ET PIKANT STYKKE LITTERATURVIDENSKAB...

ET BIDRAG TIL DISKUSSIONEN OM DET ONDE MELLEM AUGUSTINUS OG SOKRATES

En af vore trofaste læsere fortalte forleden at han først antog vor "litterære fejdes" (8.april) citerede udtalelse fra direktøren for ”Det Store Forlag” for autentisk - og i øvrigt et bevis for at vi i vor genre nu havde mødt vor overmand . Foruroligende, idet den antagelse måske kunne bringe nævnte indlæg tæt på injurielovgivningen samt loven om dokumentfalsk. Imidlertid kunne også selve denne nye påstand måske bringe os i nærkontakt med lovgivningen: For ved overhovedet at nævne dennes overhængende aktualitet indrømmer vi jo, hvilken nærliggende autentisk person vi rent faktisk havde i tankerne da vi skrev teksten. For en blot fiktiv person kan jo ikke påberåbe sig injurieloven. Nuvel, men nævnte fare er da heldigvis ikke så aktuel efter vort bedste skøn. For hør her.

Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra den store forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling om Torben Madsen vs Zangenberg fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og følgelig også helt autentisk.

Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre den da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske svar: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.

Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive og videnskabelige tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi såmænd kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.

Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed, som i ”Gylle-dal” (undskyld, at vi her går under vort niveau, men husk at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor...).

Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren indledningsvis beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et lidt middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition ikke være i stand til selv at erkende det så klart. En så stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.

Vi har således her et eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.

Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske punkt.

Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så kunne vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.

Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kriktik af Platon og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.

Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte form, der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis.

Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han sikkert have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”

Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin ”ære” på et eller andet komisk punkt.

I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”

URKOKKE, LOMMELÆRKER OG APOSTOLISK MOBNING

Vi skriver hurtigere end I læser, men læser måske undertiden endnu langsommere end I skriver - og har tillige en smule pli og støtter derfor den hensygnende etablerede presse ved en vis skønsom afholdenhed. Kald det gerne en neurose, for den slags hensyn er noget altmodische. Men avisernes syndrom er også en neurose, for i deres ubevidste afsky for the real thing udnävner de desperat den ene myreflittige kopi efter den anden til saliggörende original.

Nå, folk med en gennemført skrækkelig opvækst bliver forresten ikke "neurotiske", men dermod ofte tidligt desillusionerede. Neurotikerne tror stadig på livet, men blot ikke på deres eget lige her og nu; hvortil kommer at de gør småting til underholdende dilemmaer og lider af overdreven skyldfølelse, snart på egen, snart på deres medmenneskers vegne - men, tør vi her indrømme: heldigvis aldrig af de rette grunde, for uden særrettigheder går den sgu ikke, Granberg. Livet er jo med professor Thomas Bredsdorffs ord (jvf. 8. april) smukt - men nogen har stjålet nøglen, eller også er den blevet forhekset.

I dagens Politiken oplyses vi om at mobningsofre lettere udvikler psykoser. Ønsketænkning? Næ-nej, den er god nok: For ellers gad vi da ikke bruge energi på at mobbe folk: Naturen gør ikke ret meget uden en hensigt, og det er da også derfor at vi undertiden - men ikke altid - skal vogte os for vore venner. Vil I have et godt råd, skal I hellere gå på værtshus blandt helt uvildige, som keder sig ærligt og redeligt nok til at nære helt objektiv interesse. Men undertiden har venner måske ret, når de advarer os om at verden (helst) vil kunne afskrive os som kværulanter.

Objektivt har vi ellers allerede rigeligt dissekeret verdens naive vildfarelse heri - for det har at gøre med "gennemsnitsmenneskers" instinktive frygt for at stå alene, som de uvilkårligt projicerer over på nok så berettigede enegængere: Alt hvad der har en aura af enegang, skyr de nemlig inderligt som risikabelt, pinligt og mindreværdigt - fordi det minder dem om deres egne bornerte små mareridt om at gå nøgen på gaden eller sige noget frygtelig dumt i et meget fornemt selskab. Eller om dengang de i pogeskolen altid rødmede når læreren bad dem komme op til tavlen, samt når kammerater med rygrad udfrittede dem til dåd.

Komikken er jo, at de selv samme pæne borgere ville bifalde og endda beundre, hvis man fornuftigt sad på en beskyttet læsesal og skrev på endnu en træls afhandling om den gamle Sørens halsstarrige kirkekamp, den unge Grundtvis ditto eller noget helt tredje, som de ville have rystet faderligt på hovedet over, hvis de havde været samtidige dermed. For uanset hvor kontroversielt, tosset, kikset eller endda lodret ondskabsfuldt noget i sig selv måtte være, ret beset, så anerkendes det som notorisk interessant og lødigt af brave folk - ene og alene fordi det i dag nyder mandsopdækning som anerkendte emner hos vor samtids fantasiløst klippende, klistrende og klatrende "kreative" klasse af smagsdommere og kulturkommisærer: Kort sagt, ene og alene fordi det kan gøres til levebrød og ægteskabeligt bæredygtigt grundlag.

Nu skal det indrømmes at en meriterende afhandling om noget vanvittigt ikke selv behøver at være tosset; risikoen er snarere ekstrem kedsomhed forenet med en komplet mangel på kongenialitet - som dog altid indbilder sig det modsatte, tilskyndet af verdens applaus. ("Det er næsten som man kunne tænke sig, at Kierkegaard selv ville have skrevet det!" - udtalte den unge teologiske forskningslektors mest lovende protegé til verdenspressen....). Som antydet ville dette være den mest hårrejsende blasfemi, hvis det foregik ved fuld bevidsthed - men i realiteten er der blot tale om den mest guldrandede og hæderlige naivitet, som enhver kulturfond da også straks ville honorere med klosterlige kurophold og velbetalt arbejdsro.

På samme vis var det også snarere naivt end blasfemisk, da Biskop Martensen i sin tid kårede sin hedenfarne forgänger Mynster ved dennes bisættelse som en sand apostel. Men hvis det derimod snarere skete for at stjæle den ensomme og irriterende Kierkegaards allersidste kort på hånden i dette liv - så var det både blasfemisk og ondskabsfuldt på samme tid. Og det var givetvis også derfor at den arme mand gik så helt og aldeles fra snøvsen over, hvad vi i dag måske blot ville smile ad. Jo-jo, man har skam lidt selverkendelse...(!)

Nej, fri os fra velmenende og fornuftige råd om at skrive fornuftige og naive afhandlinger herom, i stedet for vor halsbrækkende enegang - for hvis sådanne råd ellers blev givet ved fuld bevidsthed, ville der være tale om den mest raffinerede mobning, jævnfør indledningens røde tråd. I virkeligheden er det ofte fifty-fifty: For de som inderst inde aner sandheden, forarges i stedet over denne stejle og umenneskeligt emanciperede selvtillid (!), som er kollektivvæsner så komplet fremmed og skræmmende.

Men når også vore sande venner giver lignende råd, må det derimod tages som en velment påmindelse om verdens massive modstand som et vilkår og en pris, som det måske ikke altid er umagen værd at betale, endsige at gøre til hovedsagen i livet.

Nuvel, forleden havde jeg således en sjælden åbenbaringsoplevelse: hele 13 skogrende og turnerende blåsorte urkokke lod sig beskue overraskende intimt, idet en brølende råbuk afledte deres opmærksomhed fra mig, da den noget respektløst krydsede urkokkenes arena uden at ænse dem det mindste.













Den totale uafficerethed var dog aldeles gensidig, for de to parallelverdener bemærkede slet ikke hinanden - omtrent ligesom når børn betragter forældrenes fjernere bekendte med en aldeles uforstilt indifferens - der i sin nådesløshed overgår enhver bevidst uforskammethed, som dog i det mindste beviser nogen opmærksomhed. Men konsekvent nok var ingen af parterne på højmosen ejheller det mindste berørt over modpartens mangel på opmærksomhed, endsige indrømmelser. I tilfældet med Mynster og Kierkegaard var indifferensens uskyld derimod knap så ægte: For efter helt konsekvent i årtier at have simuleret at de anså manden for tosset, endte hædersborgerne dog med misundeligt at ville bemægtige sig den fattiges mands eneste lam - så sjælen omsider kunne få helt fred....

De sidste urfugle er nu forsvundet i Jylland, hvor de var Steen Steensen Blichers foretrukne jagtbytte næst efter lommelærken. Men mange svenske højmoser har endnu en ret hæderlig bestand, hvorimod urfuglens kalkunstore slægtning tjuren er langt mere fåtallig - og menes (mentes?) uddød herhjemme allerede før vor tidsregning. Men her på bloggen overlever den nevertheless i bedste velgående, ganske som vi selv - på billedet I ser hvordan. Jeg hjælper i øvrigt begge arter efter bedste evne ved at rydde granplanter, der truer med at kvæle blåbær og tyttebær. På den måde undgår jeg måske tillige at blive buret inde for langt alvorligere forbrydelser...

Ja, det er rart at føle sig uundværlig en gang imellem: Det holder liv i kadavret - hvilket minder mig om min skizofrene bonkammerat ("Sagde vi det ikke nok..."), hvis tudsegamle mor holdt sig frisk som en havørn til hun var over 100 år, ene og alene for døgnet rundt at kunne lystre sin dovne søns mindste vink samt råde fortløbende bod på hans kroniske og derfor daglige forældreoprør - som nemlig bestod i: at forvandle huslig orden til komplet kaos på rekordtid. Ja. hvem der hjælper hvem, er ikke altid så let at afgøre.

Også vor egen sabotage af det moderne skovbrug er et heroisk Sisyfos-oprør, hvori vi forener sønnens egenrådige stridbarhed med moderens tapre ansvarsfølelse. Men ingen gider mobbe den art enegang, den være nu nok så lodret ulovlig: For så længe verden ærligt og redeligt betragter en som betryggende tosset i forvejen, får man skam lov at gå i fred. For ingen hverken gider eller nænner at gøre én psykotisk tillige, hvis de i forvejen anser én for en harmløs tumpe. For i grunden er vi mennesker skam rare og flinke på bunden - lige undtagen når vi er bange, samt når vi er jaloux...

