BOHRS FORNEMMELSE FOR WESTERNS...

INSTINKT OG BEREGNING - EN STUDIE I PLAGIATETS ANATOMI
Atomfysikeren Werner Heisenberg fortæller i sine erindringer om en samtale med Niels Bohr på en af deres skiferier. De morede sig tit om aftenen med at se westerns, og Bohr spurgte herunder sig selv, hvordan det mon kan være at helten altid når at skyde først, selv om han per definition altid kun trækker i selvforsvar. At westerns er ren fiktion med sine egne uskrevne regler om den godes sejr, er naturligvis her uden interesse - for hvad Bohr tænker på er, om der også i virkeligheden kunne findes en sådan tendens. Og Bohrs intuitive og spontane svar lød her: At den der trækker i selvforsvar, slet ikke har tid til at tænke og beregne, men handler per instinkt – hvorimod den overlagte og gustne drabsmand omvendt altid vil have en forsinkelse mellem tanke og handling, selv uden at vi inddrager nogen moralsk eller forretningsmæssig tvivl.

Men hør så her: En tilsvarende mekanisme kan man tænke sig gør forskellen mellem den ægte vare og plagiatoren - men desværre her med den stik modsatte virkning, idet vi her ser en favorisering af skurken. Forklaring følger: Barnets sande mor vil altid sit barns bedste og vil derfor ustandselig bekymre sig unødigt om dets ve og vel, hvorimod den uægte moder-prætendant, selv hvor hun drives af en ustyrlig trang til at være moder, vil være langt mere fokuseret på handling her og nu i den korte tidslomme hvor den sande moders magt er suspenderet.

Nok handler kidnapperen ikke med selvopholdelsesdriftens øjeblikkelige og instinktive snarrådighed - men netop fordi hun dog drives af et genuint rovbegær og samtidig er pisket til at overhale barnets sande moder, så befinder hun sig psykologisk set i en lignende forsvarssituation og må indhendte modpartens naturlige forspring.

På samme vis i ideernes verden: Den sande ophavsmand vil ofte forsinke sit "afkom" aldeles unødigt grundet rene bagateller, som ingen djævel ville opdage, såsom muligheden af enten et par ekstra krøller eller en endnu smukkere, morsommere eller kortere formulering end den fundne: For i den rene tankes verden gælder at kortheden kendetegner den mest koncentrerede gennemtænkning, hvorimod fuskerne altid garderer sig med flest mulige krydsreferencer, og snakkesalige forbrødringer med alt hvad der kan krybe og gå af standspersoner på området – af ganske samme grund som fuskere af alle grader fra dag ét netværker på kryds og tværs, hvorimod den tanke oftest ligger den sande moder fjernt og derfor først kommer til allersidst: Ikke mindst fordi den ægte vare ofte naivt går ud fra at han eller hun er den eneste i verden der har gjort sig lige disse tanker. Hertil kommer at den ægte vare er et indre anliggende om erkendelse og udtryk, der kun i anden række er forbundet med sigte efter embede, erhverv eller autoriteters lovprisning i skåltaler.


Kort sagt vil den ægte vare være hæmmet af allehånde introspektive spindelvæv – hvorimod plagiatoren er på en gang aldeles koldsindig og besat af sit instinktive hang efter for enhver pris at lægge vanterne på eller i det mindste få andel i alle hånde ledige varer af en vis kvalitet og især status. Og han vil være mester i at præsentere en synopsis og forhåndssælge sig selv, hvorimod det byder mennesker imod at lære deres egne ting udenad, holde forsvarstaler for dem (som om de overhovedet behøvede forsvar) eller blot præsentere dem koldsindigt i hovedpunkter som var det en skolemæssigt tilegnet lektie, endsige en jobansøgning.

Vil den forelskede måske bryde sig om i venners lag at karakterisere sin udvalgte drøm i morfologiske og fysiognomiske hovedpunkter? Dette betyder at selv hvor den ægte vare tager sin fornuft til fange for at komme plagiatorerne i forkøbet, vil han oftest alligevel komme for sent grundet nævnte ulyst og tvivl såvel som kærkomne flugtmanøvrer undervejs i dette – i deres egne øjne – lidt uværdige forehavende. Åndslivets hyæner, krager, skader og gribbe helmer derimod ikke, idet de per definition er helt uden personlig risiko for at miste deres sjæl og derfor handler uhæmmet ud af det rå begær efter mest mulig ære, anerkendelse og territorium uden nogen naturlig forkærlighed – og det så meget mere som de jo kun kaster sig over et bytte efter at have forvisset sig om dets næringsværdi – og i denne metier har de ofte den garvede antikvitetsopkøbers sikre blik.

Naturligvis kan man ganske vist kun stjæle hvad der allerede forligger hos urkilden - men den der besidder den største basun og den mest massive mandsopdækning fra ligesindede, tildeles offentligt æren - først kollektivt af sine "peers" og i den grad mod bedre vidende - sidenhen af kreti og pleti i god tro: Først fortier man urkilden i en stiltiende kollektiv fortrængning med autoritativ gennemslagskraft - og derefter plagierer man den, i fuld tillid til at hvis den arme djævel virkelig skulle få held til at offentliggøre en patetisk indsigelses enlige svale, for ikke at sige selvmord, så vil man overbevisende kunne bedyre, at den bog eller de artikler havde man skam aldrig hørt om. Keine hexerei, nur behändigkeit.

Javel, Bohr og Heisenberg kan således bruges til meget når vi mindre ånder søger alliance med dem i kraft af en art magisk smitte ved optræden i beslægtede sammenhænge. Men selv om der nu i vort tilfælde er fuld saglig dækning for vor sammenligning, faldt denne desværre mod forventning ud til skurkens fordel. For plagiatoren tøver ikke og lider ikke af nogen hæmmende fornemmelser for barnets tarv. Og dette bør den vise Kong Salomon skrive sig bag øret.

To autentiske eksempler skal nu gives som eksperimentelle beviser for vor iagttagelse - der som fremgået forholder sig komplementært til Bohrs egen psykologiske komplementaritetsteori om overlæg versus instinkt. En gang i min studietid blev jeg taget sammen med en kammerat i et S-tog uden gyldig rejsehjemmel og blev afkrævet personlige data – men heldigvis så langt ude på landet at udokumenterede mundtlige oplysninger endnu dengang stod til troende. Nuvel, skønt i andre henseender en nervøs knægt faldt det mig ikke svært på stedet at opdigte et andet navn og tilskrive det en yderst betalingsdygtig adresse i Kongens Kjøbenhavn.

Hvad der imidlertid duperede min kammerat fyrsteligt var, at jeg bagefter spurgte den brave embedsmand om jeg dog ikke nok kunne slippe for min bøde for denne gangs skyld. Rent instinktivt – for denne min fingerede tryglens virkelige formål var alene at forvisse manden om, at den opgivne identitet og adresse åbenbart måtte stå til troende. En sådan verdslig snarrådighed lå mig ellers på alle måder fjernt – men var mig altså ikke desto mindre mulig, netop fordi jeg på ingen måde havde min sjæl i klemme, men kun min röv....

Dette leder os til vort andet selvoplevede eksempel, atter med os selv i skurkens rolle. Dette eksempel supplerer den bohr'ske facet med en forklaring af hvorfor den falske moder heller ikke efterfølgende behøver at frygte gengældelse eller afsløring.

Sagen er den at jeg i sin tid boede i samme opgang som en fordrukken, men dog notorisk cykeltyv - der en sen nat dinglede ind ad porten med to splinternye cykler samt et saligt smil. Pedalerne sad endnu i en pose på bagebærerne, så at vor mand kom frisk fra cykelhandleren, var åbenlyst.

Nu til vor bekendelse: Snarrådigt og koldblodigt lagde jeg beslag på den ene af de to stjålne cykler - som jeg nogen tid efter fik en kammerat til at låse op med en boltsaks. Men nu kommer pointen: Når jeg sidenhen af og til mødte opgangens autoriserede cykeltyv, smilede han altid kollegialt anerkendende bag sin rus og gjorde på ingen måde fordringer på "sin" cykel. Grunden var enkel: Tilknytningen til tyvekoster er af enhver art er per definiton andenhånds - så når man stjæler tyvekoster fra den "retmæssige" tyveknægt, bliver denne ikke det mindste slået ud af det. Så stjæler han da bare noget nyt, for hans sjæl er jo netop ikke i klemme. Men den der mister sine genuine børn, bliver derimod hylet ud af den og tænker sidst af alt på hurtigst muligt at skaffe sig nye børn - sin dokumenterede fertilitet til trods.

Og derfor kan plagiatoren ikke blot ekspropriere snart sagt alt fortløbende, men han gør tillige ofrene ukampdygtige ved så at sige at berøve dem deres sjæl: For ganske som Andersens uheldige helt i "Skyggen" vil den virkelige person på alle måder blive suggereret til mod bedre vidende at opleve det som om det alligevel er ham der er skyggen: For den mest anerkendte, efterspurgte, brugte, omtalte, højst betalte osv. vil jo snart af både sig selv og andre opleves som uhyre virkelig og massivt nærværende, hvorimod ideernes målløst blegnende ophav snart kommer til at tage sig ud som et uheldsvangert flimrende og utroværdigt flakkende genfærd uden krop.

Hvorledes man ikke desto mindre beviser plagiater, har vi i vore langt tidligere indlæg om afslørende "radioaktive sporstoffer" været inde på; ligeledes har vi suppleret med common sense argumenter ud fra den afslørende tidmæssige rækkefølge mellem ophav og plagiat - som nok i det enkelte tilfælde kan bero på ren tilfældighed, men jo ikke hvor der er tale om en systematisk genkommende tidsforskydning.

Men just alt dette har været os aldeles umuligt at publicere i aviser, selv hvor vi har kunnet benytte os af bekvemme aktuelle anledninger i form af de alt for sjældent opdukkende plagiatskandaler. For ganske som i etniske og professionelle sammenhænge vil en "stamme"s mere fremtrædende dørvogtere meget snart fornemme hvis de har mere til fælles med ens modpart end med en selv. For et miljø vil helst anerkende en af deres egne for dog at have en art andel i æren.

Sandheden er at de få plagiatskandaler (såsom Esmann/Kissinger-sagen) der undtagelsesvis gøres et stort nummer ud af, er så barnagtigt åbenlyse og amatørmæssige og i øvrigt kun begrænset dybsindige indholdsmæssigt set, at Over-Danmarks hæderkronede plagiatorer føler sig aldeles uberørte af dem - og derfor meget belejligt pudser deres egen glorie grundigt ved at piske de arme amatører med skorpioner. Ordentlige mennesker plagierer nemlig altid med rettidig omhu - og stjæler følgelig kun fra de fattige...

SKOLEN FOR LIVET

Visdom er oftest bagklogskab, opnået gennem livets sløjfer og digressioner; og også denne erkendelse er blot bagklogskab. Desværre er al bagklogskab måske ikke uden videre visdom – og dog: Hvorfor egentlig ikke? På analog vis hedder det da ellers at man ikke kan blive fagidiot, hvis man ikke er idiot først. Men måske er denne sidste påstand blot idioternes snedige måde at beskytte deres titel på, siden ingen lovgivning åbenbart gider forsvare deres sag. Ellers kunne det let gå som med de teologer der overhales indenom af dilletanterne fra pastoralseminariet, og de gammeldags lærde doktorer der overhales indenom af moderne Ph.d.- folk.

Men nævnte forsvar er i så fald slet ikke så tosset tænkt af idioterne, considering the circumstances: For så snart en hidtil ringeagtet afvigelse pludselig tager sig uopnåelig og eksklusiv ud, bliver den betragtet som attraktiv med akkurat den samme mangel på selvkritik som dengang man ringeagtede den – og så vil Gud og hver mand for enhver pris kunne føje også dette træk til deres umættelige cv, om de så skulle tabe den sidste rest af charme undervejs. Og pensionsrettighederne? Åh-nej, tal venligst slet ikke om dem, for så bliver vi almindelige idioter da først rigtigt grønne af jalousi.”

