FORFATTEREN DANIEL SJÔLIN OG ANDRE ØRNE

DANIEL SJÖLIN OG ANDRE ØRNE
Det slog mig forleden, at selv når jeg skriver på min egen bærbare, bruger jeg ikke dansk ø og æ "hinsidan". Det er en meget bogstavelig og autistisk tolkning af hvad der er muligt hvor - ganske ligesom jeg indtil for få år siden forestillede mig at man måtte være grundigt handikappet for overhovedet at kunne betjene et handikaptoilet. Som om der gjaldt omvendte tyngdelove bag den hemmelige dør, eller som var der tale om en formelig loge.

Dette må dog på den anden side honoreres som en forbilledligt demokratisk tolkning af begrebet 'handikap'. Men det er jo i ganske samme progressive ånd at vi her på bloggen vender enhver art handikap og anden misære til en stilistisk force - nu altså også just nævnte autistiske lille lapsus. Hvad min bil angår, er den dog snart hel igen, takket være en ungarsk fusker: Det var den slags kunster man skulle kunne for at leve af det uden at være en art plattenslager. Man kan sågar leve af at forvandle sin stilistiske svaghed til en økonomisk force - men ikke omvendt. Ak, ak - apropos virkeligheden, så er denne en stor misforståelse. Inspireret af Freuds ord efter sin Amerika-turné: "Amerika er én stor misforståelse!"


Dog skal vi ikke klage, idet det at blive betalt for at kæmpe mod vindmøller må siges at være et ønskejob for en sand Don Quijote. I hvert fald gælder det om at finde så mange sjældne og følsomme arter som muligt for at ændre placeringen af skidtet. Derfor indledte vi dette indlæg med et billede taget fra kongeørnens rede med udsigt over urfuglenes vældige højmoser, som endnu er bundfrosne som Sibiriens tundra. Ørneparret har tydeligvis flere reder og er det første regionale par i mere end en menneskealder - og alt tyder på at et nyt er under etablering just i det kriminelle felt.
Den sidste is smelter vel i ugens løb på søerne, trods nattefrost, og de fleste lokale traner er allerede ankommet. Grågæs var en sjældenhed i min barndom, men er blevet talrige, hvorimod tjur og urfugl lider under det moderne skovbrugs grankulturer. Derfor rydder jeg privat masser af små graner i naturskovsarealer, så enebær, blåbær og tyttebær trives. Ellers behøves der skovbrand, men det tillades normalt ikke i vore dage.


På et hjemligt besøg kom jeg for skade at læse kulturtillæggenes puerile bogdebat med nogle modsatrettede drengeklubber af yderst begrænset underholdningsværdi. Det forekom mig så fjernt og barnligt - disse folk der sætter så stor en ære i at fægte om, hvad nogen andre har sagt om en helt tredje, der vist nok har skrevet en bog. Al denne selvalvor blottet for selvironi og proportioner. Det slipper man heldigvis for stedt i eksil og i kamp mod vindmøller.


Men ugen inden læste jeg faktisk en yderst moderne svensk "roman", selv om jeg litterært er konservativ, lidt doven og skeptisk:
Det er en rablende svensk selvbiografisk roman af Daniel Sjölin, kendt yngre TV-litterat, som er så centrifugal i sin selvreflekterethed, at jeg køber den – ikke mindst fordi forfatter-jeget ligeledes gør sig mange tanker om mennesket som en efterligningsabe. Hvorvidt også det beror på imitation, skal vi selvfølgelig ikke kunne sige, men det virker nu personligt tilegnet og troværdigt. En stor del af romanen består i forsøg på at fange moderens Alzheimer-ramte sprogmaskine og knække koderne bag, hvilket må forstås som en art stiliserende og potenserende fiktion i virkelighedens tjeneste – næsten lige som når man ”oversætter” en udenlandsk dialekt eller sociolekt til en dialekt på et helt andet sprog.

Svært at afkode, men forfatter-jeget gør sig mange desperate associationer om sin rolle i medieverdenen, herunder mange af de samme ting som vi her beklager os over. Hvis det nu ikke er en svensk medieabes forsøg på at usurpere endogså sine modstanderes (dvs. mine svenske dobbeltgængeres) sidste forsvar og stjæle ofrenes skrig a la Stjernfelt og SUT, er det godt gået – og tekstens respektløse overskud får mig til at tro det. Forfatter-jegets hån mod forceret oplyste og lærde romaner, der skal give os den respekt som handlingen og sproget selv ikke indgyder, er morsom, for på sin egen måde er også denne roman encyklopædisk i sit desperate forsøg på at knække virkelighedens koder med alle til rådighed stående midler. Daniel Sjölin har det litterære TV-program Babel, som jeg er gået glip af, og bogens titel er ”Verdens sidste roman”. Fortælleren kalder sig selv mediestrateg – men han indrømmer det dog selv, og hans tour de force er et ægte forsøg på erkendelse.

Uden at være den store litteraturfortolker kan jeg godt afkode forfatterens intentioner. Modsat f.eks. Bashev Singer fra ghettoernes Polen har vor helt ikke megen historie at fortælle, og han ved det. Men han ved at (i mangel på sådan) vil alle romaner kun desto mere handle om forfatteren selv, og han kan ikke tage alskens dannet forklædning alvorligt, historiske kulisser osv. Han bliver dog derved selv encyklopædisk både i respektløst indforstået brug af alskens terminologi fra alle genrer og områder og ved referencer til de nyeste modeller af kosmos, hjerneforskning og what not.

På en måde helt forståeligt, for når man ikke døjer under at måtte forstå, hvad der skete i KZ-lejrene eller i ens barndom (moderen har derimod en historie, som fortælleren forsøger at gætte og kode sig ind til), bliver ens personlige historie blot historien om hvorledes man klippede og klistrede sig ind i verden og videns-verdenen. Fortællerens flittige spark til alle slags illusioner om forfatterrollen kan derfor nok forstås som afreagerende selvindsigt.

Dette er romanmæssigt set atypisk, for skønlitteraturen ejer ikke midler til at erkende hverken kosmos eller hjernen – men selve det vilkår at måtte leve ved at hægte sig på og efterligne alskens viden, som man ikke kan kontrollere selv, men må tage for pålydende – selve dette er faktisk en genuin menneskelig erfaring og et vilkår, som litteraturen faktisk kan beskrive, enten naivt eller som Sjölin en smule spotsk. Ganske som litteraturen jo ikke kan ”usurpere” kemi og fysik, men meget vel kan omhandle en kemiker eller fysiker – men hvor dette er tilfældet, er den nødt til at inddrage faglig viden, eftersom hovedpersonens historie langt hen er historien om hans/hendes forhold til denne viden, der for forfatteren selv må forblive udvendig som noget der må stå til troende.

Daniel Sjölins Alzheimer-ramte moder har ifølge fortælleren af samme navn muligvis engang begravet en ”voldtægtsfrugt”, og forfatteren udkaster nogle realistiske scenarier om dette og en eventuel politiopklaring, der drømmeagtigt gør brug af jævnaldrende ”hovedpersoner” fra hans egen barndom. I et afsnit forestiller han sig, at hans barndomskammerats far også var hans egen virkelige far, modsat den sut han normalt regner for sin far. Bogen ”handler” således mest om hvordan hjernen klipper og klistrer tingene sammen med alle mulige metaforer og ved associative befrugtninger i slægt med drømmeverdenens. Fortælleren udvikler her en orgiastisk billeddannelse hentet fra amorfe naturprocesser såsom svampenes altinficerende mycelium, der minder ham om vor lige så amorft svampede hjerne.

Men i dette tilfælde er der næppe nogen seriøs gåde at knække, og plottene er derfor blot overskudskonstruktioner omkring bagatelagtige begivenheder som associationernes og afreaktionernes katalysatorer og krystallisationskim – og ikke en desperat søgen efter en biografisk sandhed. Men processen gennemskuer sig selv som blot endnu en mycelieagtigt infiltrerende hjerneaktivitet. Dette er i grunden ikke spor mærkeligere end at en uhyre lærd persons selvbiografi som afdøde professor Billeskov Jansens memoirer ikke tegner noget mønster, men blot er en fornøjelig kronologisk opremsning af læsefrugter og -miljøer.

Fortælleren uddeler mange overmodige hug til samtidig litteratur af mange slags såvel som til enhver art tro på sjæl og højere mening. Men så aggressivt og uforfærdet kan man kun angribe en virkelighed som man trods alt tilhører, og hvor selv ens uforskammethed har grønt lys. At angribe en virkelighed som man hverken kan eller må leve i, er psykologisk umulig, for hvis man hverken har rigtig sympati eller rigtig respekt for det man er oppe imod – føles sådan beskæftigelse syg, hvorimod nålestiksaktioner i spontan frihåndstegning som vore giver sundt afløb, så man igen kan glemme elendigheden og mere helhjertet dyrke smukkere ting.

Jeg misunder Sjölins sorgløse optimisme og hans ret til sågar at håne sit eget forlag, for et helt normalt borgerligt bogprojekt ville måske i dag vanskeligt kunne fange mig. Når en tanke har fundet sin smukkeste pytagoræiske form, føles det unaturligt uopfordret at drøvtygge den til døde. Derimod er det altid morsomt med en så at sige journalistisk anledning der kan aktivere og levendegøre en idé eller en dybdeobservation ved at forbinde den på overraskende vis med noget konkret og i en vis forstand tilfældigt, der giver det en lighed med kunst: For også kunsten krydsbefrugter jo det almene og det personligt oplevede – forskellen er blot den at i kunsten er der ikke meget alment før syntesen, fordi oplevelsen er primær; hvorimod i filosofiske sager er de abstrakte sandheder oftest blevet formet og slebet til på forhånd, deraf deres sjove goldhed i deres så at sige ”partenogenetiske” tilstand – selv om de jo i sin tur yderst også beror på oplevelser i en eller anden forstand.

I så henseende holder jeg af avisgenren (ideelt set altså...), fordi den korte form tvinger til æstetisk og tankemæssig koncentration foruden en konkret anledning som krystallisationskim, som skal ”legitimere” så abstrakt stof på avisplads. Overdreven plads er derimod usmagelig uden en tilsvarende konkret anledning, kunstnerisk eller for den sags skyld pædagogisk – men det kunne nu også bestå i en invitations grønne og vækstfremmende lys, der befordrer fine rodtrådes ængstelige prøvende skridt ud i en farlig verden. En vis skamfølelse ved at brede sig umanerligt er dog klædelig og befordrende for en vis refleksion - og den skamfølelse har også at gøre med at vi dog også agter højere ting end vort eget ellers så klaustrofobiske rum. Denne naive fromhed er måske en akilleshæl, snævert karrieremässigt set, men jeg gider som sagt ikke de drengeklubber og har vel egentlig aldrig gjort det: For det kräver en anden art social naivitet som heldigvis savner.

Plagiatorerne elsker omvendt at blæse tingene op til debatbøger for at gøre dem til deres egne og overdøve forlægget, og ifølge sagens natur kender de ikke til leden ved at tarveliggøre det én gang formgivne. Det er udover deres spiselighed en af grundene til deres gennemslagskraft; en anden grund er at man ikke nærer blufærdig frygt eller perfektionsbekymringer i forhold til lånt gods – ganske som pædofile jo heller ikke deler forældrenes undertiden overdrevne bekymring for afkommet ve og vel.

Nuvel, måske er jeg for min egen del måske mere til jazzens intense ”little Bang”s a la ”Jorden rundt på 80 sekunder”, billedligt talt. Noble og kritiske sammenskrivninger af års læsestof i murstenstykke danske stile kan måske ikke antænde mig, selv om jeg godt kan læse det – lidt på samme måde som man en dag opdager at man simpelt en er vokset fra at ”gå i byen” om aftenen på må og få: Man gider ikke rigtigt længere, og støjniveauet er – både i bogstavelig og overført forstand – desuden for højt. Der er ingen forjættelse i det længere, så hellere gøre noget enten enten nyttigt (hvordan?) eller morsomt, for den borgerlige ære er for dyrekøbt hvis man ikke engang kan tage den alvorligt andet end som savn. Men det skal nu ikke hindre os i at læse dem der gider, blot ikke de falske og derfor så højtråbende nattergale.

Sjölin har præsteret kunststykket at gøre en mikrokosmisk tour de force til en hel roman; og just fordi jeg ikke kender ham, behøver jeg ikke døje under eventuelle minusser af den art, som jeg beklager hos visse af mine landsmænd. På denne måde bekræftes atter det gamle ord, at profeter sjældent er velsete i deres hjemby. For strengt taget kan jeg jo ikke vide om Sjölin er en svensk pendant til ”mediestrategerne” SUT eller Stjernfelt, der oven i købet æder og usurperer de få der har gennemskuet dem. Men dels er han langt mere kompromisløst udfarende og uforskammet til alle sider (også selv om han ”har lov”), dels er han så frontalt fabulerende og aggressivt grænseafsøgende, at det gør ham eksistentielt troværdig.

Fortælleren Sjölins mere ”hjernefilosofiske” overvejelser om at al empati for ikke at sige kærlighed er simuleringer i vore såkaldte spejlneuroner og derfor kun fordækt egenkærlighed, minder måske lidt om hvad vi selv undertiden siger om alle ”menneskeaberne” omkring os – som han ganske rigtigt ser rigtigt mange af i sin verden, og da især i det køn som vi begge tilhører. På den anden side må man skelne mellem hjernens virtuelle simulering af andres lidelser og så en beregnende udvendig simulering af sådan ægte simulering: Dette lyder måske som en fortænkt skelnen, men der er dog forskel på forestillet og ægte medfølelse, ganske uanset hvad der foregår i hvilke neuroner, de sidde nu i højre eller venstre hjernehalvdel. Medfølelse er nok i sig selv en art simulering, men den er ikke af den grund simuleret medfølelse.

