APROPOS KVINDERNES DAG - FRA QUEEN ELIZABETH TIL SUSANNE MØLLER

Fra Madeleinekager til Edison og Egon Friedell

Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".

Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som også Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".

Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).

Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…

Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.

Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...

Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?

Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da som ekstra nummer få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.

- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af ligeledes reglementeret udnævnte rationelle kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade, løsagtigt fiktive Bibel-spekulationer helt uden hjemmel i de vises gråskæggede råd, endsige ubesindigt mandehadske feminister uden hverken hovede eller hale.

Men som min 95-årige bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare (thi hvad der serveres, bør altid være kommensurabelt med publikums gebis) : "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.

For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet (skønt originalitet og netværkeri ellers er notorisk komplementære træk i Bohr's forstand): Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.

- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så at selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden), så lever Edith Toiletruller fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...

KVINDERNES DAG

SÆRBO, SAMBO - ELLER...
På denne dag må det være tilladt at være en smule kvindagtig. Men ærgerligt nok gider jeg ikke i dag, for når julesneen falder, og mine yndlingsfjender forskanser sig i deres iltfattige og indavlede iggloer, bliver mit sind endnu mere cool og hartad socialt indifferent end normalt.
Hvad skal det nu betyde? Det betyder at jeg er aldeles uberørt i ordets bedste forstand - selv om jeg skam kan bevidne at selv ret udmærkede kvinder stadig af og til trækker meget korte strå i tilværelsen; snart fra start, snart grundet en såre menneskelig mangel på rettidig omhu...
Hvilket sidste kan være en grund til at prise, at man ikke fik alt, men dog en hel del forærende - herunder det appendix, som i følge Freud skal være genstand for så stor misundelse, at nogle helst så at det gik samme vej som blindtarmen. Skønt det dog ellers er et livsområde hvor kvinderne alle dage har siddet med i bestyrelsen - selv om heller ikke de er helt uimodtagelige for bestikkelse.På den anden side er det rart at vide hvorfor folk kan lide en: Det er dog en ærlig sag; og så ved man hvor man har dem, og må selv afgøre om man køber konditionerne. Nå, men som sagt er det i dag tilladt at være kvindagtig, og derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Her i familien er det nemlig mig der skal bestikkes, og auktionen er heldigvis endnu ikke slut...
TVEBO!
Sukkerskåle og små skabe af enebærtræ bevarer i årevis deres sødligt krydrede duft. At save en tyk enebærstamme over tager sin tid, for årringene sidder uhyre tæt. Dyrehavens oprindelige indhegning bestod da også af naturligt imprægnerede harpiksduftende enebærstammer, der skal modstå råd endnu bedre end eg. Også aldersmæssigt kan denne nordlige cypres være med: En enebærbusk i den norske Finmark var hele 1100 år gammel, og for nylig blev en 800-årig stamme fældet af en vandal i Selma Lagerlöfs ak du skønne Värmland.

Botanik hører som skolefag til generationerne før mig, men jeg har dog siden lært at nogle blomster er udstyret med begge køn, andre ikke. Hos træer gælder ofte det sidste; men også hos dem forebygges penis-misundelse derved, at samme træ hos mange arter bærer både hanblomster og hunblomster.
Men enebærbusken er hverken særbo eller sambo, men "tvebo": En umiddelbart lidt tvetydig betegnelse, der dog betyder, at hin enkelte busk kun udvikler blomster af det ene køn. Derfor er det kun hun-buskene, der får bær. Men det er ingenlunde kun mennesker der kan få smag for gin: Silkehaler, dompapper og drosler kan nemlig efter sigende æde sig hønefulde af gærede enebær. Og det er én af grundene til, at jeg så dedikeret befrier dem for uopfordret ægteskabelig omklamring fra kvælende graner. I øvrigt helt upartisk uden skelen til om jeg derved forgriber mig på statens eller på den private ejendom.

ÅH APROPOS...

Hvorfor beskæftiger vi os i grunden med det negative? Tænk hvis vi ikke havde nogle offentlige udspil og udtalelser at debattere; ingen hidsigt voksesyge smågraner at fælde i vort hellige korstog for urfugle og tjur; ingen evigt snig-kneppende degne, synet af hvilke (grammatisk stopprøve) som hos Andersen gør os om muligt endnu mere ligblege end disse; ingen "imperialistisk" kognitiv semiotik som fashionabelt intimerende paraply og diplomatisk immunitet for alskens halvbegavet sammenrend, der i den sociale mobilitets hellige navn også vil være med på et hjørne; og ingen tankeløse tankestreger i stedet for de sofistikeret besindige semikolonner, som krimiforfatteren Susanne Staun rettelig anbefaler enhver der påtænker grammatiske stopprøver samt velfortjente mord - og som man også i den lige så højt begavede Susanne Møllers profession kunne behøve i stedet for kommaernes noget stakåndede og af skattemyndighederne flittigt saboterede grammatiske kaffepauser...

- Ja, tænk hvis vi dog ikke havde alt dette at bekæmpe, beklage og ævle om...Ja, så var vi nødt til at finde på noget selv, og det er - om ikke lige "sværere", for Mozart og Charlie Parker fandt det os bekendt ikke "svært" - men bare en helt anden og rent ud sagt mere "a-social" division hinsides plebejisk travesteret tryksværte, den være nu for vor skyld rød eller blå, akademisk eller for den sags skyld bare "eksperimenterende" - med telefonbogen som hin enkelte impeccable undtagelse og endnu levende bundhæderlige gutenbergske fossil i en demokratiseret verden af palæo-ontologisk overdimensioneret titelsyge.

- Javist, men endnu værre er det dog, når alle ekspansionsyge ungdomsgraner er fældede, og vi som lappen efter omsider at have skudt de sidste ulve til vor egen overraskelse bittert savner lyden af deres natlige hylen mod Nordlyset; eller når vi er midlertidigt afskåret fra at bekæmpe vore yndlingsfjender, grundet forestående konkrete og praktiske gøremål såsom afrejse, der nemlig ikke levner os meget mere end et semikolons pause - som derfor må udfyldes aldeles autonomt og helt uden nogen fornuftig social anlednings i længden også noget trættende støttepædagogiske og snakkesaligt momsfritagne apropos.

"HOW JAZZ WAS BORN"

A lecture in significant Biochemistry

Det er da helt utroligt, så nysgerrige I derude er om vort automobile privatliv... - Jo, venstre sidespejls glar er nu fikset og vor kørsel dermed atter tilnærmelsesvis lovlig - "forsvarlig" er jo ligesom "kjerlighed" et meget stort ord...Som både den unge Kierkegaard, Mann og Bror-nesse Bixen måtte sande, er kjerlighedens dybere rolle nemlig såre ofte rent katalytisk i den høyere underholdnings tjeneste.- Dette tvinger os til hermed at udbringe en trefoldig skål for Anenosin-Trifosfat: Adenosin-Difosfat er derimod afgjort et nummer for småligt og imponerer os ikke det mindste - som en urokkelig aarhusiansk ingeniør i sin tid vrissede, da min bedstefar i Paris (hvor ellers?) viste ham Eiffeltårnet.

Vor biokemiske skål er i virkeligheden et plagiat, hvormed vi endnu engang vil demonstrere hvor latterligt let sligt er at camouflere for en benovet verden af titelsyge almindeligheder. Således er den kalkeret over følgende ord af the late Viktor Borge, som jeg er er blevet bekendt med gennem dennes livlæge og litterære eksekutor dr.med. Niels Ruben: "My father was a great inventor with only little success. First he invented "One-up", which quite frankly didn't work. Then he invented "Two up", which didn't make much of a difference. Later however he ingenuously managed to conceive "Three up" - yet without due recogition. That did not stop him however, and in the end he even succeded in inventing "Six up" - and then he died completely unknown as an embittered man. - Little did he know how close he was..."

Som sagt var vor biokemiske vits således et plagiat, men så sindrigt skjult at ingen ville opdage det, idet den nemlig for en sikkerheds skyld ikke engang i sig selv var særligt morsom. Dette illustrerer nu to ting om plagiatets psykologi. Ganske som vi jo er nogle der ikke formår at stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, således formår den fødte plagiator altid at forlene selv de mest geniale tyvekoster med at anstrøg af umiskendelig jævnhed, al ubehjælpsom encyklopædisk omstændelighed og pligtskyldigt skrabud for etablerede, men ret beset uvedkommende notabiliteter til trods.

Fanklubben opdager det dog heldigvis aldrig, idet kommensurabiliteten altid med instinktiv omhu og ingenlunde alene af vankundighed foretrækker at hylde det kommensurable og skyer det inkommensurable. For som et akademisk udvalg engang ikke helt uden vid forkyndte, da jeg for eksperimentets skyld havde begået en på forhånd futil ansøgning: "Alene ansøgningen er i sig selv diskvalificerende". Og de havde ret: For vandrefalken beder vel ikke i ædru tilstand dronten om at vurdere dens flyvefærdighed.

Derimod frikendes etablerede og respektable plagiatorer altid på runde dage pure for enhver bagvaskende mimren i lyssky kroge for små til rygeforbud, af allestedsnærværende og uopfordret skåltalende, hamsteragtigt utrættelige titeldyr - der nemlig generøst fornemmer at en lynafleders kollektive paraply kan være en nok så klog investering som nogen kollektiv branche-forsikring. - Nuvel: "Sådan er det bare", som en kunde svarede i telefonen, da en slukøret forretningsindehaver kun havde modtaget halvdelen af det aftalte beløb. Eller som en befippet svensker stoisk udbrød ved synet af hustruen sammen med naboen på bagsædet af dennes nye Volvo: "Fortsätt, bara fortsätt...

Omvendt kendetegnes den sande genialitet ved, at selv når den nedlader sig til plagiat, er det kun er simuleret plagiat og således studentikost sagt i forstand dobbelt plagiat, hvorved to gange minus kommer til at give plus. Selv når den med næsten øretæveindbydende åbenhed - for nemlig ikke at slås i hartkorn med førnævnte kategori - mimer et andet forlæg, formår den nemlig i Hegel'sk forstand at "op-hæve", transformere og transponere det så at sige respektløst i en højere underholdnings tjeneste uden dog at give mindste køb på en måde der kunne bringe hverken forlægget eller den selv i miskredit. Således kunne de største jazzmusikere på ubegribelig vis åbenlyst og on location suverænt citere de forskelligste musikalske kilder på en måde der dog kun yderligere understregede deres egen symfoniske integritet og melodiske opfindsomhed.