Men apropos farver: Sig os, hvorfor er jalousien mon altid grøn?” Ha, elementært, kære Watson: Det er nemlig af nøjagtigt samme grund som hvorfor den røde tråd altid er rød. Men hvorfor lige den tråd tillige er så vigtig at følge – se det ville være et anderledes svært spørgsmål at stille. Men vor overskrift forpligter os ikke desto mindre til at besvare det, nu troldens navn er blevet nævnt – hvis I ellers kan lade være med at distrahere os yderligere... Hør her: Jeg læser næsten aldrig erklæret højkulturelle magasiner. Ja, selv læsning af de allerlødigste blade forbliver stadig oftere ved pligtskyldigt rituelle tilløb, uagtet egne jeremiader over gratisavisernes niveau. For når intellektuel formstøbthed indbilder sig at være den højeste individualitet, når korpsånd uden hverken grænser eller læger tror at være progressiv, og når klubagtig protektionisme indbilder sig at være på engang ubetaleligt provokerende og aristokratisk guldalder på kongelige marmorgulve i antik Danish Design – så får jeg fysisk ildebefindende. Kort sagt: ”Jeg vil ikke!” – som jeg angiveligt skreg til præsten, da han i sin tid puritansk forsøgte at døbe mig i iskoldt H2O uden først at spørge, om jeg var på vandvognen.

Nå, det sidste var et sidespring – men det mente præsten nu ellers ikke. Men hvad mit syndrom angår, så er det nok af lignende grunde at store digtere ude i byen altid sidder og læser Ekstra Bladet – når lige undtages anmeldelser af deres egne udgivelser. Men også dette er nu under forandring, for i dag vil vi alle være alt, og derfor skal nu også digterne udtale sig pinligt ædrueligt om samfundet og verdenssituationen i årlige højtidelige essaysamlinger – begåede efter den sædvanlige glædesløse klippe-klistre metode, som et eller andet internationalt måle-indeks tvangsindlægger hele generationer til at bruge deres ungdom på, af hensyn til verdenssituationen og fremskridtet.

Men bevares: Hvis alternativet i praksis er hærværk og terrorisme, så er det indrømmet det mindste af to onder – akkurat ligesom anbringelse af børn i Folkeskolen, trods alle komiske erklæringer om læringsprocesser og udviklingsaftaler.Nå, vi gør efterhånden så mange sidespring, at det må kaldes vort komponerende princip – og så kan de jo ikke længere kan kaldes sidespring.

Hvem ved, ender det måske endda med at en lovende mønsterelev vil forelæse om vor ”metode” med samme art kærlighed som den hvormed insektsamlerne altid først kvæler deres studieobjekt med æter.Men altså, når man som vi pines ved det erklæret højlødige, sker det til gengæld at man ramler over noget uventet sjovt. Således er det f.eks. sjovt at tænke på, at hvad der end måtte stå i ”Illustreret Videnskab”, så vil mange højkulturelle mennesker stædigt insistere på, at det er under niveau i forhold til visse internationale magasiner – som de dog aldrig læser: Med andre ord kan der ikke tænkes nogen situation, hvor disse folk ville gøre indrømmelser til sådant et blad.

Det forholder sig nemlig her, ligesom det i henhold til filosoffen Popper forholder sig med religion: Ingen tænkelig situation kan få de troende til at indrømme at de tog fejl.Bortset fra at sådan standhaftighed også kendetegner bekendende ateister, så er den et rent overlevelsestrick og derfor hinsides terapeutisk rækkevidde. Lad derfor også dette sidespring ligge, så vi kan indrømme, at det nu slet ikke var ”Illustreret Videnskab” jeg ville snakke om. Nej, jeg kom på en svensk jernbanestation til at købe et amerikansk magasin med psykologi som månedens tema. Dér læste jeg, at kvinder oftest foretrække morsomme mænd, også selv om de holder dem for knap så kløgtige som deres mere alvorlige medbejlere. Det lyder godt, men så snart vi gør humoren til en veldefineret og formstøbt rubrik, bliver også den ligesom alt det guldrandede afsporet til en træls kamp om hvem der skal ”få lov”.

Under mine eksperimenter i folkeskolen har det ofte slået mig, at de dygtige og ambitiøse nok kan være både spidse, ironiske og sarkastiske, men næsten aldrig morsomme. Men det kan nogle af de umulige: En erklæret rod havde således for vane at forstyrre i mine tysktimer hellere end at deltage i sin egen klasseundervisning – hvilket jeg i øvrigt tog som en anerkendelse, når jeg nu alligevel ikke magtede at smide ham ud. Da jeg bad mine egne elever om at finde nogle henholdsvise positive og negative tillægsord på tysk – brød nævnte dreng ind som en shakespeare’sk nar, med følgende replik: ”Hvis en cykel er gammel, er det en positiv egenskab, for så gider ingen stjæle den. Og hvis en pige er grim, er det et positivt træk, for så bliver hun ikke voldtaget”. Det var sgu lige før at jeg bad om hans autograf, men desværre var jeg ikke hans lærer og kunne derfor ikke honorere ham med et velfortjent 13 tal samt dispensation for fortsat skolegang.

Knægten boede sammen med sin far der var langturschauffør og følgelig sjældent hjemme – og da kun i uskyldigt snorksovende tilstand. Kort sagt fik knægten lov at gå i fred i en formelig Rousseau’sk naturtilstand hinsides alle læringsstrategier og udviklingsaftaler. Men hvis nu han havde været skolens idol, ville han snart være blevet ødelagt og hans kunst smadret til ren kliché. For knægten havde nemlig endnu mere ret end han selv vidste: For det er bedre at gå undervurderet i fred end at blive beundret, ødelagt – og til sidst usurperet af en flok kopister.

Men ikke nok med det. Faktisk genopfandt knægten uden at vide det Bertrand Russells såkaldte typeteori. Denne skelner mellem logisk trinforskellige niveauer, der kun for sjov må sammenblandes eller sidestilles: Således er menneskeheden ikke selv et menneske og er derfor hverken ond eller god – for ond eller god kan kun det enkelte menneske være. Omvendt kan det enkelte menneske ikke være talrigt – for talrig kan kun menneskeheden være. Hvad knægten gjorde, inspireret af lutter kedsomhed, var altså at fange et højere logisk niveau hvor nogle negative træk pludselig bliver positive, og de tilsvarende positive egenskaber omvendt bliver negative – for dernæst at behandle det høje niveau på linie med det lavere som dettes negation.

Helt alvorligt ment ville det jo være vås – men et livsklogt paradoks er det, med humorens umiskendelige flerdimensionalitet hinsides ærens snævre trædemølle. Og langt mere interessant end den mønsterelev, som derhjemme har hørt om Bertrand Russell og straks ”mener” et eller andet alvorligt om hans ”teori” – og som derfor partout skal belønnes ved at blive sendt på en eliteskole, hvor han kan slippe for fremover at skulle distraheres af langturschaufførens og tømrersvendens afkom.For hvad nu hvis vort eksempel slet ikke var nogen undtagelse, men tværtimod illustrerede reglen? Hvad nu hvis vejen til visdommen og bagklogskaben næsten altid går via digressionernes kratskov – simpelt hen grundet verdens, livets og sindets kompleksitet?

HVOR FRÆK MÅ MAN VÆRE?

Graden af frækhed bedømmes og vurderes uvilkårligt, men aldeles ubevidst, under systematisk hensyntagen til social position. Således hæftede ikke engang vi selv os ved, at Claes Kastholm i det forrige gang omtalte interview i WA autoritativt frakendte Carsten Jensen ethvert niveau samt ære og værdighed helt uden eksempler eller argumentation. For en mindre etableret ville den slags være særdeles risikabelt undtagen i læserbreve, hvor redaktører jo gerne med kyshånd lader udenforstående sige, hvad de end ikke selv tør.

Det minder os om et ekstremt eksempel, idet journalist og forfatter Leif Davidsen i TV blev interviewet omkring tre sympatiske kenderes vurdering af hans seneste roman. Alle tre holdt af hans tidligere ting, men fandt den seneste sjusket og mindre vellykket. Hverken deres gode tro eller deres gode vilje stod til diskussion, men ikke desto mindre reagerede Davisson ved at kalde dem smålige misundere og intellektuelle undermålere samt ved ordret at sige, "Jeg er større og mere end I er", under henvisning til egen succes som bevis.

Ved eftertanke er det slående at ingen bagefter gjorde indsigelse eller fandt seancen pinlig - men havde en mindre anerkendt og etableret i en tilsvarende situation sagt blot det mindste pip, ville han være blevet grint ud som en dårlig taber, paranoid navlebeskuer og opblæst nar. Kravene til selvkritik er således omvendt proportionale med graden af anerkendthed, og det ser vi jo også når von Trier regelmæssigt forlods forlanger "De Gyldne Palmer" som et forurettet naturbarn.

Det samme fænomen ses helt generelt. Jo sikrere man sidder i sadlen, desto mindre behøver man at bryde sig om former og korrekthed - men med mod har det naturigvis intet at skaffe, så lidt som når veletablerede pressenavne hænger kendte mennesker ud hinsides enhver kvalitetskontrol. Et særligt grelt eksempel var da Politikens unge litterat Mikkel Zangenberg som en anden Rifbjerg tillod sig at tilsvine Torben Madsen helt uden proportion. Vort eget indlæg desårsags i april præsenteredes her på bloggen i historien "En pikant litterær brevveksling", hvori Thomas Bredsdorff for resten skuffede ved både en lovlig lav profil og et lovligt lavt niveau. Lige dette tilfælde var nu en undtagelse, fordi en ung fredet mand kom til at slå på en ældre mand der uventet, men velfortjent ligeledes nød nogen beskyttelse på Rådhuspladsen.

Men reglen er, at det anses ikke alene for det klogeste, men også for god tone at lade etablerede folk tilsvine sig infantilt uden at sætte dem i uflatterende relief ved at skifte niveau - og da i følge sagens natur opad. Man må til nød gerne besvare deres eget infantile plan, men at forlade planet anses for "ufint": velsagtens fordi det efterlader dem uden mulighed for at redde ansigt, hvorimod barnagtige ukvemsord af samme skuffe intet beviser og derfor langt bedre tolereres. Jeg oplevede sågar engang efter at have leveret et sådant sindrigt og indirekte svar at høre, at man ikke må tage angreb personligt - som om det selve udløsende personoverfald uden nogen art kvaliteter var veritabel højkultur og formelig guldalder, blot fordi det kom fra landets mest kendte forfatter. Samme systematiske optiske forvrængning ses når der ofte råder enighed om at selv ret pinlige litterære betaljer mellem kamphaner blottet for selvironi er ubetaleligt morsomme, blot de kommer fra lurmærkede steder.

Det samme gælder når sådanne litterære fejer mellem håbefulde brushoveder markedsføres af kulturaviserne som uomgængeligt kulturstof samt kanoniserede og obligatoriske danefæ. Jo mere spalteplads og jo grovere skyts der anvendes, desto mere gigantisk antages niveauet for "elefanternes kamp" for at være - velsagtens også fordi enhver typografisk gadedreng med lidt øvelse kunne gøre dem kunsten efter. Og den blotte mangel på enhver selvkritisk proportionalitet tages som det håndgribelige bevis for at emnet følgelig må være af samme tyngde som tidens største problemer og Newtons love tilsammen.

Denne komiske illusion fra demokratisk benovet gulvhøjde har dog sig egen konsekvente logik: For hvis det virkelig var sandt at Rifbjerg eller hvem nu var en art kosmisk elefant, ja så måtte selv hans mest private og personlige følelser jo ganske rigtigt også anses for lige så uafviselige verdensanliggender som vulkanudbrud samt galaklernes mindste rystelser.

Den samme betragtning gælder navlebeskuelse med fuldmagt på vegne af afdøde berømtheder: For det jo ikke en hr. hvemsomhelsts navle, der beskues. I øvrigt kunne sådanne berettigede undtagelser sagligt meget vel forsvares, men da måtte målestokken rigtignok gå på selve navlebeskuelsens "videnskabelige" og associative kvaliteter og ikke på navlens ejer endsige persons anseelse.

Omvendt opfattes forsvar der underfundigt og selvkritisk netop tager højde for enhver art indvendinger af nævnte art, som selvoptagen og forfængelig formastelse. Måske nok så meget fordi man fornærmer både elitens og offentlighedens liggen på maven for det vedtagne ved at sætte sig hinsides deres målestok - og tillige immuniserer sig mod den sædvanlige anklage for naiv navlebeskuelse ved som her at påpege, at sidstnævnte træk åbenbart er de privilegeredes legitime forret, efterret og tillægsgevinst, men hos de mindre heldige derimod et uskønt skue, der bør sættes på plads under såre bekvem henvisning til klodens værst stedte, der således endnu gang - ved held snarere end forstand - formår at gøre sig en smule nyttige.

