OVER-DANMARKS KULTURCIRKUS

Trykt i Weekendavisen, men siden slettet på deres net...Har skam rigeligt af mere neutralt stof, men dette er dog pikant. Hvem gider desuden at lytte til hvad Primo Levi havde at sige om kemi? Artiklen fik endnu mere ret i sine teser om et overordnet sammenhold mellem banderne, end den selv kunne tro for alvor. Fyret fra Politiken desårsags, og ingenlunde velkommen igen på WA. It looks almost like a trap...


Borgerlige debattører langer i deres kulturkamp stadig ud efter den såkaldte Bermuda-trekant: Den påståede indspisthed mellem Gyldendal, Politiken og DR. Ofte pisker Lars Bukdal uhyret. Men omvendt forsvarede ”Bermuda” sig, dengang Tøger Seidenfaden og Johannes Riis i en fælles officiel optræden meldte hus forbi. Herimod kunne man dog erindre, at djævlens mest raffinerede trick i henhold til anerkendte eksorcister er at benægte sin egen eksistens.

Spørgsmålet må dog ses dybere end alle konkrete anklager. Sagen er nemlig den at vi mennesker langt hen er lige gode aber for Darwin – og i små lande vil det derfor på alle felter blive de samme personer der roterer mellem Korsbæks udstillingsvinduer. Enhver udgivelse fra ”nomenklaturaen”s topspillere bliver således straks anmeldt yderst generøst overalt, uanset niveau og væsentlighed – man tænke blot på Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform eller Jørn Lunds erindringer. Ja selv "skandaler" indebærer ganske ligesom i finansverdenens indercirkler ringe risiko for at falde ud af netværket, takket være en slags genforsikring: Den indrømmet velbegavede Claes Kastholms underholdende live-show på Politikens redaktion for nogle år siden hindrede således ikke resocialisering i det berlingske hus. Smukt – men andre bliver nu hængt for mindre!

”Nomenklaturaen” er dertil rørende enige om, at deres indbyrdes uenighed er nationalt arvesølv, jævnfør tidens ”åbenhjertige brevvekslinger” i bogform. Psykologisk er der således tale om en alliance på et højere plan. I store lande som USA kan individualister derimod håbe på at finde en usædvanlig mæcen eller forlægger der keder sig bravt over denne hæderkronede normalitet – som modsat ærlig kriminalitet er umulig at bevise teknisk.

Tendensen er nu let at påvise, ganske som når der benådes flere hvide end sorte. Hver enkelt benådet hvid kan dog helt uangribeligt svare: ”Også hvide dømte kan være uskyldige!” Men netop grundet uangribeligheden sker uretten blot desto oftere: For egeninteressen vil jo altid udnytte ethvert grønt lys! Af samme grund er de erklæret progressive ofte de værste, hvorimod rigtige bøller behøver at vise sig bedre end deres rygte.

Overblikket mudres tillige når det gode selskab kappes om at beskylde hinanden for opportunisme. Men også dette må ses psykologisk: For sunde, udadvendte mennesker er "virkeligheden" det der gør en praktisk forskel i form af straf eller belønning. De politiske vendekåber er såmænd bare normale menneskeaber: Det på et givet tidspunkt virkelige er alt hvad der p.t. er gangbar mønt i samfundets stofskifte. Og det er grunden til at personer med al deres energi placeret i deres offentlige "persona" slavisk følger med tiden. Men lad os ikke derfor udråbe alle ”samfundsstøtter” til diabolsk grinende Machiavelli-figurer. For disse ting er ofte ubevidste, idet unødig selvbesindelse tværtimod ville føje en ærgerlig skønhedsplet til deres selvbillede.

I de gode gamle dage var ”Bermuda-trekanten” uskyldig: For det var et fåtal der skrev, og de fleste var gode – men i dag ved vi at de fleste nok kunne blive lige så gode. Alt afhænger i vore dage af at ”få lov”– og alle ved det godt på bunden, hvor meget vinderne end forsøger at indbilde sig noget andet.
I gamle dage fik kun et fåtal lov, men de var på intetanende udvalgt på forhånd. Derfor var deres jalousi over for de genuine talenter moderat – så meget mere som de immervæk mente sig hævede over normalbefolkningen. I vore dage har vi alle mulighed for at komme frem – og tabet af stabile rødder bevirker dertil, at vore sociale behov ofte ytrer sig ved stræben efter anerkendelse uden for vor personlige kreds.

Langt de fleste af os er kun middelgode i de fleste henseender. Men interesse, erfaring og disciplin kan gøre underværker: Således blev i gamle dage næsten alle eskimoer rene mestre i kajakroning. Men derudover er der på alle felter specialtalenter: i vore dage har alle de middelgode talenter mulighed for pleje, mandsopdækning og synlighed; derimod er det længe siden at toptalenter kunne forblive helt usynlige. Der er derfor blevet langt flere ”talenter” på alle felter, hvorimod mængden af særtalenter er mere konstant. Vore dages elitære konformitet indebærer derfor, at alle kæmper med næb og kløer for ikke at havne i aspiranternes proletariat.

Dette resulterer i netværkssyge og intriger – og eftersom de genuine talenter på engang opleves som en trussel og en ynkelig minoritet, så vil de blive snart ignoreret, snart bagtalt og snart plagieret af den udnævnte elite. Hvis det pludselig blev højeste status at være albino, ville alle snart melde sig ind i den nærmeste albinistklub – hvorimod kongerigets få virkelige albinoer ville blive udstødt som íllegitime kombattanter.

Når de tabuiserede minoriteter er blevet udskilt, venter kampen mellem bunken af legitime kandidater. Men eftersom de alle er nogenlunde lige gode, kommer kampen til at handle om alliancer, idet klublederne udvælger loyale forbundsfæller; og disse vælger atter deres trofaste håndlangere. Selv de, der gennemskuer at de nok er lige så gode som deres overmænd, trøster sig med at være bedre stillede end deres egne undermænd – samt med muligheden for avancement som tak for loyalitet.

Det resulterende cirkus er: ”Bermuda-trekanten”. Men den omfatter ikke kun de tre velkendte syndebukke, men hele ”Over-Danmarks” kulturcirkus. ”Bermuda” er endda rummelig nok til også at omfatte dele af den akademiske elite som gallionsfigurer. Ja, for man forsikrer sig også i form af bestikkelse: dels af kvinder, dels af faglige autoriteter! Hør her:

Kvinder bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse – for på denne måde menneskeliggøres og forskønnes rokader til beskyttelse af de privilegeredes forfængelighed. Kvinden nyder nemlig som familiens opretholder en større moralsk troværdighed, hvilket magtens mænd med instinktiv forkærlighed misbruger som trojansk hest til egen fordel.

De af kvinderne, der gennemskuer det, siger langtfra altid fra, men lader klogeligt som om de er naive: For bestikkelse er almenmenneskelig, og vi er alle mennesker. Det kan desuden dulme megen historisk ydmygelse på kønnets vegne undtagelsesvis at få myndighed til at holde ubudne mænd nede – en opgave der således ikke er forbeholdt nyslåede og dunskæggede riddere, som med hormonal forudsigelighed udøver deres myndighed ved at fritage deres foresatte for smålighedens uskønne åg.

I tyrkernes osmanniske imperium benyttede man ligeledes tvangsomvendte kristne undersåtter til at administrere magten med taknemmelig nidkærhed. Bestikkelsen af kvinder forekommer ikke blot i form af politisk korrekt magtdelegering: Mere tidløs er bestikkelse i form af privilegeret omgang med de prægtige mænds klub: snart som loyale rugemødre – snart som helhjertede klakører i datterens eller hustruens rolle.

Bestikkelsen af faglige autoriteter består i, at de belønnes for ikke at benytte deres faglige vetoret i deres egenskab af uafhængige instanser. Og hvem kan helhjertet begræde at også deres egen forfængelighed får et par rivaler mindre? Også autoriteterne er jo mennesker. Men mekanismen er ret sindrig: For netop grundet autoriteternes uafhængige stilling forventer vi, at de tør gøre brug af deres vetoret og kalde et cirkus et cirkus – just fordi de modsat andre intet risikerer derved. Trods dette ikke at sige fra fungerer derfor i praksis som et garanti-stempel – ganske på samme vis som loyale kvinders gode miner bruges til hvidvaskning af de store drenges slette spil.

”Bermuda” er således en blæksprutte, hvis tentakler infiltrerer alle samfundslivets sfærer. Ledelserne udnævner forudsigelige mellemled – som atter konsekvent favoriserer folk som de er helt trygge ved. I en omvendt salomonisk visdom ofrer man således ”barnet” – varen – på forfængelighedens alter, fordi man i stedet for som firma at trække på samme hammel oplever hinanden som rivaler. Hvilket i længden er kontraproduktivt – og ødelæggende for hele branchen, hvis alle firmaer agerer på samme vis.

Rivalitet inden for en gruppe dæmpes typisk ved hjælp af konformitet i sprog og facon – for blot folk dygtiggør sig på de samme måder, kan indbyrdes jalousi undgås. Synkroniseret udvikling har nok alle dage været en typisk modus vivendi i mandegrupper: Den kan nemlig effektivt befordre en imponerende fælles oplæring, hvor alle til sidst kan alle de samme ting. Men i vore dage er det forstærket til en frygtsom normaliseringssyge – som i de bonede gulves eksklusive variant afviser al kritik ved at henvise til: Janteloven! Ja, for således vendes tingene på hovedet efter det psykiske selvforsvars urgamle recept.

Den intrigante tilpasningssyge bidrager også til avisernes afsætningskrise. Men stadig flere bøger fabrikeres i dag på samme vis: Og kun vor tradition for jule- og fødselsdagsgaver forhindrer måske en tilsvarende bogkrise i snart at slå igennem, som når det stumme undertryk i verdenshavets virkelige Bermuda-trekant undertiden suger skibe sporløst til havsens bund.

HUMOREN I STATUSLAND

På toget i Sverige (”hov, hold nu den røde tråd – er det med Sverige nødvendigt for historien?”) på en travl hverdag (”lad gå for denne gange”) undskyldte en fuld svensker (”hør, skal vi nu hele to gange høre denne irrelevante geografiske belæring, og skal vi ikke være enige om, at så længe somalierne bliver i Somalia, behøver vi ikke at nævne deres nationalitet hver gang”) med balanceproblemer sig uopfordret og - ligesom koret i den græske tragedie - uden konkret adresse sin forlegenhed med en replik, som vi af lutter samarbejdsvilje tillader redaktionen at oversætte af hensyn til læsere med hang til gratisaviser.

Åhja, for jo flere læsere der har høje titler og uddannelser, desto flere vil kunne bringes i ligeså stor åndelig forlegenhed som vor fulde svensker ved at måtte erkende at det alligevel kniber med at holde sig oprejst. Nuvel, vor fulde svenskers replik kommer her: ”Det måste väl för fan gå rätt till – alla kan inte vara nyktra!”

