DETTE ER IKKE MUHAMMED

Med en bekendts ord er det en menneskeret at være idiot. Men bl.a.Juristen Sune Skadegård Thorsen har argumenteret for Jyllands-Postens skyld i den lidte skade på Danmarks arabiske eksport samt på vor ære ud fra tre hæderkronede principper hentet fra Romerretten og Erstatningsretten: Dels tilstedeværelsen af en uansvarlig hensigt; dels et uomtvisteligt årsagsforhold mellem den bevidste handling og den resulterende ulykke; og endelig det forhold at de vanvittige følger var om ikke tilsigtede, så dog forudsigelige for aktøren selv. Ved at hævde at misæren var en forudsigelig følge af Muhammed-tegningerne, antyder Skadegård Thorsen dog, at forløbet just var, hvad man kunne vente sig af muslimer; men også en sådan udtalelse kan opfattes som injurierende. Hvis Jyllands-Posten omvendt friholder sig med, at man netop ikke forudså reaktionen, fritager det ikke bare avisen for juridisk skyld: Den kan sågar rose sig af (at have haft) et ret harmløst billede af muslimer. Hells Angels Anderledes forholder det sig, hvis Jyllands-Posten forudså konsekvenserne. Men selv hvis det så var en forbrydelse ikke at tage højde for dem, så var det dog kun en afledt og sekundær forbrydelse: Ganske ligesom det kun ville være en afledt forbrydelse at sladre til Hells Angels om, at en navngiven person har udtrykt ønsker om broderskabets uddøen. For at sladre til Hells Angels derom er jo kun forkasteligt, forudsat at Hells Angels antages at reagere derpå som en bande psykopater. En antagelse som det ligeledes ville fornærme broderskabet at offentliggøre. Men vist kan dumdristighed være forbryderisk, selv hvis hensigten ikke er umoralsk. Sådan grov uhensigtsmæssighed kan sammenlignes med hvis en turist i et fremmed land fremturer med en gestus der i den stedelige kultur betyder “Ned med kongen!” For selv hvis turisten ikke deler nævnte holdning, så ved han udmærket, at hans ytring af de lokale vil blive opfattet som helligbrøde. Men at ytre noget, vel vidende at det vil blive opfattet som en provokation, vil jo normalt kun den gøre som vitterlig ønsker at provokere. Så bordet fanger, selv om ens ytring er harmløs i ens egen tegnverden. Accepter drilleriet Man kan altså ikke påberåbe sig immunitet i kraft af en art ‘dobbeltkontrakt’. Af samme grund klæder kvinder sig fornuftigt i lande, hvor let påklædning tages for et signal om prostitution. Teologen Katrine Winkel Holm forfægter dog den uindskrænkede ytringsfrihed: Selv bevidst blasfemi anser hun for legitim. Men denne skyldopfattelse holder med Skadegårds ord ikke i byretten, hvis også de forudsigelige konsekvenser medtænkes. Men derudover er der forskel på at drille folk for kritisable forhold, som de ovenikøbet selv er herrer over, og at åle dem for deres tro, kultur, sprog eller egenskaber som for det første er harmløse, og som de for det andet hverken selv har valgt eller formår at ændre. Folk må finde sig i at blive kritiseret og drillet for umoralsk opførsel: Hvis de klager derover, indrømmer de jo at have handlet på en måde, de ikke vil stå ved - og da rammer anklagen blot dem selv. Således udtrykte en af Københavns størrre platugler forargelse over mit brud på forretningslivets blufærdighedslov, fordi jeg havde fortalt andre at jeg igen havde været dum nok til at låne ham penge. Men at drille folk med deres tro og kultur har derimod ingen sådan moralsk og specialpræventiv pointe og kan derfor ikke blåstemples moralsk. Jyllands-Posten burde derfor under tegningerne i Magritte’s ånd have skrevet: “Dette er ikke Muhammed!” (Bragtes i Information 2007 med samme overskrift. Skønt på ingen måde i mangel af upubliceret materiale fandt jeg denne både blogegnet og dertil stadig aktuel. Mit jesuitisk sindrige "Det kan du selv være"-argument for Jyllandspostens relative uskyld har forresten siden været genbrugt af anderledes hæderkronede meningsberettigede....Jeg genlæser sjældent egne ting og slet ikke for at stedfæste ekkoer - men jeg faldt over den på nettet og så at alt var godt, eller mere ydmygt sagt sagt: Desværre ville jeg ikke kunne gøre det spor bedre i dag)

VOR TIDS HEKSEPRØVE- FRA SUSANNE MØLLER TIL PENKOWA

(Bragt i Damefrokosten 21.8)

I prostitution ser nogle gode og fornuftige kvinder et anslag mod den kvindelige værdighed. ”Kvindens ret til sin seksualitet” ses da som et skalkeskjul for alle mænds ret til sex. Imidlertid har også kvinder ret til at købe sex – hvortil jo kommer, at sælgeren bevarer retten til at sige: ”Ikke i aften skat!”
I denne profession er diskrimination nemlig tilladt: For forholdet mellem sælger og køber er ikke kun sagligt – ganske som i valget af kørelærer eller terapeut. Nogle kvinders skam over fænomenet afspejler måske deres viden om at mange gifte medsøstre i så fald også burde skamme sig: For vi skammer ikke over undtagelserne, men over de repræsentative… Vi mænd skammer os således ikke over vore pædofile ”brødre”.

Møller, Penkowa og Bjarup Riis
Det slog mig ved gensyn på Youtube af den famøse TV-duel mellem Annegrete Bjarup Riis og sexarbejderens talsmand Susanne Møller, at sidstnævnte i alle henseender gav indtryk af at være et begavet menneske: Hendes mimik, gestikulation, øjnenes livfulde spil, hendes diskrete smil, hendes måde at tale på – og det hun sagde. Hendes skriftprøver på nettet som i aviserne giver samme umiskendelige indtryk af et facetteret menneske.
Men Susanne Møller får mig også til at tænke på Milena Penkowa, inspireret af en bekendt der spøgefuldt sagde, at sidstnævnte næsten kunne ligne en estisk luder – der i parentes bemærket er talrige som Indonesiens muslimer og af samme grund ikke bør omtales nedsættende. Men selv om ingen betvivler Penkowas dygtighed, slog det mig, at hvis man sammenligner hendes fremtoning med Susanne Møllers, så ligner denne en Harvard-stjerne, mens Milena Penkowa mere ligner – Anne Grethe Bjarup Riis.

Sammenligningen kan føre os videre til at belyse, hvorfor nogle progressive kvinder ikke kan snuppe Susanne Møller. Susanne Møller er selv inde på det når hun i sin blog-prøve “En luders dagbog” sætter sig for som en art antropolog at forstå hvad der sker i hovedet på de kulturdamer der i sin tur forsøger at gøre sig kloge på, hvad der sker i Susanne Møllers hoved.Det er aldeles utvungent og så langt fra globaliserede universitetskoder et begavet menneskes forsøg på ud fra egen erfaring og intuition at analysere en gåde i hendes liv.

Susanne Møller når bl.a. frem til at kulturfolkets væmmelse ligner hendes egen skamfølelse ved synet af kvinder der lader og ydmyge af mænd og uden modstand giver afkald på deres værdighed – hvoraf hun slutter at kulturdamerne ligeledes ser hende som inkarnationen af et ligestillingsproblem.Den stakkels luder?

Det er en høflig analyse, for Susanne Møller er mand for i tavshed at føre analysen et skridt videre. Den mulighed antyder hun, når hun ofte bemærker at det er som om alle ludere for enhver pris skal være stakkels ofre der må hjælpes og umyndiggøres. For måske sætter Susanne Møller nogle gloriøst emanciperede kvinder i relief på en måde som de føler reducerende: dels fordi hun provokerende ikke behøver at gifte sig opad kulturelt, socialt eller økonomisk for at opnå selvagtelse og myndighed; og dels fordi hun ved uafficeret af andres dom at vælge et så klassisk fatalt skridt nedad i status stiller den normale emancipations lige så klassiske veje i forlegenhed.

Dette er vel undtagelsen, men for Susanne Møller åbenbart muligt, fordi hun udstråler noget som mange kvinder drømmer om: retten til at bevare sin kvindelighed uden at give køb på sin selvstændighed. Det er ikke sjovt at skulle pukle ihærdigt med ærlige og i Penkowas tilfælde også uærlige midler for ad åre at komme til tops i samfundet, gerne med en socialt magtfuld mand ved sin side – for så at overstråles af en uautoriseret der ikke kunne drømme at spille andre roller end sin egen – endsige forfalske papirer, resultater og udtalelser.

Og her når vi så frem til vor lille analyses tredje trin: Nemlig at en Susanne Møller “heksestatus” minder om den status som outsidere, alternativt uddannede samt alle hånde “uomskårne” talenter for enhver pris holdes fast i af de etablerede meningsberettigede på det pågældende felt. Ingen har interesse i at vedgå at der findes mennesker som på en mere intuitiv og erfaringsbunden baggrund når dybere ned i emnet end de selv – og så oven i købet uden at gøre stads af hverken hotte nye navne eller kendte gamle ditto – ej heller i form af nidkær pukken på kærkomne kritikpunkter, der kan bruges som stillads til selv at svinge sig støjende op.

Selv om også sådanne talenter helst vil anerkendes, falder det dem typisk ikke ind at gøre anerkendelsen til et selvstændigt projekt – og endnu mindre først at undersøge, i kraft af hvilke sociale koder anerkendelse udvirkes her i verden. Nej, de betragter tværtimod naivt anerkendelsen som en simpel psykologisk konsekvens af deres virke.De glemmer imidlertid her at tage de andres vilje i ed, den evige faktor der hedder: “Hvilken interesse har vi andre dog i at vedkende os den slags – med mindre vi da taler om noget ”Long ago and far away”, som vi selv kan bruge til i biografiens form at lade en håbefuld analogi til vor egen beskedenhed skinne igennem så tommetykt, at selv Prins Knud må fange pointen?”

Ligesom en Susanne Møller således for enhver pris må gøres til en stakkel – en stakkel som vi dog ikke desto mindre gerne fratager enhver personlig indrømmelse – ligeledes fastholder vi i kollektiv tavshed de ubudne som værende snart indbildske stakler og skrækeksempler – snart øretæveindbydende ”folkefjender”.

Nutidens hekse
Vi kan gennemføre analogien yderligere: Således er der noget ejendommeligt selvforstærkende i heksenes udstødelse af det gode selskab. For når folkefjenderne først er sat uden for, antager de skræmmende form af ikke blot ”det ukendte”, men tillige af alt hvad vi i vor rædsel og dårlige samvittighed kunne forestille os fra deres side. På samme vis må åbenlyst begavede sorte i sin tid have været en sand pestilens for en del sydstatshvide. Jo mere inderligt vi derfor forstøder dem, desto mere afskyelige vil de genopstå som truende nemesis-dæmoner. Og hadets styrke er et mål på den hadendes betrængte integritet.Middelalderens berømte “hekseprøve” er således skåret over en universel læst og er en reel konstant i menneskelivet: For desto mere overbevisende ”heksen” formår at overleve vore forsøg på at umuliggøre hendes liv, desto mere skrækslagne bliver vi for en styrke vi ikke forstår.

Nuvel, analogien til de tilværelsens ubudne bliver nu åbenlys, også hvor der er tale om mere udramatiske konstellationer. For rigtigt mange mennesker har i skole, arbejdsliv eller foreningssammenhænge oplevet, at når de først har fået status af uvelkomne fremmedlegemer, så vil alt hvad der ellers førhen ville have kvalificeret dem, nu blot yderligere bidrage til den kollektive afsky – den fortrængning hvorved vi sågar formår at ekspropriere det én gang hævdvundne i kraft af en art magisk ophævelse af fortiden til en for tanken utilgængelig dødzone, at sammenligne med om tiden før The Big Bang.

De udelukkede hekse og andre vildskud stiller ved ethvert fortrin stiller os andre i fornærmelig forlegenhed ved at devaluere vore egne fortræffeligheder og ved som ”Det Andet” at udhule vore egne ISO-certifikater. Helt jordnært kan vor iagttagelse illustreres med den velkendte erfaring, at når tidligere kolleger møder en uretfærdigt fyret medarbejder, oplever de det som noget truende, som de ikke kan have at gøre med: ”For hvor hvad er vore egne anbefalinger værd, når man kunne fyre NN?”

