DALAI LAMA - BARE SYNKOPERET

Der er intet så inspirerende som virkeligheden - men det skal være helt uventet, så alle de dumme ambitioner om partout at skulle kommentere verdenssituationen til hver en tid kan I godt droppe. Som allerede min far engang sagde: Nogle kan drikke seriøst, andre derimod ikke - og i sidstnævnte kategori befinder også jeg mig.
Dette nedarvede træk minder mig for resten om den døvstumme selvbestaltede færdsels-dirigent på Torvet i min endnu uspolerede svenske exil X-hult: Ja, for en gammel smed i byen betroede mig engang, at han gik akkurat ligesom hans far i sin tid gik når han var fuld - og at faderen derfor afgjort måtte have konciperet barnet "i en fylla"... Ortodokse darwinister griner ad den slags - men i vore dage er man blevet mere åbne over for gamle Lamarcks tro på nedarvede erfaringsspor.

Men tilbage til sagen: Vi er nogle, der egentlig ikke kan drikke - men ligesom humlebyen gør vi det nu alligevel af og til. Men når man frivilligt lader os invitere af et rettroende alkoholist-par, så må det derfor være selvforskyldt, at man udsætter sig for deres forudsigelige missionsvirksomhed. Den slags giver uvægerlig tømmermænd, hangovers, baksmälla - men man fik dog fordrevet kedsomheden og inviteret virkeligheden inden for.
 "Lad dog være med altid at kalde ham "Henry" - han hedder Henrik. Så kunne jeg også insistere på at kalde dig "Thomas". - "Godt - hörr du Henry: Du siger vel ikke nej tak til en dry martini? - Der kan du bare selv se Linda - manden må dog selv bedst vide hvad han hedder!"

 Linda har for længst mistet sit kørekort og kører derfor kun på landet. "Thomas" har derimod som den fødte alkoholist aldrig nogensinde spildt penge på at tage kørekort, men har så haft råd til desto flere biler i alle størrelser. Så han har slet intet at miste og iagttager derfor ikke den art forsigtighedsregler. Én ting var vi enige om - ud over den banalitet, end at de begge er afgjort bedre bilister end jeg: Normaliteten er stærkt overvurderet - undtagen i sin inderlige kedsommelighed....

Men de to har modsat mig selv for længst affundet sig med vilkårene og lært at le aldeles fordringsløst ad det hele. Og jeg tror endda, at de har lidt buddhistisk smilende medfølelse med min dumme og ungdommelige stritten imod og min trang til trods alt på en eller anden vis at være en lille smule med i noget, som jeg dog ikke længere kan respektere... Hvad dette "noget" så i mit tilfælde er, det har de derimod næppe nogen anelse om - og dog, hvem ved?..

 Trods tømmermænd minor lykkedes min afrejse tidligt i morges. Hele to busser i K. indhentede jeg dernæst i sprint med samme kortvarige express-fart som Afrikas grønne mamba - i begge tilfælde til så stor benovelse for chaufføren, at han som en gestus af generøsitet ikke gad kontrollere min billet. Det minder mig om den afdøde filosof Peter Zinkernagel, der i sin tid altid promerede på Strøget iført ulastelig frakke og jakkesæt - for så af og til aldeles umotiveret at sætte i en yderst kortvarig og stærkt synkoperet gallop, der dog altid endte lige så brat og formålsløst, som den var begyndt.

 Dette med synkopering er for resten efter sigende medfødt og forbeholdt de sorte: For det forholder sig her ganske som med kunsten at drikke seriøst: - Jeg har nu øvet mig i mange år, men når nok aldrig helt i mål...
Sammenligningen mellem míg selv og salig Zinkernagel er dog aldeles overilet: For Z. var jo de sidste år noget tosset - og det har jeg aldrig været! For dels løber jeg endnu hurtigere end han, og dels havde jeg jo i begge tilfælde det helt fornuftige formål at nå bussen. Men hvorfor jeg absolut skulle nå akkurat den bus og ikke den næste ti minutter senere - det har jeg derimod ingen som helst anelse om. Men der skal nu nok alligevel være en god grund... I hvert fald havde det den gode bivirkning, at det øjeblikkeligt fordrev tømmermændene - noget jeg undertiden også oplevede i min ungdom, når jeg vitterlig var tvunget til søvndrukken, ufuldstændigt påklædt og med tømmermænd at løbe for fuld fart for ikke at forpasse en forpligtende Dead-line ude i byen. Man kom til at perspirere ulækkert alkoholisk - javist, men man blev til gengæld også lynende klar og lige så genfødt i sit forpustede hoved, som var man selveste Dali Lama.