En alvorligt studerende pige ved siden af mig løftede ikke engang hovedet fra sin bog, men måtte alligevel slå en latter op. Den sande humor er en magisk dåseåbner, der bygger bro (”jaså – nu forstår vi pludselig hvorfor den dåseåbner må være meget magisk”), mens gold sarkasme kun vækker latter hos ens meningsfæller og holder sig til den triste forudsigeligheds røde tråd.

Men hvorfor lo den kønne (ja, også det) pige, på trods af stilighedens frygt for ved enhver art fraternisering at blive besmittet med hvad man kun tør kendes ved, når det som her tilbydes som kunst, destilleret og filtreret gennem behørigt lurmærkede og kanoniserede højkulturelle kanaler?

Normalt analyserer vi ikke humor, men da den vare i statusland er blevet en sjældenhed, vil vi her gøre en undtagelse, eftersom en enkelt lille forsinkelse på den transsibiriske jernbane jo næppe kan gøre fra eller til – hverken for de arme stakler der sendes østpå som straf, eller for de pengestærke jagtturister, der glæder sig som små børn til at opleve taigaens forjættelse.

”Det måste gå rätt till – alla kan inte vare nyktra!”

Hvor ofte har alkoholens venner mon ikke (især i lidt ældre tid) måttet høre påmindelser om, at vi ikke alle kan være fulde, hvis samfundets hjul skal holdes i gang? Ubevidst kobler vor fulde svensker sig nok på dette omkvæd, idet han vender det på hovedet. Dette er nu ikke nødvendigvis særlig morsomt, for det at skifte fortegn kan ganske som sarkasmen blive et forudsigeligt og tomt mekanisk greb – og i dette tilfælde oven i købet noget vås: For samfundets hjul kræver næppe at vort forbrug rettes mod alkohol for at blive holdt i gang.

Når vi alligevel ler og ikke affejer replikken som pjat, er det nok fordi den anderledes forstået er uimodsigeligt logisk: Hvis vi nemlig antager at druk nu engang er kommet for at blive, så følger heraf, at statistisk set ”skal” der ganske rigtigt til enhver tid være nogle der ikke er ædru. Vi kan imidlertid også vælge en rent sproglig indfaldsvinkel med samme resultat: For hvis sætningen ”Ikke alle kan være fulde” er korrekt dansk, så må sætningen ”Ikke alle kan være ædru” også være korrekt dansk og i den forstand sprogligt ligeberettiget som den første sætnings symmetriske modstykke.

Hvad der sker, er derfor nok at vor fulde svensker intuitivt trækker på disse to underliggende sandheder – men dernæst iklæder dem en hæderkronet folkedragt som han har lånt fra moralens sproglige garderobe. Dette bevirker et logisk sammenstød, for derved tilfører han sin spidsfindige ”teodicé” på sprittens vegne en aura af snusfornuftig moralsk autoritet, som der bestemt ikke er belæg endsige tradition for. Og derfor kan vore læsere nu omsider tillade sig at trække på smilebåndet uden at risikere deres hårdt tilkæmpede status.

Denne historie minder mig om, hvad en bekendt oplevede på Strøget: En fransk tigger betroede ham nemlig, at ”Hvis den finanskrise varer ret meget længere, så ødelægger det min forretning!”. Her var der intet skamfuldt anstrøg af gammel folkemoral og derfor heller intet behov for retfærdiggørelse. Men igen ser vi samfundets udskud gøre opfindsom brug af anerkendt sund fornuft – såsom at det da ikke kan være rigtigt at en solid forretning sådan skal spoleres på grund af spekulativt hysteri i de højere luftlag. Også tiggeren påberåber sig altså selvironisk en symmetrisk ligeberettigelse – og derfor må vi overgive os til latteren.

Sluttelig kan vi hævde, at de to tabere ved selve deres logiske krumspring faktisk gør det til sandhed, som i første instans var vås: For hvis vi i vore dage mere end nogensinde må gå til taberne for at opleve sand humor og befrielse for vor egen triste statuskamp – ja, så udretter taberne vitterlig en nyttig gerning. Og derfor tvinges vi til at give svenskeren ret: Hvis alle var ædru, så ville det ikke gå.

FACEBOOK - VOR TIDS SPEJL

(Kronik i Berlingske 22.2.)
Karaoke-sang og Facebook er to gode billeder på vor tid! Ikke blot har vi alle de samme rettigheder, men ”Hvad jeg ikke kan lære, må ingen lære”. I dag kan vi betale os til at få nærfotos af tigre som før kun fanatiske specialister fik. Alle har snart en ph.d. grad – og enhver kan udgive en bog i eget regi. Men skal det være helt gratis, kan vi gå på Facebook.
Her er ligheden så gennemført at selv stjernerne er på Facebook – og de er undergivet samme ”dogmeregler” som vi andre og kan derfor højst skrive 6 linier per gang. Jeg tog dette som et sjovt vilkår og ikke en begrænsning, da jeg gik med sidste år. Men jeg opdagede snart at Facebook spejler vor tid.
I gamle dage kendte de fleste kun en lokal kreds: Man tilhørte et fag og et laug der gik i arv – social mobilitet var undtagelsen. Ligesom man ikke kunne udskifte sin slægt, kunne man ikke let skifte arbejde og omgangskreds. Også i ægteskabet måtte man elske den man kunne få – man behøvede hinanden, og skilsmisser var undtagelsen: En gammel svensk bonde betroede mig dette allerede i min gymnasietid!
Til moderniteten hører derimod valgfrihedens afgrund af muligheder – og dermed bliver identitet et spørgsmål. For identitet handler både om evner, valg, lyst – og så jokeren: lejlighed, forbindelser! I stedet for venskaber har vi derfor i dag abeagtige netværker. Alle kan udskiftes: Nye arbejdspladser og uddannelsessteder åbner for nye relationer – og vi ved til sidst på forhånd, at gensidigheden er midlertidig og forretningsmæssig. Men vi er alle Facebook-venner.
Det harmløse i Facebook er at ingen bliver udelukket; men just derfor er kynismen helt umaskeret. Nogle med meget god tid reagerer interesseret på manges indlæg, men får selv kun få tilbagemeldinger. Hvorfor? Fordi alle fornemmer at de ikke har noget at bytte med socialt. Hvis den pågældende ikke er en nyttig kontakt – kan han have det så godt. Desuden må ingen tro at vi behøver tabernes selskab, for i så fald vil også vi fremstå som tabere – og da tør heller ingen omgås med os af frygt for at ligne tabere.
Denne uhøflighed er åbenlys på Facebook – ganske ligesom når børn herligt utilsløret ignorerer de af forældrenes bekendte, der ikke kan tilbyde dem noget. Både Sigmund Freud og Niels Bohr hyldede det princip at selv ubehjælpsomme breve skulle besvares. Og Karen Blixen skrev: ”Et menneskes karakter kan bedømmes efter hvordan det ville have behandlet Kong Lear.” I dag ignorerer eliterne derimod typisk henvendelser fra ubudne for at kue deres selvtillid.

Men vi bejler til alle med status og søger deres venskab, for – ”fortæl mig dine venner”. Det får mig til at tænke på meget gamle dage: Fordums mjøddrikkende stormænd omgav sig altid med en skare af loyale hirdmænd – og beviset på stormandens status var at uanset hvilke platheder han fyrede af, vakte det vild jubel. Kändiser delagtiggør på Facebook ligeledes alverden i bagateller – og får bunker af bifald.
Hertil kommer omvendt en længsel tilbage til naiviteten! Ligesom man i japanske koncerner afreagerer ved på firmafesten at le i demokratisk flok ad enhver flovser, så får vi afløb ved på Facebook at optræde uden kvalitetskrav – for så er vi alle lige. Ja, selv stjernerne søger denne lighed: Ligheden begrænser nemlig vor indbyrdes frygt. Selv de dygtigste på et felt er derfor i vor tid typisk dygtige på samme måde: Ensretning tvinger os til at anerkende hinanden frem for at afvise hinanden som enten dumme, uvidende eller irrelevante – og vort ubehag derved er grundet ligheden forbigående.
Således gentager den nye skråmentalitet svundne tiders enfoldige identitet: ”Bagere taler sådan, smede sådan og bønder sådan.” Individualismens æra var et mellemspil: Det første vi spørger om når et nyt ansigt dukker op, er: ”Hvordan fik han/hun lov?” Svaret er: ”Ved at gøre som de andre i klubben”. Snart købes bøger derfor mest af folk der vil lure forfatteren succesen af.

Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer: Familie og ægte venner bruges mest til psykologisk opbakning og trøst for vore nederlag ude i status-junglen. Men det futile i vor afhængighed af status fremgår af det amerikanske mundheld: ”Vi spilder vort liv på at anskaffe os en masse ting for at imponere mennesker som vi ikke kan lide.”
I fremtiden vil mange måske af sjælelig nød søge over i jobs der giver mere organiske relationer: omsorgssektoren, sundhedssektoren og sågar folkeskolen – hvis man ellers kunne få ro i klassen. For af fast omgang udvikler der sig personlige følelser hinsides modpartens brugbarhed. Og en glæde ved at blive genkendt og værdsat uden bagtanke.

I et af Strindbergs dramaer spørger en gæst: ”Men har du slet intet godt at sige om din mand?” ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han få storhedsvanvid!” En god ting ved Facebook er at alle kan være med, mens vi i det virkelige liv ikke kommer i klub med de rigeste og de mest berømte. En kødrand af ”venner” giver en vis primitiv status, så hvis endnu en taber bejler opad, er der ingen grund til helt at afvise ham. Sig så ikke at vi på Facebook ikke kender til høflighed!

KULTURENS UBEHAG

Med jævne mellemrum genopstår snakken om kritikernes, forlagenes og udvalgte forfatteres indspisthed. Det er her interessant, at debattens deltagere alle hører til i folden og således højst kan beklage sig over ikke at være medlemmer af alle klubber – således tilhørte Rifbjerg ikke Poul Borums klub, hvilket nu ikke hindrer os i bekendtskab med selv de mindste smuler fra den riges bord. Hvis nogen af de to vitterlig skulle have holdt andre tilbage, så hører vi derimod ikke et pip om det: for man skal være anerkendt for at kunne klage over at være miskendt! (NB!)