Apropos indledningens røde tråd, så er kunsten således slet ikke at have den in mente, men at give den helt nyt liv. I nødtilfælde kunne vi dog have sluttet af som følger: "Hvis filistrene nu med barnlig triumf vil anklage os for endnu engang at have tabt den røde tråd, som åbenbart er så saliggørende, selv hvis lokummet brænder, så vælger vi at afskrive det som - raffineret ondskabsfuld mobning..."

MONTAIGNES ROSER...

GUDS SPILDTE SKIDEBALDE TIL VORE ABONNENTER…
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore abonnenter tilkendes ingen klageret, før de har fået deres gældssanering i forhold til vor betrængte redaktion bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.

Af hvem vil vi ikke roses? Af alle de maliciøst småtskårne og plebejisk ambitiøse små kulturdrenge der intet kan gøre uden bagtanker, og som slås med hinanden om hvad stressede og anstændige læsere partout skal mene om deres komiske lille holmgang - eller om nogen der siges engang at have slået en prut. Alle disse sagesløse borgere der tvangsindlægges til en bunke ugentlig andenhåndslæsning, der kun sjældent gør dem hverken gladere, morsommere, bedre eller visere.


Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.

Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, blot fordi vi er for gode…”.

Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.

Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.

Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.

Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at vise sig af højere værdi end pålydende, end det modsatte.

I almindelighed vil vi dog helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det eneste ordentlige fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl.

Men når vi her f.eks. kan nævne en Benny Lautrup, er det ikke fordi vi inkonsekvent udvælger en bestemt elite, men en fysikprofessor kan udadtil bruges som social "dåseåbner". Og vor pointe er her, at han trods en ret angiveligt forholdsvis jævn baggrund roste os for noget, som en litteraturprofessor vel snarere burde have nævnt - hvis ord derfor tæller mindre. Postbudets og andre vidt forskelliges ord er af samme grund en umiskendelig anerkendelse, men det ville parnasset blot aldrig indrømme - ikke kun grundet de halvbegavedes fornærmede stædighed, men også af ren og skær naivitet.

Dertil kunne de ukendtes roser indrømmet være vort eget påfund og derfor ignoreres. Men vor fantasi forslår nu i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent - undtagen om vore forbrydelser: for siger man A, må man også sige B. Af samme grund dømmes mordere rettelig ikke strengere fordi de tillige benægter deres bedrifter.

Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.

Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten endnu et notorisk Stjerne-plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog givetvis ville blive rost af anmelderne og købt af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men i samtidig lader De med ubetalelig frækhed konstant skinne igennem, at De – Deres formente kvaliteter taget i betragtning – i grunden burde kåres som det hidtil mest fordringsløse menneske, selv om De som konsekvens heraf er afskåret fra at sige det ligeud.

Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og udfyld som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne og skamløse dyneløfter (der sidenhen først skammede sig og nu er sprunget ud som uhyre seriøs forfatter…) forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.

Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

Næste gang vil vi dog moderere os og nøjes med at tage Nils Bohrs navn forfængeligt i forbindelse med hans ægte kærlighed til westerns; men på en måde der har en overraskende anderledes brod mod allehånde rygradsløst plagierende automatskrift, der forsvarer sig mod enhver anklage ved straks at blive også dens umandigt flove ekko - men på fornem spalteplads - og som roses for stor originalitet af alle de leflende undersåtter der forsøger at kopiere dem i håb om en lignende medgang hos tidens højt betitlede proletariat, der heldigvis snart har sejret sig både til grin og til døde...

EN PIKANT LITTERÆR KORRESPONDANCE...

Kære Thomas Bredsdorff
De tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt

”LIVET ER SMUKT…”
Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.

Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.

Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.

Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.


SVAR FRA Professor BREDSDORFF:

Kære Henrik Bandak
Tak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt.

De bedste hilsner
Thomas Bredsdorff


Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i april er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.

Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg oftest tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand. På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.

Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...

Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.

Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie: For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.

Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.

Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.

Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave. Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”.

Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:

Kære Mr. Bandak
”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt.

Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst. Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.

Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret. Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.

Med det grimme er det derimod en helt anden sag. For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."

Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”

Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.

De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.
Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”

Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag





.

FRA KURDISTAN og NIEBUHR til BASHEV SINGER: DE EVIGE VILKÅR

På en ungdomsskole for indvandrere blev jeg imponeret over en kurdisk elev der med sine forældre som barn flygtede til Iran og endte i flygtningelejr uden nogen sinde at have gået i skole. Han var nået langt i det danske sprog og virkede helt fortrolig med at arbejde med grammatik og skriftsprog, efter kun to år. I mit svenske eksil kender jeg en anden kurder, der flygtede den modsatte vej og kom til Sverige som 16-årig i firserne. Uddannet i multimedier, men meget tænksom og betænksom, fraskilt med to børn.

Han og hans far boede tre år i fængsel i Irak, hvor faderen underviste ham. Han mente ikke blot at være kommet helt over det, men tillige at have lært af det – hvorimod han beklagede velfærdssamfundets mange forbitrede mennesker der aldrig kommer over vore samfunds uretfærdigheder. Det interessante var nu, at han hermed på ingen vis bagatelliserede vore forkælede landes problemer, men tværtimod mente at de var farligere for psyken end de dramatiske uretfærdigheder som han selv har oplevet. Heri var ingen ironi eller hån.

Interessant ikke blot i sig selv, men især fordi han også med sin baggrund kunne se det på den måde, hvorimod vi selv pligtskyldigt og klædeligt ofte må indrømme at vi egentlig burde skamme os. Til sagen hører nu også at han som en del andre flygtninge måske har en art behov for at finde fejl og mangler hos ”forældrene”, dvs. i det værtsland som har reddet ham selv, men ikke hans stolthed. En stedelig bosnisk flygtning, der efter mange års pizzabagning omsider er havnet i sin gamle metier som landmåler, hældede i sin tid på lignende vis til teorier om at de jugoslaviske krige var styrede af vestens regeringer og våbenindustri i fællig. Min politiske tæft er ikke så stor, men min psykologiske intuition sagde mig til gengæld dengang at nævnte konspirationsteori nok beroede på et behov for at placere skylden og finde fejl hos ”forældrene”.

Nevertheless mener jeg jo stadig at der gives tankevækkende dramatiske levnedsløb og ditto romaner hinsides postmoderniteten og rodløsheden, der egentlig ikke egner sig til romanform og da ironisk som den forrige gang nævnte Sjölin med ”Verdens sidste roman”. Af samme grund må titlen på gamle Aage Henriksens disputats ”Kierkegaards romaner” antages at være ironisk farvet. For skønt jeg selv kender alt til den udramatiske pinsel, så er den et mere usundt skue, selv hvis man magter at takle den og endda gøre den til en kunstart. Men til analyse og refleksion er den desto mere velegnet. Apropos kunstart – men heldigvis ikke apropos ret meget andet – husker jeg hvorledes en amerikansk ekspert udi og erklæret modstander af dødsstraf udtalte at hængning som metode er en kunstart – som åbenbart ikke ansvarligt bør overlades til prosaiske fængselsansatte fuskere. Det lød næsten som om han inderst inde var en skjult elsker af denne kunst. Men vi har jo for nylig erfaret at fuskerne udi bilmekanik er dennes sande elskere, og det samme gælder måske fuskerne udi dødsstraf. Men indrømmet – dette var et sidespring, om end til gengæld dramatisk nok til romanform.

Åh, men apropos romaner: Jeg læste for nylig en erindringsbog af Isac Bashevi Singer om hans opvækst i Polen i århundredets begyndelse frem til mellemkrigstiden. Mere brutalt end i Stefan Zweigs ”Verden af i går” skildres kontrasten mellem den højeste åndfuldhed, videbegærlighed og oplysningsånd på den ene side og det ekstreme barbari på den anden. Frygten for pogromer, frygten for at udskrives til krigstjeneste på fronten, Palæstina-spørgsmålet samt strid mellem jødiske fraktioner gør også kærligheden mere ”tuberkuløst” desperat og ladet med mysteriets kosmiske intensitet. Og under det hele kværner den gammeljødiske religiøse arv og tradition. Modsætningernes intensitet med få skridt mellem jubel og selvmordsplaner, hvilket atter giver tilfældigheden et nærmest magisk og ”mirakuløst” spillerum. Kabbala og overtro er forståeligt nok heller aldrig langt borte.

Selv under ret kummerlige forhold spiller både det åndelige og forfængeligheden en betydelig rolle og står så lidt som i Hamsuns ”Sult” i skyggen af de mere elementære livsfornødenheder – især da ikke hos personer af rabbinsk æt og status, uagtet økonomien. Mennesket behøver åbenbart noget at leve for, hvis det skal udholde ikke at have noget at leve af.

Men samtidig beskriver Singer også de lunkne velkendte limbo-regioner af småtskårenhed og forfængelige intriger – for mennesker konkurrerer jo om det samme i miljøets forfatterforeninger. Allerede den unge mand opdager at endog de skarpeste litterære kritikere selv skriver provinsielt, naivt og påfaldende klodset, når de forsøger sig som forfattere eller digtere. Den purunge forfatterspire lejer et værelse hos en ekstatisk, verdenserfaren og højtbegavet dame som straks erobrer ham. Hun fortæller at de litterære tidsskrifters redaktører sender alt retur, oftest endda ubeset, og hun giver selv forklaringen. ” De hader mig, fordi Gud har lagt begavelsens forbandelse på mig, og for det andet fordi de ved at jeg kender alle deres smudsige kneb og intriger. Tro mig, det er ikke tomt pral.” Deja vue eller hur?