FRA KASTHOLM TIL KONGEHUSET

Genialitet viser sig ofte i en ejendommelig forening af egenrådige konstanter og komplet uforudsigelighed. Et eksempel var min afdøde kollega Peter Zinkernagel, der ikke ofte nok kunne komme til orde for at bevise den ydre verdens objektive eksistens. Lige så konstant gentog det sig herunder, at siden ikke en mors sjæl modsagde ham, blev dette anledning til efterfølgende opråb og indlæg hvor han beklagede sig over, at ingen i Kongeriget åbenbart forstod vidden af hans tese.

Men her kommer det geniale moment: For hvor enhver anden nemlig fornuftigvis heraf havde taget anledning til at forlange Kongehuset afskaffet, så faldt dette aldrig Zinkernagel ind. Dels var han alt for fin en mand til sådan smålighed, dels indså den store logiker velsagtens at nævnte drastiske foranstaltning hverken var en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for at opnå den tilsigtede filosofiske effekt.

Kongehusets inkarnerede modstandere er akkurat lige så stædigt selvgentagende som salig Zinkernagel, men af mangel på såvel uskyld som genialitet savner de aldeles det uforudsigelige moment - heldigvis, for den dag den beregnende nye klasse beslutter sig for også at ville dette, vil der nok som sædvanlig være tale om "import", for nu at sige det pænt. Genialskhed er ligesom gode gerninger og kjerlighed kun sjov når det er den ægte vare - og den ægte vare forudsætter en vis tilfældig falden i staver, der snart ikke længere findes uden for de psykiatriske afdelinger.

Sidstnævnte kendetegnes derudover ved som de eneste offentlige rum at være undtaget fra rygeforbud - for selv om der ikke må ryges på gangene og værelserne, sker dette desto flittigere i rygelokalet, hvor samtlige alumner af samme grund konstant opholder sig, til største gene for personalet såvel som for de pårørende, idet jo sjælehyrder ganske som andre hyrder må følge trop.

Ellers må man sige at pårørende har den sekundærgevinst af deres omsorgspligt, at den tvinger dem til at holde sig i vigør for at kunne støtte op. Således blev den blinde forfatter Borges plejet af sin moder til denne var 99 år gammel, og først på dødslejet anerkendte hun en yngre kvinde og overrakte hende modvilligt stafetten. Den 80-årige forfatter kom dermed for første gang til at opleve en art fuldbyrdet gnostisk kærlighed.

Nå, men den generalpræventive virkning af de psykiatriske afdelingers hidsige rygning skal nu ikke undervurderes, for mens det næppe påvirker tilbagefaldsprocenten specialpræventivt, så vil selv inkarnerede gæsterygere trods alle hånde genvordigheder have sig frabedt tvangsindlæggelse til den art gruppeterapi.

En anden hage ved indlæggelse er, at det forhindrer én i at foretage sig noget virkeligt sindssygt, hvis man omsider skulle blive mandfolk nok til at tage den fulde konsekvens i stedet for uværdigt at lade uhelbredeligt normale menneskeaber kollektivt spekulere i ens naive forhåbninger om ligesom inden for fængselsvæsnet at kunne udvirke strafnedsættelse i kraft af kronisk henvisnende uskyld. For den slags fromhed hopper ingen overlæge på.

Overraskende genialsk indforståethed kan man dog godt finde mellem læge og patient. Således fortalte en bekendt af mig afdelingens overlæge at han nu var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket og derfor ville udskrives. Overlægens bryske svar lød: "Nå, Universitetsbiblioteket - jamen så skal du ikke udskrives, du skal bare overføres!".

Moroen var gensidig, og det samme gælder en symmetrisk modanekdote, som psykiateren Erling Jacobsen oplevede fra en patient med solide vrangforestillinger. Da han nemlig forsøgte at overbevise denne om at man da ikke på en og samme tid kan være indlagt i Risskov og have permanent sæde blandt ærkeenglene i himlen, svarede patienten fiffigt: "Nej, men jeg kan godt - for jeg er jo skizofren!"

En bekendt af mig med tilløb til samme diagnose blev engang velfortjent tilbudt et højt lønnet job i et reklamefirma som tegner, men det var desværre under hans kunstneriske værdighed. Livet lærer os nu ellers efterhånden at give lidt køb på dette punkt: Således må vi her på afdelingen sande at vore to nedarvede Louiz Seize spejle også bortset fra finanskrisen nu står i en lovlig beskeden kurs, stik mod alle grundprincipper for antikvarisk værdi, sammenlignet med Danish design.

Denne sørgelige erkendelse disponerede mig forleden til ved synet af underkopper med asymmetrisk placeret fordybning til kaffekoppen at udklække følgende columbusæg, der forhåbentlig kan udvirke forfremmelse til en velfortjent diagnose: Kunne man mon ikke vinde indad hvad udad tabtes, både for fædrelandet og for privatøkonomien, ved at designe et toilet efter samme geometriske princip? Uheldigvis gik det dog få sekunder efter op for mig, at den asymmetriske placering af fordybningen i underkoppen gav bedre plads til en kage. For spørgsmålet er jo her, hvor langt man bør udstrække nævnte stædige analogi.

Eksemplet demonstrerer hvorledes funktion og æstetik helst bør opfattes under ét - ja, for "integreret" lyder som en mellemting mellem endnu et prærieuniversitet i lighedens navn og et flygtningeasyl i dronningens navn.
Nuvel, dette med æstetik og funktion vidste vor anden udødelige kollega Viktor Borge tydeligvis også, jævnfør følgende replik: "Do you know why there are always three pedals on the grand piano? Well, the pedal in the middle is there to seperate the two others - which might be bad news for people with three feet..."

Crazy humor? Al god humor er crazy ved at forene en vis stædig konsekvens med uforudsigelighed, men ikke alt tosset er spor sjovt. Tænk på hvorledes den udbredte mediesyge får ellers fornuftige mennesker til at tro, at det er særligt ærefuldt at snakke med om alt hvad kendte mennesker snakker om, og i samme jargon. Men tænk på at hvis von Trier var lige så følgagtig som sine fans, ville han slet ikke kunne lave de film. På den måde sætter et ret snævert udsnit af befolkningen sig på tidsånden, i oplysningens og individualismens navn. Hvis en udgivelse har fået god omtale, så får den på samme vis straks en bunke efterlignere, forklædt som moddebattører, og af samme grund sker der generelt en voldsom sproglig og billedmæssig ensretning i elitens og globaliseringens navn.

Undtagelser som Lene Andersen kan fortælle, hvorledes store og anerkendte forlag velsagtens i god tro behandlede dem som notoriske vildskud, som det ikke var værd at spilde den mindste opmærksomhed på. På den måde belønnes og opelskes abernes planet. For tiden læser jeg derfor aviserne opmærksomt hver anden uge og dropper dem helt de andre uger.

Et langt interview med Clas Kastholm i WA var dog en afveksling, for heller ikke han kan angiveligt døje flokmentalitet, uanset politisk olbservans. Men avisen gav ham nok ikke spaltepladsen alene af den grund, men også fordi han trods alt tilhører familien - for så ubevidst er majoriteten af de oplystes skare, netop fordi de fleste modsat Kastholm er flokdyr. Og de snu der ikke har naivitetens kongelige undskyldning, men meget vel ved hvad de gør - de ved til gengæld ikke, at den art beregnende smålighed slår umiskendeligt igennem i sprog, billeder og stil. For personligheden slår altid igennem - og åndløshed i Kierkegaards etiske forstand er også en slags personlighed.

Og humoren? Jo, den kan man heller ikke snyde, og samme Kastholm er da også groft sagt lidt af en undtagelse i det moderne mediebilledes kroniske overvægt af perfid sarkasme, ved tillige ofte at yde en velgørende modvægt i retning af det surrelle tankeeksperiment.

DRØMME OM INTELLIGENT DESIGN...

I en film om Henry Miller udtalte denne, at " My life has been a dream interrupted by night mares". Uden ligefrem at antyde det modsatte for vor egen del konstaterer vi, at drømmeaktivitet oftest sker i forbindelse med om ikke forløsning, så dog opløsningen af en anspændelse. Typisk sker den slags derfor ved vellykkede landinger enten hjemme eller ude - og i begge tilfælde inspireret af afstandens og kontrastens snart opløftende, snart forstyrrende perspektiv.

I nat drømte jeg først at jeg ødelagde mine briller et sted langt ude i bushen, hvilket var en god grund til at benytte sig af opvågnens vetoret til "interruption". Dernæst drømte jeg at jeg som leder af en ekspedition to gange sagde noget uhyre vittigt, som endda i moderat grad også grad holdt til virkelighedens "interruption" i form af den vågne tilstands moderate fysiske pres.

For et år siden drømte jeg at jeg vågnede og så mit hjem ribbet for indbo - hvorefter jeg grædende løb ned på min stamkafé for at indkassere mulige sekundærgevinster på huset. Den efterfølgende virkelige opvågnen var således en helt uventet epifani, hvor jeg følte mig hensat som Jeppe i baronens seng og som han måtte sunde mig på min hurtige resocialisering til fordums kongeværdighed. Den ekstra chance fik konen i muddergrøften som bekendt ikke.

Drømmen var profetisk, idet jeg et par dage efter forgæves prøvede at låse min cykel op - for så at vågne op og opdage, at det slet ikke var min egen cykel. Dette inspirerede mig sammen med drømmen til den forestilling, at en mand løber grædende ned på sin stambodega, fordi hans kone har forladt ham til fordel for en anden - for siden til sin lettelse at opdage, at det slet ikke var hans egen kone.

Storm P. har en historie om en mand der drømte at han lå ene på en vragstump i verdenshavet - hvorved han vågnede og så: at det gjorde han ganske rigtigt...". Det må kaldes solid verifikation. Hvis eksperimentets udfald derimod ikke passer ens temperament, må man vende sig om og drømme en bedre drøm, i håb om gennem en art kosmologisk tyngdekrafts sorte nøglehul at vågne op igen i en bedre version af virkeligheden - i overensstemmelse med fysikeren Feinmans berømte "mangeverdens-teori".

Samme teori er dog behæftet med den filosofiske svaghed, at den ophæver skellet mellem mulighed og virkelighed: For alle de blot mulige udfald af en situation antages at være fuldt så reelle som det faktiske udfald, blot i hver deres parallelverden. Dermed udelukkes muligheden af at visse muligheder faktisk slet ikke indtraf: Omtrent lige som vi jo selv med forkærlighed udelukkes af det herskende demokratiske mareridt af ligeværdige udfald som disses negation og således en art kosmologisk fornærmelse - udstyret med en ret forbløffende fleksibilitet, der dog alene mobiliseres med henblik på at undgå enhver form for omstilling. Således excellerer vi jo i at reducere ethvert nok så væsentligt nyt tema til en digression i forhold til nævnte kosmologiske avvigelse.

Men for at blive i det kosmologiske vil vi til sidst levere det endegyldige bevis for intelligent design som universets princip. Vi har som bekendt allerede vist det i form af vor bloks split i to som et kreativt modstykke til Darwins berømte finker på Galapagos - men nu leveres det så på kosmologisk hjemmebane. Hør engang:

Denne verdens fattige og kuede verden tænker alene på sig selv i stedet for at hjælpe hinanden. Derfor behøver de de rige, for kun disse har overskud og barmhjertighed til at tage sig af de svages sociale og makroøkonomiske økologi. Men man kan derudover endda argumentere for at de fattige således kun får den skæbne de fortjener: For de fattiges syndige egoisme er på én og samme tid den velfortjente straf til alle de andre fattige for deres egen selviskhed - ganske ligesom i hinduernes verden, hvor al den overlast man udsættes for i livet, antages at være den velfortjente straf eller renselse for synder i ens tidligere inkarnationer.

Således formår Herren mirakuløst at bruge synden til sine højere formål i verdensordenen. Og dog er der stadig nogle som stædigt betvivler den massive evidens for intelligent design.

NED MED PAVEN

Ja, vor blog genopstår nu renset for al mistanke - men indlægget med nævnte titel kan indtil videre læses på vor reserveblog "hbandak.blogspot.com", som på Google hedder "Henrik Bandaks Blog". Begge blogge vil dog overleve som Darwins forskellige finker, som det endelige bevis for kreativt design.... Læs hvordan...

ET PIKANT STYKKE LITTERATURVIDENSKAB...