Vi har dog denne gang valgt at som i et Gesamtkunstwerk illustrere vor pointe med et autentisk fotografi af et atavistisk tilfælde af partenogenese. For hvad der nu især kendetegner den sande genialitet før dens Hegel'ske sublimering i lidt modnere alder til et ekstravagent Borge'sk show, er nemlig den provokerende egenrådighed, hvormed som her en vældig gren som Eva ud mellem Adams sideben emanciperer sig fra sin rod til et eget blomstrende liv, der snart efter sågar rekonstruerer og genopfinder sine rødder per efterkrav ved i en hyperbels bane at gøre et så at sige messiansk besøg i jordbunden for at bringe alle formelle mellemværender med Folkeregistret i uklanderlig orden.
Det bør dog i den forbindelse indrømmes, at med Freuds omtrentlige ord er en gren nogle gange bare en gren - en udtalelse der dog utvivlsomt blot var et blufærdigt dække over den litterært noget stødende sandhed, at nogle gange er en pik bare en pik: Noget som også vi rigtignok under anderledes normale og knap så tvingende omstændigheder ville kvie os gevaldigt ved at udbasunere offentligt. Men det være så hermed gjort: For hvis ikke den bredeste ryg skulle tage skraldet, hvem da? Eller som en fræk gammel vestjyde selv fortalte mig, at han engang havde svaret en velstående proprietær, der klagede over at være blevet snydt af ham så det drev: "Nåja, men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til at tage smækket..."

OM FORTIDENS SUPERNOVAER

For engang skyld vil vi undlade at kommentere aktuelle begivenheder: Kort skal dette ikke handle om os selv. Please fasten your seat belts. En af palæontologiens fædre var den engelske anatom Richard Owen, som dog ikke var ene om i midten af 1800-tallet at finde dinosaurer - et ord han i øvrigt selv lancerede. Hans mindst lige så flittige rival lægen Mantell præsterede at ruinere sig ved at at udgive illustrerede afhandlinger om sine fund, hvorefter hustru og fire børn forlod ham som en slagen mand.

Dette forhindrede nu ikke Owen i at lade afholde en celeber middag i Crystal Palace inde i en rekonstrueret tidlig dinosaur, fundet og navgvet af Mantell - der dog ikke var blandt de inviterede. Året efter blev Mantell ved et uheld onduleret til veritabel krøbling af et hesteforspand - hvorefter hans rival Owen havde helt frit spil til systematisk at fratage ham æren for de fleste fund og sågar omdøbe en bunke arter i sit eget navn, så ingen kunne være i tvivl. Samtidig blokerede han den mod alle odds vedholdende, men nu ludfattige Mantell for enhver adgang til de faglige tidsskrifter på feltet - hvorefter Mantell tog sit eget liv.

Men hør bare: Selv i døden blev Mantell forfulgt, idet Owen forfattede hans nekrolog, hvori han afskrev ham som en ren middelmådighed og fortsatte sin praksis med at fratage ham resterende ære. Owens praksis gik dog ikke helt upåagtet hen: Således gerådede han i strid med dronningens livlæge om æren for en tandteknisk opdagelse. Og i sin egenskab af formand for en videnskabelig kommité lod han sig selv tildele en eksklusiv hædersbevisning for et fund, fremlagt og beskrevet på en konference af en kollega året før.

Ligeledes undrede det ved en lejlighed den gamle naturforsker Huxley såre, at Owen i datidens modsvarighed til Den Blå Bog for videnskabsfolk stod opført som indehaveren af just det fornemme embede som Huxley selv bestred...

Til slut blev Owen da også som straf frataget en del æresposter - men blev til gengæld en glimrende direktør for British Museum, som han nemlig åbnede og indrettede for almenheden, der hidtil havde været forment enhver adgang. Her rådede han som et særligt kært trofæ også over sin afdøde rival Mantells ved ulykken deformerede rygsøjle, som han generøst lod udstille på linie med sine øvrige mageløse fund - og det var vel også en slags anerkendelse. En af Owens sidste slyngelstreger var modarbejde et forslag om at opsætte en statue af Darwin uden for museet. Det lykkedes desværre ikke helt, for Darwins buste står endnu i dag i Museets cafeteria - men som et plaster på såret fik Owen dog opsat sin egen buste på en anderledes markant plads ved Museets hovedindgang. En forbløffende personlighed...

Richard Owen var dog ikke ene om sin palæontologisk overdimensionerede forfængelighed: En amerikansk kollega Cope udnævnte således forlods sit eget kranium til at være typeeksemplaret (nærmest prototypen) af Homo Sapiens - en ære der normalt tilkommer det først gjorte komplette fund af den pågældende art. Uheldigvis viste hans kranium ved afsløringen umiskendelige tegn på syfilis - og så måtte man tilbagekalde æresbevisningen i største diskretion.

- Didaktisk historieskrivning er ganske vist omsonst, for hver generation gentager forfædrenes synder og dumheder - men dens underholdningsværdi kan ingen fratage den. Men denne historie illustrerer til fulde alt, hvad vi andetsteds har observeret omkring plagiatets psykologi: Herunder hvorledes det er skruen uden ende, fordi både løgnens og den sociale pomps eskalerende omfang og de stadig mere ryggesløse ledsagesynder skal kompensere for manglen på sandhed in the first place - og fordi frygten for den midlertidigt stækkede modparts ulmende endogene potentialer må druknes ved fortløbende bugtalervirksomhed, endog i tilfælde af kritiske observationer. - Et paradoks der dog lader sig begribe, når man betænker at slangeserum på samme vis fremstilles af just den slangegift, som den skal immunisere mod. Af lignende grunde kan det jo undertiden også være svært få få en dommer dømt.

”ITS ONLY A PAPERMOON…”

OM DEN BORGERLIGE OPERA...

Manglende adgang til TV nytårsaften forklarer min royale forsømmelighed både Nytårsaften og ved Dronningens 40 års jubilæum. På den anden side har jeg ikke spor imod de kongelige, bare de ikke støjer og koster mere end deres modstandere. ”Efterlønnens” niveau kan vi vel altid snakke om, hvis vi keder os. Det sunde ved monarkiet er imidlertid, at her ved vi alle, at dets status - skønt nedarvet - ikke udtrykker nogen personlig essens eller fortjeneste. Derfor kan vi alle tilgive dem, bare de ikke kvajer sig alt for vildt.

Men hvorfor kan vor nidkære demokratiske nomenklatura så ikke tilgive de kongelige? Årets første lyse idé, som muligvis er lidt for god til denne verden, affyres hermed kvit og frit fra hoften: Vore demokratiske eliter hæger med nidkær skinsyge om den idé, at de selv modsat de kongelige har fortjent både deres udnævnelser, titler, honorarer, pensionsordninger, "indflydelse" (dvs. retten til at forhindre andre talenter eksponering) og fortrinsstillinger. Og Kongehuset minder dem ubevidst om den ubehagelige mulighed, at dette måske slet ikke holder stik... For sæt nu Onkel Danny alligevel havde ret: ”It’s only a paper moon”.

At vor teori godt kunne være sand, skal illustreres med et frisk eksempel. En kronik blev af et af landets mest selvbevidste dagblade honoreret med et automatisk robotsvar, som havde der været tale om et læserbrev. Til gengæld modtog jeg samtidig en personlig mail fra redaktricens sekretær om, hvorledes hendes højheds navn rettelig bør staves – hvis inspirationen skulle melde sig en anden gang. Dette var åbenbart vigtigere end et personligt svar på et stort stykke ulønnet arbejde. For modsat de kongelige savner vore demokratiske eliter ofte både humor og selverkendelse: Frygten for sidstnævnte tillader dem nemlig sjældent den luksus at have humor

En erindring omkring vor dengang endnu ret ungdommelige Dronning kan illustrere hvorfor jeg undertiden foretrækker kongehuset for den moderne nomenklatura. Hun blev spurgt, hvad hun syntes om at blive tiltalt med "Du". Margrethe svarede, at hun foretrak at folk tiltalte hende som de selv fandt det naturligt. Hendes svars nærmest talmudiske genialitet analyserede jeg først mange år senere, men det gjorde åbenbart indtryk.

Margrethe vidste at ingen dengang, uanset observans, fandt det naturligt at tiltale hende med "Du", der således alene ville være en affekteret provokation. Den smarte udspørger tror selv at repræsentere naturligheden over for det affekterede royale og forsøger ligesom de skriftkloge på Jesu tid at fange hende i en fælde uden udvej: Hvis hun overgiver sig til naturlighedens ”du”, er det reelt en slags abdikation; og hvis hun omvendt fremturer majestætisk, udstiller hun kongedømmets naragtighed og begår atter selvmål. Men i stedet bliver udspørgeren selv indirekte tilbagevist som den affekterede og unaturlige. Jesus var som bekendt heller ikke dårlig til den slags operationer – der skam også formår at gøre vor moderne nomenklatura hvidglødende af den velkendte tavse fornærmethed, der sjældent tilgiver....

Og Operaen? Åh ja, også den koster jo en kongelig bondegård og ser pæn ud på afstand. Men folk med bedre forstand på de dele fortæller mig, at dels er akustikken dårlig, dels tjener disse prangende udenværker mest til at temmelig ”artsfremmede” typer har kunnet tilrane sig yderligere status og midler på bekostning af kunsten selv.

P.S. Vor histories pointe bekræftes kun af, at den ikke vakte mindste behag hos flere redaktioner, idet nogle tydeligvis følte snart kongehusets, snart deres egen oplyste ære beklikket..."We are not amused", som Queen Victoria plejede at sige, når noget mishagede hende. - Men ved man da ikke, at det dybest set kun er os selv der ved vor egen barnagtige fejhed og dumstolthed for alvor kan beklikke vor ære? Nå, på positivsiden tæller til gengæld at Bjørn Bredal for nylig betroede mig - uden dog samtidig at oplyse sin promille - at han anser mig for en filosofisk skribent i særklasse. Så you never know...

KÆLDERMENNESKETS LIVSLØGN - OG VINDERNES

Dramatiseringen af Dostojevskijs ”Kældermennesket” på Det Kongelige Teater har givet anledning til debat om nutidens kældermenneske. Anne Sophia Hermansen ser kældermennesket i bagvaskelsen af kendte personer, såsom pseudonymet ”Bethany”s udhængning af hende selv i de sociale medier. Og livsstil-eksperten Anne Glad siger, at på nettet kan enhver i vore dage tampe frit i tasterne: Mennesker med forliste ambitioner vejrer
morgenluft. Samtidig er Ole Thyssen, Karen Hækkerup, Henrik Dahl m.fl. bekymrede for et samfund på tabernes præmisser.
De to debatter er forbundne kar – og minder atter om F. Stjernfelts og S.U.
Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed”. Deres tema var alle ”miskendte”,
der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling
var imidlertid en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok
kan fallenter frit påberåbe sig berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt
– men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så let slippe af sted
med at afskrive selv berettigede samtidige som livsløgnere.