Jeg tror imidlertid at man skal se fænomenet mere mere generelt. Det ser ud til at være en biologisk grundlæggende arvesynd, at vi nødig giver noget uden på en eller anden måde at sørge for at tage os betalt – med mindre vi skammer os over denne kollektive banalitet. Men kritikerne og kunstnerne konkurrerer normalt ikke, for de lever tværtimod i en symbiose, hvor begge forsvarer deres seriøsitet ved at henvise til symbiosepartneren som garant. "Se, hvor dybe værker jeg formår at overgå i ånd med mit kritiske blik". "Se hvor dybe anmeldelser min kunst kræver!" Omtrent som en rockerbande er pavestolt over at blive udforsket af en rigtig samfundsprofessor.
At forestille sig en basal antagonisme mellem kunstnere og anmeldere er lige så absurd som at tænke sig mænd og kvinder som naturlige fjender. Ganske vist kan man se drengebander med en egen kultur – f.eks. rockmiljøerne, avantgardister, motorcykeldrenge osv. – som i sin glorværdige uigennemskuelighed for det modsatte køn giver disse unge mænd latterligt let spil i naturlige materier. Men skønt pigerne bliver lagt ned på stribe og derefter opfattes med sådan ringeagt, at der snart må kraftigere stimulanser til – så gælder den virkelige krig alle de mænd, der ikke er medlem af den pågældende klub. De formodede unge kraftgeniers uskyldige og generøse kammeratskaber er således en banal/genial strategi til at profilere sig socialt, økonomisk og seksuelt over for mændene uden for. Det er derfor det sjældent er spor smukt, undtagen hos de yngste, hvor det er rørende: de tror virkelig at være udvalgt af skæbnen!
Lige så lidt som sådanne unge mænd kunne drømme om at rose mænd fra en rivaliserende kultur, lige så lidt vil forfattere og kritikere fra et miljø normalt indrømme andre noget og da kun for at reducere dem, hvis det er for sent at tie dem ihjel. Det er ikke altid bevidst, men kan minde om følgende. De har nok oplevet, at mens De taler med et barns forældre, kan barnet nidstirre Dem med åbenlys objektiv foragt, som var De en død genstand som forældrene helt irrationelt spilder opmærksomhed på. At opfatte barnets blik som et signal eller som udtryk for gennemskuende kraft ville være en misforståelse, for barnet opfatter Dem vitterlig som indifferent og gør sig ingen tanker om Deres person .

På lignende vis er den darwinistiske arvesynd ofte ubevidst: det er næppe sådan, at en Borum, Rifbjerg eller hvem det nu er, har spor imod Dem. Det er snarere sådan, at hvis den pågældende ikke har fordel af at rose Dem, ja så eksisterer De uanset kvalitet ikke i hans horisont som andet end en uberettiget forhindring, en "opmærksomhedstyv".
Men uden skønhed næppe virkelig genialitet, og ondskabens banalitet er ikke spor køn. Er etikken da altid sikret via det æstetiske hensyn? Desværre næppe altid, hvad en anekdote kan antyde. Da min bedstefar ofte beklagede sig over en nabodames klodsede ben, rettede min bedstemor ham: "Den rare fru NN kan jo nu engang ikke gøre for, at hun er grim!" Hvortil han plejede at konkludere: "Nej, men alligevel – hun er for grim!"

Kære Læser: Vort NB markerere et af flere skriftsteder der i sin tid inspirerede SUT og Stjernfelt til at skrive deres pamflet om miskendthed som den nye kongevej til anderkendelse. Et andet skriftsted siger tilsvarende: "De miskendte drømmer om anerkendelse og de anerkendte om miskendthed". Hvad de to røvere fortiede med deres fordrejning var, at bemeldte nemme vej kun frister, fordi de heldige kender og frygter det som de med omhu fortier og udelukker. Flere ret etablerede folk betroede mig således i sin tid kollegialt, at også de var outsidere. Jeg sagde intet, men tog det som en ubevidst anerkendelse. -NÅ, kære læser - nu til dagens afsløring: Ovenstående tekst var en ordret kopi af en af mine filosofiske klummer i Politiken for snart 9 år siden. Nævnte virksomhed fik naturligvis snart en ende.

MEFISTOS OPSKRIFT

De nye herskende klasser kendetegnes på engang af høje uddannelser og dyrkelsen af netværker – og netværkeri har som sin kedelige bagside intriger. Machiavelliske strateger besætter og fordeler indbyrdes kulturlivets nøgleposter, som der hentydes til med betegnelsen ”Bermuda-trekanten” – der lige som arvesynden må forstås anderledes omfattende end den klassiske trekantshandel mellem vort lands tre største kulturinstitutioner. Der er tale om en art gensidig forsikring hvor en klan af guldrandede universitetsfolk, folk fra vore store forlag samt topfolk fra medierne borger for hinandens kvaliteter, som de derfor priser i indbyrdes i skåltaler ved runde fødselsdage – som de i øvrigt synes at kunne fejre flere gange årligt.

Mekanismerne er evige og universelle, men i små lande og under den tomme krybbes stress bliver de uhyre markante. Men det er trods alt ikke hvem som helst der når sådanne positioner? Nej, men mennesker med et instinktivt hang til indflydelse på ”hvem der skal få lov”, er sjældent de bedste eller dem med det rigeste indre liv – og selv mellem etablerede folk med de højeste akademiske titler forekommer der skam relative uretfærdigheder på business class.

Formelige Machiavelli-typer søger fra dag ét i deres studietid at grundlægge strategiske partnerskaber, først med folk i samme båd, men hurtigst muligt også med folk længere oppe i systemet. Ved at få højere placerede folk til at skrive forordet og bagsmækken til sine opgaver og således betale ”beskyttelsespenge” baner man sig frem til udgivelse og megen omtale i sin beskytters netværk.

Men allerede det at blive udvalgt som protegé kræver vel sin mand? Joda, men vi ser nu især at folk præmierer protegeer der for det første minder om dem selv og for det andet er ret forudsigelige, deres "dygtighed" til trods. Men de mest forudsigelige er typisk de notorisk beregnende, som nemlig aldrig i deres karriere ville sige eller gøre noget ”uklogt” – og den slags emsige murmeldyr kan lugte hinanden på lang afstand.

For hvor naturtalenterne (som billiardgeniet i filmen "Hajen" med Poul Newman) med fatal naivitet stoler på verdens dømmekraft og ærlighed og derfor sorgløst giver fanden i både taktik og forbindelser, så stoler klatrerne med rette kun på den tryghed som netværker samt egen tilsyneladende ufarlighed kan udvirke. Næste skridt i karrieren er at besætte lærerige, men endnu ikke ærefulde udøvende positioner i fagets interne tidsskrifter, foredragsklubber osv – hvilket sker i nogle få dansetrin begyndende med yderst høflige og ærbødig kollegiale gestus.

Men allerede i denne fase får man selv lov og magt til loyalt at anbefale og udvælge beslægtede typer – for her som i store firmaer ser vi, at lederen ingenlunde behøver at instruere sine mellemmænd i dørvogternes ædle kunst. Det foregår nemlig helt af sig selv hos bund-normale unge mænd med hormonal fremdrift, og de vejrer desuden meget snart hvilke typer huset gerne ser fremmet. Krage søger mage, og høflighed er noget man strategisk viser hinanden, og især folk i endnu højere positioner. Herligt uforstilt uforskammethed til anden side hører dog også med til rettidig omhu på de bonede gulve.

Efterhånden bliver man lidt af en faglig nøgleperson, som alle yngre studerende fra bøh-landet næsegrus beundrer som forbillede og karriere-guru, og som de selv må betale ”beskyttelsespenge” til for at komme videre – idet man nemlig som tak for sin loyalitet, rettidige høflighed og forudsigelighed kanske bliver øremærket til at overtage redaktørposten, nu den hidtidige redaktør omsider er blevet forfremmet til en velfortjent toppost i den store verden, men først vil sikre sig fortsat god orden på hjemmefronten. For ”We will meet again…”.

Sideløbende avancerer man naturligvis på sit institut samt på de største kulturbærende aviser, for det ydre og det indre bør smukt følges ad, som Goethe så rigtigt sagde. Nu er man efterhånden blevet en uomgængelig kulturperson, som selv tidligere skeptikere efterhånden må bøje hovedet for i modvillig kollegial agtelse: For siden manden åbenbart nu har opnået samme titel som vi, må der alligevel være noget gods i ham – i modsat fald ville vor egen titel jo heller ikke stå til troende...

Nå, men man fortsætter efter samme model, for begæret er uendeligt og forbyder enhver stilstand. Ved hjælp af hvad fordums ægteskabskritikere kaldte ”seriel monogami”, forbrødrer og forsikrer man sig derfor kannibalistisk på kryds og tværs i alle tidsåndens, mediernes og forlagenes forskellige nicher i skiftende belejlige tomandsbander, med hinanden som garanter – endda gerne i flere parforhold på engang, for der er ingen grund til at være snerpet i vore dage:

Partneren må for den sags skyld godt være en skør maler eller sågar en vild oprører – men de skal for Guds skyld være lurmærkede og kanoniserede danefæ, som både Jørn Lund og Johannes Riis tør optræde i selskab med, så også vi kan få andel af deres særlige status: Ellers ville vi jo ikke have spor fordel af dem: Ja, det kunne endda virke som et provokerende signal og komme til at stå os dyrt. Ukendte, for slet ikke at tale om uglesete og kontroversielle folk, udgør nemlig altid et dårligt parti – og åhja:

I en yderst elegant og meget omtalt lille pamflet har vi da for ikke så længe siden meget bekvemt forfægtet den tese, at miskendthed hører fortiden til og i vore dage alene er tabernes evige undskyldning. I samme skrift kaprede vi forresten ordret den iagttagelse at de anerkendte såre ofte vil tækkes og selv give den som miskendte, vel vidende om isbjergets usynlige del - en iagttagelse som i følge sagens natur jo kun de miskendte kunne have gjort sig. Men vi fordrejede den rigtignok ganske fiffigt til egen fordel: "Miskendthed er blevet tabernes genvej til anerkendelse". Og den tanke stjal vi i sin tur fra historikeren Henrik Jensen, der havde en sund pointe. Og siden stjal både Dahl og Thyssen den også - for ingen kan jo klage over at have mistet sine tyvekoster - og sådan spredes kultur måske oftest.

Nå, men jo flere vi selv har betalt ”beskyttelsespenge” til på vor vej, desto flere benovede og stræbsomme små undersåtter og gode betalere af ”beskyttelsespenge” får vi efterhånden selv, efter kædebrevets geniale logik. Nu kan ingen undsige os længere uden samtidig at slå sig selv på munden – for vi er ligesom bankerne alle medskyldige i hinandens gensidige forsikringscirkus. Udover de så at sige halv-officielle beskyttelsespenge tilkommer vor uhæmmede, ja endda uforstilte plagiering af alle med lavere rang i systemet - endsige uden for nummer. De førstnævnte er nemlig nødt til at tåle mosten i tavshed for at komme frem - og de sidstnævnte har slet ingen fordel af at gå i brechen for, da de som "illegitime kombattanter" udgør en "outrageous" undtagelse fra al god samfundsorden.

Men ingen ler – for de få der kunne gennemskue os, er oftest medsammensvorne og åndsbeslægtede, og deres pokerface fejler intet. Og vi er efterhånden blevet så magtfulde kulturpersoner, at de få overlevende skeptikere måske gjorde klogere i at holde bøtte – for toget er alligevel kørt, og dets evige larm overdøver enhver protest. Ja, måske gjorde skeptikerne endda klogest i at udråbe os til miskendte renæssancepersonligheder...