Nuvel, nok herom. Bashev Singers heks, der trods sin rabbinske baggrund manisk indviede ham i seksualitetens mysterier og ikke uden et satanistisk islæt, var på engang overtroisk og tilsyneladende også synsk, og hun led af dødslængsel – måske godt det samme, for i så fald undgik hun de polske jøders senere skæbne. Singer kom til USA, hvor hans storebror var fast skribent for et velbeslået litterært magasin på jiddisch. De store perspektiver indgyder os ydmyghed og taknemmelighed – samtidig med at vi kan konstatere, at selv under langt kummerligere forhold plages mennesker tillige af anerkendelsens og tilhørsforholdets kvaler. Ganske som vor kurdiske bekendte ovenfor beklagede uretfærdighederne og de resulterende psykiske men i vor egen del af verden.

Biologisk set er det nu heller ikke så sært, for selv om man er sikret havregrød på livstid, bliver man ikke af den grund hverken noget godt parti eller nogen attraktiv samarbejdspartner. Og derfor ser naturen åbenbart til at vi kun dårligt affinder os med den blotte selvopholdelse. Dette kan så forstærkes af allehånde erhvervede eller socialt nedarvede komplekser – men også de hviler jo yderst på den selv samme biologiske grund. Hvorvidt man i fremtiden vil kunne dulme sådanne ikke strengt fysisk relaterede afhængigheder ved hjælp af chips ladet med virtual reality, ”helt for en dag- scenarier” i 3D, får vi at se. Vi kender det jo allerede fra film og skønlitteratur, der for mange har en tilsvarende funktion.

Alt er således sket, set og sagt mange gange før – endda langt mere dramatisk – men det hjælper ikke, for kulturkommissærerne ved aviser og i lærde råd husker kun det af bøgerne som de vil huske. Jeg læste senest en fortræffelig lille bog om Carsten Niebuhr skrevet af hans søn, og dér fortælles om hvorledes tidens ypperste filolog Reiske (som ingen derfor har hørt om) helt konsekvent blev forbigået til fordel for middelmådigheder som nu den uduelige von Haven der fulgte med som filolog på Niebuhrs ekspedition. "Ingen i vor tid er i den grad blevet holdt tilbage grundet sine fortræffeligheder som Reiske", skriver Niebuhr. Vi hører også om folk der senere på engang forsøgte at kue og nedgøre den sagtmodige og beskedne Niebuhrs ideer – og tog æren for dem. Og jeg der som altid troede at have beskrevet disse ting som en art pioner. Men det hjælper åbenbart intet, for både de lærde og anmelderne forbigår instinktivt altid sådanne passager, og historien gentager sig.

Til gengæld kan man så trøste sig med, at mange andre meget vel kan forstå, når man fortæller dem den samme evige lille historie. Vi mindes her Amon Oz, hvis sprænglærde filolog-fader så rammende sagde: ”Skriver du af efter nogle få, er du forsker; men skriver du af efter mange, er du en stor forsker”. Profetiske ord, for som fremgået af tidligere indlæg har vi hjemlige Stjern-eeksempler, som ganske rigtigt nyder den største anseelse og oven i købet af benovede stræbere udråbes til ”renæssancepersonligheder”. Vel var der klatrere og giftblandere i renæssancen, men det er nu ikke det vi normalt sigter til med nævnte prædikat, der tværtimod forbindes med personlighed, format og overskud hinsides de småtskårne sociale beregningers evige kværnen.

Disse ting er ikke så svære at bevise, for hvis rævens spor altid kommer senere end ulvens og endda helt bogstaveligt træder i ulvens fodspor, beror sammentræffet ikke på tilfældighed, men på snylterens afhængighed. Sådan afhængighed viser sig også i, at plagiatet altid er mindre slående og pytagoræisk ”aha-agtigt” end forlægget, samt at afhængigheden ikke bliver ved det tunge, men også går ned i sprogets sjove vilkårligheder såsom ordvalg, billeder og sidelys.

Et andet irrationelt træk beviser ligeledes mere slående end det tunge skyts i sig selv hvad vi har at gøre med. For som sagt vil enkelte beslægtede begavelser gå efter det samme tunge skyts og således naturligt konvergere. En autentisk anekdote belyser dette fra siden. En bekendt af mig havde sammen med mere ypperlige kvaliteter også et misundelsesværdigt talent som plattenslager i den mere harmløse afdeling; men han havde den svaghed at gå alt for langt i sin lille sport, selv over for erfarne personer hvorom han vidste at de skulle omgås med varsomhed, hvis han skulle komme på skudhold af den store papegøje. Derfor tabte han trods bedre vidende i sin grådighed mange forretningsaftaler på gulvet.

Det minder mig om hvorledes jeg i sin tid i min iver efter at snige min ind på sky dyr altid avancerede for hurtigt og skræmte dem væk – selv efter at gentagne dårligere erfaringer havde belært mig om fejlen. For naturen gik i sin iver over optugtelsen, og på samme måde er det med plagiatorerne: Mange af dem har det som et veritabelt karaktertræk eller som et autonomt personlighedskompleks at kopiere uhæmmet, selv under forhold hvor de måske burde fare med lempe – dels grundet et næsten genetisk selvkørende og umætteligt kannibalistiske begær, dels grundet den langt hen ubevidste karakter af nævnte kompleks.. Og deraf kommer den nævnte barnlige tydelighed af deres fodspor, som dog ingen af deres ordensbehængte kolleger gennemskuer.

Det er helt naturligt, at hvis en af os møjsommeligt lærer et klassisk musikstykke i bedste fald tåleligt, vil det på en gang være anden hånds og langt mindre slående end forlægget – hvordan skulle det dog kunne være anderledes? Det er kun en skam at benægte dette naturlige forhold og spille uvidende om ophavet – for slet ikke at tale om at nedgøre og umuliggøre ophavsmænd i levende live.
Men plagiatorernes store held er at mange af de der fornemmer sandheden, alligevel foretrækker dem frem for de ægte nattergale – omtrent ligesom personalechefer og damer ikke sjældent vælger en kandidat hvis praleri de meget vel gennemskuer, fordi dette sidste smigrer deres egen skarpsindighed og desuden beviser aspirantens naive iver.

P.S. Som man måske aner, er stykket med Bashev Singer skrevet først, hvorefter sideskuddene samt tilstødende lokale erfaringer har krydsbefrugtet. For det er nu vor lille kunstart her på bloggen, ihukommende Blixens berømte ”stork”, der oftest glemmes i praksis, hvor fortærsket den skolastisk talt end kan siges at være. Virkeligheden og tilfældet skal spille uforudsigeligt med for at gøre mønstret interessant og eksistentielt.

Men mønsterbrud er nu også en del af den sande guddommelige helhed. Således nu et arktisk vejromslag med 12 graders morgenfrost, just som al isen endelig var smeltet – tranerne klarer den sagtens, stærene vel også, men storke har vi ikke her udover de blixenske. Ørnene kan derimod have lagt æg allerede, men hvor? Deres mønster kan jeg endnu ikke greje, men jeg tror de ændrer deres naturlige præferencer for at snyde mig.

FORFATTEREN DANIEL SJÔLIN OG ANDRE ØRNE

DANIEL SJÖLIN OG ANDRE ØRNE
Det slog mig forleden, at selv når jeg skriver på min egen bærbare, bruger jeg ikke dansk ø og æ "hinsidan". Det er en meget bogstavelig og autistisk tolkning af hvad der er muligt hvor - ganske ligesom jeg indtil for få år siden forestillede mig at man måtte være grundigt handikappet for overhovedet at kunne betjene et handikaptoilet. Som om der gjaldt omvendte tyngdelove bag den hemmelige dør, eller som var der tale om en formelig loge.

Dette må dog på den anden side honoreres som en forbilledligt demokratisk tolkning af begrebet 'handikap'. Men det er jo i ganske samme progressive ånd at vi her på bloggen vender enhver art handikap og anden misære til en stilistisk force - nu altså også just nævnte autistiske lille lapsus. Hvad min bil angår, er den dog snart hel igen, takket være en ungarsk fusker: Det var den slags kunster man skulle kunne for at leve af det uden at være en art plattenslager. Man kan sågar leve af at forvandle sin stilistiske svaghed til en økonomisk force - men ikke omvendt. Ak, ak - apropos virkeligheden, så er denne en stor misforståelse. Inspireret af Freuds ord efter sin Amerika-turné: "Amerika er én stor misforståelse!"


Dog skal vi ikke klage, idet det at blive betalt for at kæmpe mod vindmøller må siges at være et ønskejob for en sand Don Quijote. I hvert fald gælder det om at finde så mange sjældne og følsomme arter som muligt for at ændre placeringen af skidtet. Derfor indledte vi dette indlæg med et billede taget fra kongeørnens rede med udsigt over urfuglenes vældige højmoser, som endnu er bundfrosne som Sibiriens tundra. Ørneparret har tydeligvis flere reder og er det første regionale par i mere end en menneskealder - og alt tyder på at et nyt er under etablering just i det kriminelle felt.
Den sidste is smelter vel i ugens løb på søerne, trods nattefrost, og de fleste lokale traner er allerede ankommet. Grågæs var en sjældenhed i min barndom, men er blevet talrige, hvorimod tjur og urfugl lider under det moderne skovbrugs grankulturer. Derfor rydder jeg privat masser af små graner i naturskovsarealer, så enebær, blåbær og tyttebær trives. Ellers behøves der skovbrand, men det tillades normalt ikke i vore dage.


På et hjemligt besøg kom jeg for skade at læse kulturtillæggenes puerile bogdebat med nogle modsatrettede drengeklubber af yderst begrænset underholdningsværdi. Det forekom mig så fjernt og barnligt - disse folk der sætter så stor en ære i at fægte om, hvad nogen andre har sagt om en helt tredje, der vist nok har skrevet en bog. Al denne selvalvor blottet for selvironi og proportioner. Det slipper man heldigvis for stedt i eksil og i kamp mod vindmøller.


Men ugen inden læste jeg faktisk en yderst moderne svensk "roman", selv om jeg litterært er konservativ, lidt doven og skeptisk:
Det er en rablende svensk selvbiografisk roman af Daniel Sjölin, kendt yngre TV-litterat, som er så centrifugal i sin selvreflekterethed, at jeg køber den – ikke mindst fordi forfatter-jeget ligeledes gør sig mange tanker om mennesket som en efterligningsabe. Hvorvidt også det beror på imitation, skal vi selvfølgelig ikke kunne sige, men det virker nu personligt tilegnet og troværdigt. En stor del af romanen består i forsøg på at fange moderens Alzheimer-ramte sprogmaskine og knække koderne bag, hvilket må forstås som en art stiliserende og potenserende fiktion i virkelighedens tjeneste – næsten lige som når man ”oversætter” en udenlandsk dialekt eller sociolekt til en dialekt på et helt andet sprog.