Sjölin er sprogligt set encyklopædisk i mangel på historie samt af informationsoverskud, men foragter folk der behøver lærdom for at peppe en svag historie op. Han foragter også forfatterskoler, men har vistnok gået på en selv. Hans egen historie er så cerebralt ladet og så faktuelt tom, at man ikke kan skelne mellem historien og så dens samtidsencyklopædisk rablende konstruktion som eksploderende tekst omkring fragmentariske erindringskerner. Små optrin strækker sig derfor over mange siders vild ”mycelievækst”, men fortælleren har skam også øjne i hovedet.

Men naturligvis er det ikke verdens sidste roman eller romanens endeligt – for verden vil altid have konkrete rædsler, og ethvert liv må fordøjes på sine vilkår. Bashev Singer kunne ikke have flygtet over i det encyklopædiske, og selv om vi fremover vil se stadig flere ikke-romaner – hvoraf kun ganske få vil være lige så læseværdige som Sjölins – så foretrækker vi nok i længden lidt mere traditionelle romaner, der trods al mulig refleksion ikke forsøger at ophæve historien. Hvorfor vil Sjölins ”efterabere” ikke være lige så læseværdige? Fordi de enten ”ved” alt for meget og bliver uudholdelige. Eller også fordi de omvendt ved for lidt og derfor bliver rablende og frejdige amatører med gode anbefalinger. Romaner udforsker vel altid den menneskelige "væren i verden", under disse eller hine kår - i vore dage med al den virtuelle virkelighed til disposition. I romaner uden handling eller udvikling kan det minde om et langt digt om fremmedgørelsens tomgang - som i Camus' "Den fremmede". Og enhver menneskelig forestilling eller konstruktion må naturligvis være tilladt i den genre der nu har det menneskelige univers som genstand.

DESCARTES, ALBERT ENGSTRÖM - OG HEISENBERG FOR AUTOMEKANIKERE...

DEN VIRTUELLE VIRKELIGHED OG DEN VIRKELIGE
I har måske hört om hvorledes Descartes i sin tid forsögte at bevise sin tro på fornuften ud fra et minimum, et urokkeligt anker af sikker viden. Han kunne bevise at han tänkte og derfor var til; og han mente i näste runde at kunne bevise, at da ideen om en gud var for stor til at komme fra noget mindre end en gud, måtte også Gud eksistere. Og han mente i tredje runde at kunne bevise at Gud per definition er god og derfor ikke vil väre bekendt at snyde sine skabninger ved at udstyre dem med lutter sansebedrag. Ergo kan vi i det store hele stole på vore sanser og vor fornuft. Gad forresten vide hvordan Gud beviste for sig selv, at Descartes virkelig eksisterede,

Le ikke, for manden var et matematisk geni, men hvad der kendetegner en filosof er at tänke selv ud fra et absolut minimum af viden på visse typer af områder, genial eller ej - og uanset ens evner på helt andre felter. Det er her som med musikalitet og tegning og andre talenter: Man kan ikke uddanne sig til det, selv om man er en stor studiebegavelse. Kaj Sörlander er et genuint eksempel, om end det ikke bör danne präcedens at rose kolleger.

Nuvel, hvorfor nävner vi alt dette. Fordi det der begyndte som en hobby og ungdomspassion, endte med at väre vort sidste forsvar: For hvad gör man, når eliten bruger ethvert trick for at lukke én ude, först i akademisk regi, siden i den medieverden hvor jeg siden i mange år som Köbenhavns championer måtte presse mine små paddehatte op gennem asfalten, gödet af fulde folks og ditto hundes kvälstofrige tis. Kort sagt måtte man udvikle det ene cartesiske anker efter det andet, efterhånden som ulvene angreb, og det blev nästen en anden natur.

Den slemme overraskelse var blot, at ingen garanti holder i längden, med mindre man hörer til dem der tager gamle ting frem og pukker på sin ret. Med den rette naive tro kunne og burde man jo sagtens, men med mindre man hörer til plattenslagernes misundelsesvärdige ät, behöver man nu engang friske beviser, for selvtillid er som vindenergi en letfordärvelig vare, undtagen hos psykopaterne. Og sådan bör det måske også väre: En tudsegammel person har jo desuden ikke meget ud af med tilbagevirkende kraft at få tildelt en medalje som cykelrytter, hvis han i dag sidder i körestol - med mindre han da er enten senil eller storhedsvanvittig.

Alt det gider vi nu ikke give eksempler på her, men bringer det kun på bane, fordi vi i sidste indläg bragte en ny kronik fra Information. Den slags fungerer nemlig ligeledes som et cartesisk "anker": Hvis Information har godkendt denne kronik forleden, trods mangel på enhver art tilknytning eller symbolsk bestikkelse, beviser det forhåbentlig, at vi endnu er i live. Ergo kan läserne så bedre stole på vore sansers troværdighed "on other issues" tillige...... Apropos "endnu i live", så har den gamle svenske humorist Albert Engström en tegning, hvor en döende bonde med opbydelse af sin sidste kraft råber: "Ân är jag inte dö!" Hvortil hustruen med bister utålmodighed replicerer: "Tyst med dig, Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst!"

Nå, men vort cartesiske anker er ligesom når enkelte venner i tidens löb har understreget at man dog engang fik tretten i sit Kierkegaard mm.- speciale. For dels er man nu ikke helt
ene om den slags, dels var man måske länge om at tage sig sammen, osv. osv. Altså, det er ikke nödvendigvis vor ypperste merit, men det er ligesom med kronikker og anden officiel anerkendelse: Det ydre giver et anker af pålidelighed, til stor gene for alle de som helst ville bevise det modsatte - og som netop bruger de ydre anerkendelser som livets alfa og omega, fordi de derved som SUT, Stjernfelt osv. oftest kan holde alle dem ude som de ubevidst, men systematisk planker.

Nå, men hyänernes strategi er med pokerface at tie disse ankere ihjel gennem foräldelse. Ja, for sandheden er, at der faktisk er rigtigt mange "miskendte" udmärkede folk på dette og hint felt af livet - og det er ingen dårlig vittighed at rigtigt mange fortjener en medalje, X-faktor ufortalt. Antag blot at halvdelen af al anerkendelse er fejlplaceret, så bliver der dog en hel del tilbagebetaling i skat. Og som Kant tilföjede: Derfor må vi forlange Guds eksistens for at få regnestykket til at gå op.

Hvad Descartes angår, gives der måske garantier, autistisk set - men hvis man kun kan overbevise Gud og sig selv om det, mens verden ligefuldt kan vende op og ned, fortränge og planke på samme tid som med Sut og Stjern's brug af martyrerne, så er man lige vidt. Men det holder livets cirkus i gang, for akrobater må holde sig i form...

Men dette indlæg handler om VIRKELIGHED, og i dag sandede vi med al vor karakteristiske idioti, at virkeligheden ikke er virtuel. Jeg tog en chance med en stolpe i et lovlig skarpt sving, aldeles unødigt, som om man ved en vis drømmeagtig hast kunne få det overstået og eventuelt tage scenen om, hvis den skulle glippe. Eller som om et tilstrækkeligt kortvarigt fejltrin eksisterer i en så kort og såge at sige kvantefysisk virtuel og uvirkelig tidslomme, at det ikke spiller nogen praktisk rolle for os dødelige. Logikken heri lyder lidt overdrevet som følger: "Sæt venligst farten gevaldigt op her, så I kommer forbi skolen, inden børnene når at komme ud på vejen!"

Men ak, Heisenbergs usikkerhedsrelation er hverken for begyndere eller for klamphuggere, for bordet fanger, og det koster både en ny forskærm og mere - selv med en fusker bliver det en dyr fornøjelse. Nej i sammenligning med så skræmmende eksempler på vor virtuelle omgang med virkeligheden er det vore psykologiske beklagelser der er virtuelle. For mange af de afsavn som vi begræder, er jo kun til når vi tænker på dem - hvilket jo også gjaldt ungdommens "ulykkelige kjerligheder". Disse ting er vitterlig irreelle, disciplinært set, og det sander vi når vi bliver smidt i kloster, i militærtjeneste eller i fængsel uden mulighed for alle hånde dumme forhåbninger og afledningsmanøvrer, befriet for vor indbildningskraft. Det er også dette buddhister mener med at vi kan overvinde begærene som indbildte, undtagen sult og søvn.

Den eneste måde vi kan bruge vor bommert på er ved at tage os sammen og ligesom de anonyme afholdsmænd skelne mellem de ting vi kan gøre noget ved, og dem vi ikke kan ændre: Dvs. mellem de genstande vi har råd til og dem vi må nöjes med at forestille os. Regningen kan vi ikke tænke os fra, men på anden vis kunne vi måske med udbytte stramme os op for at indhente underslæbet: F.eks. ved som her at forevige den kontante afregning filosofisk.

For uanset kvalitet er enhver "velskreven" filosofisk bog træls og endimensional læsning i sammenligning, især hvis vi har skrevet det før og ikke længere kan opbyde den rette begyndernaivitets hormonale vitamintilskud. Nej, her er en frisk flerdimensional avisrapport om et øjeblik hvor "evigheden skärer tiden" ved en automobilulykke anderledes velgørende - og her i "offerets århundrede" var der heldigvis ingen andre det var synd for end ...os selv.


NEXT: Forfatteren DANIEL SJÔLIN og andre Ørne

DEN NY ELITE (Kronik bragt i Information 19.2)

(KRONIK I INFORMATION 19.2)
Professor Stig Hjarvard havde 7.2 en velanbragt kronik om, hvorledes det gamle kulturborgerskab ikke bør få hverken liberalister eller andre til at føle sig truet: For i dag er det mediefolkene der sætter dagsordenen og besætter nøgleposterne i kulturlivet.
Det vil jeg både uddybe og komplettere. Det gamle kulturborgerskab talte mange fine personligheder med en rigdom på overtoner og en indbyrdes forskellighed, som under alle de drabelige attituders krusninger ofte savnes i dag. Tænk blot på at mediernes humor oftest er af samme sarkastiske skuffe, hvad enten fjenden er de venstreorienterede eller regeringen – groft sagt.

Men vor indrømmelse til det gamle kulturborgerskab må modificeres: Dets aristokratiske charme hang i høj grad sammen med, at de privilegerede trods små konflikter på første klasse nød deres privilegerede stilling uden frygt. Endvidere var deres opvækst ikke præget af et hysterisk jag efter ”identitet”, og derfor var det ofte passionerede kendere der endte med at slå sig op som kulturpersonligheder på dette eller hint felt. Forbindelser? Javel, men også det var noget ”man” bare havde, og grundet denne uskyld betød sladder og spin mindre, mens det i dag snart er det ene fornødne.

Men vi må ikke glemme at overklassen alle dage har holdt på sin naturlige forrang og ikke givet ved dørene, når begavede folk fra de lavere klasser bankede på: Ja, i meget gamle dage skulle man kunne latin for at gøre sig gældende; og hvor mange gode tanker eliten stjal på den konto, kan vi kun gisne om. Og endnu for halvtreds år siden forekom der akademiske skandaler med grov udnyttelse af hvad man i tidens koloniale sprog kaldte ”negre”. Høfligheden gjaldt således også dengang mest folk fra ens egen kreds.
Men denne bandementalitet er i dag er rendyrket til det ekstreme, paradoksalt nok just i kraft af demokratiseringen: For mediernes dominans er jo en følge af den sociale mobilitet, som har gjort os alle til åleglatte aspiranter. I meget gamle dage regnedes de få der kunne læse, for åndelige overmennesker; og det gamle kulturborgerskab havde en sorgløs overbevisning om at være den naturlige elite, hvilket lagde en dæmper på deres indbyrdes aggressioner. Men i de moderne mediers tid accepterer ingen uden videre overmænd og overdamer.

Grundet vor demokratiske forventning om at ”hvad ikke alle kan lære på et kursus, må helst ingen kunne” er jalousien i vore dage lige så ekstrem som elitedyrkelsen: Tænk blot på at mens det endnu for en god snes år siden ansås for spøjst sådan frivilligt at have skrevet en rigtig bog, skriver gud og hvermand af pligt snart en debatbog om året. Men den emsige konkurrence bevirker samtidig stor konformitet, selv på højt niveau, både i sprog, tanke og humor – under meningsforskellenes højtråbende fernis: Omtrent alle undtagen Søren Krarup taler snart samme ”dialekt”, ganske ligesom unge mænd går til alle de samme ting samtidig for at blive lige stærke og smarte ude i byen.

Denne ensretning, der også befordres af uddannelsessystemet, er en følge af rivaliteten, men lægger også en dæmper på den: For så længe vi alle sammen er dygtige på den samme måde, har vi lettere ved at udholde hinanden – og vi er også nødt til det for ikke at komme til at slå os selv på munden. Ganske på samme vis foretrak fordums professorer gerne duksene, men måtte til gengæld anerkende dem som jævnbyrdige, efterhånden som de blev lige så dygtige som de selv til de samme ting.
Men den grænseløse rivalitet som følge af den sociale mobilitet har skærpet dette moment, sådan at alle kan komme frem – blot vi gør som de andre i banden og så for øvrigt lægger os i selen, ganske som dengang vi gik til fodbold, eller hvad nu der var tidens og alderens løsen.

Konkurrencen er således et tveægget sværd, og kun de fantasiløse ævler frejdigt om dens velsignelser. Konkurrence på varemarkedet er godt, men på de indre linier gør den megen skade – og et billede på denne enfoldighed kunne være tidens næsten religiøse benovelse over ret vilkårlige og standardiserede ”intelligenstest”, som derfor trænes i fjernøstens autoritære skolesystemer. Men har I nogensinde set japansk TV-humor, dette lands høje score uagtet?