ET BIDRAG TIL DISKUSSIONEN OM DET ONDE MELLEM AUGUSTINUS OG SOKRATES

En af vore trofaste læsere fortalte forleden at han først antog vor "litterære fejdes" (8.april) citerede udtalelse fra direktøren for ”Det Store Forlag” for autentisk - og i øvrigt et bevis for at vi i vor genre nu havde mødt vor overmand . Foruroligende, idet den antagelse måske kunne bringe nævnte indlæg tæt på injurielovgivningen samt loven om dokumentfalsk. Imidlertid kunne også selve denne nye påstand måske bringe os i nærkontakt med lovgivningen: For ved overhovedet at nævne dennes overhængende aktualitet indrømmer vi jo, hvilken nærliggende autentisk person vi rent faktisk havde i tankerne da vi skrev teksten. For en blot fiktiv person kan jo ikke påberåbe sig injurieloven. Nuvel, men nævnte fare er da heldigvis ikke så aktuel efter vort bedste skøn. For hør her.

Anledningen til den ”citerede” udtalelse fra den store forlagsdirektør var den, at vi angiveligt havde foreslået ham at udgive min og professor Thomas Bredsdorffs litterære brevveksling om Torben Madsen vs Zangenberg fortløbende i bogform. Imidlertid kan læseren efter moden overvejelse sige sig selv, at vi umuligt kan have sendt Gyldendals Johannes Riis nævnte forslag – al den stund at bemeldte brevveksling, just fordi den i sin tur er helt autentisk, forbliver ved det allerede bragte, idet der jo skal to parter til at indgå et ægteskab. Hvis derimod vor brevveksling med Thomas Bredsdorff havde været lige så fiktiv som forlagsdirektørens udtalelse, så havde vort projekt derimod meget vel kunnet lade sig tænke. Og i så fald kunne vor angivelige korrespondance med Johannes Riis omvendt have været realistisk – og følgelig også helt autentisk.

Men når nu vor litterære brevveksling var autentisk og derfor blev ved det absolut minimale – hvilket jo er en ærlig sag for en travl professor – så ville et forslag om udgivelse jo være komplet urealistisk: Og just derfor kan det heller ikke være et autentisk forslag – og følgelig kunne det allerhøjst være luftet som et stykke ren slapstick. Men den art spøg ville Gyldendals direktør atter ikke bruge tid på at besvare – med mindre den da var fremsat af Klaus Rifbjerg, for så ville der naturligvis ikke være nogen ende på roserne. Og heldigvis er det ingen injurie at beskylde en kendt person for at ville rose en anden kendt person – thi for at citere professor Bredsdorffs ord i sit autentiske svar: ”Livet er smukt”. Og ej heller dette citat kan betragtes som nogen krænkelse, hverken af verdensordenen eller af samfundsordenen.

Kort sagt har vi nu demonstreret den objektive og videnskabelige tekstanalyses anvendelighed som forsvar mod injurielovgivningen. Men som i al empirisk videnskab er der kun tale om plausibilitet og rimelighed: For ingen kan jo principielt helt udelukke, at tilsyneladende systematiske sammenhænge kunne bero på mirakuløse sammentræf eller være et drilsk påfund fra skaberens side.
Således kunne læseren fastholde at vi såmænd kunne være tumpede nok til at have at have fremsat et så komplet dødfødt og nærmest selvmodsigende forslag – samt at Johannes Riis omvendt kunne være begavet nok til at begå det ”citerede” overlegne svar.

Sidstnævnte antagelse kan hverken vi selv eller injurielovgivningen udtale sig om. Imidlertid: Hvis læseren altså fremturer med de to nævnte antagelser, så kunne han eller hun altså godt fastholde at vi kommer i nærkontakt med injurielovgivningen. Følgelig må vi nu finde et forsvar der ikke nøjes med den empiriske videnskabs sandsynlighedsbeviser, men har helt formel og principiel Gyldighed, som i ”Gylle-dal” (undskyld, at vi her går under vort niveau, men husk at hvis Rifbjerg gør det samme, er det stor humor...).

Nuvel: For det første har vi konsekvent stavet ”Johannes Riiis” med hele tre i’er – selv om vi åbenbart for en sikkerheds skyld burde have stavet det med fire. For det andet lod vi forlæggeren selv underskrive sig som direktør for ”Det Store Forlag” – der som bekendt ikke eksisterer i virkeligheden. Kun en udenforstående spøgefugl – men netop ikke Johannes Riis selv – kunne derfor finde på at betitle Johannes Riis som direktør for ”Det Store Forlag”. Og endelig for det tredje lod vi direktøren indledningsvis beskrive sig selv på en måde, som kun en tredje person kunne finde på at gøre: For hvis man gennemskuer sig selv på et lidt middelmådigt punkt, så vil man jo ikke åbenlyst bekende det for åbent tæppe. Og omvendt: Hvis man vitterlig lider under en sådan bornerthed, vil man per definition ikke være i stand til selv at erkende det så klart. En så stiliseret herostratisk selvpræsentation findes kun i Shakespeares pædagogiske skurkemonologer, men hos en vaskeægte hædersborger forekommer den art paradoksal åbenhjertighed aldrig.

Vi har således her et eksempel på problemet om objektive kriterier i tolkningen af tekster: Hvordan beviser eller sandsynliggør én tolkning som værende den rette og ikke blot en vilkårlig og personlig læsning? Og hvordan kan man vide om en tekst er fiktion eller dokumentarisk? Hele det analyserede forløb demonstrerer også, hvorledes en fra første færd helt alvorlig sag kan udvikle sig til ren slapstick – for så atter i sin alderdom at genforvandles til seriøs og eftertænksom videnskabelighed. Grænserne er flydende, og genrerne spinder sig således ud og ind af hinanden.

Men bemærk: Der er heri intet som helst ”litterært eksperiment” fra vor side, for kun det naturlige forløbs vekselvirkning med en om så også noget lakonisk modpart kunne resultere i nævnte uforudsigelige og dog ejendommeligt konsekvente forvandlingsnummer. Andet ville være uskøn selvbesmittelse, for en perle kræver som bekendt et prosaisk sandkorn som sin krystallisationskerne og sit arkimediske punkt.

Men for nu at sige os helt fri fra selvbesmittelsens betænkelighed, så kunne vi næste gang vi mødes, belyse vort emne helt selvforglemmende ud fra Karen Blixens fantastiske fortælling ”Vejene omkring Pisa”. For flere år siden bragte vi endda det kommende indlæg som kronik i Politiken – en anerkendelse, som vi åbenlyst vedgår med stolthed, hvorimod vi nødig anerkender vor senere eksklusion sammesteds. Inkonsekvent og derfor såre menneskeligt? Åhja – men det samme kunne jo så også siges om nævnte redaktionelle matrikel: Enten er det nemlig os selv der er faldet gevaldigt af på den siden dengang, eller også er det vor modpart, der er gået sørgeligt i frø. Alternativt, så er enten vi eller vor modpart blevet meget klogere siden dengang.

Men siden det nu er os selv og ikke vor modpart der nu formulerer disse fire alternative tolkningsmuligheder, skulle det vel ikke være så svært at vælge den rette tolkning. Og dog er det rette svar måske alligevel ikke det endelige svar: For dette kunne jo også handle om uærlighed snarere end om vankundighed – ihukommende både Søren Kierkegaards og kirkefaderen Augustins kriktik af Platon og Sokrates naive tro på, at ondskab blot skyldes ren og skær uoplysthed og følgelig lader sig kurere med fornuft.

Dette sidste punkt er dog sluttelig meget intrikat at afgøre: For på et dybere plan kan der nu alligevel godt ligge noget i dette med oplysningens helsebringende kraft – men rigtignok i en helt anden forstand end den selvhøjtideligt bornerte form, der sorgløst mener at være pot og pande med både Voltaire, Holberg og … Johannes Riis.

Således har vi jo vitterlig lettere ved at tilgive hinanden og unde hinanden et tåleligt liv, hvis vi sætter os inderligt i vor modparts sted. ”Hvorfor afskyr disse forkælede og højt privilegerede borgere dog i flok min person så inderligt og med en så nådesløs konsekvens?”. Og: ”Hvorfor fremturer denne utålelige enspænder dog med om muligt at gøre os alle til skamme blot for at fremhæve sin egen sølle eksistens, frem for som andre folk at affinde sig med den ham anviste plads i tilværelsen? Hvis han havde spillet sine kort fornuftigt, kunne han sikkert have fået et aldeles udmærket liv som familiefar og kommunal aftenskolelærer i provinsen, frem for som nu at henleve sin kummerlige eksistens som en ulyksalig plageånd for både sig selv og os andre.”

Men ak, just dette med hjertets oplysning er en umådelig vanskelig sag, som både østens visdom samt den senjødiske og den kristne tradition kender langt mere til end både ærekære københavnske professorer, ditto redaktører og ditto kvart-autistiske syrehoveder med utilregneligt oktantal. Grunden til at hjertets oplysning er så umådelig meget vanskeligere end den rene snusfornuft, er den at det jo er langt lettere siddende i sin lænestol at ”forstå” en psykopatisk hovedperson hos Dostojevskij eller i en historisk biografi om en diktator, end at forstå en person som man oplever som en personlig trussel mod sit liv, sin økonomi, sit ry, sin sociale rolle – eller blot sin ”ære” på et eller andet komisk punkt.

I evangeliets og Dalai Lamas ånd at tilgive dem der forfølger os, er meget, meget vanskeligt – og da især hvis det ikke blot handler om fortiden og det engang skete, men også inddrager al resterende fremtid. Og i denne erkendelse kunne alle autentiske som fiktive deltagere i vort litterære forløb måske enes og mødes? Men fanden tro om det hjælper… For som en bekendt for nylig sagde: ”Et menneske er som et isbjerg: Det meste befinder sig under vandet: Og alt – simpelt hen alt, kan ske..”

URKOKKE, LOMMELÆRKER OG APOSTOLISK MOBNING

Vi skriver hurtigere end I læser, men læser måske undertiden endnu langsommere end I skriver - og har tillige en smule pli og støtter derfor den hensygnende etablerede presse ved en vis skønsom afholdenhed. Kald det gerne en neurose, for den slags hensyn er noget altmodische. Men avisernes syndrom er også en neurose, for i deres ubevidste afsky for the real thing udnävner de desperat den ene myreflittige kopi efter den anden til saliggörende original.

Nå, folk med en gennemført skrækkelig opvækst bliver forresten ikke "neurotiske", men dermod ofte tidligt desillusionerede. Neurotikerne tror stadig på livet, men blot ikke på deres eget lige her og nu; hvortil kommer at de gør småting til underholdende dilemmaer og lider af overdreven skyldfølelse, snart på egen, snart på deres medmenneskers vegne - men, tør vi her indrømme: heldigvis aldrig af de rette grunde, for uden særrettigheder går den sgu ikke, Granberg. Livet er jo med professor Thomas Bredsdorffs ord (jvf. 8. april) smukt - men nogen har stjålet nøglen, eller også er den blevet forhekset.

I dagens Politiken oplyses vi om at mobningsofre lettere udvikler psykoser. Ønsketænkning? Næ-nej, den er god nok: For ellers gad vi da ikke bruge energi på at mobbe folk: Naturen gør ikke ret meget uden en hensigt, og det er da også derfor at vi undertiden - men ikke altid - skal vogte os for vore venner. Vil I have et godt råd, skal I hellere gå på værtshus blandt helt uvildige, som keder sig ærligt og redeligt nok til at nære helt objektiv interesse. Men undertiden har venner måske ret, når de advarer os om at verden (helst) vil kunne afskrive os som kværulanter.

Objektivt har vi ellers allerede rigeligt dissekeret verdens naive vildfarelse heri - for det har at gøre med "gennemsnitsmenneskers" instinktive frygt for at stå alene, som de uvilkårligt projicerer over på nok så berettigede enegængere: Alt hvad der har en aura af enegang, skyr de nemlig inderligt som risikabelt, pinligt og mindreværdigt - fordi det minder dem om deres egne bornerte små mareridt om at gå nøgen på gaden eller sige noget frygtelig dumt i et meget fornemt selskab. Eller om dengang de i pogeskolen altid rødmede når læreren bad dem komme op til tavlen, samt når kammerater med rygrad udfrittede dem til dåd.