Svært at afkode, men forfatter-jeget gør sig mange desperate associationer om sin rolle i medieverdenen, herunder mange af de samme ting som vi her beklager os over. Hvis det nu ikke er en svensk medieabes forsøg på at usurpere endogså sine modstanderes (dvs. mine svenske dobbeltgængeres) sidste forsvar og stjæle ofrenes skrig a la Stjernfelt og SUT, er det godt gået – og tekstens respektløse overskud får mig til at tro det. Forfatter-jegets hån mod forceret oplyste og lærde romaner, der skal give os den respekt som handlingen og sproget selv ikke indgyder, er morsom, for på sin egen måde er også denne roman encyklopædisk i sit desperate forsøg på at knække virkelighedens koder med alle til rådighed stående midler. Daniel Sjölin har det litterære TV-program Babel, som jeg er gået glip af, og bogens titel er ”Verdens sidste roman”. Fortælleren kalder sig selv mediestrateg – men han indrømmer det dog selv, og hans tour de force er et ægte forsøg på erkendelse.

Uden at være den store litteraturfortolker kan jeg godt afkode forfatterens intentioner. Modsat f.eks. Bashev Singer fra ghettoernes Polen har vor helt ikke megen historie at fortælle, og han ved det. Men han ved at (i mangel på sådan) vil alle romaner kun desto mere handle om forfatteren selv, og han kan ikke tage alskens dannet forklædning alvorligt, historiske kulisser osv. Han bliver dog derved selv encyklopædisk både i respektløst indforstået brug af alskens terminologi fra alle genrer og områder og ved referencer til de nyeste modeller af kosmos, hjerneforskning og what not.

På en måde helt forståeligt, for når man ikke døjer under at måtte forstå, hvad der skete i KZ-lejrene eller i ens barndom (moderen har derimod en historie, som fortælleren forsøger at gætte og kode sig ind til), bliver ens personlige historie blot historien om hvorledes man klippede og klistrede sig ind i verden og videns-verdenen. Fortællerens flittige spark til alle slags illusioner om forfatterrollen kan derfor nok forstås som afreagerende selvindsigt.

Dette er romanmæssigt set atypisk, for skønlitteraturen ejer ikke midler til at erkende hverken kosmos eller hjernen – men selve det vilkår at måtte leve ved at hægte sig på og efterligne alskens viden, som man ikke kan kontrollere selv, men må tage for pålydende – selve dette er faktisk en genuin menneskelig erfaring og et vilkår, som litteraturen faktisk kan beskrive, enten naivt eller som Sjölin en smule spotsk. Ganske som litteraturen jo ikke kan ”usurpere” kemi og fysik, men meget vel kan omhandle en kemiker eller fysiker – men hvor dette er tilfældet, er den nødt til at inddrage faglig viden, eftersom hovedpersonens historie langt hen er historien om hans/hendes forhold til denne viden, der for forfatteren selv må forblive udvendig som noget der må stå til troende.

Daniel Sjölins Alzheimer-ramte moder har ifølge fortælleren af samme navn muligvis engang begravet en ”voldtægtsfrugt”, og forfatteren udkaster nogle realistiske scenarier om dette og en eventuel politiopklaring, der drømmeagtigt gør brug af jævnaldrende ”hovedpersoner” fra hans egen barndom. I et afsnit forestiller han sig, at hans barndomskammerats far også var hans egen virkelige far, modsat den sut han normalt regner for sin far. Bogen ”handler” således mest om hvordan hjernen klipper og klistrer tingene sammen med alle mulige metaforer og ved associative befrugtninger i slægt med drømmeverdenens. Fortælleren udvikler her en orgiastisk billeddannelse hentet fra amorfe naturprocesser såsom svampenes altinficerende mycelium, der minder ham om vor lige så amorft svampede hjerne.

Men i dette tilfælde er der næppe nogen seriøs gåde at knække, og plottene er derfor blot overskudskonstruktioner omkring bagatelagtige begivenheder som associationernes og afreaktionernes katalysatorer og krystallisationskim – og ikke en desperat søgen efter en biografisk sandhed. Men processen gennemskuer sig selv som blot endnu en mycelieagtigt infiltrerende hjerneaktivitet. Dette er i grunden ikke spor mærkeligere end at en uhyre lærd persons selvbiografi som afdøde professor Billeskov Jansens memoirer ikke tegner noget mønster, men blot er en fornøjelig kronologisk opremsning af læsefrugter og -miljøer.

Fortælleren uddeler mange overmodige hug til samtidig litteratur af mange slags såvel som til enhver art tro på sjæl og højere mening. Men så aggressivt og uforfærdet kan man kun angribe en virkelighed som man trods alt tilhører, og hvor selv ens uforskammethed har grønt lys. At angribe en virkelighed som man hverken kan eller må leve i, er psykologisk umulig, for hvis man hverken har rigtig sympati eller rigtig respekt for det man er oppe imod – føles sådan beskæftigelse syg, hvorimod nålestiksaktioner i spontan frihåndstegning som vore giver sundt afløb, så man igen kan glemme elendigheden og mere helhjertet dyrke smukkere ting.

Jeg misunder Sjölins sorgløse optimisme og hans ret til sågar at håne sit eget forlag, for et helt normalt borgerligt bogprojekt ville måske i dag vanskeligt kunne fange mig. Når en tanke har fundet sin smukkeste pytagoræiske form, føles det unaturligt uopfordret at drøvtygge den til døde. Derimod er det altid morsomt med en så at sige journalistisk anledning der kan aktivere og levendegøre en idé eller en dybdeobservation ved at forbinde den på overraskende vis med noget konkret og i en vis forstand tilfældigt, der giver det en lighed med kunst: For også kunsten krydsbefrugter jo det almene og det personligt oplevede – forskellen er blot den at i kunsten er der ikke meget alment før syntesen, fordi oplevelsen er primær; hvorimod i filosofiske sager er de abstrakte sandheder oftest blevet formet og slebet til på forhånd, deraf deres sjove goldhed i deres så at sige ”partenogenetiske” tilstand – selv om de jo i sin tur yderst også beror på oplevelser i en eller anden forstand.

I så henseende holder jeg af avisgenren (ideelt set altså...), fordi den korte form tvinger til æstetisk og tankemæssig koncentration foruden en konkret anledning som krystallisationskim, som skal ”legitimere” så abstrakt stof på avisplads. Overdreven plads er derimod usmagelig uden en tilsvarende konkret anledning, kunstnerisk eller for den sags skyld pædagogisk – men det kunne nu også bestå i en invitations grønne og vækstfremmende lys, der befordrer fine rodtrådes ængstelige prøvende skridt ud i en farlig verden. En vis skamfølelse ved at brede sig umanerligt er dog klædelig og befordrende for en vis refleksion - og den skamfølelse har også at gøre med at vi dog også agter højere ting end vort eget ellers så klaustrofobiske rum. Denne naive fromhed er måske en akilleshæl, snævert karrieremässigt set, men jeg gider som sagt ikke de drengeklubber og har vel egentlig aldrig gjort det: For det kräver en anden art social naivitet som heldigvis savner.

Plagiatorerne elsker omvendt at blæse tingene op til debatbøger for at gøre dem til deres egne og overdøve forlægget, og ifølge sagens natur kender de ikke til leden ved at tarveliggøre det én gang formgivne. Det er udover deres spiselighed en af grundene til deres gennemslagskraft; en anden grund er at man ikke nærer blufærdig frygt eller perfektionsbekymringer i forhold til lånt gods – ganske som pædofile jo heller ikke deler forældrenes undertiden overdrevne bekymring for afkommet ve og vel.

Nuvel, måske er jeg for min egen del måske mere til jazzens intense ”little Bang”s a la ”Jorden rundt på 80 sekunder”, billedligt talt. Noble og kritiske sammenskrivninger af års læsestof i murstenstykke danske stile kan måske ikke antænde mig, selv om jeg godt kan læse det – lidt på samme måde som man en dag opdager at man simpelt en er vokset fra at ”gå i byen” om aftenen på må og få: Man gider ikke rigtigt længere, og støjniveauet er – både i bogstavelig og overført forstand – desuden for højt. Der er ingen forjættelse i det længere, så hellere gøre noget enten enten nyttigt (hvordan?) eller morsomt, for den borgerlige ære er for dyrekøbt hvis man ikke engang kan tage den alvorligt andet end som savn. Men det skal nu ikke hindre os i at læse dem der gider, blot ikke de falske og derfor så højtråbende nattergale.

Sjölin har præsteret kunststykket at gøre en mikrokosmisk tour de force til en hel roman; og just fordi jeg ikke kender ham, behøver jeg ikke døje under eventuelle minusser af den art, som jeg beklager hos visse af mine landsmænd. På denne måde bekræftes atter det gamle ord, at profeter sjældent er velsete i deres hjemby. For strengt taget kan jeg jo ikke vide om Sjölin er en svensk pendant til ”mediestrategerne” SUT eller Stjernfelt, der oven i købet æder og usurperer de få der har gennemskuet dem. Men dels er han langt mere kompromisløst udfarende og uforskammet til alle sider (også selv om han ”har lov”), dels er han så frontalt fabulerende og aggressivt grænseafsøgende, at det gør ham eksistentielt troværdig.

