GUILT BY ASSOCIATION

OM FREUD, THOMAS MANN OG JUDAS...
Her en lille øvelse i anvendt drømmeanalyse forenet med en spekulativ ekskurs udi dyrs hukommelse. I kender udtrykket "guilt by association" - som vi dog meget passende her vil bruge som springbrædt til anderledes pikante associationer. Hør engang. En af vore bedre små aviser lod for et par år siden meget bekvemt en forbigående redaktionel praktikant spille med musklerne og føle hormonbruset fra et legitimt "faderopgør", trygt velsignet og godkendt fra højere sted - hvilket dog ikke kan måle sig med da en yngling for nylig fyrede sin egen far med hele hans stab, efter at faderen helt i stil med Shakespeares kong Lear havde overdraget knægten nøglerne til firmaet, men med tydelige mundtlige aftaler om bibeholdt redaktionel suverænitet.

Nuvel, i vort eget tilfælde skete nu det, at en i grunden venligsindet ældre stedelig redacteur trøstende citerede Blixens ord, at en hård skæbne er bedre end slet ingen skæbne, for ord er gratis. Naturligvis passede det ham nok også helt godt i det store hele, men han sluttede af med oprømt at kysse mig i panden. Og her kommer associationerne ind. Ved nærmere eftertanke slog det mig nemlig, at sådan ville den særdeles kristent velbevandrede mand ikke have gjort, hvis ikke han havde hørt om Judas.

Her kunne man indvende, at ingen da vel ønsker at træde i Judas herostratiske fodspor. Men just derfor er tilfældet interessant! Freud er den der bedst har påvist, hvorledes et element i en drøm kan repræsentere flere forskellige tankerækker, og i vort eget liv kan vi ofte verificere det. Hvis du både skal lave en aftale med Nordisk Film, skal rense tøj, skal vaske dine små moralske hænder samt agter at rejse til Grønland i nær fremtid - så er der meget store chancer for at du drømmer om isbjørne; eller rettere: hvis du drømmer om isbjørne, så vil dette drømmelement repræsentere samtlige de nævnte motiver. Neurologisk talt må vi vel forestille os, at jo flere veje der således leder til Rom, desto større chance er der for at du "tilfældigt" kommer til at tænke på Rom. Og jo stærkere følelser dine motiver er ladet med, desto mindre skal der til for at du kommer til at tænke på Rom.

Thomas Mann digter sig spontant til dette i kæmperomanen "Joseph og hans brødre", som jeg langsommeligt tyggede mig igennem i en roligere periode af mit liv. For da Josephs brødre efter at have smidt Joseph i brønden møder en karavane, medbringende Joseph (som karavanefolkende nemlig har samlet op) kommer brødrene i deres konversation med karavanefolkene ustandselig til at flette ordet "brønd" ind. For de nages af skyld, og hvad de end taler om for at undslippe tanken, mindes de den alligevel - samtidig med at de muligvis ubevidst registrerer og genkender den forklædte Joseph inden for deres brogede synfelt.

Anmelderne har så travlt med at give karakter, at de ofte overser den slags geniale småting, som viser hvorledes intuitionen arbejder i forfatterens indre drama. Seere, kloge koner, medicinmænd osv. er i enhver stamme oplysningens sande fædre og mødre, og alle efterfølgende sponsorerede kulturevents desårsags af er kun pensionsberettiget eftersnak med ledsagende snacks, for alt starter med at kunne se - selv hos vor egen tørre Holberg, som vore skriftkloge nok ikke ville have kunnet døje i levende live. En ældre mand i Västerbotten fortalte mig en gang tilsvarende om sig selv: "Lennart ser det som inga andra ser". Og det kunne han, selv helt uden forudsætninger... Men for det moderne livs elitære konformisme og febrilsk åndsforladte konkurrenceånd ville sådan et udsagn være helt sort snak - trods alle skriftkloge foredrag om individets frihed og vestens retstradition, som nemlig ingen djævel ville respektere hvis den ikke var - lov!

Nuvel, men nu tilbage til vor Judas-epistel. Ovennævnte redacteur ville bestemt ikke have kysset min pande til afsked, hvis han helt bevidst havde associeret til Judas. Men et eller andet sagde ham, at det kunne være passende at vise denne personligt udvælgende venlighed, der således delvis var motiveret af ægte sympati. Hvis hans erindring var blevet helt tydelig, ville der derimod være indtrådt en hæmning. Eksemplet viser hvorledes noget på samme tid kan være bevidst og ubevidst på hver sit niveau.

Lad os her belysende tænke på dyrenes verden: Et rovdyr husker tydeligvis i en eller anden forstand, hvor det har haft held med at finde bytte og vender derfor tilbage til åstedet. Dette beviser ligeledes en art erindring, men vi kan ikke være sikre på at rovdyret ligefrem tænker tilbage på hvad der skete sidste uge. Muligvis får det blot en forjættende fornemmelse for sne og ved ikke selv hvoraf denne fornemmelse egentlig kommer. Biologisk set er det afgørende blot, at fornemmelsen indtræffer og påvirker adfærden gunstigt. Måske genspiller dyret drømmeagtigt, men naturligvis helst ikke alt for livagtigt omtågende, forrige uges jagtsekvens uden at kunne foretage en tidsfæstelse og kategorisering af fænomenet som en objektiv erindring. Vi ved det naturligvis ikke sikkert, men de fleste dyr er næppe udviklede nok til at kunne huske objektiverende - endsige aktivt erindrende over kaminilden for hyggens og selvfølelsens skyld.

Fra vor egen naturvandring kender vi mennesker selv noget lignende: Vi kan øjeblikkeligt artsbestemme ret mange større fuglearter selv på en afstand, hvor det kan imponere de helt uerfarne - simpelt hen fordi selve adfærden, flugtmønstret og vingerytmen erfaringsmæssigt straks forbindes med de pågældende arter. Dette kan vi naturligvis kun gøre, fordi vi mange gange har haft lejlighed til at opleve de respektive arter på så tæt hold, at en egentlig visuel identifikation ud fra umiskendelige primære træk har kunnet lade sig gøre.

Men i selve situationen tænker vi ikke tilbage på disse tilfælde og foretager bestemmelsen med en så at sige clairvoyant automatik - omtrent ligesom rutinerede musikere husker deres repertoire, men efterhånden glemmer de tusinder af timers træning der ligger bag. Forskellen på os og rovdyret er blot den, at adspurgt om vor forbløffende sikkerhed kan vi gøre tilfredsstillende rede for den nævnte nøgterne baggrund. Vi formår således introspektivt at objektivere vore fornemmelser - men ved alle hånde neurotiske fornemmelser for sne forholder det sig derimod ikke således, idet vi her mere minder mere om dyrene. Et dyrs "angstneurose" klinger velsagtens af og neutraliseres, jo flere gange det har passeret det farlige sted uden atter at møde det farlige rovdyr; vi velfærdsmennesker formår derimod i årevis at undgå meget af det vi frygter - hvorved vi tillige kan beholde vor søde lille neurose.

En erindring er et bevidsthedsfænomen, men hvis vi ikke tillige formår at spore og kategorisere den i vor livshistorie og skelne den fra drøm eller clairvoyant sikkerhed, så er den samtidig en ubevidst erindring. Og vort ovenfor refererede eksempel med Judas harmløse efterfølger var utvivlsomt et eksempel herpå. En sær indskydelse føltes skønt lidt bisar samtidig ejendommeligt nærliggende - ja ligefrem helt passende samt, uvist hvorfor, endda lidt morsom. Og således kan vi lige så passende udbryde, at den brave mand her gjorde sig skyldig i en helt bogstavelig "guilt by association".

En lidt anden, men dog ikke helt ubeslægtet, association til det velkendte engelske udtryk udtryk kunne gå i retning af von Triers genialske titel "Forbrydelsens element" - idet de som professionelt svælger i rævekager og intriger, ofte selv er gjort af nøjagtigt samme stof, omtrent ligesom forhenværende krybskytter jo bliver de dygtigste jagtbetjente.

AVISERNE OG TØGER OVERLEVER - FRIHED FOR BO TAO MICHAELIS SOM FOR TETZLAFF

Tøger Seidenfaden fortæller i dagens avis, at denne overlever i bedste velgående grundet soliditet samt trofaste abonnenter - og tilføjer at han ellers ikke ynder at lade sin avis snakke om sig selv, idet han og avisen er optaget af ting der er større end dem selv. Dette udtryk bruger vi oftest om Gud og naturen, altså om det sublime i en eller forstand, men meningen kan nu være god nok. Blot er vor optagethed af den store aktualitet sjældent så uselvisk som det lyder, for enhver der ønsker magt og rigdom, har opmærksomheden rettet udadt, hvilket også gælder rovdyr.

Vor sociale trang til at være med er ikke i sig selv spor uselvisk - men opmærksomhed mod omverdenen er dog en nødvendig forudsætning for uselvisk engagement i den. Man må tro at Margrethe Auken er et godt eksempel derpå, selv om hun måske ikke ligefrem er Mother Theresa. Folk der lever af deres udadvendthed, kan naturligvis gøre en dyd af denne nødvendighed og oplever derfor slet ingen konflikt mellem jobbet og deres egeninteresse. Men det bliver det ikke uden videre uselvisk af.

Når de gamle kristne forsögte at afdö fra verden og kväle deres egeninteresse, havde de på en måde ganske ret: Når vi ikke längere begärer så meget selv, kan vi nemlig lettere have medfölelse med andres ulykkelige begär og vildfarelser, herunder rovmordere og andet godtfolk. De gamle vidste langt mere om själen end nutidens kulturradikale, hvorimod en verdenstravl Töger vel knap nok ved at han har har en själ - for nu at stjäle denne sentens fra en amerikansk kommentator, der nemlig sagde fölgende: "Präsident Carter var et menneske der observerede sin egen psyke, hvorimod präsident Ford näppe engang ved at han har en". Når den moderne topmiddelklasse omvendt er så rädsom, skyldes det dens bange sträbsomhed, alle disse småtskårne ansögninger og barnagtige interessegrupperinger, som drukner enhver höjere menneskelighed i det gamle omkväd "All the things you are (not)".

Hos de fleste af os er den normale selviskheds prioritet en betingelse for en mere selvforglemmende verdslighed, ligesom sidstnævnte jo også er et spørgsmål om faktisk indflydelse: En druknende på din vej kan du engagere dig mere i end en druknende som du blot læser om i avisen. Og så meget må man give Sören Krarup, at min næste er den jeg faktisk kan hjælpe - hvortil dog så må føjes at i vore dage er indflydelse og dermed ansvar ikke när så lokale som i gamle dage.

Seidenfadens uskyldige ord om avisfolkets ædle udadvendthed er dog potentielt farlige: For de tilfredse og velbetalte verdensborgere hvis mindste pip nyder verdens opmærksomhed, kan stille ubudne typer skakmat ved først at udelukke dem socialt - for dernæst at beklage deres resulterende optagethed af egne cirkler. Men sagen er jo, at mens de "kriseramtes" optagethed af egen overlevelse er noget nær en biologisk nødvendighed - så er det ingen naturnødvendighed endsige en smuk handling i verdens tjeneste at udelukke og kvæle folk, blot fordi de irriterer ens forfængelige ønske om at sætte sig på det hele. Jeg har før oplevet at en brav verdensmand fra en anden avis tog ordet "forfængelighed" forfængeligt og vendte tingene på hovedet: For der er jo dog forskel på menneskers tørst efter at få lov at virke som dem de nu engang er, og så de forkæledes overskudsønsker om derudover tillige at forhindre andre i at nyde samme elementære gode.

Kort sagt må man her spørge: Hvis forfængelighed er det mon som her er problemet? Ligeledes må vi ganske som med verdenssituationen påpege, at når forholdet til selvrealisering er stærkt asymmetrisk, så er det uskønt at nægte den i så henseende forfordelte part lidt af hvad man dog selv nyder i rigt mål. Men dette er jo en klassisk enebarnsituation: "L'etat c'est moi".

Nå, det hører nu kun til sagens orden at verdensborgere sjældent ved så meget om deres eget indre, for sådan har vi alle vore specialer og komplementariteter. I øvrigt har vi før stolt kunnet afsløre at samme Seidenfaden kender vor blog, ved hjælp af hvad vi i sin tid her på bloggen kaldte sprogets "radioaktive sporstoffer" - noget som uhyre få kender til endsige kan kontrollere.

Men som før sagt er det kun glimrende med arbejdsdeling, hvorfor vi ikke konkurrerer med dagspressen endsige med magtens folk. Samtidig er dog et interessant og endda stort træk ved avisen som medium, at den kan rumme alt mellem himmel og jord - om så også med aktualiteten som komisk, men praktisk alibi: Altså en ny film, bog, udstilling eller hvad nu.

Men når det ender i lutter snakkesaligt ligeberettiget "væren med", bliver man inderligt træt af det. Heldigvis nyder naturvidenskaberne vel endnu nogen respekt som noget der ikke kan reduceres til eftersnak - hvorimod den meste humaniora efterhånden er blevet en gang journalistik. Og det er aldrig godt når en genre ikke kender sine grænser: En bog om kunst er ikke selv kunst, og "kritik" af et musikstykke er ikke selv musik. Jeg betvivler endda stærkt at musikere overhovedet gider "kritisere" hinanden. Meget anderledes er det ikke med andre skabende og søgende udforskninger - som intet har at gøre med "research".