Hvad så med mediernes egen rolle? Ja, i lidt ældre tid kunne selv højt begavede avisfolk være knarvorne over for ”akademikere”, undtagen de uomgængelige gamle – omtrent som akademikere jo heller ikke var velansete i folkeskolen. Det har ændret sig, for nu er snart alle akademikere – men det betyder så også at nævnte gammeldags vrantenhed er blevet afløst af en nivellerende nidkærhed, der under det forskønnende navn ”social intelligens” er blevet tidens pest. Ja, for sagen er at når dine foresatte udvælger dig i kraft af din følgagtighed, så er det chefens sociale intelligens og ikke din der i givet fald må roses – for mange chefer har det med at foretrække folk de kan forme, og som viser naturligt dørvogterhang.

Nu tilbage til Hjarvards pointe – nemlig mediernes betoning af selve evnen til at komme på, gøre sig kendt, seertal, bundlinier osv. For hvis vi ikke anerkender nogen art indre berettigelse hinsides gennemslagskraft og kollektiv magt til at monopolisere synlighed, så bliver både moral og kvalitet blot markedsnicher og påskud, omtrent som når tidens mediedarlings giver den som store individualister. For et stort ego er jo ikke ensbetydende med individualitet, selv ikke hos velbegavede folk.

Prøv i dag at appellere til menneskelighed i karrieremæssige forhold. I den gamle tid dyrkede man i det mindste en overflade af ædel korrekthed, selv om den heller ikke dengang sad så dybt som bekvemmeligheden – for generøsiteten gjaldt især nærstående. Men i vore dage er der – helt uanset politisk observans – end ikke nogen der gider give et skin af storsind, hvis en potentiel rival om opmærksomheden skulle behøve det.
For eftersom alle ansøgere jo i demokratisk ånd anses for lige gode på bunden, så måtte vi jo lukke alle og enhver ind, skønt vi kun behøver nogle få. Demokratiseringens sejr ad helvede til indebærer derfor paradoksalt nok, at enhver appel til rimelighed slås i hartkorn med klager over ikke at have vundet i lotto: Også lotto er jo per definition på engang klasseløst demokratisk og individuelt set ”uretfærdig” – og just derfor kan ingen pukke på nogen særlig ret til at vinde.

Når medieeliten har så travlt med at åle ”X-faktor”, kommer jeg til at tænke på, hvorledes mine bedsteforældres generation kunne sige: ”Det er synd for aberne, når man i cirkus klæder dem i kjole og hvidt!”. For denne følsomhed for abernes værdighed beroede nok i virkeligheden på ubehaget ved den tanke, at overklassen måske også selv var aber klædt i kjole og hvidt. I virkeligheden var det deres egen selvfølelse og ikke abernes, der blev såret ved den nærgående sidestilling; og på samme vis er det med den moderne elites punken i kor på ”X-faktor” – i Stein Baggers tidsalder, hvor næsten alt er blevet ”X-factory”: ”Vi på de højkulturelle medier vil sgu ikke sammenlignes med de populistiske aber på TV2”.

Men aldrig har vi da uddannet så mange mennesker. Nej, men hvem der så udvælges af bunken af jævnbyrdige, kommer til at ligne X-faktor. Og at vi alle er højtuddannede, er heller ikke altid kun godt: For det betyder, at enhver art autodidakter, passionerede specialtalenter samt kvalificerede vanskæbner bekvemt skrottes i første runde, selv på områder som slet ikke egner sig til uddannelse.

I andre lande såsom førnævnte Japan kan man sågar blive uddannet som komiker, og snart har vi vel også en kompetencegivende uddannelse som martyr: For når noget hidtil ringeagtet pludselig viser sig at kunne give status, så skal det partout autoriseres og ensrettes til døde. Fordums pukkelryggede kunne i ro og mag opdyrke en egen niche og til sidst endda høste en smule ære derved – for ingen velforvarede kunne seriøst misunde dem. Men hvis det pludselig blev oversmart i DK at være klassisk kulturmuslim, ville Tordenskjolds moderne elitekorps snart give den som det oplyste Islams diskrete fortrop. Præsident Eisenhower advarede i sin tid mod det militærindustrielle kompleks – gid Obama ville advare mod det medieakademiske kompleks.

FÖLSOMME MENNESKER I DANMARK...

Interessant hvor fölsomme vi mennesker er. Efter at svenskerne har besluttet at plastre deres land til med vindmöller - 400 alene i Halland, plus 200 til vands - er jeg blevet endnu mere A-kraft tilböjelig end tilforn. Med samme alibi går jeg ind for de sidste store elves fortsatte bevarelse. I övrigt er Tjernobyl angiveligt blevet et sandt paradis af biologisk mangfoldighed, herunder utvivlsomt også enkelte tvehovede kalve - og hvis også de kan overleve, er det sgu godt gået, for en mutation kommer själdent alene. Livet er nu engang farligt, men hvor kedeligt skal det blive, for alternativerne er endnu kedeligere og - som de fleste kedsommelige ting og mennesker - umådelig pladskrävende.

Til gengäld har jeg udsigt til en midlertidig lön som kortlägger af fölsomme store fugle i et par berörte områder, med håb om en lidt forbedret placering af skidtet. Så på den måde er det godt for mig, hvilket udviklingen ellers själdent er - og da slet ikke personlig udvikling, som er en by i Rusland - men desvärre ikke lige så spändende som Tjernobyl. Enkelte städigt urokkelige gamlinge overlevede forresten også sammesteds mod alle odds, og de burde fölgelig klones til en ny race, egnet som arbejdskraft i forbindelse med drift og ombygning af A-kraftvärker.

- Globaliseringen gör os åbenbart ikke meget större i udsynet, for i vor lejlighedsvise udländighed konsulterer vi mest nettet for at fölge vor egen dumme og skröbelige karriere. Derved opdagede jeg at Information forlängst havde trykt en bitte pastiche på Berlingernes "Groft sagt" herfra om en anden fölsom själ, korsfaren Lars Hedegaard - som mente at väre et offer for kommunistisk sammensvärgelse, da Berlingske frigjorde ham fra nävnte spalte. Et indläg , som jeg troede at "kommunisterne" ligeledes havde forsmået.

I den samme dags bogdebat (11.12.08) figurerede yderligere to fölsomme gemytter - så fölsomme at de end ikke tåler det danske ö, som derfor ikke kan demonstreres i dagens indslag. Den ene var shamanisten m.m. Neutzschy-Wulff, der trods nogen publicistisk succes i årenes löb föler sig slemt overset af både läserne og anmelderne og derfor erklärer sig for landets ypperste hövede, som sagt uden dansk ö. Den slags fölelser er vi åbenbart mange om at have iblandt, så helt unormale er vi fölgelig ikke oven i hövedet - som sagt uden dansk ö.


Dagens tredje fölsomme hövede var ligefrem så fölsom, at han kun figurerede i tredje person. Mads Qvortrup besvarede nemlig en smudskastning fra forfatterens Jens Martin Eriksen - hvorunder det fremgik, at den fölsomme Eriksens skraldespand mod ham kun skyldtes, at Qvortrup i sin tid havde kritiseret en bog som Eriksen havde begået sammen med den uundgåelige netvärksabe Frederik Stjernfelt.

Qvortrups kritik af nävnte värk glädede mig så meget, at jeg fik sympati med ham, skönt jeg ellers har det med at väre forhåndsskeptisk mod yngre nyslåede professorer ved Farum Universitetscenter, og da isär hvis de er i när slägt med en bunke andre folk fra det medieindustrielle etablissement. Det viser atter igen at også jeg er et fölsomt gemyt, for mere skal der altså ikke til for at omvende os til en ny religion.

Eftersom hele vor tid ligger komplet på maven for de notoriske andenhånds eksistenser der fra dag 1 her på Jorden har netvärket, smigret, fedtet, forbrödret og plagieret sig skamlöst klatrende op til uomgängelige positioner, så får jeg imidlertid straks sympati for en person der går imod strömmen, uanset hans motiver for det. Her skylder vi dog som gentlemen at indrömme at just Stjernfelts andel af nävnte tomandsvärk faktisk blev fundet "tålelig" - men det bör nu ikke undre nogen. For en gennemkalkuleret og intelligent menneskeabe vil aldrig begå noget dårligt, for han vil altid planke og krydse sig febrilsk, men dog forunderligt köligt, frem på parnasset med alle til rådighed stående midler, aldeles umättelig i sin oplyste kölighed.

Krydse - ja, for vor mand er kannibal og navigerer sig kronisk frem ved en art "seriel monogami", i stadig skiftende opportune tomandsbander og strategiske partnerskaber. Tusinder af ubetydelige akademiske klatremus gör på et åbenlyst tyndt niveau det samme, og derfor er Stjernfelt deres konge og guru. Eriksen er mere digterisk spontan og kommer af lutter spontaneitet til at gå under bältestedet i ny og nä, som jo også hans lige så fölsomme kollega Rifbjerg kan jo göre det, om så også med lidt mere fyndighed.

Nå men hvad er så min specielle grund til at ärgres over at nok nävnte Stjerne nu igen forleden sgu har begået noget, som alle tidens netvärksdyr ikke tör andet end falde på maven for, af frygt for at falde i unåde nu eller fremover, hos denne vor civile udgave af Albert Speer, alt for civiliseret og velbegavet til at hänge? Såmänd noget helt personligt, idet han i sin tid omgik mit magnum opus med allerstörste uärlighed. Jeg mödte ham dengang på gaden, hvor han fortalte at han nu omsider havde anmeldt sagen - men aldrig har jeg set nogen se så syg ud i hovedet af misundelig grämmelse:- jeg lyver virkelig ikke.


Dagen efter så jeg, hvorledes han ved at slå min top-osv. i bunke med et par småting af en helt begynderagtig division, havde formået at fortie, undgå og omgå mig uden egentlig at lyve og dermed risikere svar på tiltale. Skidt med fortiden, men han har aldrig siden gjort noget for på nogen vis at böde på det, trods hans uendelige muligheder for det, og han vil som den allernaturligste sag til enhver tid forsöge at planke og undergrave mig, som dengang han sammen med digteren S.U.T overtog mine ord i Politiken om alle de anerkendte, der giver den som miskendte - idet de to dog samtidig forvred tanken komplet på en måde, der sigtede til at göre livet endnu mere umuligt for de virkelige outsidere: som nemlig iflg. SUT og Stjernfelt kun fandtes tilforn, i Jesu og Van Goghs tid, men ikke i SUTS og Stjerfelts calvinistisk retfärdige epoke. Alle "miskendte" er nemlig i vore dage selvbedrageriske stakler - stik modsat alle denne verdens anerkendte forstår man...


Ingen af de to har skam noget personligt imod mig, hvilket blot gör det mere utilgiveligt, for irrationelle fölelser kan dog tilgives. Nej, det hele handler om strategiske fordele og kold, men som sagt febrilsk beregning i grådighedens tjeneste. Og de få der gennemskuer det, holder oftest pokerface, for alle Bermudas grå dörvogtere og emsige kommissärer er forståeligt nok langt mere trygge ved sådanne typer end ved mig - og det ved disse folk, der således har helt grönt lys til at fremture fortsat... Og som sagt äder alle de benovede småaber - som jeg end ikke ville eje som undersåtter, hvis jeg fik dem foräret - det råt, mens de store menneskeaber klögtigt og loyalt holder gode miner til slet spil så länge, at også de selv til sidst tror på det. For alternativet er dem nemlig langt mere imod - og det som jeg engang troede var undtagelsen, viser sig blot at väre det uhelbredeligt normale og komplet forudsigelige, som aldrig vil formå at fange fuglens flugt - der derfor er dem en utilgivelig streg i regningen som forbitret må ignoreres.


Nå, men ejheller det er särlig unormalt, har man efterhånden forstået af livet. Ja, selv alle vi der föler os miskendte, er åbenbart også helt normale - men derfor kan vi nu godt af og til have ret, selv om vi altså ikke er helt så alene som vi gik og troede. Og ret beset, hellere väre anerkendt af dem der kender os, og miskendt af dem der ikke gör det - end väre anerkendt af alle dem der enten ikke kender os eller mangler ethvert grundlag for at sande vort rette sko-nummer. Apropos sko-nummer må vi dog nok alle indrömme, at vi på bunden ikke er meget fredeligere end folk i Gaza, og ejheller mindre ärekäre end ayatollaerne i Iran...

BERLINGSKE DEBAT: SØRLANDER OG GAZA

Hånden på hjertet og hænderne over dynen: Vil I hellere have at jeg taler om Indiens regering end om egne genvordigheder? I kan her passende huske på Kierkegaards ord i "Enten- eller", at en digter er en sjæl, hvis rædselsskrig og smertebrøl lyder som den lifligste musik for andre. Vel er jeg ikke digter, men hvis ikke Søren havde skrevet disse ord, ville jeg ikke desto mindre på stedet have digtet noget lignende i selvforsvar.

Ellers hedder det at man ikke bør jamre på egne vegne, men hvis ingen andre gør det, så kommer dette ædle krav til at minde om Middelalderens hekseprøve: Hvis man bliver kvalt i tavshed, var det bare synd; og hvis man forsvarer sig, er man "heks" og skal hænges. Men kedeligt er det forhåbentlig ikke, og det samme kan man ikke altid sige om verden.

Nå, apropos Søren: Ganske som han yndede at vise at han skam kunne være dybt religiøst, alvorlig samtidig med at han i andre skriverier var morsom, således kunne vi vel også give eksempler på mere verdslig normalitet. Mens vi tidligere skrev så meget til aviserne, at vi lod bloggen køre helt separat, har vi ikke længere råd til at undlade at nævne når pressen atter giver lidt grønt lys. Meget passende har Information antaget en kronik om de kulturbærende klasser før og nu, men her vil jeg hellere nævne at min "kollega" Kaj Sørlander skrev en fin kronik i Berlingske om moral og umoral i forhold til Gaza og omegn. Det er morsomt at se en person tænke som han gør, for man mærker at han har gået for sig selv gennem årene, hoppende logisk fra isflage til isflage. Det virker nok fremmedartet i dag at tænke i syllogistiske følgeslutninger som denne: "Hvis A) Israel har ret til at eksistere, så B) er staten Israels ophævelse ergo et umoralsk mål at have for Hamas".

