En føromtalt, nu 70-årig maler Ruben Gelardie har et kunstsyn der kunne berettige ham til udbredelse for en lidt større kreds, gerne TV eller Radio. Men sådan en mand inviterer ingen desværre. Modernismen undsiger han uden fanatisme som i det store hele ret inferiør i forhold til kunst der forholder sig til virkeligheden. Kunstmetafysik og kunst som religionserstatning er ham en art blasfemi - og det samme gælder for øvrigt troen på Jesus som værende identisk med Gud og ikke blot hans søn: For da Peter åbenbarede den selv samme mistanke for mesteren, bad Jesus ham vige bort, thi "kun én er god".
De to ideer hænger på en måde sammen, for ganske som han må afvise en opdeling mellem den historiske Jesus og den "kristologiske" Jesus ("Hvor mange Jesus'er er der?"), som mange teologer snakker om, så afviser han den tilsvarende skelnen mellem den konkrete verden og så en eller anden gnostisk og åndelig astralverden. Af samme grund hader han Rudolf Steiners teosofi, som nazisterne tog til deres hjerter. Han tror på kødets opstandelse, for ellers bliver religionen vås, virkelighedsflugt og foragt for det virkelige liv, ikke mindst andres. Måske endda ligefrem renselse og egen sjælefrelse gennem dødekult.-
Og på samme måde bør kunsten tale direkte ind i mødet med verdens forekomster. Hvornår hørte man sidst så konkret åndfuldt? Han citerer her gerne Martin Bubers "Jeg og du". Nej, nu skal kunst jo være en art selvvigtig "videnskab", der partout skal betjene sig af alle nye tekniske muligheder. Portrætmaleriet beskrives af officielle autoriteter som hobbyvirksomhed uden højere værdi. Vor mand er dog en ypperlig og dyb portrætmaler. Han plejer også at prise hulemalerierne som uovertrufne, mens han undsiger den modernistiske tilbedelse af udviklingstanken. Om genkendelighed i kunsten siger han: Det er hele poesien, ligesom når et barn på banegården ser, at dets farmor som aftalt er mødt op for at hente det. Som sagt, det skal man høre på et værtshus.
Dagens improviserede genbrug skal I også have. En psykoanalytiker fortalte mig at sønner af mødre, der var ældst i deres søskendeflok - gerne bliver storvildtjægere. I så fald må det vrimle med storvildtjægere. Men det vrimler jo med filosoffer, og så kan det vel også vrimle med storvildtjægere. Forskellen er dog, at mens man sagtens kan være filosof uden at have tænkt nogle tanker, så kan man ikke være storvildtjæger uden at have nedlagt noget storvildt. Selv Hemingway afstod af samme grund klogeligt fra at kalde sig filosof.
No comments:
Post a Comment