LAST YEAR ON O-DAY...

Det forlyder at O-dag den 22. december skal være kærlighedens og fredens svar på D-dag. Forhåbningen er at ved en synkroniseret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har sjældent været slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt. Intet skal udelukkes, men mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der bedyrede at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.

Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.

Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner er mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.

En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej. Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.

Kærligheden har mange former. Således fortalte en teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en både landskendt, vands-kendt og vidt berejst hjemlig forfatter samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne pennens mand ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner ikke sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen forrige O-dag. Da modtog jeg nemlig en sms fra et forgangent damebekendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Men åh - må vi ikke nok benytte lejligheden til en stille hyldest til Susanne Møller, der vist har mere ben i næsen end de kvindetyper som mange mænd i ledende stillinger med forkærlighed ynder at udstaffere med en smule magt som deres menneskeliggjorte marionet og his masters most zealous voice.

For heldigvis leveres erotiske kvalitetstjenester jo for tiden angiveligt gratis som en hyldest til klimaet – og det var belejligt: For da jeg på O-dag i går havde anderledes lovligt ærinde på Vesterbrogade, bad en slavisk udseende mand mig veksle en tyver til telefonpenge. Det viste sig at være en højst eksklusiv tyver, for da jeg lidt efter skulle forrette mit ærinde, viste jeg mig at være blevet 2000 kroner fattigere. Og heldigvis var der ikke engang lagt Tobin-skat på den eksklusive finansielle transaktion, men den virkede åbenbart alligevel…

Dog trøstede en bekendt mig senere med filosoffen Kants ord: At penge som man blot forestiller sig, har præcist de samme egenskaber som penge man har i lommen – blot eksisterer de altså ikke. Men selv denne akademiske forskel ophævede vor mand altså ved så intenst at forestille sig mine 2000 kroner eksisterende - i sin egen lomme...

DEATH PENALTY IN DENMARK AND IRAN

If you want to save somebody from death penalty, your favourite strategy should not be to criticize death penalty as such – because that means criticizing the whole system, thereby provoking its self defence. Rather you should try to plead for the innocence or at least the mitigating circumstances on behalf of the defendant. Likewise if the system is religious, you should invoke its own god in your plead rather than criticize their religion. This is the case with Iranian Kurd Ms Zeinab Jalalian, sentenced to death just for expressing her view.

There is also another reason not always criticizing death penalty. If you defend even real criminals, you will soon use up your whole “quota” of mercy, so you should be aware of the risk of inflation. Rather then work with dedication for truly innocent defendants on a full scale, involving also higher levels of diplomacy etc. That way the risk of insulting and provoking our opponent is limited. Because we must remember that what really insults us is the full truth, so we should never tell the whole truth until we have no more options.

There is even a third and more contemplative reason for some idealistic reservation. Most people in Denmark as well as in Iran and everywhere else want the death of quite a few of their contemporaries without themselves knowing it: For most “cultivated” minds of honour and some education know only what they are socially rewarded for reading and repeating. However we will or dare seldom pay the price for effectuating our secret death wishes, even in cases when it is within our realistic range of possibility. For even in the realm of destructive acts self confidence is a factor of importance.

Considering this fact it is not convincing to defend all kinds of outright criminals and psychopaths, because they never interfered with your own interests, and to forgive them on behalf of victims without any use for your own purposes. Your idealistic goodness will then at best express complete indifference, at worst pure unlimited vanity.

Rather I would take the opposite position and claim, that any good person faced with imminent departure from this earth, no matter the reason, ought to kill a number of well disguised psychopaths first and even make it official for reasons of prevention. This would have special preventive effect, since quite a few otherwise untouchable bastards would be stopped; and it would have general preventive effect as well, as it might make some people in power think twice, at least sometimes.

Killing psychopaths however should not be legalized, since such license would be abused by psychopaths killing innocent people, claiming that their victims were psychopaths: Because the ability to turn things completely upside down when convenient is something that psychopaths have in common with incurably normal characters... Also innocent but partially unhealthy or very unhappy minds could be expected to kill reasonably innocent adversaries for completely irrational reasons, were such “just” executions legalized as some kind of civic right or even a virtue. The fact thus is that some things can certainly be morally justified, yet it would be either a mistake or a moral error to legalize them.

Even so, some people ought certainly to be killed for preventive reasons, and the sooner the better. And there is no principal difference between wanting somebody dead in privacy, maybe invoking God or some occult spirits, and physically killing him oneself. The reason why you don’t kill people with your own hands is not that you are too moral, but that you don’t want to pay the price, and that you would not be able to hide or destroy the evidence. Such inhibitory complications are not present when you want God to kill your enemy: And although nobody can prove it, your death wishes on behalf of your enemy are certainly as clean and strong as in the case of physical murder. If God really should fulfil your wish, you would thus not be able to get away morally by accusing God for committing the murder. But legally it is without risk, and that is why your true character is best expressed in what you privately wish your God to do for you.

As for Raskolnikow, I guess he must have been somewhat on the sensitive side - anyway, in such matters you cannot allow yourself to be prudish...

As for holy men it is the same everywhere. The people enjoying most respect in society – no matter if they are priests, politicians, professors or “progressive” journalists – are often the most unforgiving, because they cannot tolerate persons of less official honour showing that they are morally conceited. The only reason why we don’t hang people in Denmark – unfortunately not even the worst of true criminals – is that we have no legislative basis for such verdicts nowadays.

For the official Danish elite is neither more intelligent, nor better educated or more humane than the priests of Iran or any other country for that matter. Yes indeed: It is universal that when insulted by the truth or by better human examples, the progressive elite of society hate nobody more than the innocent and the pure of heart. That is why law is really there to protect us against our own nature. Denmark is not a better country, and the Danes are no better people; but in this particular respect our law is better, since it prevents hanging of innocent people of good and honest intentions.

Anyway it is good that our death wishes are seldom effective, since most death wishes in this world are not legally warranted, not even in countries with death penalty. A lot of “civilized” bastards would certainly like to strangulate their adversaries outright in greed and jealousy, and their reason for not doing so is certainly not idealistic. And this is why we cannot take their official rhetoric against death penalty for the most callous criminals seriously – even though some of us may take the same point of view.

At last we can tell our readers, that as for the right place to publish these thoughts I never even tried to publish anything in philosophical magazines, since I have some auto-biographical bias against such artificial communities in the humanities. The humanities are universal, belong to everybody and are not the territory of a conceited pagan priesthood with no God. In the sciences it is a different story.

As for death wishes you can console yourself with the thought that the higher status of those who wish you were dead, the higher status you have yourself in their eyes -which might be a good reason not to wish you had higher status. Merry Christmas!

.

"GENEREL INTELLIGENS"

Både adel og löfter forpligter, selv om man skal vogte sig for ikke at forlöfte sig på sin adel. En vis lejlighedsvis konsekvens er vi også forpligtede til, og derfor kan vi bruge vort foregående indläg om "social intelligens" som springbrädt til et forsigtigt causeri over det kontroversielle begreb "generel intelligens". Området er betändt, for hvor der ud over forskningsmidler også er griller og personlig äre på spil, kan käpheste få selv de dygtigste til at snyde gevaldigt på vägten.

Det synes at väre en naturlov at så snart vi får lov at nyde et bestemt privilegium, mener vi ikke blot at have gjort os fortjent til dette, siden vi åbenbart fik det ... Nej, vi mener samtidig at når andre ikke fik det samme privilegium, var også dette udtryk for tilvärelsens viselighed. Egentlig logisk nok, for fidusen ved at väre direktör, professor eller hvad nu skulle jo gerne väre at markere en forskel - ellers kunne man jo nöjes med at kalde sig dansker, mand eller skaldet. Og den forskel vil man typisk begynde at bygge et bolvärk om fra dag ét efter sin kåring.

I den forstand korrumperer alle privilegier - for ikke så snart man er blevet hädersborger, indmeldt i Det Danske Akademi, Byldendals Go-klub eller jeg ved ikke hvad - så vil man pludselig som Björn Nörgaard omvurdere alle sine tidligere värdier. Kun dengang man selv stod udenfor systemet, var der noget galt med dette - og var nävnte lapsus åbenbart systemets eneste skönhedsfejl, så var den desto mere graverende. Og himlen gläder sig som bekendt mere over én omvendt synder end over ti retfärdige. Enhver kritik af Bermuda-trekanten forstummer derfor gerne, så snart man selv er blevet taget til nåde og pacificeret.

Nuvel, denne indledning er kun relevant fordi samme art betragtning kan overföres til al snak om intelligens. Vi er tilböjelige til at hylde de intelligenskriterier hvorefter vi også selv ligger lunt i svinget, og det samme gälder naturligvis åndelige del-områder eller facetter af en tilsvarende attråvärdighed og status. Tänk således på at når akademikere roser hinandens arbejder for stor originalitet, er der meget ofte tale om et vidunderligt selvbedrag, idet de roste arbejder vitterlig ofte har deres forträffeligheder - men blot slet ikke denne ene! Når nävnte träk så undertiden spottes, og da jo oftest helt uden for nummer, gör det gode selskab derimod korsets tegn eller ignorerer det - ofte for derefter selv at overtage byttet.

Nuvel, på samme måde vil vi ofte med större gläde offentligt hylde den intelligens vi selv kan vurdere, og som vi fölgelig også selv må besidde, end al den intelligens som vi ikke besidder. Folk med specialtalenter som tegning vil helst bedyre at dette er en art intelligens, mens andre tvärtimod helst vil slå det hen i stil med negrenes medfödte irrationelle rytmesans. Dyrkerne af ideen om en generel intelligens, som er den "virkelige", vil sandsynligvis derfor själdnere väre bärere af sådanne särtalenter.

Til sagen hörer også at når vi först har fået så meget sans og kärlighed til et kunstnerisk felt, f.eks. musik,, at vi forsöger at forbedre os seriöst , får vi virkelig respekt for al den indsigt og historie i stoffet der på ingen vis kan reduceres til irrationelle griller, vaner eller instinkt. Snarere er det sådan at jo dybere vi tränger ind i et specialfelt, desto mere respekt får vi for dettes iboende intelligens i forhold til vor egen håbefulde slingrekurs. Og vi vil meget själdent finde på at reducere denne respekt ved i stedet at påberåbe os selv en desto höjere "generel intelligens".

Selve ideen om en generel intelligens udsprang i sin tid af den iagttagelse at folk der er gode til nogle ting, oftest også duer til flere andre ting - hvorfor der rimeligvis måtte väre nogle fällesnävnere. Og vist ville det også väre naivt at tro, at der findes lige så mange "evner" som der findes emner: Således at nogle har talent for botanik, andre for zoologi, nogle for håndbold, andre for fodbold, osv. Også på särområder måtte man på samme vis så hävde at nogle har talent for at tegne fugle, andre for at tegne henholdsvis blomster, mennesker og bygninger. En lignende naivitet ser vi i kulturlivet, når man i stedet for at slås velvilligt placerer hinanden i veldefinerede små båse, hvor vi så kan få rose hinanden for at holde os på måtten.