Sidstnævnte kan være udmærket, men har langtfra samme intentionsdybde og kontinuitet over tid. At skære noget fornuftigt og kritisk til om hvad disse og hine har skrevet om en sag, er skam svært nok og al ære værd og tager sin lille tid, men de to ting må ikke forveksles - vi har skam selv bedrevet megen normal journalistik. På gamle Sørens tid "var alle sådan kristne"- i dag er vi alle "sådan" forskere, filosoffer, oprørere og profeter, blot vi "også" har skrevet noget, taget et kursus osv. Men at sige dette er en stor fornærmelse mod det medieakademiske kompleks, som Eisenhower desværre ikke advarede mod - måske noget for Obama?

Men så länge vi tappert i kor håner dem fra parallelklassen, har vi skam frihed for Tor som for Loke i vor lille höjskole: Således kan Poltikens läsere nyde Bo Tao Michaelis aristokratiske dyrkelse af herrevärelsets litteräre og seksuelle frisprog - ufejlbarligt akkompagneret af Marie Tetzlaffs lige så aristokratisk forskräkkede feminisme, der nemlig fungerer som avisens fölsomme indikatororganisme og bevis for, at det hemíngwaysk hämningslöse skam var den ägte vare direkte fra vor udsendte i Havanna.

Nok herom; oven for tillod vi os som sagt at stjäle et lille citat, som ingen djävel ville have opdaget. Men det er dagens orden at der plankes afhandlinger, afviste manuskripter, anmeldelser og nekrologer, senest begået af en skarp liberal profil fra Weekendavisen med et svärt navn, som bedre ville passe på en Zoroastrisk guddom fra det gamle Persien. Han blev rettelig fyret for et syns skyld, men verden er tryg ved de typer og står derfor i kö for at hyre dem igen. Når plagiater så ofte knaldes, er det kun fordi disse ubevidste typer i en vis forstand er i god tro og derfor ikke engang pröver at däkke deres spor: Vor tids naive illusion, at "nu er det altså mig der skriver disse ord" - og som de har medbragt fra alle hånde universitäre weekendkurser, som er vor tids svar på indernes själevandring. Uddannelse er således undertiden et tveägget svärd.

De fleste plagiater knaldes dog ikke, for blot du bruger andre ord, kan plagiatet ikke bevises - og faktisk er plagiat omtrent reglen, og just derfor er det, at alle skinhelligt overfalder den arme syndebuk, der i sin forhippethed glemmer at skjule sporene. I virkeligheden er det en art komisk djävleuddrivelse, for förnävnte radioaktive sporstoffer fortäller en anderledes massiv historie. Hvortil skal föjes at mens de plagiater der påvises, oftest er lige så uinteressante som den flade tallerken og derfor blot beror på ret tilgivelig dovenskab, så kan anderledes originale ting med lethed plankes med alibiet i orden - og så meget mere som professionens folk mandsopdäkker hinanden i den lille sport.

Her kommer vi tilbage til forfängeligheden. Hvis denne skal skelnes fra menneskers mere elementäre behov for anerkendelse af de rette grunde, kan vi sige at forfängeligheden netop er en last, fordi den dels er ude af proportion ("Har alle nu set mig, også de lamme og de blinde?"), dels uden substans: For den forfängelige vil anerkendes også for alt det som han eller hun ikke er - og just deraf kommer givetvis umätteligheden, for hvis det er fup, kan ingen anerkendelse jo ändre det. Og når de i denne forstand forfängelige har problemer med andres personlighed (som de kalder forfängelighed), har det naturligvis den grund at det stiller dem selv og deres fordringer i skyggen af "the real thing" - hvorimod de fleste sande talenter som en naturlig sag kan medgive at de på andre områder er uvidende eller endda talentlöse.

Som nävnt kan også meget begavede folk väre umättelige, men her må grunden väre en kejserlig enebarnsforvänthed - hvortil nok må föjes presset fra de andres "forventninger". Hvis du kun kender til at väre eneväldig, må det jo opleves som utåleligt når nogen aldeles unddrager sig styring. Ligeledes kan det väre ödeläggende for et menneske at blive skamrost for de forkerte ting grundet gränselös foräldrekärlighed til afkommet. For så vil man snart opleve de sande nattergale som trusler.

En ret udbredt form for forfängelighed er at ville väre martyr. Det forholder sig her ganske som med plagiatsagerne, at det handler om skinhellige selvbedrag. Da Informations kulturredaktör Peter Nielsen fik på hatten af Politiken, fordi han havde påvist denne avis' sorglöse forhold til en anmelders inhabilitet - skrev han nemlig fölgende tilbage om den levende avis: "Politiken har en stor og familieagtig selvfölelse, og dens reaktion skal ses som en personlig straffeaktion mod mig".

I tilbageblik må vi le: En redacteur med et udmärket og vellönnet job har fået et undvigende og defensivt svar - javel, men bliver han en martyr af det, og har han overhovedet lidt overlast derved? Det skinhellige ligger i, at når andre vitterlig og bogstaveligt fryses helt og aldeles ude ved en formelig "omerta" i sådanne straffeaktioner, så kommer ingen instanser med indsyn dem til undsätning, og som spot til skade afskrives deres jammer endda som paranoia. Men hvis nogen siger det mindste pip til de veletablerede, giver de den straks selv som store og heroiske outsidere udsat for formelige sammensvärgelser.

Dette er ikke kun komisk, for det beviser jo at deres koldsindigt sunde og gode kollegiale tro på branchens vegne blot var bekvem og måske endda skadefro humbug, og at de på bunden meget vel fornemmer hvad der foregår i kraniet hos deres "artsfäller"- og meget vel ved at den most kräver sin m/k. Men kan man virkelig misunde de forfordelte? Ok ja, for man kan misunde dem selve grunden til deres forfordelthed, og man kan misunde dem selve deres udholdenhed ("integritet" lyder lovlig ädelt, og hvem pokker vil derfor ikke også gerne gå for at besidde integritet?) . På samme vis kan også vi andre föle et lille stik af utilsträkkelighed, når vi möder folk der buddhistisk har overlevet uhyrligheder uden at tage spor skade på själ eller legeme.

Se dette er forfängelighed, for de forkälede vil have det hele og vil derfor tilige give den som hårdföre og miskendte enegängere - noget vi allerede for otte år siden skrev om i en klumme i Politiken: Ja, for undertiden står det slöjt til med indholdsfornyelsen her i firmaet, hvilket vi dog kompenserer for ved en stedse mere musikalsk formtrang. Hver gang vi således skriver noget genialsk, opdager vi at det er sagt länge för - af os selv. Men kun en skizofren kunne finde på at rejse plagiatsag mod sig selv - og kun en idiot ville håbe på også at kunne vinde sagen.

Vi skylder at tilföje, at faktisk er hverdagen og verden fuld af anderledes uglamouröse helte og martyrer uden hverken prätentioner eller talerör - og af samme grund hörer vi intet om dem. Hermed har også vi yderst klädeligt og nögternt vasket vore små redaktionelle händer, hvilket giver os en ordrig lighed med den rare Ejvind Larsen, der på lignende vis ynder at melde hus forbi: For nu har vi jo selv nävnt det i vor sidste klumme, og så er den lille sag ordnet.

En klog mand, vistnok Voltaire, har skrevet, at hvis man siger alt, bliver man kedelig. Tillad os derfor blot lakonisk at meddele, at hvis nu en af vore käre kulturkommissärer - som tydeligvis fejrer runde födselsdage flere gange årligt, hvorunder de offentligt udveksler artigheder - skulle beskylde os for at väre "private", så ville dette udsagn i sig selv väre udelukkende privat motiveret; men frem for alt ville det väre lige så usagligt som at beskylde Pytagoras' läresätninger for kun at have relevans for de ubehjälpsomme trekanter, som han i sin tid tegnede i sandet med sin stok for at kunne samle tankerne til sine beviser.

P.S. Vore egne radioaktive ortografiske sporstoffer afslörer forbigående udländighed, men det giver den rette höjloftede afstand til hvad der ellers kunne plage os - og skämme vor tekst. Ingen sibiriske tigre i sigte, men en lokal så fra bilen en örn bortföre en voksen hare i ét hug. Held og uheld hinsides enhver statistik tilkommer nok så ofte de som ikke har gjort noget for det, for det er nu engang både naturens og kjerlighedens charme. Haren ville dog her nok väre uenig - for kriseramte harer har det jo med at väre lovlig selvcentrerede...

BUDDHISTISK NYTÅR

SJÆLDNE FUGLE OG KUNSTEN AT KOGE HUMMER...

Verdenssituationen - at blande den ind her ville være blasfemi mod både dennes alvor og vor egen gnostiske sfære. Men jeg faldt i sin tid i snak med krigsreporteren Jan Stage, som fortalte følgende: "Når jeg befinder mig i krigszonerne, kører hele tiden to parallelle, men diametralt modsatte spor: "Det ene siger, at dette er det virkelige liv; det andet siger at dette er komplet vanvid." Jeg respekterede ham for det - og årene i vort grågrumset umorsomme limbo af lunken nedrighed på vågeblus har lært mig at indse, hvor meget han havde ret, og hvad han må have ment, selv om man jo nok ikke ville bytte i praksis. Men som sagt må dette være nok herom, for mens det ikke er komisk at kun en forholdsvis eksklusiv skare læser vor blog, ville dette være komisk, hvis den handlede om verdenssituationen - med mindre vi da havde forspist os på de vises sten.

I vore bedste stunder forekommer karriere endsige karrierepleje os dog også komplet uinteressante, for det gør os jo til trælle af hvad vi allerede har færdiggjort, og der skal jo også være arbejde til vor impresario: Som en ung rockstjerne of my aquaintance, der uafladeligt skulle høre sin egen medbragte cd, hvor vi end kom hen i byen. Men i vore værste stunder døjer vi andre under at måtte betale prisen for denne blanding af hovmod og slaphed – tilsat ”a little bit of help from your friends”. Når vi har det godt, gider vi ikke noget så ordinært som karrierepleje - og når vi har det skidt, virker det uoverkommeligt.

Den slags burde ikke kræve energi, for hummere mister deres smag hvis de koges for længe. Det er på sin vis lidt underlødigt og oftest også utaknemmeligt at kæmpe for sig selv, med mindre man da er helt skamløs - så på den måde kan vi søndagsbørn ved vor massive modstand tvinge dig til enten at gå i smuk eksil eller blive din egen karikatur, hvis uskønne forkrøbling vi andre kun kan beklage. Derimod kan man langt smukkere og mere virkningsfuldt kæmpe for andre - så vi må her tage ved lære af Hitchcock, der jo et sted genialt lader to personer bytte mord. Og udvidet burde man måske endda også bytte talenter, således at to toptalenter på hver sit felt byttede karriere, for man bliver lettest elsket, hvis man matcher klubben og ikke er for påfaldende. Stråler du for meget første gang, bliver invitationen nemlig ikke gentaget.

Alt dette giver os anledning til at konstatere den psykiske lovmæssighed, at jo mere emsigt folk plejer deres karriere, desto mindre har de ofte at have den i – undtagen i lande og perioder hvor overlevelsens junglelov ikke tillader nogen illusioner, selv ikke hos de fødte stjerner. Og ganske som mange derfor kommer frem der ikke burde være kommet det, er der mange som uretfærdigt ikke kommer til deres ret.

Men apropos ”komme frit frem”, og med særlig hensyntagen til dem der passioneret hylder den tro, at vi ikke formår at holde styr på vore digressioner: Sig os engang, er dette et dyrskue, og skal landzonerne da aldeles drænes for udomesticeret intelligens, omtrent lige som alle ørne for enhver pris skal ringmærkes og radiomærkes, så også naturelskerne kan føle at de udretter noget fornuftigt?

Dertil må vi i vort stille sind indrømme skæbnen, at hvis alle verdens berettigede sådan skulle ”frem”, så ville markedet ikke kunne rumme dem, hvorfor vi hursomhelst må acceptere et vist mål af lotteri. Af samme grunde må vi også prøve at forstå hvorfor selv de bedste ikke altid viser andre talenter storsind: Klaus Rifbjergs legendariske jalousi over for andre talenter er nok kun så påfaldende, fordi hverken nødvendighed eller forretningsmæssige fordele byder ham at skjule eller forskønne sine motiver – og just derfor er han modsat alle den klatrende klasses ulastelige og intrigante småborgere til at holde ud, ikke mindst sprogligt.

At ej heller de plagiatorer, som en verden hvor alle skal være stjerner, med instinktiv kløgt foretrækker, har spor til overs for de ægte nattergale, er i sin tur nærmest en psykologisk nødvendighed, som vi heller ikke meningsfuldt kan beklage: Forbrydere kan jo heller ikke dømmes for ikke at bidrage til sagens opklaring, hvilket selv juraen faktisk respekterer som en logisk konsekvens: For den der stjæler, vil naturligvis også lyve på spørgsmålet om han har stjålet – og derfor bevilliger strafudmålingen her rabat og går ved denne art moderne syndsforladelse kirken betænkeligt i bedene. Så kort sagt, hvad kan vi forlange?

Ja, man kunne måske endda drage den slutning at når retfærdigheden således så at sige principielt er en joke, burde vi helt overlade markedet til klamphuggerne – så de kunne få lov til som i den mondænere presse at sejre sig selv til døde som deres egen karikatur, i form af snart alfabetiseret monotoni, snart ungdommelige primadonneattituder.