I begge tilfælde er der filosofisk set tale om fejlslutninger: For ganske ligesom vi
ikke kan slutte af nogle miskendtes berettigelse, at alle miskendte så er
berettigede undtagelser – kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia,
at alle der mener sig overset, er livsløgnere. Reelt psykologisk er det
imidlertid ikke fejlslutninger, men i begge tilfælde selvbedrag: Fejlslutning
er principielt en rationel proces, blot er der sket en trykfejl undervejs.
Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af følelser. Hvad enten
det nu er kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om
deres fortrinsstilling.

Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk,
mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser og typisk
optræder solo. Det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har
lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker
på deres ret, gør de sig umulige som ”kældermennesker”. Og det er aldrig for
sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som
udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere.
Endelig har vi eksempler på, at dygtige folk blev sindssyge: Og uanset
faktorernes orden, så er det ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne
vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind
under en ”Kvote 2-ordning”, og det har vi det skidt med.

KÆLDERSKRIVERI har imidlertid sit arnested i den etablerede presse. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence og moral - med rette eller ej, og uanset højde over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls
yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft sagt” eller Peter
Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med den næsten landligt fredsommelige
Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede
pressekoncept.

Grunden er enkel: Mens man nemlig ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi godt tilstå dig
retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for
at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får
lov at blive ugens helt – men kun fordi en langt større hero derved bliver
trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”,
idet vor generøsitet over for dig dog samlet set ikke giver os grund til at
nære mere jalousi end før.

Derudover er gadeslagsmål ikke alene underholdende, men også demokratisk inkluderende: Enhver forbipasserende har ret til at deltage. For demokrati er samtale, som Hal Koch sagde – og det kan folk lide. Autoriserede kælderskriverier florerer derfor til alle tider – og
når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for
egne rækker, så skyldes det begge de nævnte grunde. For mediernes
”tjenestemandsansatte” provokatører er instinktivt altid omhyggelige med ikke
at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner parallelklassen...

Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgiver, at kældermennesket kan have nogen ret –
men tilføjer så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme
ælling er nok ene mod alle; men alligevel frygter vi, at den skulle få andel i
vore privilegier – og desto mere jo mere berettiget vi frygter at den er. - Og
når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig
så sandelig også provokeret til det: For ikke blot er den notorisk kilden over
for fremmed berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på –
dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor at behandles som
blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den
omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er
allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor
godkendelse: dét er et slag i ansigtet på vor ære.

Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse på linje med os, er mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på
overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men
der er nu ofte sammenfald. Og Ole Thyssen har ret i at jo lettere det
er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten.
Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og er derfor
almindeligvis ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig er eller
føler sig invalideret.
Dog kan man godt tænke sig at det giver ringere status i visse miljøer at have
et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud,
er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der
omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den
sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog måske vitterlig
klogest i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.
Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs.
Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger
ligeberettiget status. Tillad mig i den anledning et ide-historisk indskud. Ganske
som i calvinismens tid økonomisk velstand ansås for et tegn på, at man nød
Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Ole Thyssen m.fl., at
grønt lys i tilværelsen borger for ens berettigelse – og for at mindre velkomne
bidragydere og arbejdsløse følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der
ikke i almindelighed en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede
ved materiel produktion er der ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller dets
fremstilling. Men i den offentlige anerkendelsesverden, hvor det end ikke er
bestilleren der betaler showet, handler medgang dertil ofte mere om, hvem vi
har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.
I vor egen stræbsomhed er vi ikke altid så interesserede i at anerkende andre –
men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede
eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang
er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto
mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Et ansættelsesudvalg
eller fagkonsulent vil ofte være forudindtaget og stolt over at have med en berømthed
at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi
ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop
– en betragtning, der især for ubeskrevne blade spiller en rolle. Derfor vil "vindere"
sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger
de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale.
Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Og da slet
ikke i de enkelte tilfælde, selv om synspunktet kan have en vis statistisk berettigelse
på alment tilgængelige felter såsom film.
Derudover er det ikke engang altid sikkert, at en kändis i længden sælger bedre en mindre
kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag der bliver kendt
for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et
større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede
kalkuler. Så af mange grunde kan vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linie med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi
så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.

Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter
hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde
ikke være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det
som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du
være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en
rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og
dels vægtes dine sociale forcer samt vor egen fordel af at anerkende dig langt
højere.
I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For
målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid
sælge bedre end en dårlig bil: Hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre,
skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller
ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er
central, og mad ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang
en stadig mindre del af befolkningen. Og hinsides den materielle produktions
sfære er der meget andet end kvalitet som styrer vor efterspørgsel.

I særdeleshed er det absurd i offentlige anliggender at gøre en calvinistisk
betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke
identisk med dem der betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse
som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til
at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv
kolleger, der ikke elsker os, vil se med blide øjne på vore små intriger, for
ej heller de ønsker bejlere med måske mere glorværdige kvaliteter end deres
egne. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor
krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en
sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social
mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte
på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere
kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes
begavede psykopater – men det er kun rimeligt at også menneskers karakter
spiller en rolle.”

Den betragtning åbner imidlertid for en hyklerisk strategi:
Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere
osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For
hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er
verden ikke tjent med. Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt
hvis psykopater samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads,
sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er
erhvervede og mest beror på at vi konsekvent spænder ben for dem.

Den calvinistiske betragtning vil endvidere hævde, at jo højere løn man får,
desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en massiv realitet:
Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere
forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med
tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden hverken høj
status og frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed,
men fordi de ville føle det som en reduktion af deres person.

Bliver man behandlet som stjerne, mister man snart al selvkritik; og behandles
man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet
deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til
såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens
dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af
kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd
mod ”helligånden”.
Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag
hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele
vejen i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle
uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt
bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres
til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst,
når man kan få både honorarer og høje gager uden ligefrem at risikere en
diskusprolaps i sandhedens tjeneste?

P.S. Ikke et ord om redaktionelle kommentarer selv på de bedste steder: Når en på bunden hæderlig red. omsider har vænnet sig til eksistensen af enhjørninger og overgiver sig i stedet for det slet skjulte "mig ikke forstå, og du slet ikke kan skrive endnu..."), bliver han gerne udskiftet. Så går der vel atter et par år, inden man får lært at skrive tåleligt igen...

EN BARONS ÅRSREGNSKAB UDI KUNSTEN AT FÅ FIASKO

OM AT "OWNE" BIL, FÆSTEBØNDER - OG SKOV

Selv i et bibelbælte glemmer man alligevel let hvor Moses i sin tid købte øllet, - men desto mere glædeligt var gensynet med en gemt flaske flaske Glen Grant. Måtte straks drikke mig mod til ved udsigten til næste dags praktiske udfordring i anledning af årlig bilinspektion: Påklistring af genstridigt og løbsk bakspejl, ikke at forveksle med sidespejlene, der jævnligt ryger af ved uventet modkørende trafik: Ensretning er nemlig default indstillingen her i firmaet, men budskabet synes ikke rigtigt at trænge igennem. Har vi mon et oversættelsesproblem? Ja, vi spørger bare.

- Nuvel, et bakspejl skal jo ikke monteres glas mod glas, skønt kontaktfladen her ellers er optimal. Ikke desto mindre måtte jeg efter omsider at være lykkedes i mit forehavende konstatere, at et spejl kan sidde omvendt på mere end én måde i et tredimensionalt univers: Således kunne jeg nemlig i spejlet konstatere, at min lynlås var gået gået op... Til gengæld gik bilen for første gang gennem synet helt uden anmærkninger eller blot anbefalinger - hvilket viser at biler er i stand til at udvikle sig og grundet denne Münchhausenske modvilje mod entropiens lov følgelig er at betragte som levende væsner.

På hjemvejen inspicerede jeg mine mest afsides fæstebønder, der imidlertid syntes at have opgivet ævret under de sumpede betingelser - vi lever i et tabersamfund af jammerkommoder og kældermennesker: Her tilbyder man dem ærligt arbejde og personlig udvikling, men i stedet drager de til storstaden for at forsumpe på vor regning. Kongen - den slappe populist, som ikke kender sin besøgelsestid og ikke fatter, at han derved kun køber sig en stakket frist - støtter dem naturligvis heri, men det er jo os adelige der må betale gildet, for jorden dyrker ikke sig selv. Nej, op på træhesten, så skulle I snart få se løjer...-

- Et nyt dansk verbum med for mig uigennemskuelig betydning er "at owne": "Ole Birk Olsen owner SF på det spørgsmål, hvornår mon Danmark skal være i økonomisk balance." - Samtidig bedyrer en bekendt, at hun i en mere letfattelig forstand "owner" sit eget konsulentfirma: Det hedder jo også "my own room". Man kan efter sigende ikke eje mennesker, men man kan heldigvis owne dem: Således blev en geskæftigt hjælpsom rådgiver engang brysk afvist af en estimeret amerikansk byfornyer af belastede byområder med denne replik: "Det er mine niggere!"

- Jeg "owner" for min egen del efterhånden betragtelige arealer af svensk skov, som jeg i smug plejer efter selektive principper, som enhver normal skogbaron helst ville have sig frabedt. Af samme grund spørger jeg sjældent om lov, men tager mig på den anden side heller ikke betalt, idet arbejdet bærer lønnen i sig selv: I dag således to urhaner i forårsagtigt humør - for just urfuglene og tjurerne betragter jeg som mine klienter og smertensbørn. Som "Gudfaderen"s trofaste familiesagfører ildevarslende lakonisk betror en træg forhandlingspartner, således kan også jeg nemlig sige: "I have got only one client..." - Urfugle holder nemlig ikke af juletræer, idet de fortrænger blåbær, tyttebær og enebærbuske - så selvsåede invasive jule-horder påtager jeg mig at fjerne fra bedre lokaliteter uden beregning, inden de når at gøre skade - for øvrigt også i allerede fredede områder, thi der savnes mandskab til pleje. Plantet infanteri af juletræer bøjer mig dog for, om end mere af realisme end af lovlydighed.
Men som med alt andet i mit liv gælder forresten også her: I samme øjeblik det jeg laver, opdages og geskæftigt bliver behæftet med både status og penge, sætter the usual suspects og deres kloner sig på det i samdrægtig flok, for det er nu engang min karma. Kort sagt finder jeg ingen grund til at have is i maven og vente på Godot i form af kontraktlige opdrag, alt imens græsset gror og horsemor død.

Men kunne man mon så ikke i stedet kombinere denne min quijotisk irrationelle lidenskab med en veltimet og anderledes indbringende jule-frækhed? Højst sandsynligt, men vi idealister og arbejdsheste inkognito tænker overhovedet ikke i sådanne baner - og når vi endelig forsøger, forregner vi os i reglen. Personlighedstyper, formoder jeg...