Livet har dog lært mig, at den abstrakte logik har sine naturlige grænser, hvilket affødte nedenstående artikel bragt i Berlingske dags dato. Endelig et alvorligt skridt ud igen fra jeg-husets skammelige selvbesmittelse? Eller er det mon lige omvendt: Nu vil man også skamløst benytte verdenssituationen og andres skæbne som påskud for at ævle om steder man aldrig har været, i stedet for at blive i sin egen musikalsk autonome og urørlige boldgade, i splendid isolation and all that jazz. Nå, men here we go:

FILOSOFI OG FREDSMÆGLING
Af Henrik Bandak (filosof)
Kaj Sørlanders fine kronik om Hamas, Israel og Gaza behøver en
kommentar. Sørlanders tænkemåde er et flot eksempel på klassisk logik, men skolastikken har nu sine grænser. Sørlander udleder således: Staten Israel kan ikke med rimelighed forlanges ophævet; ergo er Israels ophævelse et moralsk forkasteligt mål for Hamas at have. Endvidere: Det er umoralsk af Hamas at bruge den civile befolkning som dække for aggressive operationer – for dernæst at skyde skylden for de resulterende tab på Israel.
Men vi opfører os sjældent særligt fornuftigt. Det er uundgåeligt, at når civilbefolkningen lider ubærligt, vil den af desperation håbe på sine mest militante talerør. Og det er lige så uundgåeligt, at selv mindre tab på israelsk side vil afføde tilsvarende reaktioner, herunder en umenneskeliggørelse af modparten. Respektindgydende undtagelser findes, men vi kan ikke forlange af andre, hvad vi ikke selv kan leve op til. Det er desuden uundgåeligt at kamporganisationer tiltrækker typer med karakterbrist.
Her er det at proportionalitetstanken kommer ind i billedet. Jævnbyrdig kamp er én ting; men den overlegent stærke part er i Gaza staten Israel; og fordi den stærke part altid er mindre desperat, er det den som man mest realistisk kan tale til rimelighed. Kravet er moralsk set lige berettiget til begge sider, men er blot ikke realistisk at rette til mennesker der har mistet familie og venner. Derfor kan vi kræve mere af den stærke part – herunder besindighed i sine straffeaktioner.

Dette med proportionerne illustreres sjovt af hvad en bekendt fortalte: I Sydamerika havde han pågrebet en lommetyv – men dennes afvæbnende forsvar lød: ”Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Sørlander nævner at når vi altid forlanger mere moral af Israel, er det urimeligt. Men sagen er her igen den at vi realistisk set må appellere til vore nære: En diktator er jo per definition ligeglad.
Ganske som psykopatiske elementer spekulerer i at få modparten til at reagere sig så grumt, at det giver dem selv carte blanche som hævnerengle – således kan vi heller ikke udelukke en tilsvarende taktik i modpartens rækker. Og vi må regne med at mange hos den stærke part tænker: ”Styrken skal da udnyttes til fulde, mens vi har den.” Machiavellisk set er vi i så fald håbløst naive ved at tro, at vi kan pacificere den stærke part med ”moral”.
Og dog: For den stærke part kan ved unødig brutalitet pådrage sig selv ubodelig skade på lang sigt. Men ikke alle politikere i overophedede lande tænker længere end til næste valg – og her kommer så en endnu stærkere part ind i billedet: USA. Derfor er USA den mest realistiske opmand at håbe på: For den bedste opmand må være en som dels besidder magtens ”vetoret”, dels har egen fordel af at udvirke fred. Nogle religiøse vil her sige: ”Den eneste troværdige opmand er Gud, for ingen mennesker er gode.” Måske har de ret – men Gud blander sig desværre ikke meget i vore dage…

GUILT BY ASSOCIATION

OM FREUD, THOMAS MANN OG JUDAS...
Her en lille øvelse i anvendt drømmeanalyse forenet med en spekulativ ekskurs udi dyrs hukommelse. I kender udtrykket "guilt by association" - som vi dog meget passende her vil bruge som springbrædt til anderledes pikante associationer. Hør engang. En af vore bedre små aviser lod for et par år siden meget bekvemt en forbigående redaktionel praktikant spille med musklerne og føle hormonbruset fra et legitimt "faderopgør", trygt velsignet og godkendt fra højere sted - hvilket dog ikke kan måle sig med da en yngling for nylig fyrede sin egen far med hele hans stab, efter at faderen helt i stil med Shakespeares kong Lear havde overdraget knægten nøglerne til firmaet, men med tydelige mundtlige aftaler om bibeholdt redaktionel suverænitet.

Nuvel, i vort eget tilfælde skete nu det, at en i grunden venligsindet ældre stedelig redacteur trøstende citerede Blixens ord, at en hård skæbne er bedre end slet ingen skæbne, for ord er gratis. Naturligvis passede det ham nok også helt godt i det store hele, men han sluttede af med oprømt at kysse mig i panden. Og her kommer associationerne ind. Ved nærmere eftertanke slog det mig nemlig, at sådan ville den særdeles kristent velbevandrede mand ikke have gjort, hvis ikke han havde hørt om Judas.

Her kunne man indvende, at ingen da vel ønsker at træde i Judas herostratiske fodspor. Men just derfor er tilfældet interessant! Freud er den der bedst har påvist, hvorledes et element i en drøm kan repræsentere flere forskellige tankerækker, og i vort eget liv kan vi ofte verificere det. Hvis du både skal lave en aftale med Nordisk Film, skal rense tøj, skal vaske dine små moralske hænder samt agter at rejse til Grønland i nær fremtid - så er der meget store chancer for at du drømmer om isbjørne; eller rettere: hvis du drømmer om isbjørne, så vil dette drømmelement repræsentere samtlige de nævnte motiver. Neurologisk talt må vi vel forestille os, at jo flere veje der således leder til Rom, desto større chance er der for at du "tilfældigt" kommer til at tænke på Rom. Og jo stærkere følelser dine motiver er ladet med, desto mindre skal der til for at du kommer til at tænke på Rom.

Thomas Mann digter sig spontant til dette i kæmperomanen "Joseph og hans brødre", som jeg langsommeligt tyggede mig igennem i en roligere periode af mit liv. For da Josephs brødre efter at have smidt Joseph i brønden møder en karavane, medbringende Joseph (som karavanefolkende nemlig har samlet op) kommer brødrene i deres konversation med karavanefolkene ustandselig til at flette ordet "brønd" ind. For de nages af skyld, og hvad de end taler om for at undslippe tanken, mindes de den alligevel - samtidig med at de muligvis ubevidst registrerer og genkender den forklædte Joseph inden for deres brogede synfelt.

Anmelderne har så travlt med at give karakter, at de ofte overser den slags geniale småting, som viser hvorledes intuitionen arbejder i forfatterens indre drama. Seere, kloge koner, medicinmænd osv. er i enhver stamme oplysningens sande fædre og mødre, og alle efterfølgende sponsorerede kulturevents desårsags af er kun pensionsberettiget eftersnak med ledsagende snacks, for alt starter med at kunne se - selv hos vor egen tørre Holberg, som vore skriftkloge nok ikke ville have kunnet døje i levende live. En ældre mand i Västerbotten fortalte mig en gang tilsvarende om sig selv: "Lennart ser det som inga andra ser". Og det kunne han, selv helt uden forudsætninger... Men for det moderne livs elitære konformisme og febrilsk åndsforladte konkurrenceånd ville sådan et udsagn være helt sort snak - trods alle skriftkloge foredrag om individets frihed og vestens retstradition, som nemlig ingen djævel ville respektere hvis den ikke var - lov!

Nuvel, men nu tilbage til vor Judas-epistel. Ovennævnte redacteur ville bestemt ikke have kysset min pande til afsked, hvis han helt bevidst havde associeret til Judas. Men et eller andet sagde ham, at det kunne være passende at vise denne personligt udvælgende venlighed, der således delvis var motiveret af ægte sympati. Hvis hans erindring var blevet helt tydelig, ville der derimod være indtrådt en hæmning. Eksemplet viser hvorledes noget på samme tid kan være bevidst og ubevidst på hver sit niveau.

Lad os her belysende tænke på dyrenes verden: Et rovdyr husker tydeligvis i en eller anden forstand, hvor det har haft held med at finde bytte og vender derfor tilbage til åstedet. Dette beviser ligeledes en art erindring, men vi kan ikke være sikre på at rovdyret ligefrem tænker tilbage på hvad der skete sidste uge. Muligvis får det blot en forjættende fornemmelse for sne og ved ikke selv hvoraf denne fornemmelse egentlig kommer. Biologisk set er det afgørende blot, at fornemmelsen indtræffer og påvirker adfærden gunstigt. Måske genspiller dyret drømmeagtigt, men naturligvis helst ikke alt for livagtigt omtågende, forrige uges jagtsekvens uden at kunne foretage en tidsfæstelse og kategorisering af fænomenet som en objektiv erindring. Vi ved det naturligvis ikke sikkert, men de fleste dyr er næppe udviklede nok til at kunne huske objektiverende - endsige aktivt erindrende over kaminilden for hyggens og selvfølelsens skyld.

Fra vor egen naturvandring kender vi mennesker selv noget lignende: Vi kan øjeblikkeligt artsbestemme ret mange større fuglearter selv på en afstand, hvor det kan imponere de helt uerfarne - simpelt hen fordi selve adfærden, flugtmønstret og vingerytmen erfaringsmæssigt straks forbindes med de pågældende arter. Dette kan vi naturligvis kun gøre, fordi vi mange gange har haft lejlighed til at opleve de respektive arter på så tæt hold, at en egentlig visuel identifikation ud fra umiskendelige primære træk har kunnet lade sig gøre.

Men i selve situationen tænker vi ikke tilbage på disse tilfælde og foretager bestemmelsen med en så at sige clairvoyant automatik - omtrent ligesom rutinerede musikere husker deres repertoire, men efterhånden glemmer de tusinder af timers træning der ligger bag. Forskellen på os og rovdyret er blot den, at adspurgt om vor forbløffende sikkerhed kan vi gøre tilfredsstillende rede for den nævnte nøgterne baggrund. Vi formår således introspektivt at objektivere vore fornemmelser - men ved alle hånde neurotiske fornemmelser for sne forholder det sig derimod ikke således, idet vi her mere minder mere om dyrene. Et dyrs "angstneurose" klinger velsagtens af og neutraliseres, jo flere gange det har passeret det farlige sted uden atter at møde det farlige rovdyr; vi velfærdsmennesker formår derimod i årevis at undgå meget af det vi frygter - hvorved vi tillige kan beholde vor søde lille neurose.

En erindring er et bevidsthedsfænomen, men hvis vi ikke tillige formår at spore og kategorisere den i vor livshistorie og skelne den fra drøm eller clairvoyant sikkerhed, så er den samtidig en ubevidst erindring. Og vort ovenfor refererede eksempel med Judas harmløse efterfølger var utvivlsomt et eksempel herpå. En sær indskydelse føltes skønt lidt bisar samtidig ejendommeligt nærliggende - ja ligefrem helt passende samt, uvist hvorfor, endda lidt morsom. Og således kan vi lige så passende udbryde, at den brave mand her gjorde sig skyldig i en helt bogstavelig "guilt by association".

En lidt anden, men dog ikke helt ubeslægtet, association til det velkendte engelske udtryk udtryk kunne gå i retning af von Triers genialske titel "Forbrydelsens element" - idet de som professionelt svælger i rævekager og intriger, ofte selv er gjort af nøjagtigt samme stof, omtrent ligesom forhenværende krybskytter jo bliver de dygtigste jagtbetjente.

AVISERNE OG TØGER OVERLEVER - FRIHED FOR BO TAO MICHAELIS SOM FOR TETZLAFF

Tøger Seidenfaden fortæller i dagens avis, at denne overlever i bedste velgående grundet soliditet samt trofaste abonnenter - og tilføjer at han ellers ikke ynder at lade sin avis snakke om sig selv, idet han og avisen er optaget af ting der er større end dem selv. Dette udtryk bruger vi oftest om Gud og naturen, altså om det sublime i en eller forstand, men meningen kan nu være god nok. Blot er vor optagethed af den store aktualitet sjældent så uselvisk som det lyder, for enhver der ønsker magt og rigdom, har opmærksomheden rettet udadt, hvilket også gælder rovdyr.

Vor sociale trang til at være med er ikke i sig selv spor uselvisk - men opmærksomhed mod omverdenen er dog en nødvendig forudsætning for uselvisk engagement i den. Man må tro at Margrethe Auken er et godt eksempel derpå, selv om hun måske ikke ligefrem er Mother Theresa. Folk der lever af deres udadvendthed, kan naturligvis gøre en dyd af denne nødvendighed og oplever derfor slet ingen konflikt mellem jobbet og deres egeninteresse. Men det bliver det ikke uden videre uselvisk af.

Når de gamle kristne forsögte at afdö fra verden og kväle deres egeninteresse, havde de på en måde ganske ret: Når vi ikke längere begärer så meget selv, kan vi nemlig lettere have medfölelse med andres ulykkelige begär og vildfarelser, herunder rovmordere og andet godtfolk. De gamle vidste langt mere om själen end nutidens kulturradikale, hvorimod en verdenstravl Töger vel knap nok ved at han har har en själ - for nu at stjäle denne sentens fra en amerikansk kommentator, der nemlig sagde fölgende: "Präsident Carter var et menneske der observerede sin egen psyke, hvorimod präsident Ford näppe engang ved at han har en". Når den moderne topmiddelklasse omvendt er så rädsom, skyldes det dens bange sträbsomhed, alle disse småtskårne ansögninger og barnagtige interessegrupperinger, som drukner enhver höjere menneskelighed i det gamle omkväd "All the things you are (not)".