Men hånden på hjertet, bortset fra allehånde sociale og økonomiske frynsegoder – hvem gider i længden være guru for en bande stræbere med deres honette ambitioner, og hos hvem end ikke passionen er ægte? Så også her burde vi kaste håndklædet i ringen og medgive, at lad blot dem der bedst kan holde hinandens selskab ud i længden, få hinanden og leve til deres dages ende i det gensidige bedrags livsforsikring. Sammenligninger med ægteskabet ville være nærliggende, men sidstnævnte må jo hver gang komme an på en prøve – hvorfor kirker og rådhuse ligesom de finere ekviperingsforretninger egentlig burde være forsynet med prøvelokaler.

Vi vil så gerne inviteres af verden, men gider vi nu også komme, når det omsider sker? Javel, men også år efter år med de samme naive fans, der elsker os af de forkerte grunde, fordi det lige pludselig går os godt? Interessant spørgsmål, for de ting vi med rette bruger som erstatning for alt det der nægtes os, viser sig måske atter ovenover skyerne vitterlig at være langt mere værd end alt det som de før skulle erstatte. Men som de viseste blandt munkene siger: Vælg først munkelivet når du har overvundet ungdommens genvordigheder, for ellers bliver det en halvhjertet og mismodig gøren dyd af nødvendigheden og ikke det modne menneskes afklarede valg.

Æren er bestemt ikke det fejreste træ i skoven, men den er en social dåseåbner i henseende til at få lov at gøre fyldest dér hvor man vitterlig har noget tilbyde. At være i klemme dér minder derfor mest om at være trængende på naturens vegne i socialt penible situationer – ikke spor ophøjet, men forbandet svært at ignorere.

Mange meningsberettigedes hoveren over fjernsynets X-faktor er derimod misforstået, for dette er i sin harmløshed ganske ligesom de sociale lavklassers karaoke-sang på barer næsten rørende – men det minder kändiserne om at også deres egen ære er gjort af samme vilkårlige drømmestof. For det forholder sig her ligesom med de mennesker der finder det synd for cirkusaberne at klæde dem ud i kjole og hvidt: Det er nemlig deres egen og ikke abernes værdighed, der krummer tæer ved synet af deres egen parodi.

Verdslige bekymringer om karriereplejen er så rædsomme, at kun en fordærvet kan foretrække at pleje dem frem for Buddha-tilstanden; for hvis lykken sådan skal trækkes i land med vod og med vold, mister den sin charme. Sagen er bare den, at da Buddha-tilstanden oftest er uden for rækkevidde, så foreligger valgmuligheden desværre ikke altid. Velsagtens også derfor lærer mennesker efterhånden at beskytte sig mod usundt selskab, uagtet at dette måske til andre tider eller for andre kan være sundt: Forvent kort sagt ikke at ulven skal opføre sig som Bedstemoder – og da slet ikke hvis den prøver at ligne hende. Tværtimod gælder, at hvis ikke det faktisk er Bedstemor, så kan man i vore dage ofte gå ud fra at det er ulven! For med mindre du kan tvinge verden enten med pisk eller med returkommissionens gulerod, er du på Herrens mark.

Returkommission lyder så storindustrielt, men i al sin enkelhed handler det i vor sammenhæng om at være god på en måde der smigrer dem, der skal anerkende eller endda lønne dig – dvs. være god til de samme ting på den samme måde og ad de samme veje. Hele vort søde lille medieakademiske etablissement bygger i al sin tristesse på dette gensidige fif, og forskellene på skalaen fra det frækt frimodige til salonmondæne er illusoriske, både i henseende til bemandingen og til den herskende (u)bevidsthedsform. Pressens forskellige sprogligt statusdifferentierende dialekter har ikke meget at lade hinanden sige, for det forholder sig med dem som det i henhold til ekspræsident Ronald Reagan forholdt sig med Californiens berømte kæmpetræer: ”Have you seen one, you have seen them all”.

Hvad omvendt sprogets sublimering angår, så bør det være som musik, ligesom omvendt gode musikere fortæller os, at musik bør fremføres som om der blev fortalt en historie. Og kender vi ikke alle til i grænselandet mellem søvn og vågen at opleve en melodi som en sælsom og forjættende fortælling, hvis gåde vi ikke kan knække? ”A story much too sad to be told” – hvilket for resten minder mig om hvad en bekendt oplevede for nylig.


Han havde den sjældne ære ved Nivå at se en jagtfalk fra det høje nord, verdens største falk, som vejer næsten det dobbelte af en musvåge og flyver dobbelt så hurtigt. Den blev mobbet i luften af en flok krager, som åbenbart ikke havde fulgt med i biologitimerne – hvorefter falken omgående snuppede en af dem i et nonchalant herresving og forsvandt i horisonten til alles måben. Det var vel nok en måde for alle at opnå Buddha-tilstanden, og selv den overmodige krage fortrød ingenlunde sin storladne skæbne, for den levede ligesom den gamle kone i Blixens ”Sorgagre” ikke forgæves og vil blive husket længe.
Dette minder mig sluttelig atter om en dame af min bedstefars bekendtskab, der i fuld alvor betroede ham at hummere smager bedst, når de lægges levende i en gryde iskoldt vand og dernæst kogt langsomt op. ”You stepped out of a dream".

”FOLK AF DØDBIDERSLÆGT, UNDFANGET HALVT I SØVNE…”

CARL FRIES, PALLE LAURING OG DE STORE FØLELSER...
Sibirisk vinter i sydsvensk taiga, og midlertidig permafrost i højmosernes øde: Drivhuseffekten midlertidigt sat i bero. Læser en bog af en for længst afdød svensk landskabshistorisk skildrer, Carl Fries, fuldt i klasse med vor egen Palle Laurings gamle "Danmark i Skåne". ”Poesi i sak”, som svenskerne siger: den passionerede sagligheds og den livslange kærligheds egen gobelinkunst, og aristokratisk prosa i ordets bedste forstand, båret af ydmyg respekt for naturkræfterne såvel som for folkets livskamp gennem generationer. Tillad os at oversætte et par alt for korte stikprøver, så I fornemmer den smittende vitalitet og afstanden til de honette ambitioners dekadente og småpsykopatiske landeplage.

Om kronhjortenes brunst skriver Fries, at de helt unge hjorte holder til ”i udkanterne af hovedkvarteret, lidt urolige, på en gang vigende og påtrængende, som det er naturligt for en udelukket, driftsplaget ungdom”. Intuitivt og kraftfuldt, helt uden de blinde muldvarpes evige bekymring om ”den seneste forskning”s slette uendelighed af smånotitser: Ja, for hvad mener I f.eks. om ”toleranceforskere” og ”tillidsforskere”? Småborgerskabet og kapitalpensionen længe leve…

Et andet skriftsted: ”Melankolsk dis, en grædende himmel, en livstræt jord – ”sextio-elleva” (hallo –spontan surrealisme frit fra hoften og helt uden studentikose anstalter, før al litteraturdebat!) poeter misbruger landskabet som en sjælstilstand; men hvis sjælen kunne glemme sin belastning og leve, virkelig leve i landskabet – se det ville være helse.
….Dyrkningens landskab er et samspil mellem arbejde og jord, en vekselvirkning som former jord og bonde. Hele dette landskab i vor hånd lever med os gennem årets tider og forandres med os; vi fornemmer dets åndedrag og hvile som en funktion i vor egen organisme. Jorden sunder sig efter et langt arbejde. Sådan forholder det sig med ”livsleden”.”

Om de sidste rester af parkagtigt herregårdslandskab med ældgamle ege hedder det, at vi ”nyder sorgløst en rigdom andre har opbygget, disse andre som nu mister grebet om gods og skov. Vi må forstå dette for at begribe det ansvar som nu hviler på os, de mange i folkehjemmet. Lad os sammen påtage os de byrder som et fåtal ikke længere magter at bære”.

Ingen smålig klassesnak af hverken den ene eller anden observans her, som når en ung universitetsklatrer for at gøre sine kulturradikale hoser grønne på parnasset sammenstykker og udgiver ”sextio-elleva” fortærskede og kanoniserede fornuftsgrunde til at nedlægge både folkekirken og kongehuset, under landsdækkende applaus fra alle Bermudas benovede små oprørs-praktikanter. Alt sammen lige så håbløst uopfindsomt og kedsommeligt som det er snusfornuftigt – og derfor en ret fornuftig grund til i stedet at foretrække den rene ufornuft, så vi dog har noget festligt at le ad i stedet for den begrædelige udsigt til, at endnu en emsig og med nervøs utrættelighed kindposeklaprende hamster under fuld mandsopdækning bjergtager en anæmisk studine med dobbeltsidigt hareskår, just ankommet med firetoget, til at lade sig forsørge og besvangre af vor lovende professorspire til fremskyndelse af vor races endelige forfald – eller med madam Blixens vidunderligt syfilitiske visdomsord: ”Folk af dødbiderslægt, undfanget halvt i søvne”.

Carl Fries døjede med en dødbiderånd, for hvem såvel vildmarken som alle bygninger af ældre dato end socialdemokratiet var udviklingsfjendske. Siden er der heldigvis sket meget godt, også med sosserne, trods prosaens forfald - hvorimod det svenske Moderat-parti altid har været de værste på naturfeltet og mangler en Connie. Desværre må vi dog nu kæmpe for at undgå at vindmølleparker sættes op som formelige hegn rundt om hårdt tilkæmpede store naturreservater, herunder også et som beror på undertegnedes vedholdende ungdomsiver.

Bedst at samle civilisationen hvor den i forvejen er, for ellers bliver vildmarksoplevelsen musealt kastreret - selv hvis dyrelivet måske skulle kunne tåle mosten. Også den lille håndfuld radartårne i Gribskov står således samlede i deres eget lille "reservat" - og har efterhånden fået en antik hygge, ganske som de omgivende krogede oldingebøge af den oprindelige lokale stamme.
NEXT: BUDDHISTISK NYTÅR

JUDAS, TØGER OG HEDEGAARD - FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden faldt mit blik på nogle ligefremme fodboldtyper på den lokale. Vor lille maler havde endnu engang berørt Judas med flere bibelske og islamiske temaer. En ung mand af nævnte observans ønskede af en eller anden grund at beskænke vor trofaste stamkunde som et pålideligt holdepunkt i tilværelsen - og da han hørte hvem vi talte om, udbrød han med foldboldagtig rutinesikkerhed: ”Nåja, Judas – det var ham der angav Jesus; jamen egentlig ville han det nok slet ikke!” Kort efter gentog han sin fodboldkonversation med sine ligesindede, ganske ligesom en fodboldspiller forbigående let sætter sig ind i håndboldspilleres mentalitet.

Vi blev aldeles overraskede over ynglingens spontane association, der jo ikke beroede på bibelkundskaber eller tro. Hans umiddelbare indsigt i jalousiens væsen kom i et magisk glimt som en komplet selvfølgelighed, som om han og Judas var gamle fodboldkammerater. Men sådan må det have været, for Judas var jo en af disciplene og har derfor stået mesteren nær. Indtil det altså blev for meget: For bestikkelsen var givetvis ikke motivet, men kun det udløsende påskud – og at den unge mand havde ret, bekræftes jo også af Judas’ efterfølgende selvmord. Men det er godt set: Alle de der ”ikke forstår” osv. osv. , forstår i reglen kun alt for vel - og just deraf kommer som regel hele misæren.

Jeg er som den unge mand heller ikke så bibelkyndig igen, men er heller ikke bleg for at tage Biblen forfængelig. For det forholder sig her som med offentlige personers indbyrdes ros: Vi har næsten altid et håndfast motiv, og lige som ved samhandel er et jordnært motiv da også yderst befordrende for venskabelig tone og omgang: I sin iver efter at forstå hvordan kunderne tænker, ender man nemlig med næsten at holde af dem. Således måtte jeg le da en ung litterær ”skvadronør” (med Rifbjergs ord om ham, for Rifbjerg er jo altid afvæbnende uforstilt omkring sit til forhold indbildte rivaler) i Politiken i forbifarten roste sin redaktør som værende ”fantastisk” uden at fortælle hvorledes – idet han nøjedes med at tilføje, at det skam ikke var for at smigre. Men det var åbenbart heller ikke for læsernes skyld, for de fik slet ingen forklaring…

Naturligvis er det altid fantastisk for en dreng sådan at ”få lov” af både farmand og onkel, men sådan generøsitet har ofte en mere jordnær grund, lidt a la Arkimedes lov: ”Et legeme nedsænket i vand fortrænger samme mængde vand som selv den vejer". Ja, tampen brænder - og sig så ikke at vi ikke tilbyder jer en vis dannelse.

Nå, men det er utvivlsomt også mere betryggende at blive ophøjet af selviske grunde end af personlig nåde – idet sidstnævnte jo ifølge sagens natur er lunefuld og ikke lader sig beregne endsige bestille, uanset om nåden kommer fra Gud eller mennesker. I øvrigt kommer man altid længere i verden ved at tjene andres forfængelighed end sin egen – hvilket atter må være lettere for dem der i så henseende kan gøre en dyd af nødvendigheden.

I går aftes faldt jeg så i snak med en distvingeret, nydelig men aldeles ukrukket engelsk genteman med en levende association og et civiliseret sprog. Han fortalte i en anekdotisk sammenhæng en passant hvorledes en stenrig person med fælles bekendte omgående havde vendt ham ryggen og var gået sin vej, da han adspurgt om sin profession fortalte at han var ”a gardener”. Han tolkede det som om et brat fald i modpartens agtelse, uagtet at han just havde fortalt om et eller andet litterært – for han læser angiveligt the Times’ literary supplement, der vist skal være særdeles lødigt.