Komikken er jo, at de selv samme pæne borgere ville bifalde og endda beundre, hvis man fornuftigt sad på en beskyttet læsesal og skrev på endnu en træls afhandling om den gamle Sørens halsstarrige kirkekamp, den unge Grundtvis ditto eller noget helt tredje, som de ville have rystet faderligt på hovedet over, hvis de havde været samtidige dermed. For uanset hvor kontroversielt, tosset, kikset eller endda lodret ondskabsfuldt noget i sig selv måtte være, ret beset, så anerkendes det som notorisk interessant og lødigt af brave folk - ene og alene fordi det i dag nyder mandsopdækning som anerkendte emner hos vor samtids fantasiløst klippende, klistrende og klatrende "kreative" klasse af smagsdommere og kulturkommisærer: Kort sagt, ene og alene fordi det kan gøres til levebrød og ægteskabeligt bæredygtigt grundlag.

Nu skal det indrømmes at en meriterende afhandling om noget vanvittigt ikke selv behøver at være tosset; risikoen er snarere ekstrem kedsomhed forenet med en komplet mangel på kongenialitet - som dog altid indbilder sig det modsatte, tilskyndet af verdens applaus. ("Det er næsten som man kunne tænke sig, at Kierkegaard selv ville have skrevet det!" - udtalte den unge teologiske forskningslektors mest lovende protegé til verdenspressen....). Som antydet ville dette være den mest hårrejsende blasfemi, hvis det foregik ved fuld bevidsthed - men i realiteten er der blot tale om den mest guldrandede og hæderlige naivitet, som enhver kulturfond da også straks ville honorere med klosterlige kurophold og velbetalt arbejdsro.

På samme vis var det også snarere naivt end blasfemisk, da Biskop Martensen i sin tid kårede sin hedenfarne forgänger Mynster ved dennes bisættelse som en sand apostel. Men hvis det derimod snarere skete for at stjæle den ensomme og irriterende Kierkegaards allersidste kort på hånden i dette liv - så var det både blasfemisk og ondskabsfuldt på samme tid. Og det var givetvis også derfor at den arme mand gik så helt og aldeles fra snøvsen over, hvad vi i dag måske blot ville smile ad. Jo-jo, man har skam lidt selverkendelse...(!)

Nej, fri os fra velmenende og fornuftige råd om at skrive fornuftige og naive afhandlinger herom, i stedet for vor halsbrækkende enegang - for hvis sådanne råd ellers blev givet ved fuld bevidsthed, ville der være tale om den mest raffinerede mobning, jævnfør indledningens røde tråd. I virkeligheden er det ofte fifty-fifty: For de som inderst inde aner sandheden, forarges i stedet over denne stejle og umenneskeligt emanciperede selvtillid (!), som er kollektivvæsner så komplet fremmed og skræmmende.

Men når også vore sande venner giver lignende råd, må det derimod tages som en velment påmindelse om verdens massive modstand som et vilkår og en pris, som det måske ikke altid er umagen værd at betale, endsige at gøre til hovedsagen i livet.

Nuvel, forleden havde jeg således en sjælden åbenbaringsoplevelse: hele 13 skogrende og turnerende blåsorte urkokke lod sig beskue overraskende intimt, idet en brølende råbuk afledte deres opmærksomhed fra mig, da den noget respektløst krydsede urkokkenes arena uden at ænse dem det mindste.













Den totale uafficerethed var dog aldeles gensidig, for de to parallelverdener bemærkede slet ikke hinanden - omtrent ligesom når børn betragter forældrenes fjernere bekendte med en aldeles uforstilt indifferens - der i sin nådesløshed overgår enhver bevidst uforskammethed, som dog i det mindste beviser nogen opmærksomhed. Men konsekvent nok var ingen af parterne på højmosen ejheller det mindste berørt over modpartens mangel på opmærksomhed, endsige indrømmelser. I tilfældet med Mynster og Kierkegaard var indifferensens uskyld derimod knap så ægte: For efter helt konsekvent i årtier at have simuleret at de anså manden for tosset, endte hædersborgerne dog med misundeligt at ville bemægtige sig den fattiges mands eneste lam - så sjælen omsider kunne få helt fred....

De sidste urfugle er nu forsvundet i Jylland, hvor de var Steen Steensen Blichers foretrukne jagtbytte næst efter lommelærken. Men mange svenske højmoser har endnu en ret hæderlig bestand, hvorimod urfuglens kalkunstore slægtning tjuren er langt mere fåtallig - og menes (mentes?) uddød herhjemme allerede før vor tidsregning. Men her på bloggen overlever den nevertheless i bedste velgående, ganske som vi selv - på billedet I ser hvordan. Jeg hjælper i øvrigt begge arter efter bedste evne ved at rydde granplanter, der truer med at kvæle blåbær og tyttebær. På den måde undgår jeg måske tillige at blive buret inde for langt alvorligere forbrydelser...

Ja, det er rart at føle sig uundværlig en gang imellem: Det holder liv i kadavret - hvilket minder mig om min skizofrene bonkammerat ("Sagde vi det ikke nok..."), hvis tudsegamle mor holdt sig frisk som en havørn til hun var over 100 år, ene og alene for døgnet rundt at kunne lystre sin dovne søns mindste vink samt råde fortløbende bod på hans kroniske og derfor daglige forældreoprør - som nemlig bestod i: at forvandle huslig orden til komplet kaos på rekordtid. Ja. hvem der hjælper hvem, er ikke altid så let at afgøre.

Også vor egen sabotage af det moderne skovbrug er et heroisk Sisyfos-oprør, hvori vi forener sønnens egenrådige stridbarhed med moderens tapre ansvarsfølelse. Men ingen gider mobbe den art enegang, den være nu nok så lodret ulovlig: For så længe verden ærligt og redeligt betragter en som betryggende tosset i forvejen, får man skam lov at gå i fred. For ingen hverken gider eller nænner at gøre én psykotisk tillige, hvis de i forvejen anser én for en harmløs tumpe. For i grunden er vi mennesker skam rare og flinke på bunden - lige undtagen når vi er bange, samt når vi er jaloux...

Apropos indledningens røde tråd, så er kunsten således slet ikke at have den in mente, men at give den helt nyt liv. I nødtilfælde kunne vi dog have sluttet af som følger: "Hvis filistrene nu med barnlig triumf vil anklage os for endnu engang at have tabt den røde tråd, som åbenbart er så saliggørende, selv hvis lokummet brænder, så vælger vi at afskrive det som - raffineret ondskabsfuld mobning..."

MONTAIGNES ROSER...

GUDS SPILDTE SKIDEBALDE TIL VORE ABONNENTER…
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore abonnenter tilkendes ingen klageret, før de har fået deres gældssanering i forhold til vor betrængte redaktion bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.

Af hvem vil vi ikke roses? Af alle de maliciøst småtskårne og plebejisk ambitiøse små kulturdrenge der intet kan gøre uden bagtanker, og som slås med hinanden om hvad stressede og anstændige læsere partout skal mene om deres komiske lille holmgang - eller om nogen der siges engang at have slået en prut. Alle disse sagesløse borgere der tvangsindlægges til en bunke ugentlig andenhåndslæsning, der kun sjældent gør dem hverken gladere, morsommere, bedre eller visere.


Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.

Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, blot fordi vi er for gode…”.

Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.

Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.

Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.

Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at vise sig af højere værdi end pålydende, end det modsatte.

I almindelighed vil vi dog helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det eneste ordentlige fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl.

Men når vi her f.eks. kan nævne en Benny Lautrup, er det ikke fordi vi inkonsekvent udvælger en bestemt elite, men en fysikprofessor kan udadtil bruges som social "dåseåbner". Og vor pointe er her, at han trods en ret angiveligt forholdsvis jævn baggrund roste os for noget, som en litteraturprofessor vel snarere burde have nævnt - hvis ord derfor tæller mindre. Postbudets og andre vidt forskelliges ord er af samme grund en umiskendelig anerkendelse, men det ville parnasset blot aldrig indrømme - ikke kun grundet de halvbegavedes fornærmede stædighed, men også af ren og skær naivitet.

Dertil kunne de ukendtes roser indrømmet være vort eget påfund og derfor ignoreres. Men vor fantasi forslår nu i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent - undtagen om vore forbrydelser: for siger man A, må man også sige B. Af samme grund dømmes mordere rettelig ikke strengere fordi de tillige benægter deres bedrifter.

Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.

Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten endnu et notorisk Stjerne-plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog givetvis ville blive rost af anmelderne og købt af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men i samtidig lader De med ubetalelig frækhed konstant skinne igennem, at De – Deres formente kvaliteter taget i betragtning – i grunden burde kåres som det hidtil mest fordringsløse menneske, selv om De som konsekvens heraf er afskåret fra at sige det ligeud.

Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og udfyld som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne og skamløse dyneløfter (der sidenhen først skammede sig og nu er sprunget ud som uhyre seriøs forfatter…) forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.

Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.

Næste gang vil vi dog moderere os og nøjes med at tage Nils Bohrs navn forfængeligt i forbindelse med hans ægte kærlighed til westerns; men på en måde der har en overraskende anderledes brod mod allehånde rygradsløst plagierende automatskrift, der forsvarer sig mod enhver anklage ved straks at blive også dens umandigt flove ekko - men på fornem spalteplads - og som roses for stor originalitet af alle de leflende undersåtter der forsøger at kopiere dem i håb om en lignende medgang hos tidens højt betitlede proletariat, der heldigvis snart har sejret sig både til grin og til døde...

EN PIKANT LITTERÆR KORRESPONDANCE...

Kære Thomas Bredsdorff
De tilsendes hermed som første uafhængige opmand indsyn i vedlagte replik til Politikens debat, som nemlig næppe vil blive bragt

”LIVET ER SMUKT…”
Lektor Ph.D. Mikkel Zangenberg angreb forleden på misundelsesværdig spalteplads forhenværende forlagsredaktør Torben Madsens charmerende klummer og frakendte både dem og deres ophavsmand al ære og værdighed – i et kækt kulturdrengesprog, typisk for dem der i solidarisk flok fra magtens søde bagland ynder at give den som tapre krigere – og altid på bekostning af folk der som Madsen ikke beklæder en magtposition i finkulturens henrivende legetøjsverden. Zangenbergs litterære klubdrenge vil sikkert i kantinen skamrose hans ”elegante vid”, fordi det i unik grad ligner hvad de selv ville kunne præstere.

Zangenbergs vrede har som alibi at Torben Madsen skriver, at folk der ikke kan læse poesi, slet ikke kan læse. Personlig bliver jeg nu ikke spor stødt, selv om jeg er ret tonedøv udi i moderne lyrik – så lidt som når min bilmekaniker rettelig beskylder mig for at være upraktisk. Nej, vredens virkelige grund fremgår af Torben Madsens seneste klumme: For her beskylder han Zangenberg for i sine anmeldelser at fedte og lefle savlende for sakrosankte folk som Søren Ulrik Thomsen – der også for mig at se blæser sig op til stor tænker og ditto samfundsdebattør, blot fordi han har skrevet nogle smukke digte, hvis medgang ulykkeligvis gav ham smag for at forbrødre sig med magtens fedme.

Heri er lektor Ph.D. Zangenberg således ingenlunde alene, for hele kulturlivet er inficeret af denne pest hvor veldresserede kulturdrenge emsigt mænger sig med tidens Machiavelli-figurer – som i sin tur ligeledes typisk er kommet frem ved fra dag ét at betale ”beskyttelsespenge” til alt hvad der kunne krybe og gå af standspersoner i riget – det være nu officielle oprørere, vilde malere eller agtværdige professorer.

Når lektor Ph.D. Zangenberg håner Torben Madsen så endimensionalt, ligner det et håbefuldt titeldyrs selvmål: For den samme Madsen roses af alle vore forfattere som en gudsbenådet, på engang loyal og ubestikkelig læser. Også Madsens befriende klummer rummer både selvudlevering, sødme og mangfoldighed hinsides honette litteraters håbløse forsøg på at give den som vittige hunde, fordi de notorisk forveksler humor med studentikos perfidi. Til sidst for en god ordens skyld: Jeg kender hverken Madsen eller Zangenberg personligt, så glem al spekulation i taktik, alliancer, hævn eller taknemmelighedsgæld.


SVAR FRA Professor BREDSDORFF:

Kære Henrik Bandak
Tak for smugkigget på dit læserbrev. Jeg svarer mest for at du skal vide at din mail er nået frem. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg derudover skal svare, da jeg ikke rigtig ved hvad du spørger om. Med mindre det er om jeg er enig i det du skriver i emnelinjen. Det er jeg: livet er smukt.