Det konstruktive modbillede hertil er nu, at når først man har sluppet folk ind i varmen, blegner deres frygtindgydende fremmedhed og påmindelsen om egen medskyld. Hvis heksen først lukkes ind, så vil de fortræffeligheder der før vakte vor afsky, tværtimod føles som gruppens egne fortræffeligheder: Ligesom en skoleklasse kan være stolte over den elev der har vundet en pris eller er blevet udtaget til en konkurrence på et højere niveau.

Hin enkeltes succes hævder nemlig klassen i forhold til skolens andre klasser. Ja i tilfælde med et internationalt perspektiv kan sågar hele skolen opleve at have del i hin enkeltes meritter og ære. De fortrin der hos den inkluderede således kaster ære og glans over hele gruppen, bliver derimod en lodret hån mod gruppen, når hin enkelte først er udelukket fra den.

Der er heri en næsten Blixen’sk – og derfor hartad blasfemisk – skæbneironi: For i forlængelse af samme tankegang kunne vi jo sige, at hvis blot Gud dog ville slippe Lucifer ind i himlen igen, så ville selv Lucifer atter gøre himlen hæder.Men har du først heksens status, forbliver enhver ”alternativ” retfærdiggørelse et yderligere slag i ansigtet på os. Og heri er det ikke en stakkels forfulgt Milena Penkowa, men en Susanne Møller der giver os et nutidigt antropologisk eksempel på heksens karakteristiske skæbne i Janteland. .

HAVREGRØD & STUK - OG BLIXEN...

Praktiske uheld kan være lærerige. Under eftersøgning af min nøddeknækker kom jeg til at vælte en gryde med havregrød + quinoa. Jo, sidstnævnte er helt bestemt værd at notere, men kom alligevel ikke til at gøre nogen forskel.

Under rengøringen af gulvet kommer jeg nu i min iver iver til at trampe i gryden med den resterende grød - men dét kan nu undskyldes: For hvilken normal person forventer at der står en gryde med grød på gulvet? Så langt må I følge mig, værre står det dog heller ikke til.

Men nu kommer lærdommen: Efter grødens fjernelse viste gulvet sig i en renere - ja formelig platonisk - stand end jeg mindes at have set det før: Det var selve gulvets "idé" der alkymistisk emergerede af urstoffet som ånden af sin flaske. Og det erindrede mig så atter om en bekendts gamle råd til reparation af mit gamle stukloft i K: Et lag havregrød binder og fjerner al løs stuk og maling, inden man bygger op igen. -

Nuvel, det er endnu ikke blevet til noget: For som en mand med stor jordforbindelse foretrækker jeg dog til hver en tid én skål havregrød på gulvet frem for ti skåle i loftet.

- Hvad har nu alt dette med Blixen at skaffe? Åh, en hel del, for fortæller Baronessen ikke, at djævelen i nødens stund lærte hende den lille kunst til enhver tid at forvandle ulykker og forbandelser til velsignelser.

P.S. Imidlertid var det nok klogest at vente med at lave havregrød igen, til jeg har fundet min nøddeknækker. - Læg så her mærke til dette udsagn, der isoleret talt er komplet absurd og derfor ren Zen - men som ikke desto mindre fremstår som logisk og meningsfuldt i lyset af vor indledning. Hermed har vi formået omsider at levere et skudsikkert bevis for hvad man ligesom Fermats Teorem nok har vidst i århundreder ud fra erfaring og mavefornemmelse, men uden at kunne belægge det strent logisk: Man bør altid læse brødteksten, inden man går i gang med fodnoter og efterord.

ALLAH & SONS

FRA DAMASKUS...
Arvesynden er kommet for at blive – og vi skribenter er kommet for at anmelde den. Var der ingen dårlige nyheder, måtte vi derfor selv opfinde dem, som da Jyllandsposten af lutter kedsomhed over sine kanon-ortodokse molboabonnenter foretog sit blasfemiske eksperiment med den islamiske verdens fornemmelse for pressefrihed. Selv blev jeg snydt for fornøjelsen, idet jeg selv på samme tidspunkt foretog et anderledes autentisk eksperiment on location: i Damaskus.

Meget kan man sige om de indfødte, men udover at besidde en ypperlig madkultur er de bilister af Allahs nåde og klarer sig helt uden vore egne skolastiske ritualer på vejbanen: Til Søren Krarups og andre gudsgaranterede sekularisters glæde står der nemlig intet om trafikregler i Koranen, der tværtimod giver bilisterne hvad bilisternes er. Men frem kommer man alligevel mirakuløst uskadt – i Jylland ville man derimod ryge på hospitalet og derfra blive sendt anbefalet lukt i Hjørring Statsfængsel. Myldret af fodgængere anses af motoriserede muselmænd hverken for en tilstrækkelig eller nødvendig grund til uhøfligt at forsinke betalende turister, så folk advares i stedet fortløbende, så de på lige fod med Allahs øvrige kreaturer såsom høns og duer kan nå at sprede sig – omtrent som dengang Det Røde Hav på lignende vis måtte vige for de fremstormende israelitter.

Flittig håndtering af båthornet er nemlig i verdens ældste by det magiske sesam for at bestå køreprøven samt overleve i det byzantiske virvar – og af samme årsag akkompagneres turistens færd af et kakafonisk og synkoperet lydtæppe der slående påkalder Gershwins symfoniske digt fra modernitetens eventyrlige ungdom "An American in Paris". Den glædelige barselnyhed fra det danske kongehus med dets anderledes uheldige trafikkultur blev loyalt og uden karikaturer kolporteret i Damaskus Tidende – thi Allah kender til alt, og statsoverhoveder er nu engang statsoverhoveder.

Kriminalitet kendes derimod ikke i Damaskus, så som skribent kunne jeg heldigvis benytte lejligheden til at anmelde et grovt tyveri desto mere højlydt: Thi mit kamera blev som på et flyvende tæppe borttryllet af en hastigt bortilende taxichauffør. Mon ikke han havde lært et og andet i Vesten, ja måske havde han sågar lært kunsten under et periodisk virke i Århus, hvor et par stedelige pressefotografer jo derfor på lignende vis måtte gøre en dyd af nødvendigheden og omskole sig - til karikaturtegnere.

Nå, til sagen hører, at vi først pruttede med chaufføren for i henhold til de lokales råd ikke at skubbe prisniveauet op i et for dem urimeligt leje. Men han insisterede altså på det helt frie marked, og i hans oplyste øjne var det vel os andre der opførte os som forkælede bavianer og derfor fik løn som forskyldt. Måske skiftede kameraet altså ejer med Allahs gode vilje, og det skal hermed honoreres.

Da jeg derfor på en busstation så det obligatoriske billede af den nu hedengangne præsident Assad og hans to sønner, tog jeg mig den frihed at spørge: "Who is this guy – I see his picture everywhere? Allah and his two sons, I presume – you see, our God had only one son, and they killed him. Allah is wise." Ingen krumsabler blev draget, kun et høfligt smil. Det blev anledning til en senere refleksion: Hvis man med sin facon signalerer at man forventer modpartens indforståethed med en spøg, så opfattes den ikke som en provokation. Hvis man derimod tydeligvis hverken ønsker eller forventer delagtighed, så tages ens blotte hensigt som en hån – så det er rimeligvis den distancerende udelukkelse snarere end selve ordene der sårer.

Det samme gælder nok Jyllandspostens eksperiment: "I muslimske bonderøve forstår ikke dansk humor – se selv!"Indforståethed kan dog også bringe én i uføre. Da jeg på en stationskafé så en politibetjent give en plagsom og lidet betalingsdygtig kunde et spontant los i røven, måtte jeg slå en latter op ved denne herlige utyngethed af uniformens formalitet. Thi jeg har allehånde hæmninger – blot ingen moralske: Sådan luksus har jeg ikke råd til, for nok skal man elske sine fjender, men sgu ikke på læsernes bekostning. Og på det helt frie marked gælder, at hvis man kun lønnes ringe, har man ikke den sædvanlige gode undskyldning for at skrive noget bras. Jo, Allah er vis – men hans profet skrev noget bras. Nuvel, men da ordensmagten nu skulede fælt til mig, reddede jeg mig fra anholdelse med et skuldertræk og et overbærende nik i retning mod den uheldige kunde – der skulle betyde noget i stil med: "Jeg kender ikke det menneske". Sandelig – Allah er stor.