For vi tilhører nu engang ikke den kategori der forstår at sælge deres skriverier allerede inden de har begået dem, idet de klogeligt holder sig til slet skjult kopivirksomhed: For hvordan kan et forlag nemlig uden at slå sig selv på munden afvise noget, som ret beset allerede er blevet både publiceret og verbost anmeldt de bedste steder. Og vi mennesker står os nu engang bedst ved nogenlunde samtidig at sige og gøre nogenlunde det samme - thi det borger umiskendeligt for originaliteten.
- Nuvel, skoven på billedet forsøger jeg omvendt at få fredet mod al hugst, da den er af en ganske særlig karat - hvilket som sagt ikke helt skal forhindre mig i fortsat skønsom manicure.
Den forlængst ukendte landskabs og portrætmaler Ruben Gelardie gjorde mig opmærksom på en bitte bog fra -60 begået af en siden hen berømt finlandssvensk lyriker og maler Rabbe Enckell: "Kunsten at få fiasko" (Hasselbalcks bibliotek). Den skulle være paradoksal og vittig, men også opbyggelig, og ikke helt ubeslægtet med osv. Og som han sagde: Henviser du til lurmærkede folk, der har tænkt noget lignende, har man sværere ved at afvise dig.

Han har aldeles ret: For den hæderkronede og organiserede normalitet vil altid kun hæfte sig ved den subjektive "fornærmethed" eller hvad nu, som man indrømmet deler med hundreder - men stædigt forbigå såvel dens individuelle objektive grund som dens objektive, emergente, hvis ikke spektakulære frugter. Nuvel, men det opbyggelige i fiasko er vel bl.a., at ikke alt holder niveau, samt at det er synd at fælde træer til papirmasse, før de er modnede til tømmer. Nietzsches gamle dictum "Alt hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere" er dog nok så apropos - vel ikke som faktuel sandhed, men desto mere som ideel leveregel: Kan du forvandle det her til noget emergent, så at du dog får noget for pengene, nu du alligevel må betale prisen?

Naturligvis vil som sædvanlig næsten ingen på bjerget indrømme det, selv om man i det dulgte nidkært overvåger selv dine mindste troppebevægelser, ganske som ravnene med trofast skinsyge vogter på ørnens og rovdyrenes færd. Men også det forvandler du så bare til noget emergent: - hvorved du til sidst ender som den bisætning, der ganske vist komplet har tabt forbindelsen med både sit ophav og sin naturlige plads i tilværelsen - men som til gengæld hævner sig ved at emancipere sig selv som hovedsætning. Den Europæiske Centralbank ville muligvis her gøre indsigelse, men den der selv bor i et glashus, bør som bekendt ikke kaste sten - hvortil jo kommer at det dog undertiden forekommer at en sæbeboble emanciperer sig helt overbevisende.

"KUNSTEN AT FÅ FIASKO" er hermed bestilt fra et oversøisk antikvariat i Aarhus i samfulde tre eksemplarer. Så kan det vel ikke gå helt galt - og dog, og dog: Ingen i dette land har således i årets løb fældet så mange juletræer som jeg - som sagt ligeledes oversøisk i de svenske urfugles tjeneste - og alligevel er jeg omtrent den eneste i landet der ikke selv ejer et. Men med fiaskoen går det mig heldigvis som regel betydelig bedre, og den er med til at holde mig i form. Man skulle jo nødig ende med at ligne en udlevet og dekadent adstadigt omvandrende succes - endsige som den uskyldige "Amagermand", der for tiden anerkendes uforbeholdent og landsdækkende for morderiske bedrifter, som han jo i virkeligheden slet ikke ville være i stand til at udrette. - Bedrageren Stein Bagger havde det af samme grund slet ikke så sjovt som folk tror, for også han levede jo kun på lånt tid i sus og dus.

RETTEN TIL RIGET

Ole Thyssens kronik i Information 15.11 i liberalistisk ånd var et opkog af hans tidligere skriverier herom – og han har heri selskab med både sin lejlighedsvise kampfælle Henrik Dahl og Frederik Stjernfelt/Søren Ulrik Thomsen med deres pamplet "Den negative opbyggelighed". Det ville være under bæltestedet at indvende at Thyssen ikke selv bidrager til landets bruttonationalprodukt og i øvrigt er dyrere i drift end en førtidspensionist: For hans tænkning kunne jo godt være uvurderlig.
Thyssen kan også have ret i, at jo lettere det er at opnå beskyttet status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være en beskyttet eksistens uvægerlig forbundet med lav status og derfor almindeligvis ikke noget man tragter efter, med mindre man vitterlig er eller føler sig psykisk og socialt invalideret.
Dog kunne man godt forestille sig at det giver ringere status i ens eget miljø at have et ufaglært lønarbejde end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der omsider har fundet sin rette hylde, og hvis bidrag de i øvrigt risikofrit kan annektere i kollektiv tavshed. Thyssen og meningsfæller må derfor tage højde for, at den arbejdsløse ægyptolog på lang sigt måske vitterlig gør klogt i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til Akmet eller Ali. Selv løb jeg dog i sin tid med aviser, men havde så også en palæstinensisk far...
Vor konstatering erindrer os om den økonomiske makrosandhed, at der jo slet ikke er så mange ledige jobs, ej heller for de initiativrige. Og i den situation er det Thyssens vinkel at de bedste får jobbet, og at taberne så vælger at forlange status som ofre - en betragtning han frejdigt her i efterlignernes århundrede har lånt fra historikeren Henrik Jensens bog "Ofrenes århundrede" - der dog ikke vinklede den ideologisk.
Ganske som i calvinismens tid økonomisk velstand var et tegn på at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Thyssen nemlig tydeligvis, at grønt lys i tilværelsen i sig selv borger for ens berettigelse og kvaliteter samt ikke mindst: At mindre velkomne bidragydere følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke i almindelighed en sådan nødvendig kobling. I den offentlige anerkendelsesverden, hvor det ikke er bestilleren der betaler showet af egen lomme, handler det oftere om, hvem vi har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende i henhold til kvaliteter.
I vor egen musegrå stræbsomhed er vi dybest set ikke altid ret interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang og ærinde fremstår som oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvemme anledninger og talismaner for desto mere konsekvent at afværge ubudne talenter, der ingen fordele har at tilbyde os. Et udvalg, en redaktør eller forlagskonsulent vil ofte være ikke blot naivt forudindtaget, men også lidt stolt over at have med en berømthed at gøre, for det smager allerede lidt af fugl.

Dertil kommer at når vi præmierer noget allerede præmieret, har vi ryggen fri, selv hvis det mod forventning skulle vise sig at blive et flop – hvilket især for nyere og mere ubeskrevne blade såvel som for dovne sjæle spiller en rolle. Derfor vil en Thyssen og andre "krigere" - for nu at bruge hans egen terminologi - sjældent blive afvist, hvor meget han end gentager sin ode til Mærsk. Men det beviser jo ikke hans genialitet eller sandfærdighed som tænker eller stilist.
Derimod kan det i det enkelte tilfælde være salgsøkonomisk korrekt, at en kändis læses af flere end en mindre kendt. Sidstnævnte betragtning holder dog ikke over tid: For en avis, TV-station eller et forlag der konsekvent vægter kvalitet over kändis-effekt, kan meget vel ende med at få flere læsere, blot man tillige sørger for variation i stil og indhold.
Thyssen overser med andre ord, at især i tider med overskud på arbejdskraft vil ens succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparationer og blikkenslagerarbejde ikke være et mål for kvalitet. At ”få lov” handler tværtimod om alt det som den moderne middelklasse og jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?”. Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden vække være en ulempe, og dels vægtes sociale forcer samt vor egen fordel ved at anerkende dig langt højere.
I private virksomheder vil man derimod altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. Dvs. hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris eller misinformation, et uheldigt ry fra ældre tider eller ulighed i reklame-volumen.
Men sådan er det ikke altid i åndens verden, hvor så meget andet end kvalitet kan styre vor efterspørgsel. I særdeleshed er det meningsløst i offentlige anliggender at gøre en sådan ”calvinistisk” betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke identisk med dem der faktisk må betale gildet.
En anden side af den sociale udvælgelse som Thyssen helt overser, er det forhold at vor grad af succes ofte har at gøre med vor evne til at udnytte allerede opnåede fortrinsstillinger til at intrigere for dermed at bringe uvelkomne ”rivaler” i et umuligt lys eller i på anden vis omgå dem uden risiko.
Selv kolleger, der ikke elsker os, vil nemlig ofte se med milde eller endda "blinde" øjne på vore små intriger, for ej heller de ønsker flere bejlere med andre og måske mere glorværdige kvaliteter end deres egne. Den akademiske verden er notorisk fuld af den slags kalkulationer, og vel i dag mere end nogensinde - og modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Naturligvis kan jeg ikke kan ane hvor megen af sin personlige lykke lige netop Ole Thyssen kan skrive på den konto, men det kan næppe passe at han er ubekendt med disse forhold.
Vore overvejelser omkring succes kan forlænges til en analyse af begrebet mislykkethed. Social-økonomisk mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, skyldfølelse, lav selvtillid, manglende opbakning fra familie og miljø, etnisk mistro osv. Den ubevidst calvinistiske Thyssen ignorerer konsekvent hele denne psykologiske flora; eller også vil han måske her indvende: ”Vel findes der også begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men det er da kun rimeligt at menneskers karakter spiller en rolle for deres sociale skæbne.”
Men en sådan betragtning ville åbne for en meget ondartet og hyklerisk strategi: Lad os som anmeldere, som medlemmer af faglige ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som forlagskonsulenter, eksaminatorer osv. spænde ben for alle de talenter, som kunne frygtes at sætte vort eget lille lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det at de er nogle skvat, og den slags er verden ikke tjent med. Lad stå hvad ikke kan falde...
Hvis det thyssenske kompagni imidlertid i en trængt situation vitterlig skulle betjene sig af dette argument, kan det tilbagevises som usagligt: For vist er det godt at i det mindste nogle psykopater samt andre som er inkompatible med enhver arbejdsplads, sis fra inden de når at lave ulykker. Men med i dette arguments badevand følger rigtignok en bunke mere eller mindre fortræffelige folk, hvis eneste ”karakterbrist” i givet fald er erhvervede og just beror på at vi så konsekvent spænder ben for dem – noget vi desværre langtfra altid er i stand til, men desto mere eftertrykkeligt just i de tilfælde hvor de pågældende står uden bagland og forbundsfæller.
I forlængelse af Thyssens calvinistiske betragtningsmåde kunne man endvidere sige, at jo højere løn man får, desto større må man være – og følgelig rangerer en Thyssen langt over en arbejdsløs. En sådan psykologisk mekanisme er da også en realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne og herunder tænke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden høj status som frynsegode, ville de blive meget forargede – skam ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som en fornærmelig reduktion af deres person.
Bliver man behandlet som stjerne, kommer man hurtigt til at opleve sig som stjerne og mister snart enhver selvkritik; og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært slet ikke at blive anfægtet deraf i svage stunder. I begge tilfælde tager vi fejlagtigt og i Calvins ånd verdens dom for pålydende. Og for nu at vende os til kristendommens mindre anløbne udgaver fra før Calvins tid, kunne vi tværtimod sige: At sådan overtro er en synd mod Den Hellig Ånd.