Hos de fleste af os er den normale selviskheds prioritet en betingelse for en mere selvforglemmende verdslighed, ligesom sidstnævnte jo også er et spørgsmål om faktisk indflydelse: En druknende på din vej kan du engagere dig mere i end en druknende som du blot læser om i avisen. Og så meget må man give Sören Krarup, at min næste er den jeg faktisk kan hjælpe - hvortil dog så må føjes at i vore dage er indflydelse og dermed ansvar ikke när så lokale som i gamle dage.

Seidenfadens uskyldige ord om avisfolkets ædle udadvendthed er dog potentielt farlige: For de tilfredse og velbetalte verdensborgere hvis mindste pip nyder verdens opmærksomhed, kan stille ubudne typer skakmat ved først at udelukke dem socialt - for dernæst at beklage deres resulterende optagethed af egne cirkler. Men sagen er jo, at mens de "kriseramtes" optagethed af egen overlevelse er noget nær en biologisk nødvendighed - så er det ingen naturnødvendighed endsige en smuk handling i verdens tjeneste at udelukke og kvæle folk, blot fordi de irriterer ens forfængelige ønske om at sætte sig på det hele. Jeg har før oplevet at en brav verdensmand fra en anden avis tog ordet "forfængelighed" forfængeligt og vendte tingene på hovedet: For der er jo dog forskel på menneskers tørst efter at få lov at virke som dem de nu engang er, og så de forkæledes overskudsønsker om derudover tillige at forhindre andre i at nyde samme elementære gode.

Kort sagt må man her spørge: Hvis forfængelighed er det mon som her er problemet? Ligeledes må vi ganske som med verdenssituationen påpege, at når forholdet til selvrealisering er stærkt asymmetrisk, så er det uskønt at nægte den i så henseende forfordelte part lidt af hvad man dog selv nyder i rigt mål. Men dette er jo en klassisk enebarnsituation: "L'etat c'est moi".

Nå, det hører nu kun til sagens orden at verdensborgere sjældent ved så meget om deres eget indre, for sådan har vi alle vore specialer og komplementariteter. I øvrigt har vi før stolt kunnet afsløre at samme Seidenfaden kender vor blog, ved hjælp af hvad vi i sin tid her på bloggen kaldte sprogets "radioaktive sporstoffer" - noget som uhyre få kender til endsige kan kontrollere.

Men som før sagt er det kun glimrende med arbejdsdeling, hvorfor vi ikke konkurrerer med dagspressen endsige med magtens folk. Samtidig er dog et interessant og endda stort træk ved avisen som medium, at den kan rumme alt mellem himmel og jord - om så også med aktualiteten som komisk, men praktisk alibi: Altså en ny film, bog, udstilling eller hvad nu.

Men når det ender i lutter snakkesaligt ligeberettiget "væren med", bliver man inderligt træt af det. Heldigvis nyder naturvidenskaberne vel endnu nogen respekt som noget der ikke kan reduceres til eftersnak - hvorimod den meste humaniora efterhånden er blevet en gang journalistik. Og det er aldrig godt når en genre ikke kender sine grænser: En bog om kunst er ikke selv kunst, og "kritik" af et musikstykke er ikke selv musik. Jeg betvivler endda stærkt at musikere overhovedet gider "kritisere" hinanden. Meget anderledes er det ikke med andre skabende og søgende udforskninger - som intet har at gøre med "research".

Sidstnævnte kan være udmærket, men har langtfra samme intentionsdybde og kontinuitet over tid. At skære noget fornuftigt og kritisk til om hvad disse og hine har skrevet om en sag, er skam svært nok og al ære værd og tager sin lille tid, men de to ting må ikke forveksles - vi har skam selv bedrevet megen normal journalistik. På gamle Sørens tid "var alle sådan kristne"- i dag er vi alle "sådan" forskere, filosoffer, oprørere og profeter, blot vi "også" har skrevet noget, taget et kursus osv. Men at sige dette er en stor fornærmelse mod det medieakademiske kompleks, som Eisenhower desværre ikke advarede mod - måske noget for Obama?

Men så länge vi tappert i kor håner dem fra parallelklassen, har vi skam frihed for Tor som for Loke i vor lille höjskole: Således kan Poltikens läsere nyde Bo Tao Michaelis aristokratiske dyrkelse af herrevärelsets litteräre og seksuelle frisprog - ufejlbarligt akkompagneret af Marie Tetzlaffs lige så aristokratisk forskräkkede feminisme, der nemlig fungerer som avisens fölsomme indikatororganisme og bevis for, at det hemíngwaysk hämningslöse skam var den ägte vare direkte fra vor udsendte i Havanna.

Nok herom; oven for tillod vi os som sagt at stjäle et lille citat, som ingen djävel ville have opdaget. Men det er dagens orden at der plankes afhandlinger, afviste manuskripter, anmeldelser og nekrologer, senest begået af en skarp liberal profil fra Weekendavisen med et svärt navn, som bedre ville passe på en Zoroastrisk guddom fra det gamle Persien. Han blev rettelig fyret for et syns skyld, men verden er tryg ved de typer og står derfor i kö for at hyre dem igen. Når plagiater så ofte knaldes, er det kun fordi disse ubevidste typer i en vis forstand er i god tro og derfor ikke engang pröver at däkke deres spor: Vor tids naive illusion, at "nu er det altså mig der skriver disse ord" - og som de har medbragt fra alle hånde universitäre weekendkurser, som er vor tids svar på indernes själevandring. Uddannelse er således undertiden et tveägget svärd.

De fleste plagiater knaldes dog ikke, for blot du bruger andre ord, kan plagiatet ikke bevises - og faktisk er plagiat omtrent reglen, og just derfor er det, at alle skinhelligt overfalder den arme syndebuk, der i sin forhippethed glemmer at skjule sporene. I virkeligheden er det en art komisk djävleuddrivelse, for förnävnte radioaktive sporstoffer fortäller en anderledes massiv historie. Hvortil skal föjes at mens de plagiater der påvises, oftest er lige så uinteressante som den flade tallerken og derfor blot beror på ret tilgivelig dovenskab, så kan anderledes originale ting med lethed plankes med alibiet i orden - og så meget mere som professionens folk mandsopdäkker hinanden i den lille sport.

Her kommer vi tilbage til forfängeligheden. Hvis denne skal skelnes fra menneskers mere elementäre behov for anerkendelse af de rette grunde, kan vi sige at forfängeligheden netop er en last, fordi den dels er ude af proportion ("Har alle nu set mig, også de lamme og de blinde?"), dels uden substans: For den forfängelige vil anerkendes også for alt det som han eller hun ikke er - og just deraf kommer givetvis umätteligheden, for hvis det er fup, kan ingen anerkendelse jo ändre det. Og når de i denne forstand forfängelige har problemer med andres personlighed (som de kalder forfängelighed), har det naturligvis den grund at det stiller dem selv og deres fordringer i skyggen af "the real thing" - hvorimod de fleste sande talenter som en naturlig sag kan medgive at de på andre områder er uvidende eller endda talentlöse.

Som nävnt kan også meget begavede folk väre umättelige, men her må grunden väre en kejserlig enebarnsforvänthed - hvortil nok må föjes presset fra de andres "forventninger". Hvis du kun kender til at väre eneväldig, må det jo opleves som utåleligt når nogen aldeles unddrager sig styring. Ligeledes kan det väre ödeläggende for et menneske at blive skamrost for de forkerte ting grundet gränselös foräldrekärlighed til afkommet. For så vil man snart opleve de sande nattergale som trusler.

En ret udbredt form for forfängelighed er at ville väre martyr. Det forholder sig her ganske som med plagiatsagerne, at det handler om skinhellige selvbedrag. Da Informations kulturredaktör Peter Nielsen fik på hatten af Politiken, fordi han havde påvist denne avis' sorglöse forhold til en anmelders inhabilitet - skrev han nemlig fölgende tilbage om den levende avis: "Politiken har en stor og familieagtig selvfölelse, og dens reaktion skal ses som en personlig straffeaktion mod mig".

I tilbageblik må vi le: En redacteur med et udmärket og vellönnet job har fået et undvigende og defensivt svar - javel, men bliver han en martyr af det, og har han overhovedet lidt overlast derved? Det skinhellige ligger i, at når andre vitterlig og bogstaveligt fryses helt og aldeles ude ved en formelig "omerta" i sådanne straffeaktioner, så kommer ingen instanser med indsyn dem til undsätning, og som spot til skade afskrives deres jammer endda som paranoia. Men hvis nogen siger det mindste pip til de veletablerede, giver de den straks selv som store og heroiske outsidere udsat for formelige sammensvärgelser.

Dette er ikke kun komisk, for det beviser jo at deres koldsindigt sunde og gode kollegiale tro på branchens vegne blot var bekvem og måske endda skadefro humbug, og at de på bunden meget vel fornemmer hvad der foregår i kraniet hos deres "artsfäller"- og meget vel ved at den most kräver sin m/k. Men kan man virkelig misunde de forfordelte? Ok ja, for man kan misunde dem selve grunden til deres forfordelthed, og man kan misunde dem selve deres udholdenhed ("integritet" lyder lovlig ädelt, og hvem pokker vil derfor ikke også gerne gå for at besidde integritet?) . På samme vis kan også vi andre föle et lille stik af utilsträkkelighed, når vi möder folk der buddhistisk har overlevet uhyrligheder uden at tage spor skade på själ eller legeme.

Se dette er forfängelighed, for de forkälede vil have det hele og vil derfor tilige give den som hårdföre og miskendte enegängere - noget vi allerede for otte år siden skrev om i en klumme i Politiken: Ja, for undertiden står det slöjt til med indholdsfornyelsen her i firmaet, hvilket vi dog kompenserer for ved en stedse mere musikalsk formtrang. Hver gang vi således skriver noget genialsk, opdager vi at det er sagt länge för - af os selv. Men kun en skizofren kunne finde på at rejse plagiatsag mod sig selv - og kun en idiot ville håbe på også at kunne vinde sagen.

Vi skylder at tilföje, at faktisk er hverdagen og verden fuld af anderledes uglamouröse helte og martyrer uden hverken prätentioner eller talerör - og af samme grund hörer vi intet om dem. Hermed har også vi yderst klädeligt og nögternt vasket vore små redaktionelle händer, hvilket giver os en ordrig lighed med den rare Ejvind Larsen, der på lignende vis ynder at melde hus forbi: For nu har vi jo selv nävnt det i vor sidste klumme, og så er den lille sag ordnet.

En klog mand, vistnok Voltaire, har skrevet, at hvis man siger alt, bliver man kedelig. Tillad os derfor blot lakonisk at meddele, at hvis nu en af vore käre kulturkommissärer - som tydeligvis fejrer runde födselsdage flere gange årligt, hvorunder de offentligt udveksler artigheder - skulle beskylde os for at väre "private", så ville dette udsagn i sig selv väre udelukkende privat motiveret; men frem for alt ville det väre lige så usagligt som at beskylde Pytagoras' läresätninger for kun at have relevans for de ubehjälpsomme trekanter, som han i sin tid tegnede i sandet med sin stok for at kunne samle tankerne til sine beviser.

P.S. Vore egne radioaktive ortografiske sporstoffer afslörer forbigående udländighed, men det giver den rette höjloftede afstand til hvad der ellers kunne plage os - og skämme vor tekst. Ingen sibiriske tigre i sigte, men en lokal så fra bilen en örn bortföre en voksen hare i ét hug. Held og uheld hinsides enhver statistik tilkommer nok så ofte de som ikke har gjort noget for det, for det er nu engang både naturens og kjerlighedens charme. Haren ville dog her nok väre uenig - for kriseramte harer har det jo med at väre lovlig selvcentrerede...

BUDDHISTISK NYTÅR

SJÆLDNE FUGLE OG KUNSTEN AT KOGE HUMMER...

Verdenssituationen - at blande den ind her ville være blasfemi mod både dennes alvor og vor egen gnostiske sfære. Men jeg faldt i sin tid i snak med krigsreporteren Jan Stage, som fortalte følgende: "Når jeg befinder mig i krigszonerne, kører hele tiden to parallelle, men diametralt modsatte spor: "Det ene siger, at dette er det virkelige liv; det andet siger at dette er komplet vanvid." Jeg respekterede ham for det - og årene i vort grågrumset umorsomme limbo af lunken nedrighed på vågeblus har lært mig at indse, hvor meget han havde ret, og hvad han må have ment, selv om man jo nok ikke ville bytte i praksis. Men som sagt må dette være nok herom, for mens det ikke er komisk at kun en forholdsvis eksklusiv skare læser vor blog, ville dette være komisk, hvis den handlede om verdenssituationen - med mindre vi da havde forspist os på de vises sten.

I vore bedste stunder forekommer karriere endsige karrierepleje os dog også komplet uinteressante, for det gør os jo til trælle af hvad vi allerede har færdiggjort, og der skal jo også være arbejde til vor impresario: Som en ung rockstjerne of my aquaintance, der uafladeligt skulle høre sin egen medbragte cd, hvor vi end kom hen i byen. Men i vore værste stunder døjer vi andre under at måtte betale prisen for denne blanding af hovmod og slaphed – tilsat ”a little bit of help from your friends”. Når vi har det godt, gider vi ikke noget så ordinært som karrierepleje - og når vi har det skidt, virker det uoverkommeligt.