Min egen tolkning er nu snarere, at velhaveren er blevet skræmt og stødt i sit private verdensbillede omkring sammenhængen mellem ydre og indre: Hvis blot vor gartner havde været komplet "illeterate", så havde rigmanden ikke reageret så uhøfligt. Det er ganske som når standspersoner undlader at svare på breve som ikke er entydigt indsmigrende: De føler sig stødt over at blive tiltalt eller tilskrevet i en ligeværdig stil og tone af folk der slet ikke er ”entitled” til det. De klapper derfor i som østers og vælger så at sige Judas’ reaktion med en automatik, der er lige så pålidelig som den hvormed vor unge mand straks forstod at tolke Judas. Der er både tale om fornægtelse og om et forsøg på at indbilde modparten at man ringeagter ham eller hende – en iver som dog netop viser den respekt der bestrides.

Avantgarden er i øvrigt ikke spor bedre, og selv dens mest provokerende alumner tåles i virkeligheden kun på bjerget fordi de ved en vis karaktermæssig umodenhed eller endda "lousiness" røber, at også de vist tilhører "forbrydelsens element" - omtrent som når pressens veletablerede fra forskellige aviser skinhelligt rakker hinanden ned for træk som de alle indbyrdes fornemmer at de nu også selv besidder. Således var de andre aviser ikke sene til at påtale, da Politiken dummede sig alt for åbenlyst i sit litterære kammerateri med Gyldendal. Men tro ikke at de andre er så forfærdelig meget bedre, for selv undtagelserne dyrker jo blot deres egne små trekanter i stedet, jvf. vor både famøse - og fatale - kronik 18.7 herom i WA. Selv om det nu skal indrømmes at de andre aviser er anderledes hævede over smiger og derfor i ytringsfrihedens hellige navn sagtens kan tilgive vor ligefremme blog....
Nå, men med forbrydelsens element tænker vi også på det forhold, at hvis nu nogen mirakuløst skulle komme for skade at gøre noget godt, så vil også det i reglen blive enten rakket ned eller fortiet.

De selvretfærdige anklager mod Politikens ublufærdige Bermuda-dans minder os faktisk om Tøger Seidenfadens egen hyppige forebyggende brug af ordet "uskøn" i de seneste år - for det ord bruger han vist ubevidst som slangeserum for selv at kunne sige sin avis immun mod sådanne "uskønne" træk, når han ser sig i spejlet og herunder af og til får en sjov fornemmelse af at der er et eller andet vigtigt han har glemt - men hvad pokker var det nu? Nej, det var nok bare dumme tankespind hinsides verdenssituationen, som jo afhænger af vor redebone dom og kommentar.

I øvrigt skylder vi at sige at en avis ikke er nogen person, men består af ansvarlige individer af samme art og race som hominiderne på de andre aviser, ja sågar som folk i helt andre brancher - problemet er bare at de sjældent ved det selv og derfor alligevel gerne opfører sig som loyale stammeaber - groft sagt -, og fornærmes som forbundne kar, hvis nogen siger noget sandt om en kollega. De der udstødes af stammen, tages på den anden side aldrig i forsvar af nogen - for de er jo ganske rigtigt ikke længere medlemmer og befinder sig derfor hinsides ethvert loyalitetsbånd. Det gælder bl.a. kvinder der kan se og tænke selv og ikke skjuler det nok.
Åhja, hurra for logikkens lille tabel: For "oplysningens ånd" er kun noget der står i bøger og kaldes almendannelse.

Nå, men hvis nogen redaktør skulle skrive lignende besindige ord i nær fremtid, ved I hvor han har det fra, idet det her forholder sig ligesom med ovennævnte nervøse og magiske brug af ordet "uskøn": For med Niels Bohrs ord om hesteskoen over døren til hans sommerhus: "Jeg tror personligt ikke på den slags, men jeg har hørt at det virker også selv om man ikke tror". Sådan er det også med de kulturradikales søde små forsvarsmekanismer - ja, jeg har sågar set dem gøre korsets tegn, da de hørte om hvorledes elefanten fik sin lange snabel.

Og VERDENSSITUATIONEN? Nåh den - hør sig os engang, tror I at dette er en avis? Eller med en antik britisk pensionatsværtsindes formanende ord til sine gæsters støjende børn : "You behave in my house as if it were a hotel!" Men lad gå, for nytår er jo en ret prosaisk fest. Well, Cepos-drengene bedyrer at den økonomiske recession i 30erne såvel som i dag mest skyldtes statsindgreb i pengenes frie strøm - samt at klimaet i vor tid er blevet koldere og ikke varmere, ligesom isdannelsen samt isbjørnenes antal ved polerne er forøget "likförbannat", uanset hvad alle andre konstaterer. Endnu findes der heldigvis også idealister der holder på at Jorden stadig er flad og endnu ikke spor rund på gulvet - og vi andre kan kun håbe på at de har ret.

Allahs fred være også med den korsfæstede Lars Hedegaard, der i længden var alt for stor en profet for sin hjembys borgerlige presse og derfor til sidst begrædeligt blev svigtet af sine allernærmeste og mødte flygte fra de røde over til hovedlandet, hvor jo Danmarks uglesete samaritanere bor... For ak, sagde vi det ikke nok: Jo højere folk er på strå, desto mere uhøflige er de gennemgående, fordi de skal være og forsvare så meget som de ikke er, og de har det slet ikke spor let med alle deres lunefulde pensionsordninger. Men i et tidligere indlæg har vi givet Lars Hedegaard den smukkest tænkelige anbefaling til historien - og kan kun tilføje at nu lærte vor korsfarer måske omsider, at det hæderkronede moderne borgerskabs æresbegreber i hårdnakket uforsonlighed langt overgår muslimernes: For uden hverken Gud eller Allah i ryggen afhænger al vor lykke af hvor meget vi selv kan pumpe os op til, og derfor tåler vor ære slet ingen ridser i lakken. "Oplysningens ånd", den moderne lille katekismus på det honette arbejdmarked, gør endda oftest det hele endnu værre.

Men i dag fik jeg et oprigtigt afslag der i sig selv vitterlig var en helt umiskendelig anbefaling, sagt helt uden ironi. Dampmaskinen forbedres ikke væsentligt, og på samme vis havde jeg friseret og opdateret et filosofisk samleværk, der for fire år siden kom retur fra Gyldendal med et lakonisk og nærmest uartigt svar - som tydeligt viste at en eller anden hæderkronet mandsling må have forhørt sig hos en anden hæderkronet mandsling. Men denne gang var det rigtignok helt andre toner, men det valgte forlag var blot denne gang mere kommercielt mainstream, og det er jo en helt ærlig sag - omtrent ligesom en god kriminalfilm kan være fuldt så menneskeligt lærerig som de film der anmeldes i kulturmagasiner.

Ærlighed og høflighed er ellers sjældne varer i de højere kredse - men da vi jo tilhører samme art, kan forklaringen kun bero på statusstress, som åbenbart er et særkende for os primater. At vi selv undertiden tager Over-Danmarks underlødige forsvarsreaktioner lidt tungt, skyldes indrømmet selv samme statusstress - men vejen til at gennemtvinge nævnte status består i så fald i at blæse hele banden et stykke og stole på folkeviddet. Hvis de "mægtige" flokdyrs eneste forsvar er at ignorere, så må man tage konsekvensen og slå dem alle i hartkorn.

Folkeviddets gunst på tværs af kredse, alder og fag vinder de nemlig aldrig på den måde, og kun deres ydre status giver dem en skuffende lighed med noget spændende - og dette gælder også de i egne øjne alternative (læs: infantile) varianter af Bermuda. Ingen af dem er alternativer - men samtidig skylder vi at sige, at i alle miljøer findes der hæderlige mennesker, selv på Bermuda. Men de går rigtignok meget stille med det...

Egne nytårsforsæt? Udover at det jo i nogle henseender er en privatsag, er vi nok ofte oppe mod den hurdle at når vi sådan stempler vore kære medmennesker for deres "fejl", forhærdes og forværres disse som regel blot. Vi begår alle fejl, men alle vil vi have en chance for i al diskretion at forbedre os. Hvis nogen derimod stempler os og fastnagler os til en skamfuld "identitet", vil vi være tilbøjelige til at forsvare den og fremture i tykhovedet trods. En grund til dette kunne være, at selv hvis vi "forbedrede" os på grund af andres kritik, så ville vi frygte herefter at fremstå som deres nikkedukker og som mekaniske produkter af deres kritik - og dermed som andenhånds og utroværdige: Kort sagt ville vi måske fremdeles blive moralsk underkendt trods vor forbedrede opførsel, som vore moralske opdragere nemlig ville få æren for.

Tilsvarende er det vore erfaring at når mennesker fornemmer at vi måske kunne opfatte dem som passivt medskyldige, så begynder de først for alvor at opføre sig som medskyldige. Derfor er social udelukkelse ofte gyseragtigt selvforstærkende: For den hemmelige skam hos alle de medskyldige får dem til at forsvare den "identitet" de på bunden skammer sig over, ved indbyrdes solidarisk forhærdelse. Men uh hvor de bliver grimme at se på, for ligesom Judas har de det ikke spor let. Undtagelserne har et helt anderledes afklaret blik og ansigt end dette grumsede Judas-fjæs. Ejendommeligt så synlige disse ting er.

Problemet med dem omvendte strategi at vende den anden kind til er imidlertid, at hvis vi udviser bejlende diskretïon og langmodighed, får vi lov til bekvemt at sejpines ihjel, for selv om vi så undgår hadet, kommer der skam ingen barmhjertig samaritaner: For alle udspekulerede og praktiske menneskeaber fornemmer jo, at sådan selvbeherskende tålmodighed alene skyldes fromme forhåbninger, som vi kan få lov at rådne af . Kun ved selv at fremture kan vi overvinde chimpanzerne, for enhver kan jo se forskellen - og det er nok en stor synd ikke at stole trygt på sine medmenneskers evne til at fornemme den forskel. Ja, den synd er måske vor største...Ja, havde vi haft tro, ville det hele måske have været pærelet, som gamle Søren sagde. Men alt for megen selvtillid klæder os som bekendt heller ikke. Gud bevare Verden!

Epistel fra Holberg til Jørgen Stein Bagger

HOLBERGS PRIS TIL STEIN BAGGER


Ak, ak, monsieur Bagger! End ikke en Holbergs indflydelse formår i vore plebejiske dage at promovere en prisværdigt lærevillig åndsfælle til kongelig benådning. Men er De end ikke med Georg Brandes smukke ord om mig selv en ”genial arbejder”, så burde dog alene ét af de citerede prædikater rigeligt begrunde Deres forhåbninger om beskjeden anerkjendelse med kongelige vederlag for at bringe vort lille land på verdenskortet – ganske som jeg jo selv på min tid gjorde det, om så også kun efter ringe evne og derfor i knap så spectakulær målestok.

Men tiderne er ikke til kongelig spøg, for i vore ængsteligt intrigante dage er efterhånden kun fiskerkonerne morsomme, og der er snart hverken fisk eller fiskerkoner tilbage: Thi vor tids democratiske titeladel overgår i barnlig ustyrlighed alt hvad jeg i min tid gjorde mig lystig over, og savner dertil oftest ganske format og gavmildhed. Men på den anden side ville det rigtignok også være kjønt, hvis alle granvoksne mænd sådan skulle leve af kjerlighed og kildevand: Thi mod det første ved en besindig mand at gardere sig ved idelig udsættelse af så vidtløftige skridt; og rygtet om det sidstes helsebringende kraft forekommer os ligervis stærkt overdrevet: Thi der er just tilflydt os troværdige rapporter om en kernesund tømrerkarl fra Bornholm, som efter indtagelse af gammelt kildevand, fordærvet alene ved naturens egen kraft, sygnede hen og døde på få dage.

Men hvorledes holder vi da os selv og vor egen ånd i live? Alene i kraft af jævne, men begavede folks trofaste billigelse. Herom er nemlig at sige, at mens velbårne mænds rosende ord langtfra altid står til troende, men i vore dage ofte må tolkes omvendt grundet barnligt intrigante hensyn – så bifalder vi langt højere den anderledes uskyldige barnlighed, som ses i ufordærvede naturers umiskjendelige begejstring over at bivåne formelige kunststykker udi værdiernes og guldæblernes høyere jonglørkunst indtil både tredje og fjerde potens. Jævne folks glæde over sådanne overdådige og eventyrlige indslag i den byrdefulde hverdag kan nemlig ingen betvivle.

Men det forekommer os her at samfundets velbårne støtter såre ofte uretfærdigt frakjender det jævne folk dømmekraft og retsind under henvisning til Janteloven – men vor egen erfaring er tværtimod at endskjønt nævnte lov så flittigt beklages af eliten, så tjener den tværtimod just denne gruppes protectionistiske reservation over for alle høyere intelligjenser – når lige undtages de intrigante exemplarer deraf som på sjakalers og hyæners vis florere i høye råd.

Vi har nemlig ofte observeret at de styrendes hemmelige skam over nævnte uskjønne justits ytrer sig i storladent uforpligtende beklagelse over Janteloven – såvel i den flyvende post som i nærværelse af næsegrus devote godtfolk på krostuer og hos bartskæreren.