De bedste hilsner
Thomas Bredsdorff


Kære Thomas Bredsdorff
Tak for svar, for det handler ganske rigtigt om andres medviden. Livet i april er også for mig noget håbefuldt og smukt. Ja, omsider har jeg endda opnået at blive betalt for det jeg er bedst til, hvilket end ikke Don Quijote opnåede: at kæmpe mod vindmøller – på vegne af nogle bekymrede svenske fugle – der lige som Vorherre må opfindes, hvis de nægter at åbenbare sig.

Jo, livet er heldigvis så praktisk skabt, at det selv synes at det er smukt. Ellers foretrækker jeg oftest tragiske film og litteratur, fordi jeg finder dem smukke at overvære på sublimeringens afstand. På samme vis kan man sige at skønt de udspekulerede banaliteter i den uhelbredelige normalitets regi, som jeg studerer med pytagoræisk dybde, i sig selv er grimme, så kan tekster derom på mystisk vis være ophøjet smukke. Når intrigante typer derimod indforstået skriver om ligesindedes skurkestreger, er det derimod altid træls læsning, fordi det lugter langt væk af ”forbrydelsens element” og ”krage søger mage” - for ikke at sige: "Gid det var mig...". Richard III’s skurkemonologer opleves derimod som smukke, fordi de er filtreret gennem Shakespeares skrækblandede og skønne sind.

Når ridder Tøger elsker at bruge ordet ”uskøn”, er det derimod kun komisk: For selv om den travle mand næppe aner det selv, er det et ord, som fars førstefødte har hørt ude i byen og siden med henrykt forkærlighed bruger som besværgende og besmykkende amulet mod den grimhed som den ædle mand undertiden bekvemt lader andre eksekvere. Herunder min endelige exit fra Rådhuspladsen trods voldsomme kollegiale protester...

Men når også lektor Ph.D. Zangenberg i sit ovenfor omhandlede personangreb på Torben Madsen ligeledes bruger ordet ”uskøn”, har han det i sin tur fra Tøger og overtager det ikke så meget af fantasiløs læggen sig i hælene på den store mand, som i den halvt ubevidste hensigt at lefle for Tøger: just ud fra sin instinktive fornemmelse for, at det smigrer folk at man ønsker at ligne dem.

Da selv samme lektor Ph.D. Zangenberg en anden gang skrev ”Min redaktør på Politiken er fantastisk - og det skriver jeg ikke for at smigre”, var også det komisk: Dels fordi smiger jo just precis var den eneste mulige grund, al den stund læserne ikke fik nogen fornuftig forklaring af det ”fantastiske”. Men især fordi det fantastiske åbenbart blot bestod i, at den unge mand af det store hus havde fået lov til alt hvad han ville, og derfor tillige havde fået råd til at stifte familie: For klaveret på Rådhuspladsen spiller åbenbart ganske ligesom i Palermo. Åhja - for nævnte smukke biologiske trick er jante-flokkens urgamle og ufejlbarlige våben mod hin enkelte. At dette geniale kollektive stød under bæltestedet indirekte også går ud over deres egne efterkommere, skænker de derimod per definition ikke en tanke - for i så fald ville de jo have været nogle ganske andre typer og opført sig helt anderledes.

Nuvel, et smukt lille sidespring er ikke altid under bæltestedet, så vi fortsætter hvor vi slap. I sin bundnormale ubevidsthed ænsede den fantastiske "Doktor Phill" Zangenberg (der desværre ikke rimer spor på ”Stangerup”, hverken fonetisk eller i virkeligheden) naturligvis ikke, at hans lykke i Palermo var på bekostning af andre, der måske oplevede det som knap så fantastisk – hvortil nemlig skal føjes, at Arkimedes' berømte lov undertiden er værd at have i erindring, når brave borgeres generøsitet skal forklares: Således er det da også netop kun i ufrivillig medfør af nævnte lov, at jeg her generøst tilskriver den dygtige unge mand samme vægt som mig selv: For billedets bord fanger.

Smukt ville det derimod være hvis mennesker i lykkens stund mindede deres overordnede om samtidig at huske på ret og rimelighed. Men det gør bundnormale folk aldrig – ikke grundet ond vilje, som er en upraktisk overdrivelse, men for at smøre deres smukke små illusioner med alle kærkomne midler.

Smukt er til gengæld hvad sublimeringen får ud af hele dette forudsigelige morads, der strækker sig med uforlignelig uforanderlighed årtusinder tilbage. Således ville det være smukt, hvis vi to kunne få Johannes Riiis fra Det Store Forlag til at udgive vor brevveksling, gerne løbende i form af et årligt bind egnet til julegave. Den brave mand skulle endda få lov til selv at skrive forordet, da jeg jo udtrykkeligt betinger mig at det ikke må være hr. Stjernfelt eller nogen af hans benovede lærlinge fra det herostratisk berømte Hedeselskab: Hvad sproglig korrekthed angår, har Jørn Lund lovet at give en hjælpende hånd, så jeg ser slet ingen grund til betænkeligheder, sprogligt eller ”otherwise”.

Kort sagt, jeg foreslog altså i et anfald af handlekraft, foranlediget af dit svar, Johannes Riiis nævnte bogprojekt, for litterære sammensværgelser er en de smukkeste ting i livet. Men han afviste ideen med følgende ærlige begrundelse:

Kære Mr. Bandak
”Personligt kan jeg på bunden ikke døje folk der fremturer med noget så anmassende som ”personlighed” – med mindre de tillige har en etableret status, hvis afsmittende og afstivende virkning jeg kan bruge ved fælles optræden under iagttagelse af urbane former. Aller tryggest befinder jeg mig derfor, når en rapkæftet og halvbegavet gadedreng af mig ophøjes og opblæses til en uomgængelig og sakrosankt provokatør af folket, som offentligheden instinktivt gennemskuer bag deres umiddelbare forgudelse af berømmelsens genstand – og netop derfor sluger råt.

Deres forslag om at udgive Deres ”litterære brevveksling” med professor Bredsdorff strander derimod på to ting: For det første er kun den ene part tilstrækkeligt etableret til at gøre et sådant forehavende vedkommende og aktuelt for andre end Dem selv; og for det andet gør just denne part sig rettelig kun ringe umage i denne sag – hvilket ingen kan fortænke ham i, idet lige børn leger bedst. Det vil nemlig altid være sådan, at når en mindre etableret med umoden mangel på beherskelse retter henvendelse til en mere etableret, må sidstnævnte med rette opleve det som den svages anmassende forsøg på at suge sig anglende fast på et mere bæredygtigt vehikel. Dette påtvungne makkerskab opleves derfor lige så belastende og uskønt for den stærke part, som det forekommer attraktivt for den svage part.

Da der således "in the first place" er tale om en upassende mangel på situationsfornemmelse fra Deres side, ville det kun have været ret og rimeligt, hvis Deres henvendelse til professor Bredsdorff var forblevet ubesvaret. Fornemt er derfor det beherskede og værdige svar som De på ubehagelig vis har afpresset den alt for sagtmodige Bredsdorff. Ja, det er ligefrem smukt – men som De jo selv så udmærket har erkendt med Deres erklærede forkærlighed for tragiske sujetter, så yder man nu engang sjældent det smukke retfærdighed ved at overføre det ligefremt og uformidlet på tryk.

Med det grimme er det derimod en helt anden sag. For uanset hvilke grovheder en landsberømt stor forfatter måtte udgive, når en bagatel undtagelsesvis går den forkælede mand imod, så vil alle pæne mennesker være enige om at det hursomhelst er hylende morsomt og velskrevent - ja, måske endda så morsomt og velskrevent at det ligner noget de selv kunne have begået. Men uanset hvor rammende og morsomt en beskrivelse af verdens gang, som en uindbudt endsige en skadelidende måtte begå - så vil alle omvendt være enige om, at det er både under bæltestedet, uskønt navlebeskuende - og tillige ødelæggende for den pågældendes karriere i henhold til en naturlov, der åbenbart er lige så urokkelig som den græske skæbne og derfor slet intet har at gøre med nævnte brave og derfor velmenende borgere. Og spor morsomt er det åbenbart heller ikke: For "We are not amused..."

Tillad mig derfor sluttelig at videregive Dem det råd som komponisten Ravel angiveligt skal have givet den unge Gershwin, da denne engang på lignende vis rettede henvendelse til ham i håb om at få ham som sin personlige lærer: ”Det ville nok være en rigtigt dårlig idé, Mr.Gershwin, for derved ville De måske blot ende som en dårlig Ravel – i stedet for en god Gershwin.”

Kort sagt, bliv ved Deres læst, Mr. Bandak, og drøm herefter ikke om anden skønhed end den som De selv frembringer ved Deres forædlende transformationer af livets genvordigheder – noget som både de gamle alkymister og baronesse Blixen jo rigeligt har gjort os opmærksomme på. Og i stedet for at drømme den umiskendelige normalitets blødagtige og flove drømme om bekvemme alliancer burde De kende Dem selv godt nok til at vide, at ørne stiger bedst og smukkest i modvind.

De har således nu fået al ønskelig modvind, som De passende kan bruge som inspiration til Deres berømte blog – hvis skarpsynede læsere i øvrigt ville blive fornærmede, hvis de fik at vide at De åbenbart hverken tror på Dem selv eller på Deres trofaste læserkreds, men insisterer på at betragte førstnævnte som en stakkel – og sidstnævnte som et spartansk surrogat for Jørn Lund, Thomas Bredsdorff, mig selv – og Ravel.
Hvilket for resten rimer smukt på: ”Farvel”

Med venlig hilsen Johannes Riiis
Det Store Forlag





.

FRA KURDISTAN og NIEBUHR til BASHEV SINGER: DE EVIGE VILKÅR

På en ungdomsskole for indvandrere blev jeg imponeret over en kurdisk elev der med sine forældre som barn flygtede til Iran og endte i flygtningelejr uden nogen sinde at have gået i skole. Han var nået langt i det danske sprog og virkede helt fortrolig med at arbejde med grammatik og skriftsprog, efter kun to år. I mit svenske eksil kender jeg en anden kurder, der flygtede den modsatte vej og kom til Sverige som 16-årig i firserne. Uddannet i multimedier, men meget tænksom og betænksom, fraskilt med to børn.

Han og hans far boede tre år i fængsel i Irak, hvor faderen underviste ham. Han mente ikke blot at være kommet helt over det, men tillige at have lært af det – hvorimod han beklagede velfærdssamfundets mange forbitrede mennesker der aldrig kommer over vore samfunds uretfærdigheder. Det interessante var nu, at han hermed på ingen vis bagatelliserede vore forkælede landes problemer, men tværtimod mente at de var farligere for psyken end de dramatiske uretfærdigheder som han selv har oplevet. Heri var ingen ironi eller hån.

Interessant ikke blot i sig selv, men især fordi han også med sin baggrund kunne se det på den måde, hvorimod vi selv pligtskyldigt og klædeligt ofte må indrømme at vi egentlig burde skamme os. Til sagen hører nu også at han som en del andre flygtninge måske har en art behov for at finde fejl og mangler hos ”forældrene”, dvs. i det værtsland som har reddet ham selv, men ikke hans stolthed. En stedelig bosnisk flygtning, der efter mange års pizzabagning omsider er havnet i sin gamle metier som landmåler, hældede i sin tid på lignende vis til teorier om at de jugoslaviske krige var styrede af vestens regeringer og våbenindustri i fællig. Min politiske tæft er ikke så stor, men min psykologiske intuition sagde mig til gengæld dengang at nævnte konspirationsteori nok beroede på et behov for at placere skylden og finde fejl hos ”forældrene”.

Nevertheless mener jeg jo stadig at der gives tankevækkende dramatiske levnedsløb og ditto romaner hinsides postmoderniteten og rodløsheden, der egentlig ikke egner sig til romanform og da ironisk som den forrige gang nævnte Sjölin med ”Verdens sidste roman”. Af samme grund må titlen på gamle Aage Henriksens disputats ”Kierkegaards romaner” antages at være ironisk farvet. For skønt jeg selv kender alt til den udramatiske pinsel, så er den et mere usundt skue, selv hvis man magter at takle den og endda gøre den til en kunstart. Men til analyse og refleksion er den desto mere velegnet. Apropos kunstart – men heldigvis ikke apropos ret meget andet – husker jeg hvorledes en amerikansk ekspert udi og erklæret modstander af dødsstraf udtalte at hængning som metode er en kunstart – som åbenbart ikke ansvarligt bør overlades til prosaiske fængselsansatte fuskere. Det lød næsten som om han inderst inde var en skjult elsker af denne kunst. Men vi har jo for nylig erfaret at fuskerne udi bilmekanik er dennes sande elskere, og det samme gælder måske fuskerne udi dødsstraf. Men indrømmet – dette var et sidespring, om end til gengæld dramatisk nok til romanform.