Givetvis en måde at löse sameksistensens sväre kunst, og da bestemt også langt hen fornuftigt - men naturligvis misbruges det ubevidst af bornerte smagsdommere og ordstyrer med honette ambitioner til at amputere et områdes helt genuine talenter til af empatisk pladshensyn at holde sig inden for en komisk prokrustesseng, fordi det er blevet en demokratisk menneskeret at väre filosof, kunstner, videnskabsmand, martyr eller hvad nu. Til sagen hörer nemlig at de der med forkärlighed går efter og nöje udvälger hinanden til ordstyrere, meget själdent selv er genuine talenter og netop derfor nidkärt häger om det domesticerede og bundnormale for at udgränse de selvskrevne.

Kort sagt har ethvert talent en art generalitet eller universalitet, som ingen jobbeskrivelse kan begränse. Men samtidig er det dog stadig sådan, at et talent i musik ikke behöver at väre lige så godt på helt andre områder. Den påståede näre korrelation mellem de klassiske intelligensområder er argumentet for at udskille särtalenter fra den generelle intelligens. Men meget tyder på at denne er et fantom, for virkeligheden opviser jo de besynderligste kombinationer af ekstrem duelighed og uduelighed sameksisterende selv på felter der normalt alle henföres til bemeldte generelle intelligens.

Omvendt oplever vi som nävnt ikke den dybe intelligens hos et felts store kunstnere som spor "specialt", når vi selv forsöger at nå ind i det. Ikke mere specielt end alt muligt andet, bortset måske fra i den biologiske forstand at det kan väre et felt uden helt umiddelbar praktisk overlevelsesvärdi, til forskel fra praktisk og teknisk duelighed. Tvärtimod oplever vi enhver intelligensytring som umiskendelig og genkendelig - selv på områder vi ikke tidligere kendte til. I den forstand er selv de mest ekstreme specialintelligenser generelle. Og denne påstand kan vi belyse ved at citere et skriftsted, hvor en anmelder tilkender Oscar Peterson "the greatest general intelligence" på sit felt. For det sjove er, at anmelderen her med "generel" vel alene sigter til alt under det musikalske gebet hörende. Og dog forstår man så udmärket hvad han mener: For i både henseende til kreativitet, melodisk formsans, harmonisk indsigt og rytmisk mangfoldighed er det formidabelt.

Lad mig nu i stedet fortälle om min bedstefars vise hushjälp nästen uden skolebaggrund. En gang spurgte jeg hende, om mennesker med dobbeltgängere mon også i psykisk henseende lignede hinanden. Hun svarede straks, at det kunne hun ikke tro, for der var nok så mange indviklede arveanläg i spil, at et sådant sammenträf ville väre mirakulöst. Helt genialt tänkt, for hvis alle vore anläg er indbyrdes uafhängige, så er det irrationelt at forvente total lighed mellem "dobbeltgängere". På ganske samme vis forventer vi jo heller ikke at en flerdobbelt vinder i lotto fortsätter med at vinde - med mindre der altså er tale om snyd.

På samme vis kan det faktisk også väre sådan at nogle anläg er koblede, måske for at vi lettere kan tage bestik af hinanden i tide ved at skue hunden på hårene. Men hursomhelst så er hushjälpens tilbagevisning af min naive forhåndsantagelse overväldende skarpsindig, hendes manglende skolebaggrund taget i betragtning. Og tilfäldet var ikke enestående, om end det nu oftest handlede om psykologisk indsigt. Derimod tror jeg ikke at hun besad mere end de allertarveligste färdigheder i de gängse skolediscipliner, og hun havde også psykisk haft en ret kummerlig barndom.

Igen tvivler jeg ikke et sekund på at hendes intelligens var "generel", og dog ville jeg ikke af den grund bedyre at nogen bestemt test kan kortlägge en så mangedimensional generalitet - ejheller hvis man kunne se bort fra alle själelige og eksperimentelle vanskeligheder, forskellig baggrund osv. For selv om fänomenet har en genkendelig generalitet, et karakteristisk "väsen", så er det dog ikke derfor givet, at der også på anlägssiden er tale om en tilsvarende enkelthed: Ganske ligesom benmuskler og armmuskler jo bestemt ikke er det samme, selv om begge dele umiskendeligt er muskler.

Biologen Steven Jay Gould argumenterede i sin tid for at alle intelligensfelter havde noget generelt fälles med deres nabofelter - men näppe med meget fjerntstående felter. Intet felt var derfor i sig selv mere "generelt"end andre. Og hvis man alligevel udvalgte en bestemt region af felter til at väre den centrale, var det derfor helt vilkårligt - hvorfor musikanmelderen var i sin lige så gode ret til at tilskrive Oscar en formidabel generel intelligens i hans egen region.

Spörgsmålet om en helt generel intelligensfaktor med varierende betydning for alle specialfelter, men især for de klassiske fornuftsfelter, er stadig uafklaret, for så vidt som nævnte skole stadig har sine fortalere. Kunne det mon i stedet väre en mulighed at vort intellektuelle udstyr tvärtimod består af en bunke "mikro-evner", som alle er generelle - men blot således at hver mikro-evne har forskellig vägt på forskellige färdighedsområder. Selv musikere visualiserer rudimentärt for at holde sammen på skidtet, men vel ikke så meget som billedkunstnere, de foretager også aritmetik-lignende operationer, men ikke så meget som statistikere; de analyserer sindrige harmonier, men er måske ikke dialektiske begrebsanalytikere. Tegneren er ikke kun visuel, men besidder nok også nogle geometrisk-matematiske "forstadier" osv.

Omvendt ved vi fra specifikke hjerneskader, at folk kan miste enhver elementär aritmetisk evne, mens de stadig formår at räsonnere logisk uklanderligt og nuanceret i sproglige deduktioner. Og alene dette viser, at ideen om en bestemt generel intelligensfaktor af störste betydning for isär de klassiske skolefelter må väre forkert. Kort sagt kunne man foreslå den eventualitet, at vi besidder en bunke generelle faktorer - men at et givet felt, en given färdighed får sin specifikhed alene i den forskellige vägtning af disse mikroevner. Og dette kunne så atter forklare den ofte gådefulde variation i folks talentsammensätning - selv på områder som vi klassisk opfatter som hinanden närstående.

Vort forslag har nemlig den fordel frem for en total afskrivning af g-faktoren, at det anerkender eksistensen af umiskendelige fælles "mikroskopiske" ur-operationer på ret forskellige områder - men derudover tillige forklarer det genkendelige intelligenselement også i de umiddelbart set meget specielle funktioner. Således kan man nok hævde at selv om harmonisk analyse forudsætter et indre øre, der atter skal optrænes, er den analytiske komponent umiskendeligt klassisk.

Efter denne vor dumdristigt anmassende fremtrængen mod Nilens og visdommes kilder hinsides ethvert velment kulturredaktionelt råd skylder vi sluttelig at henlede opmærksomheden på, at der gives såvel østlige og vestlige skoler som bekender sig til den tro at de fleste mennesker på bunden har nogenlunde de samme intellektuelle potentialer, uanset hvad de kan præstere her og nu. Tanken er smuk og kan endda have megen sandhed; især er den pædagogisk sund både ved sin opbyggelighed og ved at honorere hvad der skal honoreres: En verdensmester på et felt vil anerkendes for sin præstation, men behøver ikke derfor at pukke på sin medfødte udvalgthed - for skæbnens og lidenskabernes veje er uransalige. Og i övrigt kommer intelligensen lige som kärligheden själdent når vi jagter efter den.

En modificeret variant af nævnte skole kunne lyde, at hvis nu vort intellektuelle udstyr i virkeligheden består af en bunke mikroskopiske ur-operationer, der i vid udstrækning er indbyrdes uafhængige, også genetisk, så vil af rent statistiske grunde vore indbyrdes forskelle på de mange forskellige mikro-områder oftest udligne hinanden, således at vi overordnet set næppe har meget at lade hinanden høre, når alt kommer til alt. En pensioneret og derfor legitimt beruset hjerneforsker bedyrede således forleden på Palæ Bar: "Vi mennesker har den hjerne vi skal have - det afgörende er hvordan vi bruger den." Og fra fulde folk skal vi høre sandheden.

Hvis vort beskedne forslag til en oplösning af den beskrevne gordiske knude nu uventet skulle indbringe os Nobel's Fredspris i selskab med Henry Kissinger og Frank Esmann, vil det väre en oplagt anledning for os til omgående og ambulant at omvurdere såvel Nobels Fredspris som Henry Kissinger og Frank Esmann. For ingen skal beskylde os for at väre urokkelige stivnakker, der hviler på laurbärrene i strid med al god empirisk tradition.

"SOCIAL INTELLIGENS"

Kedelige og komplet holdningslöse personager i stil med den vidunderlige siderolle hr. Julmand i filmen "Headhunter" anser sig i deres ubetydelighed ofte for i besiddelse af en uhyre "social intelligens". Og beviset derfor er naturligvis deres mangeårige manövredygtighed renset for enhver art uagtsomhed, ubalance eller fremturen uden mandsopdäkning.

Alene fra mine år i avisernes verden ved jeg at der på hver redaktion og velsagtens i ethvert andet stort firma sidder mindst én sådan helgarderet mandsling gennem årtier, fredet selv i den värste storm. Deres hemmelighed er dog ikke deres sociale intelligens, men at de er for bekvemme til at have nogen art etik eller holdning i forhold til nödvendigt beskidt arbejde, for feje til selv at gå efter magten og derved udfordre ledelsen, samt alt for ordinäre til at provokere branchens grasserende jalousi og forfängelighed. Sagen er nemlig at det er ledelsens mere end deres egen sociale intelligens de kan takke for deres urokkelige position.

I övrigt er det ikke absurd at tale om social intelligens, men selv om naturligvis det er biologisk interessant, er det dog ikke andet end hvad enhver abe kan prästere i sövne. Når middelmådige og karakterlöse personer så ofte dyrker denne disciplin, er det da typisk også mest i mangel af bedre - for det er klassisk at når folk med Ikaros-drömme begynder at flyve for höjt, indhentes de gerne af nemesis, om end ikke fra Gudernes himmel, men altid fra neden. Biblens Josef-figur er her klassisk, som Thomas Mann viste. For kan man selv ikke finde på noget bedre, kan man altid finde ud af at intrigere og puste til jalousiernes glöder, pavestolt over egen snedighed.