For de velbårne smykker sig altid gjerne udover egne dyder med just de fortrin som de så hidsigt frakjender langt mere berettigede folk af jævnere proveniens; og skryder ligervis over at måtte døye den selv samme begrædelige skæbne som de aldeles utilsløret tiltænker deres indbildte rivaler. Ja, mange mennesker forekommer os udi denne kunst at være de rene jonglører. Skjønt – er det nu også ret og billigt at kalde for kunst slige fortrin der jo alene beror på barnagtig mangel på kjendskab til deres egen sjæls luner og griller? For det forholder sig her omtrent ligesom når brave folk så flittigt lønner det mediokre for desto lettere at kunne fortie hvad deres egen fornuft dog langt høyere ville bifalde – hvis blot den fik lov til at råde uden at skulle forledes af deres hjerters rænkefulde råd.

Nej, vi har lært at sætte vor lid til jævne folk fra landet: Thi de begriber dog, at hvis det ganske land efterhånden skulle bebygges, og den ganske befolkning herefterdags skulle ernære sig ved at belåne dette byggeri og al dets nymodens bløde og globale indmad i anden og tredje potens højt op over ethvert tag – hvor skal der så blive plads til at dyrke de kålhoveder hvoraf dog folk leve? Thi endskjønt mangt et ubeskedent hoved kræver langt mere plads end noget kålhovede uden af den grund at være hverken visere eller mere retfærdigt, så må selv et sådant hoved dog begribe, at uden mad og drikke duer helten ikke.

Skjønt jeg således desværre ikke formår at udvirke den kongelige håndsrækning og benådning som De har ytret ønske om, så vil jeg til gengjæld byde Dem desto mere velkommen på den høyere comoedies parnas, hvor mit ord måske endnu har en smule vægt: Thi De har ved at gjøre nogle få rigmænd kjede af det været det ganske folk til den allerhøyeste moro – men ej kun til lyst: Thi det er jo nationens og tidens egen dårskab som De har fået os til at le så hjerteligt ad, at det vil blive husket lige så længe som ”Sorgagre”.

NEDERLANDSK VINTERLANDSKAB

”Du er en vist en dårlig menneskekender, professor!”, sagde en lokal værtshusholder sent i går aftes. Nuvel, things ain’t what they used to be, for han har skam en fortid som pædogog for hårdhudede unge – men det gav for få drikkepenge i forhold til indsatsen. Sådan er det også med alle os der i stedet for at blive professorer har valgt at slå os op som menneskekendere mod løbende drikkepenge – kun for at få at vide af byens sande menneskekendere, at vi nok alligevel har valgt galt i livet. Men dette er vel så til gengæld en desto mere overbevisende anbefaling - for nu at gøre en dyd af selv samme professorale konsekvens, som de gamle romere vist havde en særlig retorisk betegnelse for, som jeg har glemt.

Den citerede replik kom sig af, at jeg stod uforstående overfor at værtshusets slagfærdige kvinde med sin egenartede rå charme åbenbart er blevet fyret – endda angiveligt også tidligere på en række andre værtshuse. ”Hun talte jo som en havnearbejder”. Nåja, også det kunne hun på en sjov og sød måde når det behøvedes - men det var vel heller ikke så ringe i denne tid, hvor Carsten Jensen snart er den eneste overlevende sømand, og hvor hele den intrigante middelklasse skam kan bande på skrift og bruge alle hånde kulturradikalt frisprog fra privatsfæren – men altid andenhånds, og altid i flok og kor. Og ”provokerende” – åhja, over for alle de andre kulturbander, men helt følgagtige i egen flok, selv om de undtagelsesvis på skift kan flirte yderst forsigtigt med provokatørens og oprørerens attråværdige rolle under den øvrige bandes loyale tilråb: "Oh, hvilke tapre enegængere vi kan bryste os med at give plads i vor midte!"

Ja, for man kan altså kun være oprører i sin egen kreds, religion eller nation: For sunde og ligevægtige muslimer kan jo dårligt forarges over at vi kristne hunde tror og siger en masse dumme ting, svarende til vores vantro på at vi f.eks. kan være oplyste i flok. Kioskmuslimen kan derfor oftest i kundeplejens hellige navn klare en harmløs joke om Muhammed, bare den siges i en venskabelig tone af gensidighed.

Nå, men vi var nu et par stykker der gættede på, at hvis damen ovenfor åbenbart var problematisk, turde det have at gøre med kollegial jalousi på spindesiden snarere end med kundernes utilfredshed. At holde os på det jævne det tjener os bedst – så kan vi altid kalde det post-avantgarde eller hvad nu, men for Guds skyld i flok: For ”It’s only a paper moon”.

Vor bibelstærke maler havde just for tiende gang fortalt om den forargelse det vakte da Marie Magdalene salvede Jesus med nardusolie svarende til en normal årsløn: ”Hun har sikkert været Jerusalems flotteste skøge, og det har derfor virket som en ren provokation på alle de hellige.” Og derfor udbryder Judas forarget, at de penge burde have været brugt på de fattige. Hvortil Jesus jo svarer, at ”De fattige har I altid blandt jer, men mig har I kun kort tid”.

I næste linie fortælles så, at Judas gik hen og angav Jesus. Vor mand læser rapporten helt jordnært som en psykologisk årsagssammenhæng, og vist giver det også god psykologisk mening. På samme vis afbildede de gamle hollændere jo også Golgatha med vindmøller og ariske bondeansigter i snedækte landskaber.

For sagen er jo den at det usædvanlige blot er det klassiske og findes til alle tider, herunder også både Judas og Jesus. Der er heri også noget så at sige demokratisk: Tænk blot på, at hverken berømte mænd eller berømte kvinder er spor smukkere, interessantere eller mere charmerende efter nogen som helst målestok, end hvad du med noget held kan spotte i byens forretninger og udskænkningssteder. Det gælder personlighed, udstråling samt enhver art talent. Som helt ung tror man derimod at de rige og de berømte er gjort af et særligt stof, men det er en hormonal vildfarelse.

Selv om udseende og udstråling i og for sig fordeles helt vilkårligt og i den forstand uretfærdigt, så er der dog en vis social retfærdighed i at disse ting ikke på mindste vis korrelerer med klasse og social status – lige bortset fra hvad mangel på tro og selvtillid kan ødelægge. Selv ”aristokratiske træk” er ikke spor mere almindelige blandt den resterende landadel end blandt nutidens endnu mere udryddelsestruede bønder og arbejdsmænd. Naturens egen uretfærdighed er sig selv nok – og når vi her nævner det banale som enhver kan se, og som let udarter til karlekammersnak, er det kun fordi her er noget velgørende evident – om så også med forbehold for individuel smag.

Derimod er det sværere at udrydde sociale illusioner om ”talent” og ”personlighed” af enhver art. Men dermed forholder det sig på ganske samme vis, og på den måde er førnævnte ”banale” markører gode som rettesnor. Og ganske som før nævnte unikke tjenerinde havde en langt interessantere råcharme end de første tyve kendte skuespillerinder, således er det naturligvis også med mænd, både indvendigt og udvendigt. At vi mennesker kan blive speedede og høje af social medgang og rift om dem, er en anden ting, men det skal man ikke lade sig narre af – det har vi alle prøvet i en eller anden grad, og lært at det kan få en brat ende. Vintersolhverv...

De så at sige banale ting er derfor gode at få forstand af, fordi de modsat alt det åndelige ikke lyver: Læg altså ikke mere i den sociale skæbne end den fortjener, og tro på at de fleste mennesker ligeledes foretrækker Magdalene frem for tyve veldresserede fotomodeller. I det symmetrisk modsatte kønsperspektiv forholder det sig givetvis på samme måde, trods eksistensen af et vist uomgængeligt forsørgerperspektiv.

Magdalenes senede charme svarer i åndens verden ligeledes til alt det som ikke kan samlebåndsfabrikeres på universitetscentre, managementkurser eller i kommercielle virksomhedskulturer. Uanset hvor protektionistisk de end hænger sammen som ærtehalm, for vi lever i en tid af bandekultur med en meget tynd fernis.

Og derfor straffes det hvis man som Magdalene har noget særligt, som de andre ikke har, for man må skam godt være både smuk, farlig og dygtig, blot man er det på samme måde som tusinde andre. Og af samme grund har al vor opreklamerede sociale mobilitet snart sejret sig selv til døde i et trist og sjælløst overopbud af lurmærket ensartethed i vort hjemlige X-faktor af komiske indbyrdes "udnævnelser". For trods al kanoniseret udenadssnak om "Oplysning" og individets åndsfrihed vækker de uomskårne i ånden over alt vantro hos de enfoldige - og nådeløs forargelse hos dem der på bunden ved bedre. De i egne øjne "tolerantes" hellige og gratis bekymring for de sociale "restgrupper" er også komisk, for disse er efterhånden omtrent de eneste der ikke er omvandrende kopier.

Men heldigvis er den efterhånden blevet så tyk, at de fleste fornemmer det: For man kan snart end ikke være neger uden autorisation og certifikat. Nej, bedst at være lidt underkendt, for så snart noget får status, vil alle være det, og så kommer alt til at handle om at "få lov" og blive "udnævnt" af nomenklaturaens små kommissærer med deres henrivende skåltaler - kort sagt de bonede gulves bornerte farce af klatrende ligemageri. En farce fordi "the real thing" altid fremkommer under komplementært modsatte betingelser af tilpasningens, kopieringens og rivaliseringens sociale stræben - betingelser der tragikomisk nok er forbundet med et socialt inkognito, hvis bord har det med at fange. Komponisten Rued Langgaard var efter sigende et stjerneeksempel og blev i sin levetid blot betragtet som en særling. Og de få der forstod bedre, har nok ikke gjort indsigelser...

- Som vikar på en indvandrerskole har jeg en iransk bondesøn uden land – en kristen kurder – på 18 år, der angiveligt aldrig har gået i skole. Men på to år har han med imponerende ihærdighed lært et forbløffende hæderligt dansk, og bøgernes grammatikøvelser kæmper han sig uden mindste skoletræthed igennem helt uden alfabetisk fortid. Og han er i øvrigt yderst høflig og værdsættende, hvilket også gælder mange af de andre. Den høflighed ser vi ikke meget af for tiden i de bedre kredse; så på den måde kan elementære problemer åbenbart være forædlende, selv om vi jo helst vil undgå dem selv.

Men at opleve sådanne folk kan forhåbentlig redde os fra at blive kuldslåede menneskeforagtere. Man er trods alt også selv kun et menneske og er jo ikke faldet ned fra Månen – selv om menneskeforagtens afsæt kan bruges som en dårlig erstatning for positivt selvværd. Men ude hvor vi møder de elementære vilkår, er der ikke plads til menneskeforagt, for dér vil vi uvægerligt knytte os til de mennesker vi behøver, og dem der behøver os, og vil ikke fryse fast i et generaliseret forsvarsberedskab – som ellers kunne skaffe os flere fjender, end vi behøver...

Når vi mennesker ikke er bange, er vi jo som regel meget søde, og det er nok derfor at stadig flere med god uddannelse vælger den mere taknemmelige del af servicebranchen uden for megen status at kæmpe for. Når selv en meget velmeriteret psykiater og overlæge betror én at hospitalernes lægeverden er "direkte ond", så er det ligeledes tankevækkende og bør få velkendte klokker til at ringe...

KATARSIS FOR LARS HEDEGAARD SOM FOR VOLTAIRE

Avisens og bloggens fællestræk er tilknytningen til verdens og samtidens brogethed. Forskellen er dog at vi tager det som en så at sige gnostisk joke, hvor alt kan bruges, hvorimod medierne tager aktualitetskriteriet mere alvorligt. At vi hellere vil læse om renæssancen, hvis der lige er åbnet en udstilling derom, er en psykologisk kendsgerning, som man kan benytte sig af pædagogisk – for tingene må gerne hænge sammen i vor hverdag, også selv om sammenhængen ofte blot består i samtidighed i samme by: Vi vil helst kunne forbinde tingene i en art æstetisk arrangement, omtrent lige som kunsten. Men ganske som orden på skrivebordet betyder det ikke så meget reelt.

I nogen grad er der således tale om noget memoteknisk: At det hele bliver lidt mere håndterbart mentalt ved en art orkestrering eller samordning i form af et dagblads komposition. Men at gøre det til noget tvingende nødvendigt fører til den kedsommelighed, at vore indbyrdes kommentarer skulle være det mest åndfulde i verden. For så ville ethvert spontant og selvbærende indspark kunne afvises som "uaktuelt" - for hvis alle skal tale om nøjagtigt det samme i takt, kan alt originalt jo lukkes ned: Med mindre det med godt humør forstår at forklæde sig, læs "inkarnere" sig, i samtidens historiske klædebon - læs "korset" med tryk på valgfri stavelse; ganske som jo visse lande i underholdningens navn beviljer dødsdømte frit valg af henrettelsesmetode.

Den samme vildfarelse ses i kulturkritikkens enorme selvbevidsthed – det vigtigste er vel selve musikken, kunsten, erkendelsen osv., ikke alle vore meninger om dem, hvor rigtige de end kan være. Anette Olesens film ”Lille soldat” om den kvindelige soldat der kommer hjem fra Afghanistan til sin fars bordelforretning, er som mange gode film ren terapi at se, og det er langt sjældnere tilfældet med kritikken. En kritik der som kunsten også udleverer sig selv og inddrager andre dimensioner uden at svigte emnet, er nok mulig, men den ville snart vække smålighed og blive lukket ned. Der er således tale om meget forskellige bevidsthedsformer, selv når de i en vis forstand handler om det samme.