Fortælleren Sjölins mere ”hjernefilosofiske” overvejelser om at al empati for ikke at sige kærlighed er simuleringer i vore såkaldte spejlneuroner og derfor kun fordækt egenkærlighed, minder måske lidt om hvad vi selv undertiden siger om alle ”menneskeaberne” omkring os – som han ganske rigtigt ser rigtigt mange af i sin verden, og da især i det køn som vi begge tilhører. På den anden side må man skelne mellem hjernens virtuelle simulering af andres lidelser og så en beregnende udvendig simulering af sådan ægte simulering: Dette lyder måske som en fortænkt skelnen, men der er dog forskel på forestillet og ægte medfølelse, ganske uanset hvad der foregår i hvilke neuroner, de sidde nu i højre eller venstre hjernehalvdel. Medfølelse er nok i sig selv en art simulering, men den er ikke af den grund simuleret medfølelse.

Sjölin er sprogligt set encyklopædisk i mangel på historie samt af informationsoverskud, men foragter folk der behøver lærdom for at peppe en svag historie op. Han foragter også forfatterskoler, men har vistnok gået på en selv. Hans egen historie er så cerebralt ladet og så faktuelt tom, at man ikke kan skelne mellem historien og så dens samtidsencyklopædisk rablende konstruktion som eksploderende tekst omkring fragmentariske erindringskerner. Små optrin strækker sig derfor over mange siders vild ”mycelievækst”, men fortælleren har skam også øjne i hovedet.

Men naturligvis er det ikke verdens sidste roman eller romanens endeligt – for verden vil altid have konkrete rædsler, og ethvert liv må fordøjes på sine vilkår. Bashev Singer kunne ikke have flygtet over i det encyklopædiske, og selv om vi fremover vil se stadig flere ikke-romaner – hvoraf kun ganske få vil være lige så læseværdige som Sjölins – så foretrækker vi nok i længden lidt mere traditionelle romaner, der trods al mulig refleksion ikke forsøger at ophæve historien. Hvorfor vil Sjölins ”efterabere” ikke være lige så læseværdige? Fordi de enten ”ved” alt for meget og bliver uudholdelige. Eller også fordi de omvendt ved for lidt og derfor bliver rablende og frejdige amatører med gode anbefalinger. Romaner udforsker vel altid den menneskelige "væren i verden", under disse eller hine kår - i vore dage med al den virtuelle virkelighed til disposition. I romaner uden handling eller udvikling kan det minde om et langt digt om fremmedgørelsens tomgang - som i Camus' "Den fremmede". Og enhver menneskelig forestilling eller konstruktion må naturligvis være tilladt i den genre der nu har det menneskelige univers som genstand.

DESCARTES, ALBERT ENGSTRÖM - OG HEISENBERG FOR AUTOMEKANIKERE...

DEN VIRTUELLE VIRKELIGHED OG DEN VIRKELIGE
I har måske hört om hvorledes Descartes i sin tid forsögte at bevise sin tro på fornuften ud fra et minimum, et urokkeligt anker af sikker viden. Han kunne bevise at han tänkte og derfor var til; og han mente i näste runde at kunne bevise, at da ideen om en gud var for stor til at komme fra noget mindre end en gud, måtte også Gud eksistere. Og han mente i tredje runde at kunne bevise at Gud per definition er god og derfor ikke vil väre bekendt at snyde sine skabninger ved at udstyre dem med lutter sansebedrag. Ergo kan vi i det store hele stole på vore sanser og vor fornuft. Gad forresten vide hvordan Gud beviste for sig selv, at Descartes virkelig eksisterede,

Le ikke, for manden var et matematisk geni, men hvad der kendetegner en filosof er at tänke selv ud fra et absolut minimum af viden på visse typer af områder, genial eller ej - og uanset ens evner på helt andre felter. Det er her som med musikalitet og tegning og andre talenter: Man kan ikke uddanne sig til det, selv om man er en stor studiebegavelse. Kaj Sörlander er et genuint eksempel, om end det ikke bör danne präcedens at rose kolleger.

Nuvel, hvorfor nävner vi alt dette. Fordi det der begyndte som en hobby og ungdomspassion, endte med at väre vort sidste forsvar: For hvad gör man, når eliten bruger ethvert trick for at lukke én ude, först i akademisk regi, siden i den medieverden hvor jeg siden i mange år som Köbenhavns championer måtte presse mine små paddehatte op gennem asfalten, gödet af fulde folks og ditto hundes kvälstofrige tis. Kort sagt måtte man udvikle det ene cartesiske anker efter det andet, efterhånden som ulvene angreb, og det blev nästen en anden natur.

Den slemme overraskelse var blot, at ingen garanti holder i längden, med mindre man hörer til dem der tager gamle ting frem og pukker på sin ret. Med den rette naive tro kunne og burde man jo sagtens, men med mindre man hörer til plattenslagernes misundelsesvärdige ät, behöver man nu engang friske beviser, for selvtillid er som vindenergi en letfordärvelig vare, undtagen hos psykopaterne. Og sådan bör det måske også väre: En tudsegammel person har jo desuden ikke meget ud af med tilbagevirkende kraft at få tildelt en medalje som cykelrytter, hvis han i dag sidder i körestol - med mindre han da er enten senil eller storhedsvanvittig.

Alt det gider vi nu ikke give eksempler på her, men bringer det kun på bane, fordi vi i sidste indläg bragte en ny kronik fra Information. Den slags fungerer nemlig ligeledes som et cartesisk "anker": Hvis Information har godkendt denne kronik forleden, trods mangel på enhver art tilknytning eller symbolsk bestikkelse, beviser det forhåbentlig, at vi endnu er i live. Ergo kan läserne så bedre stole på vore sansers troværdighed "on other issues" tillige...... Apropos "endnu i live", så har den gamle svenske humorist Albert Engström en tegning, hvor en döende bonde med opbydelse af sin sidste kraft råber: "Ân är jag inte dö!" Hvortil hustruen med bister utålmodighed replicerer: "Tyst med dig, Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst!"

Nå, men vort cartesiske anker er ligesom når enkelte venner i tidens löb har understreget at man dog engang fik tretten i sit Kierkegaard mm.- speciale. For dels er man nu ikke helt
ene om den slags, dels var man måske länge om at tage sig sammen, osv. osv. Altså, det er ikke nödvendigvis vor ypperste merit, men det er ligesom med kronikker og anden officiel anerkendelse: Det ydre giver et anker af pålidelighed, til stor gene for alle de som helst ville bevise det modsatte - og som netop bruger de ydre anerkendelser som livets alfa og omega, fordi de derved som SUT, Stjernfelt osv. oftest kan holde alle dem ude som de ubevidst, men systematisk planker.

Nå, men hyänernes strategi er med pokerface at tie disse ankere ihjel gennem foräldelse. Ja, for sandheden er, at der faktisk er rigtigt mange "miskendte" udmärkede folk på dette og hint felt af livet - og det er ingen dårlig vittighed at rigtigt mange fortjener en medalje, X-faktor ufortalt. Antag blot at halvdelen af al anerkendelse er fejlplaceret, så bliver der dog en hel del tilbagebetaling i skat. Og som Kant tilföjede: Derfor må vi forlange Guds eksistens for at få regnestykket til at gå op.

Hvad Descartes angår, gives der måske garantier, autistisk set - men hvis man kun kan overbevise Gud og sig selv om det, mens verden ligefuldt kan vende op og ned, fortränge og planke på samme tid som med Sut og Stjern's brug af martyrerne, så er man lige vidt. Men det holder livets cirkus i gang, for akrobater må holde sig i form...

Men dette indlæg handler om VIRKELIGHED, og i dag sandede vi med al vor karakteristiske idioti, at virkeligheden ikke er virtuel. Jeg tog en chance med en stolpe i et lovlig skarpt sving, aldeles unødigt, som om man ved en vis drømmeagtig hast kunne få det overstået og eventuelt tage scenen om, hvis den skulle glippe. Eller som om et tilstrækkeligt kortvarigt fejltrin eksisterer i en så kort og såge at sige kvantefysisk virtuel og uvirkelig tidslomme, at det ikke spiller nogen praktisk rolle for os dødelige. Logikken heri lyder lidt overdrevet som følger: "Sæt venligst farten gevaldigt op her, så I kommer forbi skolen, inden børnene når at komme ud på vejen!"

Men ak, Heisenbergs usikkerhedsrelation er hverken for begyndere eller for klamphuggere, for bordet fanger, og det koster både en ny forskærm og mere - selv med en fusker bliver det en dyr fornøjelse. Nej i sammenligning med så skræmmende eksempler på vor virtuelle omgang med virkeligheden er det vore psykologiske beklagelser der er virtuelle. For mange af de afsavn som vi begræder, er jo kun til når vi tænker på dem - hvilket jo også gjaldt ungdommens "ulykkelige kjerligheder". Disse ting er vitterlig irreelle, disciplinært set, og det sander vi når vi bliver smidt i kloster, i militærtjeneste eller i fængsel uden mulighed for alle hånde dumme forhåbninger og afledningsmanøvrer, befriet for vor indbildningskraft. Det er også dette buddhister mener med at vi kan overvinde begærene som indbildte, undtagen sult og søvn.

Den eneste måde vi kan bruge vor bommert på er ved at tage os sammen og ligesom de anonyme afholdsmænd skelne mellem de ting vi kan gøre noget ved, og dem vi ikke kan ændre: Dvs. mellem de genstande vi har råd til og dem vi må nöjes med at forestille os. Regningen kan vi ikke tænke os fra, men på anden vis kunne vi måske med udbytte stramme os op for at indhente underslæbet: F.eks. ved som her at forevige den kontante afregning filosofisk.

For uanset kvalitet er enhver "velskreven" filosofisk bog træls og endimensional læsning i sammenligning, især hvis vi har skrevet det før og ikke længere kan opbyde den rette begyndernaivitets hormonale vitamintilskud. Nej, her er en frisk flerdimensional avisrapport om et øjeblik hvor "evigheden skärer tiden" ved en automobilulykke anderledes velgørende - og her i "offerets århundrede" var der heldigvis ingen andre det var synd for end ...os selv.