Kompagniet af fordums marxister fra direktørhjem, som efter en opportun postmoderne periode i dag bekvemt og unuanceret hylder læren om at være sin egen lykkes smed, overser at de selv er blevet båret igennem hele vejen, bl.a. i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt, hvor universiteterne ansatte alt hvad der kunne krybe og gå. De tager med andre ord slet ikke højde for hverken konjunkturbestemt arbejdsløshed eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke meningsfuldt kan henføres til uhensigtsmæssige strømninger eller offer-mentalitet.
Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst, når man kan få konsulenthonorarer samt lektor- eller professorgage uden at overanstrenge sig i sandhedens tjeneste?

KVINDERNES KRIG

Kvindernes blodige meningskrig i strid med alle FN-konventioner er underholdende og fik med Politikens Per Michael Jespersens nylige indspark et tiltrængt maskulint islæt. Men erfaringsmæssigt er det risikabelt at forsøge sig som opmand i et værtsshusslagsmål. For der sker her let det samme som jeg engang oplevede i Dyrehaven, hvor den svagere af to kæmpende hjorte i stedet kastede sig over mig, så jeg formelig måtte søge tilflugt hos dens overlegne modpart: For jeg vidste jo at jeg som kombattant var langt under hans værdighed. Muligvis digter jeg her en smule på virkeligheden on location – men mere spændende er virkeligheden altså ikke, for den er noget opreklameret .

Tidligere på året gav LA’s mand i Havanna kvinderne en uforbeholden bredside i ”Damefrokosten”, idet han noget ugalant pure frakendte kvindekønnet alle civiliserede dyder, uagtet alskens yngelplejeinstinkter. Men damerne lod ham skam galant komme til orde – på samme måde som fordums rødstrømper ofte blev neutraliseret ved at man galant indrømmede dem spalteplads nok, om ikke ligefrem til bekvemme selvmål, så dog til at afgive en grundigt forebyggende injektion af deres dengang endnu ret uorganiserede bakteriestammer. Sådan taktik kaldtes dengang ”repressiv tolerance” – men vi bør ikke gentage os selv, for det er der så mange andre små drenge i titelland der frygteligt gerne vil.
At forsøge sig som mægler er derimod anderledes betænkeligt, for i tilfælde af jævnbyrdighed mellem de stridende parter vil disse ofte enes om at bruge den rare idiot som belejlig syndebuk på konfliktløsningens alter: For begge parter kan på den vis kan aflyse eller udsætte deres slidsomme og farlige holmgang uden at tabe ansigt. PM tillod sig således at anføre, at kvindekrigen foregår i en forkælet elite af højtråbende damer. Men en samdrægtig damefront parerede prompte og overbevisende med den lige venstre, at også mændenes debatter jo mest udspilles på business class.

Ikke desto mindre kan man af og til godt få den oplevelse at en endnu meget begrænset kreds af hårdtslående damer tilstedes ubegrænset plads i forhold til hvor repræsentative de mon er. En suveræn undtagelse fra tidens overuddannede tristesse er imidlertid her den begavede skøge Susanne Møller, der spontant excellerer i hvad der ellers fattes i vort fagre nye DK: Sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke, som Storm P. kaldte det.
I den særligt brutale filial af kvindekrigen der handler om prostitution, siger fru Møller således ikke kun, hvad en og anden rapkæftet moster fra et lurmærket ”undervisitetscenter” vel også nok kunne finde ud af: Nemlig at luderen skam ikke sælger sin krop, men kun en bestemt tidsbegrænset ydelse, ganske som andre håndværkere. Nej, fru Møller tilføjer i forbifarten og helt uden Forfatterskolens endsige den sakrosankte meningspoet SUT’s velsignelse: at det hun tilbyder, bedst kan lignes med en halv times brydekamp eller nogle fælles øvelser.

På den måde får hun så at sige kastreret sine allerede i forvejen blegnæbbede modebattører ved at opløse prostitutionskrigen i en guddommelig latter, som ingen BNP-bekymrede uddannelsesministre nogensinde har taget højde for i al deres socialpædagogiske geskæftighed på nationens vegne. Samme fru Møller er for resten også en af de kvinder som man i et svagt øjeblik kunne overveje at gifte sig med – men dels er hun allerede gift, og dels hedder hun trods alt ikke Mærsk, så lige den krig dropper vi i håb om større medgift...
-------------------------------------------------------------------------

SUSANNE MØLLER, KARL MARX´ MERVÆRDI-LÆRE OG DEN KOGNITIVE SEMIOTIK

Fra Mærsk til Møller
I vort magnum opus way back "Philosophiens Univers" (C.A.Reitzel), som blev fortiet og dernæst stykkevis og delt plagieret af det philosofiske etablissement såvel som af lovende aspiranter med sans for kronisk netværkeri og fortløbende indlæring af hvad drengene på tinge p.t. taler om - thi dette er den klassiske maskuline vej til fremgang, ganske som jo alle spin-doktorer er begyndt i den samme opløbne drengeklasse fra journalisthøjskolen, og ganske som en rockerbandes ungdomsafdeling efterhånden bliver lige skrappe til alle de samme ting, med samme jargon osv., for i tidens fylde at forfremmes til partimedarbejdere og kommende departementschefstillinger og ministerposter....

– Kort sagt, i vort magnum opus fra Kierkegaards nu ligeledes posthume gamle forlag, kunne man læse…. . Åh, tillad os her en digression, idet vi kommer i tanker om Storm P.’s replikskifte: ”Hvad siger ikke Holberg?” – ”Ork - masser, masser forsikrer jeg Dem!”.

Men nu ikke flere afbrydelser, om vi må bede! Nuvel - endnu kortere sagt: I vort gamle, men ingenlunde forældede magnum opus, som i fremtidens danske philosophi-historie vil blive efterlyst som et kausalt nødvendigt missing link, der ligesom planeten Pluto først vil blive forudsagt ved logisk deduktion ud fra dens virkninger og sidenhen empirisk påvist af bibliofile arkæologer… - Åh tillad os her endnu en –denne gang dog absolut nødvendig – digression, idet vi nemlig her ikke kan udelukke den risiko, at det tværtimod vil gå vort værk som det gik med restoplaget af Anders Fogh Rasmussens magnum opus ”Minimalstaten”, der nemlig siden hen blev opkøbt og destrueret af hans eget parti Venstre, for ikke at skade dettes renommé. Den store forskel i vort analoge scenario er imidlertid her, at da vi ikke selv har noget parti, vil det i stedet være det modsatte parti der opkøber og destruerer restoplaget af vort værk.

Kort sagt, i vort gamle magnum opus står der meget, men ligesom i Holbergs tilfælde ingenlunde alt, thi skønt alt ingenlunde er kedeligt, så er "Alt" det likförbannat. – Hvilket tillader os den sidste digression, at dette skam ikke er vor eneste parallel til Holberg: Således fortæller en professor i en nylig udgivelse, at ”Holbergs problem, var at han nødig ville sige tingene på en kedsommelig måde, hvis han kunne sige dem på en morsom måde”.
Hvorvidt dette problem nu tillige er professorens eget, ville her være en ganske unødig digression at indlade sig på – hvilket ikke desto mindre gør det nødvendigt for os at tilføje, at det også ville være en højst uskøn antagelse, idet det nemlig ikke klæder mennesker – og da slet ikke en biograf – at rose andres storhed for dermed i virkeligheden tillige indirekte at rose os selv. Tværtimod er der netop storhed i at kunne rose andre for træk som man ikke selv har.

Kort sagt vil vi slet ikke indlade os på nævnte overvejelse, så lidt som på overvejelser om forskellen på humor og på den anden side den sarkasme der i pressen ofte lanceres under nævnte kategori. Kort sagt vil vi - nu hellere end posthumt - løfte fligen for det af mange bitte afsnit, hvori vi efter års inkuberen var i stand til at gennemlyse Karl Marx’ gamle begreb om ”arbejdskraftens værdi”. Marx kongstanke var her, at arbejdskraftens værdi blot vil sige hvad det koster at brødføde arbejderen og hans familie – hans arbejdes værdi er derimod langt større, og profitten (uha!) fremkommer da som forskellen mellem hans løn (arbejdskraftens værdi) og det udførte arbejdes salgsværdi. Marx' forklarer således profitten som forskellen i værdien af den vare han køber - arbejdskraften - og værdien af den vare han siden sælger: det udførte arbejde.
Vor analyse var her, at Marx ved at opfinde en særlig størrelse ”arbejdskraftens værdi” kunne føle sig som en ny Newton, der for at forklare kapitalens kosmiske urværk måtte indføre visse konstanter og visse naturlove. Arbejdsgiveren kan således sige: ”Sorry, men i henhold til ”Das Kapital” kan jeg nu engang som profitmager kun købe værdien af Deres arbejdskraft, og den er nu engang ikke nær så stor som arbejdets værdi. Men i øvrigt ønsker jeg Dem og Deres familie en rigtig god jul og et godt nytår!”.

Men i virkeligheden (lød vor bagkloge lille analytiske korrektion) er det som arbejdsgiveren køber, jo ikke en sådan abstrakt størrelse, som han aldrig selv har tænkt på: For al handel er dog per definition en bevidst transaktion. Kort sagt er det rigtignok alene det udførte arbejde der interesserer arbejdsgiveren, for det er jo produktet deraf han sidenhen skal sælge på markedet. Arbejderens forplejning er ham derimod ærlig talt temmelig fremmed.
Men heraf følger, at Marx’ uklanderlige matematik philosophisk set dog er misvisende: For hvad der sker, er reelt at arbejdsgiveren køber det udførte arbejde så billigt som muligt for dernæst at sælge produktet så dyrt som muligt. Og forskellen skyldes hverken naturlove eller ”kosmiske konstanter" såsom de to kunstigt adskilte størrelser (’arbejdets værdi’ og ’arbejdskraftens værdi’): Nej, forskellen beror alene på forholdene i jernindustrien plus elementær psykologi: I mangel på bedre alternativer vil især den uorganiserede arbejder nemlig være nødt til at affinde sig med et meget lavt bud på værdien af sit arbejde – så meget mere som han jo selv ved, at arbejdsgiveren i modsat fald pærelet kunne finde mange andre, der af de selv samme grunde ville affinde sig med lugten i bageriet.