GUDFÆDRE, NETVÆRKER OG SOCIALE REBTRICK

(Bragt som kronik i Information 31. 12)
Mimicry kaldes dyrs og planters evne til at efterligne andre arter for enten at tiltrække eller afskrække dem.
Dem, der kunne finde på at spise os, afskrækker vi enten ved at ligne arter, der omvendt kunne tænke sig at spise dem, eller ved at ligne arter, der ville give dem mavepine.
De arter, som vi selv kunne tænke os at spise, vil vi derimod tiltrække enten ved at ligne nogen, de selv gerne vil spise, eller ved at ligne nogen, de gerne vil parre sig med.
I menneskelivet findes lignende mimicry-fænomener. Mennesker ønsker at gifte sig opad også i overført betydning ved at omgås folk, der er dem overlegne i rigdom, magt, social kontaktflade, viden eller evner. Formålet er at få del i den overlegnes fordele i livet i kraft af uddelegering.
Men hvorfor skulle den rige uddelegere magt og goder? Fordi selve evnen til at gøre dette er en vigtig del af hans sociale bytteværdi: En Joakim von And gider ingen jo omgås.
Denne bytteværdi er nok det, der normalt kaldes status. Status er blevet en kliché, og ligesom med andre klicheer må vi vende bøtten og spørge: Hvad handler det egentlig om?
Fordelen ved status må være en større adgang til alle de goder i livet, som enten er af social art, eller som formidles socialt: Kort sagt næsten alle goder bortset fra helbredsfaktorer samt medfødte potentialer. Selv materielle goder er socialt formidlede for vi ansætter jo folk på deres sociale ansigt. Ja, vi kan endda antage, at social status biologisk set kun har værdi, fordi den giver bedre adgang til højere levestandard og dermed også bedre forplantningsmuligheder.
At narre fattigrøvene
Disse to goder er atter koblede på den måde, at uanset personlige egenskaber må det være vigtigt for en potentiel partner, hvilke materielle vilkår man kan tilbyde sit afkom ellers kunne gode gener endda blot føje spot til skade. Også selve vor tiltrækning til materielle fordele må vel yderst forstås i forplantningens perspektiv: Materielt gode kår giver os både længere tid og mere rum til at forplante os.
Vor overvejelse omkring status forklarer også, hvorfor den rige overhovedet kan have interesse i at give andre end den helt nære kreds del i sin rigdom. Denne krumtap er vigtig, når vi hævder, at mennesker ved en art mimicry ønsker at omgås bedre stillede ved at fremstå som deres ligemænd for at få del i deres goder. Den stenrige opdager snart forskellen; men blot du selv virker uafficeret af den og også selv yder efter ringe evne så virker din mimicry. For en stor høvding behøver mange undersåtter.
Noget lignende gælder når Dronningen gæster et firma: Hendes besøg virker som et indiskutabelt lurmærke just fordi det er under hendes værdighed at besøge enhver biks. Men firmaets vælde og adel virker atter tilbage og højner Hendes Majestæt ved et Münchhausensk trick: For et så stort firma nøjes ikke med en ringere gæst end landets ypperste.
En anden fordel ved at kende bedre stillede folk er at man dermed kommer til at ligne dem og således ikke kun får del i deres materielle fordele med den afledte status det giver, men også opnår øjeblikkelig status udadtil ved at give andre indtryk af at kunne tilbyde dem fordele som dem, de kunne opnå som ven af den virkelige rigmand.
Hvor vi først så på fordelene ved at narre (smigre) den rige, så taler vi nu om fordelene ved at kunne narre de andre fattigrøve. Men læg mærke til, at for at narre de andre fattigrøve må vi narre den rige først: For det er jo kun ved at narre ham til at omgås os som ligemænd, at vi bliver i stand til også at narre fattigrøvene til at opfatte os som hans ligemænd.
Studieværterne
Disse overvejelser er belysende for vort forhold til det offentlige livs impresarier i form af allehånde studieværter, forlæggere og andre dørvogtere. Disse forskellige gudfædre har mulighed for at forhøje andres status ved at bevilge dem eksponering, omtale og taletid. På den anden side er meget af deres egen status afledt af kvaliteten af dem, de inviterer og ophøjer.
Den blotte rå magt til at invitere giver dem nok nogen status men ikke den del man kunne kalde personlig respekt. Og derfor er det offentlige livs mange studieværter lige så afhængige af dem, de inviterer, som deres gæster er afhængige af at få lov til at mænge sig med dem offentligt.
Nuvel, vil dette så sige, at en studievært, en forlægger, en redaktør osv. uden videre ønsker at invitere de ypperste for selv at fremstå som de ypperstes ligemænd?
Næppe altid, og ved nærmere eftertanke forstår vi hvorfor: Ganske som med rigmændene er her nemlig tale om mimicry; og hvis mimicry skal virke, så må forskellen ikke være for tyk. Gudfædrene vil derfor nok gerne gifte sig opad, men ikke så højt, at forskellen bliver åbenlys. Derfor fremgår formatet hos en redaktør, forlægger eller studievært af deres naturlige præferencer.
For selv om ingen studievært vil afvise en Nobelprismodtager og den glans, denne ville tilføje hans program, så vil han dog blandt folk, der ikke har modtaget nævnte pris, ofte foretrække typer, der heller aldrig risikerer at få den. I det første tilfælde drypper nogen afledt status på degnen; hertil kommer at de to i det mindste har en helt igennem reglementeret adkomst fælles.
En bekendt og jeg lo i sin tid, så tårerne trillede, da Michael Meyerheim havde Tor Nørretranders i studiet på udgivelsesdagen for Mærk verden og profetisk sluttede af med de selvopfyldende ord:
»Tillykke med succesen!«
Michael Meyerheim tilbød således succesen i bytte for et stænk professoral parfume.
Magtens mænd
Men et helt uofficielt talent tilbyder ingen sådan returkommission og sætter endda ved sin væsensfremmedhed let en meget reglementeret modpart i komisk relief. Algebraisk udtrykt: »Jo bedre du er end mig, desto højere officiel status må du tilbyde for at neutralisere min naturlige afsky.«
Af samme grund vælger magtens mænd ofte ufarlige typer som deres højre hånd og kronprins. Men så længe gudfædrene undgår at ophøje åbenlyse tumper, vil folk bevare så megen respekt for deres dømmekraft og ærlighed, at de vil tænke:
»Hvis Gudfader virkelig kendte egnede emner til en Nobelpris eller en Oscar, så ville han rigtignok også invitere dem ergo må de, som han faktisk inviterer, også være landets ypperste. Og de, der jamrer over at være forbigåede, må følgelig være fallenter.«
Kort sagt står vi over for et paradoks: Skønt mangen gudfaders sande format måles på hans naturlige præference for det bundnormale, vil han i udøvelsen af denne præference søge at camouflere den: For både i verdens tillid til hans ærlighed og dømmekraft og i vor forventning til hans hverv ligger en tiltro til, at de som han præmierer, vitterlig er ypperlige. Og derfor vil vi slutte, at også gudfaderen må være en ypperlig person men kun hvis slagsiden ikke er for åbenlyst.
Kong Lear
Derfor ser vi i det offentlige liv en symbiose mellem gudfædre og gæster, der jobber hinandens sociale kurs op ved en art gensidig mimicry: Min modpart er som bekendt en meget stor person ergo må også jeg være ret betydelig på mit eget felt.
Den gensidige afhængighed beror på, at ingen af dem isoleret nyder lige så høj status som de opnår ved deres Münchhausenske trick. At det foregår ubevidst, er ikke mere mærkeligt end at mange psykopaters tricks udøves helt automatisk. For ganske som psykopaterne efterhånden erfarer, at selv de tykkeste løgne glider ned og derfor ikke behøver at spekulere over hvorfor sådan erfarer gudfædrene og deres gæster ligeledes, at deres rebtrick virker.
Dertil kommer, at deres forfængelighed ingen interesse har i at komme på sporet af sagens rette sammenhæng. Og derfor regner vi heller ikke med, at nogen vil gøre stads af os i anledning af dette stykke psykologisk algebra. Karen Blixen skriver et sted: »Et menneskes karakter kan bedømmes på, hvordan det ville have behandlet Kong Lear«.
Hvis hun har ret, står det rigtignok sløjt til med vor søde lille elite: For vi må konkludere, at når en af det offentlige livs gudfædre stilles over for to i hans egne øjne lige berettigede forfægtere af den samme sag, så vil han vælge den, der kan gøre gengæld med mest returkommission i kraft af renommé, fryns og sociale netværker.
Ja, selv i det tilfælde hvor den svage part er den klart mest berettigede eller sågar barnets sande mor, vil han/hun trække det korteste strå: For enhver indrømmelse af at verdslig medgang og officiel lurmærkning ikke altid er en uomtvistelig garanti, ville jo være en indrømmelse af at gudfaderens egen status så heller ikke nødvendigvis står helt til troende. Og af samme grund vil selv en hæderlig bankdirektør nok hellere præmiere en professor i astronomi end et isoleret astronomisk geni.

OM SØRGEKÅBERS OPHAVSRET - OG HVEPSEVÅGENS STATISTIK

OM STATISTIKS ONTOLOGISKE STATUS - MED INDLEDENDE UVEDKOMMENDE OMKVÆD

For nylig lagde jeg et heldigt foto af en sørgekåbe mellem en flok hvepse på Facebook. Ganske vist respekterer Facebook modsat bloggen ikke copyright, men vi kan så beskytte os ved kun at bringe fotos i lav opløsning. Med tanker hjælper ophavsretten dog ikke stort, for blot man omformulerer dem, kan det vanskeligt bevises at man plagierer. Dvs. vi har faktisk fundet nogle ret sikre sporingsindicier, som vi har opkaldt efter lægekunstens radioaktive sporstoffer.

Ingen avis har selvsagt ville bringe noget derom, selv når bekvem anledning dertil gaves, for den moderne elite værner skinsygt om retten til protektionistisk copy and paste. Typisk hades og misundes originalitet derfor – og at sige noget originalt om plagiat tages derfor som topmålet af uforskammethed: Dels fordi man føler sig ramt, dels fordi man i givet fald helst selv ville have sagt det i en af de gængse mandsopdækkede debatbøger eller i et provokerende kulturelt dobbeltsideopslag med garanti for fuld medieopfølgning i real time.

Når medierne rettelig som ulve kaster sig over den arme tumpe der som Frank Esmann har skrevet næsten ordret af i stedet for som andre folk at omformulere nødtørftigt efter de forhåndenværende søms princip – så er det fordi de på den måde tillige kan give den som pletfri apostle: For også denne kasket vil vi kunne betjene os af i den moderne elite-demokratiske spøg-og-skæmt maskerade, der kaldes ”identitet”.

Det svarer til når meriterede skribenter skiftes til at kokettere med en martyrposition – fordi de har bragt sig midlertidigt i unåde hos en konkurrerende redaktion, som de overhovedet slet ikke er afhængig af in the first place. Barnagtigt fordi dette jo slet ikke kan sammenlignes med dem i kraft af deres dyder behandles som pariaer ikke blot af én redaktion men af omtrent hele den verden – hvorved det atter lykkes eliten at vise at deres storladne indbyrdes heroiske holmgange kun er mimicry: For alle de opløbne litteraturdrenge og andre -drenge der officielt bekriger hinanden og ynder i ly af deres egen bande at åle og håne høvdingen fra den rivaliserende bande, behøver dog hinanden som jævnbyrdige kamphaner, og de betjener sig af de samme verbale kneb og den samme forudsigelige humor. En kamphane uden modstandere er nu en gang lige så lidet overbevisende som en høvding uden indianere, eller et fodboldhold som ingen gider stille op mod, så reelt er der tale om symbiose.

Nej så har jeg mere respekt for hosstående sørgekåbe, der så letsindigt har sat sig for at drikke saft fra et sår i en trærod, hvor også et samfund af gedehamse har fundet bopæl.. Farvekonstellationen er formidabel – yndefuldt, majestætisk og farligt på en gang. Som sagt et foto der i høj opløsning var værd at stjæle, hvis ikke det altså var så heldigt at fotos i højopløsning vanskeligt kan ”omformuleres”.

Dertil har jeg det ligesom de grundforskere, der den ene side ikke er spor interesserede i salgsprocessen, hvor meget de end behøver pengene – men på den anden side er stolte når deres ideer helt utilsigtet viser sig tillige at have salgbar anvendelighed, som en ren sidegevinst. Jeg har ladet mig fortælle at sådan forholder det sig med matematikere: Anvendelsesorienteret forskning regner de for sekunda – men alligevel viser den ypperste og mest verdensfjerne grundforskning sig undertiden at have en helt uventet anvendelighed. Og det er grundforskerne desto mere pavestolte af som den ypperste fjer at sætte i hatten. I medierne ville det svare til at det ypperste for en Nobelpristager dog var den opreklamerede bivirkning at havne hos studieværterne.

I vor egen og indrømmet lidet industrielle verden ynder vi snarere det omvendte kriterium, idet vi priser os særligt heldige når en tilsyneladende konkret hverdagserfaring bruges som anledning til abstraherende tankelyn hinsides alle reglementerede ansøgningsprocedurer. Den bedste inspiration kommer nemlig sjældent af bøger, men oftere af meget konkrete og tilfældige ”astrologiske” konstellationer hinsides enhver karriereplan. Det kunne være hosstående patentbeskyttede sørgekåbe.

Eller for nu at blive i insekternes verden, idet ingen skal kunne sige at vi springer ukontrolleret i tankegangen: I morges opdagede jeg at en skovflåt havde bidt sig fast i min navle, hvorved den tvang mig til utidig navlebeskuelse. Ganske vist er jeg ellers ikke tægernes yndlingsoffer – og med så sjælden kærlighed har jeg det sådan, at den så langt fra at smigre mig fjernes som en sindsforvirret og uvelkommen forstyrrelse af verdensfreden. Og deraf kan vi lære at navlebeskuelse mere end noget er en reaktion mod trusler, hvis imødegåelse kræver sin mand – hvilket helt naturligt giver anledning til bekymring af denne miskendte art. I dette tilfælde blev bekymringen nu kortvarig, idet jeg uden den reglementerede forsigtighed gjorde kort proces og bed hovedet af al skam – men lod hovedet blive siddende i min navle til skræk og advarsel for ligesindede artsfæller. Hertil er nemlig at sige at jeg med min egen person kan indestå for at alene straffens generalpræventive effekt forhindrer eller i det mindste forhaler mangt et berettiget drab, hvoraf jeg slutter at det forholder sig på samme vis med mindre forbrydelser.

Nuvel; denne min uforsigtighed gav nu ikke anledning til yderligere selvcentreret bekymring, idet jeg nemlig må gå ud fra at siden jeg endnu ikke er blevet smittet med borrelia, er jeg nok for længst blevet immun. Og også denne reaktion bekræfter den tese som vor lille historie gav anledning til: Navlen beskues sjældent af kærlighed og som regel af bekymring – selv om også bekymringens lejlighedsvise omslag til lettelse nydes i kontemplativt tidløs salighed.


Tilbage til vort filosofiske hvepsebo. Da jeg en uge efter kom forbi, var det ikke en sørgekåbe men derimod en prægtigt forgyldt, galvaniseret bille. Dens ærinde er ukendt, men måske anser hvepsene den for at være Gud og derfor den bedste forbundsfælle mod deres Satan – hvepsevågen. Hvilket for resten minder os om at Karen Blixen lavede følgende anagram over forfatternavnet ”Martin A. Hansen”: ”Han er min Satan”. Efter denne Holberg’ske strøtanke fra troens verden vil vi nu lade hvepsevågens sene æglægning give anledning til ganske abstrakte filosofiske overvejelser.

---------------------------------------

DEN BESYNDERLIGE STORE ROVFUGL ankommer fra Vestafrika sent i maj for at opfodre sit afkom med larverne af de respektindgydende gedehamse, som sørgekåben måske burde vise lidt mere agtelse fremover. Der er meget godt at sige om denne sofistikerede og forunderligt tavse fugl uden særlig specificerede kønsroller og angiveligt en helt menneskelig iagttagelsesevne. Hvad jeg her har valgt at opholde mig ved er ikke, at nordlige ynglefugle efter sigende ikke er spor senere i deres æglægning end sydlige: For denne anomali er fuldt forståelig i lys af at fuglen mest af alt behøver et rigt udbud af gedehamselarver senere på sommeren, når dens egne unger begynder at vokse til. Og da sommeren mod nord jo er kortere i begge ender – hvilket for de fleste insekters vedkommende vil sige meget kort, så vælger hvepsevågen derfor at leve noget asketisk tidligt på sæsonen inden den har fået unger at forsørge, frem for at bibringe afkommet et noget anorektisk livsperspektiv som starthjælp (for nægt ikke at vi ufrivilligt også af og til lader os inspirere af obligatoriske nyheder).