NEXT: Forfatteren DANIEL SJÔLIN og andre Ørne

DEN NY ELITE (Kronik bragt i Information 19.2)

(KRONIK I INFORMATION 19.2)
Professor Stig Hjarvard havde 7.2 en velanbragt kronik om, hvorledes det gamle kulturborgerskab ikke bør få hverken liberalister eller andre til at føle sig truet: For i dag er det mediefolkene der sætter dagsordenen og besætter nøgleposterne i kulturlivet.
Det vil jeg både uddybe og komplettere. Det gamle kulturborgerskab talte mange fine personligheder med en rigdom på overtoner og en indbyrdes forskellighed, som under alle de drabelige attituders krusninger ofte savnes i dag. Tænk blot på at mediernes humor oftest er af samme sarkastiske skuffe, hvad enten fjenden er de venstreorienterede eller regeringen – groft sagt.

Men vor indrømmelse til det gamle kulturborgerskab må modificeres: Dets aristokratiske charme hang i høj grad sammen med, at de privilegerede trods små konflikter på første klasse nød deres privilegerede stilling uden frygt. Endvidere var deres opvækst ikke præget af et hysterisk jag efter ”identitet”, og derfor var det ofte passionerede kendere der endte med at slå sig op som kulturpersonligheder på dette eller hint felt. Forbindelser? Javel, men også det var noget ”man” bare havde, og grundet denne uskyld betød sladder og spin mindre, mens det i dag snart er det ene fornødne.

Men vi må ikke glemme at overklassen alle dage har holdt på sin naturlige forrang og ikke givet ved dørene, når begavede folk fra de lavere klasser bankede på: Ja, i meget gamle dage skulle man kunne latin for at gøre sig gældende; og hvor mange gode tanker eliten stjal på den konto, kan vi kun gisne om. Og endnu for halvtreds år siden forekom der akademiske skandaler med grov udnyttelse af hvad man i tidens koloniale sprog kaldte ”negre”. Høfligheden gjaldt således også dengang mest folk fra ens egen kreds.
Men denne bandementalitet er i dag er rendyrket til det ekstreme, paradoksalt nok just i kraft af demokratiseringen: For mediernes dominans er jo en følge af den sociale mobilitet, som har gjort os alle til åleglatte aspiranter. I meget gamle dage regnedes de få der kunne læse, for åndelige overmennesker; og det gamle kulturborgerskab havde en sorgløs overbevisning om at være den naturlige elite, hvilket lagde en dæmper på deres indbyrdes aggressioner. Men i de moderne mediers tid accepterer ingen uden videre overmænd og overdamer.

Grundet vor demokratiske forventning om at ”hvad ikke alle kan lære på et kursus, må helst ingen kunne” er jalousien i vore dage lige så ekstrem som elitedyrkelsen: Tænk blot på at mens det endnu for en god snes år siden ansås for spøjst sådan frivilligt at have skrevet en rigtig bog, skriver gud og hvermand af pligt snart en debatbog om året. Men den emsige konkurrence bevirker samtidig stor konformitet, selv på højt niveau, både i sprog, tanke og humor – under meningsforskellenes højtråbende fernis: Omtrent alle undtagen Søren Krarup taler snart samme ”dialekt”, ganske ligesom unge mænd går til alle de samme ting samtidig for at blive lige stærke og smarte ude i byen.

Denne ensretning, der også befordres af uddannelsessystemet, er en følge af rivaliteten, men lægger også en dæmper på den: For så længe vi alle sammen er dygtige på den samme måde, har vi lettere ved at udholde hinanden – og vi er også nødt til det for ikke at komme til at slå os selv på munden. Ganske på samme vis foretrak fordums professorer gerne duksene, men måtte til gengæld anerkende dem som jævnbyrdige, efterhånden som de blev lige så dygtige som de selv til de samme ting.
Men den grænseløse rivalitet som følge af den sociale mobilitet har skærpet dette moment, sådan at alle kan komme frem – blot vi gør som de andre i banden og så for øvrigt lægger os i selen, ganske som dengang vi gik til fodbold, eller hvad nu der var tidens og alderens løsen.

Konkurrencen er således et tveægget sværd, og kun de fantasiløse ævler frejdigt om dens velsignelser. Konkurrence på varemarkedet er godt, men på de indre linier gør den megen skade – og et billede på denne enfoldighed kunne være tidens næsten religiøse benovelse over ret vilkårlige og standardiserede ”intelligenstest”, som derfor trænes i fjernøstens autoritære skolesystemer. Men har I nogensinde set japansk TV-humor, dette lands høje score uagtet?

Hvad så med mediernes egen rolle? Ja, i lidt ældre tid kunne selv højt begavede avisfolk være knarvorne over for ”akademikere”, undtagen de uomgængelige gamle – omtrent som akademikere jo heller ikke var velansete i folkeskolen. Det har ændret sig, for nu er snart alle akademikere – men det betyder så også at nævnte gammeldags vrantenhed er blevet afløst af en nivellerende nidkærhed, der under det forskønnende navn ”social intelligens” er blevet tidens pest. Ja, for sagen er at når dine foresatte udvælger dig i kraft af din følgagtighed, så er det chefens sociale intelligens og ikke din der i givet fald må roses – for mange chefer har det med at foretrække folk de kan forme, og som viser naturligt dørvogterhang.

Nu tilbage til Hjarvards pointe – nemlig mediernes betoning af selve evnen til at komme på, gøre sig kendt, seertal, bundlinier osv. For hvis vi ikke anerkender nogen art indre berettigelse hinsides gennemslagskraft og kollektiv magt til at monopolisere synlighed, så bliver både moral og kvalitet blot markedsnicher og påskud, omtrent som når tidens mediedarlings giver den som store individualister. For et stort ego er jo ikke ensbetydende med individualitet, selv ikke hos velbegavede folk.

Prøv i dag at appellere til menneskelighed i karrieremæssige forhold. I den gamle tid dyrkede man i det mindste en overflade af ædel korrekthed, selv om den heller ikke dengang sad så dybt som bekvemmeligheden – for generøsiteten gjaldt især nærstående. Men i vore dage er der – helt uanset politisk observans – end ikke nogen der gider give et skin af storsind, hvis en potentiel rival om opmærksomheden skulle behøve det.
For eftersom alle ansøgere jo i demokratisk ånd anses for lige gode på bunden, så måtte vi jo lukke alle og enhver ind, skønt vi kun behøver nogle få. Demokratiseringens sejr ad helvede til indebærer derfor paradoksalt nok, at enhver appel til rimelighed slås i hartkorn med klager over ikke at have vundet i lotto: Også lotto er jo per definition på engang klasseløst demokratisk og individuelt set ”uretfærdig” – og just derfor kan ingen pukke på nogen særlig ret til at vinde.

Når medieeliten har så travlt med at åle ”X-faktor”, kommer jeg til at tænke på, hvorledes mine bedsteforældres generation kunne sige: ”Det er synd for aberne, når man i cirkus klæder dem i kjole og hvidt!”. For denne følsomhed for abernes værdighed beroede nok i virkeligheden på ubehaget ved den tanke, at overklassen måske også selv var aber klædt i kjole og hvidt. I virkeligheden var det deres egen selvfølelse og ikke abernes, der blev såret ved den nærgående sidestilling; og på samme vis er det med den moderne elites punken i kor på ”X-faktor” – i Stein Baggers tidsalder, hvor næsten alt er blevet ”X-factory”: ”Vi på de højkulturelle medier vil sgu ikke sammenlignes med de populistiske aber på TV2”.

Men aldrig har vi da uddannet så mange mennesker. Nej, men hvem der så udvælges af bunken af jævnbyrdige, kommer til at ligne X-faktor. Og at vi alle er højtuddannede, er heller ikke altid kun godt: For det betyder, at enhver art autodidakter, passionerede specialtalenter samt kvalificerede vanskæbner bekvemt skrottes i første runde, selv på områder som slet ikke egner sig til uddannelse.

I andre lande såsom førnævnte Japan kan man sågar blive uddannet som komiker, og snart har vi vel også en kompetencegivende uddannelse som martyr: For når noget hidtil ringeagtet pludselig viser sig at kunne give status, så skal det partout autoriseres og ensrettes til døde. Fordums pukkelryggede kunne i ro og mag opdyrke en egen niche og til sidst endda høste en smule ære derved – for ingen velforvarede kunne seriøst misunde dem. Men hvis det pludselig blev oversmart i DK at være klassisk kulturmuslim, ville Tordenskjolds moderne elitekorps snart give den som det oplyste Islams diskrete fortrop. Præsident Eisenhower advarede i sin tid mod det militærindustrielle kompleks – gid Obama ville advare mod det medieakademiske kompleks.

FÖLSOMME MENNESKER I DANMARK...

Interessant hvor fölsomme vi mennesker er. Efter at svenskerne har besluttet at plastre deres land til med vindmöller - 400 alene i Halland, plus 200 til vands - er jeg blevet endnu mere A-kraft tilböjelig end tilforn. Med samme alibi går jeg ind for de sidste store elves fortsatte bevarelse. I övrigt er Tjernobyl angiveligt blevet et sandt paradis af biologisk mangfoldighed, herunder utvivlsomt også enkelte tvehovede kalve - og hvis også de kan overleve, er det sgu godt gået, for en mutation kommer själdent alene. Livet er nu engang farligt, men hvor kedeligt skal det blive, for alternativerne er endnu kedeligere og - som de fleste kedsommelige ting og mennesker - umådelig pladskrävende.

Til gengäld har jeg udsigt til en midlertidig lön som kortlägger af fölsomme store fugle i et par berörte områder, med håb om en lidt forbedret placering af skidtet. Så på den måde er det godt for mig, hvilket udviklingen ellers själdent er - og da slet ikke personlig udvikling, som er en by i Rusland - men desvärre ikke lige så spändende som Tjernobyl. Enkelte städigt urokkelige gamlinge overlevede forresten også sammesteds mod alle odds, og de burde fölgelig klones til en ny race, egnet som arbejdskraft i forbindelse med drift og ombygning af A-kraftvärker.

- Globaliseringen gör os åbenbart ikke meget större i udsynet, for i vor lejlighedsvise udländighed konsulterer vi mest nettet for at fölge vor egen dumme og skröbelige karriere. Derved opdagede jeg at Information forlängst havde trykt en bitte pastiche på Berlingernes "Groft sagt" herfra om en anden fölsom själ, korsfaren Lars Hedegaard - som mente at väre et offer for kommunistisk sammensvärgelse, da Berlingske frigjorde ham fra nävnte spalte. Et indläg , som jeg troede at "kommunisterne" ligeledes havde forsmået.