Salig Zinkernagel derimod han blev martyr – jo, det er ganske vist. Men hov, man kan da ikke sådan uadspurgt melde sig ind i Martyrernes & Eventyrernes klub, for vi er lige så selvsupplerende som Det Danske Akademi samt foreningen for Anonyme Afholdsmænd - der som bekendt udmærker sig ved kun at drikke i fuld offentlighed!
 For skønt ingen vil indrømme det åbent, så er just den førstnævnte forening forståeligt nok den mest eftertragtede: For mennesker ved jo udmærket, hvad deres samvittighed tilhvisker dem i tyste stunder uden mandsopdækning. Tænk således bare på dengang den brave, men naive unge Tor Nørretranders i sin Bohr-bog ligeledes udråbte ovennævnte afdøde kollega ( åh - så I vidste slet ikke at jeg engang har haft kolleger?) til netop martyr og dermed gav ham en sidste renæssance iført solbriller og karsehår a la fordums CIA-agenter.

Men sagen var tværtimod den, at just Zinkernagel blev offer for den uhyre sjældne skæbne trods sin originalitet at blive fredet fra første færd i klasse A. Og dermed slap han siden for at lave noget som helst mere - ud over at samle underskrifter hver gang hans statsstipendier var ved at løbe ud. Og til sidst gik dette så atter ud over hans faglige og sociale selvagtelse, tror jeg. Og derfor var det atter, at den ham påduttede martyr-rolle kom lige så belejligt som den gamle filosofs nye myte, som det var et bekvemt ”narrativ” og uimodståeligt PR-stunt for den unge heroiske forfatter, der som den barmhjertige samaritaner ilede den betrængte filosof til undsætning – selv om filosoffen muligvis havde været endnu bedre tjent med en konstantinopolitanerinde-danserinde: Et magisk ord der nemlig lige så effektivt som et rask sprint i motionscenterets elektriske stol øjeblikkeligt helbreder alle tømmermænd - hvor uvidenskabeligt dette så end kan forekomme de fornuftige mennesker der i tiltro til den grundfæstede organiske kemi alene sværger til TREO.

Vist er ovenstående kun min egen diagnose (ja, forstå mig ret...). - Men også vi psykiatere kan skam være miskendte: Ja, den ypperligt skrivende dr. Erling Jacobsen fra Risskov begik således selvmord - efter sigende just i medfør af kollegial mobning grundet hans begavelse. Så vogt jer for den slags nøkker, børnlille! Men så længe I kun formår at overbevise jer selv, går det endda an .. Men den dag I omsider lykkes med at overbevise os andre om det, tilgiver vi jer det aldrig nogensinde...

----------------

Men heureka, heureka! I må ikke gå endnu! Dette med "genfødt" minder mig nemlig om den episode i den anden bus, som jeg egentlig først havde tænkt mig at fortælle jer. Havde jeg nu ikke spurtet, så havde jeg aldrig nået den første bus - og havde jo dermed heller aldrig kunnet nå den anden bus, hvori følgende optrin fandt sted. For var det ikke det vi sagde: Vi havde skam vore gode og fornuftige grunde til at spurte, stik modsat vor afdøde forgænger.
En ung mand med en barnevogn spurgte mig tilsyneladende, om det var mit barn i barnevognen ved siden af mig. Nej, det var det forhåbentlig ikke... Dernæst ændrede han formuleringen til det spørgsmål, om jeg mon ville have barnet. Her måtte jeg svare lige så høfligt som en bekendt gjorde, dengang en kær gammel evnesvag dame spurgte ham, om de ikke skulle gifte sig: "Tak, jeg ville egentlig frygtelig gerne - men jeg føler mig endnu alt for ung til at binde mig ..."

Først til allersidst forstod jeg hvad det handlede om: Jeg stod nemlig klippefast som apostlen Peter på just den plads der højt og tydeligt for enhver var reserveret barnevogne. Men Herre Jemini:: Hvilket bedre eksperimentelt bevis kan I inkarnerede tvivlere som selveste alkoholisten Thomas dog ønske jer for den teori, at Jorden simpelt hen er overbefolket?

•