Men i nævnte uhøjtidelige ånd kan vi godt lade os inspirere af nyhedsmedierne. Berlingernes store korsfarer Lars Hedegaard er nu blevet frigjort af ”Groft sagt” panelet og ser heri en socialistisk sammensværgelse, hvori Katrine Winkel Holm i Jyllandsposten kommer ham til undsætning. Interessant hvor lidt der skal til for at bundnormale folk bliver småparanoide, skønt de dog partout og aldeles modstandsfrit får gehør også for deres vrede – og blot en anden offentlig person giver dem medhold, er de ikke gale. Selvkritikken fejler da heller intet – for det var nu i længden lovlig forudsigeligt og endimensionalt.

Men når folk med noget på hjerte deruimod klynker over at blive udstødt, afskrives de bekvemt af parnasset som paranoide – og ingen siger et kvæk, eller rettere: Vist er der det, men ingen etablerede. For rettesnoren er her gerne denne: ”Gør mod andre hvad I måtte holde for den værst tænkelige ulykke hvis det ramte jer selv. Og hvis de mod forventning tåler mosten, kalder vi dem sindssyge, for det er sgu ikke normalt.”

Jeg læser oftest ”Groft sagt”, men har en stærk formodning om, at den især læses af mænd. Forklaringen er utvivlsomt at i en konkurrenceverden nyder vi ubevidst at se andre stræbsomme mænd blive nedgjort. En empirisk undersøgelse ville garanteret også bekræfte at mænd med mere udprægede dominanstræk læser spalten hyppigere end mænd i servicefagenes ”blødere” positioner.

- En magasinredaktør m.m. af mit bekendtskab overlod for et år siden firmaets tøjler til sin søn – der nu som tak har fyret både faderen og alle hans medarbejdere. Det er jo Kong Lear om igen: Sønnen vil tydeligvis frasige sig enhver gæld. Når selv ens børn opfører sig sådan, hvad kan vi så forvente moralsk fra driftige unge mænd som vi end ikke kender personligt. De gamle kaldte det arvesynden, men i dag ville vi nok se det i et hormonalt lys.

Den sympatiske og saglige biolog Kåre Fog, der både har kritiseret Bjørn Lomborg løbende og bekendt sine egne vanskeligheder som blød og ærlig mand i fagbiologiske kønsovervejelser, ville sikkert give os ret heri. Men nu skriver han i Information, at skønlitteratur for ham er ren underholdning. Nogen har fortalt ham, at skønlitteraturen gør folk til bedre og visere mennesker, og det piner ham – for han læser ikke skønlitteratur.

Stalin læste angiveligt Dostojevskij, og det gjorde ham jo ikke til et bedre menneske. Og hverken forfatterne eller litteraturkritikerne opfører sig altid så nobelt - og menneskeligt mere umodne kritikere anser endog deres umodenhed for kunst, skønt de trods al viden og dygtighed savner kunstens visdom, integritet og selvindsigt - deraf deres forcerede forms mangel på rummelighed.

Lone Scherfig åbenbarede derimod alle disse dyder i et fjernsynsprogram, og det gælder tydeligvis samtlige vore brave filmskvinder. Modsat det mandstyrede kulturlivs mange loyale skødehunde der bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse for at give magten og dens jalousier et menneskeligt ansigt - og dermed gør 100 års kvindekamp komplet til grin.

Kåre Fog ser garanteret film. Og han er velsagtens som naturmand også lidt drømmende i sin naturdyrkelse, trods sin store fagkompetance – f.eks. kan vi jo håbe på at se et sjældent dyr, og det tilfører vort liv noget eventyrligt og uverdsligt. Selv de mest videnskabelige naturforskere har denne utopiske dimension, og den virker helende, uanset om man blot dyrker sin have eller rejser til Borneo. Jeg kender på den anden side fornuftige folk, der holder af både fortællinger, film og musik, men som blankt bekender, at naturen ikke siger dem noget: For den siger jo ikke noget. Så Kåre Fog har nok ret i, at folk her er forskellige - således er jeg selv næsten kun til prosa, og helst med nogenledes reglementeret tegnsætning.

Det er svært at sige, hvad det er kunsten kan gøre, men en god roman minder ligesom en god film om verden i dens brogethed – blot har vi ikke selv noget på spil og kan derfor opleve fiktionen uden personlig bekymring. Faglitteraturen tager derimod ét emne ad gangen og er dertil ifølge sagens natur meget oplevelsesfjern. Kunsten griber tillige alt det nære, men upartisk og empatisk fordelt i rum og tid på mange personer, og på betryggende afstand. På den måde er dens bevidsthedsform vitterlig genuin – men hvis man føler sig tvangsindlagt, duer det ikke. Så er det bedre at læse længst glemte ting, som ingen taler om – for vist er det ufrugtbart hvis alle læser nøjagtigt det samme.

Men en god film eller bog har en art samlende form, fortælling eller motiv, og det virker terapeutisk helende i forhold til når vi selv er kastet ud i verden – helt modsat fagvidenskabernes skarpe opdeling, som ikke kan hjælpe os eksistentielt, fordi den ikke forbinder sig organisk med eksistensens egen bevidsthedsform. En verden uden billeder, film, fortællinger, optrin og musik ville være som et liv uden drømme – vi ville blive syge. Men ingen skal tvangsindlægges, for det historisk akkumulerede udbud er jo enormt.

Aristoteles’ gamle katarsistanke er nok rigtig: Når vi ikke har vor egen røv på spil, virker det rensende, sublimerende og afspændende at se lidenskabernes skæbnetunge rasen på scenen eller lærredet. Når vi læser hård kritik, er vi derimod selv aktive deltagere i stenkastningens ædle kunst ved en banal identifikation, og det virker nok afreagerende – men ikke rensende eller forædlende. Katharsis hos Aristoteles indebærer derimod også medlidenhed, og den dimension i kunsten savner kritikken ofte. Også humoren indeholder i sine højere former oftest medlidenhedens sans for livets skrøbelighed hos såvel os selv som vore fjender.

Og vist er det da også synd for Lars Hedegaard - for når man nu engang må synge med sit eget næb, er det da slemt at få just det næb lukket ned, det være nu nok så skingert. Men snart kommer Hedegaards samlede og illustrerede værker i bogform i arabisk oversættelse med kultur- og eksportstøtte : Så får araberne da omsider deres tiltrængte oplysningstid, med Lars Hedegaaard som muslimernes egen Voltaire - blot lige så højt hævet over denne, som Profeten er hævet over sin beskedne forløber Jesus.

CEPOS OG DE FAKTISKE FORHOLD I OPTIK-BRANCHEN

EN GNOSTISK NOVEMBER ODYSSÈ
Tænketanken Cepos´ over-præsident dr. Martin Klågerup mener ikke at finanskrisen berettiger til mere fremskudte statslige positioner i det finansielle liv, omtrent ligesom man jo heller ikke giver kemoterapi mod forkølelse. Endvidere benægter han talen om spekulanternes overhåndtagende grådighed med følgende argument: Hvorfor skulle kapitalisterne lige pludselig være blevet specielt grådige over hele kloden?

Dette defensive argument er kalkeret over de arbejdsløses forsvar over for anklager om dovenskab: Hvorfor blev alle overalt pludselig så ”dovne” i 30erne? Men mens hr. Klågerup altså tilråder lutter gulerødder til finanssektoren, anbefaler han kun pisk til den resterende minoritet af arbejdsløse – som klassiske nationaløkonomer af hans egen skole da ellers plejer at anse for en nyttig stopklods mod løninflation. Men alle spekulanterne er nok bange for at ingen gider passe dem når de kommer på plejehjem.

For resten er forsvaret mod anklagen om grådighed tyndt: For selv om grådigheden i princippet er konstant, får den i perioder mere vind i sejlene og siger naturligvis ikke nej tak. Således fratræder direktører fra Roskilde Bank og Nordea angiveligt nu med hver henved 150 millioner i hånden.

Dagbladet Informations leder fortæller om alle de kreative folk der arbejder gratis for Zentropa og andre prestigefulde instanser i håb om at blive ”opdaget”, men som reelt må ernære sig af de usleste jobs. Nuvel, samtlige dagblade lever højt på just sådan frivillig arbejdskraft, og i særdeleshed små aviser som Information lukrerer helt konsekvent på det. Det må da kaldes statslig kulturstøtte når skribenterne er arbejdsløse, og sponsorering når de er i jævnt lønarbejde.

I øvrigt er sammenhængen mellem løn og flid ikke særlig Cepos-agtig: For når man skriver frivilligt som til jer asner, med arbejdet selv som den eneste løn, gør man sig langt mere inderlig umage end når man skriver mod linjebetaling og pensionsordninger a la Nordea Bank. De grådige direktører ville måske også have gjort sig lidt mere umage, hvis det ikke var for de guldrandede bonusordninger.

Nuvel, men er den al gratis kreative arbejdskraft, som intet dagpengesystem anerkender, så et eksempel på grådighed eller på dovenskab? Ingen af delene, for aspirationer mangler der åbenbart ikke. Enkelte håbløse autister med it-specialer er dog nu omsider blevet ansat i beskyttede firmaer for ligesindede med stor kommerciel succes efter årtiers håbløshed i offentligt regi. Så måske var den bedste iværksætter-idé at blive statsautoriseret autist for at give pinen en ende.

Men humorister er nok aldrig rigtige autister, for de lever jo i et flerdimensionalt psykologisk univers, hvor deres egne svagheder og de resulterende sociale kollisioner erkendes smerteligt klart. ”Betinget pseudo-autisme” eller ”specifik social allergi” ville nok være en mere retvisende betegnelse for os der også i psykiatrisk henseende sætter os mellem alle støtteberettigede stole.

Dog holder vi omsætningen oppe frem for at investere i spekulative derivater: Således smadrede jeg i går et dyrt brilleglas på en kafé, men optik har nu altid været en af mine største udgiftsposter – dog tænker jeg her ikke på salig rektor Stegelmanns beklagende ord om Strøm Tejsen, hvis skolevej var ”brolagt med knuste brillestel” – for normalt bruger jeg kun penge på luksusoptikker, så det med brillerne var en smutter.

Objektivers perfektion har lige som gode billeder samt vor kære blog en gnostisk beskyttet renhed i denne uberegnelige jammerdal – om end november kan byde på evighedsagtige belysninger med dulgte håb om forløsning, som Caspar David Friedrich ville have kunnet goutere. Og en kongeørn velsignede mig endog aldeles uventet med sin nåde. På billedet man ser hvordan.

Med Bermuda-trekantens jammerdal har det aldrig været værre: disse indgiftede middelklasseklatrere med deres ensartede honette ambitioner, der ængsteligt beskytter hinanden på kryds og tværs i forlag, arkitektfirmaer og depardementer – alt sammen i den påståelige indbildning at være landets elite. Og da de ikke kender deres egne hjerter, indbilder de sig endda at være modstandere af dødsstraf, blot ingen fornærmer deres ære. Ak, ja det er hårdt at være genier i en kjøbstad – og det er nok derfor de altid holder sammen…

Men i morgen mandag får de én på hatten i Berlingerne i en (forbilledligt ulønnet) kommentar om Janteloven – som sædvanlig så langt over bæltestedet, at man som sædvanlig holder bøtte. Derimod er man anderledes ”storsindede” over for halvdumme kværulanterier, som ganske rigtigt falder tilbage på ophavsmændene og er god reklame for deres egen kulturradikale frihed for Tor som for Odin. Den har de skam luret.

Men som sagt: Hvor uren end verden er, så behøver vort gnostiske objektiv af en blog den dog som afsæt og inspirationskilde – hvilket giver jammerdalen et eksistensalibi. Inkarnationens store gåde, som også Gud måtte bide skeer med.

RYGTET OM BLOGGENES DØD...

Eywin Neutzschy Wulff proklamerer i en kommentar i Information bloggenes snarlige død af iltmangel grundet fraværet af sortering og kvalitetskontrol. Nuvel – i udemokratiske lande, i lande med magtkoncentration samt i små lande med uvægerlig tendens til provinsiel indspisthed må de politiske blogges betydning nu ikke undervurderes. Også fordi de tvinger pressen til større åbenhed for ikke at tabe ansigt – omtrent som Information nok historisk set har "opdraget" den øvrige presse hertillands.

Anderledes med den personlige blog, der let bliver privat. Imidlertid er det op til den enkelte bloggers selvkritik, for så skal læserne nok indfinde sig. Man må ikke sjuske med sit liv, men ej heller med sin blog, og bør hver gang skrive som om man skrev til evigheden. Man bør altid huske Blixens berømte ”stork” og se til at alt bliver godt, om så også kun i tekstens mikrokosmos. Men det klæder os netop at være fuldt bevidste om denne begrænsning – der så sandelig også gælder trykte tekster: For selv Evangeliet forslår jo kun som en skrædder i helvede!

Mange trykte tekster læses mest grundet deres aura af officiel godkendthed, der tiltrækker alle som gerne selv vil aflure hvordan man bliver ”godkendt”. Men det forholder sig her ganske som med finansmarkedet, at man skal have is i maven og ikke lade sig dirigere af hysteriske svingninger, men bie sin tid. Hine enkelte læsere hænger nemlig i så fald på af de rigtige grunde, ganske som gode aktier nok skal holde på lang sigt.