Nej, det var som sagt ikke det vi ville ind på, men en anden ejendommelighed hvepsevågens æglægning betræffende. Undersøgelser viser nemlig, at selv om den gennemsnitlige dato for æglægning overalt er ca. 3 juni, så fremkommer dette tal i kraft af en besynderlig fordeling: Størstedelen af hvepsevågerne lægger nemlig deres to æg i løbet af de første 5 dage af juni – hvortil så kommer en spredt eftertrop af fugle hvis anderledes tøvende æglægning fordeler sig gennem de næste par uger eller mere. Det matematiske gennemsnit må nu forstås sådan, at én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der lægger æg allerede den 2. juni. Gennemsnittet 3. juni fremkommer hvis summen af døgn i minus i forhold til datoen 3.juni er lig summen af døgn i plus, beregnet på nævnte vis.

Heri er ingen tvetydighed, men alligevel giver det anledning til filosofisk undren. For mens der ved en bestemt typisk årsindkomst lader sig beregne en gennemsnitlig månedsindkomst som man så tør disponere efter, så er der i tilfældet med hvepsevågerne ingen ”årsindkomst”. En analogi til årsindkomsten er der rigtignok matematisk set, idet man kan addere alderen på samtlige producerede unger på et givet tidspunkt, f.eks. ved juletid – og sammenholde summen af aldre med den sammenlagte alder der ville fremkomme såfremt alle æg var blevet lagt 3.6. Hvis de to tal er identiske, så har hvepsevågeungerne en ”årsindkomst” i form af sammenlagt alder, hvoraf vi kan udlede deres gennemsnitlige ”månedsindkomst”: dvs. den 3.6 som deres gennemsnitlige æglægningsdato.

Matematisk set er der således ingen slinger i valsen, men filosofisk er der det: For selve den fundne gennemsnitdato er ikke blot en abstraktion – det er en abstraktion der intet væsentligt og afklarende bringer. For ”i virkeligheden” kan man jo ikke lægge nogle dyrs aldre sammen, sådan som man lægger nogle bunker med æbler i en samlet bunke. Helt anderledes er det i de tilfælde hvor en matematisk formel viser sig at kunne beskrive umiddelbart set vidt forskellige foreteelser: Det klassiske eksempel er Newtons love for tyngdekraft og inerti, der kan forklarer såvel himmellegemernes bevægelser som projektilbaner og genstandes fald her på jorden. Her indeholder abstraktionen en essentiel sandhed – og i de tilfælde hvor et statistisk gennemsnit fremgår af en såkaldt normalfordeling, vil også et sådant gennemsnit være sigende og meningsfuldt: F.eks. den gennemsnitlige vægt hos voksne bisonokser.

Men i vort eksempel kunne man tænke sig en masse forskellige fuglearter med hver deres besynderlige fordeling af æglægningshyppighed over sommerhalvåret – men alle med datoen 3.6 som gennemsnit. Nogle af disse arter lægger måske endda aldrig æg på nævnte dato eller sågar i den måned. Her er det oplagt, at en abstraktion som gennemsnitsdatoen intet reelt siger og nærmest er en matematisk ”bivirkning” af det konkrete og anderledes brogede billede. Gennemsnittet bidrager på ingen måde med nogen aha-oplevelse, for det modsvares ikke af nogen analogi på det reale plan.
På ganske samme vis vil et givet tal såsom tallet 56 jo kunne fremkomme som resultat af en bunke vidt forskellige beregninger, uden at disse og de forhold de vedrører, derved får det mindste til fælles. Tilsvarende kan vi danne os begrebet om alle de tal der fremkommer ved at et primtal ganges med et andet, hvorefter der fratrækkes et tal under 20. Ej heller disse resultattal har noget interessant til fælles – i modsætning til primtallene selv.

Selve fuglenes artstypiske hyppighedsfordeling af deres æglægning er derimod væsentlig og meningsfuld, og ligner de brøker fra skoletiden der ikke kunne forkortes yderligere, og hvis indbyrdes forskellighed derfor var det mest interessante. Hvorimod gennemsnitsdatoen alene tilslører det reale og ”væsentlige” (dvs. tingenes væsen vedrørende). I alle disse tilfælde vil fordelingskurverne grafisk ikke antage normalfordelingens og dromedarens klassiske en-puklede klokkefigur, men tværtimod ligesom kamelen – samt visse grovædere – have to eller endnu flere pukler. Kurven kan sågar være diskontinuert og gå under jorden mellem puklerne. I disse tilfælde vil gennemsnitsdatoen derfor alene være at betragte som en leg med tal.

Hvis gennemsnitsdatoen 3.6 skal være interessant og realbeskrivende, må vi derfor forlange 1. At den pågældende dato for æglægning vitterlig er den hyppigst repræsenterede. 2. At hyppigheden aftager gradvis på begge sider af den dato. Derimod er det næppe nødvendigt at kurven falder symmetrisk klokkeformet til begge sider, for vi kan som hos hvepsevågen godt have en konveks og kort kurve til den ene side svarende til en bunke pavestolt ”provokerende” småafvigelser med kulturstøtte – men til den anden side en konkavt udfladende kurve svarende til en meget spredt formation af illegitime kombattanter, der straffes med den unævnelige tavshed før the Big Bang, som ingen ellers ønsker selv for sin værste fjende – men som alle dog misunder af hele deres hjerter som den ypperste og mest uforfalskelige æresbevisning: omtrent lige som den nobelpristager i fysik der bliver yndlingsgæst hos alle studieværter fra samme generation og sociale lag, fordi de i sin tid kom til de samme rockkoncerter.

Som sagt tidligere indebærer allerede en asymmetrisk fordeling af hyppighedskurven fra toppunktet dog en ret høj abstraktion: For vi lader da én fugl med 14 dages ”forsinket” æglægning modsvares af 14 fugle der er en dag tidligere end gennemsnittet, som om afkommets ”aldre” kunne lægges sammen på samme måde som når vi adderer månedsindkomster til årsindkomst. Men selv om ”aldre” ikke eksisterer og derfor ikke reelt kan adderes som æbler, så modsvares billedets helhed alligevel af en realitet, og udligningsprincippet er helt gennemskueligt. Det egentlig interessante er dog ikke gennemsnitsdatoen i sig selv, men derimod det at denne asymmetriske fordeling svarer til den gennemsnitsdato der tillige reelt er den hyppigst dag for æglægning.

For nu at vende tilbage til vor indledende bekymring om patent- og patientbeskyttelse, så må vi om vort forbehold over for helt fiktive statistiske gennemsnit nok indrømme, hvad Samuel Johnson skrev i 1700-tallet, hvorefter drabelige europæiske kritikere lige siden frejdigt har brugt det i eget navn, som det nu engang er reglen: ”I denne bog er der både meget godt og meget nyt – men det gode er ikke nyt, og det nye er ikke godt!”

Åhja – for som et utilsigtet anvendeligt biprodukt af nærværende lille etude kan vi slutte af med den maksime, at det sande kriterium på originalitet ikke, som identitetsmaskeradens trælse bedemølle bureaukratisk kværner, er omfanget af omtale og citering på højere sted, men derimod mængden af plagiater. Elementary, my dear Watson…

EN ANTROPOLOGISK OG LINGVISTISK GÅDE SAMT DENS LØSNING

DET ANTROPOLOGISKE OG SPROGLIGE PARADOKS OMKRING BLAKISTONI'S FISKEUGLE

Nyhederne keder mig, men hatten af for Hokkaidos vældige "Blackistoni's Fish Owl". Modsat filosofi er den nemlig ikke noget man kan tænke sig til - samt må høre snakket til fiskefrikadeller af skiftende mode-ditto. Derimod må vi spørge hvorfor i alverden ikke blot uglens "latinske", taxonomiske navn, men også dens engelske navn indeholder en latinisering af det gode navn ”Blackstone”.

Her følger den eventyrlige forklaring, som en demonstration af at den rene spekulation i de rette hænder kan være den simple emperi overlegen, selv når den som her tager udgangspunkt deri, ganske som humoren oftest tager afsæt i den kedelige virkelighed. Uglens opfinder var nemlig ingenlunde den engelske opdagelsesrejsende professor Blackstone selv, men kan nødvendigvis kun have været hans uægte søn med en kvinde af det fladnæsede og nu uddøde Aino-folk.

For bedre at kunne forstå vor teori må I dog først høre om en gammel kammerat af mig der fortalte, hvorledes en bekendt af ham "med meget grove smagsløg" en tid plejede omgang med en dame der opviste en sådan rigdom på atavistiske træk, at hun fik øgenavnet ”Aino-kvinden”. Nuvel, mr. Blackstone var på den ene side højst forlegen over resultatet af hans atavistiske fejltrin, men indså samtidig at hvis han pure nægtede enhver forbindelse, ville han jo dermed selv synke ned på samme amoralske stade som Aino-folket.

Denne pinagtige klemme minder os forresten om de alvorlige forkæmpere for Vestens medfødte kulturelle overlegenhed, der på den ene side baserer deres tese på, at alene vi af alle kulturer har ophævet slaveriet frivilligt af moralske grunde – men som dernæst gør selv samme moralske fortrin til et stiltiende argument for at vi har carte blanche, ja endog pligt til at underlægge os og opdrage den øvrige verden, om nødvendigt med slaveri som endegyldig løsning, men i hvert fald med både fynd og klem.

Nuvel, trods dette tankevækkende sidespring fandt professor Blackstone på at løse sit moralske dilemma ved det kompromis at sponsorere sønnen, men tillige give ham det på en gang distancerende og ironisk forpligtende efternavn ”Blakistoni” - omtrent ligesom Robinson Krusoe i sin tid døbte den vilde med navnet på en af de ugedage, hvis eksistens han var sørgeligt uvidende om. På samme vis fandt professor Blackstone altså fornøjelse i at give sit forvorpne afkom et navn der helt uden belæg antydede et uhørt civilisationstrin samt en rig historisk tradition.

Skæbnen ville nu at sønnen nok arvede moderens flade næse, men tillige faderens skarpe forstand. Han valgte derfor at gå i hans fodspor som naturforsker og sågar overtrumfe ham - og således lagde han navn til Hokkaidos gigantiske hornugle. Om faderen professor Blackstone huskes derimod i dag slet intet…

Rygter vil sluttelig vide at Hokkaidos uddøde Aino-folk i virkeligheden blot var en art lemurer, ganske lige som Tibets afskyelige snemand måske blot er en art bjørn og Amerikas Big Foot sandsynligvis blot en psykotisk Vietnam-veteran. Nuvel, i så fald var det blot desto mere opsigtsvækkende at professor Blackstone vitterlig formåede at få et så mindeværdigt afkom med en mindreværdig Aino-kvinde.

AMIN, MIG OG VERDENSFREDEN

FRA REDAKTIONERNES DYBDEPSYKOLOGI


Foto: En forgyldt og galvaniseret skarnbase indbilder her med held et samfund af gedehamse at den er Gud.


OVERFLADISKHED er ingenlunde nogen garanti og beskyttelse mod dybdepsykologi, men hvad vi egentlig ville sige med det, har vi desværre allerede glemt. Nuvel - intet må opholde os yderligere.

Forleden skrev jeg på Facebook at jeg ikke lider af den normale og desværre yderst velbegrundede småborgerlige frygt for at sige noget som ville kunne blive brugt imod mig. Dette endda i den grad mod bedre vidende idet jeg har massiv erfaring for at alt hvad der ville kunne blive brugt mod én, faktisk også vil blive brugt – og da altid af pæne mennesker der i samme åndedrag forsikrer tredjepart om, at de skam har både sympati og forståelse for den hvis bane de hermed afbryder. Disse uimodståelige kastrationstiltag svarer ganske til det velkendte komiske scenario hvor en ængstelig yngling beder sin bedste kammerat om at henvende sig til den udvalgte på hans vegne.

Nuvel, for at sætte trumf på tilføjede jeg i forbindelse med nævnte indrømmelse, at jeg som alle ordentlige mennesker skam har en privat dødsliste over yndlingsfjender – samt at enhver der agter straks at bruge den indrømmelse mod mig, risikerer at lide samme skæbne som den næsvise unge teolog der spurgte en kirkefader om hvorfor Gud havde skabt Helvede – idet svaret nemlig lød, at Helvede skabte Gud for at anbringe folk der stiller den slags spørgsmål. Kort sagt kunne vi berolige med at de sædvanlige venligsindede sladrehanke allerede står øverst på listen.

