende os til kristendommens mindre anløbne udgaver fra før Calvins tid, kunne vi tværtimod sige: At sådan overtro er en synd mod Den Hellig Ånd.

Kompagniet af fordums marxister fra direktørhjem, som efter en opportun postmoderne periode i dag bekvemt og unuanceret hylder læren om at være sin egen lykkes smed, overser at de selv er blevet båret igennem hele vejen, bl.a. i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt, hvor universiteterne ansatte alt hvad der kunne krybe og gå. De tager med andre ord slet ikke højde for hverken konjunkturbestemt arbejdsløshed eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke meningsfuldt kan henføres til uhensigtsmæssige strømninger eller offer-mentalitet.
Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst, når man kan få konsulenthonorarer samt lektor- eller professorgage uden at overanstrenge sig i sandhedens tjeneste?

KVINDERNES KRIG

Kvindernes blodige meningskrig i strid med alle FN-konventioner er underholdende og fik med Politikens Per Michael Jespersens nylige indspark et tiltrængt maskulint islæt. Men erfaringsmæssigt er det risikabelt at forsøge sig som opmand i et værtsshusslagsmål. For der sker her let det samme som jeg engang oplevede i Dyrehaven, hvor den svagere af to kæmpende hjorte i stedet kastede sig over mig, så jeg formelig måtte søge tilflugt hos dens overlegne modpart: For jeg vidste jo at jeg som kombattant var langt under hans værdighed. Muligvis digter jeg her en smule på virkeligheden on location – men mere spændende er virkeligheden altså ikke, for den er noget opreklameret .

Tidligere på året gav LA’s mand i Havanna kvinderne en uforbeholden bredside i ”Damefrokosten”, idet han noget ugalant pure frakendte kvindekønnet alle civiliserede dyder, uagtet alskens yngelplejeinstinkter. Men damerne lod ham skam galant komme til orde – på samme måde som fordums rødstrømper ofte blev neutraliseret ved at man galant indrømmede dem spalteplads nok, om ikke ligefrem til bekvemme selvmål, så dog til at afgive en grundigt forebyggende injektion af deres dengang endnu ret uorganiserede bakteriestammer. Sådan taktik kaldtes dengang ”repressiv tolerance” – men vi bør ikke gentage os selv, for det er der så mange andre små drenge i titelland der frygteligt gerne vil.
At forsøge sig som mægler er derimod anderledes betænkeligt, for i tilfælde af jævnbyrdighed mellem de stridende parter vil disse ofte enes om at bruge den rare idiot som belejlig syndebuk på konfliktløsningens alter: For begge parter kan på den vis kan aflyse eller udsætte deres slidsomme og farlige holmgang uden at tabe ansigt. PM tillod sig således at anføre, at kvindekrigen foregår i en forkælet elite af højtråbende damer. Men en samdrægtig damefront parerede prompte og overbevisende med den lige venstre, at også mændenes debatter jo mest udspilles på business class.

Ikke desto mindre kan man af og til godt få den oplevelse at en endnu meget begrænset kreds af hårdtslående damer tilstedes ubegrænset plads i forhold til hvor repræsentative de mon er. En suveræn undtagelse fra tidens overuddannede tristesse er imidlertid her den begavede skøge Susanne Møller, der spontant excellerer i hvad der ellers fattes i vort fagre nye DK: Sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke, som Storm P. kaldte det.
I den særligt brutale filial af kvindekrigen der handler om prostitution, siger fru Møller således ikke kun, hvad en og anden rapkæftet moster fra et lurmærket ”undervisitetscenter” vel også nok kunne finde ud af: Nemlig at luderen skam ikke sælger sin krop, men kun en bestemt tidsbegrænset ydelse, ganske som andre håndværkere. Nej, fru Møller tilføjer i forbifarten og helt uden Forfatterskolens endsige den sakrosankte meningspoet SUT’s velsignelse: at det hun tilbyder, bedst kan lignes med en halv times brydekamp eller nogle fælles øvelser.

På den måde får hun så at sige kastreret sine allerede i forvejen blegnæbbede modebattører ved at opløse prostitutionskrigen i en guddommelig latter, som ingen BNP-bekymrede uddannelsesministre nogensinde har taget højde for i al deres socialpædagogiske geskæftighed på nationens vegne. Samme fru Møller er for resten også en af de kvinder som man i et svagt øjeblik kunne overveje at gifte sig med – men dels er hun allerede gift, og dels hedder hun trods alt ikke Mærsk, så lige den krig dropper vi i håb om større medgift...
-------------------------------------------------------------------------