Et eksempel på hvorledes jeg selv dummede mig i så henseende var da WA juli 08 trykte en siden hen meget rost kronik om mediernes Bermudatrekanter, som Politikens kronikredaktör havde afvist (som alt andet) helt uden forbehold trods god samarbejdsvilje. Man udbad sig nemlig i den forbindelse nogle konkrete eksempler - for at gøre stoffet mere avisaktuelt. Og det blev hororeret med fyring på bemeldte dagblad, og vel netop fordi det var umiskendeligt stuerent og derfor desto mere uafviseligt i sin pytagoräiske algebra. Ja, nogle mente endda at jeg gik frejdigt i en fælde som ethvert barn i syvende klasse ville have gået langt uden om...Men et er at vide at fænomenet findes, noget helt andet at erfare dets massive "hormonale" vælde.

En af de få gange hvor jeg omvendt selv har udmärket mig i så henseende var, da jeg i sin tid blev tilknyttet bemeldte dagblad som anmelder og free lancer. Instinktivt sendte jeg forinden kulturredaktionen nogle velskrevne, men dog ikke virkelig interessante småting, og den bed man på. Senere dummede jeg mig naturligvis ved at vise min virkelige force, og lige så mange roser det indbragte fra abonnenter med vidt forskellig baggrund og alder, lige så meget mishag vakte det efterhånden hos overordnede kolleger af samme kön. Så gik det slag i slag ned ad bakke med årlige "suveränitetsoverdragelser" til harmlöse ug-drenge af typen "højerere samlere", så småligheden kunne tage sig ud som storsind over for de nye. Og naturligvis uden megen kollegial protest...

Den lille historie illustrerer i sin banalitet, at laden hånt om al social snedighed typisk er et overskudsfänomen der oftere ses hos de nogenledes begavede. Naturligvis vidste jeg fra begyndelsen, hvad der kunne väre vindende - men fristet af sejrsrus slår man det snart hen. Hertil kommer endnu et punkt: Et er nemlig at kende til eksistensen af en bestemt dimension som der må tages höjde for. Noget helt andet at erfare hvor stärk en faktor der er tale om - ganske som nyslåede indehavere af körekort slet ikke er i stand til at kalibrere sikkert med inertien af store biler samt höje hastigheder og derfor let skrider ud i vejsving - også selv om de naturlígvis kender til inertiens eksistens.

Mit anderledes held i svensk fredningsarbejde skyldes vel til dels ligeledes, at jeg, foruden at väre en ildsjäl, som amatör og enegänger aldrig har udgjort nogen professionel trussel som "intruder".

PUBLIC SERVICE OG VIRTUAL REALITY

Vor public service forpligtelse ligger os på sinde, og heri indgår også bredere virkelighedsrapporter. Disse behøver dog ikke alle at hvile på vor egen autoritet, idet det ellers ville blive for smalt. Naturligvis kan vi ikke garantere for vore vidners troværdighed, men dette stiller jer nu ikke værre end det forhold, at I jo heller ikke har nogen garanti for vore egne rapporters troværdighed. Men ganske som I her støtter jer til det forhold, at vi endnu aldrig har svigtet jeres tillid desangående, lige så lidt har vi selv fundet mindste grund til reservation i forhold til de vidner vi henholder os til.

Sådan tillid fortyndes imidlertid led for indtil det rent homeopatiske, hvis jeg refererer til troværdige vidner, der atter kender troværdige iagttagere, der i deres tur på tro og love bedyrer at troværdigheden ligefrem tiltager med graden af fortyndelse, idet homeopatiske blandinger angivelig skulle være de mest helsebringende. Ja, i henhold til yderst troværdige homeopater skulle det allerypperste ligefrem være de blandingsforhold, hvor vandet vitterlig er destilleret til helt rent H2O og blot erindrer at det vist nok engang har været i berøring med det saliggørende stof.

På samme vis kommer svindlere ofte langt ved at henholde sig til, at de engang har været bonkammerater med en yderst troværdig person – indtil det viste sig, at denne beklageligvis ikke var hans store tillid værdig. Ja, personligt kender jeg en passioneret plattenslager, der ligefrem anbefaler sig med den personlige maksime, at han af princip kun låner penge af ordentlige mennesker. Og hans ord er selvopfyldende: For hvor mange ordentlige mennesker kan helt stå for den anbefaling?
Kort sagt kan I roligt stole på de øjenvidner vi inddrager i vor nyhedstjeneste, om ikke andet fordi de med garanti er væsentlig mere underholdende bekendtskaber end hvad I ellers tilbydes for jeres egne penge. ”Det offentlige rum”s prætentiøse vulgariteter vil vi ikke byde jer; men I tilbydes derimod at sidde på første parket, hvis I ellers formår at afholde jer fra abeagtig gnasken og febrilsk fingereren med medbragt forplejning, knitrende emballeret i alle regnbuens farver. For her bliver såmænd såvel som brød og skuespil nok til alle.

En bekendt fortalte således at han fra sit hus i Skåne havde overværet hvorledes en stor duehøge-hun ihærdigt jagtede en af hans brevduer i henved to minutter, indtil offeret slap tilbage i dueslaget på målstregen. Høgen vandt ind på de lange, lige stræk: men kun et enkelt sted har jeg læst, at de store høgehunner kan nå op på særligt høje hastigheder og undertiden tillige opvise sjælden udholdenhed. Nuvel, jeg tog med mit vidne derop, men skønt haven vrimlede med egnede ofre i stærekasser, stengærder og huller i laden, havde vi ikke held til at opleve en "gjentagelse", selv om han næsten daglig får høgebesøg.

Men jeg tror ham alligevel, for han har den besindige flegma, som de gode og nøgterne naturobservatører oftest har, og som giver de bedste resultater. For dels har de opmærksomheden vendt udad i stedet for mod indre drømmescenarier bekvemt henlagt til Kamtjatka; dels indgyder de deres medskabninger en grundlæggende tillid ved deres økonomiske indstilling til forholdet mellem energiudfoldelse og plausibelt udbytte: For i al slags omgang når man længst ved at udstråle en vis solid forudsigelighed.

Om natten havde jeg sære, men let tolkelige drømme, som altid når organismen er lovligt undskyldt og spænder af under fremmede vingers anonyme beskyttelse. Tolkning af andres drømme føles som skarpsindige gæt, hvorimod tolkning af egne drømme føles som erindring af hvad man godt vidste. Ha – dér var jo dagresterne fra gårsdagens oplevelser, aha – og dér var temaet. Men selv de helt konfliktfri behøver angiveligt at drømme, selv om de intet har at drømme om. Folk på den grønne gren holder derfor gerne drømme for absurde og hælder som fysikeren Benny Lautrup til at se drømmene som en art hjerneaffald uden mening.
Well, måske i deres tilfælde. For fjollede drømme er åbenbart lige så gode til at smøre hjernen som fjollede bøger, fjollede aviser, fjollede konversationer samt fjollede digressioner – eller fjollede bondestudenters livtag med karrieren, Gud og kærligheden på de lokale værtshuse.

Nuvel, også afhandlinger bliver som drømmene futile, hvis det genuine dramatiske stof mangler. Derfor behøver de nu ikke at være så dumme. De fleste af os er jo kun middelgode på de fleste felter, selv uanset et vist talent, og det er helt i sin orden, blot vi ikke forbyder det gode af malplaceret skam. For uden det gode ville vi snart kede os ihjel, for nyttige genier er lige så mentalt nødvendige for os som nyttige idioter og fjollede digressioner.

Nuvel – nattens drømme har jeg atter glemt, men katarsiseffekten lå i oplevelsen af deres organiske rod i noget ikke-spekulativt med egen stemmeret. Den næste dag skulle jeg selv vise mine egne territorier en breddegrad længere mod nord frem til en gæst og lod mig køre derop. På vejen satte hans bil et par gange ud – men som i en drøm mødte vi straks ved ankomsten min private bil-fusker, der var mand for på stedet at udlægge bilens drømmetale og tilbyde en kur hinsides al forhandling.

Min egen guidevirksomhed den næste morgen blev ligeledes truet af transportkomplikationer tillige med uheldigt vejrlig. Derfor kørte mine gæster ned til et menneskeskabt fugleeldorado nær kysten – en såkaldt kvælstof-fælde, idet vådområder på engang hindrer overgødning af lavbundede havbugter og beriger fuglelivet. Udmærket tænkt – men atlantisk blæsende og sjælløst kedeligt for os drømmere, der hellere vil se et enkelt tranepar i taigaens sarte sumpe end en bunke skræppende og overgødede ænder og strandskader fra et kollektivt turistskjul.

Den permanente observationsfacilitet lignede en mellemting mellem et cykelskur og en offentlig retirade forsynet med glughuller af hensyn til voyeurer fra begge sider. I skuret sad såvel passionerede som pensionerede fuglefolk linede op med fotografisk ”high end” udstyr af den art, som vi nu alle har, men som for blot få år siden vakte uforbeholden benovelse og signalerede, at her var sad en af de udvalgte, som kunne leve af sin hobby.

Men det er hermed akkurat som med finkultur, at der er gået inflation i det, på godt og ondt efter demokratiets og fremskridtets egen natur. Snart når vi måske det punkt, hvor stadig flere dropper det hele og begynder forfra på et rent hobbyplan. For at leve af noget ikke alt for opslidende med fritid nok til at drømme er i vore dage ikke så svært som tilforn. Først bliver de eksklusive hobbies umulige at leve af; dernæst falmer deres høje status efterhånden ganske i stil med universets tålmodige afkøling siden Big Bang. Kort sagt falder hele det stræbsomme halehæng falder fra til fordel for det sidste ny. Så bliver der måske omsider lidt ro, hvorefter vi uforstyrrede kan dyrke den ægte vare.

Snart kan vi således alle i den rige del af verden være så misundelsesværdige, at vi end ikke behøver at leve af det for at være det. Vore superobjektiver vil da blot være ærligt legetøj uden bagvedliggende forhåbninger. Men på den anden side: Hvis vore drømme ikke længere er drømme om noget andet og mister deres eksistentielle fokus som håb om forløsning, så bliver de måske netop absurde, fjollede og sjælløse ligesom de heldigt stilledes natlige drømme? Og det samme gælder måske naturoplevelsen?

Naturinteressen er ganske rigtigt dalende, også i skoleregi. Ikke underligt, for på TV kan vi opleve de mest fantastiske naturscener gratis og på kommando uden noget som helst mellemværende med virkeligheden. Den virtuelle naturoplevelse overhaler vor naive fascination af eventyrets næsten religiøse ”dybere inde i skoven”, ”længere vestpå” med medietilbud hinsides hvad vi realistisk kan håbe på at opleve i virkeligheden – og dermed overflødiggøres den virkelige natur måske som en art tidsrøvende kitsch. På det erotiske område bliver det vel ligeledes snart muligt ved hjælp af særlige chips at opleve perfekte samlejer med udvalgte stjerner i 3D og hele registret uden at risikere hverken vor dyd, vort helbred eller vor civilstand.