Nuvel, kort sagt var ovenstående alene en indledning til vort egentlige ærinde med dagens tekst. Da vi nemlig ikke noksom formår at prise den lykkelige skøge Susanne Møller for både vid, karakter og skønhed, kom vi nemlig til at mindes hendes ord, at en luder ingenlunde sælger ”sig selv”, som bedemøllernes almindelige beklagelse jo lyder. Således afgiver hun ikke mere suverænitet som borger end enhver anden lønmodtager: Det som fru Møller sælger (og vi tror hende ubeset i hvert eneste ord), er alene en bestemt tidsbegrænset ydelse.

I den forbindelse – just som læseren måske aner en spirende parallel til Marx ovenfor – er det sidste chance for at indføre den digression, at fru Møller her udover elementær skarpsindighed dokumenterer morsom fantasi af den art som Gud og hvermand nu om dage tilskriver sig selv under navnet ”kreativitet”. For hør her, hvorledes hun nemlig fortsætter: Hun tillægger nemlig dernæst, at den ydelse hun tilbyder, er at betragte som ”en halv times brydekamp” eller som ”nogle fælles øvelser”.

Her kunne nogle læsere måske finde det oplagt med en digression til den nye videnskab ”kognitiv semiotik”, hvis største mysterium i øvrigt er fraværet af en ældre og ikke-kognitiv semiotik – ganske som kemikerne jo skelner mellem organisk og uorganisk kemi. Ja, faktisk gjorde en kemiker os for nylig opmærksom på denne parallel, for tværvidenskabelighed er nu engang en god ting.

Nuvel, nævnte semiotiske digression finder vi selv ikke spor oplagt, eller med Queen Victorias hyppige ord, når noget ikke behagede hende: ”We are not amused”. Ikke desto mindre bør vi ikke udelukkende gøre hvad der behager os, for der er jo også noget der hedder pligt. Så i forbindelse med disciplinen ”kognitiv semiotik” skylder vi at give at hastigt gæt på, på hvad sådan noget mon kunne være: For vi vil nemlig hævde, at dette just er hvad fru Møller fremturer med. Når tanken bevæger sig i – med Storm P.’s ord – ”sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke”, falder skællene fra vore øjne, idet vi da straks ser forskellen på talentet og den forlæste og iso-certificerede klamphugger, som enhver samfundsstøtte kan være helt tryg ved. Det besynderlige med det velvalgte billede on location er nemlig, at på trods af at det jo kun er et billede og dermed hentet fra et helt andet gebet end det, der egentlig tales om, så bevirker det dog en øjeblikkelig præcisering og samtidig en mental energitilførsel.

Billedet leder tanken til en ganske bestemt betragtningsmåde, et bestemt aspekt, som på det omhandlede felt selv kan fremstå lidt diffust, men som ved den valgte sammenligning bliver lysklart. Energitilførslen til den mentale proces skyldes i sin tur, at billedet ofte hentes fra et mere saftigt felt end det omhandlede. Hertil kunne man nu indvende: Men gives der da noget saftigere felt end det i fru Møllers tilfælde omhandlede? Nej, men hvis nu fruen behager at udtrykke sig billedligt for at opnå nævnte præcision hinsides alle snerpede grimasser, så må hun nu engang hente sine billeder fra at andet felt end det hun egentlig taler om. Men for ikke at falde i energiniveau gælder det om dog at vælge noget, der er så saftigt og konkret som muligt: såsom ”en brydekamp” og ”nogle fælles øvelser”.

Til den indvending at her i lige dette tilfælde ligefuldt bliver tale om et energitab, trods al respekt for såvel brydekampe som fælles øvelser, må vi frelsende svare: Nuvel, men da vi samtidig finder enhver art variation opløftende, så bevirker denne uindbudte indføring af så at sige vævsfremmede områder immervæk en livgivende injektion: Thi hvad hjælper nok så præcise billeder, hvis vi ikke formår at holde os vågne under foredraget?

Et andet eksempel på ”kognitiv semiotik” kunne være, hvis vi om vor egen borgerlige karriere sagde, at vort eget kroniske lod i livet har været at ”Den pige er sgu for god til ham”. Her er det langt mere oplagt end i fru Møllers tilfælde at der sker en energitilførsel ved hjælp af saftigere emner end det der i virkeligheden sigtes til. For mens det nemlig, hvad pigerne angår, ofte har været os muligt at afslutte eller forkludre forholdene selv uden hjælp fra rivaler, så forholder det sig på ærens slagmark omvendt sådan, at højt betitlede rivaler-udi-egen-indbildning lige fra dag 1 fortløbende har tænkt om vore ideer: ”Den pige er sgu alt for god til ham!” Omtrent som hvis det pludselig faldt Marx’sølle arbejdsmand ind at ville have profit oven i hatten, på linje med direktøren for det hele – og den går sgu ikke Granberg!

Vi forudser nu, at læseren omsider har indset at kognitiv semiotik i virkeligheden er dagens emne. Intet kunne imidlertid være mere forkert, for kunden har heldigvis ikke altid ret: Således måtte også jeg f.eks. forleden sande at købt taletid til mobilen ikke kan gøres ugjort, uanset tekniske komplikationer. Nej, dagens emne er forholdet mellem plagiat og originalitet. Thi vor ovenfor gennemlyste ejendommelige parallel mellem vor marxistiske ekskurs og så fru Møllers tale om at hun kun sælger en ydelse og ikke sig selv – kunne få den indbildske krakiler til at overveje, om hun mon skulle have været inspireret af vort førnævnte apokryfe og forbudne opus magnum. Ingen antagelse kunne være mere forkert – udover den allerede kasserede antagelse, at kognitiv semiotik nok var vort egentlige ærinde.

Nuvel, hvorledes kan vi nu udelukke, at fru Møller engang må have læst i vort værk? Ja, for det første sørgede fagfæller som nævnt for billedligt talt at opkøbe restoplaget, for ikke at dette skulle komme for skade at gavne vort renommé. Men nu øjner læseren nok atter morgenlys: For vort saftige billede af den veluddannede normalitets kollektive bondesnuhed er jo atter et ufrivilligt knæfald for og et skoleeksempel på den endnu sørgeligt underkendte videnskab ”kognitiv semiotik” – eller i det mindste vor egen gisning fra hoften om, hvad en sådan videnskab mon går ud på.

Men tro os, vi lader os ikke længere distrahere fra vort egentlige ærinde, nemlig at dementere enhver forestilling om at fru Møller skulle have været inspireret af vort magnum opus. Kort sagt kan fru Møller umuligt have været inspireret af os, idet fagfæller for længst ved nævnte "restopkøb" (billedligt talt) sørgede for alene selv at blive inspirerede. For det andet er den antydede parallel allerede i sig selv så subtil, at den kræver en – beskedent sagt – ikke ubetydelig portion skarpsindighed at opdage. Hvis fru Møller virkelig (og det tror vi bestemt!) er skarpsindig nok til at gennemskue nævnte subtile parallel, så tiltror vi hende skam også evner til selv at gennemtænke sin metiers grundlove også helt uden vor hjælp.

Dette ses måske lettere ved et tænkt eksempel: Antag at en matematisk model for, hvad ved jeg i atomernes verden, viser sig at have en underfundig og dyb lighed med en matematisk model for noget helt andet. I så fald ville det være misvisende heri at se et tegn på inspiration eller lån - for hvis der på forhånd slet ingen grund var til at forvente nogen analogi, så må denne være noget som man først efterfølgende opdager. Hvad der sker, er derfor snarere, at de to forskere uafhængig af hinanden og ad aldeles forskellige veje på hver sit felt har tænkt sig frem til på overraskende vis beslægtede forestillinger.

Ihukommende det ældgamle princip om ”Occams ragekniv” – nemlig ikke at gøre sig flere hypotetiske antagelser end strengt nødvendigt for at forklare det der skal forklares – er der følgelig ingen som helst grund til at antage, at fru Møller skulle have læst vort værk. Så meget mere som nævnte emne kun var en ren biting i værket - i øvrigt helt på linje med alt andet i det værk: Thi vi er gode demokrater og hader at gøre forskel,

Men der er en tredje og sidste grund til at forkaste den antagelse, at fru Møller skulle have fået inspiration fra vort for længst i sammenbidt tavshed bandlyste værk. Og her må vi faktisk slutte af med vort sidste ufrivillige (thi vi lider tydeligvis af semiotisk inkontinens) knæfald for den kognitive semiotik: For en person der så suverænt utvungent behersker "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke", skønt hun angiveligt knapt bestiller andet fra morgen til aften end nævnte fælles gymnastiske øvelser – en sådan person tiltror vi gerne kapacitet til alt.

Det der nemlig altid adskiller plagiatoren fra den ægte vare, er at plagiatoren kan være nok så velstruktureret, klar og i særdeleshed fyldig (!) – men aldeles savner skitsens og den snarrådige intuitions helt umiskendelige fingeraftryk og associationernes uforlignelige ørneflugt. Og når desse træk alligevel undtagelsesvis findes, er det altid udvendigt og aldeles uorganisk påklistret: Hvorefter den stædige efterforsker da også snart kan finde, at der ganske rigtigt var tale om et helt bogstaveligt citat....

Modeksemplet er når genuint originale mennesker undertiden generøst citerer andre: For selv da formår de at indlejre citatet i en højere original idé, som er deres helt egen. Et eksempel kunne være de store jazzmusikere, der kunne citere fremmede, ja undertiden tilsyneladende helt vævsfremmede melodistumper på en måde, der dog understregede og berigede den melodi som de i virkeligheden improviserede over. Således kunne Art Tatum citere fra ”Rhapsody in Blue” når han spillede andre og mindre ting af Gershwin – og vel at mærke altid med den forbløffende virkning, at tilhøreren tænker: ”Ja, sådan skal den melodi jo spilles!”. Næste gang spiller han melodien på en helt anden måde, og vi siger atter: ”Ja, sådan skal den melodi spilles!” Og tredje gang hører vi måske en anden artist spille melodien lige så overbevisende på sin egen måde, og måske med helt andre citater.

Tilsvarende leverede Oscar Peterson engang sammen med en trompetist ”Take the A-train” som en vildt fejende vals – mens Errol Garner engang fik Ellingtons gamle kendingsmelodi til grangiveligt at efterligne lyden og rytmen af et damplokomotiv der starter - omtrent ligesom nogle venligt stemte læsere alt for generøst nu tiltror os evnen til en efterligning som ellers hidtil ingen autoriserede Kierkegaard-kendere er kommet blot i nærheden af... Og hermed vil vi – stoisk ihukommende at den uhelbredelige normalitets sikreste og mest trofaste kendetegn er evnen til hursomhelst at benægte fakta – selv slutte. ..