Den slags burde ikke kræve energi, for hummere mister deres smag hvis de koges for længe. Det er på sin vis lidt underlødigt og oftest også utaknemmeligt at kæmpe for sig selv, med mindre man da er helt skamløs - så på den måde kan vi søndagsbørn ved vor massive modstand tvinge dig til enten at gå i smuk eksil eller blive din egen karikatur, hvis uskønne forkrøbling vi andre kun kan beklage. Derimod kan man langt smukkere og mere virkningsfuldt kæmpe for andre - så vi må her tage ved lære af Hitchcock, der jo et sted genialt lader to personer bytte mord. Og udvidet burde man måske endda også bytte talenter, således at to toptalenter på hver sit felt byttede karriere, for man bliver lettest elsket, hvis man matcher klubben og ikke er for påfaldende. Stråler du for meget første gang, bliver invitationen nemlig ikke gentaget.

Alt dette giver os anledning til at konstatere den psykiske lovmæssighed, at jo mere emsigt folk plejer deres karriere, desto mindre har de ofte at have den i – undtagen i lande og perioder hvor overlevelsens junglelov ikke tillader nogen illusioner, selv ikke hos de fødte stjerner. Og ganske som mange derfor kommer frem der ikke burde være kommet det, er der mange som uretfærdigt ikke kommer til deres ret.

Men apropos ”komme frit frem”, og med særlig hensyntagen til dem der passioneret hylder den tro, at vi ikke formår at holde styr på vore digressioner: Sig os engang, er dette et dyrskue, og skal landzonerne da aldeles drænes for udomesticeret intelligens, omtrent lige som alle ørne for enhver pris skal ringmærkes og radiomærkes, så også naturelskerne kan føle at de udretter noget fornuftigt?

Dertil må vi i vort stille sind indrømme skæbnen, at hvis alle verdens berettigede sådan skulle ”frem”, så ville markedet ikke kunne rumme dem, hvorfor vi hursomhelst må acceptere et vist mål af lotteri. Af samme grunde må vi også prøve at forstå hvorfor selv de bedste ikke altid viser andre talenter storsind: Klaus Rifbjergs legendariske jalousi over for andre talenter er nok kun så påfaldende, fordi hverken nødvendighed eller forretningsmæssige fordele byder ham at skjule eller forskønne sine motiver – og just derfor er han modsat alle den klatrende klasses ulastelige og intrigante småborgere til at holde ud, ikke mindst sprogligt.

At ej heller de plagiatorer, som en verden hvor alle skal være stjerner, med instinktiv kløgt foretrækker, har spor til overs for de ægte nattergale, er i sin tur nærmest en psykologisk nødvendighed, som vi heller ikke meningsfuldt kan beklage: Forbrydere kan jo heller ikke dømmes for ikke at bidrage til sagens opklaring, hvilket selv juraen faktisk respekterer som en logisk konsekvens: For den der stjæler, vil naturligvis også lyve på spørgsmålet om han har stjålet – og derfor bevilliger strafudmålingen her rabat og går ved denne art moderne syndsforladelse kirken betænkeligt i bedene. Så kort sagt, hvad kan vi forlange?

Ja, man kunne måske endda drage den slutning at når retfærdigheden således så at sige principielt er en joke, burde vi helt overlade markedet til klamphuggerne – så de kunne få lov til som i den mondænere presse at sejre sig selv til døde som deres egen karikatur, i form af snart alfabetiseret monotoni, snart ungdommelige primadonneattituder.

Men hånden på hjertet, bortset fra allehånde sociale og økonomiske frynsegoder – hvem gider i længden være guru for en bande stræbere med deres honette ambitioner, og hos hvem end ikke passionen er ægte? Så også her burde vi kaste håndklædet i ringen og medgive, at lad blot dem der bedst kan holde hinandens selskab ud i længden, få hinanden og leve til deres dages ende i det gensidige bedrags livsforsikring. Sammenligninger med ægteskabet ville være nærliggende, men sidstnævnte må jo hver gang komme an på en prøve – hvorfor kirker og rådhuse ligesom de finere ekviperingsforretninger egentlig burde være forsynet med prøvelokaler.

Vi vil så gerne inviteres af verden, men gider vi nu også komme, når det omsider sker? Javel, men også år efter år med de samme naive fans, der elsker os af de forkerte grunde, fordi det lige pludselig går os godt? Interessant spørgsmål, for de ting vi med rette bruger som erstatning for alt det der nægtes os, viser sig måske atter ovenover skyerne vitterlig at være langt mere værd end alt det som de før skulle erstatte. Men som de viseste blandt munkene siger: Vælg først munkelivet når du har overvundet ungdommens genvordigheder, for ellers bliver det en halvhjertet og mismodig gøren dyd af nødvendigheden og ikke det modne menneskes afklarede valg.

Æren er bestemt ikke det fejreste træ i skoven, men den er en social dåseåbner i henseende til at få lov at gøre fyldest dér hvor man vitterlig har noget tilbyde. At være i klemme dér minder derfor mest om at være trængende på naturens vegne i socialt penible situationer – ikke spor ophøjet, men forbandet svært at ignorere.

Mange meningsberettigedes hoveren over fjernsynets X-faktor er derimod misforstået, for dette er i sin harmløshed ganske ligesom de sociale lavklassers karaoke-sang på barer næsten rørende – men det minder kändiserne om at også deres egen ære er gjort af samme vilkårlige drømmestof. For det forholder sig her ligesom med de mennesker der finder det synd for cirkusaberne at klæde dem ud i kjole og hvidt: Det er nemlig deres egen og ikke abernes værdighed, der krummer tæer ved synet af deres egen parodi.

Verdslige bekymringer om karriereplejen er så rædsomme, at kun en fordærvet kan foretrække at pleje dem frem for Buddha-tilstanden; for hvis lykken sådan skal trækkes i land med vod og med vold, mister den sin charme. Sagen er bare den, at da Buddha-tilstanden oftest er uden for rækkevidde, så foreligger valgmuligheden desværre ikke altid. Velsagtens også derfor lærer mennesker efterhånden at beskytte sig mod usundt selskab, uagtet at dette måske til andre tider eller for andre kan være sundt: Forvent kort sagt ikke at ulven skal opføre sig som Bedstemoder – og da slet ikke hvis den prøver at ligne hende. Tværtimod gælder, at hvis ikke det faktisk er Bedstemor, så kan man i vore dage ofte gå ud fra at det er ulven! For med mindre du kan tvinge verden enten med pisk eller med returkommissionens gulerod, er du på Herrens mark.

Returkommission lyder så storindustrielt, men i al sin enkelhed handler det i vor sammenhæng om at være god på en måde der smigrer dem, der skal anerkende eller endda lønne dig – dvs. være god til de samme ting på den samme måde og ad de samme veje. Hele vort søde lille medieakademiske etablissement bygger i al sin tristesse på dette gensidige fif, og forskellene på skalaen fra det frækt frimodige til salonmondæne er illusoriske, både i henseende til bemandingen og til den herskende (u)bevidsthedsform. Pressens forskellige sprogligt statusdifferentierende dialekter har ikke meget at lade hinanden sige, for det forholder sig med dem som det i henhold til ekspræsident Ronald Reagan forholdt sig med Californiens berømte kæmpetræer: ”Have you seen one, you have seen them all”.

Hvad omvendt sprogets sublimering angår, så bør det være som musik, ligesom omvendt gode musikere fortæller os, at musik bør fremføres som om der blev fortalt en historie. Og kender vi ikke alle til i grænselandet mellem søvn og vågen at opleve en melodi som en sælsom og forjættende fortælling, hvis gåde vi ikke kan knække? ”A story much too sad to be told” – hvilket for resten minder mig om hvad en bekendt oplevede for nylig.


Han havde den sjældne ære ved Nivå at se en jagtfalk fra det høje nord, verdens største falk, som vejer næsten det dobbelte af en musvåge og flyver dobbelt så hurtigt. Den blev mobbet i luften af en flok krager, som åbenbart ikke havde fulgt med i biologitimerne – hvorefter falken omgående snuppede en af dem i et nonchalant herresving og forsvandt i horisonten til alles måben. Det var vel nok en måde for alle at opnå Buddha-tilstanden, og selv den overmodige krage fortrød ingenlunde sin storladne skæbne, for den levede ligesom den gamle kone i Blixens ”Sorgagre” ikke forgæves og vil blive husket længe.
Dette minder mig sluttelig atter om en dame af min bedstefars bekendtskab, der i fuld alvor betroede ham at hummere smager bedst, når de lægges levende i en gryde iskoldt vand og dernæst kogt langsomt op. ”You stepped out of a dream".

”FOLK AF DØDBIDERSLÆGT, UNDFANGET HALVT I SØVNE…”

CARL FRIES, PALLE LAURING OG DE STORE FØLELSER...
Sibirisk vinter i sydsvensk taiga, og midlertidig permafrost i højmosernes øde: Drivhuseffekten midlertidigt sat i bero. Læser en bog af en for længst afdød svensk landskabshistorisk skildrer, Carl Fries, fuldt i klasse med vor egen Palle Laurings gamle "Danmark i Skåne". ”Poesi i sak”, som svenskerne siger: den passionerede sagligheds og den livslange kærligheds egen gobelinkunst, og aristokratisk prosa i ordets bedste forstand, båret af ydmyg respekt for naturkræfterne såvel som for folkets livskamp gennem generationer. Tillad os at oversætte et par alt for korte stikprøver, så I fornemmer den smittende vitalitet og afstanden til de honette ambitioners dekadente og småpsykopatiske landeplage.

Om kronhjortenes brunst skriver Fries, at de helt unge hjorte holder til ”i udkanterne af hovedkvarteret, lidt urolige, på en gang vigende og påtrængende, som det er naturligt for en udelukket, driftsplaget ungdom”. Intuitivt og kraftfuldt, helt uden de blinde muldvarpes evige bekymring om ”den seneste forskning”s slette uendelighed af smånotitser: Ja, for hvad mener I f.eks. om ”toleranceforskere” og ”tillidsforskere”? Småborgerskabet og kapitalpensionen længe leve…

Et andet skriftsted: ”Melankolsk dis, en grædende himmel, en livstræt jord – ”sextio-elleva” (hallo –spontan surrealisme frit fra hoften og helt uden studentikose anstalter, før al litteraturdebat!) poeter misbruger landskabet som en sjælstilstand; men hvis sjælen kunne glemme sin belastning og leve, virkelig leve i landskabet – se det ville være helse.
….Dyrkningens landskab er et samspil mellem arbejde og jord, en vekselvirkning som former jord og bonde. Hele dette landskab i vor hånd lever med os gennem årets tider og forandres med os; vi fornemmer dets åndedrag og hvile som en funktion i vor egen organisme. Jorden sunder sig efter et langt arbejde. Sådan forholder det sig med ”livsleden”.”

Om de sidste rester af parkagtigt herregårdslandskab med ældgamle ege hedder det, at vi ”nyder sorgløst en rigdom andre har opbygget, disse andre som nu mister grebet om gods og skov. Vi må forstå dette for at begribe det ansvar som nu hviler på os, de mange i folkehjemmet. Lad os sammen påtage os de byrder som et fåtal ikke længere magter at bære”.

Ingen smålig klassesnak af hverken den ene eller anden observans her, som når en ung universitetsklatrer for at gøre sine kulturradikale hoser grønne på parnasset sammenstykker og udgiver ”sextio-elleva” fortærskede og kanoniserede fornuftsgrunde til at nedlægge både folkekirken og kongehuset, under landsdækkende applaus fra alle Bermudas benovede små oprørs-praktikanter. Alt sammen lige så håbløst uopfindsomt og kedsommeligt som det er snusfornuftigt – og derfor en ret fornuftig grund til i stedet at foretrække den rene ufornuft, så vi dog har noget festligt at le ad i stedet for den begrædelige udsigt til, at endnu en emsig og med nervøs utrættelighed kindposeklaprende hamster under fuld mandsopdækning bjergtager en anæmisk studine med dobbeltsidigt hareskår, just ankommet med firetoget, til at lade sig forsørge og besvangre af vor lovende professorspire til fremskyndelse af vor races endelige forfald – eller med madam Blixens vidunderligt syfilitiske visdomsord: ”Folk af dødbiderslægt, undfanget halvt i søvne”.

Carl Fries døjede med en dødbiderånd, for hvem såvel vildmarken som alle bygninger af ældre dato end socialdemokratiet var udviklingsfjendske. Siden er der heldigvis sket meget godt, også med sosserne, trods prosaens forfald - hvorimod det svenske Moderat-parti altid har været de værste på naturfeltet og mangler en Connie. Desværre må vi dog nu kæmpe for at undgå at vindmølleparker sættes op som formelige hegn rundt om hårdt tilkæmpede store naturreservater, herunder også et som beror på undertegnedes vedholdende ungdomsiver.

Bedst at samle civilisationen hvor den i forvejen er, for ellers bliver vildmarksoplevelsen musealt kastreret - selv hvis dyrelivet måske skulle kunne tåle mosten. Også den lille håndfuld radartårne i Gribskov står således samlede i deres eget lille "reservat" - og har efterhånden fået en antik hygge, ganske som de omgivende krogede oldingebøge af den oprindelige lokale stamme.
NEXT: BUDDHISTISK NYTÅR

JUDAS, TØGER OG HEDEGAARD - FORBRYDELSENS ELEMENT

Forleden faldt mit blik på nogle ligefremme fodboldtyper på den lokale. Vor lille maler havde endnu engang berørt Judas med flere bibelske og islamiske temaer. En ung mand af nævnte observans ønskede af en eller anden grund at beskænke vor trofaste stamkunde som et pålideligt holdepunkt i tilværelsen - og da han hørte hvem vi talte om, udbrød han med foldboldagtig rutinesikkerhed: ”Nåja, Judas – det var ham der angav Jesus; jamen egentlig ville han det nok slet ikke!” Kort efter gentog han sin fodboldkonversation med sine ligesindede, ganske ligesom en fodboldspiller forbigående let sætter sig ind i håndboldspilleres mentalitet.