En hvilken som helst tekst kan uanset kvalitet publiceres i blogform, hvilket ingenlunde forhindrer senere papirform. Men derudover er der den mulighed, at man i stedet udvikler bloggen til en litterær genre helt i sin egen ret og lige som de anærobe bakterier opfinder nye livsformer, afledt af bloggens kuvøse-vilkår som en genre med virtuelle læsere. Det svarer nogenlunde til hvis man levede i et land, hvor man kun måtte udtrykke sig i rimform, eller hvor visse ting ikke måtte siges direkte: Begrænsningen gøres til et genretræk, og svagheden vendes til en stilistisk form, som ikke kunne være opstået på anden måde.

Også på dette miniatureplan gælder det altså om at vende værdierne på hovedet og med Blixens ord gøre Satan og den umiddelbare misære til sin bedste ven. Den tabte afrikanske farm transformeres dermed ”alkymistisk” til noget helt andet. Dette kan som tidligere udviklet yderligere føre til en art bloggens poetik, som ligeledes organisk udvikles naturligt af bloggens selvrefleksion.

Sideløbende kan man udmærket skrive andre tekster beregnede til gængse publiceringsformer. Men selv om der ikke er helt vandtætte skotter, har jeg for min egen del derfor gjort det til hovedreglen, at hverken trykte eller utrykte tekster lægges på bloggen. En del af bloggens fysiognomi er nemlig at dateringen er autentisk, ganske som man jo heller ikke genbruger gamle breve, også selv om ingen ville opdage det. Fusk og sjusk mærkes nemlig altid på mystisk vis: Tilsvarende er det kun professionelle lyttere, der kan påvise, at en jazzimprovisation her og der ikke holder sig strengt til forlæggets takter – men alligevel mærkes det i den forstand, at det lyder mere overbevisende også på os andre, når gennemførelsen holder i byretten – også selv om vi ikke kan sætte fingeren på det. Det svinger simpelt hen i en dybere og mere åndfuld forstand.

Når selv anerkendte forfatteres blogge oftest dør, som Wulff siger, skyldes det at de er stenografiske venstrehåndsarbejder, PR og lutter small talk i forhold til hovedstolen. Selv mails og forretningsmæssige breve bør ideelt set bæres af en umiddelbar livfuldhed og uforudsigelighed, men med fingeraftrykkets umiskendelige præg af komposition svarende til situationen og ens intentioner. Sådanne tekster lever og ånder, om så også læserne dør – og en levende tekst tåler altid at blive læst højt.

Om folk så har tid og mangler vigtigere gøremål, er en ganske anden sag – men det gælder så sandelig også alverdens trykte pligtlæsning. Jeg tror Blixen havde ret i, at en forfatter bør skrive som om læseren var omhyggeligt udvalgt eller ligefrem Gud selv: For Gud kan vi nok ikke imponere, men han vil tage hatten af også på egne vegne når, vi har gjort vor bedste og fuldt udfoldet hvad der lå i vore kort. En god tekst skal ideelt set ”make me want to be a better man”, uanset alle hånde antydede skrøbeligheder.

Men apropos for sent trykte tekster har jeg netop læst Boris Pasternaks "Doktor Zhivago", som er stor litteratur og historieskrivning. Bogens efterspil foregår under Anden Verdenskrig med det uægte kærlighedsbarn af Lara og Zhivago. Naturligvis var dette ikke med i filmen. Men fremhæves på dette sted må bogens og hovedpersonens betragtninger over åndslivets kvælende belejring via alle hånde kommissæragtige "sham institutions" med specialister i snart sagt alle livsytringer, men uden intuition.

Pasternak har skam selv drømmende elementer: Således beskrives et regnfald som så kraftfuldt, at det var helt uanfægtet af den samtidige stormvind - "ja det var som om stormen blot hidsedes yderligere af regnens upåvirkelighed." Sådanne associationer har jo tit intet med virkeligheden selv at gøre og kunne derfor ligne galskab. Men intuition er dog originalitetens hemmelighed, selv i videnskaben.

Ha, undertiden er det rart at se at man ikke er den første idiot med øjne i hovedet, og at en allerede afdød kan tage skraldet for én. Men sagen er denne: Menneskets forbløffende evne til selvbedrag gør, at sådanne fyndord fortrænges selv af dem der bekender sig til Pasternak, Gamle Søren, Jesus eller hvem nu. Dette har vi jo sagt ofte før - og for nylig opdagede jeg, at også Jesus sgu har sagt det.

There you are...For som sagt: Selv lovpriste tekster forslår som en skrædder i helvede, så vi skriver egentlig mest for at underholde Gud og enkelte andre overlevende bohemer udenfor tidens medieakademiske manageri - der for åndslivet er hvad Eisenhowers berømte "militærindustrielle kompleks" er for verdensfreden... Måske noget som præsident Obama passende kan tage op sammen med finanskrisen, Iran og andre globale hængepartier hinsides bloggen.

BAY, BAY BLACKBIRD...

Den berømte myte om skibe der af mystiske årsager forsvinder i havet omkring Bermuda, er for længst aflivet. Derimod taler vi i Danmark stadig om en national ”Bermuda-trekant” bestående af Politiken, Forlaget Gyldendal og Danmarks Radio – og uhyret er lige så svært at aflive som Skotlands berømte Loch Ness uhyre.
Nu har bæstet atter pisket gevaldigt med halen og tilført vore bælter og sunde en livgivende iltinjektion: Det har således vakt stor opmærksomhed, at Politiken har ladet medarbejdere med solide ben og sågar eget kontor på Gyldendals Forlag anmelde og rose storsælgende romaner udgivet på selv samme forlag. Senest drejer det sig om Hanne Vibeke Holts storsælgende roman ”Dronningeofret” samt Jens Christian Grøndahls nye roman ”Dage i marts”.

Litteraturanmelderne på landets øvrige aviser tager alle afstand fra Politikens praksis og tager rettelig habilitetsproblemet alvorligt. Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard afviser dog frejdigt og tappert kritikken og ser intet problem. Man skal da ganske rigtigt heller ikke bøje sig for majoriteten som sandhedskriterium, men undertiden kan den faktisk godt have ret: Og den stædige menighedsreaktion fra landets kulturradikale etablissement minder mere om Scientology end om Oplysningstidens stolte enegængere, som Politiken Hus ellers påberåber sig i deres samdrægtige modstand mod kirke, kongehus og anden hævdvunden julepynt.

I den forbindelse er det ironisk at just Bay Bundegaard for nylig kaldte dagbladet Information for et menighedsblad: For var dette end sandt engang, så stiger den lille avis for tiden i oplag, som det eneste landsdækkende danske dagblad, hvorimod Politikens oplag synker som en sten. Men Politikens redaktion erklærer at det går ufattelig godt – omtrent som en major fra Frelsens Hær der nægter at høre de uvelkomne meldinger fra fronten.
Anita Bay Bundegaard kunne i og for sig godt have ret i at Politikens anmeldere er ubestikkelige – men garantere for det kan hun på ingen måde, endsige forvente at offentligheden skal tage det for givet. Men når dette er sagt, skylder vi også at tilføje at i avisernes krig for overlevelsen gælder alle tricks: Og derfor ynder alle vore landsdækkende dagblade at åle hinanden, når lejlighed sig byder.

Men det skal samtidig også siges at i vort lille land er kultureliterne uvægerligt så indgiftede i hinanden, både professionelt og civilretsligt, helt på tværs af aviser og forlag, at forargelsen over Politiken hos de andre aviser er svær at tage helt alvorligt. Forargelsen kan derfor også ses som en rekvisit i aviskrigen, idet sandheden snarere er den er at den danske Bermuda-trekant er langt mere landsomfattende og vidtforgrenet end myten fortæller. Vreden på landets øvrige kulturredaktioner indeholder derfor nok en vis portion af bekvem skinhellighed: For næsten alle litteraturanmeldere i vore dage vil skrive bøger, og alle har de derfor interesse i at stå sig godt med vore største forlag.

Forskellen er dog stadig den at mens man på landets øvrige reaktioner inderst inde godt ved det og derfor udviser en vis diskretion, så fremturer Politikens redaktion med et spejderkorps sorgløshed.
Som bekendt opfører ingen jordiske magter sig i længden meget bedre, end verdens øvrige magter tvinger dem til. Men når forbrødringen på ”Bermuda” bliver så tyk, at man ikke længere finder det nødigt at tildække sin skam med et figenblad, så er der grund til at råbe vagt i gevær.

ROMANEN OG VIRKELIGHEDENS GNOSTISKE DIMENSION

ROMANENS FORLØSNING OG DEN GNOSTISKE DIMENSION
Nok er jeg ingen storkonsument af skønlitteratur, men holder af at genlæse romaner som har gjort stort indtryk på mig. Min hukommelse for handlingsforløb har aldrig været særlig stabil, men det er ikke kun derfor. Ved anden og tredje gennemlæsning kan man læse de første sider i lyset af det senere og så at sige læse med forfatterens guddommelige evighedsperspektiv – ligesom at se en persons liv i lys af hvordan det siden gik. Ikke nødvendigvis for at kigge forfatteren i kortene, men for at se hele forløbet og de forskellige sidespring, flash-backs osv. integreret i et samlet blik.

Dette er dog næppe kun motiveret af ønsket om at hæve sig til bogens eget bevidsthedsniveau, men udtrykker også vor trang til at se på det virkelige menneskeliv, ikke mindst vort eget, på en gang i luftperspektiv og dog med indføling og hjerte. I det virkelige liv er vi derimod oftest i klemme på en måde, der tynger det ned til en jammer, hvorfra vi ønsker en art gnostisk forløsning i videnskabelig, filosofisk eller religiøs abstraktion. Romankunsten er derimod jorden tro samtidig med at den forløser os fra egoets evige bekymring til en højere menneskelighed, som dog ikke er gnostisk abstrakt – for selv om vi sidder trygt i vor lænestol, har vi hjertet med og lever os ind i illusionen. Og heri er der en art mysterium, der atter hjælper os til glimtvis også at opleve vort og andres virkelige liv som et ophøjet mysterium.

Selv er jeg nok for ”gnostisk” i hele min indretning til at kunne skrive realistiske romaner, men det er ofte dem jeg foretrækker at læse – for at den historiske virkelighed kan få evighedsperspektiv, er på en måde mere mystisk end den så at sige iboende mystik i de abstrakte discipliners verden: Alkymien er det rette prototypiske billede, for også her handler det om at uddrage det sublime af det mørke jordiske substrat uden at undsige det.

Realistiske romaner i vid forstand kan heller ikke undgå at indeholde encyklopædiske dimensioner i redegørelsen for forskellige miljøer, virkeligheder, historiske forløb, personernes erhverv osv. Men at overdrive den dimension bliver let at svigte romanens særlige flerdimensionalitet og naturligt integrerede ”tværfaglighed”, der ganske svarer til livets egen ditto. Gennemgangen af tingsverdenens ”såledeshed” og nødvendighed er i grunden rituel for forfatteren og set i forhold til ”intrigen” blot en rekvisit, men det er også for læseren af stor rituel betydning: Vi sætter os således ikke selv ind i hvordan en traktor fungerer ved den nøje beskrivelsen af en traktorepisode, men vi nyder alligevel tilliden til at det der står, holder i byretten, ganske som når vi selv må tilkalde teknisk bistand og med kun delvis forståelse påhører den praktiske eksperts forklaring i lignende situationer.

Vi kan ikke snakke os fra nødvendigheden, og i romanens hengivelse til nødvendigheden ligger derfor en hyldest til virkeligheden; den encyklopædiske roman er blot en ekstrem og udskejende variant, der let kæntrer over mod det ”gnostiske”, hvor abstraktionen bliver det virkelige og egentlige. Abstraktionernes virtuelle krumspring hvor fantasien bruger virkeligheden som afsæt snarere end at hellige sig den, har jeg rigeligt af selv, og det er mere frugtbart ydmygt at søge over i sin modsætning i stedet for også på udebane at dyrke det man så at sige naturligt fremturer i.

Ved en tilfældighed har jeg læst flere af amerikaneren David Gutersons romaner, de første under mine ophold nordpå. Især ”Øst for bjergene” gør stadig indtryk, for der er det hele: Glimt af amerikansk historie, lokalhistorien, miljøet, naturen, familiehistorien og opvæksten, moderens død, Anden Verdenskrig i Italien, kammeratskabet og gruen, kærligheden, livsbanen, alderdommen, døden, forløb der griber ind og ændrer vore beslutninger, erindringens dimension samt hverdagens uventede mission, gerning og forløsning selv i fornedringens slutspil.

Jeg genlæste bogen for tredje gang i disse dage – efter at jeg havde læst Gutersons seneste bog ”The Other” om en lysende begavet, tidligt udfarende og idealistisk kompromisløs, men følelsesmæssigt stærkt forsømt patricierknægt fra Seattle, der snart dropper ud af universitetet, fingerer sin forsvinden og lever gemt i skovene uden for Seattle, hvor han til sidst dør med kun én hemmelig medvider. Da hans lig tyve år senere bliver fundet af et hold pumaforskere, viser det sig at vennen er enearving til hans enorme formue. Sjovt nok er hovedpersonen i sin flugt ind i galskaben optaget just af gnostikerne – men det var nu ikke derfor jeg kom til at nævne gnosticismen ovenfor i mere overført forstand.