Det får mig til at mindes et TV-interview med Ugandas gamle diktator Idi Amin, der for øvrigt som en britisk gentleman med alle midler havde tilranet sig alle de højeste britiske dekorationer, idet han herunder nok var gået endnu grovere til værks end Jakob dengang han tiltuskede sig velsignelse på Esaus bekostning – for det er nu engang i denne verden ikke tanken der tæller.

Idi Amin understregede i nævnte interview omgivet af ligblege undersåtter – lidt i stil med de mange demokratiske mellemledere i Politikens Hus – at hvis nogen i hans rige konspirerer mod ham, fortæller Gud ham det straks – og Gud bliver meget vred, forsikrede han. På samme vis kan vi betro jer, at de Judas-typer vi selv tænker på, er gennemskuede allerede før de selv har undfanget deres nidingsdåd – hvorfor det da heller intet nytter hvis de nu undertrykker deres tanker for ikke at pådrage sig Guds vrede. For de er prædestinerede ved arvesynden, og Gud er allerede vred – meget vred endda…

Gentlemanden og officeren Idi Amin havde oprigtigt svært ved at skelne mellem sig selv og Gud – og så langt fra at opfatte det som blot en retorisk tryllekunst over for undersåtterne bør vi ikke betvivle hans oprigtighed. For selv om han ikke havde skabt verden, var han dog den mægtigste person han kendte – og vi ved fra betragtning af unge mænd med lovlig hurtig succes uden modstand, at de i farten i god tro helst tager eller som et minimum broderligt deler æren for alt muligt andet attråværdigt at dekorere sig med som de møder på deres vej. For hvis en dekoration skulle være på vej andetsteds hen, må den have misforstået verdensordenen og behøver venlig bistand fra en GPS.

For en meget verdslig person er teologiske underfundigheder underordnede, for det virkelige er det der virker, som Møllehave engang har sagt uden protest – for det virkede. Får du velsignelsen, har du den, uanset hvad en afatisk mimrende Isak må tænke, på samme vis som Herbert Pundik måtte korse sig faderligt dengang Tøger (guder har kun fornavne og bruger af lignende grunde ej heller titel) indledte sin bane på den dyreste matrikel i Matador-spillet med at foretage en rask paladsrevolution, hvilket han utvivlsomt havde lært på et kostbart lederkursus på Harvard University. Får du lov til at spille Gud, så er du det også praktisk talt – og hvilken respekt kan vi have for en blot teoretisk gud?


Sådanne glidninger i selvopfattelsen er så naturlige, at de skønt ikke uvelkomne næppe engang kan kaldes selvbedrag. Snarere er det sådan at når ens virkelighed grangiveligt begynder at ligne en hypnotisk ønskedrøm, ja så oplever man virkeligheden som en hypnotisk ønskedrøm, hvorfor man med sit ords tryllemagt kan virkeliggøre eller forvrænge ethvert scenario til ”Guds” fordel. Ja, for selv illusionen om at være Gud vil da uvilkårligt være nærliggende, når man som sagt praktisk set allerede er det. Ganske har man ikke skabt verden, men dels er den der jo allerede, og dels har der endnu ikke meldt sig andre prætendanter.

Og så længe noget ikke er virksomt virkeligt, er der ikke blot ingen grund til at begære det – det er knap muligt overhovedet at forestille sig det, for vore forestillinger er i den grad slaver af realistisk begær, at der ikke bliver energi til overs til tankemæssigt at kunne fastholde hypotetisk spindelvæv. Dertil kommer jo endelig at et gode som ingen rivaler begærer, ikke er værd at besidde.

På et lavere plan ses samme mekanismer i beskednere skala. I sin tid skamroste samme avis’ daværende næstkommanderende på et redaktionsmøde en art kollega til mig, der arbejdede på lignende betingelser og havde samme korte anciennitet, men som modsat jeg selv end ikke var til stede. Helt uden anden konkret anledning end den – at jeg som sagt var til stede. Ingen fortrak en asiatisk mine, ej heller de professorale ditto, og derved blev den næstkommanderendes lille ønskevision i forbifarten honoreret – og min skæbne i huset beseglet – i skyggen af langt større anliggender: For så længe velsignelsen på skrømt helhjertet overdrages til en som ingen har ondt over, er det næsten lige så velkomment som selv at få velsignelsen. Og når husets og bestyrelsens tilstedeværende litteraturprofessor i tavshed beholder sit pokerface, så borger det vel for den redaktionelle vurderings fuldstændighed.


I den forbindelse kunne vi nu gøre detektivisk brug af en indrømmelse til vor modpart: For jeg vidste at hvis den i grunden flinke og i ordets bedste forstand ret ukomplicerede og ukompleksede mand virkelig havde haft så lave tanker om den skamrostes uheldigt tilstedeværende kollega, så ville han bestemt ikke have nænnet at lufte dem på så larmende vis i hans tilstedeværelse. Tværtimod mente han åbenbart at jeg da sagtens måtte kunne tåle mosten, skønt jeg jo med det samme vidste hvad klokken var slået. Således kunne jeg privat bruge hans sympatiske væsen som teknisk bevis for hans uoprigtighed i den lille sag – hvis praktiske følger i øvrigt blev effektueret i kollektiv samdrægtighed gradvist gennem de følgende år for ikke at give anledning til umodne og forhastede indsigelser, endsige uskønt paranoide beskyldninger.

En lignende mekanisme ser vi i mere mikroskopisk skala når vor oplevelse af ting uden for os selv farves af vore egne affekter. En muligvis med rette jaloux ægtefælle beskyldte således med urette sin mand for at være overdrevent jaloux – og her var der ikke tale om bevidst forvrængning, men om en helt utvungen oplevelse af alt manden vedrørende som værende malet i jalousiens velkendte farve. Man kunne kalde det ubevidst selverkendelse per stedfortræder, og det samme ser vi undertiden i pressen når kække unge mænd med carte blanche frejdigt giver den i en rolle der slet ikke er deres – hvorfor deres kolleger altid bærer over med dem….

En anmelder af Rifbjergs nylige bog med jagtartikler gennem årene anså på lignende vis den store mand for at røbe en umiskendelig flig af klatrerens honette ambitioner, når han sådan ynder at plaffe ænder ned i selskab med landets store jorddrotter. Men eftersom en så mægtig mand næppe har synderlig honette ambitioner, fornemmede jeg at det nok snarere var anmelderens eget honette kammerateri på afstand med den danske Hemingway, der gjorde ham selv en smule forlegen, hvilket farvede hans oplevelse af bogen.

Kontrasten til Rifbjergs stormandsfester fik ham rettelig til at føle sig med på et undseeligt hjørne, når han i det mindste sådan kunne få lov til at anmelde bogen som værende stur litteratur fra en stur mand – der rimeligvis forventedes at kunne tåle mosten, og det så meget mere som han jo – modsat jeg selv i sin tid – var blevet skamrost først. Dette sidste minder mig sluttelig – for slutte af bør vi, men ikke før vi som de bedste jazzmusikere har fundet en opfindsom og dog forløsende slutning – om dengang en ung Susanne Brøgger blev spurgt om hun ikke i tidens løb havde gjort rigtigt mange mænd ulykkelige, hvortil hun svarede: ”Joda – men jeg gjorde dem lykkelige først!”

BLOGGE KONTRA FACEBOOK

Denne blog startede oprindelig som en neurologisk reaktion på min avis' accelererende nedlukning af min uvelkomne kontrastvirkning - og alt taler i øvrigt for at bloggen fremmede sagen yderligere ved at beskrive den for indgående. Erfaringen viser nemlig at når man beskriver inferiør opførsel, reagerer de beskrevne oftest ved at sætte trumf på, som ville de sige: "Det er ingenlund vor adfærd der konformerer med din "Newton'ske" beskrivelse - men tværtimod din beskrivelse der er en blot og bar mekanisk refleks af vor suveræne skalten og valten handlen med din ynkelige person." Omvendt kan man ved at rose gangstere som flinke folk stimulerere dem i den rigtige retning.

Der er sandsynligvis yderligere en selvforstærkende mekanisme, som vi kan fornemme ved at reflektere over os selv: Hvis nogen fortæller os hvordan vi burde opføre os, bliver vi gerne forlegne ved umiddelbart at rette os ind - for selv hvis vi gjorde det, ville modparten nok med temmelig god ret selv tage æren for vor omvendelse, hvorved vi blot ville fremstå som nikkedukker. Derfor ser man gerne den omvendte reaktion hvor folk trodsigt fremturer med det onde. Således også med nogle af af pressens folk, for originale og besindige reaktioner skal man desværre ikke alt for ofte vente sig fra den side.

En blog er heller ikke tilrådelig med henblik på det normale arbejdsmarked, for skønt vi nok ønsker anerkendelse, vil vi helst ikke anerkendes af de forkerte: Dette ville nemlig tværtimod føre til vor udelukkelse i en række sammenhænge hvor ubodelig normalitet fremhæves, om ikke for kundernes/klienternes skyld, så for kollegernes (f.eks. lærerværelset). Hvor mange stillinger man er blevet forholdt på denne konto, er ikke til at vide, men det er mere end én. Nytten af visse aspekters anonymitet i bestemte fora og sammenhænge gør os særligt eksponerede i nettets æra, for risikoen er ikke længere at forblive ukendt, men omvendt at blive kendt alt for bredt. Om man så også huskes, er rigtignok en anden ting, for det skal man gøre sig fortjent til.

Det er i øvrigt tænkeligt at bloggens tidsalder vil lette presset på bogbranchen, efterhånden som vi lærer at opgive vor tilvante rygmarvs-agtelse for det trykte og derfor oftest hurtigt forældede - for kun det genuine forældes ikke, og dette er i jo vore dage blot yderligere en kliché fra jobsøgningens overdrev af konkurrerende ligemageri . Bloggen kan derimod som bekendt opdateres tilbagevirkende efter behov. Ikke så mange læsere indrømmer ganske vist at de læser den, men nøjagtigt det samme var jo tilfældet med det trykte medium: Var du en uvelkommen rival, blev du fortiet og dernæst kopieret af just de der i særdeleshed burde have anerkendt dig - herunder naturligvis faganmelderne. Selv både velvillige og indsigtsfulde forlæggere kunne derved let skræmmes fra fortsat samarbejde - eller gøre det betinget det af en fondsstøtte der naturligvis i vort tilfælde er komplet utænkelig, af de selv samme og sædvanlige grunde.

Men bloggen har som sagt sine ulemper, og her er Facebook ideel: For du kan skrive ting på Facebook som ikke vil blive læst af de forkerte, herunder diverse mulige arbejdsgivere, myndighedsinstanser, fora og miljøer. der blot ville blive grundigt forvirrede eller oprigtigt bekymrede. På den måde gentager Facebook i det virtuelle rum de fysiske rums geografiske adskilthed og muliggør en opdeling mellem forskellige kategorier af bekendtskabskredse. Men hvis du er på fb med Gud og hvermand, løber du en vis risiko - som dog oftest er til at overse fordi ligegyldigheder jo har det med at drukne i syndfloden af ligegyldigheder.

Ja, man kunne endda oprette forskellige pseudonyme Facebook-profiler og udleve forskellige sider i dække af nogen anonymitet. I ens fb-indlæg kunne man henvise til en eller endda flere pseudonyme blogge, der uden for fb måtte fremstå som havende hver sin gådefulde herkomst. En bestemt Fb-profil ville således blive nøglen for de indviede og i den forstand vitterligt for "vennerne". Fb's kærkomne liniebegrænsning på væggen gør den i øvrigt tillige litterært genrespecifik og tvinger til en afslørende koncentration, som kunne sammenlignes med lyrik og i særdeleshed med rimede digte. Det bedste med den journalistiske erfaring var da også pladsbegrænsningens inspirerende og koncentrerende tvang, som omvendt ofte lod bladhusenes allermest foretrukne fremstå som anderledes uformelige med deres løbske "med-snakkesalighed" uden indre nødvendighed.

Min aviskarriere var i sin tid langt hen en reaktion på den "fossilering" mine bogudgivelser allerede ved deres fødsel blev underlagt af etablissementets nervøse immunapparat- og som desværre også gjorde dem nærmest irrelevante og endda kontraproduktive selv ved højst relevante ansøgninger. Ligesom denne blog atter opstod som en neurologisk reaktion på aviskarrierens kollegiale endeligt, opstod min Fb-identitet egentlig som et midlertidigt surrogat i forbindelse med en længerevarende nedlukning af bloggen i forbindelse med en rutinemæssig undersøgelse for virus, robotgenereret spam mm. hinsides min teknisk begrænsede horisont.

