BRUTTONATIONALPRODUKTET I BERMUDA

Dagbladet Informations unge Rune Lykke-Peer besidder visselig humor - idet han i dag på gaden lo genkendende ad denne tiltaleform. Anledningen var at Rifbjerg i dagens Politiken er ude med riven efter ham og herunder beskylder ham for at mangle humor. Og at blive udskældt er altid om ikke en anerkendelse, så i hvert fald et udtryk for at ens fjender og rivaler opfatter én som værende anerkendt - og dermed for sent at tie ihjel.

En varm mail fra Mikael Busch i Kolding i anledning af min kronik i WA 18.7 om mediernes Bermuda-trekant tilføjede profetisk, at den "næppe vil vække debat". Det fik han helt ret i, og det er naturligvis den sande anerkendelse: For det betyder at majoriteten af de berørte anser ens budskab for så ubekvemt i dets uomgængelighed, at man bør ties ihjel. Men undertiden ønsker jo endog forbrydere at høre sandheden, ligesom der jo gives ægte undtagelser, selv i ledende stillinger: Kronikken kom jo på.

Cepos-folket er det derimod for sent at tie ihjel, men til gengæld er de så forudsigelige og endimensionale i deres globaliserede handelsskole-visdom, at alle falder i søvn. Om Cepos-folket vil jeg derfor sige det samme som om dedikerede modstandere af kongehuset: Muligvis har de ret, men de gør verden kedeligere med selve deres ensporede alvor omkring bagateller - så hellere kongehusets enfold, glade motorvanvid og lejlighedsvise forsonende fornuft. Skal kongehuset bort, må de derfor få lov til at besegle dommen selv, ganske lige som Cepos-drengene til sidst vil visne og kvæles i deres egen dygtighed.

Cepos-drengenes hellige ko bruttonationalproduktet bidrager de næppe selv til meget mere end ægyptologerne og sprogforskerne; men dette er faktisk noget af det pæneste vi kan sige om dem, uagtet alle kedelige krav om konsistens - der nemlig hører hjemme i tankens verden mere end i menneskelivet. Derimod har de sikkert ret i, at beskæftigelsesreserven er en stor potentiel vækstfaktor i økonomien, hvis nu ellers blind økonomisk vækst for enhver pris er sagen: de gamle, de unge, de syge, hypokonderne, muslimerne samt muslimernes talstærke harem af lydige og arbejdsføre hustruer.

Ledigheden falder da også, og det gælder sågar nu også vor egen ledighed. Men det bedste argument mod Cepos-drengenes vision er vel dette: Deres utopi er en verden befolket af mennesker der taler og skriver akkurat som de selv - kort sagt en myreflittig verden aldeles blottet for humor og tilværelsens musiske dimension, for evnen til at håndtere anden mangfoldighed end vare-verdenens Disneyland, for al anden kompleksitet end den teknologiske, samt for modsætningernes sjælelige dynamik. Og hvem var det der sagde "natur"?

Men deres associationsforladte og calvinistisk billedløse skriverier er lige som hele coach-litteraturen velbetalte, hvorfor de faktisk bidrager til BNP - stik modsat vore egne skriverier, hvis inspirationsværdi er indirekte, ulønnet og dermed helt usynlig i en BNP-målestok. Vi kunne endda gå videre og tilføje, at mens verdens originaler ofte er usynlige dovendyr, så bidrager mange plagiatorer anderledes hæderværdigt til BNP. Den omvendte verden? Nej, gør det nu ikke for kompliceret - sig I bare: Verden...

En tjekkisk minister har i går over for Ruslands hr. Putin meget vittigt erklæret, at han fremover ikke ønsker at modtage atomare trusler fra den kant oftere end hver tredje uge. Til morskaben hører netop at en tjekkisk minister jo ikke har spor at skulle have sagt - og at han uforbeholdent vedgår det med en selvironisk gårdvagt-diktion, der ved at vende magtforholdet om reducerer det til en barnagtig joke. Modsat i Bermuda, hvor de salvede i riget nødig indrømmer modparten en tøddel - og herunder ovenikøbet indbilder sig at dette deres billige og uangribelige trumfkort er ubetalelig humor. Ja, for vi forholder os jo desværre ret ofte til Bermuda, akkurat som hin tjekkiske minister forholder sig til Putin.

Men dette med slet intet at indrømme indeholder erfaringsmæssigt sin egen nemesis: For nævnte indstilling indebærer en dødbringende sjælelig stivhed og en hadsk nedgroethed, der blokerer for både humor og fantasi. Ligefrem at kalde det Guds straf er nok at gå over åen efter vand: Snarere kan vi sige at den selv samme stejle fantasiløshed der viser sig som ubønhørlig smålighed, også ytrer sig på mange andre måder. Men øvelse gør mester, og de vise fortæller jo at ved at øve sig i gode gerninger kan man åbne sindet helsebringende op.

Klaus Rifbjerg efterlyser som sagt mere humor - men humoren finder han bare ikke i BNP-land - og heller ikke så ofte i Bounty-land og Bermuda-land. Men selv hvis han alligevel fandt den, ville han måske nødig indrømme det offentligt...