FREUD, BRAAD THOMSEN OG BLIXEN

I ANLEDNING AF BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG
TOLKNINGER SAMT OVERVEJELSER OM BEGREBET SUBLIMERING

En bog med en overbevisende hovedpointe og mange berigende tolkninger. Som Henriksen ender Thomsen med at tage Blixens sidste ord til sin svigerinde for pålydende, trods alt: "Fader tag den kalk fra mig..." Ja, men godt at han ikke gjorde det... Jeg køber altså de samlede indicier for en dødsbundet faderbinding, der dukkker op igen når alt går skidt helt efter Freud -drejebogen: energierne søger tilbage til tidlige fikspunkter.

Blot 3 ting:1. Dels behøver en historie ikke altid at skulle illustrere sin egen psykologiske baggrund af, jeg havde nær sagt tilfældige "dagrester" - forfatteren ved per definition selv hvad hun vil sige med historien, og det er så dens mening. Så selv om man kan sandsynliggøre en inspirationsmæssigt tvingende baggrund, er det ikke ensbetydende med at fortællingerne skal tolkes sådan, altså at dette ligefrem er budskabet. Så meget mere som læserne i så fald ikke har en kinamands chance for at forstå uden at kende hendes historie på en måde der nu engang er eftertidens privilegium. I den udstrækning Blixen bør tolkes freudiansk, betyder det således, at hun -men ikke nødvendigvis fortolkeren selv !- må være freudiáner. Og det må man så gøre plausibelt.

2. En svaghed ved allegorier i forhold til i videste forstand realistiske historier er, at allegorien påstår en sammenhæng, men slet ikke beviser den: Hvis du er operasangerinde, er det rigtignok ikke sjovt at teatret bryder i brand. Men heraf følger ikke, at sublimering er dømt til at ende katastrofalt."You can't have everyting," så hvis man udtrykker sig i allegorier, vinder man muligvis noget kunstnerisk "merværdi", men taber helt sikkert i psykologisk bevisførelse: For analogien er jo netop en påstand, for reellt er der tale om vidt forskellige fænomener - i modsætning til så at sige "real-analogier", som hvis Newton skiftede sine æbler ud med pærer, bananer eller sten. - Nuvel, dette hindrer jo ingenlunde en Blixen i (som jeg selv) rent sprogligt at være en puritaner med den gamle indstilling at "sex er noget man gør, ikke noget man taler om" (citat min bedstefar). Og den for min og senere generationer både kryptiske og kedelige abe-historie er et eksempel - men jeg kan jo kun kan sige dette fordi hun med sit "a la Greque" osv. her netop ikke taler i allegorier, men blot med omsvøb og allusioner en masse. - Og ja, den indlagte anekdote med "svigermor og kejseren af Østrig" i evigheden er for resten rigtigt, rigtigt morsom - langt hinsides fucking intrigante Bermuda & omegn.-

Mit 3 og sidste punkt er i forlængelse af 2. Selv om operabranden ikke umiddelbart evident kan oversættes til sublimeringens sammenbrud - så kunne det índrømmet godt være Blixens mening. Men i så fald bør der ikke ligefrem være modsigende omstændigheder. Jeg tænker her på, at den elskede unge sangerinde jo faktisk havde både elskere og tilbedere - men at de var for sølle. Kort sagt levede hun netop ikke i cølibat trods sin englestatus - og det samme gælder jo Blixen selv i hendes bedste afrikanske år. Den hævdvundne selvbiografiske tolkning af operabranden er jo svær at afvise som forlæg og baggrund - og så er det nærliggende at tro at hun næppe bevidst bruger den til at illustrere noget helt andet.

Ægte ubevidst drømmearbejde er jo som bekendt en anden sag. Kort sagt er der her nok kun belæg for at sige, at branden er en katastrofe der ophæver den paradisiske og utopiske tilstand af "Yes you can have everything!" til fordel for noget anderledes stykkevis og delt - idet hun, der har været i paradis, jo under ingen omstændigheder prosaisk vil nøjes med blot en af delene blot for i småborgerlig forstand at "hænge sammen" og kunne skrive et CV plat nok til at kunne bruges i det virkelige liv. Det samme tror jeg gælder Ariel-pigen i "Stormen": Drømmen om druknedødens velsignelsesrige forening er da ikke en af-sublimering, men netop sublimeringens apoteose. Blixen selv måtte jo også fravælge og betalte prisen - men ikke i form af et formeligt libidinøst sammenbrud. Det sidste sker nok ret sjældent.

Hvorfor dør Pellegrina så? Tja, det er da en god dramatisk slutning, der ligesom i din "Vertigo" bevarer gåden. Og fortidens tre parallelle spor har jo nu bogstaveligt talt indhentet hende i forsøg på at fange og fiksere hende i hver sin indbyrdes uforenelige rolle - roller der jo desuden alle er passé. I den sammenhæng kan man jo også tænke på Heloise's ord om tiden der til sidst tager alt fra kvinden.Til slut en aldeles herlig parallel, skønt jo atter så tragisk, beretning Thomsen lægger ud med Albert Aylers musik.- Også jeg kunne vel nævne forsøgsvise paralleller til både dette og hint, men dels er jeg jo mand, dels lever vi i en trods alt rig epoke. Men sjovt er det da, at når nu menneskene er så forvissede om at det at være uden for flokken er den rædsomst tænkelige skæbne - at det da alligevel ofte er just den skæbne de med sådan omhu tiltænker deres næste...

I øvrigt kan man spørge sig selv hvornår vi kan tillade os at tale om sublimering. Hvis i en drøm eller et surrealistisk skuespil to personer er indbyrdes uforenelige i den forstand at den ene aldrig optræder samtidig med den anden, så har vi her en af betingelserne – for en erstatning udelukker jo det den skulle erstatte og omvendt. Derudover må der nogle ligheder til før vi kan sige: Aha, det er dog i virkeligheden den samme i forklædning. Der må være nogle sære fællestræk og ledemotiver hinsides tilfældighed – og i tilfældet med et skuespil kunne det være symbolske småting, der i og for sig i det virkelige liv ikke ville være tungtvejende som identitetskriterier. Og endelig skal der være en åbenlys forskel: For at det samme er det samme, er der jo intet underligt ved, så at sige. Identiteten skal være paradoksal, således at påstanden derom ujmiddelbart skal virke tvivlsom.

I tilfældet med libidinøs sublimering må således på den ene side være en umiddelbar forskel i handling og bevægelser, samt i ens sociale indlejring af det: Libidinøs kunst er ikke omgærdet af samme privathed som primær libidinøs udfoldelse; aktiviteten er fysisk set en helt anden; en stor del af sindsbevægelsen også. Men udover den allerede nævnte uforenelighed og usamtidighed mellem libidinøs udfoldelse og kunst så bør der dog være noget fælles til at begrunde påstanden. Et sådant forhold kan være hvis den sublime erstatning dog ikke er mere sublim, end at den må ventes at øge sandsynligheden for en senere normal driftsopfyldelse. For ganske som meget blodrige mennesker kan udholde krævende og teknisk tørre eksamensperioder for at opnå muligheden for et vellykket verdsligt liv, gælder det den kunstneriske udfoldelse.

Imidlertid er en sådan hensigtsmæssighed ikke nok til at vi betragter al fremtidsrettet arbejdsflid som sublimeret libido. Hvis det ikke skal ligne en noget "okkult" påstand, men ejheller blot være en common sense konstatering af, at "al energi" må bruges på ens eksamensarbejde, så skal det helst smage lidt af fugl, trods al sublimering. Således kan vi jo tale om erotisk ladet musik og kunst, men næppe om erotisk ladet fysik og matematik. Hvis energien så at sige skal kunne øremærkes og genkendes ved en aha-oplevelse som "erotisk energi", så skal den dog have en mere konstant væsenskerne. Og heri ligger vel også at der ikke er så forfærdelig langt fra den sublimerende aktivitet til den aktivitet den erstatter, hvis de rette betingelser var til stede uden ledsagende komplikationer.

Husker ikke om Freud også nävner sublimering i forbindelse med aggression, eller om han anser det for forbeholdt libidoen. Men nevertheless er det undertiden en realitet. For i samme öjeblik processen udvikler eventyrlige sider og som et svävefly slippes fri af den igangsättende kraft, så glemmer man denne og tilgiver lattermildt sine agtersejlede små plageånder - indtil de i vanlig ordning sörger for at det ikke kommer på tryk- i hvert fald ikke i ens eget navn.

- I øvrigt tilsendte jeg i kollegial ånd Braad Thomsen denne kommentar, som han i hvert fald endnu ikke har protesteret mod, hvilket vi vælger at opfatte som en anbefaling - og følgelig en god grund til nu at "indvie en lidt bredere kreds end blot dig og mig" - for nu at citere en svensk jägmästare, som jeg way back overtalte til at lade afsætte et frivilligt urskovreservat i Småland.
- I øvrigt beror selv kvalificerede "kändisers" notoriske hæmning over for uopfordret fraternisering altid på en instinktiv frygt for at se deres så møjsommeligt tilkæmpede status udsat for inflation - eller det er værre. Alt sammen rørende menneskeligt og ofte nok såre velbegrundet i en verden hvor mennesket er menneskets ulv - og derfor på ingen vis nyt for denne redaktion...Allerede Freud selv turde jo heller ikke indvie Jung i sine drømme for "ikke at miste min autoritet". Hvortil så må føjes at Freud her gentog Ødipus' fejlgreb, idet netop dette præventive forbehold gjorde en ende på mesterens autoritet. I hvert fald i henhold til Jungs anekdote.

MR. GUTENBERG, I PRESUME...