Selv om denne bog naturligvis anslår mange klange hos mig og vakt en stor nysgerrighed om forfatteren selv og hans forhold til sine forlæg, er det stadig hans første bog, der berører mig dybest i sin anderledeshed fra min virkelighed: netop i dens mangel på al højere abstraktion og troskab mod tingene, herunder de praktiske såsom felt-kirurgi og frugtavl. Lad mig slutte af ved at nævne, at denne forening af virkelighedsloyalitet og mysteriets dimension minder om både zen-buddhisternes hverdagsmystik (”Zen er at hugge brænde og vaske tøj”) og Kierkegaards tanke om troens forening af konkret historisk nærvær og ”uendelighedens dobbeltbevægelse.” Mysteriet ligger her ikke i noget hinsides, men i hverdagen som dennes egen alkymistiske dimension.

I vor søgen efter eksklusive naturoplevelser, sjældne dyr og de rene æstetiske ekstrakter deraf er der noget gnostisk – men mysteriet i hverdagens mest jordnære aspekter kender vi også glimtvis: Da jeg løb med aviser, skete det undertiden, at der i selve den fysiske proces i forhold til yderst fysiske abonnenter, som man ganske vist sjældent så, var en mystisk dimension helt uden gnostisk flugt og abstraktion: Velkendte navneskilte, duften af en bestemt opgang, forløbets drømmeagtige forudsigelighed, som dog var forbundet med en unik mystisk her-og-nu-intensitet.

NEXT: POLITIKEN-GYLDENDAL, Neutzschy-Wullf om Blogge, Plagiatets antomi, mm... Vi speeder lidt op fremover

MED KLAUS RISKJÆR OG TØGER TIL BERMUDA

BUDDHISTISK NULSTILLING OG RUSSELLS LOGIK
Omtrent som mine yndlingselever forhindrer mig i at undervise dem i tysk, forhindrer mine læsere mig i at opnå en hurtig kursgevinst. Den slags kan nok interessere mig tankemæssigt, men for sent opdager jeg den praktiske fidus i at sælge skidtet mens det endnu ser pænt ud, og købe tilbage når det står i bund. Det filosofiske liv er nu engang temmelig hypotetisk, og derfor hedder det da også hypoteksbanken.

Vi fortalte for nylig om en Shakespeare'sk- Rabelai'sk replik fra en elev, der vendte verden på hovedet ved at insistere på at det var en positiv egenskab ved en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget, og for en cykel at være gammel, for så bliver den ikke stjålet. Vi gjorde os i den anledning vor sædvanlige refleksion over reaktionen på de bonede gulve, men indrøm i det mindste at vi varierer temaet.

Men inden vi forfølger det endnu engang, vil vi spørge om drengens betragtning var filosofi. Shakespeares nar kunne have sagt den, så lad os kalde det ”philosophy”, som Shakespeares personer jo kalder det. Men i klassisk forstand filosofisk bliver betragtningen først for alvor, hvis den suppleres med følgende refleksion: Nævnte egenskaber kan kun være positive i kraft af at de i første instans trods alt er negative – ja, for kun fordi cyklen er ret værdiløs, gider ingen stjæle den. Den positive værdi er således sekundær og afledt i forhold til den negative værdi; det er derfor at replikken virker drilsk provokerende, og da især når den kommer fra en ”fagligt svag” elev.

Af akkurat samme grund virker narrene altid provokerende, og af samme grund er alle vi der ud fra en undtagelsesposition taler magten imod, så øretæveindbydende: For hvad fanden har narrene at have det i? Var de blot mangemillionærer, var det derimod en helt anden sag, og så ville vi både forstå og acceptere dem i al deres gratis frækhed.

Nuvel, men vor fagfilosofiske refleksion er et eksempel på hvorledes tanken vender sig undersøgende mod sig selv og siger ”stop en halv”. Ganske som den positive værdi af nævnte egenskaber er afledt af deres negative værdi, således er atter selve denne vor refleksive betragtning sekundær og afledt i forhold til den primære livsfilosofiske iagttagelse som et analytisk derivat deraf, så at sige – da vi jo nu har forpasset chancen for at score på det økonomiske livs derivater.
Dette belyser meget godt filosofiens komiske cirkelbevægelse: Først opdager den, at verden kan vendes på hovedet; og dernæst opdager den, at verden trods alt først må ses retvendt, før man sådan kan vende den på hovedet. Og i tredje instans indser den, at selve denne anden opdagelse ligeledes først kan gøres på basis af den første opdagelse. Og dermed har vi gjort en tredje opdagelse, osv. Det hele er således ligeså formfuldendt autistisk indfoldet og indpakket, som det er praktisk nytteløst, og derfor ender vi i en art tankens æstetik – der atter grundet sin futilitet i anden instans kan kaldes barok. For også her gentager niveauerne sig: For det er netop selve æstetikken der i næste moment bliver barok, når den sådan svæver i hypoteksbanken – og som sagt desværre post festum.


Bertrand Russell var den første der for alvor opdagede betydningen af sådanne logiske niveauer, selv om gode skribenter og pædagoger i praksis nok kender dem, når de skal strukturere et stof i logisk rækkefølge. Russell opdagede at hvis man ikke strengt adskiller de logiske niveauer, kan man ryge ud i uløselige paradokser, eller praktisk formuleret: Åbenlyst vås, der ikke desto mindre tvinger sig på med logisk uimodsigelighed. Lad dette være nok her i vort grænseland, for ellers ender det med ren manuduktion. Men for Justus Hartnack var Russells lære en afgørende aha-oplevelse, og den blev det derfor også for mig i min gymnasietid. Jeg internaliserede den så at sige efterhånden til en art anden natur – og snarere end at tilskrive det skylden for alle hånde skørhed, er det måske snarere denne introverte linedanserfærdighed der har hindret mig i siden at løbe vild i diasporaens tilbagevendende mentale tjørnekrat i Dantes helvede, utvivlsomt til nogles fortrydelse.

Nuvel, men også i det virkelige liv gives der logiske rækkefølger: For man beskriver ikke så dybtgående restløst Bermuda-trekantens psykologi (WA, kronikken 18.7) uden at det får følger. Bemeldte trekants ene ben har således venligst opsagt det i forvejen efterhånden minimale samarbejde i den hellige og almindelige fornyelses navn – skønt fornyelsen vist ikke har ramt andre og derfor nok er mere helligt end almindelig. I et meget paranoidt øjeblik kunne jeg endda forestille mig, at man det ene sted lod mig begå selvmord det andet sted, så at sige; men man tænker ikke stilistisk ustraffet i så lousy baner – så det vil jeg nu nægte at tro at man har gjort... For på den måde ville hele Over-Danmark jo snart ende som ét stort akademisk proletariat af nidkærhed, men aldeles blottet for det sande proletariats charme og fandenivoldskhed.

Men også enhver art organiseret avantgarde bliver let blot en spejlvendt udgave af parnasset. Avantgarden har som bekendt sågar deres egne autoriteter og gudfædre, der ikke opfører sig spor ædlere eller spor mindre forudsigeligt og netværksagtigt end etablissementets gamle mænd. Og ganske som renæssancefyrsten holdt dværge klædt som sin egen naragtige karikatur, således har nomenklaturaen også råd til at sponsorere sådanne dværgudgaver og karikerede kopier, som i deres infantile rebelskhed nok på skift kan irritere enkelte af dens repræsentanter, til hemmelig fryd for resten af flokken som en art terapeutisk lynafleder for alle dens interne jalousier – men som på ingen vis udfordrer etablissementets selvforståelse.

På lignende vis lønnede Tøger Seidenfaden jo en overgang en fræk ung mand, der næppe var helt tør bag ørerne, fyrsteligt for at lave barokke, men helt indholdsløse karikaturer af sig – joda, bevares, men den slags er nu for let til at imponere os her i tugt-og-forbedrings-space. Shakespeare vidste det også, for hans ideelle hofnarre lignede ikke nogen af de virkelige hoffers narre.

Åh, men tilbage til derivaterne. Ja, for kan Klaus Riskjær vende sin fængselsstraf på hovedet som en buddhistisk udfordring, så vil vi her gøre det samme og i vor fritagelse se en chance og den sande åndelige frihed. Det skulle jo nødig hedde sig at vor overmand udi derivaternes verden tillige er en større ”philosopher”. Bevares, rigtigt hellige er ingen af os nu, for Riskjær nyder dog formiddagspressens bevågenhed, nu i sin nye egenskab af løbende samtidsskribent – og på samme vis har også vi vore herostratiske velyndere. Ja, det skulle såmænd slet ikke undre om også Klaus Riskjær nu tilhører vor voksende læserskare.

Han udtalte ganske vist ved sin indsættelse i sin nye stand, at han ikke agtede at hellige sig studiet af Tolstojs værker, for den slags blev man bare tosset af. Mindre og fornøjeligere doser som vore kunne han dog nok tåle uden at risikere sin nødvendige førlighed i cyperspace. Eller kunne det mon tænkes at nogen vil sætte os op mod hinanden som hinandens inkommensurable karikaturer, rivaler og plageånder på engang? Nix, den går sgu ikke Granberg, thi: ”Proletarer i alle lande: Forener Eder!"

ABSURD TRO OG SYG HUMOR

Jeg fortalte min niende klasse følgende groteske historie. En amerikansk handelsrejsende strander i en by i Sydstaterne og vil indlogere sig på et hotel. Hotellet viser sig nu at være strengt forbeholdt sorte, men alt andet i byen er optaget. Portieren foreslår ham så den løsning at sværte sit ansigt til med skosværte og overnatte alligevel. Handelsmanden beder om at blive vækket tidligt, idet han skal nå et fly til næste by om morgenen. Det sker da også, og handelsmanden går, vel ankommet til den nye by, ind på et toilet for at vaske skosværten af ansigtet. Dette viser sig imidlertid at være helt umuligt, hvorfor han desperat ringer tilbage til hotellet og spørger, hvordan det kan være. Portieren undrer sig meget og spørger så om hans navn. Da han hører dette, slår han en latter op og siger: Åh, undskyld – så er jeg kommet til at vække den forkerte person!”

En af de mest uvorne drenge lo straks over historiens ”syge humor”. En anden tænkte sig derimod meget tvivlende om, hvorefter han snusfornuftigt kommenterede, at en anden person end den rette – endsige en neger – jo slet ikke ville have nogen grund til at forsøge at vaske sig hvid i ansigtet. Begge drenge fangede for så vidt pointen; men kun den første lo, for han fangede den intuitivt, hvorimod den anden efter megen grublen vivisekterede den ihjel. Al humor indeholder imidlertid et punkt hvor der snydes med logikken, sandsynligheden, forventningen eller i det mindste den ønskede hensigt i modsætningen til det faktiske udfald. Og netop den øvrige følgerigtighed får det absurde til at glide ned uden protest, samtidig med at det dog forøger kontrastvirkningen – og det psykofysiske resultat heraf er latteren. Men i visse tilfælde bliver bruddet så surrealistisk, at man skal trænes op til at modtage det i den rette ånd for ikke at blokere.

Vor egen forleden genoptrykte historie fra Information ”Er du George Bush?” indeholdt da også en absurd krumtap. En memotekniker hævdede at hvis man skal huske sin tid hos tandlægen, skal man blot forestille sig at det er George Bush der skal til tandlægen den dag. Men idet Bush selv jo ikke kan bruge det trick, duer det heller ikke hvis man indbilder sig at være Bush. Derfor behøves en metode til først at finde ud af om man er Bush eller ej.

Vi foreslog derfor, at en der indbilder sig at være USA’s præsident, nok også indbilder sig at have helt fejlfri tænder – så hvis man tror at man er Bush og skal til tandlæge, så må man være den virkelige Bush. Og i så fald kan nævnte memotekniske trick til at huske sin tid altså ikke bruges. Det førte så videre frem mod klimaks – men hvori bestod nu vor stringente logiks syge punkt? For uden det ville ingen le. Jo, ved eftertanke viser logikkens absurde krumtap sig at bestå i den påstand, at vi behøver en metode til at afgøre om vi er Bush eller ej. Dette finder ingen jo normalt nødvendigt og er allerede af den grund komplet barokt. Men det glider alligevel ned, fordi vi jo forinden har vist, at hvis man indbilder sig at være Bush, så kan man ikke bruge memoteknikerens trick.

Imidlertid er der her endnu et sygt punkt: For hvis nogen tror at være George Bush, så er det memoteknisk set komplet lige meget hvorvidt de har ret deri eller ej – i begge tilfælde må de nemlig finde et andet husketrick, så der er ingen pointe i først at undersøge, om deres tro er sand eller ej. Hertil kommer som sagt, at hverken George Bush eller en der indbilder sig at være Bush, nogensinde ville finde på at undersøge, om deres tro er indbildning eller ej: Bush, fordi han er kernesund og uden tvivl; hans dobbeltgænger, fordi han er stjerneskør og ligeledes uden tvivl.

Men gennemgående præges niende klasse af snusfornuft og naturlig oplysningstid, så at sige, alle hormoner til trods. Og derfor kan de ikke opbyde ringeste interesse for religion: De er vokset fra al barnetro og endnu ikke havnet i eksistentielle kriser og tilbageslag af den art, der gør mennesker mere modtagelige eller blot nysgerrige omkring troens veje. Og måske er de af samme grunde mindre modtagelige også for anden form for absurditet og paradokser – der jo omvendt for de mest tænksomme troende er hverdagskost, eftersom de jo selv indser troens absurditet. Jævnfør Johannes Möllehave, Jan Lindhardt samt Johannes Sløk, der sågar i sin tid forelæste over Gøg og Gokke på Teologisk Institut i Århus.

NEXT: MIG OG RISKJÄR...