Åh, men apropos romaner: Jeg læste for nylig en erindringsbog af Isac Bashevi Singer om hans opvækst i Polen i århundredets begyndelse frem til mellemkrigstiden. Mere brutalt end i Stefan Zweigs ”Verden af i går” skildres kontrasten mellem den højeste åndfuldhed, videbegærlighed og oplysningsånd på den ene side og det ekstreme barbari på den anden. Frygten for pogromer, frygten for at udskrives til krigstjeneste på fronten, Palæstina-spørgsmålet samt strid mellem jødiske fraktioner gør også kærligheden mere ”tuberkuløst” desperat og ladet med mysteriets kosmiske intensitet. Og under det hele kværner den gammeljødiske religiøse arv og tradition. Modsætningernes intensitet med få skridt mellem jubel og selvmordsplaner, hvilket atter giver tilfældigheden et nærmest magisk og ”mirakuløst” spillerum. Kabbala og overtro er forståeligt nok heller aldrig langt borte.

Selv under ret kummerlige forhold spiller både det åndelige og forfængeligheden en betydelig rolle og står så lidt som i Hamsuns ”Sult” i skyggen af de mere elementære livsfornødenheder – især da ikke hos personer af rabbinsk æt og status, uagtet økonomien. Mennesket behøver åbenbart noget at leve for, hvis det skal udholde ikke at have noget at leve af.

Men samtidig beskriver Singer også de lunkne velkendte limbo-regioner af småtskårenhed og forfængelige intriger – for mennesker konkurrerer jo om det samme i miljøets forfatterforeninger. Allerede den unge mand opdager at endog de skarpeste litterære kritikere selv skriver provinsielt, naivt og påfaldende klodset, når de forsøger sig som forfattere eller digtere. Den purunge forfatterspire lejer et værelse hos en ekstatisk, verdenserfaren og højtbegavet dame som straks erobrer ham. Hun fortæller at de litterære tidsskrifters redaktører sender alt retur, oftest endda ubeset, og hun giver selv forklaringen. ” De hader mig, fordi Gud har lagt begavelsens forbandelse på mig, og for det andet fordi de ved at jeg kender alle deres smudsige kneb og intriger. Tro mig, det er ikke tomt pral.” Deja vue eller hur?

Nuvel, nok herom. Bashev Singers heks, der trods sin rabbinske baggrund manisk indviede ham i seksualitetens mysterier og ikke uden et satanistisk islæt, var på engang overtroisk og tilsyneladende også synsk, og hun led af dødslængsel – måske godt det samme, for i så fald undgik hun de polske jøders senere skæbne. Singer kom til USA, hvor hans storebror var fast skribent for et velbeslået litterært magasin på jiddisch. De store perspektiver indgyder os ydmyghed og taknemmelighed – samtidig med at vi kan konstatere, at selv under langt kummerligere forhold plages mennesker tillige af anerkendelsens og tilhørsforholdets kvaler. Ganske som vor kurdiske bekendte ovenfor beklagede uretfærdighederne og de resulterende psykiske men i vor egen del af verden.

Biologisk set er det nu heller ikke så sært, for selv om man er sikret havregrød på livstid, bliver man ikke af den grund hverken noget godt parti eller nogen attraktiv samarbejdspartner. Og derfor ser naturen åbenbart til at vi kun dårligt affinder os med den blotte selvopholdelse. Dette kan så forstærkes af allehånde erhvervede eller socialt nedarvede komplekser – men også de hviler jo yderst på den selv samme biologiske grund. Hvorvidt man i fremtiden vil kunne dulme sådanne ikke strengt fysisk relaterede afhængigheder ved hjælp af chips ladet med virtual reality, ”helt for en dag- scenarier” i 3D, får vi at se. Vi kender det jo allerede fra film og skønlitteratur, der for mange har en tilsvarende funktion.

Alt er således sket, set og sagt mange gange før – endda langt mere dramatisk – men det hjælper ikke, for kulturkommissærerne ved aviser og i lærde råd husker kun det af bøgerne som de vil huske. Jeg læste senest en fortræffelig lille bog om Carsten Niebuhr skrevet af hans søn, og dér fortælles om hvorledes tidens ypperste filolog Reiske (som ingen derfor har hørt om) helt konsekvent blev forbigået til fordel for middelmådigheder som nu den uduelige von Haven der fulgte med som filolog på Niebuhrs ekspedition. "Ingen i vor tid er i den grad blevet holdt tilbage grundet sine fortræffeligheder som Reiske", skriver Niebuhr. Vi hører også om folk der senere på engang forsøgte at kue og nedgøre den sagtmodige og beskedne Niebuhrs ideer – og tog æren for dem. Og jeg der som altid troede at have beskrevet disse ting som en art pioner. Men det hjælper åbenbart intet, for både de lærde og anmelderne forbigår instinktivt altid sådanne passager, og historien gentager sig.

Til gengæld kan man så trøste sig med, at mange andre meget vel kan forstå, når man fortæller dem den samme evige lille historie. Vi mindes her Amon Oz, hvis sprænglærde filolog-fader så rammende sagde: ”Skriver du af efter nogle få, er du forsker; men skriver du af efter mange, er du en stor forsker”. Profetiske ord, for som fremgået af tidligere indlæg har vi hjemlige Stjern-eeksempler, som ganske rigtigt nyder den største anseelse og oven i købet af benovede stræbere udråbes til ”renæssancepersonligheder”. Vel var der klatrere og giftblandere i renæssancen, men det er nu ikke det vi normalt sigter til med nævnte prædikat, der tværtimod forbindes med personlighed, format og overskud hinsides de småtskårne sociale beregningers evige kværnen.

Disse ting er ikke så svære at bevise, for hvis rævens spor altid kommer senere end ulvens og endda helt bogstaveligt træder i ulvens fodspor, beror sammentræffet ikke på tilfældighed, men på snylterens afhængighed. Sådan afhængighed viser sig også i, at plagiatet altid er mindre slående og pytagoræisk ”aha-agtigt” end forlægget, samt at afhængigheden ikke bliver ved det tunge, men også går ned i sprogets sjove vilkårligheder såsom ordvalg, billeder og sidelys.

Et andet irrationelt træk beviser ligeledes mere slående end det tunge skyts i sig selv hvad vi har at gøre med. For som sagt vil enkelte beslægtede begavelser gå efter det samme tunge skyts og således naturligt konvergere. En autentisk anekdote belyser dette fra siden. En bekendt af mig havde sammen med mere ypperlige kvaliteter også et misundelsesværdigt talent som plattenslager i den mere harmløse afdeling; men han havde den svaghed at gå alt for langt i sin lille sport, selv over for erfarne personer hvorom han vidste at de skulle omgås med varsomhed, hvis han skulle komme på skudhold af den store papegøje. Derfor tabte han trods bedre vidende i sin grådighed mange forretningsaftaler på gulvet.

Det minder mig om hvorledes jeg i sin tid i min iver efter at snige min ind på sky dyr altid avancerede for hurtigt og skræmte dem væk – selv efter at gentagne dårligere erfaringer havde belært mig om fejlen. For naturen gik i sin iver over optugtelsen, og på samme måde er det med plagiatorerne: Mange af dem har det som et veritabelt karaktertræk eller som et autonomt personlighedskompleks at kopiere uhæmmet, selv under forhold hvor de måske burde fare med lempe – dels grundet et næsten genetisk selvkørende og umætteligt kannibalistiske begær, dels grundet den langt hen ubevidste karakter af nævnte kompleks.. Og deraf kommer den nævnte barnlige tydelighed af deres fodspor, som dog ingen af deres ordensbehængte kolleger gennemskuer.

Det er helt naturligt, at hvis en af os møjsommeligt lærer et klassisk musikstykke i bedste fald tåleligt, vil det på en gang være anden hånds og langt mindre slående end forlægget – hvordan skulle det dog kunne være anderledes? Det er kun en skam at benægte dette naturlige forhold og spille uvidende om ophavet – for slet ikke at tale om at nedgøre og umuliggøre ophavsmænd i levende live.
Men plagiatorernes store held er at mange af de der fornemmer sandheden, alligevel foretrækker dem frem for de ægte nattergale – omtrent ligesom personalechefer og damer ikke sjældent vælger en kandidat hvis praleri de meget vel gennemskuer, fordi dette sidste smigrer deres egen skarpsindighed og desuden beviser aspirantens naive iver.

P.S. Som man måske aner, er stykket med Bashev Singer skrevet først, hvorefter sideskuddene samt tilstødende lokale erfaringer har krydsbefrugtet. For det er nu vor lille kunstart her på bloggen, ihukommende Blixens berømte ”stork”, der oftest glemmes i praksis, hvor fortærsket den skolastisk talt end kan siges at være. Virkeligheden og tilfældet skal spille uforudsigeligt med for at gøre mønstret interessant og eksistentielt.

Men mønsterbrud er nu også en del af den sande guddommelige helhed. Således nu et arktisk vejromslag med 12 graders morgenfrost, just som al isen endelig var smeltet – tranerne klarer den sagtens, stærene vel også, men storke har vi ikke her udover de blixenske. Ørnene kan derimod have lagt æg allerede, men hvor? Deres mønster kan jeg endnu ikke greje, men jeg tror de ændrer deres naturlige præferencer for at snyde mig.

FORFATTEREN DANIEL SJÔLIN OG ANDRE ØRNE

DANIEL SJÖLIN OG ANDRE ØRNE
Det slog mig forleden, at selv når jeg skriver på min egen bærbare, bruger jeg ikke dansk ø og æ "hinsidan". Det er en meget bogstavelig og autistisk tolkning af hvad der er muligt hvor - ganske ligesom jeg indtil for få år siden forestillede mig at man måtte være grundigt handikappet for overhovedet at kunne betjene et handikaptoilet. Som om der gjaldt omvendte tyngdelove bag den hemmelige dør, eller som var der tale om en formelig loge.

Dette må dog på den anden side honoreres som en forbilledligt demokratisk tolkning af begrebet 'handikap'. Men det er jo i ganske samme progressive ånd at vi her på bloggen vender enhver art handikap og anden misære til en stilistisk force - nu altså også just nævnte autistiske lille lapsus. Hvad min bil angår, er den dog snart hel igen, takket være en ungarsk fusker: Det var den slags kunster man skulle kunne for at leve af det uden at være en art plattenslager. Man kan sågar leve af at forvandle sin stilistiske svaghed til en økonomisk force - men ikke omvendt. Ak, ak - apropos virkeligheden, så er denne en stor misforståelse. Inspireret af Freuds ord efter sin Amerika-turné: "Amerika er én stor misforståelse!"


Dog skal vi ikke klage, idet det at blive betalt for at kæmpe mod vindmøller må siges at være et ønskejob for en sand Don Quijote. I hvert fald gælder det om at finde så mange sjældne og følsomme arter som muligt for at ændre placeringen af skidtet. Derfor indledte vi dette indlæg med et billede taget fra kongeørnens rede med udsigt over urfuglenes vældige højmoser, som endnu er bundfrosne som Sibiriens tundra. Ørneparret har tydeligvis flere reder og er det første regionale par i mere end en menneskealder - og alt tyder på at et nyt er under etablering just i det kriminelle felt.
Den sidste is smelter vel i ugens løb på søerne, trods nattefrost, og de fleste lokale traner er allerede ankommet. Grågæs var en sjældenhed i min barndom, men er blevet talrige, hvorimod tjur og urfugl lider under det moderne skovbrugs grankulturer. Derfor rydder jeg privat masser af små graner i naturskovsarealer, så enebær, blåbær og tyttebær trives. Ellers behøves der skovbrand, men det tillades normalt ikke i vore dage.


På et hjemligt besøg kom jeg for skade at læse kulturtillæggenes puerile bogdebat med nogle modsatrettede drengeklubber af yderst begrænset underholdningsværdi. Det forekom mig så fjernt og barnligt - disse folk der sætter så stor en ære i at fægte om, hvad nogen andre har sagt om en helt tredje, der vist nok har skrevet en bog. Al denne selvalvor blottet for selvironi og proportioner. Det slipper man heldigvis for stedt i eksil og i kamp mod vindmøller.