I den samme dags bogdebat (11.12.08) figurerede yderligere to fölsomme gemytter - så fölsomme at de end ikke tåler det danske ö, som derfor ikke kan demonstreres i dagens indslag. Den ene var shamanisten m.m. Neutzschy-Wulff, der trods nogen publicistisk succes i årenes löb föler sig slemt overset af både läserne og anmelderne og derfor erklärer sig for landets ypperste hövede, som sagt uden dansk ö. Den slags fölelser er vi åbenbart mange om at have iblandt, så helt unormale er vi fölgelig ikke oven i hövedet - som sagt uden dansk ö.


Dagens tredje fölsomme hövede var ligefrem så fölsom, at han kun figurerede i tredje person. Mads Qvortrup besvarede nemlig en smudskastning fra forfatterens Jens Martin Eriksen - hvorunder det fremgik, at den fölsomme Eriksens skraldespand mod ham kun skyldtes, at Qvortrup i sin tid havde kritiseret en bog som Eriksen havde begået sammen med den uundgåelige netvärksabe Frederik Stjernfelt.

Qvortrups kritik af nävnte värk glädede mig så meget, at jeg fik sympati med ham, skönt jeg ellers har det med at väre forhåndsskeptisk mod yngre nyslåede professorer ved Farum Universitetscenter, og da isär hvis de er i när slägt med en bunke andre folk fra det medieindustrielle etablissement. Det viser atter igen at også jeg er et fölsomt gemyt, for mere skal der altså ikke til for at omvende os til en ny religion.

Eftersom hele vor tid ligger komplet på maven for de notoriske andenhånds eksistenser der fra dag 1 her på Jorden har netvärket, smigret, fedtet, forbrödret og plagieret sig skamlöst klatrende op til uomgängelige positioner, så får jeg imidlertid straks sympati for en person der går imod strömmen, uanset hans motiver for det. Her skylder vi dog som gentlemen at indrömme at just Stjernfelts andel af nävnte tomandsvärk faktisk blev fundet "tålelig" - men det bör nu ikke undre nogen. For en gennemkalkuleret og intelligent menneskeabe vil aldrig begå noget dårligt, for han vil altid planke og krydse sig febrilsk, men dog forunderligt köligt, frem på parnasset med alle til rådighed stående midler, aldeles umättelig i sin oplyste kölighed.

Krydse - ja, for vor mand er kannibal og navigerer sig kronisk frem ved en art "seriel monogami", i stadig skiftende opportune tomandsbander og strategiske partnerskaber. Tusinder af ubetydelige akademiske klatremus gör på et åbenlyst tyndt niveau det samme, og derfor er Stjernfelt deres konge og guru. Eriksen er mere digterisk spontan og kommer af lutter spontaneitet til at gå under bältestedet i ny og nä, som jo også hans lige så fölsomme kollega Rifbjerg kan jo göre det, om så også med lidt mere fyndighed.

Nå men hvad er så min specielle grund til at ärgres over at nok nävnte Stjerne nu igen forleden sgu har begået noget, som alle tidens netvärksdyr ikke tör andet end falde på maven for, af frygt for at falde i unåde nu eller fremover, hos denne vor civile udgave af Albert Speer, alt for civiliseret og velbegavet til at hänge? Såmänd noget helt personligt, idet han i sin tid omgik mit magnum opus med allerstörste uärlighed. Jeg mödte ham dengang på gaden, hvor han fortalte at han nu omsider havde anmeldt sagen - men aldrig har jeg set nogen se så syg ud i hovedet af misundelig grämmelse:- jeg lyver virkelig ikke.


Dagen efter så jeg, hvorledes han ved at slå min top-osv. i bunke med et par småting af en helt begynderagtig division, havde formået at fortie, undgå og omgå mig uden egentlig at lyve og dermed risikere svar på tiltale. Skidt med fortiden, men han har aldrig siden gjort noget for på nogen vis at böde på det, trods hans uendelige muligheder for det, og han vil som den allernaturligste sag til enhver tid forsöge at planke og undergrave mig, som dengang han sammen med digteren S.U.T overtog mine ord i Politiken om alle de anerkendte, der giver den som miskendte - idet de to dog samtidig forvred tanken komplet på en måde, der sigtede til at göre livet endnu mere umuligt for de virkelige outsidere: som nemlig iflg. SUT og Stjernfelt kun fandtes tilforn, i Jesu og Van Goghs tid, men ikke i SUTS og Stjerfelts calvinistisk retfärdige epoke. Alle "miskendte" er nemlig i vore dage selvbedrageriske stakler - stik modsat alle denne verdens anerkendte forstår man...


Ingen af de to har skam noget personligt imod mig, hvilket blot gör det mere utilgiveligt, for irrationelle fölelser kan dog tilgives. Nej, det hele handler om strategiske fordele og kold, men som sagt febrilsk beregning i grådighedens tjeneste. Og de få der gennemskuer det, holder oftest pokerface, for alle Bermudas grå dörvogtere og emsige kommissärer er forståeligt nok langt mere trygge ved sådanne typer end ved mig - og det ved disse folk, der således har helt grönt lys til at fremture fortsat... Og som sagt äder alle de benovede småaber - som jeg end ikke ville eje som undersåtter, hvis jeg fik dem foräret - det råt, mens de store menneskeaber klögtigt og loyalt holder gode miner til slet spil så länge, at også de selv til sidst tror på det. For alternativet er dem nemlig langt mere imod - og det som jeg engang troede var undtagelsen, viser sig blot at väre det uhelbredeligt normale og komplet forudsigelige, som aldrig vil formå at fange fuglens flugt - der derfor er dem en utilgivelig streg i regningen som forbitret må ignoreres.


Nå, men ejheller det er särlig unormalt, har man efterhånden forstået af livet. Ja, selv alle vi der föler os miskendte, er åbenbart også helt normale - men derfor kan vi nu godt af og til have ret, selv om vi altså ikke er helt så alene som vi gik og troede. Og ret beset, hellere väre anerkendt af dem der kender os, og miskendt af dem der ikke gör det - end väre anerkendt af alle dem der enten ikke kender os eller mangler ethvert grundlag for at sande vort rette sko-nummer. Apropos sko-nummer må vi dog nok alle indrömme, at vi på bunden ikke er meget fredeligere end folk i Gaza, og ejheller mindre ärekäre end ayatollaerne i Iran...

BERLINGSKE DEBAT: SØRLANDER OG GAZA

Hånden på hjertet og hænderne over dynen: Vil I hellere have at jeg taler om Indiens regering end om egne genvordigheder? I kan her passende huske på Kierkegaards ord i "Enten- eller", at en digter er en sjæl, hvis rædselsskrig og smertebrøl lyder som den lifligste musik for andre. Vel er jeg ikke digter, men hvis ikke Søren havde skrevet disse ord, ville jeg ikke desto mindre på stedet have digtet noget lignende i selvforsvar.

Ellers hedder det at man ikke bør jamre på egne vegne, men hvis ingen andre gør det, så kommer dette ædle krav til at minde om Middelalderens hekseprøve: Hvis man bliver kvalt i tavshed, var det bare synd; og hvis man forsvarer sig, er man "heks" og skal hænges. Men kedeligt er det forhåbentlig ikke, og det samme kan man ikke altid sige om verden.

Nå, apropos Søren: Ganske som han yndede at vise at han skam kunne være dybt religiøst, alvorlig samtidig med at han i andre skriverier var morsom, således kunne vi vel også give eksempler på mere verdslig normalitet. Mens vi tidligere skrev så meget til aviserne, at vi lod bloggen køre helt separat, har vi ikke længere råd til at undlade at nævne når pressen atter giver lidt grønt lys. Meget passende har Information antaget en kronik om de kulturbærende klasser før og nu, men her vil jeg hellere nævne at min "kollega" Kaj Sørlander skrev en fin kronik i Berlingske om moral og umoral i forhold til Gaza og omegn. Det er morsomt at se en person tænke som han gør, for man mærker at han har gået for sig selv gennem årene, hoppende logisk fra isflage til isflage. Det virker nok fremmedartet i dag at tænke i syllogistiske følgeslutninger som denne: "Hvis A) Israel har ret til at eksistere, så B) er staten Israels ophævelse ergo et umoralsk mål at have for Hamas".

Livet har dog lært mig, at den abstrakte logik har sine naturlige grænser, hvilket affødte nedenstående artikel bragt i Berlingske dags dato. Endelig et alvorligt skridt ud igen fra jeg-husets skammelige selvbesmittelse? Eller er det mon lige omvendt: Nu vil man også skamløst benytte verdenssituationen og andres skæbne som påskud for at ævle om steder man aldrig har været, i stedet for at blive i sin egen musikalsk autonome og urørlige boldgade, i splendid isolation and all that jazz. Nå, men here we go:

FILOSOFI OG FREDSMÆGLING
Af Henrik Bandak (filosof)
Kaj Sørlanders fine kronik om Hamas, Israel og Gaza behøver en
kommentar. Sørlanders tænkemåde er et flot eksempel på klassisk logik, men skolastikken har nu sine grænser. Sørlander udleder således: Staten Israel kan ikke med rimelighed forlanges ophævet; ergo er Israels ophævelse et moralsk forkasteligt mål for Hamas at have. Endvidere: Det er umoralsk af Hamas at bruge den civile befolkning som dække for aggressive operationer – for dernæst at skyde skylden for de resulterende tab på Israel.
Men vi opfører os sjældent særligt fornuftigt. Det er uundgåeligt, at når civilbefolkningen lider ubærligt, vil den af desperation håbe på sine mest militante talerør. Og det er lige så uundgåeligt, at selv mindre tab på israelsk side vil afføde tilsvarende reaktioner, herunder en umenneskeliggørelse af modparten. Respektindgydende undtagelser findes, men vi kan ikke forlange af andre, hvad vi ikke selv kan leve op til. Det er desuden uundgåeligt at kamporganisationer tiltrækker typer med karakterbrist.
Her er det at proportionalitetstanken kommer ind i billedet. Jævnbyrdig kamp er én ting; men den overlegent stærke part er i Gaza staten Israel; og fordi den stærke part altid er mindre desperat, er det den som man mest realistisk kan tale til rimelighed. Kravet er moralsk set lige berettiget til begge sider, men er blot ikke realistisk at rette til mennesker der har mistet familie og venner. Derfor kan vi kræve mere af den stærke part – herunder besindighed i sine straffeaktioner.