Om plagiatsager

Sagen omkring Penkowa er som Stein Bagger-affæren en folkekomedie, der får os til at spørge: Hvis toppen af snyderiets isbjerg er så høj, hvor bred er da ikke bunden? Men i forlængelse af dette spørgsmål må vi nævne en anden spektakulær form for videnskabelig uredelighed: Plagiat. David Favrholdts bog om videnskabelig uredelighed for et par år siden berørte ikke emnet meget, selv om der i tidens løb også herhjemme har været dramatiske sager – såsom Bent Fausings doktordisputats og Frank Esmanns Kissinger-biografi.
Plagiatets psykologi er nu gjort vedkommende på munter vis, takket være så forskellige personager som Oberst Gadaffis akademiske doktor-søn og den nødtvungent afgåede tyske minister med det forrygende navn "Guttenberg" – der nemlig forholder sig til det gode navn "Gutenberg" på en måde der illustrerer emnet glimrende. Begges doktordisputatser blev for nylig afsløret som plagiater. Yderligere en tysk toppolitiker Koch-Mehrein er nu blevet afslkøret som "falsk doktor". Og også en fremmelig dansk medicinsk forsker er nu genstand for en undersøgelse grundet anklage for doktor-plagiat. Hvorfor sker det så ofte, hvordan går det til - og hvordan beviser man det?
Videnskabsmænd er ganske som vi andre forfængelige, samt udrustede med ofte begrundet stolthed. Videnskabens historie er selv på topniveau, fuld af plagiater, som først siden er kommet for en dag. Jeg er nået frem til fire oplagte psykologiske bud på de første to spørgsmål.
1. Ganske som ubeskyttet materiel ejendom før eller siden vil blive konfiskeret, og ganske som frugtbare lande uden en hær før eller siden vil blive besat og annekterede af større naboer, således vil også attraktiv åndelig ”ejendom” blive stjålet, hvis den er ubeskyttet. Status bliver let en besættelse, og vel oftest i det maskuline univers – og da gælder ingen regler, men desto flere tricks... Og det så meget desto mere som der jo i mange tilfælde tilkommer økonomiske motiver i forbindelse med patenter. 2. Plagiering af idéer er pærelet – og derfor desto mere uimodståelig: For mens kun en mester kan ”plagiere” et fremmed modersmål, Rachmaninovs klaverkoncerter eller et tennis-mesterskab, så kan afgørende guldkorn og tankekæder oftest stå på få linier – resten er knofedt, som enhver med sponsorering, ambition og grønt lys forude kan præstere. Og det er let at slippe godt fra det, blot man husker at omformulere det.

3. Plagiering hindres endvidere ikke af skam, for det sker oftest ubevidst: Dette beror på at et ambitiøst ego ville såre sin egen stolthed ved at indrømme over for sig selv, at dets geniale ide ikke er dets egen. Derfor er der i reglen tale om selvbedrag - og det kan forklare de groteske tilfælde hvor skurken slet intet gør for at udviske sine spor. For selv dygtige folk gennemskuer sjældent deres eget sinds irgange. Det er således mit indtryk at selv begavede ”alfa-hanner/hunner” sjældent har for megen selvkritik, jævnfør en instinktiv frygt for selvironi - undtagen i dennes kokette form med modsat fortegn. Denne iagttagelse giver god mening, for en vigtig ”alfa-egenskab” må i følge sagens natur være evnen til kronisk at ”booste” sin egen selvtillid og reducere ”rivalernes” - om så også ubevidst og under iagttagelse af urbane former: For uden denne evne kan det være svært at beholde sin dominans. 4. Idé-ran har altid det gode alibi, at ingen kan udelukke at andre nogenlunde samtidig har fået den samme idé: "Tiden var svanger" - og det er historisk veldokumenteret, at flere ofte samtidig har fået den samme lyse ide. Skulle man mod forventning blive opdaget, har man således altid denne gode forklaring at falde tilbage på.

Men hvis nu ovenstående er sandt, så burde der vel egentlig være svindlere overalt? Det er der nok også - men heldigvis er der to måder at afsløre dem på.
1. Hvis ulven og ræven ofte går i hinandens spor, behøver det ganske vist ikke at bero på snylteri: For måske jager ræven og ulven de samme byttedyr; eller måske spiser deres respektive byttedyr de samme planter; eller deres respektive byttedyrs respektive foderplanter vokser måske på de samme steder. Sammenfaldet af rævespor og ulvespor behøver derfor ikke at være udtryk for nogen slags afhængighed mellem de to rovdyr.
Men hvis nu i langt de fleste tilfælde ulven har gået først - så er den eneste rimelige forklaring den, at ræven snylter på ulvens bytterester. Men i det enkelte tilfælde kan sporenes sammenfald naturligvis bero på en af de førstnævnte årsager eller sammentræf: Ikke alle ræve er snyltere, og selv snyltende ræve snylter ikke altid.
Men tendensen taler ikke desto mindre sit entydige sprog; og således også med mennesker: Mangen toneangivende åndsfyrste har i tidens løb virtuost og anderledes fyldigt kunne sige alt hvad andre har sagt kort før; mens andre typer omvendt har haft en tilbøjelighed til på deres felt at se ting før andre – og på den vis får man aldrig kørekort som plagiator. Kort sagt: Der gives sjældent tekniske beviser, men ofte "circumstantial evidence". Denne evidens beviser måske intet i det enkelte tilfælde, men sladrer ikke desto mindre højst signifikant om, hvilken af de to kategorier man som psykologisk type tilhører.
2. Endvidere er idé-ran ofte muligt at spore psykologisk: For netop grundet menneskers ubevidsthed i deres plagiering, vil de typisk også bruge de samme karakteristiske udtryk, associationer, billeder og vendinger som forlægget. Og ganske som den nærige er akkurat lige så nidkær en forhandler hos urtekræmmeren som hos ejendomsmægleren, således gælder nemlig også her, at det store gentager afslørende sig i det små. Og sammenfald i det små og vilkårlige er langt stærkere bevis end sammenfald af en genial idé. Her er tale om en art ”magisk tænkning”, hvor man ubevidst forsøger at overtage en andens ”sjæl”. Og det ekstreme udslag af sådan ubevidst kannibalisme er de ret sjældne skandalesager, hvor vi har teknisk bevis i form af en bogstavtro kopiering langt ud over hvad selve idé-indholdet lægger op til. Sådanne sproglige ekkoer kan du derfor bruge som en art ”radioaktive sporstoffer”, der sladrer om hvor dine indfald havner. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand magen til en som hans seneste offer bar, så vil det på samme måde være et afgørende fingerpeg.

- Men selv om kommissær Columbo ikke kan være i tvivl, så kan morderen dog stadig drilsk dokumentere at alle disse beklædningsgenstande skam er lovformeligt købt og derfor ikke kan kobles teknisk til mordene. Og dokumenteret dygtige folk har dertil det alibi, at de jo før har demonstreret høje kvalifikationer og således har troværdigheden på deres side: ”For Store Mænd har rigtignok ingen grund til at stjæle fra de små.” Nej vel - men just derfor bliver sådan ubegrænset tillid altid før eller siden misbrugt: Den hyppigste form for plagiat består derfor muligvis i at etablerede stjæler fra mindre kendte – for den modsatte trafik straffes hårdt, mens folk uden megafon kan få lov at råbe i ørkenen så meget de lyster.

Videnskabens historie er fuld af eksempler på at de førende først fortier eller latterliggør og dernæst stjæler andres ideer. Læs f.eks. Bill Bryson’s videnskabshistoriske bog ”En kort historie om næsten alt”. David Favrholdt kan have ret i, at videnskabsfolk selv må være de bedst skikkede til at kritisere hinandens vandel - men har de også altid interesse i det?

Sagen er jo den at så længe vi er fair indbyrdes og kun konfiskerer fra folk udenfor hierarkiet– så kan vi let blive enige om det gamle princip om herremandens ret til den første nat: ”Ius primae noctis”. Selv i en røverbande hersker ofte moral – men den gælder i følge sagens natur kun inden for banden. Den fælles interesse vil således i reglen sejre over retsindet – og derfor behøves der anke-instanser.

I denne forbindelse skal det især huskes, at mens en nok så kluntet og konventionelt skrevet artikel i et officielt fagtidskrift regnes som uomgængelig forskning - så er det frit frem for enhver at plagiere selv nok så lysende tekster skrevet i uformelt regi. For "illegitime kombattanter" har i følge sagens natur ingen ankeinstanser eller klageorganer at henvende sig til, idet selv hæderlige officielle fagfolk ikke har mindste interesse i at indrømme deres eksistens - lige undtagen hvis de vrøvler slemt.

Og derfor har vi heller ingen interesse i fælles tyveriforsikringsordninger med de uautoriserede rivaler - som jo tværtimod mest effektivt neutraliseres ved at vi alle i fællig løbende konfiskerer deres resultater i tavshed. Med de autoriserede rivaler er det en anden sag: For vist er også de uvelkomne, men dem kan vi ikke vifte af uden dermed samtidig at undergrave vor egen autoritet, der jo er af ganske samme støbning. Nuvel, men copyright-loven gælder dog os alle - åhja, men som sagt kun i tilfælde af vidtstrakt sprogligt sammenfald.

Høj begavelse medfører ganske som al anden ”forkælelse” ofte et mere tøjlesløst begær. Og selv om man kunne tro at en gruppe af meget dygtige folk også måtte være dygtige til at gennemskue sig selv, er de ofte mindst lige så dygtige til at bekræfte hinanden i deres fælles sandheder – hvortil jo kommer at stor viljestyrke ofte spiller intellektet et puds. For hvor der er en vilje, er der også en vej.
Det er således trods vore to sikre sporingsmetoder stadig ret risikofrit at plagiere, og derfor vil det ske igen og igen - og da især i en tid hvor alle føler sig pressede til at være ”kreative” stjerner. Men det selv samme karrierehysteri vil også resultere i stadig flere plagiater af den spektakulære art. Desto mere glædeligt er det derfor at en tysk gruppe nu har udviklet en genvej til digital sporing af sådanne bogstavtro plagiater.

P.S. At ovenstående såvel som tidligere ting om samme emne er blevet omgående og kommentarløst returneret uden forbehold endsige konstruktive redaktionelle fif fra flere af vore ansete kulturaviser - må enhver tænke sit om... For ikke blot kan også denne artikel altså risikofrit plagieres af Tordensskjolds soldater; selv uden denne tragikomiske yderlighed illustrerer vor artikel dertil pointen: At hvis du ikke er autoriseret, kan du have al mulig grund til at klage og nok så sindrig evidens - men det gør ingen forskel, for som en enfoldig svensk havnearbejder engang sagde til en politiserende kollega: "Ja, jag vet, Gösta: Du har alltid varit kommunist - men det kvittar vad du säger: För det är ändå Kungen som bestämmer!"


Som et yderligere P.S. kunne vi tilføje, at når netop originale mennesker typisk er dårlige til at indgive pedantisk veldokumenterede klager, er det af den kognitive grund, at de dermed sprogligt måtte være på niveau med de typer, der egner sig mere til komisk opremsende selvpromovering end til at barsle og udvikle idéer. Kort sagt ville det indebære en skjult "indirekte meddelelse", der ville undergrave den direkte meddelelse ved at stille den i et latterligt og utroværdigt skær.

En anden grund er den sjælelige, at mens en platugle naturligvis heller ikke kvier sig spor ved at forsvare sig på enhver tænkelig vis, da hun/han per defintion ikke har sin sjæl i klemme og jo i forvejen ikke plages af fine fornemmelser - så kan den der fået sit barn kørt over, slet ikke udholde at tænke på sagen endsige køligt dokumentere forløbet, og er således psykisk desto mere forsvarsløs, jo grellere sagen er. Hun kan højst stole på at den indirekte meddelelse har sin egen umiskendelige evidens der ikke kan forfalskes af typografisk ISO-certificerede klamphuggere.