Som det er nu har vi således allerede tre løbende spor, idet vore potentielle bogting normalt ikke lægges på bloggen. En mulighed kunne dog være fremtidige virtuelle særudgivelser on or without demand. Noter forrresten at i en verden hvor langt de fleste "bøger" skrives af folk der vil bevise at de kan "skrive bøger", må Facebook være den genialeste og mest CO-2 neutrale genvej: For på Facebook kan du daglig bevise, at du sagtens var m/k for at skrive en rigtig bog - enten on demand, eller hvis du gad.

Tidsbegrænsningen på dette bibliotek nødvendiggør en brat og måske lidt umusikalsk afslutning, og derved svarer den næsten til den førnævnte redaktionelle pladsbegrænsning på Facebook, såvel som i avisernes faste rubrikker. Men ligesom vi jo kan omgå pladsbegrænsningen på Fb ved udvidende at "kommentere" vor egen væg, kan vi jo selv på et bibliotek booke os ind igen og binde en sidste sløjfe. Dog er det en god sport at skrive blogindlæg ambulant, delvis drevet af en biblioteksbooknings tidnød - hvorved man også fysisk virkeliggør en geografisk og tidligt markeret særidentitet på bloggen, der nemlig ikke bør ende som arkiv for alle hånde trykte og utrykte artikler og manuskripter. For som vi jo ofte tidligere har vist, kan også bloggen gøres til en litterær genre sui generis og ikke blot en mere taknemmelig end eksklusiv beholder.

Oplæsning er atter en særlig genre - og dog: For en tekst der ikke tåler at blive læst op for et ikke i forvejen interesseret publikum, savner musikalsk og tankemæssig kadance. Faren ved egentlige litterære oplæsningsfora er omvendt den, at ens blotte "inviterethed" af det stræbsomme publikum tages som bevis for, at her har de meget at lære hvis de også selv skal komme i betragtning som fremtidige bidragydere. Kort sagt går det som ved kändisudgivelser let sådan at det uagtet den sædvanlige smagløse elefantiasis tvangsmæssigt nedslubres med lige så naiv som ambitiøs følgagtighed af hele skaren af højkulturelt "ligesindede".

Nej - hvis en tekst virkelig er værd at læse op, skal den kunne læses op for et litterært aldeles uambitiøst publikum, og med bragende effekt. Om man så får lov (igen), er derimod en helt anden sag. Men fri os fra næsegrus applaus fra folk der mener, at det her ligner virkelig noget anerkendt og eksklusivt på bjerget. Vor Herre bevares...Well- time out...

VIRTUEL IDENTITET- FRA ANDERSEN TIL FACEBOOK (Let udvidet kronik i Information 28.6)

Skønt vi er forlængst ophørt med at bruge mediernes godkendelse som kriterium, sørger vi dog for at udvise koreografisk symmetri, hver gang branchen gør en undtagelse. I øvrigt gav en professionel atter i går det råd, at man ikke bør skrive en linie uden betaling. Javel, men du får nu engang kun betaling hvis du tilhører klubben - og det bliver du normalt kun hvis du skriver akkurat som os andre...

Vi har aldrig har haft så mange muligheder. De fleste af os har langt hen et rigere liv end selv stjernerne i guldalderen. Hvis vi havde kendt H.C. Andersen og Kierkegaard personligt, ville vi nok have fundet dem lidt enfoldige i deres selvoptagethed. Velbegavede mennesker har i dag på mange måder en større horisont end disse genier.
Vor tids rigdom gælder også anerkendelse, for mens de udelukkede dengang måtte gå for lud og koldt vand indtil tuberkulosen gjorde en ende på pinen – så kan vi i dag næsten alle realisere vore talenter og endda også blive kendt af en stor kreds via nettet. Om vi så kan leve af det, gør mindre – men under fattigere epoker kunne kun et privilegeret fåtal drive en privat interesse på et højt plan og samtidig tjene til livets ophold på helt anden vis. Arbejdsløse kan i dag leve på lige så god fod som folk der dengang levede af kongelig understøttelse.
Materielle goder er dog ikke alt, for selv med en antagelig materiel levestandard er social underdrejethed hæmmende. Underdrejetheden beror ikke så meget på forskel i indkomst som på forskel i adgangsgivende status i de relevante sociale sammenhænge. Social ”profit” er målet for den moderne form for menneskelig udbytning, som ingen progressive korifæer nævner.
Favoriseringen af etablerede navne beror på en forståelig formodning om at autorisation oftest borger for en vis minimumstandard. Men derudover kan folk med status og indflydelse gøre gengæld for udvist rettidig omhu – i form af social ”returkommission”, modsat isolerede talenter.

Men stadig er det lettere end i Guldalderen. Vor iagttagelse gælder over en bred kam: Tænk således på at i vore bedsteforældres ungdom var det kun sponsorerede specialister der kunne tage fotos af eksotiske dyr. I dag kan de fleste få råd til en rejse med garanti for super-optagelser af løver og næsehorn – samtidig med at de lever af noget helt andet. Det har gjort det sværere at være professionel dyrefotograf, men det gør ikke spor: Mange professionelle tjener nemlig mere på at lade amatører få top-fotos af dyrene end på selv at tage dem. Og amatørerne behøver ikke at ærgre sig over at måtte forblive amatører – for det er jo ikke længere nødvendigt at være professionel for at få råd til eksotiske rejser.
I den virtuelle verden er der endda slet ingen grænser: For vi kan opleve alt på youtube, i 3D osv. Den dag er måske ikke fjern da folk ved hjælp af chips kan nyde virtuelle samlejer med hvem de vil, mod en passende afgift: virtuel prostitution uden bagmænd! Men naturligvis bliver det aldrig helt det samme, og det gælder også de før nævnte eksempler: Den sejt erhvervede ægte vare rummer forløsning og kontinuitet – kort sagt eksistentiel mening.
Den dimension kan underholdningsindustrien aldrig indfange, ganske som kun få af vor tids højt uddannede har måttet arbejde sig til elementære og dybe erkendelser helt fra bunden. Andersen, Kierkegaard osv. havde i deres naivitet en helt anden intentionsdybde i tanke og billeddannelser end alle vi som pludrer frejdigt løs om dem – for i næste øjeblik at lufte vor uforgribelige mening om en stribe lande som vi aldrig har besøgt.

Det samme gælder de menneskelige relationer. Da jeg som halvvoksen knægt nævnte min mors skilsmisse for en bonde, sagde han: ”I min barndom var der ingen skilsmisser – for det var ikke spørgsmålet om vore forældre elskede hinanden: De behøvede hinanden for at drive gården”. Ja, i gamle dage kendte de fleste kun en lokal kreds: Man tilhørte et fag og et laug der gik i arv – social mobilitet var undtagelsen. Ligesom man ikke kunne udskifte sin slægt, kunne man ikke let skifte arbejde og omgangskreds. Identitet var sjældent ”an issue”.
Til moderniteten hører valgfrihedens afgrund af muligheder – og dermed bliver identitet et spørgsmål. For identitet handler både om evner, valg, lyst – og forbindelser! I stedet for venskaber har vi derfor i dag abeagtige netværker. Alle kan udskiftes: Nye arbejdspladser og uddannelsessteder åbner for nye relationer – og vi ved til sidst på forhånd, at gensidigheden er forretningsmæssig.

Når talen er om overfladiskheden af vore menneskelige relationer, så må vi nævne Facebook som tidens spejl. Her er den moderne lighed mellem professionelle og amatører så gennemført at selv stjernerne er på Facebook – og de er undergivet samme ”dogmeregler” som vi andre og kan derfor højst skrive 7 linier per gang. Vi kan bruge Facebook til at udvide vor omgangskreds i gammeldags forstand, men langt det meste af udvidelsen forbliver i det digitale rum – og for mange er det ligefrem et mål at komme over et vist antal ”venner”.
.
Det harmløse i Facebook er at ingen bliver udelukket; men just derfor er kynismen helt umaskeret. Nogle med meget god tid reagerer interesseret på manges indlæg, men får selv kun få tilbagemeldinger. Hvorfor? Fordi alle fornemmer at de ikke har noget at bytte med socialt – og så kan de have det så godt. Desuden må ingen tro at vi behøver tabernes selskab, for i så fald vil også vi fremstå som tabere – og da tør heller ingen omgås med os af frygt for at ligne tabere.

Denne uhøflighed er åbenlys på Facebook – ganske ligesom når børn herligt utilsløret ignorerer de af forældrenes bekendte, der ikke kan tilbyde dem noget. Både Sigmund Freud og Niels Bohr hyldede det princip at selv ubehjælpsomme breve skulle besvares. Og Karen Blixen skrev: ”Et menneskes karakter kan bedømmes efter hvordan det ville have behandlet Kong Lear.” I dag ignorerer ”eliten” derimod ængsteligt henvendelser fra ubudne for at kue deres selvtillid.

Men vi bejler til alle med status og søger deres venskab, for – ”fortæl mig dine venner”. Det får mig til at tænke på meget gamle dage: Fordums mjøddrikkende stormænd omgav sig altid med en skare af loyale hirdmænd – og beviset på stormandens status var at uanset hvilke platheder han fyrede af, vakte det vild jubel. Kändiser delagtiggør på Facebook ligeledes alverden i bagateller – og får bunker af bifald.
Hertil kommer omvendt en længsel tilbage til naiviteten! Ligesom man i japanske koncerner afreagerer ved på firmafesten at le i demokratisk flok ad enhver flovser, så får vi afløb ved på Facebook at optræde uden kvalitetskrav – for så er vi alle lige. Ja, selv stjernerne søger denne lighed: Ligheden begrænser nemlig vor indbyrdes frygt. Selv de dygtigste på et felt er derfor i vor tid typisk dygtige på samme måde: Ensretning tvinger os til at anerkende hinanden frem for at afvise hinanden som enten dumme, uvidende eller irrelevante – og vort ubehag derved er grundet ligheden forbigående.
Således gentager den nye skråmentalitet svundne tiders enfoldige identitet: ”Bagere taler sådan, smede sådan – og sociologer sådan.” Individualismens æra var et mellemspil: Det første vi spørger om når et nyt ansigt dukker op, er: ”Hvordan kom han/hun frem?” Svaret er: ”Ved at gøre som de andre i klubben”. Snart købes bøger derfor mest af folk der vil lure forfatteren succesen af.

Når vi ser hinanden som redskaber og forhindringer, vil Facebook-agtige relationer til mennesker, som vi ikke kender personligt, erstatte organiske relationer: Familie og ægte venner bruges mest til psykologisk opbakning og trøst for vore nederlag ude i status-junglen. Men det futile i vor afhængighed af status fremgår af det amerikanske mundheld: ”Vi spilder vort liv på at anskaffe os en masse ting for at imponere mennesker som vi ikke kan lide.”
I fremtiden vil mange måske af sjælelig nød søge over i jobs der giver mere organiske relationer: omsorgssektoren, sundhedssektoren og sågar folkeskolen – hvis man ellers kunne få ro i klassen. For af fast omgang udvikler der sig personlige følelser hinsides modpartens brugbarhed. Og en glæde ved at blive genkendt og værdsat uden bagtanke.

I et af Strindbergs dramaer spørger en gæst: ”Men har du slet intet godt at sige om din mand?” ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han få storhedsvanvid!” En god ting ved Facebook er at alle kan være med, mens vi i det virkelige liv ikke kommer i klub med de rigeste og de mest berømte. En kødrand af ”venner” giver en vis primitiv status, så hvis endnu en taber bejler opad, er der ingen grund til helt at afvise ham. Sig så ikke at vi på Facebook ikke kender til høflighed!

ET EKSPERIMENT MED GJENTAGELSEN

OM HUXLEY, KIERKEGAARD OG SKOVSNEPPEN ...

-I sit nok mest fyrige skrift ”Gjentagelsen” indlader Kierkegaards fortæller sig på det eksperiment omhyggeligt at tilvejebringe de tilstrækkelige og nødvendige forudsætninger for at gentage særligt vellykkede oplevelser – idet han her med den dannede libertiners overskud komisk spiller på genklangen fra Platons filosofiske idé at al sand erkendelse i en vis forstand er en art erindring om evige sandheder, som vor udødelige sjæl så at sige har del i før enhver erfaring.
I ”Gjentagelsen” skildres en eventyrlig rejse til Berlin, hvor der atter blev anledning til i teatret at genopleve længst glemte barndomserindringer af mere eller mindre ”oceanisk” karakter. Derefter planlægger vor helt så at gentage rejsen med alle dens ingredienser.