Vi blev aldeles overraskede over ynglingens spontane association, der jo ikke beroede på bibelkundskaber eller tro. Hans umiddelbare indsigt i jalousiens væsen kom i et magisk glimt som en komplet selvfølgelighed, som om han og Judas var gamle fodboldkammerater. Men sådan må det have været, for Judas var jo en af disciplene og har derfor stået mesteren nær. Indtil det altså blev for meget: For bestikkelsen var givetvis ikke motivet, men kun det udløsende påskud – og at den unge mand havde ret, bekræftes jo også af Judas’ efterfølgende selvmord. Men det er godt set: Alle de der ”ikke forstår” osv. osv. , forstår i reglen kun alt for vel - og just deraf kommer som regel hele misæren.

Jeg er som den unge mand heller ikke så bibelkyndig igen, men er heller ikke bleg for at tage Biblen forfængelig. For det forholder sig her som med offentlige personers indbyrdes ros: Vi har næsten altid et håndfast motiv, og lige som ved samhandel er et jordnært motiv da også yderst befordrende for venskabelig tone og omgang: I sin iver efter at forstå hvordan kunderne tænker, ender man nemlig med næsten at holde af dem. Således måtte jeg le da en ung litterær ”skvadronør” (med Rifbjergs ord om ham, for Rifbjerg er jo altid afvæbnende uforstilt omkring sit til forhold indbildte rivaler) i Politiken i forbifarten roste sin redaktør som værende ”fantastisk” uden at fortælle hvorledes – idet han nøjedes med at tilføje, at det skam ikke var for at smigre. Men det var åbenbart heller ikke for læsernes skyld, for de fik slet ingen forklaring…

Naturligvis er det altid fantastisk for en dreng sådan at ”få lov” af både farmand og onkel, men sådan generøsitet har ofte en mere jordnær grund, lidt a la Arkimedes lov: ”Et legeme nedsænket i vand fortrænger samme mængde vand som selv den vejer". Ja, tampen brænder - og sig så ikke at vi ikke tilbyder jer en vis dannelse.

Nå, men det er utvivlsomt også mere betryggende at blive ophøjet af selviske grunde end af personlig nåde – idet sidstnævnte jo ifølge sagens natur er lunefuld og ikke lader sig beregne endsige bestille, uanset om nåden kommer fra Gud eller mennesker. I øvrigt kommer man altid længere i verden ved at tjene andres forfængelighed end sin egen – hvilket atter må være lettere for dem der i så henseende kan gøre en dyd af nødvendigheden.

I går aftes faldt jeg så i snak med en distvingeret, nydelig men aldeles ukrukket engelsk genteman med en levende association og et civiliseret sprog. Han fortalte i en anekdotisk sammenhæng en passant hvorledes en stenrig person med fælles bekendte omgående havde vendt ham ryggen og var gået sin vej, da han adspurgt om sin profession fortalte at han var ”a gardener”. Han tolkede det som om et brat fald i modpartens agtelse, uagtet at han just havde fortalt om et eller andet litterært – for han læser angiveligt the Times’ literary supplement, der vist skal være særdeles lødigt.

Min egen tolkning er nu snarere, at velhaveren er blevet skræmt og stødt i sit private verdensbillede omkring sammenhængen mellem ydre og indre: Hvis blot vor gartner havde været komplet "illeterate", så havde rigmanden ikke reageret så uhøfligt. Det er ganske som når standspersoner undlader at svare på breve som ikke er entydigt indsmigrende: De føler sig stødt over at blive tiltalt eller tilskrevet i en ligeværdig stil og tone af folk der slet ikke er ”entitled” til det. De klapper derfor i som østers og vælger så at sige Judas’ reaktion med en automatik, der er lige så pålidelig som den hvormed vor unge mand straks forstod at tolke Judas. Der er både tale om fornægtelse og om et forsøg på at indbilde modparten at man ringeagter ham eller hende – en iver som dog netop viser den respekt der bestrides.

Avantgarden er i øvrigt ikke spor bedre, og selv dens mest provokerende alumner tåles i virkeligheden kun på bjerget fordi de ved en vis karaktermæssig umodenhed eller endda "lousiness" røber, at også de vist tilhører "forbrydelsens element" - omtrent som når pressens veletablerede fra forskellige aviser skinhelligt rakker hinanden ned for træk som de alle indbyrdes fornemmer at de nu også selv besidder. Således var de andre aviser ikke sene til at påtale, da Politiken dummede sig alt for åbenlyst i sit litterære kammerateri med Gyldendal. Men tro ikke at de andre er så forfærdelig meget bedre, for selv undtagelserne dyrker jo blot deres egne små trekanter i stedet, jvf. vor både famøse - og fatale - kronik 18.7 herom i WA. Selv om det nu skal indrømmes at de andre aviser er anderledes hævede over smiger og derfor i ytringsfrihedens hellige navn sagtens kan tilgive vor ligefremme blog....
Nå, men med forbrydelsens element tænker vi også på det forhold, at hvis nu nogen mirakuløst skulle komme for skade at gøre noget godt, så vil også det i reglen blive enten rakket ned eller fortiet.

De selvretfærdige anklager mod Politikens ublufærdige Bermuda-dans minder os faktisk om Tøger Seidenfadens egen hyppige forebyggende brug af ordet "uskøn" i de seneste år - for det ord bruger han vist ubevidst som slangeserum for selv at kunne sige sin avis immun mod sådanne "uskønne" træk, når han ser sig i spejlet og herunder af og til får en sjov fornemmelse af at der er et eller andet vigtigt han har glemt - men hvad pokker var det nu? Nej, det var nok bare dumme tankespind hinsides verdenssituationen, som jo afhænger af vor redebone dom og kommentar.

I øvrigt skylder vi at sige at en avis ikke er nogen person, men består af ansvarlige individer af samme art og race som hominiderne på de andre aviser, ja sågar som folk i helt andre brancher - problemet er bare at de sjældent ved det selv og derfor alligevel gerne opfører sig som loyale stammeaber - groft sagt -, og fornærmes som forbundne kar, hvis nogen siger noget sandt om en kollega. De der udstødes af stammen, tages på den anden side aldrig i forsvar af nogen - for de er jo ganske rigtigt ikke længere medlemmer og befinder sig derfor hinsides ethvert loyalitetsbånd. Det gælder bl.a. kvinder der kan se og tænke selv og ikke skjuler det nok.
Åhja, hurra for logikkens lille tabel: For "oplysningens ånd" er kun noget der står i bøger og kaldes almendannelse.

Nå, men hvis nogen redaktør skulle skrive lignende besindige ord i nær fremtid, ved I hvor han har det fra, idet det her forholder sig ligesom med ovennævnte nervøse og magiske brug af ordet "uskøn": For med Niels Bohrs ord om hesteskoen over døren til hans sommerhus: "Jeg tror personligt ikke på den slags, men jeg har hørt at det virker også selv om man ikke tror". Sådan er det også med de kulturradikales søde små forsvarsmekanismer - ja, jeg har sågar set dem gøre korsets tegn, da de hørte om hvorledes elefanten fik sin lange snabel.

Og VERDENSSITUATIONEN? Nåh den - hør sig os engang, tror I at dette er en avis? Eller med en antik britisk pensionatsværtsindes formanende ord til sine gæsters støjende børn : "You behave in my house as if it were a hotel!" Men lad gå, for nytår er jo en ret prosaisk fest. Well, Cepos-drengene bedyrer at den økonomiske recession i 30erne såvel som i dag mest skyldtes statsindgreb i pengenes frie strøm - samt at klimaet i vor tid er blevet koldere og ikke varmere, ligesom isdannelsen samt isbjørnenes antal ved polerne er forøget "likförbannat", uanset hvad alle andre konstaterer. Endnu findes der heldigvis også idealister der holder på at Jorden stadig er flad og endnu ikke spor rund på gulvet - og vi andre kan kun håbe på at de har ret.

Allahs fred være også med den korsfæstede Lars Hedegaard, der i længden var alt for stor en profet for sin hjembys borgerlige presse og derfor til sidst begrædeligt blev svigtet af sine allernærmeste og mødte flygte fra de røde over til hovedlandet, hvor jo Danmarks uglesete samaritanere bor... For ak, sagde vi det ikke nok: Jo højere folk er på strå, desto mere uhøflige er de gennemgående, fordi de skal være og forsvare så meget som de ikke er, og de har det slet ikke spor let med alle deres lunefulde pensionsordninger. Men i et tidligere indlæg har vi givet Lars Hedegaard den smukkest tænkelige anbefaling til historien - og kan kun tilføje at nu lærte vor korsfarer måske omsider, at det hæderkronede moderne borgerskabs æresbegreber i hårdnakket uforsonlighed langt overgår muslimernes: For uden hverken Gud eller Allah i ryggen afhænger al vor lykke af hvor meget vi selv kan pumpe os op til, og derfor tåler vor ære slet ingen ridser i lakken. "Oplysningens ånd", den moderne lille katekismus på det honette arbejdmarked, gør endda oftest det hele endnu værre.

Men i dag fik jeg et oprigtigt afslag der i sig selv vitterlig var en helt umiskendelig anbefaling, sagt helt uden ironi. Dampmaskinen forbedres ikke væsentligt, og på samme vis havde jeg friseret og opdateret et filosofisk samleværk, der for fire år siden kom retur fra Gyldendal med et lakonisk og nærmest uartigt svar - som tydeligt viste at en eller anden hæderkronet mandsling må have forhørt sig hos en anden hæderkronet mandsling. Men denne gang var det rigtignok helt andre toner, men det valgte forlag var blot denne gang mere kommercielt mainstream, og det er jo en helt ærlig sag - omtrent ligesom en god kriminalfilm kan være fuldt så menneskeligt lærerig som de film der anmeldes i kulturmagasiner.

Ærlighed og høflighed er ellers sjældne varer i de højere kredse - men da vi jo tilhører samme art, kan forklaringen kun bero på statusstress, som åbenbart er et særkende for os primater. At vi selv undertiden tager Over-Danmarks underlødige forsvarsreaktioner lidt tungt, skyldes indrømmet selv samme statusstress - men vejen til at gennemtvinge nævnte status består i så fald i at blæse hele banden et stykke og stole på folkeviddet. Hvis de "mægtige" flokdyrs eneste forsvar er at ignorere, så må man tage konsekvensen og slå dem alle i hartkorn.

Folkeviddets gunst på tværs af kredse, alder og fag vinder de nemlig aldrig på den måde, og kun deres ydre status giver dem en skuffende lighed med noget spændende - og dette gælder også de i egne øjne alternative (læs: infantile) varianter af Bermuda. Ingen af dem er alternativer - men samtidig skylder vi at sige, at i alle miljøer findes der hæderlige mennesker, selv på Bermuda. Men de går rigtignok meget stille med det...

Egne nytårsforsæt? Udover at det jo i nogle henseender er en privatsag, er vi nok ofte oppe mod den hurdle at når vi sådan stempler vore kære medmennesker for deres "fejl", forhærdes og forværres disse som regel blot. Vi begår alle fejl, men alle vil vi have en chance for i al diskretion at forbedre os. Hvis nogen derimod stempler os og fastnagler os til en skamfuld "identitet", vil vi være tilbøjelige til at forsvare den og fremture i tykhovedet trods. En grund til dette kunne være, at selv hvis vi "forbedrede" os på grund af andres kritik, så ville vi frygte herefter at fremstå som deres nikkedukker og som mekaniske produkter af deres kritik - og dermed som andenhånds og utroværdige: Kort sagt ville vi måske fremdeles blive moralsk underkendt trods vor forbedrede opførsel, som vore moralske opdragere nemlig ville få æren for.

Tilsvarende er det vore erfaring at når mennesker fornemmer at vi måske kunne opfatte dem som passivt medskyldige, så begynder de først for alvor at opføre sig som medskyldige. Derfor er social udelukkelse ofte gyseragtigt selvforstærkende: For den hemmelige skam hos alle de medskyldige får dem til at forsvare den "identitet" de på bunden skammer sig over, ved indbyrdes solidarisk forhærdelse. Men uh hvor de bliver grimme at se på, for ligesom Judas har de det ikke spor let. Undtagelserne har et helt anderledes afklaret blik og ansigt end dette grumsede Judas-fjæs. Ejendommeligt så synlige disse ting er.

Problemet med dem omvendte strategi at vende den anden kind til er imidlertid, at hvis vi udviser bejlende diskretïon og langmodighed, får vi lov til bekvemt at sejpines ihjel, for selv om vi så undgår hadet, kommer der skam ingen barmhjertig samaritaner: For alle udspekulerede og praktiske menneskeaber fornemmer jo, at sådan selvbeherskende tålmodighed alene skyldes fromme forhåbninger, som vi kan få lov at rådne af . Kun ved selv at fremture kan vi overvinde chimpanzerne, for enhver kan jo se forskellen - og det er nok en stor synd ikke at stole trygt på sine medmenneskers evne til at fornemme den forskel. Ja, den synd er måske vor største...Ja, havde vi haft tro, ville det hele måske have været pærelet, som gamle Søren sagde. Men alt for megen selvtillid klæder os som bekendt heller ikke. Gud bevare Verden!

Epistel fra Holberg til Jørgen Stein Bagger

HOLBERGS PRIS TIL STEIN BAGGER


Ak, ak, monsieur Bagger! End ikke en Holbergs indflydelse formår i vore plebejiske dage at promovere en prisværdigt lærevillig åndsfælle til kongelig benådning. Men er De end ikke med Georg Brandes smukke ord om mig selv en ”genial arbejder”, så burde dog alene ét af de citerede prædikater rigeligt begrunde Deres forhåbninger om beskjeden anerkjendelse med kongelige vederlag for at bringe vort lille land på verdenskortet – ganske som jeg jo selv på min tid gjorde det, om så også kun efter ringe evne og derfor i knap så spectakulær målestok.