Men ugen inden læste jeg faktisk en yderst moderne svensk "roman", selv om jeg litterært er konservativ, lidt doven og skeptisk:
Det er en rablende svensk selvbiografisk roman af Daniel Sjölin, kendt yngre TV-litterat, som er så centrifugal i sin selvreflekterethed, at jeg køber den – ikke mindst fordi forfatter-jeget ligeledes gør sig mange tanker om mennesket som en efterligningsabe. Hvorvidt også det beror på imitation, skal vi selvfølgelig ikke kunne sige, men det virker nu personligt tilegnet og troværdigt. En stor del af romanen består i forsøg på at fange moderens Alzheimer-ramte sprogmaskine og knække koderne bag, hvilket må forstås som en art stiliserende og potenserende fiktion i virkelighedens tjeneste – næsten lige som når man ”oversætter” en udenlandsk dialekt eller sociolekt til en dialekt på et helt andet sprog.

Svært at afkode, men forfatter-jeget gør sig mange desperate associationer om sin rolle i medieverdenen, herunder mange af de samme ting som vi her beklager os over. Hvis det nu ikke er en svensk medieabes forsøg på at usurpere endogså sine modstanderes (dvs. mine svenske dobbeltgængeres) sidste forsvar og stjæle ofrenes skrig a la Stjernfelt og SUT, er det godt gået – og tekstens respektløse overskud får mig til at tro det. Forfatter-jegets hån mod forceret oplyste og lærde romaner, der skal give os den respekt som handlingen og sproget selv ikke indgyder, er morsom, for på sin egen måde er også denne roman encyklopædisk i sit desperate forsøg på at knække virkelighedens koder med alle til rådighed stående midler. Daniel Sjölin har det litterære TV-program Babel, som jeg er gået glip af, og bogens titel er ”Verdens sidste roman”. Fortælleren kalder sig selv mediestrateg – men han indrømmer det dog selv, og hans tour de force er et ægte forsøg på erkendelse.

Uden at være den store litteraturfortolker kan jeg godt afkode forfatterens intentioner. Modsat f.eks. Bashev Singer fra ghettoernes Polen har vor helt ikke megen historie at fortælle, og han ved det. Men han ved at (i mangel på sådan) vil alle romaner kun desto mere handle om forfatteren selv, og han kan ikke tage alskens dannet forklædning alvorligt, historiske kulisser osv. Han bliver dog derved selv encyklopædisk både i respektløst indforstået brug af alskens terminologi fra alle genrer og områder og ved referencer til de nyeste modeller af kosmos, hjerneforskning og what not.

På en måde helt forståeligt, for når man ikke døjer under at måtte forstå, hvad der skete i KZ-lejrene eller i ens barndom (moderen har derimod en historie, som fortælleren forsøger at gætte og kode sig ind til), bliver ens personlige historie blot historien om hvorledes man klippede og klistrede sig ind i verden og videns-verdenen. Fortællerens flittige spark til alle slags illusioner om forfatterrollen kan derfor nok forstås som afreagerende selvindsigt.

Dette er romanmæssigt set atypisk, for skønlitteraturen ejer ikke midler til at erkende hverken kosmos eller hjernen – men selve det vilkår at måtte leve ved at hægte sig på og efterligne alskens viden, som man ikke kan kontrollere selv, men må tage for pålydende – selve dette er faktisk en genuin menneskelig erfaring og et vilkår, som litteraturen faktisk kan beskrive, enten naivt eller som Sjölin en smule spotsk. Ganske som litteraturen jo ikke kan ”usurpere” kemi og fysik, men meget vel kan omhandle en kemiker eller fysiker – men hvor dette er tilfældet, er den nødt til at inddrage faglig viden, eftersom hovedpersonens historie langt hen er historien om hans/hendes forhold til denne viden, der for forfatteren selv må forblive udvendig som noget der må stå til troende.

Daniel Sjölins Alzheimer-ramte moder har ifølge fortælleren af samme navn muligvis engang begravet en ”voldtægtsfrugt”, og forfatteren udkaster nogle realistiske scenarier om dette og en eventuel politiopklaring, der drømmeagtigt gør brug af jævnaldrende ”hovedpersoner” fra hans egen barndom. I et afsnit forestiller han sig, at hans barndomskammerats far også var hans egen virkelige far, modsat den sut han normalt regner for sin far. Bogen ”handler” således mest om hvordan hjernen klipper og klistrer tingene sammen med alle mulige metaforer og ved associative befrugtninger i slægt med drømmeverdenens. Fortælleren udvikler her en orgiastisk billeddannelse hentet fra amorfe naturprocesser såsom svampenes altinficerende mycelium, der minder ham om vor lige så amorft svampede hjerne.

Men i dette tilfælde er der næppe nogen seriøs gåde at knække, og plottene er derfor blot overskudskonstruktioner omkring bagatelagtige begivenheder som associationernes og afreaktionernes katalysatorer og krystallisationskim – og ikke en desperat søgen efter en biografisk sandhed. Men processen gennemskuer sig selv som blot endnu en mycelieagtigt infiltrerende hjerneaktivitet. Dette er i grunden ikke spor mærkeligere end at en uhyre lærd persons selvbiografi som afdøde professor Billeskov Jansens memoirer ikke tegner noget mønster, men blot er en fornøjelig kronologisk opremsning af læsefrugter og -miljøer.

Fortælleren uddeler mange overmodige hug til samtidig litteratur af mange slags såvel som til enhver art tro på sjæl og højere mening. Men så aggressivt og uforfærdet kan man kun angribe en virkelighed som man trods alt tilhører, og hvor selv ens uforskammethed har grønt lys. At angribe en virkelighed som man hverken kan eller må leve i, er psykologisk umulig, for hvis man hverken har rigtig sympati eller rigtig respekt for det man er oppe imod – føles sådan beskæftigelse syg, hvorimod nålestiksaktioner i spontan frihåndstegning som vore giver sundt afløb, så man igen kan glemme elendigheden og mere helhjertet dyrke smukkere ting.

Jeg misunder Sjölins sorgløse optimisme og hans ret til sågar at håne sit eget forlag, for et helt normalt borgerligt bogprojekt ville måske i dag vanskeligt kunne fange mig. Når en tanke har fundet sin smukkeste pytagoræiske form, føles det unaturligt uopfordret at drøvtygge den til døde. Derimod er det altid morsomt med en så at sige journalistisk anledning der kan aktivere og levendegøre en idé eller en dybdeobservation ved at forbinde den på overraskende vis med noget konkret og i en vis forstand tilfældigt, der giver det en lighed med kunst: For også kunsten krydsbefrugter jo det almene og det personligt oplevede – forskellen er blot den at i kunsten er der ikke meget alment før syntesen, fordi oplevelsen er primær; hvorimod i filosofiske sager er de abstrakte sandheder oftest blevet formet og slebet til på forhånd, deraf deres sjove goldhed i deres så at sige ”partenogenetiske” tilstand – selv om de jo i sin tur yderst også beror på oplevelser i en eller anden forstand.

I så henseende holder jeg af avisgenren (ideelt set altså...), fordi den korte form tvinger til æstetisk og tankemæssig koncentration foruden en konkret anledning som krystallisationskim, som skal ”legitimere” så abstrakt stof på avisplads. Overdreven plads er derimod usmagelig uden en tilsvarende konkret anledning, kunstnerisk eller for den sags skyld pædagogisk – men det kunne nu også bestå i en invitations grønne og vækstfremmende lys, der befordrer fine rodtrådes ængstelige prøvende skridt ud i en farlig verden. En vis skamfølelse ved at brede sig umanerligt er dog klædelig og befordrende for en vis refleksion - og den skamfølelse har også at gøre med at vi dog også agter højere ting end vort eget ellers så klaustrofobiske rum. Denne naive fromhed er måske en akilleshæl, snævert karrieremässigt set, men jeg gider som sagt ikke de drengeklubber og har vel egentlig aldrig gjort det: For det kräver en anden art social naivitet som heldigvis savner.

Plagiatorerne elsker omvendt at blæse tingene op til debatbøger for at gøre dem til deres egne og overdøve forlægget, og ifølge sagens natur kender de ikke til leden ved at tarveliggøre det én gang formgivne. Det er udover deres spiselighed en af grundene til deres gennemslagskraft; en anden grund er at man ikke nærer blufærdig frygt eller perfektionsbekymringer i forhold til lånt gods – ganske som pædofile jo heller ikke deler forældrenes undertiden overdrevne bekymring for afkommet ve og vel.

Nuvel, måske er jeg for min egen del måske mere til jazzens intense ”little Bang”s a la ”Jorden rundt på 80 sekunder”, billedligt talt. Noble og kritiske sammenskrivninger af års læsestof i murstenstykke danske stile kan måske ikke antænde mig, selv om jeg godt kan læse det – lidt på samme måde som man en dag opdager at man simpelt en er vokset fra at ”gå i byen” om aftenen på må og få: Man gider ikke rigtigt længere, og støjniveauet er – både i bogstavelig og overført forstand – desuden for højt. Der er ingen forjættelse i det længere, så hellere gøre noget enten enten nyttigt (hvordan?) eller morsomt, for den borgerlige ære er for dyrekøbt hvis man ikke engang kan tage den alvorligt andet end som savn. Men det skal nu ikke hindre os i at læse dem der gider, blot ikke de falske og derfor så højtråbende nattergale.

Sjölin har præsteret kunststykket at gøre en mikrokosmisk tour de force til en hel roman; og just fordi jeg ikke kender ham, behøver jeg ikke døje under eventuelle minusser af den art, som jeg beklager hos visse af mine landsmænd. På denne måde bekræftes atter det gamle ord, at profeter sjældent er velsete i deres hjemby. For strengt taget kan jeg jo ikke vide om Sjölin er en svensk pendant til ”mediestrategerne” SUT eller Stjernfelt, der oven i købet æder og usurperer de få der har gennemskuet dem. Men dels er han langt mere kompromisløst udfarende og uforskammet til alle sider (også selv om han ”har lov”), dels er han så frontalt fabulerende og aggressivt grænseafsøgende, at det gør ham eksistentielt troværdig.

Fortælleren Sjölins mere ”hjernefilosofiske” overvejelser om at al empati for ikke at sige kærlighed er simuleringer i vore såkaldte spejlneuroner og derfor kun fordækt egenkærlighed, minder måske lidt om hvad vi selv undertiden siger om alle ”menneskeaberne” omkring os – som han ganske rigtigt ser rigtigt mange af i sin verden, og da især i det køn som vi begge tilhører. På den anden side må man skelne mellem hjernens virtuelle simulering af andres lidelser og så en beregnende udvendig simulering af sådan ægte simulering: Dette lyder måske som en fortænkt skelnen, men der er dog forskel på forestillet og ægte medfølelse, ganske uanset hvad der foregår i hvilke neuroner, de sidde nu i højre eller venstre hjernehalvdel. Medfølelse er nok i sig selv en art simulering, men den er ikke af den grund simuleret medfølelse.

Sjölin er sprogligt set encyklopædisk i mangel på historie samt af informationsoverskud, men foragter folk der behøver lærdom for at peppe en svag historie op. Han foragter også forfatterskoler, men har vistnok gået på en selv. Hans egen historie er så cerebralt ladet og så faktuelt tom, at man ikke kan skelne mellem historien og så dens samtidsencyklopædisk rablende konstruktion som eksploderende tekst omkring fragmentariske erindringskerner. Små optrin strækker sig derfor over mange siders vild ”mycelievækst”, men fortælleren har skam også øjne i hovedet.

Men naturligvis er det ikke verdens sidste roman eller romanens endeligt – for verden vil altid have konkrete rædsler, og ethvert liv må fordøjes på sine vilkår. Bashev Singer kunne ikke have flygtet over i det encyklopædiske, og selv om vi fremover vil se stadig flere ikke-romaner – hvoraf kun ganske få vil være lige så læseværdige som Sjölins – så foretrækker vi nok i længden lidt mere traditionelle romaner, der trods al mulig refleksion ikke forsøger at ophæve historien. Hvorfor vil Sjölins ”efterabere” ikke være lige så læseværdige? Fordi de enten ”ved” alt for meget og bliver uudholdelige. Eller også fordi de omvendt ved for lidt og derfor bliver rablende og frejdige amatører med gode anbefalinger. Romaner udforsker vel altid den menneskelige "væren i verden", under disse eller hine kår - i vore dage med al den virtuelle virkelighed til disposition. I romaner uden handling eller udvikling kan det minde om et langt digt om fremmedgørelsens tomgang - som i Camus' "Den fremmede". Og enhver menneskelig forestilling eller konstruktion må naturligvis være tilladt i den genre der nu har det menneskelige univers som genstand.