Den ægte stand selv kan imidlertid næppe simuleres af nogen virtual reality, og således beholder virkeligheden beholder alligevel et sidste trumfkort af uforudsigelighed og transcendens hinsides kedsomheden – som ikke kan indfanges og plagieres ved hjælp af tenologiske fiks af modernitetens ”endimensionale menneske”. Åbenbaringens præg af unik transcendens – ”Hold da op – nu sker det virkeligt, nu letter flyet, for sent at stå af, hun sagde sgu ja, nu kommer tigeren og denne gang er det hverken film eller drøm” er således tæt på hvad Kierkegaard kaldte ”det etiske-religiøse”. Ejvind Larsen er inde på det samme i sin stædige undsigelse af vor civilisations abstrakte og næsten gnostiske dyrkelse af pengenes og intellektets ”rene” abstraktion. Kroppen, naturen og den kødelige virkelighed reduceres dermed til en åndsforladt og foragtelig emballage – og af samme grund hylder mange ortodokse kristne såvel som jøder læren om kødets opstandelse.

Jeg drømte selv engang om at leve af mine naturfotos, men gjorde kun lidet for at markedsføre dem. Personlighedstypologiens klassiske komplementaritet, you know.. Nu fortsætter vi både det og skriverierne, blot gratis og uden illusioner. Mennesket er ikke skabt til den virtuelle realitets udramatiske vægtløshed, business class eller ej. I gamle dage stod man til søs og skelnede med naiviteten i behold mellem drøm og virkelighed...

Også nutidens bloggeri bliver let ugudeligt og relationsløst – men ikke vor egen blog: Hvis I nemlig påstår noget andet, røber I jo dermed netop at vi skam har virkelige læsere af kød og blod – oven i købet trods deres nærighed som abonnenter så velbeslåede konsumenter, at vi jo nyder reklamesponsorering af vor virksomhed. Men vist ligger der i blogfænomenet en solipsistisk emancipering fra virkeligheden, der kan sammenlignes med pornografiske rum i cyperspace. Bloggens virtuelle rum synes som en kuvøse at befri os fra bindingen til andre mennesker – idet læserne så at sige bliver en del af fiktionen i form af et livagtigt forestillet påskud for at skrive. Når først teksten foreligger, kan vi atter ophæve dette befordrende trick til opnåelse af gensidighedens psykiske intensitet.

Men helt det samme kan det aldrig blive, lige så lidt som pornografiens virtuelle rum: Bevidstheden om at gensidigheden netop ikke er blot forestillet, er som at knibe sig i armen og vågne op. Det virtuelle rums herligheder kan genfremkaldes vilkårligt så tit det skal være – men den sande virkelighed kendes netop på, at når toget er kørt, er det for sent at skifte mening. Kommer du for sent til din mors dødsleje – kan du ikke siden gøre det om. Dette er også en afgørende dimension af naturoplevelsens næsten bibelske ”det skete, og jeg var der”.
”You-tube”s mange fantastiske faunascener er netop uvirkelige, fordi de kan genfremkaldes på kommando, hvorved mysteriet går tabt. Så selv om forskellen mellem drøm og virkelighed sløres stadig mere, kan den ikke ophæves – ganske som der altid vil være forskel på prostitution og fuld erotisk gensidighed. Og af samme grund foretrækker nogle som bekendt det første...

BOHRS FORNEMMELSE FOR WESTERNS...

INSTINKT OG BEREGNING - EN STUDIE I PLAGIATETS ANATOMI
Atomfysikeren Werner Heisenberg fortæller i sine erindringer om en samtale med Niels Bohr på en af deres skiferier. De morede sig tit om aftenen med at se westerns, og Bohr spurgte herunder sig selv, hvordan det mon kan være at helten altid når at skyde først, selv om han per definition altid kun trækker i selvforsvar. At westerns er ren fiktion med sine egne uskrevne regler om den godes sejr, er naturligvis her uden interesse - for hvad Bohr tænker på er, om der også i virkeligheden kunne findes en sådan tendens. Og Bohrs intuitive og spontane svar lød her: At den der trækker i selvforsvar, slet ikke har tid til at tænke og beregne, men handler per instinkt – hvorimod den overlagte og gustne drabsmand omvendt altid vil have en forsinkelse mellem tanke og handling, selv uden at vi inddrager nogen moralsk eller forretningsmæssig tvivl.

Men hør så her: En tilsvarende mekanisme kan man tænke sig gør forskellen mellem den ægte vare og plagiatoren - men desværre her med den stik modsatte virkning, idet vi her ser en favorisering af skurken. Forklaring følger: Barnets sande mor vil altid sit barns bedste og vil derfor ustandselig bekymre sig unødigt om dets ve og vel, hvorimod den uægte moder-prætendant, selv hvor hun drives af en ustyrlig trang til at være moder, vil være langt mere fokuseret på handling her og nu i den korte tidslomme hvor den sande moders magt er suspenderet.

Nok handler kidnapperen ikke med selvopholdelsesdriftens øjeblikkelige og instinktive snarrådighed - men netop fordi hun dog drives af et genuint rovbegær og samtidig er pisket til at overhale barnets sande moder, så befinder hun sig psykologisk set i en lignende forsvarssituation og må indhendte modpartens naturlige forspring.

På samme vis i ideernes verden: Den sande ophavsmand vil ofte forsinke sit "afkom" aldeles unødigt grundet rene bagateller, som ingen djævel ville opdage, såsom muligheden af enten et par ekstra krøller eller en endnu smukkere, morsommere eller kortere formulering end den fundne: For i den rene tankes verden gælder at kortheden kendetegner den mest koncentrerede gennemtænkning, hvorimod fuskerne altid garderer sig med flest mulige krydsreferencer, og snakkesalige forbrødringer med alt hvad der kan krybe og gå af standspersoner på området – af ganske samme grund som fuskere af alle grader fra dag ét netværker på kryds og tværs, hvorimod den tanke oftest ligger den sande moder fjernt og derfor først kommer til allersidst: Ikke mindst fordi den ægte vare ofte naivt går ud fra at han eller hun er den eneste i verden der har gjort sig lige disse tanker. Hertil kommer at den ægte vare er et indre anliggende om erkendelse og udtryk, der kun i anden række er forbundet med sigte efter embede, erhverv eller autoriteters lovprisning i skåltaler.


Kort sagt vil den ægte vare være hæmmet af allehånde introspektive spindelvæv – hvorimod plagiatoren er på en gang aldeles koldsindig og besat af sit instinktive hang efter for enhver pris at lægge vanterne på eller i det mindste få andel i alle hånde ledige varer af en vis kvalitet og især status. Og han vil være mester i at præsentere en synopsis og forhåndssælge sig selv, hvorimod det byder mennesker imod at lære deres egne ting udenad, holde forsvarstaler for dem (som om de overhovedet behøvede forsvar) eller blot præsentere dem koldsindigt i hovedpunkter som var det en skolemæssigt tilegnet lektie, endsige en jobansøgning.

Vil den forelskede måske bryde sig om i venners lag at karakterisere sin udvalgte drøm i morfologiske og fysiognomiske hovedpunkter? Dette betyder at selv hvor den ægte vare tager sin fornuft til fange for at komme plagiatorerne i forkøbet, vil han oftest alligevel komme for sent grundet nævnte ulyst og tvivl såvel som kærkomne flugtmanøvrer undervejs i dette – i deres egne øjne – lidt uværdige forehavende. Åndslivets hyæner, krager, skader og gribbe helmer derimod ikke, idet de per definition er helt uden personlig risiko for at miste deres sjæl og derfor handler uhæmmet ud af det rå begær efter mest mulig ære, anerkendelse og territorium uden nogen naturlig forkærlighed – og det så meget mere som de jo kun kaster sig over et bytte efter at have forvisset sig om dets næringsværdi – og i denne metier har de ofte den garvede antikvitetsopkøbers sikre blik.

Naturligvis kan man ganske vist kun stjæle hvad der allerede forligger hos urkilden - men den der besidder den største basun og den mest massive mandsopdækning fra ligesindede, tildeles offentligt æren - først kollektivt af sine "peers" og i den grad mod bedre vidende - sidenhen af kreti og pleti i god tro: Først fortier man urkilden i en stiltiende kollektiv fortrængning med autoritativ gennemslagskraft - og derefter plagierer man den, i fuld tillid til at hvis den arme djævel virkelig skulle få held til at offentliggøre en patetisk indsigelses enlige svale, for ikke at sige selvmord, så vil man overbevisende kunne bedyre, at den bog eller de artikler havde man skam aldrig hørt om. Keine hexerei, nur behändigkeit.

Javel, Bohr og Heisenberg kan således bruges til meget når vi mindre ånder søger alliance med dem i kraft af en art magisk smitte ved optræden i beslægtede sammenhænge. Men selv om der nu i vort tilfælde er fuld saglig dækning for vor sammenligning, faldt denne desværre mod forventning ud til skurkens fordel. For plagiatoren tøver ikke og lider ikke af nogen hæmmende fornemmelser for barnets tarv. Og dette bør den vise Kong Salomon skrive sig bag øret.

To autentiske eksempler skal nu gives som eksperimentelle beviser for vor iagttagelse - der som fremgået forholder sig komplementært til Bohrs egen psykologiske komplementaritetsteori om overlæg versus instinkt. En gang i min studietid blev jeg taget sammen med en kammerat i et S-tog uden gyldig rejsehjemmel og blev afkrævet personlige data – men heldigvis så langt ude på landet at udokumenterede mundtlige oplysninger endnu dengang stod til troende. Nuvel, skønt i andre henseender en nervøs knægt faldt det mig ikke svært på stedet at opdigte et andet navn og tilskrive det en yderst betalingsdygtig adresse i Kongens Kjøbenhavn.

Hvad der imidlertid duperede min kammerat fyrsteligt var, at jeg bagefter spurgte den brave embedsmand om jeg dog ikke nok kunne slippe for min bøde for denne gangs skyld. Rent instinktivt – for denne min fingerede tryglens virkelige formål var alene at forvisse manden om, at den opgivne identitet og adresse åbenbart måtte stå til troende. En sådan verdslig snarrådighed lå mig ellers på alle måder fjernt – men var mig altså ikke desto mindre mulig, netop fordi jeg på ingen måde havde min sjæl i klemme, men kun min röv....

Dette leder os til vort andet selvoplevede eksempel, atter med os selv i skurkens rolle. Dette eksempel supplerer den bohr'ske facet med en forklaring af hvorfor den falske moder heller ikke efterfølgende behøver at frygte gengældelse eller afsløring.

Sagen er den at jeg i sin tid boede i samme opgang som en fordrukken, men dog notorisk cykeltyv - der en sen nat dinglede ind ad porten med to splinternye cykler samt et saligt smil. Pedalerne sad endnu i en pose på bagebærerne, så at vor mand kom frisk fra cykelhandleren, var åbenlyst.