Men alt er forandret, lige fra det pensionat han beboede første gang til gadelivets indslag, såvel som hans egne sindsstemninger. Men hvad mere er, selv de faktiske gentagelser opleves slet ikke på samme måde som første gang, fordi han selv allerede er blevet en anden: Ikke mindst fordi der selv i tilfælde af en perfekt kopi ville mangle forventningens eventyrlige dimension af uforudsigelighed til fordel for mekanisk forudsigelighed og genkendelighed. På samme måde må Kierkegaards berømte forfører også sande at det første kys og den første kærlighed ikke kan gentages – idet ”gjentagelsen” først bliver mulig ved at tilføres den etiske dimension af pligtens kontinuitet og kontinuitetens pligt.

Begge sandheder har jeg i disse dage haft anledning til selv at bekræfte. For en uge siden havde jeg for første gang lejlighed til at fotografere en skovsneppe – den mystiske fugl der er et ledemotiv i Martin A. Hansens roman ”Løgneren”. Efter kraftige regnvejr sker det at den ugleagtigt buttede vadefugl med den udsøgt bløde og raffineret camouflerede fjerdragt kommer ud på jordveje for at fange regnorme, der søger op til overfladen for ikke at drukne. Og til mit held kunne jeg følge fuglen ind i et grenværk, hvor jeg ikke længere kunne skelne den in natura, men med lethed efterfølgende på fotografiet som jeg skød i blinde.
Imidlertid blev billedet en anelse rystet, hvorfor jeg nogle dage efter i lignende vejr begav mig ud inspireret af det futile håb atter at få den sjældne chance. Jeg måtte knibe mig i armen, da skæbnen ville at jeg ved en knap farbar skovvej atter mødte en skovsneppe, der i grundmuret tillid til sin camouflagedragt blev stående da jeg rullede bilruden ned og tog sigte med mit teleobjektiv. En hel del fotos blev mirakuløst knivskarpe trods den lange eksponeringstid i den tunge regnbelysning. Men alligevel blev det ikke det samme som første gang: Ganske vist havde jeg ikke seriøst regnet med at have en kinamands chance for at gentage succesen og var da heller ikke kørt samme rute som første gang – og just derfor var overraskelsen fuldt så eventyrlig som første gang.

Men til gengæld var de billedmæssige omstændigheder anderledes: For ved den første lejlighed var sneppen placeret i helfigur, men på den bedst tænkelige gobelin med henblik på camouflage. Hvorimod nu anden gang stod den vidunderligt okker- og brunvatrede vadefugl også i banal forstand fuldt synlig på en forårsgrøn baggrund af mos, græs og blåbærris. Mysteriet udeblev derfor til fordel for en perfekt bogillustration: som "Europas Fugle" i forhold til Bruno Liljefors – og derfor var det alligevel ingen perfekt gentagelse.

På positivsiden tæller dog til gengæld at et enkelt af billederne overraskende viser sneppen bagfra med begge de store brune øjne i profil på hver sin side af det diametralt bortvendte hoved. Denne perfekte symmetri giver den imidlertid præg af en skabning fra insekternes verden: For dennes geometrisk pletfri umenneskelighed hinsides enhver forhandling endsige dispensation fratager sneppen dens atmosfære af varm og dunkel mystik, idet de bagfra synlige øjne aldeles berøver den rundhovedede fugl dens nuttede affinitet til det menneskelige til fordel for en diabolsk symmetri der synes invariant for enhver transformation og rotation. Her var der altså vitterlig noget der overskred den første oplevelse som mere end en bleg kopi af den– men til gengæld var der jo så heller ikke tale om nogen gentagelse.





Samtidig har jeg efter 25 år gjen-læst Aldous Huxleys storslåede roman fra mellemkrigstiden ”Vi blindede trælle”, der i sin forening af moderne udviklingsroman med flash backs, samtidsskildring og encyklopædisk roman kan læses som en angelsaksisk nøgtern og knap så spekulativt svulmende pendant til Thomas Manns ”Troldfjeldet”. Men hvor Mann som altid forsvinder ind i sin ”jehovistisk” udeltagende voyeuristiske alvidenhed, vedkender Huxley sig sin menneskelige sårbarhed og indskrevethed i inkarnationens ydmyge og dog mystisk storslåede vilkår.

Romanen skildrer i flashbacks samt i den modnere mands dagbogsoptegnelser en højt begavet, ironisk forfrossen og socialt privilegeret britisk intellektuel iagttagers beskyttede liv og levnedsløb blandt mestendels ligesindede og ligestillede ånder af forskellig ideologisk og seksuel observans. Men dels har han bogstaveligt talt et lig i lasten grundet sin tidlige ungdoms sorgløse mangel på rygrad i en afgørende situation; dels bringes han af lede ved sit eget liv såvel som de alternativer som omgivelserne kan opvise, til at lade sig lokke med på et halsbrækkende eksotisk eksperiment i den moralske verden – i form af deltagelse i en revolution i Sydamerika sammen med en lige så desillusioneret barndomskammerat, der bevidst søger forløsning ved at kaste sig ud i handling og livsfare.

Ekspeditionen går dog ikke som ventet, for vennen får koldbrand i et ben, der må amputeres af en tilstødende engelsk læge med en ydmyg menneskelig integritet, erfaring og livsvisdom langt hinsides den encyklopædisk selvtilstrækkelige og indbildske kynisme. Dette møde ændrer den rationalistiske hovedpersons liv i form af en veritabel og gennemgribende eksistentiel omvendelse, aldeles på linie med ”det etiske stadium” hos Kierkegaard (der i øvrigt slet ikke nævnes i den ellers alvidende romanen) – men naturligvis i en helt moderne version, der organisk vokser frem på de beskrevne rationelle vilkår. Væsentlige sandheder erkendes jo gerne sideløbende mange steder, hvortil kommer at Kierkegaards virkningshistorie gennem 100 år kan være meget indirekte og vidtforgrenet.

”Vi blindede trælle” var en stor oplevelse da jeg læste den første gang, og nu ved spontan genlæsning 25 år efter oplevede jeg en helt lydefri gentagelse i Kierkegaards forstand – måske fordi selve den praktiske fordring om at bringe en levedygtig orden i sit liv og balance mellem det sociale og det individuelle, det introverte og det verdensvendte, det etiske og det selviske er nøjagtigt den samme: en opgave der jo ikke løses engang for alle og derved bringes ud af verden. Og selv om romanen foregår i en anden tid end læsningens, gjorde den det jo allerede dengang jeg læste den første gang, så heller ikke i så henseende er den nogen afgørende forskydning. Måske kunne noget også tyde på at jeg i mellemtiden ikke har udviklet mig så radikalt... Således fik jeg bekræftet Kierkegaards konklusion at det etiske er den sande ”gjentagelse”.

Huxley forener den ironiske og den etiske dimension, og sproget er her sjælens spejl. Stedt i en katastrofal situationen i Sydamerika møder hovedpersonen en redningsmand som en deus ex machina, og han udbryder kapitulerende: ”Hvis jeg forinden havde bedt til Gud om hjælp, ville jeg nu have været nødt til at omvende mig!”. Morsom replik også for en dybere betragtning: For hvis det nu var et tilfælde, ville det jo også have været det, selv om han forinden havde bedt til Gud. Og omvendt gælder, at selv uden forudgående bøn kunne hjælpen udmærket bero på Guds vilje.

Se denne klangbund af overtoner er stor humor i Kierkegaards forstand som et grænsestadium til det religiøse, hvor man vedkender sig afstanden mellem sit eget liv og idealerne i fuld indforståethed med livets absurditeter. Og derfra er der lige langt til en Bukdahls litterære sværdslag i spisevognen i Orientexpressen som til venstre- og højrepressens ensformige og uforpligtende udfald mod deres respektive yndlingsfjender og prügelknaben.

Som et kuriosum må jeg sluttelig fortælle om et yderligere sammentræf af lignende begivenheder, som man i en svunden tid forklarede ved en art lighedsbetinget indbyrdes magnetisk "sympati" mellem analoge begivenheder, og som C.G. Jung kaldte "synkronicitet". For en jævnaldrende svensker på skovsneppens egn fortalte mig just om et andet 25 års gensyn, idet han havde genoptaget forholdet til sin ungdomskærlighed fra 25 år tilbage. Hun er kriminalbetjent og har i mellemtiden været gift hele 5 gange - så her kan der næppe blive tale om en gentagelse i umiddelbar og sorgløs forstand, men om den sande ”gjentagelse”, der i henhold til Kierkegaard hører til det etiske gebet, men samtidig fuldt fortrolig med "forbrydelsens element".

For at det ikke skal være løgn, fotograferede jeg min tredje sneppe i rap, da jeg omtrent faldt over en rugende sneppe med troskyldige brune øjne. Beslægtede møder med skovsneppen hinsides al sandsynlighed giver alkymistiske glimt af en sælsom substans og essens, der dog stadig unddrager sig og lige som de vises sten aldrig røber sin gåde. Fremadrettet kan drømmen om de vises sten give en utopisk mening til ens higen, men i tilbageblik ville et liv der byggede derpå, fremstå som en desillusionerende og absurd række af utopiske glimt uden indre udvikling og med mellemliggende intervaller af forvirret mørke. Henry Miller beskrev i et sent interview sit liv som en drøm afbrudt af mareridt – men det æstetiske livs fortvivlelse i henhold til Kierkegaard kunne snarere beskrives som et mareridt afbrudt af berusende drømme.

Gentagelsen kan man kun bygge og satse på i form af en udviklingsspiral, hvor den samme cirkelbevægelse gentages, men på stadig højere niveau i et forpligtende forhold af udvikling og kontinuitet, der ikke forsøger at udslette eller glemme det mellemliggende, men tværtimod finder identitet i valgets historiske dimension. Det gælder ægteskabet, men det gælder også venskaber samt engageret arbejde såvel som idealistiske bestræbelser. Man kunne vel nok finde fremadrettet mening i en fiks idé om at fotografere alle verdens sneppearter - men i tilbageblik kunne det uden gensidighedens dimension nok alligevel føles lidt tomt...

OVER-DANMARKS KULTURCIRKUS

Trykt i Weekendavisen, men siden slettet på deres net...Har skam rigeligt af mere neutralt stof, men dette er dog pikant. Hvem gider desuden at lytte til hvad Primo Levi havde at sige om kemi? Artiklen fik endnu mere ret i sine teser om et overordnet sammenhold mellem banderne, end den selv kunne tro for alvor. Fyret fra Politiken desårsags, og ingenlunde velkommen igen på WA. It looks almost like a trap...


Borgerlige debattører langer i deres kulturkamp stadig ud efter den såkaldte Bermuda-trekant: Den påståede indspisthed mellem Gyldendal, Politiken og DR. Ofte pisker Lars Bukdal uhyret. Men omvendt forsvarede ”Bermuda” sig, dengang Tøger Seidenfaden og Johannes Riis i en fælles officiel optræden meldte hus forbi. Herimod kunne man dog erindre, at djævlens mest raffinerede trick i henhold til anerkendte eksorcister er at benægte sin egen eksistens.

Spørgsmålet må dog ses dybere end alle konkrete anklager. Sagen er nemlig den at vi mennesker langt hen er lige gode aber for Darwin – og i små lande vil det derfor på alle felter blive de samme personer der roterer mellem Korsbæks udstillingsvinduer. Enhver udgivelse fra ”nomenklaturaen”s topspillere bliver således straks anmeldt yderst generøst overalt, uanset niveau og væsentlighed – man tænke blot på Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform eller Jørn Lunds erindringer. Ja selv "skandaler" indebærer ganske ligesom i finansverdenens indercirkler ringe risiko for at falde ud af netværket, takket være en slags genforsikring: Den indrømmet velbegavede Claes Kastholms underholdende live-show på Politikens redaktion for nogle år siden hindrede således ikke resocialisering i det berlingske hus. Smukt – men andre bliver nu hængt for mindre!

”Nomenklaturaen” er dertil rørende enige om, at deres indbyrdes uenighed er nationalt arvesølv, jævnfør tidens ”åbenhjertige brevvekslinger” i bogform. Psykologisk er der således tale om en alliance på et højere plan. I store lande som USA kan individualister derimod håbe på at finde en usædvanlig mæcen eller forlægger der keder sig bravt over denne hæderkronede normalitet – som modsat ærlig kriminalitet er umulig at bevise teknisk.