Dette med proportionerne illustreres sjovt af hvad en bekendt fortalte: I Sydamerika havde han pågrebet en lommetyv – men dennes afvæbnende forsvar lød: ”Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Sørlander nævner at når vi altid forlanger mere moral af Israel, er det urimeligt. Men sagen er her igen den at vi realistisk set må appellere til vore nære: En diktator er jo per definition ligeglad.
Ganske som psykopatiske elementer spekulerer i at få modparten til at reagere sig så grumt, at det giver dem selv carte blanche som hævnerengle – således kan vi heller ikke udelukke en tilsvarende taktik i modpartens rækker. Og vi må regne med at mange hos den stærke part tænker: ”Styrken skal da udnyttes til fulde, mens vi har den.” Machiavellisk set er vi i så fald håbløst naive ved at tro, at vi kan pacificere den stærke part med ”moral”.
Og dog: For den stærke part kan ved unødig brutalitet pådrage sig selv ubodelig skade på lang sigt. Men ikke alle politikere i overophedede lande tænker længere end til næste valg – og her kommer så en endnu stærkere part ind i billedet: USA. Derfor er USA den mest realistiske opmand at håbe på: For den bedste opmand må være en som dels besidder magtens ”vetoret”, dels har egen fordel af at udvirke fred. Nogle religiøse vil her sige: ”Den eneste troværdige opmand er Gud, for ingen mennesker er gode.” Måske har de ret – men Gud blander sig desværre ikke meget i vore dage…

GUILT BY ASSOCIATION

OM FREUD, THOMAS MANN OG JUDAS...
Her en lille øvelse i anvendt drømmeanalyse forenet med en spekulativ ekskurs udi dyrs hukommelse. I kender udtrykket "guilt by association" - som vi dog meget passende her vil bruge som springbrædt til anderledes pikante associationer. Hør engang. En af vore bedre små aviser lod for et par år siden meget bekvemt en forbigående redaktionel praktikant spille med musklerne og føle hormonbruset fra et legitimt "faderopgør", trygt velsignet og godkendt fra højere sted - hvilket dog ikke kan måle sig med da en yngling for nylig fyrede sin egen far med hele hans stab, efter at faderen helt i stil med Shakespeares kong Lear havde overdraget knægten nøglerne til firmaet, men med tydelige mundtlige aftaler om bibeholdt redaktionel suverænitet.

Nuvel, i vort eget tilfælde skete nu det, at en i grunden venligsindet ældre stedelig redacteur trøstende citerede Blixens ord, at en hård skæbne er bedre end slet ingen skæbne, for ord er gratis. Naturligvis passede det ham nok også helt godt i det store hele, men han sluttede af med oprømt at kysse mig i panden. Og her kommer associationerne ind. Ved nærmere eftertanke slog det mig nemlig, at sådan ville den særdeles kristent velbevandrede mand ikke have gjort, hvis ikke han havde hørt om Judas.

Her kunne man indvende, at ingen da vel ønsker at træde i Judas herostratiske fodspor. Men just derfor er tilfældet interessant! Freud er den der bedst har påvist, hvorledes et element i en drøm kan repræsentere flere forskellige tankerækker, og i vort eget liv kan vi ofte verificere det. Hvis du både skal lave en aftale med Nordisk Film, skal rense tøj, skal vaske dine små moralske hænder samt agter at rejse til Grønland i nær fremtid - så er der meget store chancer for at du drømmer om isbjørne; eller rettere: hvis du drømmer om isbjørne, så vil dette drømmelement repræsentere samtlige de nævnte motiver. Neurologisk talt må vi vel forestille os, at jo flere veje der således leder til Rom, desto større chance er der for at du "tilfældigt" kommer til at tænke på Rom. Og jo stærkere følelser dine motiver er ladet med, desto mindre skal der til for at du kommer til at tænke på Rom.

Thomas Mann digter sig spontant til dette i kæmperomanen "Joseph og hans brødre", som jeg langsommeligt tyggede mig igennem i en roligere periode af mit liv. For da Josephs brødre efter at have smidt Joseph i brønden møder en karavane, medbringende Joseph (som karavanefolkende nemlig har samlet op) kommer brødrene i deres konversation med karavanefolkene ustandselig til at flette ordet "brønd" ind. For de nages af skyld, og hvad de end taler om for at undslippe tanken, mindes de den alligevel - samtidig med at de muligvis ubevidst registrerer og genkender den forklædte Joseph inden for deres brogede synfelt.

Anmelderne har så travlt med at give karakter, at de ofte overser den slags geniale småting, som viser hvorledes intuitionen arbejder i forfatterens indre drama. Seere, kloge koner, medicinmænd osv. er i enhver stamme oplysningens sande fædre og mødre, og alle efterfølgende sponsorerede kulturevents desårsags af er kun pensionsberettiget eftersnak med ledsagende snacks, for alt starter med at kunne se - selv hos vor egen tørre Holberg, som vore skriftkloge nok ikke ville have kunnet døje i levende live. En ældre mand i Västerbotten fortalte mig en gang tilsvarende om sig selv: "Lennart ser det som inga andra ser". Og det kunne han, selv helt uden forudsætninger... Men for det moderne livs elitære konformisme og febrilsk åndsforladte konkurrenceånd ville sådan et udsagn være helt sort snak - trods alle skriftkloge foredrag om individets frihed og vestens retstradition, som nemlig ingen djævel ville respektere hvis den ikke var - lov!

Nuvel, men nu tilbage til vor Judas-epistel. Ovennævnte redacteur ville bestemt ikke have kysset min pande til afsked, hvis han helt bevidst havde associeret til Judas. Men et eller andet sagde ham, at det kunne være passende at vise denne personligt udvælgende venlighed, der således delvis var motiveret af ægte sympati. Hvis hans erindring var blevet helt tydelig, ville der derimod være indtrådt en hæmning. Eksemplet viser hvorledes noget på samme tid kan være bevidst og ubevidst på hver sit niveau.

Lad os her belysende tænke på dyrenes verden: Et rovdyr husker tydeligvis i en eller anden forstand, hvor det har haft held med at finde bytte og vender derfor tilbage til åstedet. Dette beviser ligeledes en art erindring, men vi kan ikke være sikre på at rovdyret ligefrem tænker tilbage på hvad der skete sidste uge. Muligvis får det blot en forjættende fornemmelse for sne og ved ikke selv hvoraf denne fornemmelse egentlig kommer. Biologisk set er det afgørende blot, at fornemmelsen indtræffer og påvirker adfærden gunstigt. Måske genspiller dyret drømmeagtigt, men naturligvis helst ikke alt for livagtigt omtågende, forrige uges jagtsekvens uden at kunne foretage en tidsfæstelse og kategorisering af fænomenet som en objektiv erindring. Vi ved det naturligvis ikke sikkert, men de fleste dyr er næppe udviklede nok til at kunne huske objektiverende - endsige aktivt erindrende over kaminilden for hyggens og selvfølelsens skyld.

Fra vor egen naturvandring kender vi mennesker selv noget lignende: Vi kan øjeblikkeligt artsbestemme ret mange større fuglearter selv på en afstand, hvor det kan imponere de helt uerfarne - simpelt hen fordi selve adfærden, flugtmønstret og vingerytmen erfaringsmæssigt straks forbindes med de pågældende arter. Dette kan vi naturligvis kun gøre, fordi vi mange gange har haft lejlighed til at opleve de respektive arter på så tæt hold, at en egentlig visuel identifikation ud fra umiskendelige primære træk har kunnet lade sig gøre.

Men i selve situationen tænker vi ikke tilbage på disse tilfælde og foretager bestemmelsen med en så at sige clairvoyant automatik - omtrent ligesom rutinerede musikere husker deres repertoire, men efterhånden glemmer de tusinder af timers træning der ligger bag. Forskellen på os og rovdyret er blot den, at adspurgt om vor forbløffende sikkerhed kan vi gøre tilfredsstillende rede for den nævnte nøgterne baggrund. Vi formår således introspektivt at objektivere vore fornemmelser - men ved alle hånde neurotiske fornemmelser for sne forholder det sig derimod ikke således, idet vi her mere minder mere om dyrene. Et dyrs "angstneurose" klinger velsagtens af og neutraliseres, jo flere gange det har passeret det farlige sted uden atter at møde det farlige rovdyr; vi velfærdsmennesker formår derimod i årevis at undgå meget af det vi frygter - hvorved vi tillige kan beholde vor søde lille neurose.

En erindring er et bevidsthedsfænomen, men hvis vi ikke tillige formår at spore og kategorisere den i vor livshistorie og skelne den fra drøm eller clairvoyant sikkerhed, så er den samtidig en ubevidst erindring. Og vort ovenfor refererede eksempel med Judas harmløse efterfølger var utvivlsomt et eksempel herpå. En sær indskydelse føltes skønt lidt bisar samtidig ejendommeligt nærliggende - ja ligefrem helt passende samt, uvist hvorfor, endda lidt morsom. Og således kan vi lige så passende udbryde, at den brave mand her gjorde sig skyldig i en helt bogstavelig "guilt by association".

En lidt anden, men dog ikke helt ubeslægtet, association til det velkendte engelske udtryk udtryk kunne gå i retning af von Triers genialske titel "Forbrydelsens element" - idet de som professionelt svælger i rævekager og intriger, ofte selv er gjort af nøjagtigt samme stof, omtrent ligesom forhenværende krybskytter jo bliver de dygtigste jagtbetjente.