Nu til vor bekendelse: Snarrådigt og koldblodigt lagde jeg beslag på den ene af de to stjålne cykler - som jeg nogen tid efter fik en kammerat til at låse op med en boltsaks. Men nu kommer pointen: Når jeg sidenhen af og til mødte opgangens autoriserede cykeltyv, smilede han altid kollegialt anerkendende bag sin rus og gjorde på ingen måde fordringer på "sin" cykel. Grunden var enkel: Tilknytningen til tyvekoster er af enhver art er per definiton andenhånds - så når man stjæler tyvekoster fra den "retmæssige" tyveknægt, bliver denne ikke det mindste slået ud af det. Så stjæler han da bare noget nyt, for hans sjæl er jo netop ikke i klemme. Men den der mister sine genuine børn, bliver derimod hylet ud af den og tænker sidst af alt på hurtigst muligt at skaffe sig nye børn - sin dokumenterede fertilitet til trods.

Og derfor kan plagiatoren ikke blot ekspropriere snart sagt alt fortløbende, men han gør tillige ofrene ukampdygtige ved så at sige at berøve dem deres sjæl: For ganske som Andersens uheldige helt i "Skyggen" vil den virkelige person på alle måder blive suggereret til mod bedre vidende at opleve det som om det alligevel er ham der er skyggen: For den mest anerkendte, efterspurgte, brugte, omtalte, højst betalte osv. vil jo snart af både sig selv og andre opleves som uhyre virkelig og massivt nærværende, hvorimod ideernes målløst blegnende ophav snart kommer til at tage sig ud som et uheldsvangert flimrende og utroværdigt flakkende genfærd uden krop.

Hvorledes man ikke desto mindre beviser plagiater, har vi i vore langt tidligere indlæg om afslørende "radioaktive sporstoffer" været inde på; ligeledes har vi suppleret med common sense argumenter ud fra den afslørende tidmæssige rækkefølge mellem ophav og plagiat - som nok i det enkelte tilfælde kan bero på ren tilfældighed, men jo ikke hvor der er tale om en systematisk genkommende tidsforskydning.

Men just alt dette har været os aldeles umuligt at publicere i aviser, selv hvor vi har kunnet benytte os af bekvemme aktuelle anledninger i form af de alt for sjældent opdukkende plagiatskandaler. For ganske som i etniske og professionelle sammenhænge vil en "stamme"s mere fremtrædende dørvogtere meget snart fornemme hvis de har mere til fælles med ens modpart end med en selv. For et miljø vil helst anerkende en af deres egne for dog at have en art andel i æren.

Sandheden er at de få plagiatskandaler (såsom Esmann/Kissinger-sagen) der undtagelsesvis gøres et stort nummer ud af, er så barnagtigt åbenlyse og amatørmæssige og i øvrigt kun begrænset dybsindige indholdsmæssigt set, at Over-Danmarks hæderkronede plagiatorer føler sig aldeles uberørte af dem - og derfor meget belejligt pudser deres egen glorie grundigt ved at piske de arme amatører med skorpioner. Ordentlige mennesker plagierer nemlig altid med rettidig omhu - og stjæler følgelig kun fra de fattige...

SKOLEN FOR LIVET

Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.

Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.”

Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere... Hør her: Jeg læser næsten aldrig erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.

Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.

Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring.

Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad.

Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.

Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.

Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.

Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være. Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation.

Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?

HVOR FRÆK MÅ MAN VÆRE?

Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.

Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.

Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.

Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.

Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.

Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.

Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.

Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.

Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.

FRA KASTHOLM TIL KONGEHUSET

Genialitet viser sig ofte i en ejendommelig forening af egenrådige konstanter og komplet uforudsigelighed. Et eksempel var min afdøde kollega Peter Zinkernagel, der ikke ofte nok kunne komme til orde for at bevise den ydre verdens objektive eksistens. Lige så konstant gentog det sig herunder, at siden ikke en mors sjæl modsagde ham, blev dette anledning til efterfølgende opråb og indlæg hvor han beklagede sig over, at ingen i Kongeriget åbenbart forstod vidden af hans tese.

Men her kommer det geniale moment: For hvor enhver anden nemlig fornuftigvis heraf havde taget anledning til at forlange Kongehuset afskaffet, så faldt dette aldrig Zinkernagel ind. Dels var han alt for fin en mand til sådan smålighed, dels indså den store logiker velsagtens at nævnte drastiske foranstaltning hverken var en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for at opnå den tilsigtede filosofiske effekt.

Kongehusets inkarnerede modstandere er akkurat lige så stædigt selvgentagende som salig Zinkernagel, men af mangel på såvel uskyld som genialitet savner de aldeles det uforudsigelige moment - heldigvis, for den dag den beregnende nye klasse beslutter sig for også at ville dette, vil der nok som sædvanlig være tale om "import", for nu at sige det pænt. Genialskhed er ligesom gode gerninger og kjerlighed kun sjov når det er den ægte vare - og den ægte vare forudsætter en vis tilfældig falden i staver, der snart ikke længere findes uden for de psykiatriske afdelinger.

Sidstnævnte kendetegnes derudover ved som de eneste offentlige rum at være undtaget fra rygeforbud - for selv om der ikke må ryges på gangene og værelserne, sker dette desto flittigere i rygelokalet, hvor samtlige alumner af samme grund konstant opholder sig, til største gene for personalet såvel som for de pårørende, idet jo sjælehyrder ganske som andre hyrder må følge trop.

Ellers må man sige at pårørende har den sekundærgevinst af deres omsorgspligt, at den tvinger dem til at holde sig i vigør for at kunne støtte op. Således blev den blinde forfatter Borges plejet af sin moder til denne var 99 år gammel, og først på dødslejet anerkendte hun en yngre kvinde og overrakte hende modvilligt stafetten. Den 80-årige forfatter kom dermed for første gang til at opleve en art fuldbyrdet gnostisk kærlighed.

Nå, men den generalpræventive virkning af de psykiatriske afdelingers hidsige rygning skal nu ikke undervurderes, for mens det næppe påvirker tilbagefaldsprocenten specialpræventivt, så vil selv inkarnerede gæsterygere trods alle hånde genvordigheder have sig frabedt tvangsindlæggelse til den art gruppeterapi.

En anden hage ved indlæggelse er, at det forhindrer én i at foretage sig noget virkeligt sindssygt, hvis man omsider skulle blive mandfolk nok til at tage den fulde konsekvens i stedet for uværdigt at lade uhelbredeligt normale menneskeaber kollektivt spekulere i ens naive forhåbninger om ligesom inden for fængselsvæsnet at kunne udvirke strafnedsættelse i kraft af kronisk henvisnende uskyld. For den slags fromhed hopper ingen overlæge på.

Overraskende genialsk indforståethed kan man dog godt finde mellem læge og patient. Således fortalte en bekendt af mig afdelingens overlæge at han nu var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket og derfor ville udskrives. Overlægens bryske svar lød: "Nå, Universitetsbiblioteket - jamen så skal du ikke udskrives, du skal bare overføres!".

Moroen var gensidig, og det samme gælder en symmetrisk modanekdote, som psykiateren Erling Jacobsen oplevede fra en patient med solide vrangforestillinger. Da han nemlig forsøgte at overbevise denne om at man da ikke på en og samme tid kan være indlagt i Risskov og have permanent sæde blandt ærkeenglene i himlen, svarede patienten fiffigt: "Nej, men jeg kan godt - for jeg er jo skizofren!"

En bekendt af mig med tilløb til samme diagnose blev engang velfortjent tilbudt et højt lønnet job i et reklamefirma som tegner, men det var desværre under hans kunstneriske værdighed. Livet lærer os nu ellers efterhånden at give lidt køb på dette punkt: Således må vi her på afdelingen sande at vore to nedarvede Louiz Seize spejle også bortset fra finanskrisen nu står i en lovlig beskeden kurs, stik mod alle grundprincipper for antikvarisk værdi, sammenlignet med Danish design.

Denne sørgelige erkendelse disponerede mig forleden til ved synet af underkopper med asymmetrisk placeret fordybning til kaffekoppen at udklække følgende columbusæg, der forhåbentlig kan udvirke forfremmelse til en velfortjent diagnose: Kunne man mon ikke vinde indad hvad udad tabtes, både for fædrelandet og for privatøkonomien, ved at designe et toilet efter samme geometriske princip? Uheldigvis gik det dog få sekunder efter op for mig, at den asymmetriske placering af fordybningen i underkoppen gav bedre plads til en kage. For spørgsmålet er jo her, hvor langt man bør udstrække nævnte stædige analogi.

Eksemplet demonstrerer hvorledes funktion og æstetik helst bør opfattes under ét - ja, for "integreret" lyder som en mellemting mellem endnu et prærieuniversitet i lighedens navn og et flygtningeasyl i dronningens navn.
Nuvel, dette med æstetik og funktion vidste vor anden udødelige kollega Viktor Borge tydeligvis også, jævnfør følgende replik: "Do you know why there are always three pedals on the grand piano? Well, the pedal in the middle is there to seperate the two others - which might be bad news for people with three feet..."

Crazy humor? Al god humor er crazy ved at forene en vis stædig konsekvens med uforudsigelighed, men ikke alt tosset er spor sjovt. Tænk på hvorledes den udbredte mediesyge får ellers fornuftige mennesker til at tro, at det er særligt ærefuldt at snakke med om alt hvad kendte mennesker snakker om, og i samme jargon. Men tænk på at hvis von Trier var lige så følgagtig som sine fans, ville han slet ikke kunne lave de film. På den måde sætter et ret snævert udsnit af befolkningen sig på tidsånden, i oplysningens og individualismens navn. Hvis en udgivelse har fået god omtale, så får den på samme vis straks en bunke efterlignere, forklædt som moddebattører, og af samme grund sker der generelt en voldsom sproglig og billedmæssig ensretning i elitens og globaliseringens navn.

Undtagelser som Lene Andersen kan fortælle, hvorledes store og anerkendte forlag velsagtens i god tro behandlede dem som notoriske vildskud, som det ikke var værd at spilde den mindste opmærksomhed på. På den måde belønnes og opelskes abernes planet. For tiden læser jeg derfor aviserne opmærksomt hver anden uge og dropper dem helt de andre uger.

Et langt interview med Clas Kastholm i WA var dog en afveksling, for heller ikke han kan angiveligt døje flokmentalitet, uanset politisk olbservans. Men avisen gav ham nok ikke spaltepladsen alene af den grund, men også fordi han trods alt tilhører familien - for så ubevidst er majoriteten af de oplystes skare, netop fordi de fleste modsat Kastholm er flokdyr. Og de snu der ikke har naivitetens kongelige undskyldning, men meget vel ved hvad de gør - de ved til gengæld ikke, at den art beregnende smålighed slår umiskendeligt igennem i sprog, billeder og stil. For personligheden slår altid igennem - og åndløshed i Kierkegaards etiske forstand er også en slags personlighed.

Og humoren? Jo, den kan man heller ikke snyde, og samme Kastholm er da også groft sagt lidt af en undtagelse i det moderne mediebilledes kroniske overvægt af perfid sarkasme, ved tillige ofte at yde en velgørende modvægt i retning af det surrelle tankeeksperiment.