Tendensen er nu let at påvise, ganske som når der benådes flere hvide end sorte. Hver enkelt benådet hvid kan dog helt uangribeligt svare: ”Også hvide dømte kan være uskyldige!” Men netop grundet uangribeligheden sker uretten blot desto oftere: For egeninteressen vil jo altid udnytte ethvert grønt lys! Af samme grund er de erklæret progressive ofte de værste, hvorimod rigtige bøller behøver at vise sig bedre end deres rygte.

Overblikket mudres tillige når det gode selskab kappes om at beskylde hinanden for opportunisme. Men også dette må ses psykologisk: For sunde, udadvendte mennesker er "virkeligheden" det der gør en praktisk forskel i form af straf eller belønning. De politiske vendekåber er såmænd bare normale menneskeaber: Det på et givet tidspunkt virkelige er alt hvad der p.t. er gangbar mønt i samfundets stofskifte. Og det er grunden til at personer med al deres energi placeret i deres offentlige "persona" slavisk følger med tiden. Men lad os ikke derfor udråbe alle ”samfundsstøtter” til diabolsk grinende Machiavelli-figurer. For disse ting er ofte ubevidste, idet unødig selvbesindelse tværtimod ville føje en ærgerlig skønhedsplet til deres selvbillede.

I de gode gamle dage var ”Bermuda-trekanten” uskyldig: For det var et fåtal der skrev, og de fleste var gode – men i dag ved vi at de fleste nok kunne blive lige så gode. Alt afhænger i vore dage af at ”få lov”– og alle ved det godt på bunden, hvor meget vinderne end forsøger at indbilde sig noget andet.
I gamle dage fik kun et fåtal lov, men de var på intetanende udvalgt på forhånd. Derfor var deres jalousi over for de genuine talenter moderat – så meget mere som de immervæk mente sig hævede over normalbefolkningen. I vore dage har vi alle mulighed for at komme frem – og tabet af stabile rødder bevirker dertil, at vore sociale behov ofte ytrer sig ved stræben efter anerkendelse uden for vor personlige kreds.

Langt de fleste af os er kun middelgode i de fleste henseender. Men interesse, erfaring og disciplin kan gøre underværker: Således blev i gamle dage næsten alle eskimoer rene mestre i kajakroning. Men derudover er der på alle felter specialtalenter: i vore dage har alle de middelgode talenter mulighed for pleje, mandsopdækning og synlighed; derimod er det længe siden at toptalenter kunne forblive helt usynlige. Der er derfor blevet langt flere ”talenter” på alle felter, hvorimod mængden af særtalenter er mere konstant. Vore dages elitære konformitet indebærer derfor, at alle kæmper med næb og kløer for ikke at havne i aspiranternes proletariat.

Dette resulterer i netværkssyge og intriger – og eftersom de genuine talenter på engang opleves som en trussel og en ynkelig minoritet, så vil de blive snart ignoreret, snart bagtalt og snart plagieret af den udnævnte elite. Hvis det pludselig blev højeste status at være albino, ville alle snart melde sig ind i den nærmeste albinistklub – hvorimod kongerigets få virkelige albinoer ville blive udstødt som íllegitime kombattanter.

Når de tabuiserede minoriteter er blevet udskilt, venter kampen mellem bunken af legitime kandidater. Men eftersom de alle er nogenlunde lige gode, kommer kampen til at handle om alliancer, idet klublederne udvælger loyale forbundsfæller; og disse vælger atter deres trofaste håndlangere. Selv de, der gennemskuer at de nok er lige så gode som deres overmænd, trøster sig med at være bedre stillede end deres egne undermænd – samt med muligheden for avancement som tak for loyalitet.

Det resulterende cirkus er: ”Bermuda-trekanten”. Men den omfatter ikke kun de tre velkendte syndebukke, men hele ”Over-Danmarks” kulturcirkus. ”Bermuda” er endda rummelig nok til også at omfatte dele af den akademiske elite som gallionsfigurer. Ja, for man forsikrer sig også i form af bestikkelse: dels af kvinder, dels af faglige autoriteter! Hør her:

Kvinder bestikkes med en symbolsk flig af indflydelse – for på denne måde menneskeliggøres og forskønnes rokader til beskyttelse af de privilegeredes forfængelighed. Kvinden nyder nemlig som familiens opretholder en større moralsk troværdighed, hvilket magtens mænd med instinktiv forkærlighed misbruger som trojansk hest til egen fordel.

De af kvinderne, der gennemskuer det, siger langtfra altid fra, men lader klogeligt som om de er naive: For bestikkelse er almenmenneskelig, og vi er alle mennesker. Det kan desuden dulme megen historisk ydmygelse på kønnets vegne undtagelsesvis at få myndighed til at holde ubudne mænd nede – en opgave der således ikke er forbeholdt nyslåede og dunskæggede riddere, som med hormonal forudsigelighed udøver deres myndighed ved at fritage deres foresatte for smålighedens uskønne åg.

I tyrkernes osmanniske imperium benyttede man ligeledes tvangsomvendte kristne undersåtter til at administrere magten med taknemmelig nidkærhed. Bestikkelsen af kvinder forekommer ikke blot i form af politisk korrekt magtdelegering: Mere tidløs er bestikkelse i form af privilegeret omgang med de prægtige mænds klub: snart som loyale rugemødre – snart som helhjertede klakører i datterens eller hustruens rolle.

Bestikkelsen af faglige autoriteter består i, at de belønnes for ikke at benytte deres faglige vetoret i deres egenskab af uafhængige instanser. Og hvem kan helhjertet begræde at også deres egen forfængelighed får et par rivaler mindre? Også autoriteterne er jo mennesker. Men mekanismen er ret sindrig: For netop grundet autoriteternes uafhængige stilling forventer vi, at de tør gøre brug af deres vetoret og kalde et cirkus et cirkus – just fordi de modsat andre intet risikerer derved. Trods dette ikke at sige fra fungerer derfor i praksis som et garanti-stempel – ganske på samme vis som loyale kvinders gode miner bruges til hvidvaskning af de store drenges slette spil.

”Bermuda” er således en blæksprutte, hvis tentakler infiltrerer alle samfundslivets sfærer. Ledelserne udnævner forudsigelige mellemled – som atter konsekvent favoriserer folk som de er helt trygge ved. I en omvendt salomonisk visdom ofrer man således ”barnet” – varen – på forfængelighedens alter, fordi man i stedet for som firma at trække på samme hammel oplever hinanden som rivaler. Hvilket i længden er kontraproduktivt – og ødelæggende for hele branchen, hvis alle firmaer agerer på samme vis.

Rivalitet inden for en gruppe dæmpes typisk ved hjælp af konformitet i sprog og facon – for blot folk dygtiggør sig på de samme måder, kan indbyrdes jalousi undgås. Synkroniseret udvikling har nok alle dage været en typisk modus vivendi i mandegrupper: Den kan nemlig effektivt befordre en imponerende fælles oplæring, hvor alle til sidst kan alle de samme ting. Men i vore dage er det forstærket til en frygtsom normaliseringssyge – som i de bonede gulves eksklusive variant afviser al kritik ved at henvise til: Janteloven! Ja, for således vendes tingene på hovedet efter det psykiske selvforsvars urgamle recept.

Den intrigante tilpasningssyge bidrager også til avisernes afsætningskrise. Men stadig flere bøger fabrikeres i dag på samme vis: Og kun vor tradition for jule- og fødselsdagsgaver forhindrer måske en tilsvarende bogkrise i snart at slå igennem, som når det stumme undertryk i verdenshavets virkelige Bermuda-trekant undertiden suger skibe sporløst til havsens bund.

HUMOREN I STATUSLAND

På toget i Sverige (”hov, hold nu den røde tråd – er det med Sverige nødvendigt for historien?”) på en travl hverdag (”lad gå for denne gange”) undskyldte en fuld svensker (”hør, skal vi nu hele to gange høre denne irrelevante geografiske belæring, og skal vi ikke være enige om, at så længe somalierne bliver i Somalia, behøver vi ikke at nævne deres nationalitet hver gang”) med balanceproblemer sig uopfordret og - ligesom koret i den græske tragedie - uden konkret adresse sin forlegenhed med en replik, som vi af lutter samarbejdsvilje tillader redaktionen at oversætte af hensyn til læsere med hang til gratisaviser.

Åhja, for jo flere læsere der har høje titler og uddannelser, desto flere vil kunne bringes i ligeså stor åndelig forlegenhed som vor fulde svensker ved at måtte erkende at det alligevel kniber med at holde sig oprejst. Nuvel, vor fulde svenskers replik kommer her: ”Det måste väl för fan gå rätt till – alla kan inte vara nyktra!”

En alvorligt studerende pige ved siden af mig løftede ikke engang hovedet fra sin bog, men måtte alligevel slå en latter op. Den sande humor er en magisk dåseåbner, der bygger bro (”jaså – nu forstår vi pludselig hvorfor den dåseåbner må være meget magisk”), mens gold sarkasme kun vækker latter hos ens meningsfæller og holder sig til den triste forudsigeligheds røde tråd.

Men hvorfor lo den kønne (ja, også det) pige, på trods af stilighedens frygt for ved enhver art fraternisering at blive besmittet med hvad man kun tør kendes ved, når det som her tilbydes som kunst, destilleret og filtreret gennem behørigt lurmærkede og kanoniserede højkulturelle kanaler?

Normalt analyserer vi ikke humor, men da den vare i statusland er blevet en sjældenhed, vil vi her gøre en undtagelse, eftersom en enkelt lille forsinkelse på den transsibiriske jernbane jo næppe kan gøre fra eller til – hverken for de arme stakler der sendes østpå som straf, eller for de pengestærke jagtturister, der glæder sig som små børn til at opleve taigaens forjættelse.

”Det måste gå rätt till – alla kan inte vare nyktra!”

Hvor ofte har alkoholens venner mon ikke (især i lidt ældre tid) måttet høre påmindelser om, at vi ikke alle kan være fulde, hvis samfundets hjul skal holdes i gang? Ubevidst kobler vor fulde svensker sig nok på dette omkvæd, idet han vender det på hovedet. Dette er nu ikke nødvendigvis særlig morsomt, for det at skifte fortegn kan ganske som sarkasmen blive et forudsigeligt og tomt mekanisk greb – og i dette tilfælde oven i købet noget vås: For samfundets hjul kræver næppe at vort forbrug rettes mod alkohol for at blive holdt i gang.

Når vi alligevel ler og ikke affejer replikken som pjat, er det nok fordi den anderledes forstået er uimodsigeligt logisk: Hvis vi nemlig antager at druk nu engang er kommet for at blive, så følger heraf, at statistisk set ”skal” der ganske rigtigt til enhver tid være nogle der ikke er ædru. Vi kan imidlertid også vælge en rent sproglig indfaldsvinkel med samme resultat: For hvis sætningen ”Ikke alle kan være fulde” er korrekt dansk, så må sætningen ”Ikke alle kan være ædru” også være korrekt dansk og i den forstand sprogligt ligeberettiget som den første sætnings symmetriske modstykke.

Hvad der sker, er derfor nok at vor fulde svensker intuitivt trækker på disse to underliggende sandheder – men dernæst iklæder dem en hæderkronet folkedragt som han har lånt fra moralens sproglige garderobe. Dette bevirker et logisk sammenstød, for derved tilfører han sin spidsfindige ”teodicé” på sprittens vegne en aura af snusfornuftig moralsk autoritet, som der bestemt ikke er belæg endsige tradition for. Og derfor kan vore læsere nu omsider tillade sig at trække på smilebåndet uden at risikere deres hårdt tilkæmpede status.

Denne historie minder mig om, hvad en bekendt oplevede på Strøget: En fransk tigger betroede ham nemlig, at ”Hvis den finanskrise varer ret meget længere, så ødelægger det min forretning!”. Her var der intet skamfuldt anstrøg af gammel folkemoral og derfor heller intet behov for retfærdiggørelse. Men igen ser vi samfundets udskud gøre opfindsom brug af anerkendt sund fornuft – såsom at det da ikke kan være rigtigt at en solid forretning sådan skal spoleres på grund af spekulativt hysteri i de højere luftlag. Også tiggeren påberåber sig altså selvironisk en symmetrisk ligeberettigelse – og derfor må vi overgive os til latteren.

Sluttelig kan vi hævde, at de to tabere ved selve deres logiske krumspring faktisk gør det til sandhed, som i første instans var vås: For hvis vi i vore dage mere end nogensinde må gå til taberne for at opleve sand humor og befrielse for vor egen triste statuskamp – ja, så udretter taberne vitterlig en nyttig gerning. Og derfor tvinges vi til at give svenskeren ret: Hvis alle var ædru, så ville det ikke gå.