Men tiderne er ikke til kongelig spøg, for i vore ængsteligt intrigante dage er efterhånden kun fiskerkonerne morsomme, og der er snart hverken fisk eller fiskerkoner tilbage: Thi vor tids democratiske titeladel overgår i barnlig ustyrlighed alt hvad jeg i min tid gjorde mig lystig over, og savner dertil oftest ganske format og gavmildhed. Men på den anden side ville det rigtignok også være kjønt, hvis alle granvoksne mænd sådan skulle leve af kjerlighed og kildevand: Thi mod det første ved en besindig mand at gardere sig ved idelig udsættelse af så vidtløftige skridt; og rygtet om det sidstes helsebringende kraft forekommer os ligervis stærkt overdrevet: Thi der er just tilflydt os troværdige rapporter om en kernesund tømrerkarl fra Bornholm, som efter indtagelse af gammelt kildevand, fordærvet alene ved naturens egen kraft, sygnede hen og døde på få dage.

Men hvorledes holder vi da os selv og vor egen ånd i live? Alene i kraft af jævne, men begavede folks trofaste billigelse. Herom er nemlig at sige, at mens velbårne mænds rosende ord langtfra altid står til troende, men i vore dage ofte må tolkes omvendt grundet barnligt intrigante hensyn – så bifalder vi langt højere den anderledes uskyldige barnlighed, som ses i ufordærvede naturers umiskjendelige begejstring over at bivåne formelige kunststykker udi værdiernes og guldæblernes høyere jonglørkunst indtil både tredje og fjerde potens. Jævne folks glæde over sådanne overdådige og eventyrlige indslag i den byrdefulde hverdag kan nemlig ingen betvivle.

Men det forekommer os her at samfundets velbårne støtter såre ofte uretfærdigt frakjender det jævne folk dømmekraft og retsind under henvisning til Janteloven – men vor egen erfaring er tværtimod at endskjønt nævnte lov så flittigt beklages af eliten, så tjener den tværtimod just denne gruppes protectionistiske reservation over for alle høyere intelligjenser – når lige undtages de intrigante exemplarer deraf som på sjakalers og hyæners vis florere i høye råd.

Vi har nemlig ofte observeret at de styrendes hemmelige skam over nævnte uskjønne justits ytrer sig i storladent uforpligtende beklagelse over Janteloven – såvel i den flyvende post som i nærværelse af næsegrus devote godtfolk på krostuer og hos bartskæreren.

For de velbårne smykker sig altid gjerne udover egne dyder med just de fortrin som de så hidsigt frakjender langt mere berettigede folk af jævnere proveniens; og skryder ligervis over at måtte døye den selv samme begrædelige skæbne som de aldeles utilsløret tiltænker deres indbildte rivaler. Ja, mange mennesker forekommer os udi denne kunst at være de rene jonglører. Skjønt – er det nu også ret og billigt at kalde for kunst slige fortrin der jo alene beror på barnagtig mangel på kjendskab til deres egen sjæls luner og griller? For det forholder sig her omtrent ligesom når brave folk så flittigt lønner det mediokre for desto lettere at kunne fortie hvad deres egen fornuft dog langt høyere ville bifalde – hvis blot den fik lov til at råde uden at skulle forledes af deres hjerters rænkefulde råd.

Nej, vi har lært at sætte vor lid til jævne folk fra landet: Thi de begriber dog, at hvis det ganske land efterhånden skulle bebygges, og den ganske befolkning herefterdags skulle ernære sig ved at belåne dette byggeri og al dets nymodens bløde og globale indmad i anden og tredje potens højt op over ethvert tag – hvor skal der så blive plads til at dyrke de kålhoveder hvoraf dog folk leve? Thi endskjønt mangt et ubeskedent hoved kræver langt mere plads end noget kålhovede uden af den grund at være hverken visere eller mere retfærdigt, så må selv et sådant hoved dog begribe, at uden mad og drikke duer helten ikke.

Skjønt jeg således desværre ikke formår at udvirke den kongelige håndsrækning og benådning som De har ytret ønske om, så vil jeg til gengjæld byde Dem desto mere velkommen på den høyere comoedies parnas, hvor mit ord måske endnu har en smule vægt: Thi De har ved at gjøre nogle få rigmænd kjede af det været det ganske folk til den allerhøyeste moro – men ej kun til lyst: Thi det er jo nationens og tidens egen dårskab som De har fået os til at le så hjerteligt ad, at det vil blive husket lige så længe som ”Sorgagre”.

NEDERLANDSK VINTERLANDSKAB

”Du er en vist en dårlig menneskekender, professor!”, sagde en lokal værtshusholder sent i går aftes. Nuvel, things ain’t what they used to be, for han har skam en fortid som pædogog for hårdhudede unge – men det gav for få drikkepenge i forhold til indsatsen. Sådan er det også med alle os der i stedet for at blive professorer har valgt at slå os op som menneskekendere mod løbende drikkepenge – kun for at få at vide af byens sande menneskekendere, at vi nok alligevel har valgt galt i livet. Men dette er vel så til gengæld en desto mere overbevisende anbefaling - for nu at gøre en dyd af selv samme professorale konsekvens, som de gamle romere vist havde en særlig retorisk betegnelse for, som jeg har glemt.

Den citerede replik kom sig af, at jeg stod uforstående overfor at værtshusets slagfærdige kvinde med sin egenartede rå charme åbenbart er blevet fyret – endda angiveligt også tidligere på en række andre værtshuse. ”Hun talte jo som en havnearbejder”. Nåja, også det kunne hun på en sjov og sød måde når det behøvedes - men det var vel heller ikke så ringe i denne tid, hvor Carsten Jensen snart er den eneste overlevende sømand, og hvor hele den intrigante middelklasse skam kan bande på skrift og bruge alle hånde kulturradikalt frisprog fra privatsfæren – men altid andenhånds, og altid i flok og kor. Og ”provokerende” – åhja, over for alle de andre kulturbander, men helt følgagtige i egen flok, selv om de undtagelsesvis på skift kan flirte yderst forsigtigt med provokatørens og oprørerens attråværdige rolle under den øvrige bandes loyale tilråb: "Oh, hvilke tapre enegængere vi kan bryste os med at give plads i vor midte!"

Ja, for man kan altså kun være oprører i sin egen kreds, religion eller nation: For sunde og ligevægtige muslimer kan jo dårligt forarges over at vi kristne hunde tror og siger en masse dumme ting, svarende til vores vantro på at vi f.eks. kan være oplyste i flok. Kioskmuslimen kan derfor oftest i kundeplejens hellige navn klare en harmløs joke om Muhammed, bare den siges i en venskabelig tone af gensidighed.

Nå, men vi var nu et par stykker der gættede på, at hvis damen ovenfor åbenbart var problematisk, turde det have at gøre med kollegial jalousi på spindesiden snarere end med kundernes utilfredshed. At holde os på det jævne det tjener os bedst – så kan vi altid kalde det post-avantgarde eller hvad nu, men for Guds skyld i flok: For ”It’s only a paper moon”.

Vor bibelstærke maler havde just for tiende gang fortalt om den forargelse det vakte da Marie Magdalene salvede Jesus med nardusolie svarende til en normal årsløn: ”Hun har sikkert været Jerusalems flotteste skøge, og det har derfor virket som en ren provokation på alle de hellige.” Og derfor udbryder Judas forarget, at de penge burde have været brugt på de fattige. Hvortil Jesus jo svarer, at ”De fattige har I altid blandt jer, men mig har I kun kort tid”.

I næste linie fortælles så, at Judas gik hen og angav Jesus. Vor mand læser rapporten helt jordnært som en psykologisk årsagssammenhæng, og vist giver det også god psykologisk mening. På samme vis afbildede de gamle hollændere jo også Golgatha med vindmøller og ariske bondeansigter i snedækte landskaber.

For sagen er jo den at det usædvanlige blot er det klassiske og findes til alle tider, herunder også både Judas og Jesus. Der er heri også noget så at sige demokratisk: Tænk blot på, at hverken berømte mænd eller berømte kvinder er spor smukkere, interessantere eller mere charmerende efter nogen som helst målestok, end hvad du med noget held kan spotte i byens forretninger og udskænkningssteder. Det gælder personlighed, udstråling samt enhver art talent. Som helt ung tror man derimod at de rige og de berømte er gjort af et særligt stof, men det er en hormonal vildfarelse.

Selv om udseende og udstråling i og for sig fordeles helt vilkårligt og i den forstand uretfærdigt, så er der dog en vis social retfærdighed i at disse ting ikke på mindste vis korrelerer med klasse og social status – lige bortset fra hvad mangel på tro og selvtillid kan ødelægge. Selv ”aristokratiske træk” er ikke spor mere almindelige blandt den resterende landadel end blandt nutidens endnu mere udryddelsestruede bønder og arbejdsmænd. Naturens egen uretfærdighed er sig selv nok – og når vi her nævner det banale som enhver kan se, og som let udarter til karlekammersnak, er det kun fordi her er noget velgørende evident – om så også med forbehold for individuel smag.

Derimod er det sværere at udrydde sociale illusioner om ”talent” og ”personlighed” af enhver art. Men dermed forholder det sig på ganske samme vis, og på den måde er førnævnte ”banale” markører gode som rettesnor. Og ganske som før nævnte unikke tjenerinde havde en langt interessantere råcharme end de første tyve kendte skuespillerinder, således er det naturligvis også med mænd, både indvendigt og udvendigt. At vi mennesker kan blive speedede og høje af social medgang og rift om dem, er en anden ting, men det skal man ikke lade sig narre af – det har vi alle prøvet i en eller anden grad, og lært at det kan få en brat ende. Vintersolhverv...

De så at sige banale ting er derfor gode at få forstand af, fordi de modsat alt det åndelige ikke lyver: Læg altså ikke mere i den sociale skæbne end den fortjener, og tro på at de fleste mennesker ligeledes foretrækker Magdalene frem for tyve veldresserede fotomodeller. I det symmetrisk modsatte kønsperspektiv forholder det sig givetvis på samme måde, trods eksistensen af et vist uomgængeligt forsørgerperspektiv.

Magdalenes senede charme svarer i åndens verden ligeledes til alt det som ikke kan samlebåndsfabrikeres på universitetscentre, managementkurser eller i kommercielle virksomhedskulturer. Uanset hvor protektionistisk de end hænger sammen som ærtehalm, for vi lever i en tid af bandekultur med en meget tynd fernis.

Og derfor straffes det hvis man som Magdalene har noget særligt, som de andre ikke har, for man må skam godt være både smuk, farlig og dygtig, blot man er det på samme måde som tusinde andre. Og af samme grund har al vor opreklamerede sociale mobilitet snart sejret sig selv til døde i et trist og sjælløst overopbud af lurmærket ensartethed i vort hjemlige X-faktor af komiske indbyrdes "udnævnelser". For trods al kanoniseret udenadssnak om "Oplysning" og individets åndsfrihed vækker de uomskårne i ånden over alt vantro hos de enfoldige - og nådeløs forargelse hos dem der på bunden ved bedre. De i egne øjne "tolerantes" hellige og gratis bekymring for de sociale "restgrupper" er også komisk, for disse er efterhånden omtrent de eneste der ikke er omvandrende kopier.

Men heldigvis er den efterhånden blevet så tyk, at de fleste fornemmer det: For man kan snart end ikke være neger uden autorisation og certifikat. Nej, bedst at være lidt underkendt, for så snart noget får status, vil alle være det, og så kommer alt til at handle om at "få lov" og blive "udnævnt" af nomenklaturaens små kommissærer med deres henrivende skåltaler - kort sagt de bonede gulves bornerte farce af klatrende ligemageri. En farce fordi "the real thing" altid fremkommer under komplementært modsatte betingelser af tilpasningens, kopieringens og rivaliseringens sociale stræben - betingelser der tragikomisk nok er forbundet med et socialt inkognito, hvis bord har det med at fange. Komponisten Rued Langgaard var efter sigende et stjerneeksempel og blev i sin levetid blot betragtet som en særling. Og de få der forstod bedre, har nok ikke gjort indsigelser...

- Som vikar på en indvandrerskole har jeg en iransk bondesøn uden land – en kristen kurder – på 18 år, der angiveligt aldrig har gået i skole. Men på to år har han med imponerende ihærdighed lært et forbløffende hæderligt dansk, og bøgernes grammatikøvelser kæmper han sig uden mindste skoletræthed igennem helt uden alfabetisk fortid. Og han er i øvrigt yderst høflig og værdsættende, hvilket også gælder mange af de andre. Den høflighed ser vi ikke meget af for tiden i de bedre kredse; så på den måde kan elementære problemer åbenbart være forædlende, selv om vi jo helst vil undgå dem selv.

Men at opleve sådanne folk kan forhåbentlig redde os fra at blive kuldslåede menneskeforagtere. Man er trods alt også selv kun et menneske og er jo ikke faldet ned fra Månen – selv om menneskeforagtens afsæt kan bruges som en dårlig erstatning for positivt selvværd. Men ude hvor vi møder de elementære vilkår, er der ikke plads til menneskeforagt, for dér vil vi uvægerligt knytte os til de mennesker vi behøver, og dem der behøver os, og vil ikke fryse fast i et generaliseret forsvarsberedskab – som ellers kunne skaffe os flere fjender, end vi behøver...

Når vi mennesker ikke er bange, er vi jo som regel meget søde, og det er nok derfor at stadig flere med god uddannelse vælger den mere taknemmelige del af servicebranchen uden for megen status at kæmpe for. Når selv en meget velmeriteret psykiater og overlæge betror én at hospitalernes lægeverden er "direkte ond", så er det ligeledes tankevækkende og bør få velkendte klokker til at ringe...